Legislator Case Law & Legislation
199714K00044 DK

1997 BTL 44 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM TILSKUD TIL PRODUKTUDVIKLING AF JORDBRUGS- OG FISKERIPRODUKTER M.M. (FORSØGSFISKERI OG PRODUKTUDVIKLING M.V. I DEN PRIMÆRE FISKERISEKTOR) NR L 44 1997-98. 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1997 44 Valid

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål og fødevareministerens besvarelse

Spørgsmål 1

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. november 1997 fra Danmarks Fiskeriforening, jf. L 44 - bilag 3.

Svar

Danmarks Fiskeriforening anfører, at det i lovforslagets § 7 a foreslås, at akvakultur bliver en tilskudsberettiget aktivitet, og at det på den baggrund i § 7 f endvidere foreslås, at akvakulturerhvervet repræsenteres i det nye rådgivende udvalg vedrørende forsøgsfiskeri, akvakultur, videnskabelige undersøgelser samt produktudvikling i det primære fiskeri og markedsføring.

Jeg kan oplyse, at den overordnede begrundelse herfor er, at akvakultur udgør en så væsentlig del af den primære fiskerisektor, at området fremover bør sikres en mulighed for på linje med de øvrige primære erhverv, der er omfattet af produktudviklingsloven, at få tilskud til udviklingen af bl.a. mere miljørigtige produktioner.

Jeg er enig med Danmarks Fiskeriforening i, at forsøgsfiskeriordningen, set i relation til det nyligt igangsatte arbejde i »Udvalget vedrørende bæredygtig produktion inden for fiskeriet«, er særdeles vigtig. Udvalget har bl.a. til opgave at foreslå, hvorledes der kan ydes tilskud til fremme af en bæredygtig fiskeproduktion, herunder opdræt af fisk. Der er afsat særlige midler hertil i forbindelse med lov nr. 404 af 10. juni 1997.

Da det endvidere må tilstræbes, at behandlingen af ansøgninger vedrørende produktudvikling i det primære fiskeri ikke spredes på flere udvalg, er det relevant, at Organisationen Dansk Aquakultur bliver medlem af det rådgivende udvalg, jf. § 7 f.

For så vidt angår Danmarks Fiskeriforenings bemærkninger vedrørende produktudvikling (§ 7 a) og markedsføring (§ 7 b), kan det oplyses, at ifølge nugældende vejledning og strategi for forsøgsfiskeriordningen er der mulighed for at finansiere bl.a. produktudvikling af fangsten. På den baggrund vurderes det ikke, at der er tale om en væsentlig aktivitetsforøgelse i forhold til hidtidig praksis, når der i lovforslaget gives mulighed for tilskud til produktudvikling og markedsføring. Fødevareministeriet har i brev af 23. oktober 1997 til Danmarks Fiskeriforening givet udtryk for, at der efter ministerens opfattelse inden for de afsatte midler vil være mulighed for en moderat aktivitetsforøgelse på forsøgsfiskeriområdet. Tilskud til produktudvikling og markedsføring i fiskeindustrien vil blive ydet i henhold til lovens kapitel 3 og vil således ikke begrænse tilskudsmulighederne til den primære fiskerisektor.

For så vidt angår Danmarks Fiskeriforenings bemærkninger vedrørende muligheden for at yde tilskud til videnskabelige undersøgelser og grundforskning, jf. § 7 a og § 7 e, stk. 3, kan det oplyses, at sigtet ikke er, at der skal ydes tilskud til egentlig grundforskning. Sigtet er, i overensstemmelse med den gældende strategi for anvendelsen af de til ordningen afsatte midler, at der bør kunne ydes tilskud til videnskabelige undersøgelser og udviklingsprojekter med relation til forsøgsfiskeri.

Det vil imidlertid ikke være hensigtsmæssigt på forhånd at stille som betingelse, at fiskere skal være aktive deltagere i en videnskabelig undersøgelse, for at et projekt kan opnå støtte. Selv om det er væsentligt at knytte forbindelse mellem forskere og erhvervets praktiske udøvere, bør projekternes sammensætning vurderes i hvert enkelt tilfælde.

For så vidt angår fiskeriforeningens ønske om et højere tilskudsgrundlag til risikobetonede fiskerier/togter, kan det oplyses, at det inden for EU's rammebestemmelser for statsstøtte til forskning og udvikling ikke er muligt at yde større tilskud end 50 pct. af omkostningerne til et forsøgsfiskeritogt.

Danmarks Fiskeriforening vil blive inddraget i arbejdet med udformning af detaljerede regler for udmålingen af tilskud til gennemførelse af forsøgsfiskeriprojekter med henblik på at sikre, at der inden for den fastsatte tilskudsramme tages hensyn til de særligt risikobetonede projekter.

Ændringsforslag

Af Bent Hindrup Andersen (EL)

Til § 1

1) I den under nr. 6 foreslåede affattelse af § 6 affattes stk. 2 således

»Stk. 2. Udvalget består af 8 medlemmer, der beskikkes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Heraf beskikkes to medlemmer som repræsentanter for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, tre medlemmer efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Dansk Familielandbrug, Dansk Erhvervsgartnerforening og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, to medlemmer efter indhentet udtalelse fra De danske Landboforeninger og et medlem efter indhentet udtalelse fra Landsforeningen Økologisk Jordbrug.«

B e m æ r k n i n g e r

Til nr. 1

Det økologiske landbrug løser en lang række af de nuværende problemer med forurening og dyrevelfærd. Der er et stort behov for at styrke denne udvikling, og det rådgivende udvalg for det primære jordbrug foreslås derfor udvidet med et medlem, som udpeges efter indhentet udtalelse fra Landsforeningen Økologisk Jordbrug.

Betænkning over lovforslag 1997 44 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til fødevareministeren, som denne har besvaret skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og fødevareministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Danmarks Fiskeriforening.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at understrege, at det finder det særdeles vigtigt, at der til stadighed foregår forsøg og forskning inden for primærfiskeriet. Erhvervet er på mange måder inde i en svær periode, om end det nu går bedre. Derfor er det også vigtigt, at erhvervet får de bedste muligheder for at gå nye veje.

Mindretallet lægger vægt på, at midlerne afsat til forsøg og forskning stadig væk primært skal være til gavn for projekter, hvor fiskerne er aktive deltagere. Mindretallet har derfor også lagt vægt på ministerens svar på spørgsmål nr. 1, hvoraf det fremgår, at der ikke skal ydes tilskud til egentlig grundforskning.

For at sikre erhvervet optimale muligheder for at gå nye veje lægger mindretallet også vægt på den del af ministerens svar på spørgsmål nr. 1, hvor ministeren giver løfte om at inddrage erhvervet i arbejdet med udformning af detaljerede regler for udmålingen af tilskud til gennemførelse af forsøgsfiskeriprojekter med henblik på at sikre, at der inden for den fastsatte tilskudsramme tages hensyn til de særlig risikobetonede projekter.

Et andet mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) støtter lovforslaget, men havde ønsket, at loven også fremmer forsyningen med frisk fisk, således at forsyning med frisk fisk bliver nævnt som et konkret tilskudsområde. Mindretallet havde endvidere ønsket, at det rådgivende udvalg vedrørende det primære jordbrug (§ 6, stk. 2) udvides fra 7 til 8 medlemmer, og at denne ekstra plads tilbydes Landsforeningen for Økologisk Jordbrug, idet det økologiske landbrug løser en lang række af de nuværende problemer med forurening og dyrevelfærd. Der er stort behov for at styrke denne udvikling, og mindretallet vil fremsætte ændringsforslag herom uden for betænkningen til 2. behandling.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet var ved den oprindelige lovs fremsættelse i 1992 principielt modstander af lovens intentioner, og dette grundlæggende standpunkt har ikke ændret sig.

Mindretallet har for så vidt ikke de store indsigelser mod de mindre justeringer, som der lægges op til med lovforslaget, f.eks. udvidelse af beløbsrammen for enkelte projekter fra kr. 600.000 til kr. 750.000, men mindretallet hæfter sig ved, at akvakultur efter lovforslaget skal være en ny tilskudsberettiget aktivitet. Mindretallet ønsker ikke flere aktiviteter under den nuværende lov. Det medfører efter mindretallets opfattelse, at Organisationen Dansk Aquakultur heller ikke bør have sæde i det rådgivende udvalg vedrørende den primære fiskerisektor (§ 7 f, stk. 2).

Erling Christensen (S) Eva Fatum (S) Erik Mortensen (S) Frederik Nørgaard (S) Ole Vagn Christensen (S) Kristen Touborg (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Erik Voss (EL) Addi Andersen (CD) Christian Mejdahl (V) Bodil Thrane (V) Mariann Fischer Boel (V) fmd. Kim Mouritsen (V) Lene Espersen (KF) Henning Grove (KF) Peder Sønderby (V) Niels Højland (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1997 44 Valid

Nr BTL 44

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter m.m. (Forsøgsfiskeri og produktudvikling m.v. i den primære fiskerisektor)

Nr L 44 1997-98. 1. samling

Afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Ændringsforslag til 2. behandling stillet

Afgivet: 19971210

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →