1997 LSF 139 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LIGEBEHANDLING AF MÆND OG KVINDER MED HENSYN TIL BESKÆFTIGELSE OG BARSELORLOV M.V. (AFSKAFFELSE AF ARBEJDSMARKEDETS PARTERS VETORET)

§ 1

I lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 875 af 17. oktober 1994, foretages følgende ændring

1. § 13, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. En tilladelse i henhold til stk. 2 forudsætter tilslutning fra et flertal af repræsentanterne i Ligestillingsrådet.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. indeholder en dispensationsbestemmelse (§ 13), der indebærer, at bestemmelserne i §§ 2-6 om, at mænd og kvinder skal behandles lige, kan fraviges.

Ligestillingsrådet kan efter indhentet udtalelse fra den minister, hvorunder spørgsmålet hører, tillade foranstaltninger, der fraviger §§ 2-6 med henblik på at fremme lige muligheder for mænd og kvinder. Dispensationsbestemmelsen betyder, at der kan gives tilladelse til positive særforanstaltninger. Imidlertid forudsætter en sådan tilladelse tilslutning fra arbejdsmarkedets parters repræsentanter i Ligestillingsrådet, som på denne måde får vetoret i spørgsmål om dispensation fra reglerne om positiv særbehandling.

Lovforslaget sigter mod at ændre denne regel, så arbejdsmarkedets parters repræsentanters vetoret i dispensationssager afskaffes og en tilladelse i stedet forudsætter tilslutning fra et flertal af repræsentanterne i Ligestillingsrådet. Reglen ønskes ændret, fordi vetoretten har blokeret for initiativer og forsøg, der har haft til hensigt at fremme lige muligheder for mænd og kvinder ved at afhjælpe faktiske uligheder på et givent felt. Efter forslagsstillernes mening er det nødvendigt med positive særforanstaltninger i enkelte tilfælde for at rette op på uligheder og sikre det underrepræsenterede køn.

EF-Domstolens afgørelse i Marschallsagen

Den 11. november 1997 afsagde EF-Domstolen en dom, der skaber klarhed over adgangen til at lave bestemmelser om positiv særbehandling af kvinder (henholdsvis mænd) ved ansættelser og forfremmelser.

Marschallsagen vedrørte lovligheden af en lovbestemmelse om positiv særbehandling af kvinder i forbindelse med forfremmelse i offentlige stillinger i delstaten Land Nordrhein-Westfalen i Tyskland. Det drejede sig om en mandlig tjenestemandsansat lærer, H. Marschall, som ikke blev forfremmet, da en lige så velkvalificeret kvinde fik stillingen som følge af en lovbestemmelse i delstatens tjenestemandslov med følgende indhold

»Såfremt der inden for den kompetente forfremmelsesmyndigheds område i en stillingsgruppe, hvortil forfremmelse kan ske, er beskæftiget færre kvinder end mænd, skal der ved lige egnethed, kundskaber og faglig indsats gives en fortrinsstilling til kvinder, medmindre der er forhold knyttet til en mandlig medansøgers person, der vejer tungere.«

Dommen fastslog, at artikel 2, stk. 1 og 4, i ligebehandlingsdirektivet ikke er til hinder for en national regel som den ovenfor citerede, hvorefter der inden for det offentlige, såfremt der i den enkelte stillingsgruppe, hvortil forfremmelse kan ske, er beskæftiget færre kvinder end mænd, skal gives kvinder en fortrinsstilling, når ansøgere af forskelligt køn er lige kvalificerede m.h.t. egnethed, kundskaber og faglig indsats, medmindre der er forhold knyttet til en mandlig medansøgers person, der vejer tungere.

Det forudsættes, at den nationale regel i hvert konkret tilfælde garanterer de mandlige ansøgere, der er lige så kvalificerede som de kvindelige ansøgere, at ansøgningerne vurderes objektivt under hensyntagen til alle kriterier vedrørende den enkelte ansøgers person.

Der skal ses bort fra de kvindelige ansøgeres fortrinsstilling, såfremt en mandlig ansøger ud fra et eller flere af disse kriterier bør foretrækkes. Desuden må disse kriterier ikke være diskriminerende over for de kvindelige ansøgere.

EF-Domstolens dom går derfor imod sagsøger.

Det er således nu - under de nævnte forudsætninger - afklaret, at det er acceptabelt at gennemføre regler om positiv særbehandling af kvinder. Siden Kalankedommen i 1995 fastslog, at en bestemmelse, som automatisk giver kvinder en absolut og ubetinget fortrinsstilling ved ansættelse eller forfremmelse i sektorer, hvor kvinder er underrepræsenteret og kvindens og mandens kvalifikationer er lige, er i strid med ligebehandlingsdirektivet, har der været uklarhed omkring retstilstanden. I Kalankesagen mente Domstolen, at den nationale ordning gik videre end til at fremme lige muligheder og dermed overskred grænserne for den undtagelse, der er fastsat i ligestillingsdirektivets artikel 2, stk. 4. Domstolen afviste således kun kvotesystemer, som var usmidige og ikke gav mulighed for at se på individuelle omstændigheder.

Med afgørelsen i Marschallsagen er det således afklaret, at det er acceptabelt at gennemføre regler om positiv særbehandling af kvinder. Men den nuværende regel om arbejdsmarkedets parters repræsentanters vetoret i spørgsmål om dispensation fra reglerne om positiv særbehandling blokerer for tiltag, der ville kunne fremme lige muligheder. Derfor bør den afskaffes.

Eksempler på dispensationssager forelagt Ligestillingsrådet, hvor vetoretten er blevet benyttet

I december 1995 ansøgte Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd om dispensation fra ligebehandlingslovens § 6 til at opslå fem 5-årige forskningsadjunkturer/forskningslektorater til kvinder inden for det samfundsvidenskabelige område. Formålet var dels at sætte ligestillingsproblemer i fokus inden for et af de områder på arbejdsmarkedet, som er præget af store kønsskævheder, og hvor udviklingen samtidig går langsomt, og dels at give en række kvindelige forskere inden for samfundsvidenskaberne mulighed for i de kommende år at besætte faste stillinger og på længere sigt professoraterne inden for området. Forskningsrådet havde oplyst, at man ville lægge vægt på, at de forskere, der blev udvalgt til de opslåede stillinger, skulle gennemgå en faglig vurdering efter de almindeligt gældende regler for ansættelse i forskningsadjunkt/forskningslektorstillinger.

Forskningsministeren udtalte, at ligebehandlingslovens dispensationsbestemmelse i dette tilfælde kunne anvendes sådan, at de 5 forskerstillinger opslås til kvindelige forskere.

Ligestillingsrådet kunne på sit møde i august 1996 ikke imødekomme Forskningsrådets ansøgning, idet FTF's og DA's repræsentanter i Ligestillingsrådets arbejdsmarkedsudvalg ikke kunne tilslutte sig ansøgningen.

Senest har arbejdsmarkedets parters repræsentanter i Ligestillingsrådet benyttet vetoretten ved behandling af en ansøgning fra Roskilde Universitetscenter. Universitetet ønskede tilladelse til brug af positiv særbehandling af kvindelige ansøgere ved tildeling af forskeruddannelsesstipendiater og ved ansættelse af kandidatstipendiater, adjunkter, undervisningsassistenter og eksterne lektorer. Dansk Arbejdsgiverforenings repræsentant i Ligestillingsrådet kunne ikke give sin tilslutning til ansøgningen.

Roskilde Universitetscenter har en handlingsplan for ligestilling med en målsætning om, at 50 pct. af alle stipendier og nyansættelser inden for de nævnte ansættelseskategorier sker med kvindelige ansøgere. Da det ikke havde været muligt at opfylde dette mål efter de sædvanlige udvælgelseskriterier i handlingsplanens 1. delperiode, ønskede man i 2. delperiode tilladelse til at anvende positiv særbehandling af kvindelige ansøgere. Dette medfører ifølge handlingsplanen, at den eller de bedst kvalificerede kvindelige ansøgere ansættes, selv om der er bedre kvalificerede mandlige ansøgere, forudsat at de pågældende kvindelige ansøgere opfylder de nødvendige kvalifikationskrav.

Roskilde Universitetscenter ønskede at anvende formuleringen »Roskilde Universitetscenter har som led i sin ligestillingspolitik vedtaget at denne stilling kun må besættes med en kvindelig ansøger.« Dansk Arbejdsgiverforening fik under behandlingen i Ligestillingsrådet anført, at man kun vil medvirke til at anbefale, at der i forbindelse med stillingsopslag og lignende gøres opmærksom på, at man er særlig interesseret i ansøgninger fra kvinder, ligesom Dansk Arbejdsgiverforening ikke har indvendinger imod, at man i tilfælde, hvor en mandlig og en kvindelig ansøger findes lige kvalificerede, vil foretrække den kvindelige ansøger.

I dette tilfælde medfører vetoretten, at Roskilde Universitetscenter må opgive brugen af positiv særbehandling for at rette op på kønsskævheden i personalegruppen, som fremgår af følgende oversigt

Roskilde Universitetscenters fordeling af medarbejdere på køn 1989 og 1993

--------------------------------------------------------------------- 1989 1993 --------------------------------------------------------------------- Kvinders andel af samtlige videnskabelige medarbejdere: 17 pct. 17 pct. --------------------------------------------------------------------- Kvinders andel af professor- og lektorstillinger: 13 pct. 17 pct. --------------------------------------------------------------------- Kvinders andel af adjunkturer og kandidatstipendiatstillinger: 25 pct. 28 pct. ---------------------------------------------------------------------

For det teknisk-administrative personales vedkommende udgjorde kvinders andel henholdsvis 77 pct. og 74 pct. Inden for denne personalekategori vil der således i givet fald blive tale om positiv særbehandling for mandlige ansøgere.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at Ligestillingsrådet kan tillade foranstaltninger, der indebærer en fravigelse af reglerne i lovens §§ 2-6, når der er tilslutning hertil fra et flertal af repræsentanterne i Ligestillingsrådet. Dette indebærer, at det ikke længere skal være nødvendigt med tilslutning fra repræsentanterne for arbejdsmarkedets parter.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Skriftlig fremsættelse

Anne Baastrup (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. (Afskaffelse af arbejdsmarkedets parters vetoret).

(Lovforslag nr. L 139).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Ingen

Nr LSF 139

Forslag til Lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. (Afskaffelse af arbejdsmarkedets parters vetoret)

Fremsat af Anne Baastrup (SF) Aage Frandsen (SF) Jes Lunde (SF) Kjeld Rahbæk Møller (SF)

den 12. december 1997