Legislator Case Law & Legislation
199714K00050 DK

1997 BTL 50 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RADIO- OG FJERNSYNSVIRKSOMHED (TV-RETTIGHEDER TIL VIGTIGE BEGIVENHEDER OG FORBUD MOD PIRATDEKODERE M.V.) NR L 50 1997-98. 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1997 50 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til kulturministeren, som denne har besvaret skriftligt. Udvalget har herudover stillet et spørgsmål til justitsministeren.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Bech-Bruun & Trolle,

Canal Digital A/S Danmark,

Danmarks Idræts-Forbund, Team Danmark,

Dansk Komponist Forening, Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer og Danske Populærautorer,

Tele Danmark Kabel TV,

TV 2 og

TV3.

Der er af kulturministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af kulturministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) finder det vigtigt, at store sportsbegivenheder med væsentlig dansk deltagelse kan ses af hele befolkningen. Det betyder, at de skal kunne ses på en af de landsdækkende kanaler (DR og TV 2).

SF mener også, at opregningen i bemærkningerne til lovforslaget af store sportsbegivenheder af særlig dansk interesse er rigtig, selv om SF godt kunne have forestillet sig, at listen var udvidet med f.eks. Tour de France. Men SF har forstået, at denne sportsbegivenhed vanskeligt lader sig definere som en national sportsbegivenhed, selv om den rent faktisk har været det de senere år.

SF støtter også forslaget om forbud mod salg af piratdekodere. Derimod mener SF ikke, at det nytter noget at gennemføre et forbud mod besiddelse af piratdekodere, når det ikke vil være muligt at sikre overholdelse af forbudet.

Et andet mindretal (Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2-6 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan stemme for de stillede ændringsforslag.

Æ n d r i n g s f o r s l a g

Til § 1

Af et mindretal (KF), tiltrådt af et mindretal (DF)

1) I det under nr. 2 foreslåede § 75, stk. 1, udgår ordene »direkte eller«.

Af et mindretal (KF), tiltrådt af et mindretal (V, CD og DF)

2) Den under nr. 3 foreslåede § 75 a affattes således

»§ 75 a. Det er ikke tilladt at fremstille, importere, omsætte, besidde eller ændre dekodere eller andet dekodningsudstyr, hvis formål det er at give uautoriseret adgang til indholdet af en kodet radio- eller tv-udsendelse. Annoncering eller anden form for reklame for sådant udstyr er ikke tilladt.«

Af kulturministeren, tiltrådt af udvalget

3) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer

»01. I § 76, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt nummer

»01) overtræder § 75, stk. 2.«»

Af et mindretal (KF), tiltrådt af et mindretal (V, CD og DF)

4) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer

»02. I § 76, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt nummer

»02) overtræder § 75 a.«»

5) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer

»03. I § 76 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. Såfremt overtrædelsen af § 75 a er begået i erhvervsmæssigt øjemed, kan straffen stige til hæfte eller fængsel i indtil 6 måneder.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.'

Af kulturministeren, tiltrådt af udvalget

6) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer

»04. I § 76, stk. 2, ændres »og § 73, stk. 8« til: », § 73, stk. 8, og § 75, stk. 1«.'

B e m æ r k n i n g e r

Til nr. 1

Begrænsningerne i fjernsynsforetagenders udnyttelse af enerettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse bør alene gælde tidsforskudte udsendelser.

Til nr. 2, 4 og 5

Det bør også være ulovligt for privatpersoner at fremstille, importere, omsætte, besidde og ændre dekodere m.v.

Til nr. 3 og 6

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at danske satellit- og kabel-tv-stationer, der overtræder reglerne om tv-rettigheder til vigtige begivenheder, efter den gældende lov kan fratages deres sendetilladelse. Dette gælder for overtrædelser såvel af bestemmelserne herom i loven som af bestemmelser i den kommende bekendtgørelse om tv-rettigheder til vigtige begivenheder. Fratagelse af sendetilladelse forudsætter imidlertid, at overtrædelsen er grov eller ofte gentagen. På denne baggrund findes det rigtigt at give mulighed for, at der kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i loven og i den kommende bekendtgørelse i tilfælde, hvor inddragelse af sendetilladelsen - midlertidigt eller endeligt - må siges af være ude af proportion med overtrædelsen.

Forslaget medfører mulighed for, at også DR og TV 2 kan idømmes bøde for overtrædelse af bestemmelserne.

Hanne Andersen (S) fmd . Søren Hansen (S) Eva Fatum (S) Poul Qvist Jørgensen (S) Peder Sass (S) Margrete Auken (SF) Henrik Svane (RV) Aage Frandsen (SF) Peter Duetoft (CD) Ester Larsen (V) Helge Sander (V) Lars Løkke Rasmussen (V) nfmd . Hans Christian Schmidt (V) Torben Rechendorff (KF) Agnete Laustsen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Ole Donner (DF)

Fremskridtspartiet og Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget.

Ændringsforslag

Af kulturministeren

Til § 1

7) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer

»05. I § 76, stk. 1, nr. 6, udgår ordet »eller«, og i § 76, stk. 1, nr. 7, ændres »nr. 2.« til: »nr. 2 eller«.

B e m æ r k n i n g e r

Til nr. 7

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3.

Betænkning over lovforslag 1997 50 Valid

Nr BTL 50

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (Tv-rettigheder til vigtige begivenheder og forbud mod piratdekodere m.v.)

Nr L 50 1997-98. 1. samling

Afgivet af Kulturudvalget

Afgivet: 19971211

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →