1997 LSF 82 FORSLAG TIL LOV OM INDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNINGSOVERENSKOMST MELLEM REGERINGEN I KONGERIGET DANMARK OG REGERINGEN I KONGERIGET NEDERLANDENE

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller i begge staterne.

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller i begge staterne.

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Overenskomsten omfatter juridiske og fysiske personer, der er hjemmehørende i en eller begge stater. Typisk vil situationen være den, at en person er fuldt skattepligtig til den ene stat, bopælsstaten, og begrænset skattepligtig til den anden stat, kildestaten.

§ 1. Overenskomst af 1. juli 1996 mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Nederlandene til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår skatter på indkomst og formue, kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er optaget som bilag til denne lov.

Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og finder anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 33.

Stk. 3. Efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 33 skal overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter på indkomst og formue, med protokol, undertegnet i København den 20. februar 1957, med tillæg ved noter udvekslet i København den 20. februar 1957, og som ændret ved tillægsoverenskomst undertegnet i Haag den 20. januar 1966, ophøre med at have virkning ved denne overenskomsts ikrafttræden. Bestemmelserne i den førstnævnte overenskomst skal imidlertid fortsat være gældende for skatteår og -perioder, der er udløbet før det tidspunkt, hvor denne overenskomsts bestemmelser har virkning.

Stk. 4. Efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 33 skal følgende aftaler mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene ikke have virkning for noget år eller nogen periode, for hvilken nærværende overenskomst er i kraft, nemlig

1. aftale af 8. november 1930 om gensidig fritagelse for skat på visse fortjenester hidrørende fra rederivirksomhed;

2. aftale indgået ved udveksling ved noter, dateret 15. december 1937 og 24. marts 1938, om gensidig fritagelse for indkomstskat af visse fortjenester hidrørende fra luftfartsvirksomhed.

§ 1. Overenskomst af 1. juli 1996 mellem regeringen i Kongeriget

Danmark og regeringen i Kongeriget Nederlandene til undgåelse af

dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt

angår skatter på indkomst og formue kan tiltrædes på Danmarks vegne.

Overenskomsten er optaget som bilag til denne lov.

Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og finder anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 33.

Stk. 3. Efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 33 skal overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter på indkomst og formue, med Protokol, undertegnet i København den 20. februar 1957, med tillæg ved noter udvekslet i København den 20. februar 1957, og som ændret ved tillægsoverenskomst undertegnet i Haag den 20. januar 1966, ophøre med at have virkning ved denne overenskomsts ikrafttræden. Bestemmelserne i den førstnævnte overenskomst skal imidlertid fortsat være gældende for skatteår og -perioder, der er udløbet før det tidspunkt, hvor denne overenskomsts bestemmelser har virkning.

Stk. 4. Efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 33 skal følgende aftaler mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene ikke have virkning for noget år eller nogen periode, for hvilken nærværende overenskomst er i kraft, nemlig

1. aftale af 8. november 1930 om gensidig fritagelse fra skat på visse fortjenester hidrørende fra rederivirksomhed;

2. aftale indgået ved udveksling ved noter, dateret 15. december 1937 og 24. marts 1938, om gensidig fritagelse for indkomstskat af visse fortjenester hidrørende fra luftfartsvirksomhed.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der udskrives på en af staternes, dens politiske underafdelingers eller dens lokale myndigheders vegne, uanset hvordan de opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten, hele formuen eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af løsøre eller fast ejendom, skatter på det samlede beløb af gager eller lønninger udbetalt af foretagender, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især

a) i Nederlandene

- de inkomstenbelasting (indkomstskat),

- de loonbelasting (lønskat),

- de vennootschapsbelasting (selskabsskat) herunder statens andel i nettofortjenesten ved udnyttelsen af naturforekomster, der er pålagt i henhold til Mijnwet 1810 (loven om minedrift af 1810) for så vidt angår koncessioner, der er udstedt siden 1967, eller i henhold til Mijnwet Continentaal Plat 1965 (loven om udnyttelse af den nederlandske kontinentalsokkel af 1965),

- de dividendbelasting (udbytteskat),

- de vermogensbelasting (formueskat),

(herefter omtalt som »nederlandsk skat«);

b) i Danmark

- indkomstskatten til staten,

- den kommunale indkomstskat,

- den amtskommunale indkomstskat,

- den særlige indkomstskat,

- kirkeskatten,

- udbytteskatten,

- renteskatten,

- royaltyskatten,

- skatter i henhold til kulbrinteskatteloven,

(herefter omtalt som »dansk skat«).

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter denne overenskomsts underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. De kompetente myndigheder i staterne skal give hinanden underretning om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der udskrives på en af staternes, dens politiske underafdelingers eller dens lokale myndigheders vegne, uanset hvordan de opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten, hele formuen eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af løsøre eller fast ejendom, skatter på det samlede beløb af gager eller lønninger udbetalt af foretagender, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især

a) i Nederlandene

- de inkomstenbelasting (indkomstskat),

- de loonbelasting (lønskat),

- de vennootschapsbelasting (selskabsskat) herunder statens andel i nettofortjenesten ved udnyttelsen af naturforekomster, der er pålagt i henhold til Mijnwet 1810 (loven om minedrift af 1810) for så vidt angår koncessioner, der er udstedt siden 1967, eller i henhold til Mijnwet Continentaal Plat 1965 (loven om udnyttelse af den nederlandske kontinentalsokkel af 1965),

- de dividendbelasting (udbytteskat),

- de vermogensbelasting (formueskat),

(herefter omtalt som »nederlandsk skat«);

b) i Danmark

- indkomstskatten til staten,

- den kommunale indkomstskat,

- den amtskommunale indkomstskat,

- den særlige indkomstskat,

- kirkeskatten,

- udbytteskatten,

- renteskatten,

- royaltyskatten,

- skatter i henhold til kulbrinteskatteloven,

(herefter omtalt som »dansk skat«).

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter denne overenskomsts underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. De kompetente myndigheder i staterne skal give hinanden underretning om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

Artiklen opregner de skatter, der er omfattet af overenskomsten. Alle danske indkomstskatter er omfattet, uanset om de pålignes af staten, amterne eller kommunerne. Overenskomsten omfatter desuden alle skatter af samme eller væsentligt samme art, der efter aftalens underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. Overenskomsten gælder også for formueskatter, men der er tilknyttet en protokolbestemmelse, således at formuebestemmelsen kun skal have virkning hvis og så længe begge stater påligner formueskat.

Kapitel III

Indkomstbeskatning

Kapitel II

Definitioner

Kapitel I

Overenskomstens omfang

Kapitel VII

Slutbestemmelser

Kapitel VI

Særlige bestemmelser

Kapitel V

Ophævelse af dobbeltbeskatning

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning

a) udtrykket »Stat« betyder Nederlandene eller Danmark, alt efter sammenhængen; og udtrykket »Stater« betyder Nederlandene og Danmark;

b) udtrykket »Nederlandene« betyder den del af Kongeriget Nederlandene, der er beliggende i Europa, herunder territorialfarvandet og ethvert område uden for territorialfarvandet, hvor Nederlandene i overensstemmelse med international ret udøver jurisdiktion eller suveræne rettigheder med hensyn til havbunden, dens undergrund og overliggende vande samt naturforekomster.

c) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som ifølge dansk lovgivning og i overensstemmelse med international ret er eller senere måtte blive betegnet som et område indenfor hvilket Danmark kan udøve sine suveræne rettigheder med det formål at efterforske og udnytte naturforekomsterne på havbunden og i dens undergrund og dens overliggende vande, og med hensyn til anden virksomhed med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

f) udtrykkene »foretagende i en af staterne« og »foretagende i den anden stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden stat;

g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib eller luftfartøj, der udøves af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en af staterne, bortset fra tilfælde hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden stat;

h) udtrykket »statsborger« betyder

1) enhver fysisk person, der er i besiddelse af statsborgerskab i en af staterne

2) enhver juridisk person, interessentskab og forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i en af staterne;

i) udtrykket »kompetente myndighed« betyder

1) i Nederlandene: Finansministeren eller han befuldmægtigede stedfortræder;

2) i Danmark: skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder;

2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en af staterne skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning

a) udtrykket »Stat« betyder Nederlandene eller Danmark, alt efter sammenhængen; og udtrykket »Stater« betyder Nederlandene og Danmark;

b) udtrykket »Nederlandene« betyder den del af Kongeriget Nederlandene, der er beliggende i Europa, herunder territorialfarvandet og ethvert område uden for territorialfarvandet, hvor Nederlandene i overensstemmelse med international ret udøver jurisdiktion eller suveræne rettigheder med hensyn til havbunden, dens undergrund og overliggende vande samt naturforekomster.

c) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som ifølge dansk lovgivning og i overensstemmelse med international ret er eller senere måtte blive betegnet som et område indenfor hvilket Danmark kan udøve sine suveræne rettigheder med det formål at efterforske og udnytte naturforekomsterne på havbunden og i dens undergrund og dens overliggende vande, og med hensyn til anden virksomhed med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

f) udtrykkene »foretagende i en af staterne« og »foretagende i den anden stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden stat;

g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib eller luftfartøj, der udøves af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en af staterne, bortset fra tilfælde hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden stat;

h) udtrykket »statsborger« betyder

1) enhver fysisk person, der er i besiddelse af statsborgerskab i en af staterne

2) enhver juridisk person, interessentskab og forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i en af staterne;

i) udtrykket »kompetente myndighed« betyder

1) i Nederlandene: Finansministeren eller han befuldmægtigede stedfortræder;

2) i Danmark: skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder;

2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en af staterne skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 3

Almindelige definitioner

Artiklen definerer i stk. 1 en række generelle begreber, der anvendes i overenskomsten, og som over alt i overenskomsten har den anførte betydning. Færøerne og Grønland er specifikt udelukket fra definitionen af Danmark.

Foruden at definere det geografiske anvendelsesområde, defineres begreberne person, selskab, foretagende i en af staterne og foretagende i den anden stat, international trafik, statsborger, og kompetente myndighed.

Stk. 2 bestemmer, at med mindre andet følger af sammenhængen, skal alle udtryk, der ikke er defineret i overenskomsten, have den betydning, de har i skattelovgivningen i den stat, der skal anvende overenskomsten.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en af staterne« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter. Dog omfatter udtrykket ikke en person, som er skattepligtig til den pågældende stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat, eller formue, der befinder sig der.

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge staterne, bestemmes hans status efter følgende regler

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;

d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i staterne afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge staterne, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, hvori sædet for dens virkelige ledelse er beliggende.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en af staterne« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter. Dog omfatter udtrykket ikke en person, som er skattepligtig til den pågældende stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat, eller formue, der befinder sig der.

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge staterne, bestemmes hans status efter følgende regler

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;

d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i staterne afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge staterne, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, hvori sædet for dens virkelige ledelse er beliggende.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

Artiklen bestemmer, hvornår en person er hjemmehørende i en stat i overenskomstens forstand. Efter stk. 1, er en person hjemmehørende i en stat, når han er fuldt skattepligtig til denne stat på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter.

Hvis en fysisk person er fuldt skattepligtig i begge stater i henhold til deres interne lovgivning, fastlægger stk. 2 en række kriterier for, i hvilken stat denne person skal anses for hjemmehørende i overenskomstens forstand. Mens en person således kan være fuldt skattepligtig i begge stater, kan skatteyderen kun være hjemmehørende i en stat i overenskomstens forstand. Dette er nødvendigt for entydigt at fastlægge, hvilken stat der har status som bopælsstat respektive kildestat, og dermed hvilken stat, der har beskatningsretten til de forskellige indkomsttyper. Kriterierne i stk. 2, anvendes i den rækkefølge, de står anført i bestemmelsen.

For »ikke-fysiske personer« d.v.s. juridiske personer, der er selvstændige skattesubjekter, såsom selskaber m.v. bestemmes det i stk. 3, at de er hjemmehørende i den stat, hvor den virkelige ledelses sæde er beliggende.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted; og

f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

3. Et bygningsarbejde eller anlægs- eller installationsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.

4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter for foretagendet;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på en kombination af flere af de i litra a) til e) nævnte virksomheder, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.

5. I tilfælde hvor en person - der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 6 - handler i en af staterne på vegne af et foretagende og har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende - uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 - anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til de i stykke 4 nævnte forhold, som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i dette stykke.

6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en af staterne, alene fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller en anden uafhængig repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.

7. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted; og

f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

3. Et bygningsarbejde eller anlægs- eller installationsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.

4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter for foretagendet;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på en kombination af flere af de i litra a) til e) nævnte virksomheder, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.

5. I tilfælde hvor en person - der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 6 - handler i en af staterne på vegne af et foretagende og har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende - uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 - anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til de i stykke 4 nævnte forhold, som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i dette stykke.

6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en af staterne, alene fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller en anden uafhængig repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.

7. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.

Artikel 5

Fast driftssted

Artikel 5 fastsætter, hvornår erhverv, som en person hjemmehørende i den ene stat udøver i den anden stat, er af en sådan karakter, at den kan anses for udøvet gennem et fast driftssted. Foreligger der et fast driftssted, medfører dette, at kildestaten kan beskatte den indkomst der indtjenes gennem dette faste driftssted.

Efter stykke 1 foreligger der et fast driftssted, når et foretagende har et fast forretningssted gennem hvilket foretagendets virksomhed helt eller delvist udøves.

Stk. 2 opregner en række eksempler på hvad »fast driftssted« navnlig omfatter.

Stk. 3 bestemmer, at et bygge-, anlægs- eller installationsarbejde udgør et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.

Stk. 4 opregner en række tilfælde, hvor den udøvede virksomhed er af en sådan karakter, at der ikke foreligger fast driftssted.

Stk. 5 bestemmer, at en virksomhed udøvet gennem en afhængig agent, der har og regelmæssigt udøver en fuldmagt til at indgå kontrakter i virksomhedens navn, udgør et fast driftssted. Hvis virksomheden i forvejen opfylder betingelserne i stk. 1 og 2 for at have fast driftssted, er det ikke nødvendigt at afgøre, om den pågældende agent udgør fast driftssted efter stk. 5. Bestemmelsen i dette stykke er en alternativ test for, om der foreligger fast driftssted.

Stk. 6 bestemmer, at virksomhed drevet gennem en uafhængig agent, ikke udgør fast driftssted, så længe den uafhængige agent handler inden for sin sædvanlige forretningsvirksomhed som agent. Handler han uden for sin sædvanlige virksomhed, vil dette medføre fast driftssted efter stk. 5

Stk. 7 bestemmer, at det forhold, at et moderselskab i den ene stat har et datterselskab i den anden, ikke i sig selv skal medføre, at det ene selskab anses for fast driftssted af det andet.

Bestemmelsen, der er identisk med OECD-modellens, afviger fra den gældende overenskomst. Denne mangler en tidsgrænse for, hvornår bygge- og anlægsarbejder udgør fast driftssted. Endvidere anses udleveringslager for fast driftssted, mens det i den foreliggende overenskomst er dækket af stk. 4's undtagelser fra fast driftssted.

Bilag

Overenskomst

mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår skatter på indkomst og formue

Regeringen i Kongeriget Danmark

og

Regeringen i Kongeriget Nederlandene,

der ønsker at afslutte en ny overenskomst til afløsning af den gældende overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler for gensidig administrativ bistand for så vidt angår skatter på indkomst og formue med protokol, der er undertegnet i København den 20. februar 1957, og med supplerende noter udvekslet i København den 20. februar 1957, og ændret ved tillægsaftale undertegnet i Haag den 20. januar 1966,

er blevet enige om følgende

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den stat, hvori den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Skibe og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den stat, hvori den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Skibe og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

Artiklen bestemmer, at indkomst af fast ejendom altid kan beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en af staterne, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver en sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.

2. Under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en af staterne driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, i hver af staterne til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at ville have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved fastsættelse af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, der er afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger til ledelse og administration, hvad enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

4. I det omfang det har været sædvane i en af staterne at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 hindre denne stat i at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling. Den anvendte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet er i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget vareindkøb for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund for det modsatte.

7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomst, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en af staterne, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver en sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.

2. Under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en af staterne driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, i hver af staterne til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at ville have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved fastsættelse af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, der er afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger til ledelse og administration, hvad enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

4. I det omfang det har været sædvane i en af staterne at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 hindre denne stat i at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling. Den anvendte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet er i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget vareindkøb for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund for det modsatte.

7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomst, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen i den foreliggende overenskomst følger OECD-modellen.

Stk. 1 fastslår den hovedregel, at fortjeneste ved erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i bopælsstaten, med mindre virksomheden udøves gennem et fast driftssted i kildestaten. Er dette tilfældet, kan kildestaten beskatte den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted.

Stk. 2-6 indeholder bestemmelser om opgørelsen af indkomsten i det faste driftssted. Tilsvarende bestemmelser mangler i vidt omfang i den gældende aftale. Efter denne er det overladt til de kompetente myndigheder ved overenskomst at fastsætte regler med hensyn til fordeling af fortjeneste.

Stk. 7 fastslår, at hvis en fortjeneste omfatter indkomster, der er særskilt omhandlet i andre artikler, skal de pågældende indkomster behandles efter bestemmelserne i disse artikler. Den gældende overenskomst mangler en tilsvarende bestemmelse.

Den gældende overenskomst indeholder en regel om, hvornår indkomst fra et udleveringslager ikke skal anses for indkomst, der kan henregnes til et fast driftssted. Denne bestemmelse er udgået i den foreliggende overenskomst, idet udleveringslagre i henhold til art. 5, stk. 4, i denne overenskomst ikke længere anses for at udgøre et fast driftssted.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

2. Såfremt den virkelige ledelse af et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den stat, i hvilken skibet har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den stat, i hvilken skibets reder er hjemmehørende.

3. For så vidt angår fortjeneste oppebåret af luftfartsselskabet Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i stykke 1 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).

For så vidt angår stykke 1 skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

4. I denne artikel omfatter fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik fortjeneste oppebåret ved udleje af bemandet eller ubemandet skib eller luftfartøj til anvendelse i international trafik, hvis sådan lejeindtægt er forbundet med den fortjeneste, der er omfattet af stykke 1.

5. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et konsortium eller i en international driftsorganisation.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

2. Såfremt den virkelige ledelse af et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den stat, i hvilken skibet har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den stat, i hvilken skibets reder er hjemmehørende.

3. For så vidt angår fortjeneste oppebåret af luftfartsselskabet Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i stykke 1 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).

For så vidt angår stykke 1 skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

4. I denne artikel omfatter fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik fortjeneste oppebåret ved udleje af bemandet eller ubemandet skib eller luftfartøj til anvendelse i international trafik, hvis sådan lejeindtægt er forbundet med den fortjeneste, der er omfattet af stykke 1.

5. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et konsortium eller i en international driftsorganisation.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

Artiklen bestemmer i stk. 1, at indkomst ved drift af skibe og fly i international trafik kun kan beskattes i den stat, hvor rederiet eller luftfartsselskabet har den virkelige ledelses sæde.

Stk. 3 indeholder en særbestemmelse vedrørende SAS/DDL. Efter denne finder overenskomsten kun anvendelse på DDL's andel af SAS's fortjeneste. DDL's ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

Ud over fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed omfatter bestemmelsen efter stk. 4 også indkomst ved udleje af bemandet eller ubemandet skib eller luftfartøj til anvendelse i international trafik, hvis sådan lejeindtægt er forbundet med fortjeneste som omhandlet i stk. 1.

Efter stk. 5 omfatter bestemmelsen i stk. 1 også fortjeneste ved deltagelse i en pool, konsortium eller i en international driftsorganisation.

Den gældende overenskomst indeholder kun en bestemmelse svarende til stk. 1 i den foreliggende overenskomst.

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en af staterne direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden stat, eller

b) de samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en af staterne som et foretagende i den anden stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed. Det gælder dog, at den omstændighed at forbundne foretagender har indgået aftaler som f.eks. aftaler om omkostningsdeling eller generelle serviceaftaler angående eller baseret på fordelingen af ledelsesmæssige, generelle administrative, tekniske og kommercielle omkostninger samt omkostninger til forskning og udvikling og andre omkostninger af lignende art, ikke i sig selv skal være et vilkår i den foregående sætnings betydning.

2. I tilfælde, hvor en af staterne til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og staternes kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en af staterne direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden stat, eller

b) de samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en af staterne som et foretagende i den anden stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed. Det gælder dog, at den omstændighed at forbundne foretagender har indgået aftaler som f.eks. aftaler om omkostningsdeling eller generelle serviceaftaler angående eller baseret på fordelingen af ledelsesmæssige, generelle administrative, tekniske og kommercielle omkostninger samt omkostninger til forskning og udvikling og andre omkostninger af lignende art, ikke i sig selv skal være et vilkår i den foregående sætnings betydning.

2. I tilfælde, hvor en af staterne til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og staternes kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

Artiklen knæsætter det såkaldte »arms-length-princip« for transaktioner mellem forbundne foretagender. Heri ligger, at forbundne foretagender skal handle med hinanden på samme vilkår som de, der ville gælde på et frit marked mellem uafhængige foretagender. Hvis dette ikke er tilfældet, kan de to stater foretage en regulering af indkomsten, således at denne kommer til at svare til den, der ville være opnået, hvis man havde handlet på almindelige markedsmæssige vilkår.

Bestemmelsen indeholder en præcisering, der ikke findes i OECD-modellen eller det danske forhandlingsoplæg. Sidste punktum i stk. 1 fastslår, at det forhold, at der er indgået en aftale om omkostningsdeling eller generelle serviceaftaler mellem koncernforbundne selskaber, ikke i sig selv medfører, at der er handlet på vilkår, der afviger fra de, der ville være aftalt med uafhængige parter. Eksempelvis kan man forestille sig, at koncernforbundne foretagender indgår en aftale om at dele udgifterne til at udvikle immaterielle aktiver. Såfremt de aktiver, som hver enkelt foretagende indskyder, forholdsvis modsvarer foretagendets forventede fordele af de udviklede immaterielle aktiver, er der ikke grundlag for at antage, at aftalen ikke er indgået på arms-length basis. Er der derimod et misforhold mellem indskudte aktiver og de forventede fordele, kan der foretages en justering, som ved enhver anden aftale, der ikke er indgået på markedsvilkår.

Stk. 2 indeholder en bestemmelse om, at der kan foretages en korresponderende ændring i den stat, der har beskattet en indkomst, der retteligt skulle have været beskattet i den anden stat, når denne anden stat har gennemført en forhøjelse. En tilsvarende bestemmelse mangler i den gældende aftale.

Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som betales af et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Et sådant udbytte kan dog også beskattes i den stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af udbyttet, må den pålignede skat ikke overstige 15 procent af bruttobeløbet af udbyttet.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 2 kan den stat, i hvilken selskabet er hjemmehørende, ikke påligne skat på udbytte betalt at dette selskab, hvis den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, og som direkte besidder mindst 10 procent af kapitalen i det selskab, der betaler udbyttet.

4. Bestemmelserne i stykke 2 og 3 skal ikke berøre beskatningen af selskabet med hensyn til den fortjeneste, der ligger til grund for det betalte udbytte.

5. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier, »jouissance« aktier eller »jouissance« rettigheder, mineaktier, stifteranparter eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst fra aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvori det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende.

6. Bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor den retmæssige ejer af udbyttet, der er hjemmehørende i en af staterne, udøver virksomhed i den anden stat, i hvilken det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et der beliggende fast driftssted, eller i denne anden stat udøver frit erhverv fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

7. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som betales af selskabet, med mindre sådant udbytte betales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikkeudloddet fortjeneste, selv om det betalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne anden stat.

Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som betales af et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Et sådant udbytte kan dog også beskattes i den stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af udbyttet, må den pålignede skat ikke overstige 15 procent af bruttobeløbet af udbyttet.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 2 kan den stat, i hvilken selskabet er hjemmehørende, ikke påligne skat på udbytte betalt at dette selskab, hvis den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, og som direkte besidder mindst 10 procent af kapitalen i det selskab, der betaler udbyttet.

4. Bestemmelserne i stykke 2 og 3 skal ikke berøre beskatningen af selskabet med hensyn til den fortjeneste, der ligger til grund for det betalte udbytte.

5. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier, »jouissance« aktier eller »jouissance« rettigheder, mineaktier, stifteranparter eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst fra aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvori det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende.

6. Bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor den retmæssige ejer af udbyttet, der er hjemmehørende i en af staterne, udøver virksomhed i den anden stat, i hvilken det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et der beliggende fast driftssted, eller i denne anden stat udøver frit erhverv fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

7. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som betales af selskabet, med mindre sådant udbytte betales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det betalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne anden stat.

Artikel 10

Udbytte

Artiklen er tilpasset EU's moder-datterselskabsdirektiv, og afviger dermed fra OECD-modellen.

Kildestaten kan ikke beskatte udbytter, der betales til et selskab, der mindst ejer 10 pct. af kapitalen i det udloddende selskab, forudsat at det modtagende selskab er udbyttets retmæssige ejer.

I alle andre tilfælde kan kildestaten beskatte med 15 pct. af udbyttets bruttobeløb.

Efter det danske forhandlingsoplæg og den gældende aftale er kildestaten afskåret fra at beskatte udbytter, når den retmæssige ejer af udbytterne er et selskab, der ejer 25 pct. af aktiekapitalen i det udloddende selskab. En grænse på 10 pct. af aktiekapitalen er dog indeholdt i andre dobbeltbeskatningsoverenskomster, og er i overensstemmelse med EU's moder-datterselskabsdirektiv. Den lavere grænse for fritagelse af udbytter for kildestatsbeskatning kan for så vidt begrundes med, at den giver selskaber med en holding mellem 10 og 25 pct. en bedre mulighed for investering over landegrænsen.

Stk. 3 definerer, hvad der skal anses for udbytter.

Hvis udbyttet indgår i et fast driftssted eller et fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet har direkte forbindelse med det faste driftssted eller faste sted, skal udbyttet imidlertid beskattes som indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed.

Efter stk. 7 kan en stat ikke beskatte udbytte, der betales af et selskab i den anden stat, medmindre det betales til en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat, eller har direkte forbindelse med et fast driftssted eller fast sted i den førstnævnte stat. En stat kan heller ikke beskatte udloddet eller uudloddet fortjeneste i et selskab i den anden stat, med henvisning til, at den underliggende indkomst er indtjent i den førstnævnte stat.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en af staterne og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan, hvis den pågældende er renternes retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »renter« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i henhold til denne artikel.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en af staterne, driver erhvervsvirksomhed i den anden stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

4. Renter skal anses for at hidrøre fra en af staterne, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger, en lokal myndighed deri, eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en af staterne eller ej, har et fast driftssted eller et fast sted i en af staterne, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, er stiftet, og sådan rente afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at renterne, set i forhold til den gældsfordring, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver stat under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en af staterne og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan, hvis den pågældende er renternes retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »renter« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i henhold til denne artikel.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en af staterne, driver erhvervsvirksomhed i den anden stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

4. Renter skal anses for at hidrøre fra en af staterne, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger, en lokal myndighed deri, eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en af staterne eller ej, har et fast driftssted eller et fast sted i en af staterne, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, er stiftet, og sådan rente afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at renterne, set i forhold til den gældsfordring, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver stat under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 11

Renter

Bestemmelsen adskiller sig fra OECD-modellen, men svarer til det danske forhandlingsudspil. Efter OECD-modellen kan kildestaten beskatte renter med 10 pct. af rentens bruttobeløb.

Efter den foreliggende overenskomst har bopælsstaten den udelukkende beskatningsret til renter.

Den eneste undtagelse er de tilfælde, hvor renten er effektivt tilknyttet et fast driftssted eller fast sted, som rentens retmæssige ejer har i den anden stat, jf. stk. 3. I disse tilfælde beskattes renten i kildestaten som indkomst ved erhvervsmæssig fortjeneste.

Begrebet »renter« defineres i stk. 3.

Stk. 4 fastlægger hvornår en rente skal anses for at have kilde i en stat. Det er for så vidt overflødigt i det direkte forhold mellem Danmark og Nederlandene at definere hvilken stat, der skal anses for kildestat, når beskatningsretten til renteindkomsten udelukkende tilkommer bopælsstaten. Kildedefinitionen kan imidlertid få betydning, hvis rentebetalingen er effektivt knyttet til et fast driftssted i en 3.-stat. Såfremt denne 3.-stat beskatter renten ved »kilden«, her det faste driftssted, kan der opstå en kildestatsbeskatning til fordel for 3.-staten. Dette har ikke været hensigten, og kan afskæres hvis der i alle overenskomster indsættes en definition, hvorefter det er betalerens bopælsstat, der er kildestat, uanset om renten betales af et fast driftssted i en 3.-stat.

Stk. 5 gentager det »arms-length-princip«, der er omhandlet i artikel 9.

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en af staterne og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan, hvis den pågældende er royaltybeløbets retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »royalty« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm og film eller bånd til brug for radio- eller fjernsynsudsendelser, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formular eller fremstillingsmetode, eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en af staterne, driver erhvervsvirksomhed i den anden stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, der ligger til grund for de betalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

4. Royalties skal anses for at hidrøre fra en af staterne, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger, en lokal myndighed deri, eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler royaltybeløbet, hvad enten han er hjemmehørende i en af staterne eller ej, har et fast driftssted eller et fast sted i en af staterne, i forbindelse med hvilket den forpligtelse, der ligger til grund for royaltybetalingen, er indgået, og sådan royalty afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådant royaltybeløb anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af staterne under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en af staterne og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan, hvis den pågældende er royaltybeløbets retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »royalty« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm og film eller bånd til brug for radio- eller fjernsynsudsendelser, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formular eller fremstillingsmetode, eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en af staterne, driver erhvervsvirksomhed i den anden stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, der ligger til grund for de betalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

4. Royalties skal anses for at hidrøre fra en af staterne, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger, en lokal myndighed deri, eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler royaltybeløbet, hvad enten han er hjemmehørende i en af staterne eller ej, har et fast driftssted eller et fast sted i en af staterne, i forbindelse med hvilket den forpligtelse, der ligger til grund for royaltybetalingen, er indgået, og sådan royalty afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådant royaltybeløb anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af staterne under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 12

Royalties

Royalties kan udelukkende beskattes i bopælsstaten, jfr. stk. 1. Dette er i overensstemmelse med OECD-modellen og det danske forhandlingsoplæg.

Den eneste undtagelse er de tilfælde, hvor den rettighed eller ejendom, der ligger til grund for de betalte royalties har direkte forbindelse med et fast driftssted eller fast sted, som royaltybeløbets retmæssige ejer har i den anden stat. I så fald beskattes royalties som erhvervsmæssig indkomst i kildestaten, jfr. stk. 3.

Begrebet »royalties« defineres i stk. 2.

Stk. 4 fastlægger hvor en royalty skal anses for at have kilde. Begrundelsen for at indsætte en kildedefinition i royaltybestemmelsen uanset, at der er tale om ren bopælsstatsbeskatnig, er den samme, der er anført under rentebestemmelsen ovenfor. I OECD-modellen, der også har ren bopælsstatsbeskatning, mangler kildedefinitionen.

Stk. 5 gentager det »arms-length-princip«, der er omhandlet i artikel 9.

Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, erhverver ved afhændelse af fast ejendom, som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne har i den anden stat, eller ved afhændelse af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.

3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig formue, der er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Ved anvendelse af dette stykke skal bestemmelserne i artikel 8, stykke 2, være gældende. For så vidt angår fortjeneste oppebåret af luftfartskonsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel af konsortiet, der ejes af Det Danske Luftfartsselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System. For så vidt angår dette stykke skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

4. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede, kan kun beskattes i den stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.

5. Bestemmelserne i stykke 4 skal ikke berøre Nederlandenes ret til at påligne skat i henhold til egen lovgivning på fortjeneste ved afhændelse af aktier eller »jouissance« rettigheder i et selskab, hvis kapital helt eller delvist er fordelt på aktier og som i henhold til nederlandsk lovgivning er hjemmehørende i Nederlandene, som oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i Danmark, og som har været hjemmehørende i Nederlandene indenfor de sidste fem år forud for afhændelsen af aktierne eller »jouissance« rettighederne.

Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, erhverver ved afhændelse af fast ejendom, som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne har i den anden stat, eller ved afhændelse af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.

3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig formue, der er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Ved anvendelse af dette stykke skal bestemmelserne i artikel 8, stykke 2, være gældende. For så vidt angår fortjeneste oppebåret af luftfartskonsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel af konsortiet, der ejes af Det Danske Luftfartsselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System. For så vidt angår dette stykke skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

4. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede, kan kun beskattes i den stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.

5. Bestemmelserne i stykke 4 skal ikke berøre Nederlandenes ret til at påligne skat i henhold til egen lovgivning på fortjeneste ved afhændelse af aktier eller »jouissance« rettigheder i et selskab, hvis kapital helt eller delvist er fordelt på aktier og som i henhold til nederlandsk lovgivning er hjemmehørende i Nederlandene, som oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i Danmark, og som har været hjemmehørende i Nederlandene indenfor de sidste fem år forud for afhændelsen af aktierne eller »jouissance« rettighederne.

Artikel 13

Kapitalgevinster

Den gældende overenskomst indeholder ingen generel artikel om beskatningsret til kapitalgevinster. Dette er et af de punkter i den gældende overenskomst, der har givet anledning til de mest udtalte fortolkningstvivl.

Den foreliggende overenskomst indeholder en bestemmelse om beskatning af kapitalgevinster, der følger OECD-modellen, dog med tilføjelse af enkelte særbestemmelser.

Efter stk. 1 og 2, kan kildestaten beskatte kapitalgevinster, der fremkommer ved afhændelse af fast ejendom og dele af eller hele det faste driftssted eller faste sted beliggende der, som ejes af en person, der er hjemmehørende i den anden stat.

Efter stk. 3, tilkommer beskatningsretten til afhændelse af skibe eller fly i international trafik udelukkende den stat, hvor foretagendet har den virkelige ledelses sæde. Stykket indeholder en særregel om SAS/DDL, parallel til den der findes i artikel 8.

Efter stk. 4 kan kapitalgevinster ved afhændelse af alle andre aktiver, kun beskattes i den stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.

Stk. 5 er en særlig anti-misbrugsregel, der vedrører aktieavancer. Efter de nylige ændringer af dansk aktieavancelovgivning, beregnes aktieavancen på grundlag af værdien på tilflytningstidspunktet. Dette indebærer, at en person, der tilflytter Danmark, dagen efter at være blevet hjemmehørende her, kan sælge sine aktier skattefrit, uanset at der har været en betydelig stigning i aktiernes værdi set ud fra anskaffelsesprisen. Danmark vil i medfør af stk. 4 normalt have den udelukkende beskatningsret til aktieavancen, med mindre der findes særbestemmelser i overenskomsten. Stk. 5 er en sådan særbestemmelse, der fastsætter, at Nederlandene i 5 år efter en persons tilflytning til Danmark fra Nederlandene kan beskatte aktieavancer ved salg af aktier i nederlandske selskaber.

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst ved frit erhverv eller andet arbejde af selvstændig karakter oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, kan kun beskattes i denne stat, medmindre han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden stat med henblik på udøvelsen af hans virksomhed. Såfremt han har et sådant fast sted, kan indkomsten beskattes i den anden stat, men kun i det omfang den kan henføres til dette faste sted.

2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst ved frit erhverv eller andet arbejde af selvstændig karakter oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, kan kun beskattes i denne stat, medmindre han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden stat med henblik på udøvelsen af hans virksomhed. Såfremt han har et sådant fast sted, kan indkomsten beskattes i den anden stat, men kun i det omfang den kan henføres til dette faste sted.

2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 14

Frit erhverv

Indkomst fra frit erhverv som f. eks. virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt el.lign, kan beskattes i kildestaten, forudsat at den pågældende har et fast sted i denne stat. Begrebet »fast sted« er ikke defineret i overenskomsten, men vil typisk være et kontor, en klinik el. lign., hvor kunder kan henvende sig.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

1. Såfremt bestemmelserne i artikel 16, 18 og 19 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold udført i den anden stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i nogen 12-månedersperiode, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag oppebåret af person, der er hjemmehørende i en af staterne, for personligt arbejde i tjenesteforhold der udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, kun beskattes i denne stat.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

1. Såfremt bestemmelserne i artikel 16, 18 og 19 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold udført i den anden stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i nogen 12-månedersperiode, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag oppebåret af person, der er hjemmehørende i en af staterne, for personligt arbejde i tjenesteforhold der udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, kun beskattes i denne stat.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

Efter stk. 1 og 2, kan vederlag for arbejde i tjenesteforhold kun beskattes i bopælsstaten, med mindre arbejdet er udført i den anden stat. Er dette tilfældet, kan den anden stat beskatte lønnen for arbejde udført der, med mindre lønmodtageren befinder sig i den anden stat i en periode eller perioder, der sammenlagt overstiger 183 dage i en 12-måneders periode, og vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat. Alle tre betingelser skal være opfyldt for at afskære kildestatens ret til at beskatte lønnen.

Stk. 3 indeholder en særbestemmelse, hvorefter løn, der oppebæres af en person, der er beskæftiget på skibe eller fly i international trafik, kun kan beskattes i bopælsstaten. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i den gældende overenskomst, men afviger fra den normale bestemmelse i vore dobbeltbeskatningsoverenskomster. Beskatningsretten tilkommer typisk den stat, hvor skibs- eller luftfartsvirksomheden har den virkelige ledelses sæde.

Særreglen i den foreliggende overenskomst skyldes, at Nederlandene kun har intern hjemmel til at beskatte søfolk og flypersonale, der arbejder i international trafik, såfremt de pågældende er hjemmehørende i Nederlandene.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen, en »bestuurder« eller en »commissaris« for et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen, en »bestuurder« eller en »commissaris« for et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer o.lign. kan beskattes i kildestaten.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, eller som sportsudøver, ved virksomhed udøvet i denne egenskab i den anden stat, beskattes i denne anden stat.

2. I tilfælde hvor indkomst ved virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsudøver i dennes egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsudøveren selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den stat, i hvilken kunstneren eller sportsudøveren udøver sin virksomhed.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, eller som sportsudøver, ved virksomhed udøvet i denne egenskab i den anden stat, beskattes i denne anden stat.

2. I tilfælde hvor indkomst ved virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsudøver i dennes egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsudøveren selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den stat, i hvilken kunstneren eller sportsudøveren udøver sin virksomhed.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

Kunstnere og sportsfolk kan beskattes i den stat, hvor de udøver deres virksomhed (kildestaten). Dette gælder også, når vederlaget tilfalder en anden end kunstneren eller sportsudøveren selv, jfr. stk. 2. Dette vil typisk være et selskab, ofte - men ikke nødvendigvis - ejet af kunstneren eller sportsudøveren selv. Stk. 2 har dermed karakter af en anti-misbrugsbestemmelse.

Artikel 18

Pensioner, livrenter og sociale sikringsydelser

1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales til en person, der er hjemmehørende i en af staterne, som vederlag for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold og enhver livrente kun beskattes i denne stat.

2. I tilfælde hvor et sådant vederlag ikke er en løbende udbetaling og er betaling som vederlag for tidligere ansættelse i den anden stat, eller hvor der i stedet for en rettighed til en livrente udbetales en samlet sum, kan dette vederlag eller denne samlede sum beskattes i den stat, hvorfra det hidrører.

3. Enhver pension og andre ydelser, som udbetales i medfør af bestemmelserne i sociallovgivningen i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i den førstnævnte stat.

4. Udtrykket »livrente« betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.

Artikel 18

Pensioner, livrenter og sociale sikringsydelser

1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales til en person, der er hjemmehørende i en af staterne, som vederlag for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold og enhver livrente kun beskattes i denne stat.

2. I tilfælde hvor et sådant vederlag ikke er en løbende udbetaling og er betaling som vederlag for tidligere ansættelse i den anden stat, eller hvor der i stedet for en rettighed til en livrente udbetales en samlet sum, kan dette vederlag eller denne samlede sum beskattes i den stat, hvorfra det hidrører.

3. Enhver pension og andre ydelser, som udbetales i medfør af bestemmelserne i sociallovgivningen i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i den førstnævnte stat.

4. Udtrykket »livrente« betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.

Artikel 18

Pensioner, livrenter og sociale sikringsydelser

Private pensioner der udbetales til en person, som vederlag for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold og enhver livrente, kan kun beskattes i bopælsstaten, jfr. stk. 1.

I tilfælde hvor et sådant vederlag ikke er en løbende udbetaling og er udbetaling som vederlag for tidligere ansættelse i den anden stat, eller hvor der i stedet for en rettighed til en livrente udbetales en samlet sum, kan vederlaget eller den samlede sum dog beskattes i kildestaten, jfr. stk. 2. Bestemmelsen berører ikke afgiften af de danske kapitalpensioner, da disse er holdt uden for overenskomstens anvendelsesområde.

Sociale pensioner kan kildestatsbeskattes, jfr. stk. 3.

Livrenter defineres i stk. 4.

Efter det danske forhandlingsudspil, skal der være kildestatsbeskatning af alle pensioner. Dette var det ikke muligt at komme igennem med. Imidlertid indeholder protokollen en hensigtserklæring om genforhandling, såfremt udviklingen i EU eller OECD måtte tilsige dette. Såfremt den arbejdsgruppe, der er nedsat i OECD til at se på reglerne om beskatning af pension, skulle komme frem til, at man bør skifte til kildestatsbeskatning af pensioner, og dette bliver knæsat i modellen, vil der være basis for genforhandling af spørgsmålet.

Artikel 19

Offentligt hverv

1. a) Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en af staterne, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdelinger eller myndigheder, kan beskattes i denne stat.

b) Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som

1. er statsborger i denne stat; eller

2. ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

2. a) Enhver pension, som udbetales af en af staterne, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder - eller af midler tilvejebragt af disse - til en fysisk person for udøvelse af hverv for denne stat, dens underafdelinger eller myndigheder, kan beskattes i denne stat.

b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden stat, hvis modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en af staterne eller en af dens politiske underafdelinger eller en af dens lokale myndigheder.

Artikel 19

Offentligt hverv

1. a) Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en af staterne, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdelinger eller myndigheder, kan beskattes i denne stat.

b) Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som

1. er statsborger i denne stat; eller

2. ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

2. a) Enhver pension, som udbetales af en af staterne, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder - eller af midler tilvejebragt af disse - til en fysisk person for udøvelse af hverv for denne stat, dens underafdelinger eller myndigheder, kan beskattes i denne stat.

b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden stat, hvis modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en af staterne eller en af dens politiske underafdelinger eller en af dens lokale myndigheder.

Artikel 19

Offentlige hverv

Vederlag til offentligt ansatte for udførelse af hverv for det offentlige, kan beskattes i udbetalerstaten. Sådanne vederlag kan dog kun beskattes i den anden stat, hvis hvervet er udført i denne stat, af en person, der er hjemmehørende der, og som er statsborger i bopælsstaten, eller ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål, at udføre hvervet, jfr, stk. 1.

Tjenestemandspensioner kan som hovedregel beskattes i kildestaten. Er modtageren hjemmehørende og statsborger i bopælsstaten kan tjenestemandspensionen dog kun beskattes i denne stat, jfr. stk. 2.

Såfremt vederlaget eller pensionen udbetales for hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af det offentlige, finder de almindelige regler i artikel 15 om personligt arbejde i tjenesteforhold, artikel 16 om bestyrelseshonorarer eller artikel 18 om pensioner, dog anvendelse, jfr. stk. 3.

Artikel 20

Studerende

Beløb, som en studerende eller en erhvervspraktikant, der er, eller som, umiddelbart før han besøger en af staterne, var hjemmehørende i den anden stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

Artikel 20

Studerende

Beløb, som en studerende eller en erhvervspraktikant, der er, eller som, umiddelbart før han besøger en af staterne, var hjemmehørende i den anden stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

Artikel 20

Studerende

Beløb, som en studerende modtager fra kilder uden for studielandet, skal ikke beskattes i studiestaten.

Artikel 21

Andre indkomster

1. Indkomster, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst bortset fra indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, hvis modtageren af sådan indkomst er en person hjemmehørende i en af staterne, som driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, eller som udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

Kapital IV

Beskatning af formue

Artikel 21

Andre indkomster

1. Indkomster, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst bortset fra indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, hvis modtageren af sådan indkomst er en person hjemmehørende i en af staterne, som driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, eller som udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

Kapital IV

Beskatning af formue

Artikel 21

Andre indkomster

Alle indkomster, der ikke er specielt omhandlet i de forudgående artikler, kan kun beskattes i bopælsstaten, jfr. stk. 1.

Dette gælder i medfør af stk. 2 dog ikke, hvis disse indkomster har direkte forbindelse med et fast driftssted eller fast sted, som en person hjemmehørende i den ene stat har i den anden stat. I så fald behandles disse indkomster som indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed i det faste driftssted eller faste sted. Et typisk eksempel vil være renter fra 3.-stat, som tilfalder en bankfilial i den ene stat, men hvor selve banken er hjemmehørende i den anden stat. Denne undtagelse fra hovedreglen i stk. 1, gælder dog ikke fast ejendom.

Artikel 22

Formue

1. Formue bestående af fast ejendom som omhandlet i artikel 6, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Formue bestående af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne har i den anden stat, eller af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

3. Formue bestående af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, og af rørlig formue, der er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Ved anvendelse af dette stykke skal bestemmelserne i artikel 8, stykke 2, være gældende. For så vidt angår formue ejet af luftfartskonsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af formuen, som svarer til den andel af konsortiet, der ejes af Det Danske Luftfartsselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System. For så vidt angår dette stykke skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

4. Al anden formue, tilhørende en person, der er hjemmehørende i en stat, kan kun beskattes i denne stat.

Artikel 22

Formue

1. Formue bestående af fast ejendom som omhandlet i artikel 6, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Formue bestående af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne har i den anden stat, eller af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

3. Formue bestående af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, og af rørlig formue, der er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Ved anvendelse af dette stykke skal bestemmelserne i artikel 8, stykke 2, være gældende. For så vidt angår formue ejet af luftfartskonsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af formuen, som svarer til den andel af konsortiet, der ejes af Det Danske Luftfartsselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System. For så vidt angår dette stykke skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

4. Al anden formue, tilhørende en person, der er hjemmehørende i en stat, kan kun beskattes i denne stat.

Artikel 22

Formue

Bestemmelsen er for så vidt tom, idet den kun finder anvendelse, hvis og så længe begge stater påligner formueskatter.

Bestemmelsen følger OECD-modellen.

I henhold til stk. 1, kan fast ejendom formuebeskattes i den stat, hvor den er beliggende. Rørlig formue, der er knyttet til et fast driftssted eller et fast sted, som et foretagende i den ene stat har i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat, jfr. stk. 2.

Formue bestående af skibe og fly, der anvendes i international trafik, kan kun beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde, jfr. stk. 3.

Al anden formue kan kun beskattes i bopælsstaten, jfr. stk. 4.

Artikel 23

Ophævelse af dobbeltbeskatning

1. Ved påligning af skat på personer, som er hjemmehørende i Nederlandene, må Nederlandene i beskatningsgrundlaget medregne indkomst- og formuebeløb, som i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Danmark.

2. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Nederlandene oppebærer indkomst fra eller ejer formuebestanddele, der kan beskattes i Danmark i henhold til denne overenskomsts artikel 6, artikel 7, artikel 10, stk. 6, artikel 11, stk. 3, artikel 12, stk. 3, artikel 13, stk. 1 og 2, artikel 14, artikel 15, stk. 1, artikel 18, stk. 3, artikel 19, stk. 1 litra a) og stk. 2 litra a), artikel 21, stk. 2 og artikel 22, stk. 1 og 2, og denne indkomst eller formuebestanddel er medregnet i det i stk. 1 omhandlede beskatningsgrundlag, skal Nederlandene fritage sådan indkomst eller formuebestanddel for beskatning ved at foretage en nedsættelse af den nederlandske skat. Denne nedsættelse skal beregnes efter bestemmelserne om undgåelse af dobbeltbeskatning i den nederlandske lovgivning. De omhandlede indkomst- og formuebeløb skal anses for at være medregnet i det totale beløb af indkomst eller formuebestanddele, der er fritaget for nederlandsk skat i henhold til disse bestemmelser.

3. Derudover skal Nederlandene indrømme et fradrag i den således beregnede nederlandske skat af indkomster, der kan beskattes i Danmark i henhold til denne overenskomsts artikel 10, stk. 2, artikel 13, stk. 5, artikel 16, artikel 17 og artikel 18, stk. 2, for så vidt disse indkomster er medregnet i det i stk. 1 omhandlede beskatningsgrundlag. Fradragsbeløbet skal svare til den skat, der er betalt i Danmark af disse indkomster, men skal ikke overstige den nedsættelse, der ville være indrømmet, hvis de således medregnede indkomster havde været de eneste indkomster, som var fritaget for nederlandsk skat i henhold til bestemmelserne om undgåelse af dobbeltbeskatning i den nederlandske lovgivning.

4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 skal Nederlandene indrømme fradrag i nederlandsk skat for skat betalt i Danmark af indkomst, som i henhold til artikel 7, artikel 10, stk. 6, artikel 11, stk. 3, artikel 12, stk. 3, og artikel 21, stk. 2 i denne overenskomst kan beskattes i Danmark, i det omfang disse beløb er medregnet i det beskatningsgrundlag, der er omhandlet i stk. 1, hvis og i den udstrækning at Nederlandene efter bestemmelserne i nederlandsk lovgivning om undgåelse af dobbeltbeskatning indrømmer fradrag i nederlandsk skat af skat pålignet i et andet land på sådanne indkomstbeløb. Ved beregningen af dette fradrag skal bestemmelserne i stk. 3 i denne artikel tilsvarende finde anvendelse.

5. a) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Nederlandene, skal Danmark, såfremt bestemmelserne i litra c) ikke medfører andet, indrømme

(i) et fradrag i denne persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, der er betalt i Nederlandene;

(ii) et fradrag i denne persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat, der er betalt i Nederlandene;

b) Et sådant fradrag skal dog i intet af disse tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet uden sådant fradrag, der kan henføres til den indkomst henholdsvis formue, som kan beskattes i Nederlandene.

c) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Nederlandene eller kan beskattes i Nederlandene i overensstemmelse med artikel 15 og artikel 19, kan Danmark medregne denne indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten eller formueskatten fradrage den del af indkomstskatten eller formueskatten, som svarer til den indkomst, der hidrører fra, eller formue, der ejes i Nederlandene.

d) Uanset bestemmelserne i litra a) og b) i dette stykke skal udbytte betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Nederlandene, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, være fritaget for beskatning i Danmark i henhold til den danske lovgivning om skattefritagelse for udbytter betalt til danske selskaber fra udenlandske datterselskaber. I tilfælde, hvor udbyttet ikke opfylder betingelserne for fritagelse for dansk skat, skal Danmark dog - ud over det skattefradrag, der er omhandlet i litra a) og b) - indrømme som fradrag i skatten af sådant udbytte den pålignede skat på den fortjeneste, hvoraf udbyttet er betalt, i overensstemmelse med artikel 4 i EF Rådsdirektiv af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater med de ændringer, der måtte blive foretaget i dette.

e) I tilfælde, hvor en fysisk person, som har været hjemmehørende i Danmark i en periode på 5 år eller mere og nu er hjemmehørende i Nederlandene, er blevet beskattet af kapitalgevinst på aktier for tiden frem til skifte af hjemsted i henhold til den interne danske lovgivning, skal Danmark, i tilfælde hvor aktierne efterfølgende afhændes, og fortjenesten ved sådan afhændelse beskattes i Nederlandene, indrømme et fradrag i indkomstskatten med et beløb svarende til den indkomstskat, der er betalt i Nederlandene for så vidt angår den indkomst, der blev beskattet i Danmark. Et sådant fradrag skal dog ikke kunne overstige den indkomstskat, beregnet før sådant fradrag, der er pålignet den pågældende indkomst i Danmark.

f) Ved anvendelsen af dette stykke skal de skatter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a) og stk. 4, bortset fra formueskatten, anses for at være indkomstskatter.

Artikel 23

Ophævelse af dobbeltbeskatning

1. Ved påligning af skat på personer, som er hjemmehørende i Nederlandene, må Nederlandene i beskatningsgrundlaget medregne indkomst- og formuebeløb, som i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Danmark.

2. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Nederlandene oppebærer indkomst fra eller ejer formuebestanddele, der kan beskattes i Danmark i henhold til denne overenskomsts artikel 6, artikel 7, artikel 10, stk. 6, artikel 11, stk. 3, artikel 12, stk. 3, artikel 13, stk. 1 og 2, artikel 14, artikel 15, stk. 1, artikel 18, stk. 3, artikel 19, stk. 1 litra a) og stk. 2 litra a), artikel 21, stk. 2 og artikel 22, stk. 1 og 2, og denne indkomst eller formuebestanddel er medregnet i det i stk. 1 omhandlede beskatningsgrundlag, skal Nederlandene fritage sådan indkomst eller formuebestanddel for beskatning ved at foretage en nedsættelse af den nederlandske skat. Denne nedsættelse skal beregnes efter bestemmelserne om undgåelse af dobbeltbeskatning i den nederlandske lovgivning. De omhandlede indkomst- og formuebeløb skal anses for at være medregnet i det totale beløb af indkomst eller formuebestanddele, der er fritaget for nederlandsk skat i henhold til disse bestemmelser.

3. Derudover skal Nederlandene indrømme et fradrag i den således beregnede nederlandske skat af indkomster, der kan beskattes i Danmark i henhold til denne overenskomsts artikel 10, stk. 2, artikel 13, stk. 5, artikel 16, artikel 17 og artikel 18, stk. 2, for så vidt disse indkomster er medregnet i det i stk. 1 omhandlede beskatningsgrundlag. Fradragsbeløbet skal svare til den skat, der er betalt i Danmark af disse indkomster, men skal ikke overstige den nedsættelse, der ville være indrømmet, hvis de således medregnede indkomster havde været de eneste indkomster, som var fritaget for nederlandsk skat i henhold til bestemmelserne om undgåelse af dobbeltbeskatning i den nederlandske lovgivning.

4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 skal Nederlandene indrømme fradrag i nederlandsk skat for skat betalt i Danmark af indkomst, som i henhold til artikel 7, artikel 10, stk. 6, artikel 11, stk. 3, artikel 12, stk. 3, og artikel 21, stk. 2 i denne overenskomst kan beskattes i Danmark, i det omfang at disse beløb er medregnet i det beskatningsgrundlag, der er omhandlet i stk. 1, hvis og i den udstrækning at Nederlandene efter bestemmelserne i nederlandsk lovgivning om undgåelse af dobbeltbeskatning indrømmer fradrag i nederlandsk skat af skat pålignet i et andet land på sådanne indkomstbeløb. Ved beregningen af dette fradrag skal bestemmelserne i stk. 3 i denne artikel tilsvarende finde anvendelse.

5. a) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Nederlandene, skal Danmark, såfremt bestemmelserne i litra c) ikke medfører andet, indrømme

(i) et fradrag i denne persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, der er betalt i Nederlandene;

(ii) et fradrag i denne persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat, der er betalt i Nederlandene;

b) Et sådant fradrag skal dog i intet af disse tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet uden sådant fradrag, der kan henføres til den indkomst henholdsvis formue, som kan beskattes i Nederlandene.

c) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Nederlandene eller kan beskattes i Nederlandene i overensstemmelse med artikel 15 og artikel 19, kan Danmark medregne denne indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten eller formueskatten fradrage den del af indkomstskatten eller formueskatten, som svarer til den indkomst, der hidrører fra, eller formue, der ejes i Nederlandene.

d) Uanset bestemmelserne i litra a) og b) i dette stykke skal udbytte betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Nederlandene, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, være fritaget for beskatning i Danmark i henhold til den danske lovgivning om skattefritagelse for udbytter betalt til danske selskaber fra udenlandske datterselskaber.

I tilfælde, hvor udbyttet ikke opfylder betingelserne for fritagelse for dansk skat, skal Danmark dog - ud over det skattefradrag, der er omhandlet i litra a) og b) - indrømme som fradrag i skatten af sådant udbytte den pålignede skat på den fortjeneste, hvoraf udbyttet er betalt, i overensstemmelse med artikel 4 i EF Rådsdirektiv af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater med de ændringer, der måtte blive foretaget i dette.

e) I tilfælde, hvor en fysisk person, som har været hjemmehørende i Danmark i en periode på 5 år eller mere og nu er hjemmehørende i Nederlandene, er blevet beskattet af kapitalgevinst på aktier for tiden frem til skifte af hjemsted i henhold til den interne danske lovgivning, skal Danmark, i tilfælde hvor aktierne efterfølgende afhændes, og fortjenesten ved sådan afhændelse beskattes i Nederlandene, indrømme et fradrag i indkomstskatten med et beløb svarende til den indkomstskat, der er betalt i Nederlandene for så vidt angår den indkomst, der blev beskattet i Danmark.

Et sådant fradrag skal dog ikke kunne overstige den indkomstskat, beregnet før sådant fradrag, der er pålignet den pågældende indkomst i Danmark.

f) Ved anvendelsen af dette stykke skal de skatter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a) og stk. 4, bortset fra formueskatten, anses for at være indkomstskatter.

Artikel 23

Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artikel 23 indeholder den såkaldte metodebestemmelse, d.v.s. foreskriver den fremgangsmåde hvorefter dobbeltbeskatningen skal lempes.

Nederlandene ophæver som hovedregel dobbeltbeskatningen ved anvendelse af eksemption med progressionsforbehold, jfr. stk. 1 og 2.

Dette betyder for Nederlandenes vedkommende, at der lempes ved at skatten i Nederlandene nedsættes efter forholdet mellem den indkomst, som Danmark har beskatningsretten til som kildestat, og den samlede indkomst. Den danske indkomst indgår i beregningsgrundlaget for skatten, således at den får progressionsvirkning.

Nederlandene giver dog credit for visse typer indkomst, jfr. stk. 3. Dette gælder udbytter, aktieavancebeskatning, hvor Nederlandene har beskatningsretten som »fraflytterstat«, bestyrelseshonorarer, kunstneres og sportsfolks honorarer og private pensioner, der hvor der er kildestatsbeskatningsret i medfør af artikel 18, stk. 2.

Stk. 4 indeholder en særbestemmelse, efter hvilken Nederlandene forbeholder sig ret til at anvende credit i forbindelse med erhvervsmæssige indkomster, der indtjenes gennem et fast driftssted, i de tilfælde, hvor der efter intern lovgivning skal gives credit. Bestemmelsen er en antimisbrugsbestemmelse. Nederlandenes interne lempelsesregel er som udgangspunkt eksemption. I visse tilfælde, hvor Nederlandene anser en transaktion for »tvivlsom«, foreskriver de interne regler imidlertid lempelse efter creditprincippet. Ved bestemmelsen i stk. 4, sikrer Nederlandene sig, at de ikke fraskriver sig denne lempelsesmetode gennem hovedreglen om eksemption i stk. 2.

I de tilfælde, hvor Nederlandene giver credit, fratrækkes den betalte danske skat i den nederlandske skat af den samme indkomst. Der kan dog højst fratrækkes et beløb svarende til den nederlandske skat af den indkomst, Danmark i medfør af sin kildestatsbeskatningsret har beskattet.

Danmark lemper som alt overvejende hovedregel dobbeltbeskatningen efter metoden ordinær credit. Danmark nedsætter således de danske skatter med den nederlandske skat, der er betalt af indkomst, som Nederlandene har beskatningsretten til som kildestat. Fradraget kan dog ikke overstige den danske skat af denne indkomst.

For lønindkomst ved arbejde i tjenesteforhold og indkomst fra offentligt hverv, lemper Danmark dog efter eksemptionsprincippet.

Udbytter, som et dansk moderselskab modtager fra et datterselskab i Nederlandene, skal eksemptes i det danske moderselskab i overensstemmelse med bestemmelserne i intern dansk lovgivning. Såfremt udbytterne herefter ikke kan eksemptes, skal der gives credit for den underliggende selskabsskat i datterselskabet.

Selskabsskattesystemet i Nederlandene er som udgangspunkt godkendt som et system, der giver danske moderselskaber adgang til at få eksemption for nederlandske datterselskabsudbytter.

Der kan dog forekomme situationer, hvor selskabsskatten i Nederlandene effektivt er under de 25 pct., som kræves efter dansk lovgivning som betingelse for at eksempte datterselskabsudbytterne. Dette hænger sammen med, at Nederlandene anvender eksemption som lempelsesmetode både efter intern lovgivning og efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Hvis datterselskabet i Nederlandene f. eks. som sin eneste aktivitet driver et fast driftssted i et lavskatteland, og indkomsten herfra eksemptes i Nederlandene, er datterselskabet rent faktisk kun blevet beskattet med lavskattelandets skat. Situationen kan også forekomme, hvor datterselskabet modtager udbytter, renter eller royalties fra selskaber eller personer i 3.-lande. Dette hænger sammen med, at reglerne om eksemption for udenlandske udbytter er mere vidtgående i Nederlandene end i Danmark. Endvidere hænger det sammen med, at renter og royalties fra 3.-lande som hovedregel vil være eksempt i Nederlandene i henhold til såvel intern lovgivning som dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Dette kombineres med ingen eller lav kildestatsbeskatning af de renter og royalties, som det nederlandske selskab modtager fra 3.-lande, som Nederlandene har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med.

Såfremt beskatningen af datterselskabet i Nederlandene ikke opfylder betingelserne i dansk lovgivning for at blive eksemptet, gives der i stedet credit i Danmark for den underliggende selskabsskat.

Det er op til de danske moderselskaber at dokumentere, at datterselskabsudbytter fra Nederlandene kvalificerer til eksemption.

Endelig indeholder metodebestemmelsen en særregel for lempelse af skat på aktieavancer, når Danmark har taget fraflytningsskat. Bestemmelsen svarer til de interne danske regler.

Artikel 24

Virksomhed ud for kysten

1. I tilfælde af virksomhed, der er omfattet af denne artikel, skal artiklens bestemmelser finde anvendelse uanset enhver anden bestemmelse i denne overenskomst. Denne artikel skal dog ikke finde anvendelse på virksomhed, som en person udøver ud for kysten, i tilfælde hvor denne virksomhed udgør et fast driftssted i henhold til artikel 5 eller et fast sted i henhold til bestemmelserne i artikel 14 for den pågældende person.

2. Udtrykket »virksomhed ud for kysten« betyder i denne artikel virksomhed, der er udøvet ud for kysten i en af staterne i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden og dens undergrund og de deri værende naturforekomster.

3. Et foretagende i en af staterne, der udøver virksomhed ud for kysten i den anden stat, skal under iagttagelse af stykke 4 i denne artikel anses for i denne forbindelse at udøve virksomhed i den anden stat gennem et fast driftssted, medmindre den pågældende virksomhed ud for kysten udøves i den anden stat i en periode eller perioder, der i alt ikke overstiger 30 dage i en 12-månedersperiode.

For så vidt angår dette stykke

a) i tilfælde hvor et foretagende, der udøver virksomhed ud for kysten i den anden stat, er forbundet med et andet foretagende, og dette andet foretagende fortsætter den samme virksomhed ud for kysten som et led i det samme projekt, som bliver eller blev udøvet af det førstnævnte foretagende, og den forannævnte virksomhed udøvet af begge foretagender tilsammen overstiger en periode på 30 dage, skal hvert af de to foretagender anses for at have udøvet sin virksomhed i en periode, der overstiger 30 dage indenfor en 12-månedersperiode;

b) et foretagende skal anses for at være forbundet med et andet foretagende, hvis det ene direkte eller indirekte besidder mindst en tredjedel af kapitalen i det andet foretagende, eller hvis en person direkte eller indirekte besidder mindst en tredjedel af kapitalen i begge foretagender.

4. Ved anvendelsen af denne artikels stk. 3 skal udtrykket »virksomhed ud for kysten« dog anses for ikke at omfatte virksomhed som omhandlet i artikel 5, stk. 4, eller nogen kombination af sådan virksomhed.

5. Fortjeneste som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved transport af forsyninger eller personel til eller mellem pladser i en af staterne, hvor der udøves virksomhed i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden og dens undergrund og naturforekomsterne heri, eller ved drift af bugserbåde eller andre hjælpefartøjer til sådan virksomhed, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendet har sin virkelige ledelse.

6. En person, der er hjemmehørende i en af staterne, og som ud for kysten i den anden stat udøver virksomhed bestående i udøvelse af frit erhverv eller andet arbejde af selvstændig karakter, skal anses for at udøve den omhandlede virksomhed fra et fast sted i denne anden stat, såfremt virksomheden ud for kysten fortsætter i en samlet periode på 30 dage eller mere.

7. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved ansættelse i forbindelse med virksomhed ud for kysten udøvet gennem et fast driftssted i den anden stat, kan, i den udstrækning arbejdet er udført ud for kysten i denne anden stat, beskattes i denne anden stat.

8. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved ansættelse om bord på et skib eller luftfartøj, som omhandlet i stk. 5, skal beskattes i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3.

9. I tilfælde hvor der foreligger dokumentation for, at skat er betalt i Danmark af indkomstbeløb, der kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 7 og artikel 14 i forbindelse med henholdsvis stk. 3 og stk. 6 i denne artikel, og i henhold til stk. 7 i denne artikel, skal Nederlandene indrømme et fradrag i den nederlandske skat, der skal beregnes i overensstemmelse med reglerne i artikel 23, stk. 2.

Artikel 24

Virksomhed ud for kysten

1. I tilfælde af virksomhed, der er omfattet af denne artikel, skal artiklens bestemmelser finde anvendelse uanset enhver anden bestemmelse i denne overenskomst. Denne artikel skal dog ikke finde anvendelse på virksomhed, som en person udøver ud for kysten, i tilfælde hvor denne virksomhed udgør et fast driftssted i henhold til artikel 5 eller et fast sted i henhold til bestemmelserne i artikel 14 for den pågældende person.

2. Udtrykket »virksomhed ud for kysten« betyder i denne artikel virksomhed, der er udøvet ud for kysten i en af staterne i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden og dens undergrund og de deri værende naturforekomster.

3. Et foretagende i en af staterne, der udøver virksomhed ud for kysten i den anden stat, skal under iagttagelse af stykke 4 i denne artikel anses for i denne forbindelse at udøve virksomhed i den anden stat gennem et fast driftssted, medmindre den pågældende virksomhed ud for kysten udøves i den anden stat i en periode eller perioder, der i alt ikke overstiger 30 dage i en 12-månedersperiode.

For så vidt angår dette stykke

a) i tilfælde hvor et foretagende, der udøver virksomhed ud for kysten i den anden stat, er forbundet med et andet foretagende, og dette andet foretagende fortsætter den samme virksomhed ud for kysten som et led i det samme projekt, som bliver eller blev udøvet af det førstnævnte foretagende, og den forannævnte virksomhed udøvet af begge foretagender tilsammen overstiger en periode på 30 dage, skal hvert af de to foretagender anses for at have udøvet sin virksomhed i en periode, der overstiger 30 dage indenfor en 12-månedersperiode;

b) et foretagende skal anses for at være forbundet med et andet foretagende, hvis det ene direkte eller indirekte besidder mindst en tredjedel af kapitalen i det andet foretagende, eller hvis en person direkte eller indirekte besidder mindst en tredjedel af kapitalen i begge foretagender.

4. Ved anvendelsen af denne artikels stk. 3 skal udtrykket »virksomhed ud for kysten« dog anses for ikke at omfatte virksomhed som omhandlet i artikel 5, stk. 4, eller nogen kombination af sådan virksomhed.

5. Fortjeneste som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved transport af forsyninger eller personel til eller mellem pladser i en af staterne, hvor der udøves virksomhed i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden og dens undergrund og naturforekomsterne heri, eller ved drift af bugserbåde eller andre hjælpefartøjer til sådan virksomhed, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendet har sin virkelige ledelse.

6. En person, der er hjemmehørende i en af staterne, og som ud for kysten i den anden stat udøver virksomhed bestående i udøvelse af frit erhverv eller andet arbejde af selvstændig karakter, skal anses for at udøve den omhandlede virksomhed fra et fast sted i denne anden stat, såfremt virksomheden ud for kysten fortsætter i en samlet periode på 30 dage eller mere.

7. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved ansættelse i forbindelse med virksomhed ud for kysten udøvet gennem et fast driftssted i den anden stat, kan, i den udstrækning arbejdet er udført ud for kysten i denne anden stat, beskattes i denne anden stat.

8. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer ved ansættelse om bord på et skib eller luftfartøj, som omhandlet i stk. 5, skal beskattes i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3.

9. I tilfælde hvor der foreligger dokumentation for, at skat er betalt i Danmark af indkomstbeløb, der kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 7 og artikel 14 i forbindelse med henholdsvis stk. 3 og stk. 6 i denne artikel, og i henhold til stk. 7 i denne artikel, skal Nederlandene indrømme et fradrag i den nederlandske skat, der skal beregnes i overensstemmelse med reglerne i artikel 23, stk. 2.

Artikel 24

Virksomhed ud for kysten

I henhold til stykkerne 1-3, anses der for at foreligge fast driftssted i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden, dens undergrund og de deri værende naturforekomster, når arbejdet varer mere end 30 dage i en 12-måneders periode. Bestemmelserne i stk. 3 hindrer, at disse tidsfrister kan omgås ved at lade arbejdet udføre af forskellige indbyrdes forbundne foretagender.

Efter stk. 5 beskattes indkomst ved transport af forsyninger eller personel mellem pladser i en af staterne (supply) som indkomst ved international trafik.

Efter stk. 6 anses der for at være fast sted, hvis frit erhverv udøves ud for kysten i en samlet periode på 3o dage.

Efter stk. 7 beskattes gage, løn og lignende vederlag, som en person, der er hjemmehørende i den ene stat, oppebærer ved arbejde ud for kysten udøvet gennem et fast driftssted i den anden stat, i denne anden stat (kildestaten). Reelt vil lønnen m.v. blive beskattet i kildestaten, hvis arbejdsgiverens arbejde strækker sig ud over 30 dage i kildestaten.

Efter stk. 8 beskattes lønindkomst ved arbejde på supplyfartøjer i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel 15, stk. 3, om beskatning af lønarbejde om bord på fartøjer/fly i international trafik.

Endelig bestemmer stk. 9, at Nederlandene lemper for skat på indkomst - herunder løn - ved virksomhed ud for kysten, som Danmark som kildestat har beskatningsretten til, ved at give eksemption. Lempelsen er dog betinget af, at der dokumenteres faktisk skattebetaling til Danmark.

Bestemmelsen følger i meget vidt omfang det danske forhandlingsudspil. Dette indeholder imidlertid yderligere en bestemmelse om, at drilling-rig aktivitet først udgør et fast driftssted, når den har varet mere end 365 dage i en 18 måneders periode. Dette har det ikke været muligt at komme igennem med under forhandlingerne.

Artikel 25

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en af staterne skal ikke i den anden stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1, skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i den ene af eller i begge staterne.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne har i den anden stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der udøver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en af staterne til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område.

3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, artikel 11, stk. 5, eller artikel 12, stk. 5, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i den førstnævnte stat. Tilsvarende skal enhver gæld, som et foretagende i en af staterne har til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden havde været pådraget over for en person, der var hjemmehørende i den førstnævnte stat.

4. Foretagender i en af staterne, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.

5. Pensionsbidrag, der er afholdt af en fysisk person i forbindelse med personligt arbejde i tjenesteforhold i en af staterne til en pensionsordning, der er oprettet og anerkendt i skattemæssig henseende i den anden stat, skal i en periode på i alt højst 60 måneder kunne fratrækkes ved opgørelsen af den fysiske persons skattepligtige indkomst i den førstnævnte stat og skal behandles i denne stat på samme måde og i henhold til de samme betingelser og begrænsninger som bidrag til en pensionsordning, der er anerkendt i skattemæssig henseende i denne førstnævnte stat, under følgende forudsætninger

a) den fysiske person var ikke hjemmehørende i denne stat og betalte bidrag til pensionsordningen, umiddelbart før han påbegyndte ansættelsesforholdet i denne stat; og

b) den fysiske person er enten stadig ansat af den samme arbejdsgiver som umiddelbart før, han påbegyndte ansættelsesforholdet i denne stat, eller af en arbejdsgiver, der er et indbyrdes forbundet foretagende med den førstnævnte arbejdsgiver; og

c) de kompetente myndigheder i den førstnævnte stat tiltræder, at pensionsordningen generelt svarer til en pensionsordning, der er anerkendt i skattemæssig henseende af denne stat.

Bidrag til pensionsordningen betalt af det foretagende, der udbetaler vederlag til personen, skal ikke anses som skattepligtig indkomst for den fysiske person.

6. Ved anvendelse af stykke 5

a) betyder udtrykket »en pensionsordning« en obligatorisk ordning, i hvilken den fysiske person deltager for at sikre pensionsydelser for personligt arbejde i tjenesteforhold, som omhandlet i stk. 5; og

b) en pensionsordning er anerkendt i skattemæssig henseende i en stat, såfremt ydelserne til ordningen ville medføre skattenedsættelse i denne stat.

De kompetente myndigheder kan rådføre sig med hinanden i tilfælde, hvor en pensionsordning ikke er en obligatorisk ordning, for at fastslå om anvendelsen af bestemmelserne i dette stykke og i stykke 5 er berettiget i sådant tilfælde.

7. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel 25

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en af staterne skal ikke i den anden stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1, skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i den ene af eller i begge staterne.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne har i den anden stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der udøver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en af staterne til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område.

3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, artikel 11, stk. 5, eller artikel 12, stk. 5, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i den førstnævnte stat. Tilsvarende skal enhver gæld, som et foretagende i en af staterne har til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden havde været pådraget over for en person, der var hjemmehørende i den førstnævnte stat.

4. Foretagender i en af staterne, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.

5. Pensionsbidrag, der er afholdt af en fysisk person i forbindelse med personligt arbejde i tjenesteforhold i en af staterne til en pensionsordning, der er oprettet og anerkendt i skattemæssig henseende i den anden stat, skal i en periode på i alt højst 60 måneder kunne fratrækkes ved opgørelsen af den fysiske persons skattepligtige indkomst i den førstnævnte stat og skal behandles i denne stat på samme måde og i henhold til de samme betingelser og begrænsninger som bidrag til en pensionsordning, der er anerkendt i skattemæssig henseende i denne førstnævnte stat, under følgende forudsætninger

a) den fysiske person var ikke hjemmehørende i denne stat og betalte bidrag til pensionsordningen, umiddelbart før han påbegyndte ansættelsesforholdet i denne stat; og

b) den fysiske person er enten stadig ansat af den samme arbejdsgiver som umiddelbart før, han påbegyndte ansættelsesforholdet i denne stat, eller af en arbejdsgiver, der er et indbyrdes forbundet foretagende med den førstnævnte arbejdsgiver; og

c) de kompetente myndigheder i den førstnævnte stat tiltræder, at pensionsordningen generelt svarer til en pensionsordning, der er anerkendt i skattemæssig henseende af denne stat.

Bidrag til pensionsordningen betalt af det foretagende, der udbetaler vederlag til personen, skal ikke anses som skattepligtig indkomst for den fysiske person.

6. Ved anvendelse af stykke 5

a) betyder udtrykket »en pensionsordning« en obligatorisk ordning, i hvilken den fysiske person deltager for at sikre pensionsydelser for personligt arbejde i tjenesteforhold, som omhandlet i stk. 5; og

b) en pensionsordning er anerkendt i skattemæssig henseende i en stat, såfremt ydelserne til ordningen ville medføre skattenedsættelse i denne stat.

De kompetente myndigheder kan rådføre sig med hinanden i tilfælde, hvor en pensionsordning ikke er en obligatorisk ordning, for at fastslå om anvendelsen af bestemmelserne i dette stykke og i stykke 5 er berettiget i sådant tilfælde.

7. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel 25

Ikke diskriminering

Stk. 1-4 bestemmer, at de to stater ikke må diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende. Dette gælder både fysiske og juridiske personer. Bestemmelsen gælder også for personer, der ikke er hjemmehørende i den ene eller i begge staterne. En stat er dog ikke forpligtet til at give personer, der er hjemmehørende i den anden stat skattemæssige fordele, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område.

Stk. 5 og 6 er særbestemmelser, der i et nærmere bestemt omfang tillader, at fysiske personer kan fratrække bidrag til pensionsordninger i den anden stat.

Fradraget er betinget af, at betalingen er afholdt i forbindelse med personligt arbejde i tjenesteforhold, til en pensionsordning, der er oprettet og anerkendt i skattemæssig henseende i den anden stat. Sådan betaling kan fratrækkes i en periode på i alt højst 60 måneder, på samme måde som indbetalinger til pensionsordninger i arbejdsstaten, på betingelse af, at den fysiske person ikke var hjemmehørende i arbejdsstaten og betalte bidrag til pensionsordningen, umiddelbart før han påbegyndte ansættelsesforholdet i arbejdsstaten; og denne person enten fortsat er ansat af den samme arbejdsgiver som umiddelbart før han begyndte ansættelsesforholdet i arbejdsstaten, eller af en arbejdsgiver, der er et indbyrdes forbundet foretagende med den førstnævnte arbejdsgiver; og arbejdsstaten tiltræder, at pensionsordningen generelt svarer til en pensionsordning, der er skattemæssigt anerkendt i denne stat.

Bestemmelsen gælder kun obligatoriske ordninger i ansættelsesforhold.

Der er således tale om personer, der er ansat i internationale koncerner, og udstationeres til udenlandske filialer eller koncernforbundne selskaber.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med de principper for skattemæssig behandling af koncernansattes pensionsindbetalinger, som EU gør sig til talsmand for.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse

af gensidige aftaler

1. I tilfælde hvor en person mener, at foranstaltninger, truffet af en af eller begge staterne, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den stat, i hvilken han er hjemmehørende eller, hvis hans sag falder under artikel 25, stk. 1, til den stat, i hvilken han er statsborger. Sagen skal forelægges inden 3 år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om den foranstaltning, der medfører beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til frister, der måtte gælde ifølge de to staters interne lovgivning.

3. De kompetente myndigheder i de to stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.

4. De kompetente myndigheder i de to stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af en aftale i overensstemmelse med de foranstående stykker.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse

af gensidige aftaler

1. I tilfælde hvor en person mener, at foranstaltninger, truffet af en af eller begge staterne, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den stat, i hvilken han er hjemmehørende eller, hvis hans sag falder under artikel 25, stk. 1, til den stat, i hvilken han er statsborger. Sagen skal forelægges inden 3 år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om den foranstaltning, der medfører beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til frister, der måtte gælde ifølge de to staters interne lovgivning.

3. De kompetente myndigheder i de to stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.

4. De kompetente myndigheder i de to stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af en aftale i overensstemmelse med de foranstående stykker.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen foreskriver den fremgangsmåde, der skal anvendes, hvis en person, der er hjemmehørende i en af staterne mener, at han udsættes for en beskatning, der er i strid med overenskomsten. Det er herunder fastsat, at de kompetente myndigheder i de to stater skal søge ved gensidig aftale at løse de vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkning eller anvendelse af aftalen.

Overenskomsten pålægger ikke de to staters kompetente myndigheder nogen pligt til at blive enige.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

De to staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de to staters interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af overenskomsten, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en af staterne, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, der modtages i henhold til denne stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgelse eller klagebehandling i forbindelse med de skatter, der er omfattet af denne overenskomst. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til sådanne formål. De kan meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

De to staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de to staters interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af overenskomsten, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en af staterne, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, der modtages i henhold til denne stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgelse eller klagebehandling i forbindelse med de skatter, der er omfattet af denne overenskomst. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til sådanne formål. De kan meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

Artiklen pålægger de to staters kompetente myndigheder at udveksle oplysninger, som er nødvendige for, at overenskomstens bestemmelser kan føres ud i livet.

Artikel 28

Bistand ved inddrivelse

1. De to stater forpligter sig til at yde hinanden bistand og støtte med hensyn til opkrævning i overensstemmelse med disses respektive love og administrative bestemmelser af de skatter, som omfattes af denne overenskomst, tillige med eventuelle forhøjelser, tillæg, forsinkede betalinger, rentebeløb og omkostninger vedrørende de pågældende skatter.

2. På anmodning fra den begærende stat skal den stat, der modtager anmodningen, inddrive skattekrav fra den førstnævnte stat i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, der er gældende for inddrivelse af denne stats egne skattekrav. Sådanne krav skal dog ikke nyde nogen fortrinsret i den stat, der modtager anmodningen, og kan ikke inddrives ved gældsfængsling af skyldneren. Den stat, der modtager anmodningen, er ikke forpligtet til at foretage nogen retslig handling, der ikke er fastsat i den begærende stats love.

3. Bestemmelserne i stk. 2 skal kun finde anvendelse på skattekrav, som er ledsaget af et dokument til godtgørelse af, at disse skattekrav kan inddrives i den begærende stat, og som - med mindre andet er aftalt mellem de kompetente myndigheder - ikke bestrides.

Hvor skattekravet vedrører en person, som ikke er hjemmehørende i den begærende stat, skal stk. 2 dog kun finde anvendelse - medmindre andet er aftalt mellem de kompetente myndigheder - hvor kravet ikke længere kan bestrides.

4. Forpligtelsen til at yde bistand ved inddrivelse af skattekrav vedrørende en afdød person eller hans dødsbo omfatter kun værdien af dødsboet eller de formuegoder, som er modtaget af hver af de begunstigede arvinger i boet, alt efter om kravet skal inddrives fra dødsboet eller fra arvingerne.

5. Den stat, der modtager anmodningen, skal ikke være forpligtet til at efterkomme denne

a) hvis den begærende stat ikke har udnyttet ethvert middel, som denne stat har til sin rådighed inden for sit eget område, undtagen hvor anvendelsen af sådanne midler ville forårsage uforholdsmæssigt store vanskeligheder;

b) hvis og for så vidt den anser skattekravet for at være imod bestemmelserne i denne overenskomst eller i strid med enhver anden overenskomst, som er indgået af begge stater.

6. Anmodningen om administrativ bistand ved inddrivelse af skattekrav skal være vedlagt følgende dokumenter

a) en bekræftelse af at skattekravet vedrører en skat, der er omfattet af overenskomsten og at bestemmelserne i stk. 3 er opfyldt;

b) et bekræftet eksemplar af det dokument, der tillader inddrivelse i den begærende stat;

c) eventuelle andre dokumenter, der er nødvendige for inddrivelse;

d) hvor det er hensigtsmæssigt et attesteret eksemplar, der bekræfter en eventuel afgørelse i forbindelse hermed fra et administrativt organ eller en offentlig retsinstans.

7. Den begærende stat skal angive det skattebeløb, der skal inddrives, i både den begærende stats og den anmodede stats møntsort. Den omregningskurs, der skal benyttes ved anvendelsen af den foregående sætning, er den sidste salgspris, der er bestemt af den mest repræsentative valutabørs eller børser i den begærende stat. Ethvert beløb, der inddrives af den anmodede stat, skal overføres til den begærende stat i den anmodede stats møntsort. Overførslen skal foretages indenfor en måned fra inddrivelsesdatoen.

8. På anmodning fra den begærende stat skal den stat, der modtager anmodningen, foretage sikringsakter med henblik på inddrivelse af et skattebeløb, selv om kravet bestrides eller endnu ikke er genstand for et eksigibelt dokument for så vidt som dette er i overensstemmelse med lovgivningen og de administrative regler i den stat, der har modtaget anmodningen.

9. Når det dokument, der giver tilladelse til inddrivelse i den begærende stat, er i overensstemmelse med gældende regler i den stat, der modtager anmodningen, skal dokumentet accepteres, anerkendes, kompletteres eller erstattes straks efter modtagelsen af anmodningen om bistand med et dokument, der giver tilladelse til inddrivelse i den sidstnævnte stat.

10. Spørgsmål vedrørende udløbet af den periode, inden for hvilken et skattekrav kan inddrives, skal afgøres efter lovgivningen i den stat, der begærer inddrivelsen. Anmodningen om bistand skal indeholde oplysninger om denne periode. Den stat, der modtager anmodningen, skal dog ikke efterkomme en anmodning om administrativ bistand, der fremsættes efter udløbet af den periode, inden for hvilken et skattekrav kan inddrives i henhold til lovgivningen i denne stat.

11. Skridt til inddrivelse, som foretages af den stat, der har modtaget anmodningen om bistand, og som i henhold til lovgivningen i denne stat ville have afbrydende eller opsættende virkning på den periode, der er omhandlet i stk. 10, skal ligeledes have denne virkning i forhold til lovgivningen i den begærende stat. Den stat, der modtager anmodningen, skal underrette den begærende stat om sådanne skridt, og hvor det er nødvendigt, skal de to stater konsultere hinanden.

12. Såfremt udskydelse af betaling eller afdragsvis betaling er tilladt under lignende omstændigheder i henhold til lovgivningen eller den administrative praksis i den stat, der modtager anmodningen om bistand, kan denne stat tillade dette, men skal først give meddelelse til den begærende stat.

13. De kompetente myndigheder i de to stater skal ved fælles aftale fastsætte regler vedrørende minimumsbeløbet for de skattekrav, der kan gøres til genstand for en anmodning om bistand.

14. Staterne skal gensidigt afstå fra at kræve erstatning for omkostninger, der opstår som følge af den bistand og støtte, som staterne yder hinanden ved anvendelsen af denne overenskomst. Dette omfatter dog ikke omkostninger til retsskridt og ekspertråd. Den begærende stat skal i alle tilfælde forblive ansvarlig overfor den stat, der modtager anmodningen, for de økonomiske konsekvenser af de inddrivelseshandlinger, der findes at være ubeføjede med hensyn til det pågældende skattekravs beskaffenhed eller gyldigheden af det dokument, der indeholder tilladelsen til inddrivelse i den begærende stat.

Artikel 28

Bistand ved inddrivelse

1. De to stater forpligter sig til at yde hinanden bistand og støtte med hensyn til opkrævning i overensstemmelse med disses respektive love og administrative bestemmelser af de skatter, som omfattes af denne overenskomst, tillige med eventuelle forhøjelser, tillæg, forsinkede betalinger, rentebeløb og omkostninger vedrørende de pågældende skatter.

2. På anmodning fra den begærende stat skal den stat, der modtager anmodningen, inddrive skattekrav fra den førstnævnte stat i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, der er gældende for inddrivelse af denne stats egne skattekrav. Sådanne krav skal dog ikke nyde nogen fortrinsret i den stat, der modtager anmodningen, og kan ikke inddrives ved gældsfængsling af skyldneren. Den stat, der modtager anmodningen, er ikke forpligtet til at foretage nogen retslig handling, der ikke er fastsat i den begærende stats love.

3. Bestemmelserne i stk. 2 skal kun finde anvendelse på skattekrav, som er ledsaget af et dokument til godtgørelse af, at disse skattekrav kan inddrives i den begærende stat, og som - med mindre andet er aftalt mellem de kompetente myndigheder - ikke bestrides.

Hvor skattekravet vedrører en person, som ikke er hjemmehørende i den begærende stat, skal stk. 2 dog kun finde anvendelse - medmindre andet er aftalt mellem de kompetente myndigheder - hvor kravet ikke længere kan bestrides.

4. Forpligtelsen til at yde bistand ved inddrivelse af skattekrav vedrørende en afdød person eller hans dødsbo omfatter kun værdien af dødsboet eller de formuegoder, som er modtaget af hver af de begunstigede arvinger i boet, alt efter om kravet skal inddrives fra dødsboet eller fra arvingerne.

5. Den stat, der modtager anmodningen, skal ikke være forpligtet til at efterkomme denne

a) hvis den begærende stat ikke har udnyttet ethvert middel, som denne stat har til sin rådighed inden for sit eget område, undtagen hvor anvendelsen af sådanne midler ville forårsage uforholdsmæssigt store vanskeligheder;

b) hvis og for så vidt den anser skattekravet for at være imod bestemmelserne i denne overenskomst eller i strid med enhver anden overenskomst, som er indgået af begge stater.

6. Anmodningen om administrativ bistand ved inddrivelse af skattekrav skal være vedlagt følgende dokumenter

a) en bekræftelse af at skattekravet vedrører en skat, der er omfattet af overenskomsten og at bestemmelserne i stk. 3 er opfyldt;

b) et bekræftet eksemplar af det dokument, der tillader inddrivelse i den begærende stat;

c) eventuelle andre dokumenter, der er nødvendige for inddrivelse;

d) hvor det er hensigtsmæssigt et attesteret eksemplar, der bekræfter en eventuel afgørelse i forbindelse hermed fra et administrativt organ eller en offentlig retsinstans.

7. Den begærende stat skal angive det skattebeløb, der skal inddrives, i både den begærende stats og den anmodede stats møntsort. Den omregningskurs, der skal benyttes ved anvendelsen af den foregående sætning, er den sidste salgspris, der er bestemt af den mest repræsentative valutabørs eller børser i den begærende stat. Ethvert beløb, der inddrives af den anmodede stat, skal overføres til den begærende stat i den anmodede stats møntsort. Overførslen skal foretages indenfor en måned fra inddrivelsesdatoen.

8. På anmodning fra den begærende stat skal den stat, der modtager anmodningen, foretage sikringsakter med henblik på inddrivelse af et skattebeløb, selv om kravet bestrides eller endnu ikke er genstand for et eksigibelt dokument for så vidt som dette er i overensstemmelse med lovgivningen og de administrative regler i den stat, der har modtaget anmodningen.

9. Når det dokument, der giver tilladelse til inddrivelse i den begærende stat, er i overensstemmelse med gældende regler i den stat, der modtager anmodningen, skal dokumentet accepteres, anerkendes, kompletteres eller erstattes straks efter modtagelsen af anmodningen om bistand med et dokument, der giver tilladelse til inddrivelse i den sidstnævnte stat.

10. Spørgsmål vedrørende udløbet af den periode, inden for hvilken et skattekrav kan inddrives, skal afgøres efter lovgivningen i den stat, der begærer inddrivelsen. Anmodningen om bistand skal indeholde oplysninger om denne periode. Den stat, der modtager anmodningen, skal dog ikke efterkomme en anmodning om administrativ bistand, der fremsættes efter udløbet af den periode, inden for hvilken et skattekrav kan inddrives i henhold til lovgivningen i denne stat.

11. Skridt til inddrivelse, som foretages af den stat, der har modtaget anmodningen om bistand, og som i henhold til lovgivningen i denne stat ville have afbrydende eller opsættende virkning på den periode, der er omhandlet i stk. 10, skal ligeledes have denne virkning i forhold til lovgivningen i den begærende stat. Den stat, der modtager anmodningen, skal underrette den begærende stat om sådanne skridt, og hvor det er nødvendigt, skal de to stater konsultere hinanden.

12. Såfremt udskydelse af betaling eller afdragsvis betaling er tilladt under lignende omstændigheder i henhold til lovgivningen eller den administrative praksis i den stat, der modtager anmodningen om bistand, kan denne stat tillade dette, men skal først give meddelelse til den begærende stat.

13. De kompetente myndigheder i de to stater skal ved fælles aftale fastsætte regler vedrørende minimumsbeløbet for de skattekrav, der kan gøres til genstand for en anmodning om bistand.

14. Staterne skal gensidigt afstå fra at kræve erstatning for omkostninger, der opstår som følge af den bistand og støtte, som staterne yder hinanden ved anvendelsen af denne overenskomst. Dette omfatter dog ikke omkostninger til retsskridt og ekspertråd. Den begærende stat skal i alle tilfælde forblive ansvarlig overfor den stat, der modtager anmodningen, for de økonomiske konsekvenser af de inddrivelseshandlinger, der findes at være ubeføjede med hensyn til det pågældende skattekravs beskaffenhed eller gyldigheden af det dokument, der indeholder tilladelsen til inddrivelse i den begærende stat.

Artikel 28

Bistand ved inddrivelse

OECD-modellen indeholder ingen bestemmelse om bistand ved inddrivelse af skattekrav. Fra dansk side ser man gerne, at en sådan bestemmelse medtages i overenskomsterne.

Bestemmelsen indeholder, foruden selve forpligtelsen til at inddrive skattekrav for den anden stat, en lang række specifikke bestemmelser om, hvorledes staterne skal forholde sig i forbindelse med inddrivelsen.

Der gives således anvisning på, hvornår en stat ikke skal være forpligtet til at foretage inddrivelse, hvilke dokumenter, der skal ledsage en inddrivelsesbegæring, måden skattekravet skal være opgjort på med hensyn til møntsort, adgangen til at foretage sikringsakter på vegne af den anden stats krav, den periode inden for hvilken et krav kan inddrives, inddrivelsens afbrydende virkning i forhold til forældelse, adgangen til afdragsvis betaling og spørgsmål om hvilken stat, der skal bære omkostningerne ved inddrivelsen. En stat kan ikke forpligtes til at foretage skridt, der er i strid med dens interne lovgivning eller administrative praksis.

Bestemmelserne er i overensstemmelse med principperne i OECD's og Europarådets konvention om administrativ bistand, som Danmark har tiltrådt.

Artikel 29

Begrænsning af artiklerne 27 og 28

Bestemmelserne i artiklerne 27 og 28 i denne overenskomst skal ikke i noget tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges nogen af de to stater pligt til

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne stats eller den anden stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) til at meddele oplysninger, som ikke kan opnås ifølge denne stats eller den anden stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 29

Begrænsning af artiklerne 27 og 28

Bestemmelserne i artiklerne 27 og 28 i denne overenskomst skal ikke i noget tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges nogen af de to stater pligt til

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne stats eller den anden stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) til at meddele oplysninger, som ikke kan opnås ifølge denne stats eller den anden stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 29

Begrænsninger af artiklerne 27 og 28

Artikel 29 bestemmer, at de to forudgående artikler ikke kan pålægge nogen af de to stater pligt til at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne stats eller den anden stats lovgivning og forvaltningspraksis; til at meddele oplysninger, som ikke kan opnås ifølge denne stats eller den anden stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis; eller meddele oplysninger, som ville røbe erhvervsmæssige m.v. hemmeligheder, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 30

Diverse bestemmelser

1. De kompetente myndigheder i de to stater kan ved gensidig aftale fastsætte fremgangsmåden for anvendelse af artiklerne 10, 11 og 12.

2. De kompetente myndigheder i hver af de to stater kan i overensstemmelse med praksis i denne stat fastsætte de retningslinier, der er nødvendige for gennemførelsen af andre bestemmelser i denne overenskomst.

3. Der er enighed om at

a) i tilfælde hvor en person, som er hjemmehørende i Nederlandene, er fritaget for eller berettiget til lempelse i dansk skat i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst, skal tilsvarende fritagelse eller lempelse gælde for uafsluttede boer efter afdøde personer, for så vidt en eller flere af de i boet berettigede er hjemmehørende i Nederlandene;

b) ved anvendelsen af artikel 23 skal dansk skat af et uafsluttet bo efter en afdød person, for så vidt indkomsten eller formuen tilfalder en i boet berettiget, som er hjemmehørende i Nederlandene, anses som indkomst- eller formueskat pålignet den berettigede.

Artikel 30

Diverse bestemmelser

1. De kompetente myndigheder i de to stater kan ved gensidig aftale fastsætte fremgangsmåden for anvendelse af artiklerne 10, 11 og 12.

2. De kompetente myndigheder i hver af de to stater kan i overensstemmelse med praksis i denne stat fastsætte de retningslinier, der er nødvendige for gennemførelsen af andre bestemmelser i denne overenskomst.

3. Der er enighed om at

a) i tilfælde hvor en person, som er hjemmehørende i Nederlandene, er fritaget for eller berettiget til lempelse i dansk skat i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst, skal tilsvarende fritagelse eller lempelse gælde for uafsluttede boer efter afdøde personer, for så vidt en eller flere af de i boet berettigede er hjemmehørende i Nederlandene;

b) ved anvendelsen af artikel 23 skal dansk skat af et uafsluttet bo efter en afdød person, for så vidt indkomsten eller formuen tilfalder en i boet berettiget, som er hjemmehørende i Nederlandene, anses som indkomst- eller formueskat pålignet den berettigede.

Artikel 30

Diverse bestemmelser

Hovedindholdet i artiklen er bestemmelsen i stk. 3, hvorefter der tages stilling til behandlingen af dødsboskat i uafsluttede boer, hvor en eller flere berettigede i boet er hjemmehørende i Nederlandene.

Hvor boet i Danmark er et selvstændigt skattesubjekt, er det i Nederlandene de berettigede, der er skattepligtssubjekter.

Stk. 3 bestemmer derfor, at indkomster i danske uafsluttede dødsboer, skal behandles i overensstemmelse med bestemmelserne i den foreliggende overenskomst, således at man forholder sig, som om indtægterne tilkom den berettigede i Nederlandene direkte, og beskatter derefter. Dansk dødsboskat skal anses for at være skat, der er pålignet den nederlandske berettiget direkte. Bestemmelsen betyder f.eks. af hvis indkomsten i det danske dødsbo er indkomst af fast ejendom beliggende i Danmark, beskatter Danmark indkomsten hos dødsboet. Nederlandene kan anse denne skat for direkte betalt af den berettigede i Nederlandene, og give eksemption for indkomsten.

En parallel bestemmelse findes i den gældende aftale.

Artikel 31

Ansatte ved diplomatiske

og konsulære repræsentationer

1. Intet i denne overenskomst skal berøre de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller konsulære repræsentationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

2. For så vidt angår denne overenskomst skal en fysisk person, der er medlem af en stats diplomatiske eller konsulære repræsentation i den anden stat eller i en tredje stat, og som er statsborger i den stat, af hvilken han er udsendt, anses for at være hjemmehørende i denne stat, hvis han der er underlagt samme forpligtelser for så vidt angår skatter på indkomst og formue, som er gældende for personer, der er hjemmehørende i denne stat.

3. Overenskomsten skal ikke finde anvendelse på internationale organisationer, på disses organer eller embedsmænd eller på personer, der som medlem af en tredje stats diplomatiske eller konsulære repræsentationer opholder sig i en af staterne, hvis de ikke i denne stat er underlagt de samme forpligtelser for så vidt angår skatter på indkomst og formue, som er gældende for personer, der er hjemmehørende i denne stat.

Artikel 31

Ansatte ved diplomatiske

og konsulære repræsentationer

1. Intet i denne overenskomst skal berøre de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller konsulære repræsentationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

2. For så vidt angår denne overenskomst skal en fysisk person, der er medlem af en stats diplomatiske eller konsulære repræsentation i den anden stat eller i en tredje stat, og som er statsborger i den stat, af hvilken han er udsendt, anses for at være hjemmehørende i denne stat, hvis han der er underlagt samme forpligtelser for så vidt angår skatter på indkomst og formue, som er gældende for personer, der er hjemmehørende i denne stat.

3. Overenskomsten skal ikke finde anvendelse på internationale organisationer, på disses organer eller embedsmænd eller på personer, der som medlem af en tredje stats diplomatiske eller konsulære repræsentationer opholder sig i en af staterne, hvis de ikke i denne stat er underlagt de samme forpligtelser for så vidt angår skatter på indkomst og formue, som er gældende for personer, der er hjemmehørende i denne stat.

Artikel 31

Repræsentationer

Overenskomsten berører ikke skattemæssige begunstigelser for diplomater, jfr. stk. 1.

Artiklen er udbygget med præciserende bestemmelser, der er hentet fra kommentarerne til OECD-modellens bestemmelse om diplomater.

Stk. 2 fastslår således, at når en diplomat er fuldt skattepligtig og statsborger i den stat, der har udsendt ham, skal han anses for hjemmehørende i denne stat. Bestemmelsen passer med de danske regler om fuld skattepligt for personer udsendt af den danske stat.

Stk. 3 præciserer, at overenskomsten ikke finder anvendelse på internationale organisationer m.v., diplomater fra 3.-lande og andre, der ikke beskattes som fuldt skattepligtige i den stat, hvori de gør tjeneste.

Dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Nederlandene kan således ikke påberåbes af en græsk diplomat, der gør tjeneste ved den græske ambassade i Haag, og som har udbytteindkomster fra Danmark, fordi den pågældende diplomat ikke beskattes som fuldt skattepligtig i Nederlandene.

Artikel 32

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til at gælde for enten det ene eller for begge de to lande De nederlandske Antiller og Aruba, eller til Færøerne og Grønland, hvis det pågældende land eller område påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. En sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive aftalt mellem de to stater i noter, der udveksles ad diplomatisk vej.

2. Medmindre andet er aftalt, skal opsigelsen af overenskomsten ikke samtidig medføre ophør af enhver udvidelse af overenskomsten til noget land eller område, hvortil den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

Artikel 32

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til at gælde for enten det ene eller for begge de to lande De nederlandske Antiller og Aruba, eller til Færøerne og Grønland, hvis det pågældende land eller område påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. En sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive aftalt mellem de to stater i noter, der udveksles ad diplomatisk vej.

2. Medmindre andet er aftalt, skal opsigelsen af overenskomsten ikke samtidig medføre ophør af enhver udvidelse af overenskomsten til noget land eller område, hvortil den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

Artikel 32

Territorial udvidelse

Overenskomsten kan i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til at gælde for Grønland og/eller Færøerne samt de Nederlandske Antiller og Aruba, forudsat disse områder måtte ønske det, og de opfylder betingelsen om, at de nævnte områder påligner skatter af væsentlig samme art, som de skatter overenskomsten finder anvendelse på.

Artikel 33

Ikrafttræden

1. Denne overenskomst skal træde i kraft på den 30. dag efter den sidste dato på hvilken de respektive regeringer har givet hinanden skriftlig underretning om, at de nødvendige forfatningsmæssige formaliteter er afsluttet i deres respektive stater, og dens bestemmelser skal have virkning for skatteår og -perioder, der begynder den 1. januar eller senere i det kalenderår, der følger efter det år, i hvilken den sidste af underretningerne er modtaget, eller senere.

2. Overenskomst mellem Kongeriget Nederlandene og Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter på indkomst og formue, med Protokol, undertegnet i København den 20. februar 1957, med tillæg ved noter udvekslet i København den 20. februar 1957, og som ændret ved tillægsoverenskomst undertegnet i Haag den 20. januar 1966, skal ophøre med at have virkning ved denne overenskomsts ikrafttræden. Bestemmelserne i den førstnævnte overenskomst skal imidlertid fortsat være gældende for skatteår og -perioder, der er udløbet før det tidspunkt, hvor denne overenskomsts bestemmelser har virkning.

3. Følgende aftaler mellem Kongeriget Nederlandene og Kongeriget Danmark skal ikke have virkning for noget år eller nogen periode, for hvilken nærværende overenskomst er i kraft, nemlig

- aftale af 8. november 1930 om gensidig fritagelse fra skat på visse fortjenester hidrørende fra rederivirksomhed;

- aftale indgået ved udveksling af noter, dateret 15. december 1937 og 24. marts 1938, om gensidig fritagelse for indkomstskat af visse fortjenester hidrørende fra luftfartsvirksomhed.

Artikel 33

Ikrafttræden

1. Denne overenskomst skal træde i kraft på den 30. dag efter den sidste dato på hvilken de respektive regeringer har givet hinanden skriftlig underretning om, at de nødvendige forfatningsmæssige formaliteter er afsluttet i deres respektive stater, og dens bestemmelser skal have virkning for skatteår og -perioder, der begynder den 1. januar eller senere i det kalenderår, der følger efter det år, i hvilken den sidste af underretningerne er modtaget, eller senere.

2. Overenskomst mellem Kongeriget Nederlandene og Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter på indkomst og formue, med Protokol, undertegnet i København den 20. februar 1957, med tillæg ved noter udvekslet i København den 20. februar 1957, og som ændret ved tillægsoverenskomst undertegnet i Haag den 20. januar 1966, skal ophøre med at have virkning ved denne overenskomsts ikrafttræden. Bestemmelserne i den førstnævnte overenskomst skal imidlertid fortsat være gældende for skatteår og -perioder, der er udløbet før det tidspunkt, hvor denne overenskomsts bestemmelser har virkning.

3. Følgende aftaler mellem Kongeriget Nederlandene og Kongeriget Danmark skal ikke have virkning for noget år eller nogen periode, for hvilken nærværende overenskomst er i kraft, nemlig

- aftale af 8. november 1930 om gensidig fritagelse fra skat på visse fortjenester hidrørende fra rederivirksomhed;

- aftale indgået ved udveksling af noter, dateret 15. december 1937 og 24. marts 1938, om gensidig fritagelse for indkomstskat af visse fortjenester hidrørende fra luftfartsvirksomhed.

Artikel 33

Ikrafttræden

Overenskomsten træder i kraft 30 dage efter den sidste dato på hvilken de respektive regeringer har givet hinanden skriftlig underretning om, at de forfatningsmæssige formaliteter er afsluttet i de respektive stater. »Forfatningsmæssige formaliteter« vil for Danmarks vedkommende sige, at det foreliggende lovforslag er endeligt vedtaget.

Overenskomsten har virkning for skatteår og perioder, der begynder den 1. januar eller senere i det kalenderår, der følger efter det år, i hvilken den sidste af underretningerne er modtaget, eller senere.

Den gældende overenskomst fra 1957 med senere ændringer ophører med at have virkning ved den foreliggende overenskomsts ikrafttræden. Bestemmelserne i 1957-overenskomsten med senere ændringer, skal dog fortsat være gældende for skatteår og perioder, der er udløbet før det tidspunkt, hvor den foreliggende overenskomsts bestemmelser har virkning. Der opstår således intet aftaleudækket tidsinterval, p.g.a. at den nye overenskomsts ikrafttrædelsestidspunkt ligger før dens virkningstidspunkt.

Artikel 34

Opsigelse

Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den opsiges af en af de kontraherende parter. Hver part kan ad diplomatisk vej opsige overenskomsten ved at give meddelelse om opsigelse mindst seks måneder før udgangen af ethvert kalenderår efter udløbet af en periode på fem år fra datoen for overenskomstens ikrafttræden. I så fald skal overenskomsten ophøre at have virkning for skatteår og -perioder, der begynder efter udgangen af det kalenderår, i hvilken meddelelsen om opsigelse blev givet.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede, underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i København den 1. juli 1996, i to eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks regering

PETER LOFT

For Kongeriget Nederlandenes regering

J. W. SEMEYNS DE VRIES VAN DOESBURGH

Protokol

I forbindelse med undertegnelsen af den overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår skatter på indkomst og formue, som i dag er indgået mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene, er undertegnede enedes om, at følgende bestemmelser skal udgøre en integrerende del af overenskomsten.

I

Formueskat

1) Bestemmelserne i denne overenskomst om formueskat og undgåelse af dobbeltbeskatning af formue skal kun have virkning hvis og så længe som begge stater påligner skat på formue.

2) De to stater skal underrette hinanden via diplomatiske kanaler om indførelsen eller afskaffelsen af formueskat.

II

Ad artikel 4

En fysisk person, der har ophold om bord på et skib uden at have et virkeligt hjemsted i nogen af staterne, skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken skibet har sit hjemsted.

III

Ad artiklerne 5, 6, 13 og 22

Der er enighed om, at rettigheder til udforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden og i dens undergrund skal anses som fast ejendom beliggende i den af staterne, som havbunden og dens undergrund tilhører, og at disse rettigheder skal anses for at vedrøre et fast driftssteds ejendom i denne stat. Derudover er der enighed om, at de ovenfor nævnte rettigheder omfatter rettigheder til andele i eller begunstigelser fra de aktiver, der tilvejebringes af sådan efterforskning eller udnyttelse.

IV

Ad artikel 7

For så vidt angår artikel 7, stk. 1 og 2, i tilfælde hvor et foretagende, der er hjemmehørende i en af staterne, sælger varer eller udøver virksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal dette faste driftssteds fortjeneste ikke fastsættes på grundlag af det totale beløb, der er modtaget af virksomheden, men skal alene fastsættes på grundlag af det vederlag, der kan henføres til den faktiske aktivitet i det faste driftssted med sådant salg eller virksomhed. Særligt i tilfælde, hvor kontrakter vedrører undersøgelse, forsyning, installering eller opførelse af udstyr eller bygninger til industrielt, kommercielt eller videnskabeligt formål eller af offentlige arbejder, når foretagendet har et fast driftssted, skal fortjeneste i et sådant fast driftssted ikke fastsættes på grundlag af kontraktens fulde beløb, men skal alene fastsættes på grundlag af den del af kontrakten, der faktisk er udført af det faste driftssted i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende. Den fortjeneste, der kan henføres til den del af kontrakten, der er udført af virksomhedens hovedkontor, kan kun beskattes i den stat, i hvilken virksomheden er hjemmehørende.

V

Ad artikel 8

Der er enighed om, at bestemmelserne i artikel 8, stk. 4, skal fortolkes i overensstemmelse med stk. 9 og 10 i kommentarerne til artikel 8 i OECDs Modeloverenskomst om dobbeltbeskatning af indkomst og formue 1977.

VI

Ad artiklerne 10 og 11

Der er enighed om, at i tilfælde af at en af staterne opkræver udbytteskat på indkomst fra udbyttegivende gældsbreve, skal artikel 10 uanset bestemmelserne i artikel 11 finde anvendelse på sådan indkomst hidrørende fra denne stat.

VII

Ad artiklerne 10, 11 og 12

I tilfælde hvor der er pålagt kildeskat ud over det skattebeløb, der kan pålignes i henhold til bestemmelserne i artiklerne 10, 11 og 12, skal ansøgning om tilbagebetaling af det overskydende skattebeløb indgives til den kompetente myndighed i den stat, der har pålagt skatten, inden for en periode på 3 år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket skatten blev pålagt.

VIII

Ad artikel 13

I tilfælde af, at den danske lovgivning ændres, sådan at Danmark kan udøve den beskatningsret, der er fastsat i artikel 13, stk. 5, kan bestemmelserne i artikel 13, stk. 5, efter anmodning fra Danmark ændres og erstattes med følgende ordlyd

»5. Bestemmelserne i stk. 4 skal ikke påvirke den ret, som tilfalder hver af staterne i henhold til dens interne lovgivning til at beskatte fortjeneste ved afhændelse af aktier eller »jouissance« rettigheder i et selskab, hvis formue helt eller delvis er opdelt i aktier, og som i henhold til lovgivningen i denne stat er hjemmehørende der, som oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i den anden stat, og som har været hjemmehørende i den førstnævnte stat i løbet af de sidste 5 år forud for afhændelsen af aktierne eller »Jouissance« rettighederne.'

Anmodning om en sådan ændring skal fremsættes ved at give Nederlandene meddelelse ad diplomatisk vej . Ændringen skal træde i kraft på den 30. dag efter den dag, på hvilken Nederlandene har modtaget anmodningen, og dens bestemmelser skal derefter finde anvendelse på skatter på kapitalgevinster, der oppebæres fra og med den første januar i det kalenderår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket ændringen trådte i kraft.

IX

Ad artikel 16

Der er enighed om, at »bestuurder« eller »commisaris« i et nederlandsk selskab betyder personer, som er udnævnt som sådan af aktionærernes generalforsamling eller af ethvert andet kompetent organ i et sådant selskab, og som er overdraget henholdsvis den almindelige ledelse af og tilsyn med selskabet.

X

Ad artikel 18

Der er enighed om, at Nederlandene og Danmark skal indlede drøftelser for at overveje, om en ændring af artikel 18 er nødvendig under hensyn til udviklingen i EF eller OECD med hensyn til spørgsmålet om det stadig er hensigtsmæssigt at bevare bopælsstatens eksklusive beskatningsret for så vidt angår pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales til en person, der er hjemmehørende i en af staterne, som vederlag for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold og enhver livrente, som anført i artikel 18, stk. 1.

XI

Ad artikel 23

1) Der er enighed om, at ved beregningen af det i artikel 23, stk. 2, nævnte fradrag skal de i artikel 22, stk. 1, omtalte formuebestanddele medtages med den fulde værdi med fradrag af værdien af den gæld, der er sikret mod pant i denne formue, og de i artikel 22, stk. 2, omtalte formuebestanddele skal medregnes med fuld værdi med fradrag af den gæld, der kan henføres til det faste driftssted eller faste sted.

2) Der er enighed om, at formuleringen »den pålignede skat på den fortjeneste, hvoraf udbyttet er betalt« som omtalt i artikel 23, stk. 5, litra d), skal omfatte enhver skat, som direkte eller indirekte er betalt af det udbyttebetalende selskab af den fortjeneste eller indkomst, som ligger til grund for udbyttebetalingen.

XII

Ad artikel 24

Der er enighed om at udtrykket »virksomhed ud for kysten« omfatter virksomhed udøvet i et efterforsknings- og udnyttelsesområde, der strækker sig fra et sted ud for kysten i denne anden stat til området på land i denne stat, forudsat at den virksomhed, der udøves på land, er forbundet med virksomheden ud for kysten.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i København den 1. juli 1996, i to eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks regering

PETER LOFT

For Kongeriget Nederlandenes regering

J. W. SEMEYNS DE VRIES VAN DOESBURGH

Oprindeligt fremsat forslag

Artikel 34

Opsigelse

Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den opsiges af en af de kontraherende parter. Hver part kan ad diplomatisk vej opsige overenskomsten ved at give meddelelse om opsigelse mindst seks måneder før udgangen af ethvert kalenderår efter udløbet af en periode på fem år fra datoen for overenskomstens ikrafttræden. I så fald skal overenskomsten ophøre at have virkning for skatteår og -perioder, der begynder efter udgangen af det kalenderår, i hvilken meddelelsen om opsigelse blev givet.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede, underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i København den 1. juli 1996, i to eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks regering

PETER LOFT

For Kongeriget Nederlandenes regering

J. W. SEMEYNS DE VRIES VAN DOESBURGH

Protokol

I forbindelse med undertegnelsen af den overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår skatter på indkomst og formue, som i dag er indgået mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene, er undertegnede enedes om, at følgende bestemmelser skal udgøre en integrerende del af overenskomsten.

I

Formueskat

1) Bestemmelserne i denne overenskomst om formueskat og undgåelse af dobbeltbeskatning af formue skal kun have virkning hvis og så længe som begge stater påligner skat på formue.

2) De to stater skal underrette hinanden via diplomatiske kanaler om indførelsen eller afskaffelsen af formueskat.

II

Ad artikel 4

En fysisk person, der har ophold om bord på et skib uden at have et virkeligt hjemsted i nogen af staterne, skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken skibet har sit hjemsted.

III

Ad artiklerne 5, 6, 13 og 22

Der er enighed om, at rettigheder til udforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden og i dens undergrund skal anses som fast ejendom beliggende i den af staterne, som havbunden og dens undergrund tilhører, og at disse rettigheder skal anses for at vedrøre et fast driftssteds ejendom i denne stat. Derudover er der enighed om, at de ovenfor nævnte rettigheder omfatter rettigheder til andele i eller begunstigelser fra de aktiver, der tilvejebringes af sådan efterforskning eller udnyttelse.

IV

Ad artikel 7

For så vidt angår artikel 7, stk. 1 og 2, i tilfælde hvor et foretagende, der er hjemmehørende i en af staterne, sælger varer eller udøver virksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal dette faste driftssteds fortjeneste ikke fastsættes på grundlag af det totale beløb, der er modtaget af virksomheden, men skal alene fastsættes på grundlag af det vederlag, der kan henføres til den faktiske aktivitet i det faste driftssted med sådant salg eller virksomhed. Særligt i tilfælde, hvor kontrakter vedrører undersøgelse, forsyning, installering eller opførelse af udstyr eller bygninger til industrielt, kommercielt eller videnskabeligt formål eller af offentlige arbejder, når foretagendet har et fast driftssted, skal fortjeneste i et sådant fast driftssted ikke fastsættes på grundlag af kontraktens fulde beløb, men skal alene fastsættes på grundlag af den del af kontrakten, der faktisk er udført af det faste driftssted i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende. Den fortjeneste, der kan henføres til den del af kontrakten, der er udført af virksomhedens hovedkontor, kan kun beskattes i den stat, i hvilken virksomheden er hjemmehørende.

V

Ad artikel 8

Der er enighed om, at bestemmelserne i artikel 8, stk. 4, skal fortolkes i overensstemmelse med stk. 9 og 10 i kommentarerne til artikel 8 i OECDs Modeloverenskomst om dobbeltbeskatning af indkomst og formue 1977.

VI

Ad artiklerne 10 og 11

Der er enighed om, at i tilfælde af at en af staterne opkræver udbytteskat på indkomst fra udbyttegivende gældsbreve, skal artikel 10 uanset bestemmelserne i artikel 11 finde anvendelse på sådan indkomst hidrørende fra denne stat.

VII

Ad artiklerne 10, 11 og 12

I tilfælde hvor der er pålagt kildeskat ud over det skattebeløb, der kan pålignes i henhold til bestemmelserne i artiklerne 10, 11 og 12, skal ansøgning om tilbagebetaling af det overskydende skattebeløb indgives til den kompetente myndighed i den stat, der har pålagt skatten, inden for en periode på 3 år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket skatten blev pålagt.

VIII

Ad artikel 13

I tilfælde af, at den danske lovgivning ændres, sådan at Danmark kan udøve den beskatningsret, der er fastsat i artikel 13, stk. 5, kan bestemmelserne i artikel 13, stk. 5, efter anmodning fra Danmark ændres og erstattes med følgende ordlyd

»5. Bestemmelserne i stk. 4 skal ikke påvirke den ret, som tilfalder hver af staterne i henhold til dens interne lovgivning til at beskatte fortjeneste ved afhændelse af aktier eller »jouissance« rettigheder i et selskab, hvis formue helt eller delvis er opdelt i aktier, og som i henhold til lovgivningen i denne stat er hjemmehørende der, som oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i den anden stat, og som har været hjemmehørende i den førstnævnte stat i løbet af de sidste 5 år forud for afhændelsen af aktierne eller »Jouissance« rettighederne.'

Anmodning om en sådan ændring skal fremsættes ved at give Nederlandene meddelelse ad diplomatisk vej . Ændringen skal træde i kraft på den 30. dag efter den dag, på hvilken Nederlandene har modtaget anmodningen, og dens bestemmelser skal derefter finde anvendelse på skatter på kapitalgevinster, der oppebæres fra og med den første januar i det kalenderår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket ændringen trådte i kraft.

IX

Ad artikel 16

Der er enighed om, at »bestuurder« eller »commisaris« i et nederlandsk selskab betyder personer, som er udnævnt som sådan af aktionærernes generalforsamling eller af ethvert andet kompetent organ i et sådant selskab, og som er overdraget henholdsvis den almindelige ledelse af og tilsyn med selskabet.

X

Ad artikel 18

Der er enighed om, at Nederlandene og Danmark skal indlede drøftelser for at overveje, om en ændring af artikel 18 er nødvendig under hensyn til udviklingen i EF eller OECD med hensyn til spørgsmålet om det stadig er hensigtsmæssigt at bevare bopælsstatens eksklusive beskatningsret for så vidt angår pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales til en person, der er hjemmehørende i en af staterne, som vederlag for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold og enhver livrente, som anført i artikel 18, stk. 1.

XI

Ad artikel 23

1) Der er enighed om, at ved beregningen af det i artikel 23, stk. 2, nævnte fradrag skal de i artikel 22, stk. 1, omtalte formuebestanddele medtages med den fulde værdi med fradrag af værdien af den gæld, der er sikret mod pant i denne formue, og de i artikel 22, stk. 2, omtalte formuebestanddele skal medregnes med fuld værdi med fradrag af den gæld, der kan henføres til det faste driftssted eller faste sted.

2) Der er enighed om, at formuleringen »den pålignede skat på den fortjeneste, hvoraf udbyttet er betalt« som omtalt i artikel 23, stk. 5, litra d), skal omfatte enhver skat, som direkte eller indirekte er betalt af det udbyttebetalende selskab af den fortjeneste eller indkomst, som ligger til grund for udbyttebetalingen.

XII

Ad artikel 24

Der er enighed om at udtrykket »virksomhed ud for kysten« omfatter virksomhed udøvet i et efterforsknings- og udnyttelsesområde, der strækker sig fra et sted ud for kysten i denne anden stat til området på land i denne stat, forudsat at den virksomhed, der udøves på land, er forbundet med virksomheden ud for kysten.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i København den 1. juli 1996, i to eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks regering

PETER LOFT

For Kongeriget Nederlandenes regering

J. W. SEMEYNS DE VRIES VAN DOESBURGH

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Formålet med lovforslaget er at bemyndige regeringen til at tiltræde en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Nederlandene og dermed gennemføre dens bestemmelser i Danmark, når overenskomstens betingelser herfor er opfyldt. Overenskomsten afløser en overenskomst, som blev indgået i 1957 og senere ændret ved en protokol i 1966. Den eksisterende overenskomst er på en række punkter forældet.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten har til formål at undgå international dobbeltbeskatning som følge af, at både Danmark og Nederlandene beskatter en person eller et selskab af samme indkomst. Dette sker typisk, når en person eller et selskab, der er hjemmehørende i den ene stat, modtager indkomst fra den anden stat.

Den foreliggende dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholder regler for, hvornår Danmark henholdsvis Nederlandene kan beskatte indkomst, som en person, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten), modtager fra den anden stat (kildestaten). Desuden indeholder overenskomsten bestemmelser om, hvordan dobbeltbeskatning skal lempes, den såkaldte metodebestemmelse (overenskomstens artikel 23), og bestemmelser om administrativ bistand gennem udveksling af oplysninger og ved opkrævning af skatter.

Metodebestemmelsen er nødvendig, fordi dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke afskærer bopælsstaten fra at medregne den udenlandske indkomst i sit beskatningsgrundlag. Dobbeltbeskatningen ophæves først »efterfølgende«.

Lempelsesmetoden er for Danmarks vedkommende ordinær credit. Dette indebærer, at når personer eller selskaber, der er hjemmehørende i Danmark, modtager indkomst fra kilder i Nederlandene, og Nederlandene i henhold til overenskomsten har ret til at beskatte denne indkomst, skal Danmark tillade, at den skat der er betalt i Nederlandene af denne indkomst, fratrækkes i den danske skat af den samme indkomst. Fradraget kan ikke overstige den danske skat af denne indkomst. Lempelsesmetoden svarer til den, der findes i ligningslovens § 33.

Lempelsesmetoden er for Nederlandenes vedkommende eksemption med progressionsforbehold. Dette indebærer, at når personer, der er hjemmehørende i Nederlandene, modtager indkomster fra Danmark, som Danmark i henhold til overenskomsten har ret til at beskatte, nedsætter Nederlandene sin skat af denne indkomst efter forholdet mellem indkomsten fra Danmark og den samlede indkomst. Indkomsten fra Danmark indgår i beskatningsgrundlaget i Nederlandene, hvorved den får betydning for skatteberegningen (progressionsvirkning).

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten følger i vidt omfang den model, der er udarbejdet i OECD-regi (OECD-modellen), og som også ligger til grund for det danske forhandlingsgrundlag. OECD-modellen er ikke bindende for OECD's medlemsstater. I praksis ses mange afvigelser fra modellen, da en overenskomst dels er et kompromis mellem to stater, dels må tilpasses lovgivningen i de to stater, der indgår overenskomsten. Under gennemgangen af overenskomstens enkelte bestemmelser nedenfor, vil der blive gjort rede for de væsentligste afvigelser fra OECD-modellen.

Administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have væsentlige administrative konsekvenser.

EU-retlige aspekter

Overenskomsten rummer en bestemmelse om, at der under visse betingelser er fradragsret for indbetalinger til pensionsordninger i den anden stat. Bestemmelsen er begrænset til koncernansatte, der udstationeres i udlandet, og som betalte til pensionsordningen inden udstationeringen.

Der består ingen EU-retlig forpligtelse til at indrømme et sådan fradrag.

Lovforslagets økonomiske og erhvervsøkonomiske konsekvenser

Formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomster er at fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatning kan medføre for udviklingen af de økonomiske relationer mellem landene. Herved får personer og virksomheder i det ene land bedre skattemæssige betingelser for investering, etablering og arbejde i det andet land som følge af, at dobbeltbeskatning minimeres. Dette er navnlig tydeligt i forbindelse med grænseoverskridende betalinger af renter, udbytter og royalties, idet kildestaten beskatter sådanne betalinger på bruttobasis, mens bopælsstaten beskatter på nettobasis. Uden overenskomstens nedsættelse af kildestatens beskatning af disse betalinger, ville der meget ofte forekomme dobbeltbeskatning, idet bopælsstatens skat som oftest ikke ville være tilstrækkelig til fuldt ud at kunne rumme kildestatens skat på disse betalinger. Denne dobbeltbeskatning ville ødelægge incitamentet til at investere i den anden stat. Overenskomsten giver også større klarhed og sikkerhed ved vurderingen af de skattemæssige konsekvenser af økonomiske dispositioner.

Provenumæssigt vil den foreliggende overenskomst formentlig have begrænset betydning, idet den på væsentlige punkter ligger nær på den eksisterende aftale.

Det er dog bestemt, at kildestatsbeskatning af udbytter skal udelades, hvis det udbyttemodtagende selskab ejer mere end 10 pct. af aktiekapitalen i det udloddende selskab. I den gældende aftale er betingelsen for skattefritagelse i kildestaten af udbytter, at det udbyttemodtagende selskab ejer 25 pct. af aktiekapitalen i det udloddende selskab.

Der er efter dansk ønske medtaget regler, som regulerer beskatningen af indkomst fra virksomhed i forbindelse med efterforskning og udvinding af kulbrinter. Reglerne er i væsentlig grad udformet i overensstemmelse med danske ønsker.

Alt i alt er overenskomsten en tiltrængt modernisering af en gammel aftale, der i dag må anses for mangelfuld på en række punkter, med den deraf følgende usikkerhed. Den nye aftale må anses for en fordel for dansk erhvervsliv.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Efter lovforslagets § 1 bemyndiges regeringen til at tiltræde dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Nederlandene. Overenskomsten er optaget som bilag til lovforslaget, og dens bestemmelser gennemgås nedenfor. Regeringen vil efter lovens vedtagelse kunne gennemføre overenskomstens bestemmelser i Danmark, når dens betingelser herfor er opfyldt.

Disse betingelser er, at de kontraherende staters regering skal give hinanden underretning, når de nødvendige forfatningsmæssige formaliteter er afsluttet. For Danmarks vedkommende vil det sige, at det foreliggende lovforslag er endeligt vedtaget. Overenskomsten vil træde i kraft på den 30. dag efter den sidste af disse underretninger, og den skal have virkning for skatteår og -perioder, der begynder den 1. januar eller senere i det kalenderår, der følger efter det år, i hvilken den sidste underretning er modtaget, eller senere, jfr. artikel 33.

Overenskomsten vil derefter være en del af de to staters skattelovgivning. Samtidig ophører den gældende overenskomst med at have virkning.

De enkelte artikler i den dansk-nederlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst har følgende bestemmelser

Artikel 34

Opsigelse

Overenskomsten løber i 5 år, og kan herefter opsiges med 6 måneders varsel før udgangen af ethvert kalenderår.

Protokol

Endelig indeholder overenskomsten en protokol, der præciserer forståelsen af visse bestemmelser.

Ud over dette, indeholder protokollen i punkt VIII en mulighed for at gøre bestemmelsen i Artikel 13, stk. 5, om beskatning af aktieavancer i fraflytningslandet i indtil 5 år efter fraflytningen, gensidig. Som den står formuleret, gælder den ensidigt for Nederlandene, idet det kun er Nederlandene, der har begrænset skattepligt af aktieavancer. En ændring kan kun blive aktuel, hvis Danmark i fremtiden indfører begrænset skattepligt for disse avancer.

I protokollens punkt X, er der indeholdt en hensigtserklæring om at genoptage forhandlinger om kildestatsbeskatningsret til private pensioner, hvis udviklingen i OECD og EU rejser det spørgsmål, om det fortsat er hensigtsmæssigt at opretholde bestemmelserne om bopælsstatsbeskatning af private pensioner og livrenter, jf. ovenfor under artikel 18.

Efter lovforslagets § 2 træder loven i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Efter lovforslagets § 3 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, idet skattespørgsmål hører under det færøske og grønlandske hjemmestyres kompetence. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil således ikke gælde for disse dele af rigsfællesskabet.

Skriftlig fremsættelse (14. november 1997)

Skatteministeren (Carsten Koch)

Jeg skal herved tillade mig at fremsætte

Forslag til lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Nederlandene.

(Lovforslag nr. L 82).

Gennem flere forhandlingsrunder har regeringen forhandlet en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst med Nederlandene. For at regeringen endelig kan tiltræde overenskomsten, og derved gennemføre dens bestemmelser i Danmark, kræves, at Folketinget vedtager en lov herom.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Nederlandene har til formål at undgå international dobbeltbeskatning som følge af, at de to lande beskatter samme indkomst hos det samme skattesubjekt. Dette sker ved, at overenskomsten regulerer hvilket af de to lande, der kan beskatte forskellige typer indkomst, som en person hjemmehørende i det ene land (bopælsstaten) modtager fra det andet land (kildestaten). Endvidere er der regler for, hvordan bopælsstaten skal ophæve dobbeltbeskatningen, når begge stater beskatter den samme indkomst.

Overenskomsten afløser overenskomsten af 20. februar 1957 med senere ændringsprotokol af 20. januar 1966.

Den nye overenskomst omfatter indkomst- og formueskatter. Så længe det kun er den ene stat, der påligner formueskatter, finder bestemmelserne om formue og formueskatter dog ikke anvendelse.

De væsentligste ændringer i forhold til den gældende overenskomst er følgende

Ejergrænsen for, hvornår et moderselskab kan hjemtage udbytte fra et datterselskab i det andet land, uden at skulle betale udbytteskat til kildestaten er nedsat fra 25 pct. til 10 pct.

Der er indsat en generel bestemmelse om beskatning af kapitalgevinster. En sådan bestemmelse mangler i den gældende overenskomst. Særligt vedrørende kapitalgevinster ved salg af aktier er der indsat en anti-misbrugsbestemmelse, der forhindrer personer i at spekulere i lav eller ingen beskatning ved salg efter flytning fra Nederlandene til Danmark.

Danmark lemper efter creditmetoden, hvilket ikke er en ændring i forhold til den gældende aftale. Der gives dog som noget nyt eksemption på løn. Der er indsat en bestemmelse om eksemption i moderselskabet for udbytter fra datterselskaber i Nederlandene. Af denne fremgår det, at eksemptionen skal ske efter de interne danske regler herom. I dette ligger, at der kun gives eksemption, hvis moderselskabets ejerdel er 25 pct. eller mere, og at eksemptionen er betinget af, at den underliggende datterselskabsskat ikke er væsentligt lavere end den danske selskabsbeskatning. Nederlandene lemper fortsat efter eksemptionsprincippet, men der er indsat en bestemmelse om, at der i stedet gives credit, såfremt dette følger af Nederlandenes interne lovgivning.

Der er indsat en helt ny bestemmelse om beskatning af indkomster ved virksomhed ud for kysten, i forbindelse med forundersøgelse og efterforskning af kulbrinter. Efter denne bestemmelse anses et fast driftssted at foreligge efter 30 dage, med den konsekvens, at kildestaten kan beskatte såvel virksomheden af indkomsten fra dette faste driftssted, som lønnen der oppebæres af de ansatte ved dette faste driftssted, når virksomheden varer mere end 30 dage. Supplytrafik behandles som international trafik. Dette betyder at indkomsten herfra kun kan beskattes i den stat, hvor transportvirksomheden har den virkelige ledelses sæde.

Overenskomsten indeholder en særbestemmelse om fradragsret for indbetalinger til pensionsordninger. Bestemmelsen er begrænset til obligatoriske ordninger for koncernansatte. De ansatte skal have bidraget til ordningen før de forflyttes. Der skal være tale om en ordning, der kan godkendes af arbejdsstaten som svarende til dens egne pensionsordninger med fradragsret. Fradraget kan maksimalt gives i 60 måneder.

Desuden er der foretaget en række justeringer i overenskomsten for at indarbejde de mellemliggende års mere tekniske ændringer i OECD's modeloverenskomst. Overenskomsten har hermed fået langt klarere bestemmelser end den gældende, hvor man i mangel af fyldestgørende bestemmelser, har måttet foretage udfyldende fortolkninger på en række punkter.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser, og den skønnes at være nogenlunde provenuneutral.

Jeg skal hermed anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Bilag

Overenskomst

mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår skatter på indkomst og formue

Regeringen i Kongeriget Danmark

og

Regeringen i Kongeriget Nederlandene, der ønsker at afslutte en ny overenskomst til afløsning af den gældende overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler for gensidig administrativ bistand for så vidt angår skatter på indkomst og formue med protokol, der er undertegnet i København den 20 Februar 1957, og med supplerende noter udvekslet i København den 20. februar 1957, og ændret ved tillægsaftale undertegnet i Haag den 20. januar 1966,

er blevet enige om følgende

Kapitel I

Overenskomstens omfang

Kapitel II

Definitioner

Kapitel III

Indkomstbeskatning

Kapitel V

Ophævelse af dobbeltbeskatning

Kapitel VI

Særlige bestemmelser

Kapitel VII

Slutbestemmelser

Ingen

Nr LSF 82

Forslag til Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Nederlandene

Fremsat af skatteministeren (Carsten Koch)

den 14. november 1997

Vedtaget ved tredjebehandling den 19. december 1997

Lov nr. 1100 af 29/12/1997