1997 BTL 18 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM GEBYRER OG MORARENTER VEDRØRENDE VISSE YDELSER, DER OPKRÆVES ELLER INDDRIVES AF AMTSKOMMUNER OG KOMMUNER (FORHØJELSE AF GEBYRMAKSIMUM) NR L 18 1997-98. 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) finder, at det for at sikre den fornødne effektivitet i inddrivelsen af fordringerne er påkrævet, at adgangen til at opkræve det fulde gebyr allerede ved den første erindringsskrivelse opretholdes. Mindretallet bemærker, at det netop indgår i formålet med gebyret at tilskynde til rettidig betaling, og at adgang til allerede i forbindelse med den første ekspedition at pålægge et gebyr af en mærkbar størrelse udgør et væsentligt element heri. Loven giver mulighed for, at den enkelte kommunalbestyrelse eller det enkelte amtsråd ved fastsættelsen af gebyrer på de enkelte områder tager højde for, at det i visse tilfælde kan være rimeligt, at gebyret fastsættes til et lavere beløb end lovens maksimum. Derfor indstiller mindretallet SF's ændringsforslag til forkastelse.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslaget forkastes, vil mindretallet redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.
Mindretallet bemærker, at Socialistisk Folkeparti kan stemme for stigningen af rykkergebyret, men mener, at dette skal følges op med, at der forud for rykkerskrivelsen udsendes en erindringsskrivelse, hvor gebyret ikke overstiger 50 kr. SF mener, at det er urimeligt, at borgere skal betale et så stort rykkergebyr som foreslået af indenrigsministeren uden først at blive erindret derom. Der er endvidere ofte tale om så små beløb, hvor et så stort rykkergebyr ikke vil stå i forhold hertil.
Ændringsforslag
Af et mindretal (SF)
Til § 1
1) Nr. 1 affattes således
»1. I § 2, stk. 4, udgår »200 kr.«, og i stedet indsættes: »250 kr., dog således, at der forinden udsendes en erindringsskrivelse, for hvilken gebyret ikke overstiger 50 kr.«.'
Bemærkninger
Til nr. 1
Ved ændringen i 1994 af loven om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves eller inddrives af amtskommuner og kommuner, blev der givet lovhjemmel til, at kommuner og amtskommuner kunne opkræve et rykkergebyr på 200 kr., selv om dette beløb oversteg de faktiske udgifter i forbindelse med udfærdigelse af en rykkerskrivelse. Hensigten dengang var, at kommunerne og amtskommunerne hurtigere kunne få inddrevet restancer.
Socialistisk Folkeparti stemte for ændringen af loven, men udtrykte samtidig ønsket om, at det skulle sikres, at summen af gebyrer og morarenter stod i et rimeligt forhold til restancen. Dette sikrer hverken den nugældende lov eller herværende lovforslag om ændring af loven. I mange kommuner udsendes der i dag rykkerskrivelser på 200 kr. selv på restancer, der er på et mindre beløb.
Socialistisk Folkeparti kan stemme for en stigning af rykkergebyret fra 200 kr. til 250 kr., hvis dette følges op med, at der forud for rykkerskrivelsen udsendes en erindringssskrivelse, hvor gebyret ikke overstiger 50 kr. Årsagen til de fleste restancer, specielt de mindre, er glemsomhed. Det vil ikke være rimeligt, at borgerne skal betale et så stort rykkergebyr uden først at blive erinderet herom.
Klaus Hækkerup (S) fmd . Erling Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Holger Graversen (S) Ole Stavad (S) Kristen Touborg (SF) Dorit Myltoft (RV) Lotte Henriksen (S) Villy Søvndal (SF) Else Winther Andersen (V) Helge Sander (V) Mariann Fischer Boel (V) Jens Vibjerg (V) Pia Christmas-Møller (KF) Christian O. Aagaard (KF) Jens Jørgensen (KF) Poul Nødgaard (DF) nfmd.
Fremskridtspartiet, Enhedslisten og Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 18
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves eller inddrives af amtskommuner og kommuner (Forhøjelse af gebyrmaksimum)
Nr L 18 1997-98. 1. samling
Afgivet af Kommunaludvalget
Afgivet: 19971202