1997 LSF 184 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM INVESTERINGSFORENINGER OG SPECIALFORENINGER (TAVSHEDSPLIGT, PARTSBEGREB OG REGELFORENKLING)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 1
I lov nr. 476 af 10. juni 1997 om investeringsforeninger og specialforeninger foretages følgende ændringer
1. I § 21, stk. 1, ændres »stillingen som direktør« til: »stillingen som direktør eller intern revisionschef«.
2. § 21, stk. 2, ophæves.
3. § 40, stk. 1, affattes således
»Foreninger, der har udstedt beviser, der er optaget til notering på en fondsbørs, skal have mindst to revisorer. Øvrige foreninger skal have mindst en revisor. En forening skal have mindst en statsautoriseret revisor. De øvrige revisorer skal være statsautoriserede eller registrerede. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege yderligere en statsautoriseret eller registreret revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme retningslinier som den valgte revision.«.
4. I § 58 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. Finanstilsynet kan meddele tilladelse til, at en afdeling af en forening overflyttes til en anden forening.«.
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
5. I § 77, stk. 2, udgår: »og § 50 b«.
6. Efter § 77 indsættes
» § 77 a. De i Finanstilsynet ansatte og eksperter, der handler eller har handlet på tilsynets vegne, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtede til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de gennem deres virksomhed bliver vidende om.
Stk. 2. Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, berettiger ikke Finanstilsynets ansatte eller eksperter, der handler eller har handlet på tilsynets vegne, til at videregive fortrolige oplysninger.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte forening, det enkelte administrationsselskab eller depotselskab kan identificeres.
Stk. 4. Fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en forening, et administrationsselskab eller et depotselskab er erklæret konkurs eller trådt i likvidation som følge af en domstolskendelse, såfremt oplysningerne ikke vedrører tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde virksomheden.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til
1) Andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen.
2) Vedkommende minister som led i dennes overordnede tilsyn.
3) Administrative myndigheder og domstole, som behandler afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet.
4) Folketingets Ombudsmand.
5) En parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget.
6) Kommissionsdomstole eller undersøgelsesretter, nedsat ved lov eller i henhold til retsplejelovens § 21 eller § 21 a.
7) Folketingets stående udvalg vedrørende en forenings generelle økonomiske forhold som led i den parlamentariske kontrol med forvaltningen, for så vidt angår foreninger i betalingsstandsning eller under konkurs, når staten yder garanti eller stiller midler til rådighed for afvikling af foreningen.
8) Rigsrevisionen.
9) Skifteretten og andre myndigheder, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling og lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af foreningens regnskaber, under forudsætning af, at disse modtagere af oplysninger har behov herfor til varetagelse af deres opgaver.
10) Danmarks Nationalbank og udenlandske centralbanker under forudsætning af, at oplysningerne er nødvendige for dem i deres egenskab af pengepolitisk myndighed eller i bankens overvågning af betalingssystemer.
11) En institution, der forestår clearing af værdipapirer eller penge, såfremt det er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen.
12) De finansielle tilsynsmyndigheder, der inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, fører tilsyn med investeringsinstitutter.
13) De myndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter, andre finansieringsinstitutter, forsikringsselskaber eller kapitalmarkederne, under forudsætning af, at disse modtagere af oplysninger har behov herfor til varetagelse af deres tilsynsopgaver.
14) Finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, under forudsætning af, at oplysningerne i henhold til de pågældende myndigheders nationale lovgivning er undergivet tavshedspligt som angivet i stk. 1 og udveksles i henhold til international aftale.
Stk. 6. Alle, der i henhold til stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlende tavshedspligt.
Stk. 7. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis tilsynets afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.
Stk. 8. Adgangen til udlevering af fortrolige oplysninger til Folketingets stående udvalg i henhold til stk. 5, nr. 7, er begrænset til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter den 16. september 1995.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indledning
Siden efteråret 1996 er der gennemført en række undersøgelser vedrørende forhold inden for den finansielle sektor. Der blev på baggrund af et ønske fra Folketinget udarbejdet en eneudredning om tavshedspligt og partsbegreb i den finansielle tilsynslovgivning. Den nævnte undersøgelse har klarlagt et behov for ændringer i de finansielle love.
På baggrund af eneudredningens anbefalinger foreslås der præciseringer af Finanstilsynets tavshedspligt i de finansielle love, ligesom der foreslås indsat en ny bestemmelse, der fastslår, hvem der har partsstatus i forhold til Finanstilsynet.
Derudover er det fundet hensigtsmæssigt med en øget harmonisering og forenkling af regelgrundlaget for finansielle virksomheder.
Lovforslaget indeholder desuden mindre redaktionelle ændringer.
1. Tavshedspligt og partsbegreb
Indledning
På baggrund af Folketingets ønske om en undersøgelse af de gældende regler om Finanstilsynets tavshedspligt m.v. har advokat, dr. jur. Jan Schans Christensen udarbejdet en eneudredning om tavshedspligt og partsbegreb i den finansielle tilsynslovgivning.
På baggrund af eneudredningen har der været en række møder med deltagelse af eneudrederen, Finanstilsynet, repræsentanter fra den finansielle sektor samt Økonomiministeriet. Det er i vid udstrækning resultatet af disse drøftelser, der nu fremlægges.
Tavshedspligt
Forslaget indebærer en præcisering af reglerne for videregivelse af fortrolige oplysninger. For eksempel præciseres det, at fortrolige oplysninger kan videregives som led i efterforskning og strafforfølgning både i relation til straffeloven og tilsynslovgivningen.
Det foreslås at lovfæste den hidtidige praksis, hvorefter fortrolige oplysninger videregives til Rigsrevisionen på grund af dennes rolle i den parlamentariske kontrol med forvaltningen.
Endelig foreslås der indsat en bestemmelse, hvorefter samtykke ikke ophæver tilsynets tavshedspligt. Baggrunden herfor er, at et institut alligevel kun vil kunne give samtykke til, at Finanstilsynet videregiver oplysninger, som stammer fra instituttet selv eller fra korrespondance med tilsynet. Disse oplysninger må instituttet selv antages at være i besiddelse af, hvorfor instituttet selv frit kan foretage offentliggørelse.
Partsbegreb
Der foreslås indsat en ny bestemmelse, der fastslår, hvem der har partsstatus i forhold til Finanstilsynet. Partsstatus har bl.a. betydning for retten til aktindsigt og retten til at indbringe Finanstilsynets afgørelser for Erhvervsankenævnet.
De gældende bestemmelser fastslår, at i forhold til Finanstilsynets tilsynsvirksomhed anses alene instituttet som part.
Det foreslås, at partsbegrebet udvides og præciseres for så vidt angår bestyrelsesmedlemmer, revisorer, direktører og andre ledende medarbejdere, såfremt tilsynets påtale eller pålæg er rettet direkte mod den pågældende.
Det foreslås endvidere, at andre - f.eks. ved undersøgelse af, hvorvidt der er sket en overtrædelse af lov om investeringsforeninger og specialforeningers regler om, hvem der kan drive virksomhed som investeringsforening eller specialforening - får partsstatus, når tilsynets afgørelse er rettet direkte mod den pågældende.
Eneudrederen anbefalede endvidere, at det bør overvejes, hvorvidt kunder i visse situationer skal kunne opnå partsstatus.
Da Finanstilsynets afgørelser imidlertid alene vil være rettet mod instituttet, hvorefter det er op til instituttet selv at afgøre, hvorvidt der skal træffes foranstaltninger over for kunden, er det ikke fundet relevant at udvide muligheden for at opnå partsstatus til at omfatte kunder.
2. Regelforenkling
Lovforslaget tilstræber en harmonisering og regelforenkling af de finansielle tilsynslove. Forskelle i reguleringen af finansielle virksomheder, som ikke er begrundet i, at der gør sig særlige forhold gældende i en bestemt branche eller for et bestemt produkt, ophæves.
En årsag til harmonisering er blandt andet, at lovbestemmelser baseret på EU-direktiver i de forskellige tilsynslove er blevet korrekt, men forskelligt implementeret. Således har bestemmelser med samme indhold fået en forskellig sproglig formulering.
Det foreslås at ophæve bestemmelsen om, at der skal ske anmeldelse til Finanstilsynet i forbindelse med ansættelse, valg og afgang af direktion, bestyrelsesmedlemmer og revision. Anmeldelse skal fremover alene ske til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som efterfølgende sender oplysninger til Finanstilsynet.
Som led i regelforenklingen foreslås det, at kravene til antal af revisorer for investeringsforeninger og specialforeninger lempes, således at der for fremtiden kun kræves en revisor, der skal være statsautoriseret. Lempelsen gælder dog ikke for foreninger, der har udstedt beviser, der er optaget til notering på en fondsbørs. Disse foreninger skal fortsat have mindst to revisorer. Da investeringsforeninger og specialforeninger ikke kan modtage indlån eller stifte gæld uden Finanstilsynets tilladelse, er det fundet forsvarligt at lempe kravene til antallet af revisorer, i lighed med hvad der gælder for aktieselskaber.
Fordelen ved at ophæve det hidtidige krav om to revisorer vil blandt andet være, at foreningerne får færre udgifter til revision.
3. Overflytning af afdelinger fra en forening til en anden
For at undgå at påføre foreningerne unødige byrder indføres en bestemmelse om, at en selvstændig afdeling kan overføres fra en forening til en anden forening som selvstændig afdeling, uden at lovens spaltnings- og fusionsregler kommer til anvendelse.
4. Høring
Lovforslaget har været sendt i høring i følgende ministerier og organisationer
A/S Bjørnskov og Co. Børsmæglerselskab, Advokatrådet, Alfred Berg Kapitalforvaltning A/S, Amtsrådsforeningen i Danmark, Andelskasseforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Børsmæglerforeningen, Carnegie Asset Management A/S, Danmarks Nationalbank, Dansk Handel & Service, Dansk Portefølje Fondsmæglerselskab A/S, Dansk Industri, Dansk O.T.C. Fondsmæglerselskab A/S, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Dansk Aktionærforening, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Kapitalforvaltning Fondsmægleraktieselskab, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Det Danske Handelskammer, Erhvervsministeriet, Finansforbundet, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, Finansministeriet, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Fondsmæglerforeningen, Fondsrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af J.A.K. Andelskasser, Foreningen af Registrerede Revisorer, FUTOP Clearingcentralen, GP Børsmæglerselskab A/S, Grønlands Hjemmestyre, Henton Fondsmæglerselskab A/S, Håndværksrådet, Indskydergarantifonden, InvesteringsForeningsRådet, J.L. Consult ApS, Justitsministeriet, KommuneKredit, Kongeriget Danmarks Hypotekbank, Københavns Fondsbørs A/S, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Midas Fondsmæglerselskab A/S, Nexor-Brokers A/S Fondsmæglerselskab, P-H Børsmæglerselskab A/S, Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Realkreditrådet, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Sammenslutningen af Danske Andelskasser, Skatteministeriet, Udenrigsministeriet og Værdipapircentralen.
5. Administrative, statsfinansielle og miljømæssige konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have administrative, statsfinansielle eller miljømæssige konsekvenser.
6. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Der sker med lovforslaget en øget harmonisering og regelforenkling af de finansielle love.
Kravet til antal af revisorer for foreninger, som ikke udsteder beviser, der er optaget til notering på en fondsbørs, nedsættes fra to til en. Foreningerne får derved færre udgifter til revision.
Med ophævelsen af bestemmelsen om, at der skal ske anmeldelse til Finanstilsynet i forbindelse med ansættelse, valg og afgang af direktion, bestyrelsesmedlemmer og revision, opnås en administrativ lettelse for foreningerne, idet de herefter alene skal anmelde ændringer efter valg, ansættelse og afgang af direktører, revisorer og bestyrelsesmedlemmer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Endelig bliver det administrativt lettere for foreninger at flytte en afdeling af en forening til en anden forening.
7. Forholdet til EU-retten og andre landes lovgivning på området
EU-direktiverne på det finansielle område harmoniserer den nationale lovgivning for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforeninger, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber. EU-retten har ingen direkte indvirkninger på nærværende lovforslag.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter de gældende regler er det muligt for den interne revisionschef at være medlem af en forenings bestyrelse.
Den interne revisionschef ansættes af og refererer til foreningens bestyrelse. Bestyrelsen skal endvidere godkende funktionsbeskrivelsen for intern revision. Funktionsbeskrivelsen indeholder bestemmelser om intern revisions bemanding og budget.
Med forslaget undgås, at den interne revisionschef via medlemskab af bestyrelsen får en uheldig dobbeltrolle i foreningen.
Forslaget ændrer ikke ved den interne revisionschefs adgang til at indkalde til og deltage i bestyrelsesmøder i sin egenskab af intern revisionschef.
Til nr. 2
Forslaget er et led i regelforenklingen på investeringsforeningsområdet. I dag anmelder foreningerne de i § 21, stk. 2, omhandlede ændringer til såvel Fi-nanstilsynet som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Med forslaget opnås en administrativ lettelse for foreningerne, idet de herefter alene skal anmelde ændringer efter valg, ansættelse og afgang af direktører, revisorer og bestyrelsesmedlemmer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. § 6, stk. 1 og 2, og aktieselskabslovens § 154.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vil fremover give ændringsmeddelelserne til Finanstilsynet.
Til nr. 3
Forslaget er et led i regelforenklingen på investeringsforeningsområdet. Det foreslås at ophæve kravet om to revisorer for de unoterede foreninger. Disse foreninger behøver herefter kun at have en revisor, som skal være statsautoriseret.
Fordelen ved at ophæve det hidtidige krav om to revisorer vil blandt andet være, at foreningerne får færre udgifter til revision. Samtidig skønnes sikkerheden ikke at blive væsentligt reduceret.
Forslaget åbner mulighed for, at en forening kan vælge at benytte mere end en revisor. Det er dog et krav, at samtlige revisorer skal være enten statsautoriserede eller registrerede. Hermed opfyldes kravet i 8. Selskabsretdirektiv (EØF 84/352), hvorefter alle selskabsrevisorer skal opfylde uddannelses- og habilitetskravene i direktivet. Herom henvises der i øvrigt til bemærkningerne til årsregnskabslovens § 61 b, jf. lov nr. 377 fra 1996.
I lighed med hvad der gælder for aktieselskaber, foreslås det, at det hidtidige krav om to revisorer opretholdes for børsnoterede foreninger, det vil sige de foreninger, der har udstedt beviser for andele i foreningen, som er optaget til notering på en fondsbørs.
Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet i lighed med, hvad der gælder for andre finansielle virksomheder, får bemyndigelse til i særlige tilfælde at udpege yderligere en revisor.
Til nr. 4
Ud over de i stk. 1 omhandlede fusioner af to eller flere foreninger og to eller flere afdelinger af samme forening forekommer det, at man ønsker at overflytte en afdeling i sin helhed fra en forening til en anden forening, hvor den ligeledes skal være en selvstændig afdeling, eller udskille hele afdelingen som en ny forening, f.eks. specialforening.
Der føres selvstændigt regnskab for en afdeling i en forening, og hver afdelings aktiver administreres selvstændigt. Der skal derfor ikke foretages en egentlig udspaltning af afdelingens aktiver tilhørende foreningens øvrige afdelinger, ligesom der ikke skal ske en fusion af afdelingens aktiver med aktiver tilhørende andre afdelinger i den modtagende forening. Det er de samme medlemmer, der beholder de samme aktiver, blot i en anden forening.
Det er en del af revisorernes og depotselskabets almindelige forpligtelser at påse, at aktiverne overføres korrekt.
Det er derfor i sådanne situationer unødvendigt bebyrdende for medlemmerne af foreningen at kræve, at de almindelige spaltnings- og fusionsregler i lovens nuværende § 58, stk. 2, skal anvendes, når det er hele afdelingen, der overflyttes. I stedet kan en sådan overflytning af en afdeling ske ved, at medlemmerne i afdelingen og i den anden forening træffer beslutning herom på en generalforsamling, og de fornødne vedtægtsændringer gennemføres i begge foreninger. Det foreslås derfor at bemyndige Finanstilsynet til at meddele tilladelse til en sådan overflytning. Finanstilsynet fastsætter i hvert enkelt tilfælde vilkårene for en godkendelse.
Til nr. 5
Der er tale om en rettelse som konsekvens af forslaget til nr. 6.
Til nr. 6
Med henblik på at gennemføre eneudrederens anbefalinger vedrørende tavshedspligt i den finansielle tilsynslovgivning foreslås en ny bestemmelse som § 77 a. Bestemmelsen erstatter den nuværende lovs § 77, stk. 2, som indeholder en henvisning til tavshedsbestemmelserne for pengeinstitutter, jf. § 50, stk. 1, og § 50 b i lov om banker og sparekasser m.v. Den foreslåede § 77 a svarer til den bestemmelse, der samtidigt foreslås til bank- og sparekasselovens § 50 b.
Stk. 1 indeholder hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt vedrørende fortrolige oplysninger. Bestemmelsen præciserer, at tavshedspligten alene vedrører fortrolige oplysninger.
Stk. 2 indeholder en bestemmelse, hvorefter Finanstilsynets tavshedspligt ikke ophæves, selvom den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, giver samtykke til, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger.
Finanstilsynets tavshedspligt må ses som et supplement til foreningernes tavshedspligt. Det vil sige et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte foreningernes forretningsmæssige forhold.
Finanstilsynets tavshedspligt er også en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må foreningerne kunne nære tillid til, at tilsynet ikke videregiver oplysningerne.
Afgrænsningen af, om der foreligger samtykke, er vanskelig. Dette gælder naturligvis særligt, hvor samtykke ikke er givet udtrykkeligt, men stiltiende. Et samtykke kan ligeledes gives til såvel videregivelse af alle oplysninger i en sag, som til videregivelse af en enkelt eller enkelte oplysninger.
Et samtykke kan ofte have karakter af en anmodning om Finanstilsynets bekræftelse af et givent forhold eksempelvis over for pressen. I en sådan situation vil et samtykke til, at tilsynet kan videregive en enkelt eller enkelte oplysninger - taget ud af en større sammenhæng - kunne give et ufuldstændigt eller forvrænget billede af en sag eller et begivenhedsforløb. Finanstilsynet vil som udgangspunkt ikke have mulighed for at fremkomme med supplerende eller korrigerende oplysninger.
En anden tænkelig følge af samtykke er den situation, hvor een forening giver samtykke til videregivelse af oplysninger, og andre foreninger føler sig presset til at følge trop.
Det er ikke utænkeligt, at dette vil kunne påvirke foreningernes ledelse til at vise tilbageholdenhed med hensyn til de oplysninger, der gives Finanstilsynet til brug for tilsynsvirksomheden. Og i endnu højere grad afholde foreningerne fra af egen drift at videregive relevante oplysninger til Finanstilynet.
Oplysninger om en forening m.v. kan kun videregives med dennes samtykke. En forening kan derfor kun give samtykke til, at Finanstilsynet videregiver oplysninger, som stammer fra foreningen selv eller fra korrespondancen med Finanstilsynet. Disse oplysninger må foreningen selv antages at være i besiddelse af, hvorfor foreningen selv frit kan foretage videregivelsen.
Det foreslås på denne baggrund, at foreninger under tilsyn ikke skal kunne give et for Finanstilsynet forpligtende samtykke til offentliggørelse af ellers fortrolige oplysninger.
I stk. 3 er foretaget en præcisering af, at Finanstilsynet af egen drift i årsberetning m.v. i summarisk eller sammenfattende form kan offentliggøre oplysninger. Det afgørende er, at den enkelte forening eller dens administrationsselskab eller depotselskab ikke kan identificeres.
Stk. 4 vedrører en forenings relationer til tredjemand, som er involveret i forsøg på at redde foreningen, dens administrationsselskab eller depotselskab. Bestemmelsen svarer til den gældende bank- og sparekasselovs § 50 b, stk. 2, nr. 2. Fortroligheden med hensyn til oplysninger om tredjemand, der medvirker i forsøg på at redde foreningen, gælder også, efter at denne medvirken er ophørt. Bestemmelsen svarer til den administrative praksis på området.
Stk. 5, der svarer til den gældende bank- og sparekasselovs § 50 b, stk. 2, indeholder regler om de særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger. Bestemmelserne herom er uændrede, dog er rækkefølgen systematiseret, og enkelte bestemmelser er blevet præciseret. Herudover er en bestemmelse om videregivelse af oplysninger til indskyder- eller investorgarantiordninger udeladt, og der er indføjet en ny bestemmelse (nr. 8).
I den foreslåede nr. 1 præciseres det, at fortrolige oplysninger kan videregives i forbindelse med efterforskning og strafforfølgning af strafbare forhold, der er omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen, det vil sige de love, som administreres af Finanstilsynet.
Den gældende bestemmelse omfatter forhold, der er omfattet af straffelovgivningen. Det er uklart, hvad der forstås ved udtrykket straffelovgivningen. Hertil kommer, at bestemmelsen synes at forudsætte, at der utvivlsomt foreligger en overtrædelse.
Afgørelse af, om der foreligger en overtrædelse af tilsynslovgivningen eller straffeloven, kræver ofte en grundig efterforskning og bevisbedømmelse, førend det endeligt kan fastslås, at en overtrædelse foreligger. Finanstilsynet har i langt de fleste tilfælde hverken hjemmel til eller mulighed for at foretage en sådan efterforskning. Som følge heraf er bestemmelsens formulering præciseret således, at fortrolige oplysninger også kan videregives til brug for efterforskningen af en formodet lovovertrædelse af tilsynslovgivningen eller straffeloven.
Nr. 2 svarer til den nuværende nr. 10 i bank- og sparekasseloven.
Nr. 3 svarer til den nuværende nr. 14 i bank- og sparekasseloven.
Nr. 4 svarer ligesom nr. 5 til den nuværende nr. 12 i bank- og sparekasseloven, men er nu opdelt i to særskilte numre.
Nr. 5 svarer ligesom nr. 4 til den nuværende nr. 12 i bank- og sparekasseloven, men er nu opdelt i to særskilte numre.
Nr. 6 svarer til den nuværende nr. 13 i bank- og sparekasseloven.
Nr. 7 svarer til den nuværende nr. 11 i bank- og sparekasseloven.
Bestemmelsen i den foreslåede nr. 8 er ny. Bestemmelsen giver hjemmel til videregivelse af fortrolige oplysninger til Rigsrevisionen især til brug for forvaltningsrevisionen. Det foreslås at lovfæste den hidtidige praksis, hvorefter Rigsrevisionen kan indhente alle de oplysninger, som er i Finanstilsynets besiddelse, og som skønnes af betydning for udførelsen af Rigsrevisors hverv. Baggrunden for den hidtidige praksis er Rigsrevisionens rolle i den parlamentariske kontrol med forvaltningen.
I overensstemmelse med de ændringer i UCITS-direktivet (85/611/EØF), der er indført med BCCI-direktivet (95/26/EF), præciseres det i nr. 9 , at Finanstilsynet kan videregive oplysninger til skifteretten og andre myndigheder. Sidstnævnte er specielt rettet mod udenlandske myndigheder, der i visse tilfælde har en anden status eller en anden betegnelse. Bestemmelsen svarer i øvrigt til den gældende nr. 5 i bank- og sparekasselovens § 50 b.
Nr. 10 svarer til den nuværende nr. 8 i bank- og sparekasseloven.
Nr. 11 svarer til den nuværende nr. 9 i bank- og sparekasseloven.
Nr. 12 svarer til den nuværende nr. 3 i bank- og sparekasseloven. Det er dog blevet præciseret, at bestemmelsen også omhandler EØS-landene.
Nr. 13 svarer til den nuværende nr. 4 i bank- og sparekasseloven. Det er dog blevet præciseret, at bestemmelsen også omhandler EØS-landene.
Det er i nr. 14 præciseret, at Finanstilsynet kun kan videregive oplysninger til myndigheder i tredjelande, hvis lovgivningen i det pågældende land fastlægger en tilsvarende tavshedspligt. Det vil derfor ikke være tilstrækkeligt, at det pågældende lands tilsynsmyndighed tilkendegiver ikke at ville udlevere de pågældende oplysninger.
Det er samtidigt præciseret, at bestemmelsen ikke omhandler EØS-landene. Disse lande er omfattet af nr. 12 og 13.
Stk. 6 svarer til den nuværende § 50 b i bank- og sparekasseloven. Det er dog præciseret, at alle, der efter den foreslåede stk. 5 modtager oplysninger fra Finanstilsynet, bliver omfattet af tilsynets tavshedspligt, forudsat der er tale om fortrolige oplysninger.
Det foreslåede stk. 6 indebærer ikke indskrænkninger i visse grundlæggende principper inden for retsplejen. Således får bestemmelsen ingen betydning på en forsvarers ret til at blive bekendt med sagens materiale.
Stk. 7 svarer til § 50 b, stk. 3, i den nuværende lov om banker og sparekasser m.v.
Stk. 8 svarer til § 50 b, stk. 5, i den nuværende lov om banker og sparekasser m.v.
Bestemmelsen i § 77 b, stk. 1 er en videreførelse af princippet i den gældende bank- og sparekasselovs § 50 b, stk. 6, om, at alene foreningen, administrationsselskabet eller depotselskabet er part i forholdet til Finanstilsynet. Som noget nyt foreslås i stk. 2 og 3, at andre end disse kan være part i forhold til Finanstilsynet. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter forvaltningslovens regler at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelser for Erhvervsankenævnet.
I stk. 2 er angivet de tilfælde, hvor andre end foreningen, administrationsselskabet eller depotselskabet kan anses som part.
Hvis Finanstilsynet enten undersøger, om der er sket en overtrædelse af eksempelvis lovens forbud mod, at andre driver investeringsforeningsvirksomhed, jf. § 3, stk. 1 og § 5, stk. 1, eller påtaler en overtrædelse af disse bestemmelser, er den, som Finanstilsynets afgørelse er rettet mod, part i sagen.
En forening, som ansøger om godkendelse som investeringsforening eller specialforening, jf. § 6, stk. 1 og 3, har partsstatus, selvom foreningen endnu ikke er godkendt og derfor ikke er omfattet af stk. 1.
Tilsvarende får et udenlandsk institut partsstatus, hvis det ansøger om tilladelse til markedsføring af dets andele i Danmark, jf. § 71.
Hvis Finanstilsynet nægter godkendelse eller inddrager en forenings godkendelse, fordi et medlem af foreningens direktion eller bestyrelse ikke anses at leve op til kravet om hæderlighed og erfaring, anses den pågældende person tillige for at være part i denne del af sagen, jf. § 8 og § 52, stk. 1.
Ligeledes får en revisor i en forening partsstatus, hvis Finanstilsynet afskediger revisor eller pålægger denne at give oplysninger om foreningens forhold, jf. § 40, stk. 4 og 6. Tilsvarende gælder, hvis Finanstilsynet påtaler, at de valgte revisorer ikke har opfyldt deres oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 40, stk. 6.
Efter § 77, stk. 3, kan Finanstilsynet indhente oplysninger hos virksomheder, hvis disse oplysninger er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om en juridisk person er omfattet af lovens bestemmelser. De virksomheder, som tilsynet eventuelt vil indhente oplysninger fra, er tillige part i denne del af sagen.
Efter stk. 3 får en person med særlig tilknytning til en forening, et administrationsselskab eller et depotselskab partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynet udsteder pålæg eller påtaler forhold, der retter sig mod den pågældende.
Til nr. 7
Forslaget indebærer, at Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan pålægge en forenings bestyrelse, direktion, revisor, administrationsselskab, depotselskab eller likvidator tvangsbøder for ikke at efterkomme de pligter, der efter loven eller bestemmelse udstedt i medfør af loven påhviler den pågældende.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1998.
Til § 3
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som landsdelenes særlige forhold tilsiger.
Skriftlig fremsættelse (5. februar 1998)
Økonomiministeren (Marianne Jelved)
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte
Forslag til Lov om ændring af lov om investeringsforeninger og specialforeninger (Tavshedspligt, partsbegreb og regelforenkling).
(Lovforslag nr. L 184).
Lovforslaget har bl.a. til formål at følge op på en enudredning om tavshedspligt, der blev gennemført i efteråret 1996.
Det foreslås at præcisere Finanstilsynets videregivelse af oplysninger. Det foreslås bl.a. at lovfæste den hidtidige praksis, hvorefter fortrolige oplysninger videregives til Rigsrevisionen på grund af dennes rolle i den parlamentariske kontrol med forvaltningen.
Derudover fastslås det, hvem der har partsstatus i forhold til Finanstilsynet. Det foreslås, at partsbegrebet udvides og præciseres, for så vidt angår bestyrelsesmedlemmer, revisorer, direktører og andre ledende medarbejdere, såfremt tilsynets påtale eller pålæg er rettet direkte mod den pågældende.
Det foreslås endvidere, at andre f.eks. ved undersøgelse af, hvorvidt der er sket en overtrædelse af lov om investeringsforeninger og specialforeninger om, hvem der kan drive virksomhed som investeringsforening eller specialforening får partsstatus, når tilsynets afgørelse er rettet direkte mod den pågældende.
Som led i regelforenklingen foreslås det, at kravene til antal af revisorer for investeringsforeninger og specialforeninger lempes, således at der for fremtiden kun kræves en revisor, der skal være statsautoriseret. Lempelsen gælder dog ikke for foreninger, der har udstedt beviser, der er optaget til notering på en fondsbørs. Disse foreninger skal fortsat have mindst to revisorer.
Det foreslås derudover at ophæve bestemmelsen om, at der skal ske anmeldelse til Finanstilsynet i forbindelse med ansættelse, valg og afgang af direktion, bestyrelsesmedlemmer og revision. Anmeldelse skal fremover alene ske til Erhvervs og Selskabsstyrelsen, som efterfølgende sender oplysninger til Finanstilsynet.
For at undgå at påføre foreningerne unødige byrder, indføres en bestemmelse om, at en selvstændig afdeling kan overføres fra en forening til en anden forening, uden at lovens spaltnings- og fusionsregler kommer til anvendelse.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.
§ 77 b. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene den forening, det administrationsselskab eller depotselskab, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end foreningen, dens administrationsselskab eller depotselskab tillige som part i Finanstilsynets afgørelse for så vidt angår den del af sagen, der vedrører den pågældende
1) Den, som overtræder lovens forbud mod at drive investeringsforenings- eller specialforeningsvirksomhed, jf. § 3, § 5, stk. 1, og § 5, stk. 2, 2. pkt.
2) En forening, som ansøger om godkendelse som investeringsforening eller specialforening, jf. § 6, stk. 1 og 3.
3) Et medlem af en forenings bestyrelse eller direktion, når tilsynet nægter en forening tilladelse eller inddrager denne, jf. § 8 og § 52, stk. 1.
4) Revisor i en forening, når Finanstilsynet afskediger eller pålægger denne at give oplysninger om foreningens forhold, jf. § 40, stk. 4 og 6, samt i sager, hvor de valgte revisorer ikke har opfyldt deres oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 40, stk. 6.
5) Udenlandske investeringsinstitutter, som ansøger om tilladelse til at markedsføre deres andele i Danmark, jf. § 71.
6) Den, som Finanstilsynet indhenter oplysninger fra til afgørelse af, om den pågældende er omfattet af lovens bestemmelser, jf. § 77, stk. 3.
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i en forening, et administrationsselskab eller et depotselskab, hvis Finanstilsynets pålæg eller påtale i medfør af loven eller dennes forskrifter er rettet direkte mod pågældende.«.
7. § 85 affattes således
»§ 85. Undlader en forenings bestyrelse, direktion, revisor, administrationsselskab, depotselskab eller likvidator i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller bestemmelser fastsat i henhold til loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.«.
Ingen
Nr LSF 184
Forslag til Lov om ændring af lov om investeringsforeninger og specialforeninger (Tavshedspligt, partsbegreb og regelforenkling)
Fremsat af økonomiministeren (Marianne Jelved)
den 5. februar 1998