1997 LSF 149 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ADOPTIONSLOVEN (INTERNATIONAL ADOPTION) (internationaladoption)

BILAG 1

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering af de lovbestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 233 af 2. april 1997, foretages følgende ændringer

1. I § 1 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Ved adoption af et barn fra et andet land har bevillingen virkning fra barnets ankomst her til landet.«

2. § 18, stk. 2 og 3 , ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter stk. 1 finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er enige derom, og ophævelsen er bedst for barnet.

Stk. 3. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet ikke ske uden barnets samtykke. Samtykket skal afgives under personligt fremmøde for statsamtet eller for anden myndighed eller institution, der er godkendt i medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet skal gøres bekendt med ophævelsens betydning.

Stk. 4. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet.

Stk. 5. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på begæring af barnets biologiske forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er bedst for barnet. Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse.«

3. I § 25 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

» Stk. 2. Samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

4. § 25 b, stk. 1 , ophæves.

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 1-2.

5. I § 25 b, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres i 1. pkt . »Nævnet« til: »Adoptionsnævnet«.

6. I § 25 b indsættes efter stk. 3 , der bliver stk. 2, som nye stykker

» Stk. 3. Et samråds afgørelser i medfør af denne lov kan indbringes for Adoptionsnævnet.

Stk. 4. Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådene. Justitsministeren fastsætter nærmere regler for tilsynsvirksomheden.

Stk. 5. Justitsministeren kan henlægge andre opgaver til Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3-4.

Stk. 6. Adoptionsnævnet kan i forbindelse med behandlingen af andre sager end klagesager indkalde personer, som må antages at have særlig indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet.«

7. Efter § 25 b indsættes

»§ 25 c . Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et andet land, kan godkendes som adoptanter til et sådant barn.

Stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af justitsministeren bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af de kurser, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om betaling.«

8. § 28, stk. 3 , ophæves.

9. I § 30 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

» Stk 3. Justitsministeren kan bemyndige Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med de organisationer, der har fået tilladelse efter stk. 1.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

10. § 34, stk. 3 , affattes således

» Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.

11. I § 37, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 32, stk. 2,» til: »§ 39, stk. 2,».

12. I § 39, stk. 1, ændres »§ 30, stk. 1, nr. 2 eller 3,» til: »§ 37, stk. 1, nr. 2 eller 3,».

§ 1

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 233 af 2. april 1997, foretages følgende ændringer

1. I § 1 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Ved adoption af et barn fra et andet land har bevillingen virkning fra barnets ankomst her til landet.«

§ 1. Adoption meddeles ved bevilling, der udfærdiges af statsamtet.

2. § 18, stk. 2 og 3 , ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter stk. 1 finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er enige derom, og ophævelsen er bedst for barnet.

Stk. 3. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet ikke ske uden barnets samtykke. Samtykket skal afgives under personligt fremmøde for statsamtet eller for anden myndighed eller institution, der er godkendt i medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet skal gøres bekendt med ophævelsens betydning.

Stk. 4. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet.

Stk. 5. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på begæring af barnets biologiske forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er bedst for barnet. Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse.«

BILAG 2

Statistik vedrørende samrådenes sager om abstrakt godkendelse som adoptant

Civilretsdirektoratet har gennemført en skemabaseret statistikindsamling, som vedrører samrådenes arbejde med godkendelse af adoptanter i 1996.

Oplysningerne er indsamlet for at give et statistisk billede af de eksisterende reglers virkning i praksis.

Nedenfor gives en gennemgang af den indsamlede statistik.

Sammenfatning

Der må gøres opmærksom på, at tallene i nogle tilfælde er meget små. Det må derfor tages forbehold for de variationer i materialet, som kan skyldes tilfældigheder.

Forskel mellem amterne i antal ansøgninger

Materialet viser en stor forskel mellem de forskellige amter i antallet modtagne ansøgninger, når de relateres til befolkningen i aldersgruppen 25-40 år, som er den aldersgruppe, som hovedparten af ansøgerne tilhører. I Frederiksborg Amt er der indgivet 131 ansøgninger per 100.000 personer i alderen 25-40 år, mens tallet for Københavns Kommune kun er 59. Landsgennemsnittet er 95 ansøgninger per 100.000 personer.

84 pct. af ansøgningerne gælder udenlandske børn, 10 pct. danske børn, og de sidste 6 pct. vedrører ansøgning om adoption af plejebørn m.v.. Andelen af ansøgninger om danske børn varierer en del. I Frederiksborg og Sønderjyllands Amter vedrører fx 20 pct. eller mere af ansøgningerne danske børn, mens andelen i flertallet af amterne ligger under 10 pct. Nogen umiddelbar forklaring til forskellen mellem amterne kan ikke ses.

Afgørelser i 1996

Statistikken omfatter alle afgørelser, som er truffet i 1996, uanset hvornår ansøgningen er indgivet. Afgørelserne er opdelt på, om de vedrører et par eller en enlig ansøger, og om resultatet er godkendelse, delvis godkendelse eller afslag. Kun 3 pct. af ansøgerne er enlige, og hovedparten af dem kommer fra Københavns Kommune og Århus Amt. Delvis godkendelse forekommer ikke i alle amter i 1996 og mindre end 2 pct. af samtlige afgørelser er en delvis godkendelse.

Godkendelsesprocent

Godkendelsesprocenten - det vil sige antallet godkendelser i procent af antallet afgørelser - for landet som helhed og for alle ansøgere er 89, hvis delvise godkendelser medregnes. Den varierer fra 98 pct. i Vestsjællands og Sønderjyllands Amt til 81 pct. i Københavns Amt. 4 amter har en godkendelsesprocent på 97 eller mere og 7 amter ligger under landsgennemsnittet på 89.

Forskel mellem par og enlige

Der er stor forskel mellem godkendelsesprocenten for par og enlige. For par er den for hele landet 91 pct. og for enlige 37 pct. Ser man kun på godkendelsesprocenten for par viser det sig, at 2 amter, Vestsjælland og Storstrøms Amter, når op på en godkendelsesprocent på 100. En stor andel enlige ansøgere kan altså påvirke den samlede godkendelsesprocent i nedadgående retning.

Ansøgninger om barn nr. 1 og nr. 2

I 1996 er godkendelsesprocenten for ansøgere til det første barn 87, mens den for andet barn er 97. Det vil sige, at det har betydning for godkendelsesprocenten i amterne, hvordan ansøgningerne fordeler sig på ansøgninger om barn nr. 1 og barn nr. 2.

Ansøgere som ikke opfylder de formelle betingelser

I ca. 8 pct. af de afgørelser, som er truffet i 1996, opfylder ansøgerne ikke de formelle betingelser for at godkendes som adoptant. I flere amter gælder det mere end 10 pct. af ansøgerne, mens der i andre amter i 1996 ikke har været ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav. I 1/3 af de tilfælde, hvor ansøgeren ikke opfylder de formelle krav, gives der afslag uden nærmere undersøgelse. I 2/3 af tilfældene, gennemføres alligevel en undersøgelse, og i hovedparten af tilfældene gives der en godkendelse. Der hvor undersøgelsen gennemføres, til trods for at ansøgerne ikke opfylder de formelle krav, er der som regel tale om ansøgning om barn nr. 3 eller ansøgning om aldersdispensation ved adoption af barn nr. 2.

Forskelle mellem amterne

Materialet viser, at der er en forskel mellem amterne, når man ser på andelen af ansøgere, som bliver godkendt som adoptanter. Meget af denne forskel kan forklares af den forskel, som findes i sammensætningen af ansøgerne. Ansøgerne er forskellige med hensyn til, om det er barn nr. 1 eller barn nr. 2, de ansøger om, om de er enlige eller par, om de opfylder de formelle krav eller ikke, samt om de allerede tidligere har fået afslag på en ansøgning. Alle disse forskelle påvirker sandsynligheden for en godkendelse.

En opfølgning af statistikken over en årrække vil give større muligheder for at analysere de forskelle, der er mellem amterne.

I det efterfølgende gennemgås de indsamlede statistikoplysninger for 1996 nærmere.

Ansøgninger i 1996

Tabel 1 viser antallet af ansøgninger, som er modtaget af samrådene i løbet af 1996. I hele landet er der modtaget 1201 ansøgninger. I de enkelte amter varierer antallet ansøgninger mellem 6 i Bornholms Amt og 168 i Københavns Amt..

Tabel 1. Antal ansøgninger, som er modtaget i kalenderåret 1996

--------------------------------------------------------------------- Antal Personer i alderen Ansøgninger ansøgninger 25-40 år per 100000 25-40-årige --------------------------------------------------------------------- Magistraten 91 154393 59 Frederiksberg Kommune 27 26872 100 Københavns Amt 168 139092 121 Frederiksborg Amt 105 79992 131 Roskilde Amt 48 53610 90 Vestsjællands Amt 66 65487 101 Storstrøms Amt 38 53964 70 Bornholms Amt 6 9140 66 Fyns Amt 110 109270 101 Sønderjyllands Amt 63 56739 111 Ribe Amt 42 51908 81 Vejle Amt 57 80517 71 Ringkøbing Amt 76 62056 122 Århus Amt 143 156692 91 Viborg Amt 49 51530 95 Nordjyllands Amt 112 112870 99 --------------------------------------------------------------------- Hele landet 1201 1264116 95 ---------------------------------------------------------------------

For at belyse om det varierende antal ansøgninger i amterne dækker over andet end forskelle i amternes størrelse og aldersmæssige sammensætning, er antallet ansøgninger sat i forhold til det gennemsnitlige antal personer i alderen 25 -40 år i amtet. Denne aldersgruppe er valgt, da hovedparten af ansøgerne ligger i denne gruppe.

Resultatet viser ganske store forskelle mellem amterne. I Frederiksborg amt er der modtaget 131 ansøgninger per 100.000 personer i aldersklassen 25-40 år. Det er mere end dobbelt så mange ansøgninger per 100.000 som i Københavns Kommune hvor tallet kun er 59. Blandt amter med relativt mange ansøgninger er Ringkøbing Amt (122 ), Københavns Amt (121) og Sønderjyllands Amt (111). Relativt få ansøgninger har Bornholms Amt (66), Storstrøms Amt ( 70) og Vejle Amt (71).

Ansøgningerne er også forskelligt fordelt mellem ansøgninger om dansk barn og ansøgninger om udenlandsk barn, se tabel 2

Tabel 2. Ansøgninger fordelt på dansk barn og udenlandsk barn

--------------------------------------------------------------------- Antal an- Uden- Dansk Pct. an- Pct. an- søgninger landsk barn søgninger søgninger i alt barn om uden- om dansk landsk barn barn -------------------------------------------------------------------- Magistraten 91 83 5 91 5 Frederiksberg Kommune 27 24 2 89 7 Københavns Amt 168 137 16 82 10 Frederiks- borg Amt 105 79 21 75 20 Roskilde Amt 48 45 1 94 2 Vestsjæl- lands Amt 66 64 2 97 3 Storstrøms Amt 38 36 2 95 5 Bornholms Amt 6 4 2 67 33 Fyns Amt 110 78 16 71 15 Sønderjyl- lands Amt 63 50 13 79 21 Ribe Amt 42 33 7 79 17 Vejle Amt 57 45 5 79 9 Ringkøbing Amt 76 67 7 88 9 Århus Amt 143 132 5 92 3 Viborg Amt 49 47 2 96 4 Nordjyl- lands Amt 112 86 16 77 14 --------------------------------------------------------------------- Hele landet 1201 1010 122 84 10

Kun 2 pct. af ansøgningerne i Roskilde Amt og 3 pct. i Vestsjællands og Århus Amter vedrørte danske børn, mens det var tilfældet med 33 pct. af ansøgningerne i Bornholms Amt. Antallet ansøgninger i Bornholms Amt er dog så lille (6 ansøgninger), at der kan være tale om en tilfældighed. I Sønderjyllands og Frederiksborg Amter ligger antallet ansøgninger om danske børn på 21 og 20 pct.

Hvad, der ligger bagved forskellene i antallet ansøgninger i de forskellige amter, kan ikke ses ud fra materialet.

Afgørelser truffet i 1996.

Ser man på antallet af afgørelser, som er truffet i løbet af 1996, varierer de fra 11 i Bornholms Amt til 109 i Århus Amt. I alle amter, undtaget Bornholm og Storstrøm, ligger antallet af afgørelser, som er truffet i 1996, lavere end antallet af ansøgninger, som er modtaget i 1996. I nogle amter, som for eksempel København og Frederiksborg er der tæt på dobbelt så mange ansøgninger som afgørelser. Tallene for ansøgninger og afgørelser bør dog ikke sammenlignes alt for tæt, da de ikke vedrører den samme periode. Ansøgninger, der er modtaget i 1996, er måske først færdigbehandlet i 1997, og nogle af de afgørelser, som er truffet i 1996 vedrører ansøgninger fra 1995.

Tabel 3. Afgørelser truffet i kalenderåret 1996 for par og enlige

--------------------------------------------------------------------- Antal heraf for Pct. Pct. afgørelser for par enlige par enlige --------------------------------------------------------------------- Magistraten 77 69 8 90 10 Frederiksberg 18 18 0 100 0 København 85 83 2 98 2 Frederiksborg 53 53 0 100 0 Roskilde 43 43 0 100 0 Vestsjælland 52 51 1 98 2 Storstrøm 39 38 1 97 3 Bornholm 11 11 0 100 0 Fyn 59 58 1 98 2 Sønderjylland 45 44 1 98 2 Ribe 37 37 0 100 0 Vejle 55 53 2 96 4 Ringkøbing 51 51 0 100 0 Århus 109 103 6 94 6 Viborg 48 46 2 96 4 Nordjylland 104 101 3 97 3 --------------------------------------------------------------------- Hele landet 886 859 27 97 3 ---------------------------------------------------------------------

De afgørelser, der er truffet i 1996, er fordelt på par og enlige. For landet som helhed er der kun 3 pct. af afgørelserne, som vedrører enlige. I 6 amter er der ikke nogen afgørelser for enlige ansøgere og kun i Københavns Kommune og Århus Amt vedrører mere end 5 pct. af afgørelserne enlige ansøgere.

Tabel 4. Godkendelsesprocent for par og enlige

--------------------------------------------------------------------- Antal Antal Antal Godken- Godken- Godken- afgørelser god- delvise delses- delses- delses- kendelser god- procent. pct. pct. ken- for par. for delser enlige. --------------------------------------------------------------------- Magistraten 77 68 1 88 94 38 Frederiksberg 18 15 0 83 83 . København 85 69 1 81 82 100 Frederiksborg 53 49 2 92 92 . Roskilde 43 39 2 91 91 . Vestsjælland 52 51 0 98 100 0 Storstrøm 39 38 0 97 100 0 Bornholm 11 9 0 82 82 . Fyn 59 55 1 93 95 0 Sønderjylland 45 44 0 98 98 100 Ribe 37 36 0 97 97 . Vejle 55 51 0 93 94 50 Ringkøbing 51 46 1 90 90 . Århus 109 91 6 83 86 33 Viborg 48 42 0 88 91 0 Nordjylland 104 85 0 82 82 66 --------------------------------------------------------------------- Hele landet 886 788 14 89 91 37

Godkendelser

I nogle amter er det 1996 truffet afgørelser om delvis godkendelse , det vil sige godkendelse af en del af det ansøgte. Det sker f.eks. i de tilfælde, hvor der er søgt om godkendelse til adoption af 2 børn, men samrådet kun kan give godkendelse til 1 barn. Som det fremgår af tabel 4, er antallet delvise godkendelser få, og i 9 amter forekommer delvise godkendelser ikke. I de amter hvor det forekommer, er der tale om 1 eller 2 afgørelser, undtaget i Århus amt, hvor der er 6 delvise godkendelser.

Godkendelsesprocenten for landet som helhed for alle ansøgere er 89, hvis delvise godkendelser medregnes. Den varierer fra 81 pct. i Københavns Amt, til 98 pct. i Vestsjællands og Sønderjyllands Amter. Der forekommer ikke delvise godkendelser i de amter, som har den højeste godkendelsesprocent. 4 af amterne har en godkendelsesprocent på 97 eller mere og 7 amter ligger under landsgennemsnittet på 89 pct.

Ser man udelukkende på afgørelser, som vedrører par, ligger godkendelsesprocenten mellem 82 og 100. Københavns Amt ligger stadig, nu sammen med Bornholm og Nordjylland, med den laveste procent, 82, mens 2 amter, Vestsjælland og Storstrøm, er nået op på en godkendelsesprocent på 100.

For enlige ansøgere er godkendelsesprocenten 37 for landet som helhed, altså langt lavere end for par. Tallene for enlige ansøgere i de enkelte amter er alt for små til, at de kan danne grundlag for en vurdering af, om der er forskelle mellem amterne.

Det kan dog konstateres, at den samlede godkendelsesprocent for de amter, hvor der har været størst andel afgørelser, som vedrører enlige ansøgere (Københavns Kommune og Århus Amt), ligger under landsgennemsnittet. Århus Amt ligger dog stadig under landsgennemsnittet, hvis man kun ser på afgørelser, som vedrører par.

Godkendelse af ansøger om barn med risiko/handicap

Samtlige ansøgere, der har søgt om godkendelse til adoption af barn med risiko/handicap i 1996 er godkendte som adoptanter. Der er kun tale om 32 ansøgere i hele landet. 11 af dem kommer fra Storstrøms Amt og 6 fra Sønderjyllands Amt. Der er altså tale om en meget ulige fordeling over landet, hvor flere amter ikke har nogen ansøgere med ønske om barn med handicap.

Godkendelse til barn nr. 1 og 2

67 pct. af alle afgørelser, som er truffet i 1996 vedrører ansøgninger om barn nr. 1, mens 26 pct. vedrører barn nr. 2. For landet som helhed er der i 1996 godkendt 87 pct. af de ansøgere, som har søgt om sit første barn. Af dem, som har søgt om barn nr. 2, er 97 pct. godkendt.

Det gælder for alle amter, at godkendelsesprocenten for ansøgere om barn nr. 2 ligger højere end for barn nr. 1. Det er faktisk kun i Københavns og Århus Amt, at der er givet afslag til ansøgere, som søger om barn nr. 2. I begge amter ligger godkendelsesprocenten for barn nr. 2 på 87.

Tabel 5. Godkendelsesprocent for ansøgere om barn nr. 1 og barn nr. 2 samt for ansøgere om barn under og over 36 måneder

--------------------------------------------------------------------- Antal Godkendelsespct. afgørelse -------------------------------------------- Barn Barn Barn 0-36 Barn 36 nr.1 nr.2 måneder måneder eller mere --------------------------------------------------------------------- Magistraten 77 85 0 90 79 Frederiksberg 18 75 100 100 50 Københavns Amt 85 77 87 83 75 Frederiks- borg Amt 53 86 100 91 100 Roskilde Amt 43 89 100 92 86 Vestsjæl- lands Amt 52 97 100 98 100 Storstrøms Amt 39 96 100 100 100 Bornholms Amt 11 82 0 80 100 Fyns Amt 59 100 100 95 80 Sønderjyl- lands Amt 45 100 100 100 100 Ribe Amt 37 95 100 100 80 Vejle Amt 55 90 100 94 83 Ringkøbing Amt 51 88 100 89 100 Århus Amt 109 83 87 86 71 Viborg Amt 48 83 100 91 50 Nordjyl- lands Amt 104 77 100 82 76 --------------------------------------------------------------------- Hele landet 886 87 97 90 82

Børn 0-36 måneder

Ca. 85 procent af alle afgørelser i 1996 vedrører ansøgninger om børn i alderen 0-36 måneder. Sønderjyllands Amt, Københavns Kommune og Københavns Amt har alle en relativt stor andel ansøgninger om børn, som er ældre end 36 måneder. Godkendelsesprocenten for hele landet for børn 0-36 måneder er 90, mens den for ældre børn er 82. I 4 amter ligger dog godkendelsesprocenten højere for ældre børn end for dem mellem 0 og 36 måneder. Tallene for ansøgninger om børn over 36 måneder er dog små i flere amter, hvorfor afvigelserne kan skyldes tilfældigheder.

Ansøgere, der ikke opfylder de formelle krav

I alt ca. 8 pct. af de afgørelser, som er truffet i 1996, vedrører ansøgere, der ikke opfylder de formelle krav. I ca. 2/3 af disse tilfælde gennemfører samrådene alligevel en forundersøgelse.

I Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Storstrøms, Århus, Viborg og Nordjyllands Amter udgør andelen af ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav 10 pct. eller mere. I Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Storstrøms Amt er der i alle disse tilfælde, på nær et, indledt en undersøgelse, som har ført til godkendelse. I Århus og i Nordjyllands Amter er der givet afslag til ca. halvdelen af disse ansøgere uden forundersøgelse. I Århus amt er der i 3 ud af 7 tilfælde, hvor forundersøgelsen er gennemført, givet afslag, mens alle forundersøgelser i Nordjyllands amt har ført til godkendelse.

I Københavns og Frederiksborg Amter er der i alle tilfælde, hvor ansøgeren ikke opfylder de formelle krav, givet afslag uden undersøgelse.

Tabel 6. Ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav

--------------------------------------------------------------------- Antal Ansøgere opfylder ikke de formelle krav afgørelser --------------------------------------------- I alt Afslag Under- Pct. uden søgelse Heraf ansøgere, nærmere gennem- afslag som ikke under- ført opfylder de søgelse formelle krav --------------------------------------------------------------------- Magistraten 77 11 1 10 0 14 Frederiksberg 18 3 0 3 0 17 København 85 8 8 0 0 9 Frederiksborg 53 2 2 0 0 4 Roskilde 43 3 0 3 0 7 Vestsjælland 52 0 0 0 0 0 Storstrøm 39 4 0 4 0 10 Bornholm 11 2 0 2 0 18 Fyn 59 1 0 1 0 2 Sønderjylland 45 3 0 3 0 7 Ribe 37 0 0 0 0 0 Vejle 55 0 0 0 0 0 Ringkøbing 51 5 2 3 0 10 Århus 109 14 4 10 3 13 Viborg 48 5 1 4 1 10 Nordjylland 104 13 6 7 0 13 ---------------------------------------------------------------------

Hele landet 886 74 24 50 4 8

Der synes altså at være ret stor forskel mellem amterne i andelen af ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav og i behandlingen af disse ansøgere. En forklaring til forskellen i behandling af ansøgere, som ikke opfylder de formelle krav, kan findes i begrundelsen til afslag og i de krav, der er fraveget i de tilfælde, hvor undersøgelse alligevel er gennemført.

I en stor del af de tilfælde, hvor der er givet afslag uden forundersøgelse (ca. 63 pct.), er der tale om ansøgere, som søger om det første barn, og som ikke opfylder alderskriteriet. Det gælder for eksempel for alle 8 afslag, der er givet i Københavns Amt.

I de tilfælde hvor der bliver gennemført en undersøgelse, til trods for at de formelle krav ikke er opfyldt, er det i 29 tilfælde ud af 50 tale om at alderskravet ikke er opfyldt ved ansøgning om barn nr. 2. Det gælder for eksempel i 8 ud af 10 tilfælde i Københavns Kommune og 9 ud af 10 tilfælde i Århus amt.

Der er altså tale om forskelle i sammensætningen af ansøgere i de forskellige amter.

Tabel 7. Betingelser for afslag, og krav, der er fraveget ved behandling af ansøgere, der ikke opfylder de formelle krav

--------------------------------------------------------------------- Afslag Afslag Under- Alders- Alderskrav uden med hen- søgelse krav fra- fraveget nærmere visning gennemført veget (§6, (§6, stk. 1, under- til stk. 1, nr. 1) søgelse alder nr. 2) (§6, stk. 1, nr. 1) -------------------------------------------------------------------- Magistraten 1 0 10 8 1 Frederiksberg 0 0 3 3 0 København 8 8 0 0 0 Frederiksborg 2 1 0 0 0 Roskilde 0 0 3 3 0 Vestsjælland 0 0 0 0 0 Storstrøm 0 0 4 4 0 Bornholm 0 0 2 0 0 Fyn 0 0 1 1 0 Sønderjylland 0 0 3 0 0 Ribe 0 0 0 0 0 Vejle 0 0 0 0 0 Ringkøbing 2 0 3 0 0 Århus 4 2 10 9 0 Viborg 1 0 4 1 3 Nordjylland 6 4 7 0 2 --------------------------------------------------------------------- Hele landet 24 15 50 29 6

Afslag

Der er i 1996 givet 98 afslag på godkendelse som adoptant. Det svarer til at 11 pct. af ansøgerne har fået afslag

Afslag uden forundersøgelse

Ca. 1/4 af afslagene (24 af 98) er, som tidligere nævnt, givet uden nærmere undersøgelse (§6, stk. 1, i adoptionsbekendtgørelsen). Den hyppigste grund til at afslå en undersøgelse er, som nævnt, alderskriteriet, som er grunden i mere end 60 pct. af tilfældene.

I Københavns Amt er der givet afslag til godt 9 pct. af ansøgerne af denne grund, hvilket er betydeligt mere end i andre amter.

Afslag efter forundersøgelse

Af de ansøgninger, som kommer igennem en undersøgelse, er på landsbasis i godt 8 pct. af tilfældene givet afslag. Ser man på den amtsvise fordeling varierer procenten mellem 2 i Sønderjyllands og Vestsjællands Amter og 18 i Bornholms Amt. Det skal bemærkes at de højeste procenttal, 18 for Bornholm og 17 for Frederiksberg, kun dækker over 2 henholdsvis 3 tilfælde, hvor tilfældigheder spiller en stor rolle.

Tabel 8. Afslag i procent af afgørelser

--------------------------------------------------------------------- Afslag Afslag Afslag Afslag Afslag Afslag af i alt uden pga. pga. af hen- andre grunde under- helbred psyke syn til søgelse hjemmeb. børn --------------------------------------------------------------------- ----------------------- pct -------------------- Magistraten 12 1 3 5 1 1 Frederiksberg 17 0 11 6 0 0 København 19 9 4 2 1 2 Frederiksborg 8 4 4 0 0 0 Roskilde 9 0 5 2 0 2 Vestsjælland 2 0 0 0 0 2 Storstrøm 3 0 0 3 0 0 Bornholm 18 0 20 0 0 0 Fyn 7 0 3 3 0 0 Sønderjylland 2 0 2 0 0 0 Ribe 3 0 3 0 0 0 Vejle 7 0 2 4 0 3 Ringkøbing 10 4 2 4 0 0 Århus 17 4 4 3 3 4 Viborg 12 2 2 8 0 0 Nordjylland 18 6 3 5 0 5 --------------------------------------------------------------------- Hele landet 11 3 3 3 1 2 ---------------------------------------------------------------------

Begrundelse for afslag efter undersøgelse

Ansøgerens helbred og ansøgerens manglende ressourcer er de hyppigste grunde til afslag, og de er brugt i lige mange tilfælde i 1996, nemlig 27. Nordjyllands Amt har det største antal afslag med begrundelse »ansøgerens manglende ressourcer«, mens andelen er størst i Viborg Amt, hvor 4 afslag ud af 6 er givet med denne begrundelse. Gennemgående er dog antallet afslag fordelt efter begrundelse så små i de enkelte amter for et år, at det ikke er muligt, at bruge dem som grundlag for en analyse af forskelle mellem amterne.

Specialundersøgelser

Der er 1996 i 80 tilfælde, svarende til 9 pct. af afgørelserne, gennemført specialundersøgelser inden beslutning er truffet. I 34 tilfælde er der gennemført en medicinsk undersøgelse, i 12 tilfælde en psykiatrisk undersøgelse, og i 29 tilfælde en psykologisk undersøgelse. I 5 tilfælde er der foretage flere undersøgelser. Tallene for de enkelte amter er alt for små, til at danne et grundlag for sammenligning mellem amterne

Klager

I 49 tilfælde er der indgivet klager over samrådenes afgørelser i 1996. 48 af klagerne vedrørte et afslag, og der var en klage over en delvis godkendelse. Det svarer til, at 50 pct. af afslagene førte til en påklage.

I 35 tilfælde er samrådets afgørelse stadfæstet, i 7 tilfælde er den ændret til en godkendelse, og i 7 tilfælde er den sendt tilbage til ny afgørelse i samrådet.

I nogle amter er samtlige afslag påklaget, i andre ingen. Der er dog i samtlige tilfælde tale om et relativt lille antal klager.

Tabel 9. Klager over samrådenes afgørelser

--------------------------------------------------------------------- Antal Antal Afslag Antal Klager Klager i pct. afgø- afslag i pct. klager i pct. af afslag relser af af- af gørelser afgørelser --------------------------------------------------------------------- Magistraten 77 9 12 6 8 67 Frederiksberg 18 3 17 2 11 67 København 85 16 19 7 8 44 Frederiksborg 53 4 8 2 4 50 Roskilde 43 4 9 4 9 100 Vestsjælland 52 1 2 1 2 100 Storstrøm 39 1 3 1 3 100 Bornholm 10 2 20 0 0 0 Fyn 59 4 7 2 3 50 Sønderjylland 45 1 2 1 2 100 Ribe 37 1 3 0 0 0 Vejle 55 4 7 1 2 25 Ringkøbing 51 5 10 1 2 20 Århus 109 18 17 12 11 67 Viborg 48 6 13 3 6 50 Nordjylland 104 19 18 6 6 32 --------------------------------------------------------------------- Hele landet 885 98 11 49 6 50 ---------------------------------------------------------------------

Skriftlig fremsættelse (17. december 1997)

Justitsministeren (Frank Jensen)

Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte

Forslag til lov om ændring af adoptionsloven. (International adoption).

(Lovforslag nr. L 149).

Lovforslaget har til formål at gennemføre en revision af adoptionslovens regler med hensyn til adoption af udenlandske børn.

Med lovforslaget bliver reglerne om undersøgelse og godkendelse af kommende adoptanter gjort mere tidssvarende. Det er således et vigtigt element i lovforslaget, at adoptanternes ønsker skal sættes mere i centrum samtidig med, at myndighedernes kontrolfunktion træder i baggrunden.

Forbedringen for adoptionsansøgerne sker bl.a. gennem indførelsen af nye regler om undersøgelse og godkendelse som adoptant. Der indføres således et faseopdelt undersøgelses- og godkendelsesforløb, der indebærer, at det meget tidligt i forløbet kan afklares, om ansøgerne opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptanter. Er de generelle betingelser ikke opfyldt, får ansøgerne det at vide med det samme.

Et led i det foreslåede nye undersøgelsesforløb er et obligatorisk adoptionsforberedende kursus for ansøgere, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et andet land. Kurset skal hjælpe adoptanterne til i højere grad selv at kunne vurdere, om de har ressourcer til at adoptere et udenlandsk barn. Derved får behandlingen af ansøgninger om godkendelse som adoptant i højere grad end efter de gældende regler karakter af en dialog mellem ansøgerne og myndighederne.

Inden ansøgerne kan blive godkendt som adoptanter, skal det sikres, at de også efter en individuel vurdering kan anses for egnede som adoptivforældre. Denne individuelle vurdering vil først finde sted, når det adoptionsforberedende kursus er gennemført, og de ansøgere, der gennem kurset er blevet klar over, at adoption ikke er noget for dem, har meldt fra. På den baggrund er det forventningen, at der kun undtagelsesvis vil være behov for efter en individuel vurdering af ansøgerne at give afslag på godkendelse som adoptant.

Lovforslaget lægger også op til en række ændringer af adoptionsbekendtgørelsen, der gør adoptionssystemet mere smidigt for adoptanterne.

Reglerne om godkendelse af »matchingforslag«, det vil sige de udenlandske myndigheders udvælgelse af et barn til de enkelte ansøgere, påtænkes således ændret. For fremtiden vil adoptanterne selv få ansvaret for at sige ja til at modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse.

Reglerne om aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbørn påtænkes endvidere gjort mere fleksible. Det gælder bl.a. med hensyn til adoption af større børn og andre børn, som det kan svært at finde adoptanter til. Det gælder endvidere tilfælde, hvor den ene ansøger er ældre end den normale aldersgrænse på 40 år, mens den anden ansøger er noget yngre.

Også reglerne om det antal børn, et par kan adoptere, påtænkes lempet. Adoptanternes egen vurdering af deres ressourcer bør også på dette område tillægges større betydning. Der bør derfor ikke på forhånd sættes tal på, hvor mange børn et ansøgerpar kan få lov at adoptere.

Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.

§ 3

Ansøgninger om godkendelse som adoptant, der er indgivet inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side 1. Indledning 5 1.1. Nedsættelsen af Justitsministeriets adoptionsudvalg 5 1.2. Adoptionsudvalgets første betænkning (nr. 1323/1996) 5 1.3. Adoptionsudvalgets afsluttende betænkning (1338/1997) 5 2. Formålet med lovforslaget 5 3. Undersøgelse og godkendelse af adoptanter 6 3.1. De gældende regler 6 3.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 6 3.2.1 Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem 6 3.2.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med samrådene 7 3.2.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne 7 3.3. Justitsministeriets forslag 8 3.3.1. Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem 8 3.3.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med samrådene 9 3.3.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne 10 4. De formidlende organisationer 10 4.1. De gældende regler 10 4.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 10 4.2.1. Betingelserne for autorisation 10 4.2.2. Tilsynet med de formidlende organisationer 10 4.2.3. Tilmelding til en formidlende organisation 11 4.3. Justitsministeriets forslag 11 4.3.1. Betingelserne for autorisation 11 4.3.2. Tilsynet med de formidlende organisationer 11 4.3.3. Tilmelding til en formidlende organisation 12 5. Rådgivning og vejledning af adoptionsansøgere 12 5.1. De gældende regler 12 5.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 12 5.3. Justitsministeriets forslag 13 6. Aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbarn 13 6.1. De gældende regler 13 6.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 14 6.3. Justitsministeriets overvejelser 15 7. Antal børn 16 7.1. De gældende regler 16 7.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 16 7.3. Justitsministeriets overvejelser 16 8. Ansøgernes helbredsforhold 17 8.1. De gældende regler 17 8.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 17 8.3. Justitsministeriets overvejelser 18 9. Enliges mulighed for at adoptere 18 9.1. De gældende regler 18 9.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 19 9.3. Justitsministeriets overvejelser 19 10. Homoseksuelles mulighed for at adoptere 19 11. Godkendelse af adoptivbørn, der er bragt i forslag 19 11.1. De gældende regler 19 11.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 20 11.3. Justitsministeriets forslag 20 12. Bortfald af mellemperioden 21 12.1. De gældende regler 21 12.2. Adoptionsudvalgets overvejelser 22 12.3. Justitsministeriets overvejelser 22 13. Indsamling og formidling af viden om adoption 23 13.1. Adoptionsudvalgets overvejelser 23 13.2. Justitsministeriets forslag 23 14. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v 24 15. Hørte myndigheder og organisationer m.v 25

1. Indledning

1.1. Nedsættelsen af Justitsministeriets adoptionsudvalg

Justitsministeren nedsatte den 12. oktober 1995 et adoptionsudvalg (Justitsministeriets adoptionsudvalg), der bl.a. fik til opgave at udarbejde forslag til ændring af adoptionsloven og de administrative regler på området med henblik på, at Danmark kunne ratificere Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.

Adoptionsudvalget har bestået af en formand (højesteretsdommer Mogens Hornslet) og 8 andre medlemmer, der har repræsenteret de formidlende organisationer (3 medlemmer), Adoption og Samfund (et medlem), de amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariater (et medlem), Foreningen af Statsamtsjurister og Foreningen af Statsamtmænd (et medlem) og Justitsministeriet (2 medlemmer).

1.2. Adoptionsudvalgets første betænkning (nr. 1323/1996)

I september 1996 afgav Adoptionsudvalget en delbetænkning (betænkning nr. 1323/1996) med forslag til de ændringer af bl.a. adoptionsloven, der var nødvendige for, at Danmark kunne ratificere Haagerkonventionen.

Betænkningens forslag blev gennemført ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven. Ved denne lov gav Folketinget samtidig sit samtykke til, at Danmark ratificerede Haagerkonventionen.

Haagerkonventionen blev ratificeret af Danmark den 2. juli 1997, og konventionen trådte herefter i kraft for Danmarks vedkommende den 1. november 1997, jf. konventionens artikel 46. Haagerkonventionen er ud over af Danmark ratificeret af Mexico, Rumænien, Sri Lanka, Cypern, Polen, Spanien, Ecuador, Peru, Costa Rica, Burkina Faso, Philippinerne, Canada, Venezuela, Finland og Sverige. Konventionen er undertegnet af en række yderligere lande, der dog endnu ikke har ratificeret konventionen.

Ligeledes den 1. november 1997 trådte den nævnte lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven i kraft, jf. bekendtgørelse nr. 644 af 10. august 1997.

1.3. Adoptionsudvalgets afsluttende betænkning (nr. 1338/1997)

Ifølge Adoptionsudvalgets kommissorium kunne udvalget endvidere fremsætte forslag til andre ændringer af adoptionsloven og de administrative regler på området end dem, der var nødvendige for, at Danmark kunne ratificere Haagerkonventionen.

Udvalget blev i den forbindelse i kommissoriet særligt anmodet om at overveje, om der var behov for at ændre de gældende regler om aldersforskellen mellem et adoptivbarn og adoptanterne, således at disse regler blev mere fleksible.

I en beretning afgivet af Folketingets Retsudvalg den 30. maj 1996 over forslag til folketingsbeslutning om liberalisering af adoptionslovgivningen (Beslutningsforslag nr. B 112, 1995-96) tilkendegav Retsudvalget, at man ønskede, at justitsministeren anmodede Adoptionsudvalget om at belyse og overveje en række yderligere problemstillinger vedrørende adoption.

Adoptionsudvalget har på den baggrund i juni 1997 afgivet sin anden og afsluttende betænkning (betænkning nr. 1338/1997 om international adoption).

2. Formålet med lovforslaget

Lovforslagets formål er at gennemføre en revision af adoptionslovens regler med hensyn til adoption af udenlandske børn.

Med lovforslaget søges reglerne om undersøgelse og godkendelse af kommende adoptanter gjort mere tidssvarende og smidige bl.a. ved, at adoptanterne får en højere grad af medbestemmelse og ansvar i forbindelse med adoptionen samtidig med, at myndighedernes kontrolfunktion træder i baggrunden.

Der foreslås således indført et faseopdelt undersøgelses- og godkendelsesforløb og et adoptionsforberedende kursus, der skal hjælpe adoptanterne til i højere grad selv at kunne vurdere, om de har ressourcer til at adoptere et udenlandsk barn.

Reglerne om godkendelse af de udenlandske myndigheders anvisning af et barn til de enkelte ansøgere (»matchingforslag«) foreslås ligeledes ændret bl.a. således, at de amtskommunale adoptionssamråd for fremtiden ikke skal godkende et barn, der er bragt i forslag, hvis den danske formidlende organisation finder, at barnet ligger inden for ansøgernes godkendelse.

Ved lovforslaget foreslås endvidere bl.a. ændringer i reglerne om aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbørn og reglerne om det antal børn, et par kan adoptere.

Lovforslaget bygger på Adoptionsudvalgets betænkning nr. 1338/1997 om international adoption, der er omtalt ovenfor under pkt. 1.3. (i det følgende benævnt betænkningen ).

3. Undersøgelse og godkendelse af adoptanter.

3.1. De gældende regler.

Efter adoptionslovens § 4 a er det en betingelse for at adoptere et udenlandsk barn, at ansøgerne efter en foretagen undersøgelse er blevet godkendt som adoptanter.

At adoptanterne skal være fundet egnet til at adoptere følger endvidere af såvel Den Europæiske Adoptionskonvention fra 1967 om adoption af børn som Haagerkonventionen fra 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, jf. nærmere betænkningen side 18-19.

Afgørelse om, hvorvidt ansøgerne kan godkendes som adoptanter, træffes af adoptionssamrådet i den amtskommune, hvor ansøgerne bor eller opholder sig, jf. adoptionslovens § 25 a, stk. 1, og adoptionsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Den undersøgelse af adoptanternes forhold, der danner grundlaget for samrådets afgørelse, foretages af den pågældende amtskommune, jf. adoptionslovens § 25 a, stk. 1.

Undersøgelsen består normalt af en orienterende samtale med begge ansøgere (ægtefæller) efterfulgt af en samtale med ansøgerne hver for sig og et besøg i ansøgernes hjem.

Undersøgelsen skal bl.a. belyse en række spørgsmål vedrørende ansøgernes personlighed, økonomiske og personlige forhold, baggrunden for ønsket om at adoptere osv. På baggrund af samtalerne og besøget i hjemmet udarbejder sagsbehandlerne en redegørelse til adoptionssamrådet. Oplysningerne indgår endvidere i en rapport om ansøgerne, der skal sendes til giverlandet med henblik på det pågældende lands vurdering af ansøgerne og anvisning af et barn til dem (matching).

Med hensyn til undersøgelsens form og indhold henvises i øvrigt til betænkningen side 96-98.

Et samråds afslag på en ansøgning om godkendelse som adoptant kan indbringes for Adoptionsnævnet, jf. adoptionslovens § 25 b, stk. 1. Adoptionsnævnet kan i den forbindelse tage stilling til eventuelle sagsbehandlingsfejl i samrådet.

Adoptionsnævnet havde endvidere indtil en ændring af adoptionsloven i 1984 (lov nr. 216 af 16. maj 1984) kompetence til at fastsætte generelle regler vedrørende betingelserne for godkendelse som adoptant og til at føre tilsyn med bl.a. samrådene. Om baggrunden for lovændringen henvises til Folketingstidende 1983- 84, 2. samling, tillæg A, sp. 197-212.

Kompetencen til at fastsætte regler om godkendelse som adoptant og om adoptionssagers behandling tilkommer nu justitsministeren, jf. adoptionslovens § 25. Hjemlen er udnyttet til udsendelse af adoptionscirkulæret (cirkulære nr. 99 af 5. september 1986) og udgør grundlaget for de cirkulæreskrivelser, som Civilretsdirektoratet løbende udsender om konkrete og generelle adoptionsretlige spørgsmål. Civilretsdirektoratet fører endvidere tilsyn med samrådene bl.a. ved, at en række sager efter adoptionscirkulærets § 15 skal forelægges for direktoratet. Forelæggelsespligten er bl.a. med til at give direktoratet et bredt overblik over de særlige sagskategorier og indsigt i myndighedernes behandling af sagerne og giver ofte direktoratet anledning til at oplyse myndighederne om regler og sagsbehandlingsspørgsmål. Der henvises til betænkningen side 134-136.

Efter § 61 i lov om kommunernes styrelse fører Indenrigsministeriet tilsyn med, at amtskommunerne overholder lovgivningen. Tilsynet omfatter imidlertid alene den virksomhed, der varetages af amtskommunen, det vil sige amtsrådet, udvalgene og den amtskommunale forvaltning. Derimod omfatter tilsynet ikke nævn og udvalg m.v., der selvstændigt og uafhængigt af amtsrådet varetager opgaver. Indenrigsministeriets tilsyn omfatter heller ikke den sagsbehandling, som amtskommunen udfører som sekretariat for et sådant nævn eller udvalg m.v. Indenrigsministeriet fører således ikke tilsyn med adoptionssamrådene og samrådssekretariaterne.

3.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

3.2.1. Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem

I betænkningen side 28-29 redegøres for den kritik, der har været rejst mod det nugældende undersøgelses- og godkendelsessystem.

På baggrund heraf foreslår Adoptionsudvalget, at reglerne ændres, således at undersøgelsen af ansøgerne opdeles i tre adskilte faser.

Forslaget har bl.a. til formål, at ansøgere, der opfylder de generelle godkendelseskrav, der stilles til adoptanter, i højere grad selv skal vurdere, om de virkelig ønsker og har ressourcer til at adoptere et udenlandsk barn. For at ruste ansøgerne bedre til at foretage denne vurdering foreslår udvalget, at der indføres et obligatorisk adoptionsforberedende kursus for ansøgerne.

Forslaget om et faseopdelt godkendelsessystem skal endvidere ses på baggrund af, at Adoptionsudvalget har fundet det væsentligt, at der i videst mulig omfang opstilles klare og målbare godkendelseskriterier, hvis opfyldelse kan afklares i en meget tidlig fase af adoptionsforløbet - uden at en individuel vurdering af ansøgerne dog helt kan undværes.

Et mindretal i udvalget (Landsforeningen Adoption og Samfunds repræsentant), der er enig i forslaget om at indføre et faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem, har anført, at der er behov for at præcisere hensigten med og indholdet i de tre faser, idet en mangel på præcision i formuleringerne kan medføre, at adoptionssystemet udvikler sig til det værst tænkelige scenario - nemlig fastholdelse af det nuværende system udbygget med et obligatorisk kursus. Der henvises til betænkningen side 33-35.

3.2.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med samrådene

Adoptionsudvalget har anført, at den kritik, der i de seneste års debat har været rejst om uensartethed i samrådenes behandling og afgørelse af ansøgninger om godkendelse som adoptant, næppe helt kan afvises. I betænkningen er som bilag 7 optrykt en statistik over samrådenes og Adoptionsnævnets afgørelser om godkendelse som adoptanter. Som det fremgår af betænkningen side 136, er der tale om en foreløbig statistik. I bilag 2 til lovforslaget er medtaget statistiske oplysninger, der er fremkommet efter afgivelsen af betænkningen vedrørende samrådenes sager om godkendelse af adoptanter i 1996.

Udvalget har i lyset af de klare fordele, der er knyttet til, at adoptionssagerne behandles og vurderes regionalt i 16 amtskommunale adoptionssamråd, ikke fundet grund til at overveje en centralisering af disse funktioner. Udvalget har derimod fundet, at der på anden vis bør iværksættes forskellige tiltag med henblik på en større grad af ensartethed i samrådenes praksis.

Et flertal i udvalget (alle bortset fra Adoption og Samfunds repræsentant) foreslår på den baggrund, at Adoptionsnævnets ansvarsområde udvides, således at nævnet fremover skal fungere som tilsynsmyndighed i forhold til samrådene. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på, at Adoptionsnævnet i forbindelse med dets virksomhed som rekursinstans har kendskab til sagsrutinerne og forskelle i samrådenes praksis. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at Adoptionsnævnet som følge af dets sammensætning har en bred sagkundskab til rådighed, og at det har oparbejdet en betragtelig viden om international adoption og tillige er præget af en høj grad af kontinuitet, der må anses for at være af stor betydning for kvaliteten af et tilsyn. Der henvises til betænkningen side 137-138.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder, at der er en række argumenter, der taler imod at flytte tilsynet med samrådene og de amtslige opgaver til Adoptionsnævnet.

Mindretallet har anført, at det kan være vanskeligt at se, hvordan en flytning af opgaven fra centralmyndigheden (Civilretsdirektoratet) kan være forenelig med en styrket indsats på området. Der vil i dette tilfælde kunne skabes tvivl om ansvarsfordelingen mellem Civilretsdirektoratet og Adoptionsnævnet og i forhold til amtskommunerne og Indenrigsministeriet.

Mindretallet har endvidere henvist til, at Adoptionsnævnets medlemmer har kompetence med hensyn til konkrete forhold i forbindelse med godkendelse af adoptionsansøgninger og børn. Tilsynsopgaven spænder imidlertid videre og omfatter bl.a. vigtige spørgsmål omkring arbejdsmetoder og organisation. Her er det ifølge mindretallet vanskeligt at forvente, at Adoptionsnævnet har de nødvendige kvalifikationer, mens det må være naturligt at knytte denne forventning til Civilretsdirektoratet.

Mindretallet har endelig henvist til, at et særligt problem i forbindelse med den kritik af samrådenes og amtskommunernes virke på området, der gennem årene har været rejst, har været, at området synes at have unddraget sig politisk kontrol. Det synes derfor ifølge mindretallet ikke logisk at flytte tilsynet væk fra et område under ministeransvar.

Sammenfattende finder mindretallet, at der er meget, der taler for at lade tilsynsopgaverne forblive i Civilretsdirektoratet, men at tilsynsopgaven må opprioriteres. Der henvises til betænkningen side 144-145.

Spørgsmålet om opnåelse af en større grad af ensartethed i samrådenes praksis må ses i sammenhæng med Adoptionsudvalgets anbefaling af, at der på et mere overordnet plan sker en opprioritering af adoptionsområdet. Der henvises herom til pkt. 13 nedenfor.

3.2.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne

Et mindretal i udvalget (et medlem: Foreningen af Statsamtsjurister og Foreningen af Statsamtmænds repræsentant) har anført, at samrådene og samrådssekretariaterne, der i dag henhører under amtskommunerne, bør henlægges til statsamterne, således at både forundersøgelse og bevillingsudstedelse foretages i statsamtligt regi. Mindretallet har bl.a. henvist til, at en samling af alle dele af en adoptionssags behandling og afgørelse under samme myndighed vil medføre kortere sagsbehandlingstid og betyde en forenklet og mere overskuelig betjening af adoptionsansøgere.

Udvalgets flertal (alle øvrige medlemmer) går derimod ind for at bevare samrådene og samrådssekretariaterne under amtskommunerne. Flertallet henviser bl.a. til, at en væsentlig grund til at flytte en opgave fra een myndighed til en anden i almindelighed må være, at der herved opnås en forbedring, f.eks. i form af kortere sagsbehandlingstid, større overskuelighed for borgerne eller større ensartethed i afgørelserne, men at man ikke umiddelbart finder, at sådanne hensyn taler for at overflytte samrådssekretariaterne til statsamtligt regi.

Der henvises til betænkningen side 40-41.

3.3. Justitsministeriets forslag.

3.3.1. Faseopdelt undersøgelses- og godkendelsessystem

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der er behov for at ændre de nuværende regler for undersøgelse og godkendelse af personer, der ansøger om at blive godkendt som adoptanter.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig udvalgets forslag om at opdele undersøgelses- og godkendelsesforløbet i tre adskilte faser.

Justitsministeriet er dog samtidig enig med mindretallet i, at forslaget om et nyt, faseopdelt undersøgelses- og godkendelsesforløb ikke blot må føre til en udbygning af det hidtidige system.

Meningen er, at det nye undersøgelses- og godkendelsesforløb skal være - og blive opfattet som - bedre end det gamle, herunder ved, at undersøgelsen i højere grad får karakter af en dialog mellem ansøgerne og myndighederne og ved, at det meget tidligt i forløbet afklares, om ansøgerne opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptanter.

Justitsministeriet foreslår, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet tilrettelægges således

Fase 1

I fase 1 indgives ansøgningen om godkendelse som adoptanter til amtskommunen, og ansøgerne udfylder et skema med oplysning om bl.a. ansøgernes alder, civilstand, beskæftigelse og boligforhold og et skema om helbredserklæring til brug ved adoption. Ansøgerne bliver endvidere bedt om at give samtykke til, at amtskommunen kan indhente oplysninger om ansøgernes straf- og skatteforhold.

Endvidere finder der som hidtil en orienterende samtale sted mellem ansøgerne og amtskommunens sagsbehandler. Ved denne samtale modtager ansøgerne nærmere oplysninger om adoptionssagens forløb, hvilke krav der stilles til adoptivforældre, hvilke emner der skal belyses, og hvad oplysningerne skal bruges til.

På baggrund af de modtagne oplysninger træffer adoptionssamrådet afgørelse om, hvorvidt de generelle krav for godkendelse som adoptant er opfyldt. Er kravene ikke opfyldt, får ansøgeren med det samme afslag på ansøgningen. En ansøger skal således ikke igennem alle 3 faser, hvis det allerede efter fase 1 er klart, at ansøgningen ikke kan imødekommes.

I fase 1 bør der efter Justitsministeriets opfattelse tages stilling til, om ansøgerne opfylder kravene til alder, antal børn, boligforhold, samlivets varighed, strafforhold m.v. Der bør endvidere så vidt muligt tages stilling til, om ansøgernes helbredsforhold er til hinder for godkendelse som adoptanter.

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at spørgsmålet om godkendelse af adoptivforældre så vidt muligt bør afgøres efter målbare kriterier. Derved får ansøgerne mulighed for i højere grad at forudse udfaldet af deres ansøgning, og samrådenes godkendelsespraksis bliver mere ensartet.

Efter Justitsministeriets opfattelse må der imidlertid i et vist omfang foretages en konkret vurdering af, om betingelserne for godkendelse er opfyldt. Det vil således efter Justitsministeriets opfattelse ikke være hensigtsmæssigt f.eks. at opstille præcise krav til boligens størrelse. Det afgørende må være, om boligen kan anses for egnet til at udgøre de fysiske rammer for et barns opvækst, og i den forbindelse vil forhold som boligens beliggenhed, indretning m.v. kunne spille en lige så stor rolle som boligens størrelse. På samme måde bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke opstilles præcise krav til adoptanternes indkomstforhold, idet andre forhold som f.eks. familiens forbrugsmønster vil kunne spille en lige så stor rolle for, om adoptanterne i økonomisk henseende vil kunne sikre barnet en god opvækst.

Det vil efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke være hensigtsmæssigt - om overhovedet muligt - at opstille positiv- og negativlister over helbreds- og strafforhold. Der bør således være plads til, at samrådene og Adoptionsnævnet ved afgørelsen af, om en ansøger kan godkendes som adoptant, tager hensyn til de konkrete omstændigheder i sagen.

Fase 2

I fase 2 skal ansøgere, der opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptanter, gennemgå et obligatorisk, adoptionsforberedende kursus. Formålet med kurset er bl.a. at give ansøgerne grundlag for selv at vurdere, om de har ressourcer til at adoptere et udenlandsk barn.

Kurserne vil bl.a. skulle sætte ansøgerne i stand til over for dem selv at få prøvet og bekræftet deres motiv til at adoptere, og ansøgerne vil blive undervist og rådgivet om en række forhold, der er af betydning ved adoption af et udenlandsk barn, herunder adoptivbørnenes baggrund, børnenes tilpasning i familien, børnenes reaktioner på nye omgivelser og omgivelsernes reaktioner på børnene m.v.

Med hensyn til spørgsmålet om kursets indhold og varighed m.v., og om kurser for andre end førstegangsansøgende henvises til lovforslagets pkt. 5.3 nedenfor.

Fase 3

I fase 3 skal det afgøres, om de ansøgere, der opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptanter, og som efter deltagelse i det adoptionsforberedende kursus oplyser, at de opretholder ønsket om at adoptere, også efter en individuel vurdering kan anses for egnede som adoptivforældre.

En stor del af de afslag på ansøgninger om godkendelse som adoptant, der gives efter de gældende regler, sker med henvisning til, at de generelle krav ikke er opfyldt.

Sigtet med det obligatoriske, adoptionsforberedende kursus i fase 2 er bl.a., at de ansøgere, der ganske vist opfylder de generelle krav, men som alligevel ikke er egnede som adoptanter, selv kommer til at indse dette og derfor tilbagekalder deres ansøgning.

Det må på den baggrund forventes, at antallet af sager, hvor det i fase 3 viser sig nødvendigt efter en individuel vurdering at nægte ansøgerne godkendelse som adoptanter, bliver begrænset. Der bør dog efter Justitsministeriets opfattelse ikke - som foreslået af et mindretal i Adoptionsudvalget (Landsforeningen Adoption og Samfunds repræsentant)( betænkningen , side 35) - på forhånd sættes tal på, hvilken afslagsprocent i fase 3, der kan accepteres.

Undersøgelsen i fase 3 må forventes i hovedparten af sagerne at kunne koncentreres om en individuel beskrivelse af ansøgerne. Denne beskrivelse vil dels have til formål at give samrådet det fornødne grundlag for at træffe afgørelse om godkendelse som adoptant og fastsætte de nærmere rammer for godkendelsen (herunder om ansøgerne kan godkendes til et lille eller et større barn), dels at give de udenlandske myndigheder det fornødne grundlag for deres afgørelse om godkendelse af ansøgerne og anvisning af et barn (matching).

Beskrivelsen må tilvejebringes i et samarbejde mellem sagsbehandler og ansøgere under det antal samtaler, herunder et hjemmebesøg, der i den enkelte sag må anses for nødvendig.

Justitsministeriet forudsætter herved, at omfanget af fase 3 skal være klart mere begrænset end en forundersøgelse med henblik på godkendelse som adoptant efter de nugældende regler. Det indebærer bl.a., at en række forhold, der er omtalt i betænkningen kapitel 4, herunder indstilling til børn og unge, familiære forhold m.v., i almindelighed forudsættes tillagt betydeligt mindre vægt end efter hidtidig praksis. Det forudsættes således, at det klart skal have undtagelsens karakter, at der bliver givet afslag på godkendelse som adoptant i denne fase.

Hvis sagsbehandleren er i tvivl om, hvorvidt ansøgerne bør godkendes som adoptanter, må undersøgelsen dog ventes at blive mere omfattende, eventuelt med inddragelse af en anden sagsbehandler og efter omstændighederne psykiatrisk eller psykologisk bistand.

3.3.2. Større grad af ensartethed i samrådenes praksis og tilsyn med samrådene

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der bør søges opnået en større grad af ensartethed i samrådenes praksis.

Det bør efter Justitsministeriets opfattelse i princippet være sådan, at en sag om godkendelse som adoptant alt andet lige får den samme behandling og det samme udfald, uanset hvor i landet ansøgerne bor. De statistiske oplysninger, der er omtalt ovenfor under pkt. 3.2.2. og i bilag 2 til lovforslaget, synes imidlertid at vise, at det ikke helt er tilfældet.

En højere grad af ensartethed i behandlingen og afgørelsen af sagerne vil efter Justitsministeriets opfattelse kunne bidrage væsentligt til at styrke tilliden til og tilfredsheden med adoptionssystemet og dermed imødekomme den kritik af det, der har været rejst.

Adoptionsnævnet bidrager gennem sin virksomhed som klageinstans i forhold til samrådenes afgørelser til en ensartet praksis i de 16 adoptionssamråd. Når de statistiske oplysninger alligevel viser en vis uensartethed i praksis, skyldes det formentlig bl.a., at Adoptionsnævnet efter de gældende regler kun får forelagt sager og dermed kun har mulighed for at gribe korrigerende ind i tilfælde, hvor der er givet afslag på godkendelse som adoptant.

Antallet af klagesager, der bliver forelagt for Adoptionsnævnet, må endvidere forventes at falde i de kommende år som følge af det foreslåede nye undersøgelses- og godkendelsessystem, jf. ovenfor pkt. 3.2.1. Også af denne grund vil Adoptionsnævnet være afskåret fra gennem virksomheden som klageinstans at sikre den ønskede højere grad af ensartethed i samrådenes praksis.

For at opnå en højere grad af ensartethed i samrådenes praksis er det derfor nødvendigt enten at udvide Adoptionsnævnets opgaver til også at omfatte tilsynet med samrådene eller at intensivere det tilsyn, der i dag udøves af Civilretsdirektoratet.

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at Adoptionsnævnet må antages at have de bedste forudsætninger for at føre tilsyn med samrådene. Justitsministeriet foreslår derfor, at det i adoptionslovens § 25 b fastsættes, at Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådene efter regler fastsat af justitsministeren.

Kompetencen til at fastsætte generelle regler om godkendelse som adoptant og om adoptionssagers behandling skal efter forslaget fortsat ligge hos justitsministeren (Civilretsdirektoratet), jf. adoptionslovens § 25.

3.3.3. Placering af samrådene og samrådssekretariaterne

Efter Justitsministeriets opfattelse vil der næppe med hensyn til ensartethed i afgørelserne om godkendelse som adoptant eller med hensyn til sagsbehandlingstid m.v. være væsentlige fordele forbundet med som foreslået af et mindretal i Adoptionsudvalget at flytte samrådene og samrådssekretariaterne fra amtskommunerne til statsamterne.

Amtskommunerne besidder betydelig faglig ekspertise vedrørende børns vilkår og udviklingsmuligheder, og der vil derfor næppe heller med hensyn til sagsbehandlingens og samrådsafgørelsernes kvalitet kunne vindes noget ved en sådan flytning. Det forhold, at adoptionsbevillingen udstedes at statsamtet, kan efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke begrunde en flytning.

Justitsministeriet foreslår derfor i overensstemmelse med flertallet i udvalget, at samrådene og samrådssekretariaterne som hidtil skal henhøre under amtskommunerne.

4. De formidlende organisationer

4.1. De gældende regler

Adoptionsformidlingen af udenlandske børn varetages at de formidlende organisationer Adoption Center, DanAdopt og Terre des Hommes, som justitsministeren efter adoptionslovens § 30 har givet tilladelse til at yde adoptionshjælp.

Justitsministeren (Civilretsdirektoratet) har i de formidlende organisationers autorisationer fastsat de nærmere rammer for organisationernes virksomhed og fører tilsyn med overholdelsen heraf. Om de formidlende organisationers virksomhed og om omfanget af tilsynet med organisationerne henvises til betænkningen kapitel 9, side 160 ff.

En sag om adoption af et udenlandsk barn indledes ved, at ansøgerne retter henvendelse til en af de tre godkendte formidlende organisationer, der herefter på ansøgernes vegne indsender en ansøgning om godkendelse som adoptanter til amtskommunen.

Der er imidlertid efter adoptionsloven i princippet ikke noget til hinder for, at ansøgere i Danmark søger at gennemføre en privat fremmedadoption uden bistand fra en formidlende organisation. Om private fremmedadoptioner henvises til betænkningen side 153- 154. Den bemyndigelse, som justitsministeren efter adoptionslovens § 30, stk. 3, har til at fastsætte regler om, at personer, der ønsker at adoptere, pålægges at søge bistand hos en godkendt formidlende organisation, er således ikke udnyttet.

4.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

4.2.1. Betingelserne for autorisation

Adoptionsudvalgets flertal (alle bortset fra Adoption og Samfunds repræsentant) finder ikke, at der er grundlag for at ændre på kravene til organisationer, der ønsker at få autorisation til adoptionsformidling.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant), der i øvrigt er kritisk over for de gældende autorisationers indhold, finder, at der bør opstilles specifikke krav således, at enhver organisation, der opfylder betingelserne, kan og skal autoriseres.

Der henvises til betænkningen side 182-183.

4.2.2. Tilsynet med de formidlende organisationer

Der er i Adoptionsudvalget enighed om, at der bør ske en styrkelse af tilsynet med de formidlende organisationers virksomhed. Det skyldes bl.a. Haagerkonventionens krav til tilsynsvirksomheden samt forslaget om en ændret procedure for godkendelse af udenlandske matchingforslag, der er omtalt nedenfor under pkt. 11.

Et flertal i udvalget (alle bortset fra Adoption og Samfunds repræsentant) foreslår, at tilsynet med de formidlende organisationers behandling af udenlandske matchingforslag og med organisationernes virksomhed i udlandet henlægges til Adoptionsnævnet.

Det almindelige tilsyn med de formidlende organisationer, herunder med de organisationsmæssige og økonomiske forhold, samt beføjelserne til eventuelt at skride ind over for organisationerne, bør derimod efter flertallets opfattelse fortsat ligge hos Civilretsdirektoratet, der har har meddelt organisationerne autorisation. Der henvises til betænkningen side 139-140.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder, at tilsynet med de formidlende organisationer bør forblive i Civilretsdirektoratet, men at tilsynsopgaverne bør opprioriteres. Der henvises til betænkningen side 144-145.

Mindretallet har i øvrigt på en række punkter rejst kritik af de formidlende organisationers og tilsynsmyndighedens virksomhed. Disse kritikpunkter - som de formidlende organisationer finder er overraskende og udokumenterede - vil blive søgt afklaret i en dialog mellem de formidlende organisationer, Adoption og Samfund og Civilretsdirektoratet. Der henvises til betænkningen side 175- 178.

4.2.3. Tilmelding til en formidlende organisation

Efter Adoptionsudvalgets opfattelse bør internationale adoptioner i videst muligt omfang gennemføres af en autoriseret formidlende organisation. Efter udvalgets opfattelse bør det overvejes at udnytte bemyndigelsen i adoptionslovens § 30, stk. 3, til at fastsætte, at personer, der ønsker at adoptere, bortset fra tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, skal søge bistand hos en formidlende organisation. Der henvises til betænkningen side 166.

Udvalget har endvidere drøftet, på hvilket tidspunkt i undersøgelses- og godkendelsesforløbet en adoptionsansøger bør være tilmeldt en formidlende organisation.

Et flertal i udvalget (6 medlemmer: formanden, repræsentanterne for de formidlende organisationer og repræsentanterne for statsamterne og amtskommunerne) finder, at den gældende ordning, hvorefter adoptionssager normalt indledes med, at adoptionsansøgerne henvender sig til en af de tre formidlende organisationer, bør bevares.

Et mindretal i udvalget (3 medlemmer: Justitsministeriets repræsentanter og repræsentanten for Adoption og Samfund) finder, at tilmelding til en formidlende organisation først bør kræves, når fase 2 er gennemført.

Der henvises til betænkningen side 36-40.

4.3. Justitsministeriets forslag

4.3.1. Betingelserne for autorisation

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at der ikke er behov for at ændre reglerne for godkendelse af formidlende organisationer. Jusitsministeriet foreslår på den baggrund ingen ændringer i adoptionslovens § 30, stk. 1.

At drive adoptionsformidling stiller store krav til organisationen om bl.a. et bredt kontaktnet i giverlandene, et sagkyndigt personale, der kan betjene ansøgerne, et solidt økonomisk fundament, således at ansøgerne har sikkerhed for, at organisationen ikke pludselig ophører med at virke, osv.

Justitsministeriet har ikke kendskab til, at der er organisationer ud over de tre allerede godkendte, der ønsker tilladelse til at drive adoptionsformidling. Hvis der imidlertid på et tidspunkt fremkommer en sådan ansøgning, vil Justitsministeriet være positivt indstillet over for ansøgningen, hvis organisationen kan leve op til de samme betingelser, som de nuværende organisationer skal overholde.

4.3.2. Tilsynet med de formidlende organisationer

De formidlende organisationer varetager en så central funktion i det danske adoptionssystem, at der er en naturlig offentlig interesse i at sikre, at organisationernes arbejde tilrettelægges og udføres så hensigtsmæssigt og effektivt som muligt.

Justitsministeriet er på den baggrund enig i, at der som foreslået af et enigt Adoptionsudvalg - også repræsentanterne for de formidlende organisationer - bør ske en styrkelse af tilsynet med de formidlende organisationers virksomhed.

De formidlende organisationers autorisation meddeles af Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet). På den baggrund bør det almindelige tilsyn med de formidlende organisationers organisationsmæssige og økonomiske forhold og beføjelsen til eventuelt at skride ind over for organisationerne efter Justitsministeriets opfattelse fortsat ligge hos Civilretsdirektoratet.

I forbindelse med forslaget om en ændret procedure for godkendelse af udenlandske matchingforslag, der er omtalt nedenfor under pkt. 11, får de formidlende organisationer for fremtiden et betydeligt ansvar for vurderingen af, om et udenlandsk matchingforslag ligger inden for ansøgernes godkendelse.

Justitsministeriet kan i den forbindelse tilslutte sig flertallets forslag om, at tilsynet med de formidlende organisationers behandling af udenlandske matchingforslag henlægges til Adoptionsnævnet. Adoptionsnævnet har således som klageinstans i forhold til samrådenes afgørelser oparbejdet et betydeligt erfaringsgrundlag og har dermed efter Justitsministeriets opfattelse de bedste forudsætninger for at føre tilsyn med de vurderinger, som de formidlende organisationer foretager med hensyn til, om udenlandske matchingforslag ligger inden for eller uden for ansøgernes godkendelse.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig flertallets forslag om at henlægge tilsynet med de formidlende organisationers virksomhed i udlandet til Adoptionsnævnet. Forslaget må bl.a. ses i sammenhæng med forslaget omtalt nedenfor under pkt. 13 om, at Adoptionsnævnet skal være ansvarlig for at indhente, bearbejde og formidle viden på adoptionsområdet, såvel på nationalt som på internationalt plan. Derved opnår Adoptionsnævnet de informationer om den internationale udvikling på adoptionsområdet, som må anses for en forudsætning for et effektivt tilsyn med de formidlende organisationers virksomhed i udlandet.

Da beføjelsen til eventuelt at skride ind over for de formidlende organisationer som nævnt fortsat bør ligge hos Civilretsdirektoratet, må Adoptionsnævnet indberette sagen til Civilretsdirektoratet, hvis nævnet i forbindelse med dets tilsynsvirksomhed er blevet opmærksom på forhold, der efter nævnets opfattelse gør det nødvendigt at gribe ind over for organisationerne. Der vil dog ikke være noget til hinder for, at Adoptionsnævnet på egen hånd retter henstillinger til organisationerne i anledning af tilsynsvirksomheden.

Adoptionsnævnets tilsynsvirksomhed med de formidlende organisationer, der forudsætter en ændring af adoptionslovens § 30, påtænkes udøvet i henhold til regler, der fastsættes af justitsministeren. Der påtænkes i den forbindelse fastsat regler om, at Civilretsdirektoratet kan indhente udtalelser fra Adoptionsnævnet om generelle og konkrete spørgsmål vedrørende de formidlende organisationer, og om nævnets underretning af direktoratet om forhold, som tilsynet giver anledning til.

4.3.3. Tilmelding til en formidlende organisation

Justitsministeriet er enig med mindretallet i udvalget i, at tilmelding til en formidlende organisation først bør kræves ved indledningen af fase 3.

Det er således efter Justitsministeriets opfattelse en naturlig konsekvens af den foreslåede nye undersøgelses- og godkendelsesordning, hvor der i fase 2 er indlagt et kursusforløb, at ansøgerne ikke behøver at vælge en formidlende organisation, før fase 2 er afsluttet, og ansøgerne derved har fået bedre forudsætninger for at vælge formidlende organisation.

Justitsministeriet er opmærksom på de fordele for ikke mindst adoptionsansøgerne selv i form af mulighed for vejledning m.v., der som anført af flertallet er forbundet med at være tilmeldt en formidlende organisation allerede fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om godkendelse som adoptant.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør det imidlertid være frivilligt for ansøgerne, om de ønsker at benytte sig af disse fordele, eller om de ønsker at vente med at tilmelde sig en formidlende organisation, indtil fase 2 er overstået, og ansøgerne dermed gennem kursusforløbet har fået bedre forudsætninger for at vælge organisation og er blevet sikre på deres ønske om at adoptere.

Derimod bør der efter Justitsministeriets opfattelse stilles krav om, at ansøgerne er tilmeldt en formidlende organisation, inden de påbegynder fase 3. En ansøger bør således normalt ikke kunne godkendes som adoptant, medmindre den pågældende er tilmeldt en godkendt formidlende organisation. Det bør således fastholdes, at adoption af udenlandske børn bør gennemføres med bistand af de formidlende organisationer, som er godkendt hertil, og ikke på den måde, at godkendte adoptionsansøgere på egen hånd søger at opspore et barn i udlandet (private fremmedadoptioner).

5. Rådgivning og vejledning af adoptionsansøgere

5.1. De gældende regler

Efter den nuværende ordning sker den rådgivning og vejledning, som det offentlige yder til ansøgere om adoption, hovedsagelig i forbindelse med de samtaler, som amtskommunens sagsbehandlere har med de pågældende som led i undersøgelsen af, om ansøgerne kan godkendes som adoptanter.

Det offentlige yder endvidere rådgivning af personer, der er blevet godkendt som adoptanter, både i forbindelse med, at et barn bringes i forslag, og umiddelbart efter hjemtagelsen af barnet.

Adoptionsansøgere og adoptanter har også mulighed for at modtage rådgivning og vejledning hos de formidlende organisationer Adoption Center, DanAdopt og Terres des Hommes og hos Landsforeningen Adoption og Samfund, der er en privat forening af adoptivforældre og voksne adopterede. Der henvises til betænkningen side 103-108.

5.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Adoptionsudvalget har fundet, at der er behov for at styrke rådgivningen af adoptionsansøgere. Udvalget har derfor foreslået, at der indføres et adoptionsforberedende kursus, der skal være obligatorisk for førstegangsansøgere og frivilligt for personer, der har adopteret tidligere.

Kurset skal efter forslaget placeres som fase 2 i det foreslåede nye undersøgelses- og godkendelsesforløb, jf. ovenfor pkt. 3.3, men skal i øvrigt være adskilt fra dette forløb. De oplysninger om ansøgerne, der kommer frem under kurset, må således ikke videregives til brug for undersøgelsen og godkendelsen.

Adoptionsudvalget har skitseret de hovedtemaer, der bør indgå i kursusforløbet. Det drejer sig bl.a. om ansøgernes motiv for at adoptere, adoptivbarnets baggrund, adoptivbarnets tilpasning i familien, adoptivbarnets reaktioner på de nye omgivelser og adoptivbarnets følelser. Der henvises til betænkningen side 114-115.

Adoptionsudvalget har fundet, at kursusforløbet er en offentlig opgave, og at det er en følge af Haagerkonventionens artikel 9, litra c, at den myndighed, der i henhold til konventionen er udpeget som centralmyndighed (i Danmark Civilretsdirektoratet), har det overordnede ansvar for tilrettelæggelsen af det adoptionsforberedende kursus. Udvalget peger i den forbindelse på muligheden af, at dette sker i samarbejde mellem de involverede myndigheder og organisationer, herunder Civilretsdirektoratet, Adoptionsnævnet, de formidlende organisationer og Landsforeningen Adption og Samfund. Der henvises til betænkningen side 114 og side 141.

5.3. Justitsministeriets forslag

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der er behov for at styrke det offentliges rådgivning og vejledning af personer, der ansøger om godkendelse som adoptanter til et barn fra et andet land.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig Adoptionsudvalgets forslag om indførelsen af et adoptionsforberedende kursus, der placeres som fase 2 i det nye undersøgelses- og godkendelsesforløb.

Da deltagelsen i kurset ikke alene er i ansøgernes egen men også i adoptivbørnenes og det offentliges interesse, er Justitsministeriet enig med udvalget i, at kurset bør være obligatorisk for førstegangsansøgere.

Det Danske Center for Menneskerettigheder har i forbindelse med høringen over betænkningen anført, at det ikke forekommer ganske stemmende med Haagerkonventionen generelt at fritage ansøgere, der tidligere har adopteret, fra det obligatoriske kursus. Med henvisning til konventionens bærende princip om hensynet til barnets bedste, vil også andengangsansøgere i nogle tilfælde efter Centrets opfattelse have behov for rådgivning. Som eksempel nævner Centret, at et (måske) større barns integration i en familie med et adopteret eller et biologisk barn i mange tilfælde kan forudsætte en vis rådgivning med hensyn til søskendeaccept og søskendejalousi.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at samrådet får mulighed for efter regler fastsat af justitsministeren at bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det, jf. forslaget til § 25 c, stk. 2.

De nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af kurserne vil blive fastsat af justitsministeren, jf. forslaget til § 25 c, stk. 3. Justitsministeriet er i den forbindelse indstillet på at fastsætte regler om, at ansøgerne skal have bevis for gennemførelsen af kurset, men der påtænkes ikke fastsat krav om prøver eller eksamen i forbindelse med afslutningen af kurset.

Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) vil i øvrigt inddrage de berørte myndigheder og organisationer i tilrettelæggelsen af kurserne.

Med hensyn til indholdet af de obligatoriske kurser for førstegangsansøgere er Justitsministeriet indstillet på at tage udgangspunkt i den opregning af hovedtemaer, der er anført i betænkningen side 114-115. Under kursusforløbet bør man således bl.a. komme ind på adoptanternes motiv for at adoptere, adoptivbarnets tilpasning i den nye familie, barnets reaktion på de nye omgivelser og omgivelsernes reaktion på barnet. Man bør endvidere komme ind på behovet for senere at tale med barnet om dets baggrund og forskellige følelsesmæssige forhold, herunder eventuelle identitetsproblemer hos barnet.

Kurserne vil af hensyn til deltagerne blive søgt afviklet flere steder i landet og med så hyppige mellemrum, at behandlingen af ansøgningerne om godkendelse som adoptant ikke unødigt forsinkes.

I medfør af forslaget til § 25 c, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte regler om betaling for deltagelsen i kurserne. Justitsministeriet er indstillet på at fastsætte betalingen svarende til ca. 1/3 af de samlede udgifter. Det vil for så vidt angår kurserne for førstegangsadoptanter sige ca. 5.000 kr. i alt for et ægtepar. Der henvises til pkt. 14 nedenfor om lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

6. Aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbarn

6.1. De gældende regler

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1, kan en ansøger ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, godkendes som adoptant, hvis der på tidspunktet for ansøgningens indgivelse er over 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn.

Bestemmelsen indebærer, at en ansøger, der ønsker at blive godkendt til adoption af et lille barn (mellem 0-36 måneder), ikke må være fyldt 41 år på ansøgningstidspunktet.

Bestemmelsen opstiller ikke en fast aldersgrænse for ansøgeren, men et krav om, at der ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, må være over 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn. Der er således en fleksibilitet i bestemmelsen, som indebærer, at ansøgere, der er over 40 år, og som derfor normalt ikke vil kunne godkendes til adoption af et lille barn, vil kunne godkendes til adoption af et større barn.

Alderskravet skal være opfyldt på tidspunktet for ansøgningens indgivelse. Det betyder, at personer, der ansøger om at adoptere et lille barn, som følge af den tid, der går med at blive undersøgt og godkendt og få anvist et barn, vil kunne være 41-44 år ved modtagelsen af barnet.

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, kan betingelsen om 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn fraviges, hvis ansøgerne inden rimelig tid - det vil i praksis sige ca. 1 1/2 år - efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn.

Bestemmelsen gør det muligt for adoptanter, der allerede har adopteret et barn, at adoptere endnu et barn, selv om de ikke opfylder den almindelige aldersbetingelse om en maksimal aldersforskel på 40 år mellem ansøgere og barn. Bestemmelsen indebærer, at adoptanterne, der som nævnt vil kunne være 41-44 år ved modtagelsen af det første lille barn, vil kunne være ca. 44-47 år ved modtagelsen af det andet lille barn.

6.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Der har i Adoptionsudvalget været enighed om, at det i almindelighed vil være at foretrække, at adoptivforhold stiftes inden for den aldersperiode, hvor en familie normalt får biologiske børn. Udvalget har herved bl.a. lagt vægt på, at adoptivbarnet ikke bør stilles yderligere anderledes end børn i biologiske familier ved, at adoptivbarnets forældre er betydeligt ældre end forældrene til adoptivbarnets jævnaldrene skolekammerater og venner. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at adoptanterne ikke bør være for gamle, og at de har de nødvendige ressourcer under hele barnets opvækst.

Adoptionsudvalget har i den forbindelse anført, at det kan forekomme uhensigtsmæssigt at godkende ansøgere til adoption i tilfælde, hvor giverlandene ikke vil være indstillet på at medvirke hertil på grund af ansøgernes alder. Fastsættelsen af de danske alderskrav bør derfor efter udvalgets opfattelse næppe ske uden en vis hensyntagen til de reelle muligheder for, at giverlandene vil anvise ansøgerne et barn.

Der har i Adoptionsudvalget endvidere været enighed om, at det er til fordel for barn og familie, at den første adoption gennemføres tidligt, og at det bør overvejes, på hvilke måder man bedst kan gennemføre en holdningspåvirkning med sigte på, at adoption betragtes som et ligeværdigt alternativ til biologisk fødsel med teknisk bistand, og ikke som en sidste chance når teknisk hjælp efter en række forsøg ikke har givet det ønskede resultat.

Mens der således har været enighed i udvalget om, at der bør iværksættes initiativer med henblik på at sikre, at den første adoption gennemføres tidligere, har der ikke i udvalget kunnet opnås enighed om at foreslå en generel skærpelse af aldersgrænserne som et middel hertil.

Et flertal i udvalget (5 medlemmer: formanden, repræsentanterne for Justitsministeriet, repræsentanten for statsamterne og repræsentanten for Terre des Hommes) har frarådet, at der gennemføres en generel lempelse af alderskravene for ansøgere til mindre børn mellem 0-36 måneder. Udgangspunktet for aldersreglerne bør således efter flertallets opfattelse fortsat være, at der på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om godkendelse som adoptant ikke må være over 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn.

Flertallet finder dog, at en vis fleksibilitet vil være forsvarlig i tilfælde, hvor den ene ansøger er ældre end 40 år, men hvor den anden er noget yngre. Flertallet har endvidere for så vidt angår adoption af større børn og andre vanskeligt anbringelige børn anbefalet en større fleksibilitet over for alderskravene under forudsætning af, at ansøgerne - bl. a. gennem erfaring med egne børn - har de særlige kvalifikationer, der vil kunne medvirke til at sikre et gunstigt adoptionsforløb med et sådant barn.

Flertallet er delt i spørgsmålet om, hvorvidt den fleksibilitet med hensyn til alderskravet ved adoption af endnu et barn, som den gældende bestemmelse i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, giver mulighed for, bør opretholdes.

3 medlemmer inden for flertallet (Justitsministeriets repræsentanter og repræsentanten for Terre des Hommes) har fundet, at der fortsat kan være grund til en vis fleksibilitet med hensyn til alderskravet, hvis ansøgerne i en sen alder har adopteret deres første barn og derefter ønsker at adoptere endnu et barn.

Udgangspunktet om, at der ikke må være mere end 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn, bør således ifølge disse medlemmers opfattelse fortsat kunne fraviges, hvis ansøgerne inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn.

En ansøgning om adoption af et lille barn mellem 0-36 måneder bør dog ifølge disse medlemmer ikke kunne indgives så sent, at ansøgerne vil kunne modtage barnet på et tidspunkt, hvor de (kvinden) på grund af reglerne i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. ville have været afskåret fra at få et barn ved kunstig befrugtning. Efter § 6 i den nævnte lov må kunstig befrugtning ikke finde sted i de tilfælde, hvor den kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år (det vil sige 46 år på nær en dag).

Der henvises til betænkningen side 53.

2 medlemmer inden for flertallet (formanden og statsamternes repræsentant) har anført, at den gældende regel i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, åbner mulighed for adoption i tilfælde, hvor adoptanternes alder ligger ud over, hvad der i almindelighed er ønskeligt af hensyn til barnet. Disse medlemmer har derfor fundet, at denne regel bør ophæves, hvis der ikke sker en væsentlig skærpelse af alderskravene for førstegangsadoptanter af små børn.

Der henvises til betænkningen side 53-54.

Et mindretal i Adoptionsudvalget (3 medlemmer: repræsentanten for de amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariater og repræsentanterne for Adoption Center og DanAdopt) har foreslået en skærpelse af de gældende aldersregler.

Efter mindretallets opfattelse skal det være en betingelse for godkendelse som adoptanter, at ingen af ansøgerne er fyldt 40 år på tidspunktet for samrådsgodkendelsen. Godkendelse skal dog kunne ske, selv om aldersbetingelsen ikke er opfyldt, hvis ansøgerne ønsker at blive godkendt til et barn, der er ældre end 36 måneder, hvis det drejer sig om adoption af et barn, der er søskende til et barn, som ansøgerne har adopteret i forvejen, eller hvis ansøgerne i forvejen har erfaringer med egne børn i hjemmet og ønsker at blive godkendt til et handicappet barn.

Den foreslåede 40 års aldersgrænse skal kunne fraviges, hvis kun den ene ansøger overskrider aldersgrænsen, og ansøgernes sammenlagte alder på tidspunktet for samrådsgodkendelsen er under 78 år.

Det skal ifølge mindretallet under alle omstændigheder være en betingelse for godkendelse, at ingen af ansøgerne på godkendelsestidspunktet er fyldt 45 år.

Der henvises til betænkningen side 54-56.

Et andet mindretal i udvalget (1 medlem: Adoption og Samfunds repræsentant) har peget på en række principper, der bør lægges til grund ved fastsættelsen af reglerne om aldersforskel mellem ansøgere og barn. Disse principper fører ifølge dette mindretal til, at den yngste i parret (eller den enlige) højst må være fyldt 45 år, at aldersforskellen mellem barnet og den yngste ansøger (eller den enlige) for så vidt angår det første barn højst må være 40 år, at den ældste ansøger højst må være fyldt 50 år, og at alderskravene skal være opfyldt på ansøgningstidspunktet.

Der henvises til betænkningen side 56-57.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

Reglerne om aldersforskel mellem ansøgere og barn bør efter Justitsministeriets opfattelse medvirke til at sikre, at adoptanterne under hele barnets opvækst har de fornødne ressourcer til at tage sig af barnet og har lyst og evne til at tage del i barnets leg og øvrige aktiviteter.

Aldersreglerne bør endvidere tage hensyn til det forhold, at mulighederne for, at barnet kan beholde begge sine forældre, indtil det bliver voksent, rent statistisk er mindre, jo ældre forældrene er ved modtagelsen af barnet.

Det bør også søges undgået, at aldersreglerne medvirker til at stille adoptivbørn anderledes end børn i biologiske familier ved, at adoptivbørns forældre er betydeligt ældre end forældrene til adoptivbørnenes jævnaldrene skolekammerater og venner.

På den baggrund er Justitsministeriet som udgangspunkt enig med Adoptionsudvalget i, at det i almindelighed bør foretrækkes, at adoptivforhold stiftes inden for den aldersperiode, hvor en familie normalt får biologiske børn.

Ved fastsættelsen af aldersreglerne for adoption bør der endvidere tages hensyn til mulighederne for at få foretaget kunstig befrugtning. Efter § 6 i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. må kunstig befrugtning ikke finde sted i de tilfælde, hvor den kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at udgangspunktet for aldersreglerne fortsat bør være, at der på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om godkendelse som adoptant ikke må være over 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn.

I en række situationer er der dog efter Justitsministeriets opfattelse grundlag for at fravige de almindelige aldersregler.

For så vidt angår adoption af større børn og andre vanskeligt anbringelige børn er Justitsministeriet enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at der bør være en større grad af fleksibilitet over for alderskravene under forudsætning af, at ansøgerne - bl. a. gennem erfaring med egne børn - har de særlige kvalifikationer, der vil kunne medvirke til at sikre et gunstigt adoptionsforløb med et sådant barn.

Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i Adoptionsudvalget i, at en vis fleksibilitet i aldersreglerne er forsvarlig i tilfælde, hvor den ene ansøger er ældre end 40 år, hvis den anden er noget yngre. Hvis den ene ægtefælle er over 45-46 år, bør godkendelse til adoption af et lille barn dog efter Justitsministeriets opfattelse normalt ikke ske, selv om den anden ægtefælle er tilsvarende yngre.

Endelig finder Justitsministeriet, at der fortsat er grund til en vis fleksibilitet med hensyn til alderskravet for adoptanter, der i en sen alder har adopteret et barn og derefter ønsker at adoptere endnu et barn. Den gældende bestemmelse i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, om, at det almindelige alderskrav kan fraviges, hvis ansøgerne inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn, bør derfor efter Justitsministeriets opfattelse opretholdes.

En ansøgning om adoption af et lille barn mellem 0-36 måneder i medfør af denne bestemmelse bør dog ikke kunne indgives så sent, at ansøgerne vil kunne modtage barnet på et tidspunkt, hvor de på grund af reglerne i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. ville have været afskåret fra at få et barn ved kunstig befrugtning.

En kvinde vil i medfør af denne lov kunne få foretaget kunstig befrugtning indtil dagen før, hun fylder 46 år. Hun vil derefter normalt føde barnet, når hun er 46 år og 9 måneder. Med en sagsbehandlingstid på omkring 2 år fra indgivelsen af ansøgningen om godkendelse som adoptant til modtagelsen af barnet, betyder det, at en ansøgning om adoption af et lille barn i medfør af denne bestemmelse normalt ikke kan imødekommes, hvis en af parterne på ansøgningstidspunktet er over ca. 45 år.

Der vil ikke ved at kombinere de enkelte undtagelsessituationer, der er nævnt ovenfor, kunne opnås en yderligere fravigelse af de almindelige aldersregler. Adoptanter, der i en sen alder har adopteret et barn, og derefter ønsker at adoptere endnu et barn, hvilket som nævnt bør kunne føre til en vis fravigelse af aldersreglerne, vil således ikke kunne opnå en yderligere fravigelse af aldersreglerne, selv om der er tale om et vanskeligt anbringeligt barn.

Justitsministeriet finder ligesom Adoptionsudvalgets flertal, at det tidspunkt, hvor alderskravet i de forskellige situationer skal være opfyldt, fortsat bør være tidspunktet for ansøgningens indgivelse og ikke f.eks. tidspunktet for modtagelsen af barnet eller - som ønsket af et mindretal i udvalget - tidspunktet for godkendelsen som adoptant. Ved at vælge tidspunktet for ansøgningens indgivelse har ansøgerne således selv mulighed for at sikre sig, at aldersreglerne overholdes, og det undgås, at ansøgerne i løbet af den tid, der går med at behandle sagen, og som varierer fra sag til sag, falder for alderskravet.

Den foreslåede justering af aldersreglerne kan ske administrativt i medfør af bemyndigelsen i adoptionslovens § 25.

7. Antal børn

7.1. De gældende regler

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 3, kan godkendelse som adoptant ikke meddeles til ansøgere, der i hjemmet har 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Om baggrunden for bestemmelsen henvises til betænkningen side 60-62.

De »særlige omstændigheder«, der kan føre til at fravige udgangspunktet om, at ansøgerne ikke kan blive godkendt som adoptanter, hvis de i forvejen i hjemmet har 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt, kan bl.a. være, at ansøgerne ønsker at adoptere et handicappet barn eller et større barn (over 36 måneder). »Særlige omstændigheder« kan endvidere foreligge, hvis ansøgerne ønsker at adoptere en søskende til et barn, som ansøgerne i forvejen har adopteret, eller et barn, som ansøgerne, f.eks. gennem et plejeforhold, i forvejen har et nært og længerevarende tilknytningsforhold til.

7.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Der har i Adoptionsudvalget været enighed om, at antallet af børn i familien ikke i sig selv bør afskære ansøgere fra godkendelse til adoption af et yderligere barn. Udvalget finder således, at den gældende begrænsning til (som udgangspunkt) 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt i familien bør ophæves.

Et flertal i udvalget (alle undtagen Adoption og Samfunds repræsentant) finder, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgere, der i forvejen har børn i hjemmet, kan godkendes til adoption, må bero på en vurdering af familiens samlede ressourcer. Denne vurdering må efter flertallets opfattelse foretages i fase 3 i det nye undersøgelses- og godkendelsesforløb, der er omtalt ovenfor under pkt. 3.3, hvor det kan afdækkes, hvorledes de børn, der i forvejen er i familien, har det, og hvordan samspillet i familien fungerer.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder derimod, at adoptivforældre, der i forvejen er godkendt flere gange, og som i sagens natur har et ganske indgående kendskab til familiens situation, i høj grad må forventes at være i stand til selv at træffe beslutningen.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at antallet af adoptivbørn eller biologiske børn i familien ikke i sig selv bør afskære ansøgere fra at blive godkendt til adoption af (endnu) et barn, men at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerne kan godkendes til adoption af (endnu) et barn, bør bero på en konkret vurdering af familiens ressourcer. Bestemmelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 3, påtænkes derfor ophævet.

Ved vurderingen må det naturligvis tillægges vægt, at ansøgere, der tidligere har adopteret, og dermed kender de krav, som modtagelsen af et nyt adoptivbarn stiller, selv mener at have ressourcer til at adoptere endnu et barn.

Der vil derfor efter Justitsministeriets opfattelse kun undtagelsesvis være behov for på baggrund af en konkret vurdering i fase 3, jf. ovenfor pkt. 3.3, at afslå en ansøgning fra ægtefæller, som tidligere har adopteret, og som nu ønsker at adoptere et andet eller tredje barn.

Ønsker ansøgerne at adoptere flere end 3 børn, bør dette ikke på forhånd være udelukket, men bør bero på en konkret vurdering af, om ansøgerne kan antages at have de yderligere familiemæssige ressourcer, der må kræves for at optage endnu et barn i familien.

8. Ansøgernes helbredsforhold

8.1. De gældende regler

Efter adoptionslovens § 2 må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være til gavn for den, som ønskes adopteret.

På den baggrund stilles der i forbindelse med ansøgninger om godkendelse som adoptant bl.a. krav til ansøgerens helbredstilstand.

De generelle retningslinier, der lægges til grund for samrådenes og Adoptionsnævnets vurdering af ansøgerens helbredstilstand, er beskrevet i pkt. 2.2.6. i betænkning nr. 775/1976 om godkendelse som adoptivforældre. Denne betænkning er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

Af betænkning nr. 775/1976 fremgår det bl.a., at udgangspunktet for vurderingen er, at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand må være sådan, at den ikke forringer mulighederne for et gunstigt forløb af adoptivforholdet. Ved bedømmelsen af helbredstilstanden bør der, udover vurderingen af den øjeblikkelige helbredstilstand, søges stillet en langtidsprognose, der dækker omtrent det tidsrum, inden for hvilket barnets opvækst vil finde sted. Der bør herved finde en bedømmelse sted af risikoen for ansøgerens død inden for dette tidsrum og for udviklingen af sværere sygdomme eller invaliditet, som kan forringe ansøgerens evne til at forsørge eller opdrage barnet, eller som kan påvirke familiens sammenhold og psykiske tilstand.

Adoptionsnævnet tager løbende stilling til retningslinierne for vurderingen af de konkrete sygdomme og handicap, der tillægges betydning ved afgørelser om godkendelse som adoptant. Samrådene bliver orienteret herom ved, at Civilretsdirektoratet udsender meddelelser til amtskommunerne om Adoptionsnævnets afgørelser i konkrete sager. Civilretsdirektoratet udsender også cirkulæreskrivelser om justering og uddybning af retningslinierne vedrørende konkrete sygdomme og handicap. Endvidere afholder Civilretsdirektoratet løbende landsmøder om adoption, hvor Adoptionsnævnets lægelige medlemmer orienterer amtskommunernes sagsbehandlere og samrådene om praksis.

I betænkningen er som bilag 4 og 5 optrykt en samlet opdateret redegørelse for henholdsvis de fysiske og de psykiske helbredskrav til adoptanter. I redegørelserne foretages en gennemgang af, hvilke sygdomme og handicap der efter gældende praksis medfører afslag på en ansøgning om godkendelse som adoptant.

8.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Et flertal i Adoptionsudvalget (alle bortset fra Adoption og Samfunds repræsentant) finder, at de generelle retningslinier, der er nævnt i betænkning nr. 775/1976 om godkendelse som adoptivforældre, således som de løbende justeres af Adoptionsnævnet og Civilretsdirektoratet, fortsat bør være gældende for samrådenes vurdering af ansøgere, der lider af fysiske eller psykiske sygdomme.

Retningslinierne for de konkrete sygdomme bør ifølge flertallet som hidtil justeres i overenstemmelse med den medicinske udvikling inden for de enkelte sygdomme, og samrådene bør til stadighed holdes orienteret om de gældende retningslinier. Retningslinierne bør endvidere være til rådighed for praktiserende læger og for personer, der ønsker at adoptere.

Der bør ifølge flertallet lægges vægt på, at de helbredsmæssige krav til adoptanter er gennemskuelige og så vidt muligt forudsigelige. En egentlig hel eller delvis »objektivering« af helbredskravene vil imidlertid efter flertallets opfattelse være overordentlig vanskelig og virke urimelig over for enkelte ansøgere.

Flertallet er betænkelig ved generelt at opstille differentierede krav til ansøgernes helbredsforhold, således at det forhold, at den ene af ægtefællerne er rask, automatisk kompenserer for, at den anden lider af en sygdom, der ellers ville have medført afslag. Flertallet har herved lagt afgørende vægt på, at det i videst muligt omfang søges sikret, at begge adoptanterne vil være i stand til at tage sig af barnet under hele dets opvækst. Der kan dog ifølge flertallet som hidtil tænkes situationer, hvor den ene ægtefælle har et stationært fysisk handicap, hvor ansøgerne efter en samlet konkret vurdering vil kunne godkendes som adoptanter. Flertallet fremhæver dog, at der ved vurderingen altid må foretages en individuel undersøgelse dels med henblik på sværhedsgraden, dels med henblik på kompensatoriske faktorer. Hvis der er tale om et handicap, som betyder en større belastning for familien, bør det dog ifølge flertallet føre til afslag.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) finder, at der skal gøres meget for at objektivere og præcisere helbredskravet. Der skal således tages stilling til sygdomme og invaliditet, som normalt ikke er progredierende (fremadskridende), og der skal udarbejdes nærmere retningslinier vedrørende de hyppigst forekommende sygdomme baseret på ekspertvurderinger. Retningslinierne skal være offentligt tilgængelige.

I de tilfælde, hvor Adoptionsnævnet skal foretage et skøn, det vil sige, hvis den konkrete sygdom ikke er beskrevet i retningslinierne, skal nævnet ifølge mindretallet indhente en skriftlig udtalelse fra en læge, der er ekspert inden for det pågældende område. Udtalelsen skal sendes til ansøgerne, inden nævnet behandler sagen.

Efter mindretallets opfattelse skal helbredskravet differentieres, således at ægtefællerne ikke nødvendigvis skal opfylde de samme krav. Der bør således ifølge mindretallet opstilles et mildere helbredskrav, som ikke omfatter en række ikke-progredierende sygdomme og en nærmere bestemt grad af invaliditet. Det bør herefter være tilstrækkeligt, at den ene ægtefælle opfylder de milde helbredskrav, hvis den anden ægtefælle opfylder de strenge helbredskrav.

8.3. Justitsministeriets overvejelser

I forbindelse med høringen over betænkningen har Det Centrale Handicapråd, De Samvirkende Invalideorganisationer, Dansk Handicap Forbund, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Danske Døves Landsforbund og Dansk Epilepsiforening taget afstand fra de vurderinger af handicappedes egnethed som adoptanter, som findes i betænkningen og i den redegørelse om adoptionsansøgeres legemlige helbredstilstand, der er medtaget som bilag 4 til betænkningen . Det er i den forbindelse bl.a. gjort gældende, at der er sket en uacceptabel sammenblanding af sygdom og handicap, og at vurderingerne hviler på forældede forestillinger om handicappede og om, hvad mennesker med handicap kan gøre og faktisk foretager sig.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der er grundlag for at tage praksis vedrørende handicappedes mulighed for at adoptere op til vurdering.

Justitsministeriet finder således, at der bør ske en lempelse af praksis, således at personer med handicap i højere grad end i dag efter en individuel vurdering af deres evne til at tage sig af et barn kan godkendes som adoptanter.

Efter Justitsministeriets opfattelse må udgangspunktet for vurderingen af betydningen af ansøgernes helbredsforhold være, at mulighederne for et gunstigt forløb af adoptionsforholdet ikke som følge af ansøgernes sygdom eller handicap må forringes væsentligt.

Vurderingen af, om ansøgere, der lider af en sygdom eller et handicap, kan godkendes som adoptanter, må fortsat vurderes ud fra, hvad der er bedst for barnet , jf. herved adoptionslovens § 2.

De nærmere retningslinier for, hvilke sygdomme og handicap der i almindelighed bør føre til afslag på godkendelse som adoptant, bør som hidtil fastlægges af Adoptionsnævnet og Civilretsdirektoratet. For så vidt angår sygdomme må det som hidtil ske på baggrund af den medicinske udvikling på området, mens det, når det gælder handicap, bør sikres, at der anlægges en bredere synsvinkel end den medicinske, hvorfor også anden sagkyndig bistand må inddrages - herunder Det Centrale Handicapråd.

Retningslinierne, der bør være offentligt tilgængelige, bør være så gennemskuelige og forudsigelige som muligt. Der må dog efter Justitsministeriets opfattelse fortsat med udgangspunkt i retningslinierne ske en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Derved bliver det muligt at tage hensyn til bl.a. sværhedsgraden af den pågældende sygdom eller betydningen af det pågældende handicap set i forhold til personens samlede livssituation. Det er således efter Justitsministeriets opfattelse hverken muligt eller ønskeligt helt at objektivere eller mekanisere helbredsvurderingen.

Det bør efter Justitsministeriets opfattelse endvidere tilstræbes, at det i den enkelte sag klart fremgår, med hvilken vægt vurderingen af ansøgerens helbredstilstand eller handicap er indgået i den samlede vurdering af ansøgerens egnethed som adoptant.

Den nærmere fastlæggelse af den udvidede mulighed for handicappede til at blive godkendt som adoptanter findes mest hensigtsmæssigt at kunne ske i forbindelse med afgørelsen af de enkelte sager og den praksis, der udvikles af navnlig Adoptionsnævnet efter gennemførelsen af lovforslaget.

9. Enliges mulighed for at adoptere

9.1. De gældende regler

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6 a kan en enlig ansøger godkendes som adoptant, hvis det efter en samlet vurdering kan lægges til grund, at ansøgeren er velegnet til at opfostre et barn alene.

En ansøger anses som enlig, hvis ansøgeren er ugift eller fraskilt. En ansøger, der lever i et fast samlivsforhold eller i en anden form for bofællesskab uden at være gift, anses således i adoptionslovens forstand som enlig. Det skal ses i sammenhæng med, at kun ægtefæller kan adoptere sammen, jf. adoptionslovens § § 5, stk. 2, og artikel 2 i Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.

Ansøgerens egnethed til at opfostre et barn alene beror på en samlet vurdering af bl.a. ansøgerens person og de omgivelser og det miljø, ansøgeren lever i. Der lægges endvidere vægt på en enlig ansøgers kontakt til familie og bekendtskabskreds og på ansøgerens forhold til eventuelle andre medlemmer af hustanden og den eller de pågældendes holdning til ansøgerens adoptionsønske.

Det fremgår af de statistiske oplysninger, der er medtaget som bilag 2 til lovforslaget, at der i 1996 blev truffet afgørelse i 27 sager om godkendelse af en enlig som adoptant. Heraf blev 10 ansøgere godkendt, mens 17 fik afslag.

9.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Der har i Adoptionsudvalget været enighed om, at det er væsentligt at sikre den størst mulige ensartethed i praksis med hensyn til enliges mulighed for at blive godkendt som adoptanter.

Udvalget har i den forbindelse henvist til overvejelserne i betænkningen side 137-140 om det generelle spørgsmål om sikring af en større grad af ensartethed i samrådenes praksis vedrørende godkendelse af ansøgere om adoption.

Udvalget har i øvrigt på grund af de snævre tidsmæssige rammer for dets arbejde fundet at måtte afstå fra at tage nærmere stilling til de specifikke spørgsmål, der rejser sig i forhold til enlige, der ansøger om godkendelse som adoptanter. Udvalget har i den forbindelse vurderet, at de gældende regler i adoptionslovgivningen ikke forekommer urimelige. Der henvises til betænkningen side 91.

9.3. Justitsministeriets overvejelser

Efter Justitsministeriets opfattelse bør det fortsat bero på en konkret vurdering, om en enlig ansøger kan godkendes som adoptant. Bestemmelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 6 a påtænkes derfor opretholdt.

Som anført ovenfor under pkt. 9.1 følger det af Haagerkonventionen fra 1993, at det kun er ægtefæller, der kan adoptere sammen. Personer, der lever i et parforhold uden at være gift, må på den baggrund fortsat behandles som enlige i adoptionslovens forstand. I den konkrete vurdering af, om ansøgeren kan godkendes som adoptant, vil det imidlertid ligesom med hensyn til andre oplysninger om ansøgerens personlige forhold som hidtil indgå, om ansøgeren lever i et parforhold.

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der bør sikres den størst mulige ensartethed i samrådenes praksis med hensyn til godkendelse af enlige ansøgere som adoptanter. Der henvises til pkt. 3.3.2 ovenfor vedrørende det generelle spørgsmål om opnåelse af en højere grad af ensartethed i samrådenes godkendelsespraksis.

10. Homoseksuelles mulighed for at adoptere

Efter § 4, stk. 1, i lov om registreret partnerskab finder adoptionslovens regler om ægtefæller ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.

Efter adoptionslovens § 5, stk. 2, kan kun ægtefæller adoptere sammen. Undladelsen af at sidestille ægteskab og registreret partnerskab på adoptionsområdet indebærer, at personer, der lever i registreret partnerskab, ikke kan adoptere sammen.

Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) har endvidere antaget, at personer, der lever i registreret partnerskab, ikke kan adoptere alene. Det skyldes, at en person, der er gift, efter adoptionslovens § 5, stk. 1, som udgangspunkt ikke kan adoptere alene, og at der ikke er holdepunkt for at antage, at Folketinget samtidig med udelukkelsen af registrerede partneres mulighed for at adoptere sammen har ønsket at indføre en særlig adgang for en registreret partner til at adoptere alene . Der henvises til »Skarrildhusberetningen« 1989, side 66-68.

Bestemmelsen i adoptionslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., hvorefter den ene ægtefælle med den andens samtykke kan adoptere dennes barn eller adoptivbarn, gælder heller ikke for registrerede partnere.

Homoseksuelle, der ikke lever i registreret partnerskab, vil ligesom heteroseksuelle, der ikke er gift, kunne adoptere alene, hvis de opfylder betingelserne herfor. Der henvises til pkt. 9 ovenfor om enliges mulighed for at adoptere.

Adoptionsudvalget har drøftet spørgsmålet om registrerede partneres adgang til stedbarnsadoption. Adoptionsudvalget har fundet, at man med den sammensætning, udvalget har haft, ikke nærmere har kunnet vurdere denne problemstilling, som ifølge udvalgets opfattelse kræver en mere principiel stillingtagen til, om man finder, at tiden er moden til at lade registrerede partnere have samme rettigheder over børn som ægtefæller - ikke blot i adoptionslovgivningen, men også i relation til lov om forældremyndighed og samvær. Der henvises til betænkningen side 95.

Regler om stedbarnsadoption er ikke medtaget i dette lovforslag.

11. Godkendelse af adoptivbørn, der er bragt i forslag

11.1. De gældende regler

En afgørelse om godkendelse som adoptant indeholder oplysning om, hvad ansøgerne specifikt er godkendt til. De fleste ansøger om og bliver godkendt til et udenlandsk barn mellem 0-36 måneder. Ansøgere, der på grund af deres alder ikke kan godkendes til et mindre barn, vil eventuelt kunne godkendes til at modtage et lidt større barn. Det vil endvidere fremgå af godkendelsen, hvis ansøgerne f.eks. er godkendt til at modtage et barn med et handicap eller et søskendepar.

Når ansøgerne er godkendt som adoptanter, udarbejder amtskommunen en rapport om ansøgernes forhold. Rapporten sendes gennem den formidlende organisation til myndighederne i det land, som ansøgerne ønsker at adoptere fra.

Hvis giverlandet kan godkende ansøgerne som adoptanter, udvælger giverlandet et barn, som bringes i forslag til ansøgerne (matchingforslaget).

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 7 er det adoptionssamrådet, der afgør, om det udenlandske matchingforslag kan tiltrædes. Samrådets afgørelse kan indbringes for Adoptionsnævnet. Ved afgørelsen vurderer samrådet, om forslaget ligger inden for rammerne af ansøgernes godkendelse (barnets alder osv.), og om barnet ud fra de lægelige og sociale oplysninger må anses for sundt og normalt, eller om der f.eks. er tale om et barn med fysisk eller psykisk handicap eller risiko herfor.

Ansøgerne bliver af den formidlende organisation orienteret om, at der er bragt et barn i forslag. Den formidlende organisation giver endvidere ansøgerne oplysning om barnets køn, alder og nationalitet, men henviser i øvrigt for så vidt angår yderligere oplysninger om barnet, herunder om dets udvikling og sundhedstilstand, til amtskommunen.

Amtskommunen underretter ligeledes ansøgerne om det udenlandske matchingforslag, således at ansøgerne får lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, inden samrådet træffer afgørelse. Hvis forslaget ligger uden for ansøgernes godkendelse, får ansøgerne mulighed for at søge deres godkendelse udvidet til at omfatte barnet.

Hvis det foreslåede barn ligger uden for ansøgernes godkendelse, og godkendelsen ikke udvides, træffer samrådet afgørelse om afslag på godkendelse af den foreslåede matching. Hvis ansøgerne ikke ønsker at modtage barnet, selv om det ligger inden for godkendelsen, returneres forslaget til den formidlende organisation med underretning om, at ansøgerne ikke har ønsket at modtage barnet og om muligt om baggrunden herfor.

11.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Et flertal af Adoptionsudvalgets medlemmer (7 medlemmer: alle bortset fra repræsentanten for DanAdopt og repræsentanten for de amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariaterne) foreslår, at de gældende regler ændres, således at kravet om samrådenes godkendelse af giverlandenes matchingforslag bortfalder, hvis forslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse.

Vurderingen af, om matchingforslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse, skal i stedet i første række foretages af den formidlende organisation, der forudsættes at have den fornødne børnesagkyndige bistand til rådighed.

Hvis matchingforslaget findes at ligge inden for godkendelsen, sendes forslaget videre til ansøgerne, således at de kan tage stilling hertil. Den formidlende organisation skal underrette amtskommunen (samrådet), men samrådet skal ikke træffe afgørelse i sagen.

Hvis den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt matchingforslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse, sendes sagen til samrådet til afgørelse. Ansøgerne skal endvidere have alle oplysninger.

Hvis den formidlende organisation finder, at barnet ligger uden for ansøgernes godkendelse, men ansøgerne ønsker at adoptere barnet, skal samrådet som hidtil tage stilling til, om ansøgernes godkendelse kan udvides til at omfatte det foreslåede barn.

Der henvises til betænkningen side 122-124.

Et mindretal af Adoptionsudvalgets medlemmer (2 medlemmer: repræsentanten for DanAdopt og repræsentanten for de amtskommunale adoptionssamråd og samrådssekretariaterne) finder ikke, at de formidlende organisationer skal vurdere, hvorvidt et barn ligger inden for eller uden for ansøgernes godkendelse. Denne vurdering skal ifølge mindretallet foregå i samrådet, da den indeholder faglige - såvel børnelægefaglige som psykologiske - elementer.

Der henvises til betænkningen side 125.

Der er i udvalget enighed om, at ansøgernes godkendelse som adoptanter i almindelighed bør bortfalde, hvis ansøgerne uden rimelig grund afslår at modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse. Der henvises til betænkningen side 126.

Adoptionsudvalget har peget på, at der vil være et særligt behov for individuel rådgivning i forhold til ansøgere, der har fået bragt et barn i forslag. Udvalget foreslår på den baggrund, at Adoptionsnævnet udpeger en række børnelæger med særlige kvalifikationer vedrørende internationale forhold og adoption, der i den situation skal kunne rådgive adoptanterne. Der henvises til betænkningen side 143.

11.3. Justitsministeriets forslag

Formålet med Justitsministeriets forslag om et ændret forløb med hensyn til undersøgelse og godkendelse af adoptionsansøgere, jf. ovenfor pkt. 3.3, er, at adoptanterne får en højere grad af medbestemmelse og ansvar samtidig med, at myndighedernes kontrolfunktion træder i baggrunden.

På samme måde bør adoptanterne efter Justitsministeriets opfattelse have en højere grad af medbestemmelse i forbindelse med, at de udenlandske myndigheder bringer et barn i forslag.

Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde forslaget fra Adoptionsudvalgets flertal om, at de gældende regler ændres, således at samrådene ikke længere skal godkende et matchingforslag, hvis forslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse.

Vurderingen af, om matchingforslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse, således at forslaget kan sendes direkte til ansøgerne til afgørelse, skal herefter foretages af den formidlende organisation. Det forudsættes i den forbindelse, at de formidlende organisationer har eller får den fornødne børnesagkyndige bistand til rådighed til at kunne foretage denne vurdering.

Derimod bør det efter Justitsministeriets opfattelse ikke frit overlades til ansøgerne selv at afgøre, om et matchingforslag kan accepteres, selv om det af den formidlende organisation findes at ligge uden for ansøgernes godkendelse. Det ville således betyde en reel tilsidesættelse af samrådets godkendelse af ansøgerne, hvis det blev overladt til ansøgerne selv at træffe afgørelse om at modtage et barn, der f.eks. med hensyn til alder eller helbredsforhold ligger uden for deres godkendelse. Samtidig ville en overladelse af afgørelsen til forældrene kunne betyde en risiko for, at ansøgernes beslutning blev truffet under indtryk af en moralsk forpligtelse til at modtage barnet uanset dets alder og tilstand. Endvidere ville muligheden for efter måske lang tids venten endelig at modtage et barn kunne indebære risiko for, at ansøgerne undervurderer betydningen af de lægelige oplysninger om barnet. Justitsministeriet er derfor enig med Adoptionsudvalget i, at samrådet som hidtil må træffe afgørelse om en eventuel udvidelse af ansøgernes godkendelse til at omfatte det foreslåede barn, hvis ansøgerne ønsker at modtage barnet, uanset at det ligger uden for deres oprindelige godkendelse.

Hvis den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt matchingforslaget ligger inden for ansøgernes godkendelse, skal sagen forelægges for samrådet til afgørelse. Justitsministeriet forudsætter i den forbindelse, at de formidlende organisationer udviser tilbageholdenhed ved vurderingen af udenlandske matchingforslag, således at sagerne sendes til samrådene til afgørelse, medmindre forslagene klart ligger inden for godkendelsen.

Når den formidlende organisation modtager et matchingforslag fra de udenlandske myndigheder, bør ansøgerne med det samme have tilsendt alle oplysninger. Det gælder også, selv om den formidlende organisation sender sagen videre til samrådet til afgørelse.

Med henblik på adoptionsmyndighedernes mulighed for at følge med i udviklingen på adoptionsområdet og føre tilsyn med de formidlende organisationers virksomhed, skal samrådene endvidere altid have tilsendt kopi af sagens akter.

I forbindelse med ansøgernes stillingtagen til et udenlandsk matchingforslag, der ligger inden for ansøgernes godkendelse, eller ved deres vurdering af, om de ønsker deres oprindelige godkendelse udvidet til at omfatte et barn, der er bragt i forslag, kan ansøgerne søge rådgivning hos f.eks. de læger m.v., der er tilknyttet de formidlende organisationer, eller hos deres egen læge. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde Adoptionsudvalgets forslag om, at Adoptionsnævnet udpeger en række særligt sagkyndige børnelæger, der i disse situationer skal kunne rådgive ansøgerne.

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at ansøgernes godkendelse som adoptanter i almindelighed bør bortfalde, hvis ansøgerne uden rimelig grund afviser at modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse. Det skyldes dels, at formidlingsarbejdet kan lide skade, hvis udenlandske matchingforslag afvises på usagligt grundlag, dels og navnlig at der efter Justitsministeriets opfattelse med rette kan sættes spørgsmålstegn ved ansøgernes egnethed som adoptanter, hvis de uden rimelig grund afslår at modtage et barn, der ligger inden for deres godkendelse. Som afvisningsgrunde, der således i almindelighed bør føre til bortfald af ansøgernes godkendelse, kan nævnes barnets køn, alder, hudfarve eller mindre betydende sygdomme eller handicap. Justitsministeriet foreslår bl.a. på den baggrund, at der i adoptionslovens § 25 a indsættes en udtrykkelig hjemmel for samrådet til at træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant.

Derimod bør det ikke have konsekvenser for ansøgernes godkendelse som adoptanter, at de ikke ønsker at ansøge om udvidelse af deres godkendelse i anledning af, at der er bragt et barn i forslag, der ligger uden for ansøgernes oprindelige godkendelse.

En afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant efter den foreslåede bestemmelse i § 25 a vil naturligvis kun kunne træffes inden, adoptionen er gennemført. Hvis adoptanterne efter hjemtagelsen af barnet viser sig alligevel ikke at være egnede som adoptanter, vil det være de almindelige regler i bistandsloven om foranstaltninger for børn og unge, der finder anvendelse.

12. Bortfald af mellemperioden

12.1. De gældende regler

Efter de tidligere gældende regler er der normalt gået en periode på ca. 3 måneder fra hjemtagelsen af et udenlandsk adoptivbarn, til adoptionsbevilling udfærdiges (mellemperioden).

I mellemperioden har amtskommunens sagsbehandler eller eventuelt en sundhedsplejerske aflagt besøg hos adoptanterne. På baggrund af disse besøg er der udarbejdet en indstilling om udstedelse af adoptionsbevilling samt en rapport til brug for myndighederne i giverlandet om forløbet af barnets ophold hos adoptanterne. Under besøgene er adoptanterne endvidere blevet bistået med rådgivning og vejledning om de reaktioner og tilpasningsproblemer, der kan opstå, når barnet efter ophold på børnehjem placeres i en ny familie i et fremmed land.

Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven (Ratifikation af Haaagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner), der trådte i kraft den 1. november 1997, er mellemperioden afskaffet, når adoptionen er gennemført efter Haagerkonventionen.

Lovændringen indebærer, at adoptionsbevillingen ved en adoption gennemført efter Haagerkonventionen skal udstedes hurtigst muligt med virkning fra barnets ankomst her til landet. På dette tidspunkt vil de tilladelser og samtykkeerklæringer, der efter adoptionsloven og Haagerkonventionen skal indhentes, normalt foreligge, og adoptanterne vil have erklæret sig indforstået med at modtage barnet. Hvis de fornødne attester og dokumenter undtagelsesvis ikke er modtaget, når barnet kommer her til landet, vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt herefter med virkning fra barnets ankomst her til landet.

I det meget begrænsede antal tilfælde, hvor de udenlandske myndigheder først træffer en afgørelse, der kan danne grundlag for en dansk adoptionsbevilling, efter forløbet af en prøveperiode, hvor det pågældende land har modtaget et antal rapporter om forløbet af anbringelsen i Danmark, vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt efter, at den endelige tilladelse fra barnets oprindelsesland foreligger, men med virkning fra barnets ankomst her til landet.

Der er ikke i forbindelse med lovændringen taget stilling til bevarelsen af de opfølgende besøg hos adoptanterne efter modtagelsen af barnet med henblik på at rådgive og vejlede adoptanterne og sikre, at barnet er faldet til hos dem, og med henblik på udarbejdelse af de rapporter om forløbet af barnets ophold hos adoptanterne, som giverlandene i almindelighed kræver.

12.2. Adoptionsudvalgets overvejelser

Adoptionsudvalget foreslår, at mellemperioden også bortfalder ved adoptioner uden for Haagerkonventionen.

12.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har været enig med Adoptionsudvalget i, at mellemperioden også burde afskaffes ved adoptioner, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen.

Afskaffelsen af mellemperioden kunne ske uden lovændring. Mellemperioden er derfor blevet afskaffet også i forhold til adoptioner, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen, ved den ændring af adoptionsbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. november 1997.

Ligesom med hensyn til adoptioner, der er omfattet af Haagerkonventionen, jf. ovenfor pkt. 12.1, vil det undtagelsesvis kunne forekomme, at de fornødne attester og dokumenter ikke er modtaget, når barnet kommer her til landet. I disse tilfælde vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt efter modtagelsen heraf.

Ligeledes vil det som ved adoptioner omfattet af Haagerkonventionen, jf. ovenfor pkt. 12.1., undtagelsesvis kunne forekomme, at de udenlandske myndigheder først træffer en afgørelse, der kan danne grundlag for en dansk adoptionsbevilling, efter forløbet af en prøveperiode, hvor det pågældende land har modtaget et antal rapporter om forløbet af anbringelsen i Danmark. I disse tilfælde vil adoptionsbevillingen blive udstedt snarest muligt efter, at den endelige tilladelse fra barnets oprindelsesland foreligger.

Det vil således fortsat undtagelsesvis kunne forekomme, at der går en vis kortere tid, fra adoptanterne har modtaget barnet, til adoptionsbevillingen udstedes. Den bevidste ventetid, som de danske myndigheder hidtil har indlagt, fra adoptanterne har modtaget barnet, og alle formaliteter i forhold til giverlandet er på plads, og til adoptionsbevillingen er blevet udstedt, er derimod afskaffet.

I forbindelse med afskaffelsen af mellemperioden ved adoptioner efter Haagerkonventionen, der blev gennemført ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven, blev det fastsat, at adoptionsbevillingen i de tilfælde, hvor den ikke kunne udstedes med det samme, f.eks. fordi papirerne fra udlandet ikke var nået frem, skulle have virkning tilbage fra barnets ankomst her til landet, jf. adoptionslovens § 28, stk. 3.

Med henblik på at opnå samme retsstilling med hensyn til adoptioner, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen, foreslås det, at der i adoptionslovens § 1, stk. 2, indsættes en bestemmelse om, at en bevilling til adoption af et barn fra et andet land (hvad enten dette land har tiltrådt Haagerkonventionen eller ej) har virkning fra barnets ankomst her til landet. Samtidig foreslås bestemmelsen i § 28, stk. 3, der alene omfattede adoptioner efter Haagerkonventionen, ophævet.

Selv om mellemperioden således nu helt er afskaffet, vil der af hensyn til udarbejdelsen af de opfølgningsrapporter, som giverlandene kræver, fortsat være behov for, at amtskommunens sagsbehandler aflægger besøg hos adoptanterne i en periode efter modtagelsen af barnet.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ikke fastsættes regler, der tvinger adoptanterne til at modtage opfølgende besøg fra sagsbehandleren. I stedet bør sagsbehandleren og adoptanterne aftale sig frem. Efter Justitsministeriets opfattelse må langt hovedparten af adoptanterne ventes at være indforstået med sådanne opfølgende besøg. Det skyldes bl.a., at forældrene på dette tidspunkt som følge af afskaffelsen af mellemperioden i almindelighed allerede vil have fået forældremyndigheden over barnet, således at besøgene allerede af den grund ikke har karakter af kontrol. Tværtimod må adoptanterne efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed være interesseret i at få besøg af sagsbehandleren eller en sundhedsplejerske efter modtagelsen af barnet, således at de kan få råd og vejledning om pasning af barnet.

13. Indsamling og formidling af viden om adoption

13.1. Adoptionsudvalgets overvejelser

Efter Adoptionsudvalgets opfattelse lider det nuværende system på adoptionsområdet af den svaghed, at viden om adoption ikke samles eet sted, men er spredt over forskellige myndigheder og organer. Udvalget finder, at det er vigtigt, at der er en myndighed, der arbejder aktivt på generelt at udvikle adoptionsområdet, både i Danmark og på internationalt plan, og opsamler, bearbejder og formidler viden om international adoption.

Der er således efter udvalgets opfattelse behov for et sted for opsamling, udvikling og forskning inden for adoptionsområdet samt igangsætning af relevante forskningsprojekter i et samarbejde med det nordiske og internationale forskernetværk.

Behovet for viden gør sig ifølge udvalgets opfattelse gældende på en række forskellige områder. Det drejer sig om børneområdet , hvor der i dag er stor forskel i vurderingen af oplysningerne om barnet, herunder de lægelige oplysninger. Dernæst drejer det sig om voksenområdet , det vil sige i forberedelsen af de kommende adoptanter (fase 2) og i vurderingen af ansøgernes egnethed (fase 1 og 3). Behovet for viden gør sig endvidere gældende med hensyn til uddannelse af medarbejderne i de undersøgende myndigheder og de formidlende organisationer, ikke mindst i forbindelse med rådgivning af ansøgerne, og med hensyn til regelgrundlaget , det vil sige de regler, der skal efterleves her i landet og i giverlandene.

Adoptionsudvalget har endvidere peget på behovet for et organ, som har det overordnede ansvar for at følge den internationale udvikling på adoptionsområdet og for at være i dialog med steder i andre lande, herunder såvel modtager- som afgiverlande, deltage aktivt i internationalt adoptionsarbejde m.v.

Adoptionsudvalget har overvejet, om man til løsning af de nævnte opgaver burde foreslå, at der oprettes et videns- og rådgivningscenter om adoption. I forbindelse med disse overvejelser har repræsentanterne for de formidlende organisationer og for amtskommunerne udarbejdet en model til et sådant center. Modellen er optrykt i betænkningen som bilag 8.

Efter indgående drøftelser har et flertal i udvalget (alle bortset fra Adoption og Samfunds repræsentant) imidlertid foreslået, at de nævnte opgaver henlægges til Adoptionsnævnet. Til løsning af disse særlige opgaver forudsætter flertallet, at der - enten permanent eller til løsning af særlige opgaver - til nævnet knyttes personer med en særlig viden og erfaring om international adoption og andre relevante forhold. Dette kan enten ske ved, at nævnet i disse sammenhænge har en anden sammensætning, eller at sekretariatet udbygges, herunder eventuelt ved, at der tilknyttes konsulenter. Der henvises til betænkningen side 141-143.

Et mindretal i udvalget (Adoption og Samfunds repræsentant) er i høj grad enig i behovet for en dynamo på adoptionsområdet til løsning af de opgaver, der er nævnt ovenfor, og en række andre opgaver.

Efter mindretallets opfattelse bør opgaverne imidlertid ikke henlægges til Adoptionsnævnet. Det skyldes bl.a., at behandling af konkrete ankesager ikke bør blandes sammen med evaluering og tilpasning af de gældende regler, og at de kvalifikationskrav, man må stille til medlemmer af ankeinstansen, adskiller sig fra de kvalifikationer, der er behov for til løsning af de nævnte opgaver. Mindretallet foreslår i stedet, at der til løsning af opgaverne oprettes et Adoptionsråd bestående af personer, der gennem deres baggrund er i stand til at opfange og formidle de problemer og udfordringer, der opstår, og er i stand til at opstille relevante løsninger inden for et meget bredt område. Adoptionsrådet skal i den forbindelse kunne sikre accept og forståelse blandt interesse- og brugergrupper for det danske adoptionssystem. Der henvises til betænkningen side 145-147.

13.2. Justitsministeriets forslag

Justitsministeriet er enig med Adoptionsudvalget i, at der er behov for centralt at indsamle, bearbejde og formidle viden om adoption. Det skyldes bl.a., at der som beskrevet i betænkningen er en række områder, hvor mere viden må antages at kunne bidrage til en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af adoptionsarbejdet og af behandlingen af adoptionsansøgerne. I den forbindelse vil indsamling og formidling af viden også kunne bidrage til en mere ensartet praksis i forbindelse med godkendelse af ansøgerne, jf. ovenfor pkt. 3.3.2.

Justitsministeriet er imidlertid betænkelig ved at foreslå, at der til løsning af disse opgaver som foreslået af mindretallet i udvalget oprettes et helt nyt organ - et Adoptionsråd.

Der er således på Adoptionsområdet i forvejen mange forskellige myndigheder med forskellige opgaver. Amtskommunerne har ansvaret for undersøgelsen af adoptanterne. Samrådene træffer afgørelse om godkendelse af ansøgerne med Adoptionsnævnet som klageinstans. Adoptionsbevillingerne udstedes af statsamterne, og Civilretsdirektoratet har en række forskellige opgaver, herunder bl.a. fastsættelsen af de administrative regler på området. Dertil kommer de opgaver, der udføres af de formidlende organisationer.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at opgaven med at indsamle, bearbejde og formidle viden om adoption bør søges løst inden for rammerne af den eksisterende struktur på adoptionsområdet. Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig flertallets forslag om, at opgaverne henlægges til Adoptionsnævnet.

Adoptionsnævnet vil i den forbindelse bl.a. få ansvaret for indsamling og formidling af statistiske oplysninger, igangsætning af forskningsprojekter og evaluering af gældende regler og nye initiativer på adoptionsområdet.

Adoptionsnævnet vil endvidere skulle følge såvel den danske som den internationale udvikling på adoptionsområdet og være i dialog med myndigheder og organisationer her i landet og i udlandet.

Til løsning af opgaverne bør Adoptionsnævnets sekretariat udbygges og have mulighed for at søge konsulentbistand til løsning af enkelte projekter m.v. Justitsministeriet finder derimod ikke behov for, at Adoptionsnævnet i disse sammenhænge har en anden sammensætning end i forbindelse med løsningen af nævnets øvrige opgaver. Det foreslås dog, at Adoptionsnævnet får mulighed for at indkalde personer, som må antages at have særlig indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet. jf. forslaget til § 25 b, stk. 4.

Den nærmere fastlæggelse af Adoptionsnævnets opgaver på dette område kan i øvrigt ske administrativt i medfør af bemyndigelsen i adoptionslovens § 25 b.

14. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Forslagene om en ny ordning ved adoption af udenlandske børn vil medføre en aktivitetsudvidelse og dermed også øgede omkostninger på en række områder.

1. Efter lovforslaget skal der ske en udvidelse af Adoptionsnævnets opgaver , herunder især en intensivering og udvidelse af tilsynet med samrådene. Samtidig skal der etableres en ny funktion, der skal indsamle, bearbejde og videreformidle viden på adoptionsområdet. Overdragelsen af tilsynsopgaverne til Adoptionsnævnet vil samtidig medføre en mindre besparelse for Civilretsdirektoratet, ligesom klagesagerne for Adoptionsnævnet forventes at falde som følge af den nye procedure for undersøgelse og godkendelse af adoptanter.

Lovforslaget indebærer samlet en udvidelse af sekretariatsopgaverne, der i dag varetages af Civilretsdirektoratet. Det foreslås, at der etableres et egentligt sekretariat i Civilretsdirektoratet.

Merudgifterne ved udvidelsen af Adoptionsnævnets opgaver vil i 1998 udgøre 0,7 mio. kr., heraf lønsum 0,5 mio. kr., og i de følgende år 2,8 mio. kr., heraf lønsum 1,7 mio. kr.

2. Efter lovforslaget vil det fremover være en forudsætning for at blive godkendt som adoptant, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et andet land, har deltaget i et adoptionsforberedende kursus . Endvidere vil samrådet kunne bestemme, at også personer, der har adopteret før, skal igennem et kursus.

Tilrettelæggelsen af kursusforløbet er endnu ikke fastlagt, men vil formentlig for så vidt angår de obligatoriske kurser skulle løbe over to weekender og afholdes forskellige steder i landet. Af hensyn til kursusforløbets intensitet og individualitet skal holdene ikke være for store. Kursusudgifterne vil skønsmæssigt beløbe sig til ca. 2,3 mio. kr. i 1998 og herefter 9,0 mio. kr. årligt.

Det er forudsat i lovforslaget, at der kan blive tale om delvis brugerfinansierede kurser. Regeringen agter at fastsætte brugerbetalingen svarende til ca. 1/3 af de samlede udgifter. Kursusafgiften vil på denne baggrund blive fastsat til ca. 2.500 kr. pr. ansøger eller ca. 5.000 kr. pr. ansøgerægtepar.

Merudgiften for staten udgør herefter 1,5 mio kr. i 1998 og 6 mio. kr. i 1999 og de følgende år.

3. Af lovforslaget fremgår det, at Adoptionsnævnet skal udpege en række særligt sagkyndige børnelæger , der skal rådgive ansøgerne om »matchingforslag«. Udgifterne hertil antages skønsmæssigt at udgøre ca. 0,3 mio. kr. i 1998 og herefter 1,2 mio. kr. årligt (lønsum).

4. Lovforslagets vedtagelse vil indebære en række engangsomkostninger . Der skal således foretages en gennemgribende revision af de administrative forskrifter, og der skal udarbejdes en vejledning om international adoption, som skal videreformidles til biblioteker, læger og fertilitetsklinikker. Endvidere vil det adoptionsforberedende kursus skulle tilrettelægges. Udgifterne hertil vil i 1998 udgøre 1,9 mio. kr., heraf lønsum 0,5 mio. kr., og i 1999 0,3 mio. kr. (lønsum).

5. Forslagene om ændrede regler vedrørende adoptionsforløbet forventes at medføre ændringer i amtskommunernes arbejdsopgaver.

Af tidsmæssige årsager har der ikke fundet forhandlinger sted med de kommunale parter forud for lovforslagets fremsættelse. De ændrede regler vedrørende adoptionsforløbet forventes at medføre et vist fald i arbejdsbyrden for amtskommunerne. Det er imidlertid særdeles vanskeligt at talsætte denne forventede udvikling. Samtidig fremgår det af betænkningen side 197, at der skal ske en kvalitetsforbedring af amtskommunernes personaleuddannelse. Det er Justitsministeriets umiddelbare forventning, at de besparelser, amtskommunerne vil kunne opnå som følge af lettelsen i arbejdsbyrden, vil mere end opveje merudgifterne til uddannelse. Der vil snarest blive optaget forhandlinger med de kommunale parter efter de almindelige DUT-principper.

6. På baggrund af ovenstående skønnes de samlede udgifter ved lovforslaget at udgøre 4,4 mio. kr. i 1998, 10,3 mio. kr. i 1999 og herefter 10,0 mio. kr. årligt.

Lovforslaget har ingen miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser og indeholder ingen EU-retlige aspekter.

15. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar over betænkningen fra Børnerådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Adoption Center, DanAdopt, Landsforeningen Adoption og Samfund, De Samvirkende Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Dansk Handicap Forbund, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Danske Døves Landsforbund, Dansk Epilepsiforening, Koordinationsgrupperne øst og vest for Storebælt, Amtsrådsforeningen, Foreningen af Statsamtmænd og Foreningen af Statsamtsjurister.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 8

Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven blev den såkaldte mellemperiode afskaffet i forbindelse med adoption af børn fra lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen. Mellemperioden er det tidsrum på ca. 3 måneder, der hidtil er gået, fra et adoptivbarn er ankommet her til landet, til adoptionsbevillingen er blevet udstedt.

Selv om mellemperioden afskaffes, vil det undtagelsesvis kunne forekomme, at adoptionsbevillingen først vil kunne udstedes nogen tid efter barnets ankomst her til landet. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis papirerne fra barnets hjemland er forsinket.

I forbindelse med afskaffelsen af mellemperioden ved adoptioner efter Haagerkonventionen blev det på den baggrund i adoptionslovens § 28, stk. 3, fastsat, at en afgørelse om adoption (adoptionsbevillingen) har virkning fra barnets ankomst her til landet.

I forbindelse med den ændring af adoptionsbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. november 1997, er mellemperioden nu også afskaffet for adoptioner af børn fra lande, der ikke har tiltrådt Haagerkonventionen.

Med henblik på at opnå den samme retsstilling, uanset om adoptionen er omfattet af Haagerkonventionen eller ej, foreslås der i adoptionslovens § 1, stk. 2, indsat en generel bestemmelse om, at adoptionsbevillingen ved adoption af et barn fra et andet land har virkning fra barnets ankomst her til landet. Samtidig foreslås bestemmelsen i § 28, stk. 3, der alene angår adoptioner efter Haagerkonventionen, ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 12.3.

Til nr. 2

Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven blev der i adoptionslovens § 6, stk. 3, indsat en bestemmelse om inddragelse af et barn under 12 i en beslutning om at gennemføre en adoption.

På samme måde foreslås der nu i adoptionslovens § 18, stk. 4, indsat en bestemmelse om inddragelse af et barn under 12 i en beslutning om at ophæve et adoptivforhold.

Med hensyn til børn, der er fyldt 12 år, er det som hidtil en betingelse for at ophæve adoptivforholdet, at barnet samtykker heri. Der foreslås imidlertid i § 18, stk. 3, indsat en bestemmelse om, at samtykket skal afgives under personligt fremmøde for statsamtet m.v., og at der inden barnet afgiver samtykke skal finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet og betydningen heraf.

Endvidere foreslås en sproglig modernisering af adoptionslovens § 18.

Til nr. 3

Der foreslås i adoptionslovens § 25 a som stk. 2 indsat en udtrykkelig bestemmelse om, at samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant.

Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes i de tilfælde, hvor ansøgere om adoption har afvist at modtage et barn, som de har fået i forslag, selv om det ligger inden for deres godkendelse, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 11.3.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes i tilfælde, hvor der efter godkendelsen kommer oplysninger frem, som ville have ført til afslag på godkendelse, hvis oplysningerne var indgået i afgørelsesgrundlaget. Det gælder også, hvis oplysningerne vedrører forhold, der er indtruffet efter godkendelsen.

Samrådets afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant kan som samrådets øvrige afgørelser indbringes for Adoptionsnævnet, jf. forslaget til § 25 b, stk. 3.

Til nr. 4-6

Adoptionslovens § 25 b angår Adoptionsnævnets opgaver.

Adoptionsnævnet skal som hidtil være klageinstans i forhold til samrådenes afgørelser, jf. § 25 b, stk. 3.

Efter forslaget til § 25 b, stk. 4, skal Adoptionsnævnet endvidere føre tilsyn med samrådene. De nærmere regler for tilsynsvirksomheden fastsættes efter forslaget af justitsministeren. Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 3.3.2.

Efter forslaget til § 25 b, stk. 5, kan justitsministeren henlægge andre opgaver til Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3-4. I medfør af denne bestemmelse påtænkes Adoptionsnævnet tillagt ansvaret for indsamling, bearbejdning og formidling af viden om adoption, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 13.2.

I forbindelse med behandlingen af andre sager end klagesager kan Adoptionsnævnet efter forslaget til § 25 b, stk. 6, indkalde personer, som må antages at have en særlig indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet. Behovet for at kunne indkalde sådanne personer må bl.a. forventes at blive aktuelt i forbindelse med nævnets ovennævnte opgave med hensyn til indsamling, bearbejdning og formidling af viden om adoption.

Til nr. 7

Efter forslaget til § 25 c, stk. 1, er deltagelse i et adoptionsforberedende kursus en betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra en andet land, kan blive godkendt som adoptanter til et sådant barn.

Kurset udgør fase 2 i det foreslåede nye undersøgelses- og godkendelsesforløb, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.1.

Efter forslaget til § 25 c, stk. 2, kan samrådet efter regler fastsat af justitsministeren bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, også skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det. Det vil som anført under pkt. 5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget bl.a. kunne være tilfældet i forbindelse med integration af et større adoptivbarn i en familie, der i forvejen har et adoptivbarn eller et biologisk barn, hvor der kan være behov for rådgivning med hensyn til søskendeaccept og søskendejalousi.

Samrådets afgørelse i den enkelte sag om, at der er behov for, at en person skal gennemgå et kursus, og hvad dette kursus i givet fald skal bestå i, vil kunne indbringes for Adoptionsnævnet efter den almindelige klageregel i adoptionslovens § 25 b (efter forslaget § 25 b, stk. 3).

De nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af kurserne vil blive fastsat af justitsministeren, jf. forslaget til § 25 c, stk. 3.

Med hensyn til de obligatoriske kurser for førstegangsansøgere vil Justitsministeriet ved fastlæggelsen af kursets indhold tage udgangspunkt i den opregning af hovedtemaer, der er anført i betænkningen side 114-115. Justitsministeriet vil i øvrigt inddrage de berørte myndigheder og organisationer. Med hensyn til varigheden af de obligatoriske kurser er det hensigten, at de enkelte ansøgere skal kunne gennemgå kurset over et par weekends.

Kurserne for ansøgere, der tidligere har adopteret, vil i almindelighed være kortere end kurserne for førstegangsadoptanter. Eventuelt vil disse kurser kunne afvikles ved, at ansøgerne efter samrådets nærmere bestemmelse gennemgår et eller flere moduler i de kurser, der er beregnet for førstegangsansøgere.

Kurserne vil af hensyn til deltagerne blive søgt afviklet flere steder i landet og med så hyppige mellemrum, at behandlingen af ansøgningerne om godkendelse som adoptant ikke unødigt forsinkes.

I medfør af forslaget til § 25 c, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte regler om betaling for deltagelsen i kurserne. Justitsministeriet er indstillet på at fastsætte betalingen svarende til ca. 1/3 af de samlede udgifter. Det vil for så vidt angår kurserne for førstegangsadoptanter sige ca. 5.000 kr. i alt for et ægtepar. Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 14 om lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 5.3.

Til nr. 8

Der henvises til bemærkningerne til nr. 1.

Til nr. 9

Efter adoptionslovens § 30, stk. 2, fører justitsministeren (Civilretsdirektoratet) tilsyn med de formidlende organisationers virksomhed.

Efter forslaget til § 30, stk. 3, kan justitsministeren bemyndige Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med organisationerne.

I medfør af bestemmelsen påtænkes tilsynet med de formidlende organisationers behandling af udenlandske matchingforslag og med de formidlende organisationers virksomhed i udlandet henlagt til Adoptionsnævnet. Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 4.3.2.

Til nr. 10

Forslaget er en følge af lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven, hvor der blev fastsat regler om strafansvar for juridiske personer.

Ved lovændringen blev det forudsat, at alle nye bestemmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer normalt skal affattes på den måde, det er sket i lovforslaget, og at allerede gældende bestemmelser herom ved førstkommende lejlighed ændres, så de affattes på samme måde.

Til nr. 11

Forslaget har alene til formål at rette en forkert henvisning i adoptionslovens § 37, stk. 1, nr. 2.

Til nr. 12

Forslaget har alene til formål at rette en forkert henvisning i adoptionslovens § 39, stk. 1.

Til § 2

Efter forslaget træder loven i kraft den 1. oktober 1998.

Afhængig af tidspunktet for lovforslagets vedtagelse kan det dog være nødvendigt at ændre ikrafttrædelsestidspunktet til den 1. januar 1999, således at der bliver tilstrækkelig tid til bl.a. at revidere adoptionsbekendtgørelsen og adoptionscirkulæret og få organiseret de adoptionsforberedende kurser og udvidelsen af Adoptionsnævnets sekretariat.

Til § 3

Efter forslaget skal ansøgninger om godkendelse som adoptant, der er indgivet inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Til § 4

Adoptionsloven er ved kongelig anordning nr. 63 af 26. februar 1976 sat i kraft for Grønland med visse afvigelser. De ændringer i adoptionsloven, der er gennemført efter tidspunktet for den kongelige anordning, er ikke sat i kraft for Grønland.

Adoptionsloven er ved kongelig anordning nr. 552 af 8. oktober 1982 sat i kraft for Færøerne med visse afvigelser. De ændringer i adoptionsloven, der er gennemført efter tidspunktet for den kongelige anordning, er ikke sat i kraft for Færøerne.

Efter lovforslaget gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. De færøske og grønlandske hjemmestyremyndigheder vil således få mulighed for at tage stilling til, om og i givet fald med hvilke afvigelser de ønsker loven sat i kraft for Færøerne og Grønland

§ 18. Adoptivforholdet kan ophæves af justitsministeren, når adoptanten og adoptivbarnet er enige derom. Er nogen af parterne under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, skal erklæring fra værgen foreligge.

Stk. 2. Er barnet mindreårigt, kan ophævelse efter stk. 1 finde sted, når adoptanten og adoptivbarnets virkelige forældre er enige derom, og ophævelsen skønnes at være bedst stemmende med barnets tarv. Er adoptivbarnet fyldt 12 år, kræves også samtykke fra dette.

Stk. 3. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på begæring af forældrene ophæve adoptivforholdet, såfremt dette skønnes bedst stemmende med barnets tarv. Er adoptivbarnet fyldt 12 år, kræves samtykke fra dette.

3. I § 25 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

» Stk. 2. Samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

»§ 25 a. Justitsministeren opretter for hver amtskommune og for Københavns henholdsvis Frederiksberg kommune et eller flere samråd, der efter undersøgelse foretaget af amtskommunen (kommunen) afgør, om en ansøger kan godkendes som adoptant, jf. § 4 a.

Stk. 2....

Stk. 3....

Stk. 4....«.

4. § 25 b, stk. 1 , ophæves.

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 1-2.

5. I § 25 b, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres i 1. pkt. »Nævnet« til: »Adoptionsnævnet«.

6. I § 25 b indsættes efter stk. 3 , der bliver stk. 2, som nye stykker

» Stk. 3. Et samråds afgørelser i medfør af denne lov kan indbringes for Adoptionsnævnet.

Stk. 4. Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådene. Justitsministeren fastsætter nærmere regler for tilsynsvirksomheden.

Stk. 5. Justitsministeren kan henlægge andre opgaver til Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3-4.

Stk. 6. Adoptionsnævnet kan i forbindelse med behandlingen af andre sager end klagesager indkalde personer, som må antages at have særlig indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet.«

§ 25 b. Et samråds afslag på en ansøgning om godkendelse som adoptant kan indbringes for adoptionsnævnet. Justitsministeren kan henlægge andre opgaver til nævnet.

Stk. 2. Nævnet består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være jurist. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 5 medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Nævnets afgørelse træffes ved flertal. Justitsministeren fastsætter forretningsordenen for nævnet.

Stk. 3. Nævnets medlemmer samt stedfortrædere for disse beskikkes af justitsministeren for indtil 4 år ad gangen.

7. Efter § 25 b indsættes

»§ 25 c. Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et andet land, kan godkendes som adoptanter til et sådant barn.

Stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af justitsministeren bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af de kurser, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om betaling.«

8. § 28, stk. 3 , ophæves.

§ 28. Den, der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.

Stk. 3. Træffes der ikke bestemmelse som nævnt i stk. 2, har en afgørelse om adoption virkning fra barnets ankomst her til landet.

9. I § 30 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

» Stk. 3. Justitsministeren kan bemyndige Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med de organisationer, der har fået tilladelse efter stk. 1.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 30. Justitsministeren kan give en eller flere private organisationer tilladelse til at yde adoptionshjælp vedrørende børn, som ikke har dansk statsborgerskab.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler og vilkår om adoptionshjælp efter stk. 1 og fører tilsyn med virksomheden.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der ønsker at adoptere, pålægges at søge bistand hos en organisation, der har tilladelse efter stk. 1.

10. § 34, stk. 3 , affattes således

» Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 34. - - -

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

11. I § 37, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 32, stk. 2,» til: »§ 39, stk. 2,».

»§ 37. Kapitel 2 anvendes på

1) adoptivforhold stiftet den 1. januar 1957 eller senere,

2) adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957, når der efter § 32, stk. 2, er tillagt bevillingen retsvirkninger efter kap. 2, og

3) adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957, når der efter § 27, stk. 2, i lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption er tillagt bevillingen retsvirkninger efter den nævnte lovs § 13, jf. § 12.

Stk. 2. ...«.

12. I § 39, stk. 1, ændres »§ 30, stk. 1, nr. 2 eller 3,» til

»§ 37, stk. 1, nr. 2 eller 3,».

» § 39. For adoptivforhold, som er stiftet før den 1. januar 1957, og som ikke er omfattet af § 30, stk. 1, nr. 2 eller 3, gælder lov nr. 87 af 26. marts 1923 om adoption bortset fra § 13, stk. 2, og §§ 18-24.

Stk. 2....«

Ingen

Nr LSF 149

Forslag til Lov om ændring af adoptionsloven (International adoption)

Fremsat af justitsministeren (Frank Jensen)

den 17. december 1997