1996 BR 6 BERETNING FRA UDVALGET VEDRØRENDE ANALYSE AF DEMOKRATI OG MAGT I DANMARK NR 6 1996-97, 1. SAMLING
Table of Provisions (26)
Statutory Text (26 Articles)
Bilag 1
København, den 17. maj 1994
Folketingets formand
Christiansborg
Kære formand
Som du ved, lovede jeg ved forspørgselsdebatten om demokratisering af det økonomiske liv den 19. april at drøfte tilrettelæggelsen af en analyse af demokrati og magt i Danmark med lederne af Folketingets partier. Det er på den baggrund, jeg nu henvender mig til dig om tilrettelæggelsen af et sådant analysearbejde.
På mit møde med partilederne i dag var der enighed om at bede Folketinget overveje, hvordan tingets partier i fællesskab kan udarbejde et ideoplæg til analysearbejdet om magt og demokrati i Danmark. Det blev på mødet foreslået at nedsætte et ad hoc-udvalg til at løse opgaven.
Det har været regeringens udgangspunkt, at analysearbejdet bør have sit afsæt i partiernes syn på folkestyrets vilkår og magtforholdene i Danmark. Samtidig er det dog vigtigt, at selve analysearbejdet tilrettelægges på en måde, som sikrer forskerne uafhængighed i valg af problemstilling og metode. Derfor var der blandt partilederne enighed om at afgrænse opgaven for de politiske partier til et ideoplæg, der bredt angiver emneområder, som ønskes belyst i analysen. Til inspiration vedlægger jeg regeringens ideskitse, som er udleveret til partilederne.
Jeg forestiller mig, at ideoplægget realistisk kunne ligge klar efter sommerferien, hvorefter regeringen vil konsultere Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd om den praktiske og videnskabelige tilrettelæggelse af et sådant projekt, herunder finansieringsbehov og -muligheder. Der var blandt partilederne enighed om, at denne tidsplan vil muliggøre igangsætning af forsknings- og analysearbejdet i løbet af efteråret.
De bedste hilsner
Poul Nyrup Rasmussen
STATSMINISTERIET
Bilag 2
Ideskitse til kortlægning af »Demokrati og magt i Danmark«
Folkestyret har med succes udviklet og tilpasset sig nye arbejdsvilkår igennem generationer. Det er en del af folkestyrets styrke, at det selv identificerer behov for ændringer i institutioner og arbejdsformer og dermed sikrer folkestyret under forandrede samfundsmæssige betingelser.
Det danske samfund har de seneste årtier gennemgået store forandringer, og forandringerne synes at tage til i styrke og i tempo. Nye teknologier, det økonomiske livs internationalisering, ændrede kulturelle og sociale adfærdsmønstre skaber nye magtrelationer og forandrer befolkningens indflydelsesmuligheder på de politiske beslutninger.
Dermed ændres også arbejdsbetingelserne for folkestyrets institutioner.
Regeringen foreslår derfor Folketingets partier at medvirke ved igangsætning af et forsknings- og analysearbejde under overskriften »Demokrati og magt i Danmark«.
Regeringen har allerede taget fat på dele af problemkredsen med nedsættelse af et medieudvalg, et udvalg om informationssamfundet år 2000, en kommission for fremtidens beskæftigelses- og erhvervsmuligheder samt et udvalg om demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger.
Formålet med dette nye initiativ er at belyse folkestyrets funktion i bred forstand, herunder organisationers, bevægelsers og økonomiske magtstrukturers indflydelse i samfundet samt internationaliseringens konsekvenser for gennemsigtighed og synliggørelse af beslutninger, indflydelse og magt i samfundslivet.
Blandt de temaer, som bør belyses i tilknytning til »Demokrati og magt i Danmark«, herunder de politiske partiers funktion og rekrutteringen til det politiske liv, er
- magtstrukturer i det økonomiske liv,
- organisationers og bevægelsers rolle og indflydelse,
- det lokale folkestyres arbejdsvilkår,
- nye indflydelseskanaler i hverdagslivets institutioner,
- internationaliseringens konsekvenser for folkestyret,
- den nye teknologi og informationssamfundets muligheder og konsekvenser for folkestyret.
Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark
Bilag 3
Henrik Jensen
udvalgssekretær, PhDFolketinget, februar 1996
NOTAT
INTERVIEW MED GUDMUND HERNES OM DEN NORSKE MAGTUDREDNING
Gudmund Hernes er helseminister og tidligere kirke-, uddannelses- og forskningsminister. Han har været professor i Bergen og Oslo og har bl.a. en Ph.D.-grad fra det amerikanske Johns Hopkins University på en afhandling om Stortingets stående udvalg. Gudmund Hernes var sammen med Johan P. Olsen primus motor i den norske magtudredning.
»Hvorfra kom ideen og initiativet til den norske magtudredning?»
»Ideen kom fra, hvad der på norsk blev kaldt »tænkeloftet«, som var et socialdemokratisk programudvalg. En sådan udredning var faktisk en del af Arbeiderpartiets 100-dages program ved Stortingsvalget i 1969, men magtudredningen begyndte først i september 1972. Det var i øvrigt den socialdemokratiske regering Brattelis sidste beslutning, før den måtte gå af efter folkeafstemningen om EF i september 1972.'
»Hvordan kom politikerne ind i billedet, og hvori bestod den skepsis, som blandt andet nogle borgerlige politikere gav udtryk for?»
»De andre partiers skepsis lå først og fremmest i deres frygt for, at den socialdemokratiske regering ville bruge projektet politisk, altså en slags »politisk inficeret« forskning og analyse af det borgerlige samfund og af de interesser, som de borgerlige partier repræsenterede. Organisatorisk kom denne skepsis til udtryk ved, at magtudredningen ikke bare havde en 3-mands forskergruppe i spidsen; den havde også tilknyttet et politisk sammensat rådgivende udvalg. Reelt måtte den nye regering, som kom til efter EF-valget i 1972, vælge mellem enten at stoppe magtudredningen eller sørge for, at den ikke fik en politisk uacceptabel slagside. Det var også medvirkende til, at det 12 mand store rådgivende udvalg senere blev udvidet og endte med at være dobbelt så stort.'
»Fik den politiske skepsis og rådsgruppens aktiviteter nogen betydning i praksis i form af begrænsninger på forskningsfriheden?»
»Nej, det havde ingen betydning. Derimod fik det konsekvenser på to andre måder: Den ene var, at den bredere politiske sammensætning af rådsgruppen gav os større legitimitet, hvilket var nyttigt i nogle sammenhænge. For eksempel så rådsgruppen vores spørgeskemaer, før vi sendte dem ud. Vi kunne så henvise til, at rådsgruppen havde sagt god for skemaerne, når eventuelle skeptikere senere skulle overtales til at udfylde dem. Den anden rolle, som det spillede, var, at vi to gange om året over for rådsgruppen måtte fremlægge vores forskningsplaner. Det betød, at vi et par gange om året var tvunget til at gøre intern status og planlægge og gennemtænke vores aktiviteter.«
»Efter magtudredningens afslutning skrev du en bog, »Oss i mellem«, om regering og Storting, som bygger på magtudredningens materiale, men i selve magtudredningens publikationer optræder Stortinget og dets partigrupper kun i meget begrænset omfang. Hvad er forklaringen på det?»
»Jeg var før og under magtudredningen med i den såkaldte »Levekårsundersøgelse«. I den sammenhæng publicerede jeg en rapport, »Demokrati og politiske ressourcer«, som faktisk inddrog partierne, den politiske deltagelse og fremkomsten af organisationssamfundet. Det var nærmest lidt af et tilfælde, at rapporten ikke også blev publiceret som led i magtudredningen. Hertil kom så, at Stortinget ikke spillede nogen fremtrædende rolle i mandatet for magtudredningen.'
»De ganske vist begrænsede analyser, som I trods alt har med om Stortinget, tegner et ret pessimistisk billede af Stortingets politiske betydning. Vil du mene, at det billede også er aktuelt i dag?»
»Ser man isoleret på forholdet regering-Storting, så har Stortinget fået en større betydning, fordi vi har haft flere mindretalsregeringer. Derimod har massemedierne taget noget fra Stortinget. Det spiller ikke den samme rolle længere som debatarena. Når eksempelvis finanslovforslaget offentliggøres i vore dage, så bliver partiernes repræsentanter i tv og radio tvunget til at forholde sig til finanslovforslaget, næsten før de har haft mulighed for at læse det, endsige at diskutere det i Stortinget.«
»Hvis du nu skulle lave en magtudredning i dag, hvilke områder ville du så kaste dig over?»
»Jeg tror faktisk, at jeg ville kaste mig over mange af de samme områder, som vi undersøgte dengang: organisationerne, forvaltningen, massemedierne, de multinationale selskaber, erhvervslivet; men så ville jeg også medtage Stortinget. Jeg ville måske nok forsøge at lægge mere vægt på forløb og processer, som skaber forskydninger i samfundet. Det ville også være godt, hvis man kunne sammenligne resultater over tid. Derudover ville hele spørgsmålet om internationaliseringen og ikke mindst, hvad der sker i et land, der som Norge står uden for det europæiske fællesskab, trænge sig på.«
»Du har en fortid som politolog og magtudreder. I dag er du politiker og »magthaver«. Har dette rolleskifte ændret dit billede af »magtens cirkler«, nu hvor du selv er en del af dem?»
»Nej, egentlig ikke. Jeg synes, at der er fin harmoni mellem det billede, jeg som forsker havde »udefra« af det politiske system, og det billede, jeg i dag har »indefra« som minister. Dog vil jeg nok sige, at der er større mulighed for individuel handling og initiativ end det billede, som jeg var med til at tegne i magtudredningen. Selv om vores billede nok i hovedsagen var rigtigt, så var vi måske nok lidt for »strukturalistiske« ved at lægge for megen vægt på strukturer og for lidt på den individuelle handlemulighed. Og den individuelle handlemulighed er der faktisk. Har man først lagt en politisk linje, så har man som minister faktisk gode muligheder for at følge den op. Et andet punkt, hvor mit billede har ændret sig lidt, er med hensyn til den strategiske rolle, som massemedierne spiller. Massemedierne har stor betydning, når man er minister. Man kan ikke overbevise nogen i Stortinget direkte. Men hvis de i Stortinget ser, at medierne drejer i en bestemt retning og folkeopinionen følger med, så kan man via medierne også flytte holdningerne hos Stortingets repræsentanter.'
»Er der i øvrigt andre ting i det politiske liv, som har overrasket dig?»
»Ja, den rolle, som embedsværket spiller. Efter at jeg havde forladt min tidligere ministerpost, reagerede embedsværket næsten som en krokodille, der kom op af vandet for at tilbagetage de positioner, som den politiske ledelse havde lagt. Embedsværket i mit tidligere ministerium reagerede næsten på det interne ministerskifte, som om det var et regeringsskifte. Det var en stærk oplevelse.«
»Hvis du kikker på magtudredningen først med forskerbriller og dernæst med ministerbriller, hvad vil du så sige, har været dens største fortjeneste?»
»Den satte en anden dagsorden for forskningen. Den gav også et andet grundbillede af, hvordan det norske politiske system fungerede. Magtudredningen blev næsten en herskende ortodoksi. På et tidspunkt diskuterede jeg for eksempel heftigt nogle ting med min søn, og så slog han i bordet og sagde: »Det, du siger der, står ikke i magtudredningen, far!». Det betød jo i realiteten, at magtudredningens resultater var gået ind i undervisning og i lærebøger og altså havde bredt sig ud i samfundet. Man kan måske godt sige, at magtudredningen blev en ortodoksi i en grad, så den burde udfordres med et modbillede. Sat lidt på spidsen så har en væsentlig del af den norske samfundsforskning været en dialog med magtudredningen. Og man støder faktisk i nye samfundsvidenskabelige analyser fortsat på henvisninger til magtudredningen.
Hvad angår det politiske, så blev vores resultater brugt af flere regeringer. De blev også anvendt i en stortingsmelding om skibsfarten. Magtudredningens slutrapport var også til behandling i Stortinget, men man kan sige, at Stortinget som organ ikke er udrustet til at diskutere principielle sager eller sammenhænge mellem konkrete og principielle sager, heller ikke når emnet er Stortinget selv. Desuden kom magtudredningen til debat sent om aftenen en af de sidste dage før sommerferien. Så der blev kun en kort politisk debat i Stortinget af selve udredningen.
Siden hen, efter at magtudredningen afsluttedes, har man faktisk i alle partigruppers programmer kunnet finde spor af magtudredningen. Den har leveret skyts til alle de politiske partier. Det viser i øvrigt, at den frygt, som man i begyndelsen havde fra borgerligt hold for, at magtudredningen var ensidig partipolitisk, viste sig ubegrundet.«
Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark
Bilag 4
Henrik Jensen
udvalgssekretær, PhDKøbenhavn, februar 1996
NOTAT
INTERVIEW MED JOHAN P. OLSEN OM DEN NORSKE OG DEN SVENSKE MAGTUDREDNING
Johan P. Olsen er blandt andet tidligere professor i Bergen og er faglig leder ved det såkaldte ARENA-projekt (Advanced Research on the Europeanisation of the Nation-State). Han var sammen med Gudmund Hernes primus motor i den norske magtudredning og sad efterfølgende med i ledelsesgruppen for den svenske magtudredning. Sammen med Jon Elster og Johan Galtung er Johan P. Olsen formentlig i dag den internationalt bedst kendte norske samfundsforsker bl.a. i kraft af sine synspunkter - ofte betegnet som »nyinstitutionalisme« - som findes formuleret i en række artikler og en bog skrevet sammen med amerikaneren James G. March om politiske institutioners betydning.
»Hvordan kom du selv ind i den norske magtudredning, og hvorfor gik du med ind i projektet?»
»Jeg var meget i USA på det tidspunkt og blev kontaktet af statssekretæren i Finansdepartementet, som spurgte, om jeg ville være leder af magtudredningen. Det afslog jeg, men så kom Gudmund Hernes med et forslag om, at han ville godt være leder, hvis jeg gik med ind i projektet. Jeg skulle tilbage til Bergen, og magtudredningsprojektet så fagligt spændende ud.«
»Hvad var det ved magtudredningsprojektet, som du fandt fagligt spændende?»
»Det hang nok sammen med, at jeg havde været vældig optaget af mikrostudier, dvs. organisatoriske beslutningsprocesser og den slags. Magtudredningsprojektet handlede derimod om, hvordan et helt samfund var organiseret politisk. Og der var lavet forfærdelig lidt forskning på det tidspunkt på mange af disse punkter. Der var store, store huller i kundskaben om helt ordinære ting: Hvordan fungerede et departement, hvordan arbejdede regeringen, hvordan var relationerne mellem regering og Storting og så videre. Disse spørgsmål kom dog først ind senere. Oprindelig var Arbeiderpartiet nok mest interesseret i den økonomiske magt i form af ejerskab, kapitalkoncentration, netværk og lignende. Efterhånden som projektet udviklede sig, kom der imidlertid større vægt på politiske magtforhold.«
»Var magtprojektets udspring i Arbeiderpartiet og interessen for økonomiske magtforhold medvirkende til at skabe forbehold hos f.eks. en Kåre Willoch?»
»Jeg var meget i USA på det tidspunkt og kender ikke detaljerne, men det er klart, at det blev opfattet som et Arbeiderparti-styret program. Det viste sig så senere, at de, som var mest interesseret i og som reelt fulgte mest med i projektet, var nogle af de store erhvervsorganisationer, som havde været de mest skeptiske i begyndelsen. Den skepsis forsvandt imidlertid meget hurtigt, da de så, hvordan vi arbejdede. Der opstod også relativt hurtigt konsensus om, at det var et fagligt baseret og ikke et politisk styret projekt. Jeg fik i hvert fald ikke, og i øvrigt heller ikke senere under den svenske magtudredning, nogen form for signaler eller ønsker af politisk karakter, selv om begge udredninger var regeringsinitieret. Hvis det var sket, ville jeg i øvrigt også være hoppet af projektet.«
»I fik med andre ord forskningsfrihed i praksis?»
»Ja, absolut - et hundrede procent«.
»Det er en illusion at anse et parlament for eneste ledende og dirigerende organ i et samfund, men omvendt: Når man læser hovedrapporten fra den norske magtudredning, er Stortinget og især dets partigrupper påfaldende fraværende, hvorfor?»
»Forklaringen må nok især søges i selve mandatet. Det var mest økonomisk magt, bureaukratisk magt, organisationernes magt, mediernes magt, altså faktorer, som begrænsede det folkevalgte organs styringsmuligheder, som vi skulle kikke på. Det, som vi lavede om Stortinget, lå jo nærmest uden for mandatet. Og her er det vigtigt at huske på de vilkår, vi havde: Vi var tre i ledelsesgruppen, som nærmest arbejdede på deltid på projektet, og de andre i projektet var i vidt omfang nyuddannede og hovedfagsstuderende. Man må ikke glemme de begrænsede ressourcer, som vi havde til rådighed. Og der var en tendens hos andre til at komme til os og sige, at vores projekt spændte alt for vidt samtidig med, at de foreslog os at medtage lige akkurat det, som de selv var interesseret i at få undersøgt!»
»Nu er du selv inde på ressourcespørgsmålet: Hvordan fordelte I ressourcer og projekter? Blev de f.eks. sure i Oslo over, at det hele gik til Bergen?»
»Altså for det første så kom der jo ikke særlig mange ressourcer til projektet. Hvis jeg husker rigtigt, stod der nærmest i kommissoriet, at projektet skulle laves inden for de eksisterende budgetter. Vi havde jo ikke særlig store ressourcer. Vi var formelt tre i styregruppen, som arbejdede på programmet: Gudmund Hernes, Håvard Alstadheim og jeg, men Håvard Alstadheim blev aldrig særlig aktiv i projektet. Så det blev sådan, at Gudmund arbejdede med økonomerne fortrinsvis om den økonomiske magt, og jeg arbejdede i hovedsagen med politologerne om de politiske, organisationsmæssige og bureaukratiske sider af magtspørgsmålet. Det vigtigste, som skete i den forbindelse, var, at vores begrænsede ressourcer styrede undersøgelsesmetoderne. Med de ressourcer, som vi havde, måtte vi blandt andet bruge spørgeskemametoder i højere grad, end vi ville have gjort, hvis vi havde haft flere ressourcer.«
»Du har et godt kendskab til forskningsmiljøerne i USA, Sverige og Norge og også i Tyskland, Italien og England. Er der en større tradition i Norge for samarbejde mellem politikere og forskere eller for, at samfundsforskningen løser opgaver for det politiske system?»
»Næh, jeg vil næsten sige snarere tværtimod. Megen samfundsforskning blev dengang lavet i opposition til eliterne og med en kritisk holdning og afstand til f.eks. styringstankegange. Det var måske lidt komisk, at der dengang fandtes studier af de underprivilegerede, mens vi f.eks. ingen studier havde overhovedet af magteliter. Vi havde f.eks. næsten ingen studier af det norske bureaukrati. Så da vi begyndte, var det faktisk efter min opfattelse et rimeligt klart brud med en tradition.«
»Selv om I ikke fik så meget med i magtudredningen om Stortinget og partigrupperne, så er det billede, I tegner, blandt andet i kraft af at I taler om »segmentering« og »jerntrekanter«, et billede, hvor magten er gledet fra parlamentet over til andre grupperinger som forvaltningen og organisationerne. Holder det billede i dag?»
»Næh, man må se det i sin sammenhæng. Der var dengang en opfattelse af staten som en meget centraliseret, hierarkisk og planlæggende stat, næsten med finansministeriet som styrende. Det, vi ville ved at tale om den segmenterede stat, var at pege på muligheden af en anden tolkning, hvor staten ikke var en enhedsstat. Og vores tolkning fik større gennemslag, end vi havde troet.«
»Hvis du kikker på magtudredningen i dag, hvad ville du så sige er dens største fortjeneste i forhold til offentligheden, i forhold til forskningsmiljøet og i forhold til politikerne og det politiske system i bredere forstand?»
»Inden for forskningsmiljøet havde magtudredningen nærmest en uddannelses- og rekrutteringsfunktion. Vi var med til at rekruttere folk til projektet, som i dag har doktorgrader og sidder i professorater eller andre ledende stillinger inden for fagmiljøerne. De fik en ganske stor faglig træning via projektet. Vi fik også opbygget en betydelig ekspertise og en slags kompetence til at arbejde i teams i et ellers relativt individualiseret forskningsmiljø.
Hvad angår politikken og samfundslivet, vil jeg sige, at det vigtigste var nok, at vi begyndte at få data på områder, hvor der ikke havde været data før. Der var en del ting, som det efter projektet ikke længere var muligt at sige, i den forstand, at: Vi havde måske ikke fundet »Sandheden« om det norske politiske system, men vi havde i hvert fået reduceret udfaldsrummet af fejlagtige opfattelser af det norske politiske system. Og magtudredningens resultater begyndte jo at blive brugt relativt hurtigt. Mange brugte magtudredningens resultater, naturligvis selektivt, til støtte for deres egne synspunkter, mens de mindre hyppigt argumenterede imod os. Det var ikke ualmindeligt at høre nogen sige, at magtudredningen havde vist det eller det - selv om vi nu ikke altid havde vist det. Det blev en slags ritual at henvise til magtudredningen.
Men det viste sig, at Stortingsmiljøet og regeringen ikke var i stand til at tage den udfordring op, som vi rejste dengang, og som er endnu vigtigere at tage op i dag, nemlig forholdet mellem de institutionelle sfærer i samfundet, mellem økonomi og politik, bureaukrati og organisationer og de forskydninger, som er sket herimellem.'
»Hvilken betydning har magtudredningsprojektet haft for dit eget forskerforløb, ud over at du bagefter blev involveret i den svenske magtudredning?»
»Jeg har i grunden arbejdet med to sæt af problemstillinger. I USA har jeg arbejdet med problemstillinger, som væsentligst var relateret til organisationsteori, og her i Norge har jeg mere arbejdet med generel statsvitenskap. På en måde smeltede begge sæt af problemstillinger sammen i magtudredningen. Og jeg tror, at magtudredningen lærte mig nødvendigheden af at se på større sammenhænge og fik mig til at modarbejde tendensen til alt for ekstrem specialisering, hvor man kun ser på et enkelt område, en enkelt sektor, et bestemt politikområde. Jeg tror ikke, at man ud fra en sådan specialiseret tilgang kan forstå sammenhængene, bindingerne, konflikterne og de forskellige logikker mellem forskellige institutionelle sfærer i samfundet. Den slags sammenhænge er der relativt få forskere, som i dag er villige til at gå løs på.«
»Hvis man skulle lave en magtudredning i dag, hvilke problemstillinger skulle man så give første prioritet, ville du mene?»
»Forholdene var anderledes dengang. Den norske magtudredning blev gennemført, da den nordiske velfærdsstat var på toppen. Da den svenske magtudredning kom, var der helt klare stagnationstendenser.
I dag mener jeg, at man skulle kikke på to ting. Det første element ville være europæiseringen og internationaliseringen, altså forholdet mellem det statslige, det overstatslige niveau og det subnationale niveau, og nationalstatens fremtidige rolle. Det andet er forskydningerne mellem markedsorganisering og politik og forholdet mellem velfærdsstaten og det civile samfund. Grænserne mellem det offentlige og det private lå f.eks. mere fast dengang.«
»Ville den norske magtudredning have fået en anden karakter, hvis man i højere grad havde betonet demokratiaspektet i stedet for magtaspektet?»
»Jeg tror ikke, at vi med de ressourcer, som vi havde, kunne have gjort det meget anderledes. Vi var arbejdsmæssigt meget overlæsset. Svenskerne inddrog nok i højere grad demokratiaspektet.«
»Nu er du selv inde på den svenske magtudredning. Hvori ser du de vigtigste forskelle mellem den norske og den svenske magtudredning, hvis man ser på ressourcer, organisering og resultater?»
»Ressourcerne var væsentlig flere i Sverige. Hvad angår organisering, var der for den norske magtudrednings vedkommende tale om mere organisatorisk koncentration: Det meste af den norske magtudredning blev gennemført i et relativt lille miljø i Bergen. Den svenske magtudredning involverede nok en forholdsvis større del af det svenske forskningsmiljø. Et interessant resultat af den norske magtudredning var, at bøgerne i så stort omfang blev brugt som pensumlitteratur på universiteterne. Jeg ved ikke, om den svenske magtudredning fik helt den samme gennemslagskraft.«
»I din egen bog, »Demokrati på svensk«, som var en del af den svenske magtudredning, er du selv inde på to demokratiopfattelser, en mere individcentreret og en samfundscentreret demokratiopfattelse, hvilket jo er to opfattelser som går igen mange steder i europæisk tænkning. I antyder i den svenske magtudredning, at den samfundscentrerede individopfattelse havde tabt terræn til en mere individcentreret opfattelse. Hvis du kikker på Norge og Sverige, har der så været en tendens til, at denne udvikling er fortsat?»
»Ja, der er ingen tvivl om, at det er hovedtendensen. Men i forhold til min bog skal man dog være opmærksom på, at man godt kan have to betydninger af en individcentreret opfattelse: Den ene ser individet som en egoistisk, markedsorienteret rationel aktør, mens den anden fokuserer mere på individet som en person, der danner sig sine egne selvstændige meninger om og opfattelser af normerne i samfundet. Jeg fik desværre ikke udviklet denne distinktion i min bog. Men jeg er ikke i tvivl om hovedtendensen, selv om der dog også i samfundet er tendenser, som går i en mere kollektiv retning.«
»Det sidste spørgsmål: I dag sidder du som leder af ARENA-projektet. Kan du meget kort beskrive projektets baggrund, formål og de ressourcer, I har fået til at gennemføre projektet?»
»Vi har nu helt andre ressourcer end under magtudredningen: Vi er blevet lovet 10 millioner pr. år i 10 år. Og jeg tror i øvrigt ikke, at ARENA-projektet eller en række andre projekter havde fået ressourcer i samme omfang, hvis det ikke havde været for magtudredningen. Materielt set er vi i en helt anden situation. ARENA er et program om nationalstaten i Europa, finansieret af det norske samfundsforskningsråd og med klar kompetence til at opbygge et forskningsnetværk. Det er et grundforskningsprojekt, ikke anvendt forskning, med en klar kompetence til at opbygge et forskningsnetværk. Baggrunden var vel nok en vilje til ikke at lægge »låg« på debatten om Europa og også en enighed om, at det er nødvendigt med et bedre informationsgrundlag om de ændringsprocesser, som foregår i øjeblikket.'
Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark
Bilag 5
Henrik Jensen
udvalgssekretær, PhDFolketinget, febraur 1996
NOTAT
INTERVIEW MED OLOF PETERSSON OM DEN SVENSKE MAGTUDREDNING
Olof Petersson er docent i »statsvetenskap« (politologi) ved universitetet i Uppsala og tiltræder i 1996 et professorat samme sted. Han har sideløbende med sin forskning siddet i forskellige kommissioner. Olof Petersson var den drivende kraft i ledelsesgruppen for den svenske magtudredning.
»Formelt startede den svenske magtudredning med et regeringsdirektiv i 1985, men hvorfra kom ideen og initiativet til den svenske magtudredning, og hvilken rolle spillede den norske magtudredning i den forbindelse?»
»Inspirationen kom uden tvivl fra det norske magtudredningsprojekt. I slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, da der var kommet en del rapporter fra den norske magtudredning, var der fra forskelligt hold gjort flere forsøg på at få svenske politikere til at interessere sig for et lignende projekt i Sverige. Forskellige partier i Riksdagen var ude med sådanne tanker. Aftonbladet havde i lederartikler krævet det. LO havde peget på nødvendigheden af et sådant projekt. Og ikke mindst SNS, Studieforbundet Naringsliv och Samhalle, som bl.a. havde oversat og udgivet flere bøger fra den norske magtudredning, argumenterede for det.
Jeg tog ikke selv del i debatten, men blev ringet op af Ingvar Carlsson. Det viste sig, at regeringen var kommet ret langt med et udkast til mandat, som muligvis havde cirkuleret blandt socialdemokratiske samfundsforskere. Han sagde, at man lagde vægt på, at det, ligesom i Norge, blev en ren forskergruppe, som kom til at sidde med det. Der var dog et punkt, hvor regeringen gik en anden vej end den norske: Man ville ikke som i Norge have en »politisk« referencegruppe med organisationsfolk og politikere, men en referencegruppe bestående af forskere. Det syntes jeg var en klog beslutning. Referencegruppen kom til at spille en stor rolle under projektet og fungerede som en kontrolstation. Dens sammensætning med lutter forskere betød også en markering af, at projektet var et videnskabeligt projekt.'
»Hvilken rolle spillede det, at I havde en ikke-svensker, nemlig Johan P. Olsen med i ledelsesgruppen?»
»Ja, det tvang os jo til at se lidt på Sverige udefra, og det var vigtigt. Det forhold, at vi havde en historiker, Yvonne Hirdman, med i gruppen, betød også, at vi, hvilket vi også var interesseret i, fik lagt en historisk udviklingsdimension ind i analyserne, hvor det var muligt.«
»Hvordan fordelte I de forskningsressourcer, som I fik? Hvem traf beslutningerne og efter hvilke kriterier?»
»Vi stræbte fra starten efter at få etableret en glasklar ansvarsfordeling, så det fremgik, hvem der havde ansvaret for hvilke undersøgelser. De 33 millioner kroner, som vi fik fra regeringen, blev overført til Uppsala Universitet. Det blev altså universitetet og ikke regeringen, som administrerede bevillingen. Med hensyn til fordelingen af midlerne så fungerede vi i ledelsesgruppen nærmest som et forskningsråd.«
»Hvis I fungerede som et forskningsråd, hvilke kriterier lagde I så til grund for, hvem der blev inddraget i magtudredningen?»
»Vi kunne ikke lave faste ansøgningsskemaer. Det ville være administrativt alt for tungt. Vi satte os ned og lavede ud fra direktivet en liste over projekter, som vi gerne ville have udført. Listen sendte vi rundt i forskningsmiljøet sammen med en forespørgsel om, hvem der kunne bidrage med at gennemføre projekterne. Når vi så havde nogle reaktioner, som vi mente, at vi kunne gå videre med, bad vi de pågældende komme med en forskningsplan. Hvis den var i orden, kunne vi så lave en kontrakt med dem.«
»Du var selv inde på magtudredningens relationer til det svenske socialdemokrati, men i forbindelse med jeres analyse af den svenske model, som er et centralt tema i udredningen, spiller den socialdemokratiske bevægelse ikke nogen særlig fremtrædende rolle, hvorfor?»
»Dels havde vi ingen ambition om at dække alt, dels foregik der i forvejen undersøgelser af den art. Det var heller ikke et område, som havde nogen central plads i regeringsdirektivet. Tilsvarende startede vi heller ikke undersøgelser af Riksdagen, blandt andet fordi Riksbankens Jubilæumsfond lige havde besluttet at gøre parlamentsforskning til et særligt støttet område. Man vil kunne finde flere eksempler på væsentlige områder, blandt andet kommunerne, der ikke er dækket ind gennem vores undersøgelser. Ikke desto mindre forsøgte vi at inddrage resultaterne fra andre projekter og i hvert fald at koordinere vores forskning med andre projekter.«
»Hvordan var forholdet, mens I lavede projektet, til den svenske arbejderbevægelse, den svenske regering og politikerne i øvrigt? Var der nogle åbne eller skjulte forsøg på politisk »styring« eller »indblanding«?»
»Vi blev et par gange anklaget for at gå regeringens ærinde og havde besvær med udrydde den slags misforståelser og mistænkeliggørelse i debatten. Det er naturligvis korrekt, at udredningen blev startet af en socialdemokratisk regering, men vi anså ud fra en forskningssynsvinkel de spørgsmål, som regeringsdirektivet stillede, for både relevante og frugtbare. Og jeg har personligt hverken før eller siden haft så stor forskningsfrihed og selv kunnet bestemme som under magtudredningsprojektet.
Jeg overvejede flere gange under projektet, om påstandene om, at regeringen skulle have en skjult dagsorden med projektet, skulle have noget på sig. Men jeg mente, at den opfattelse hvilede på et forkert billede af, hvordan regeringen arbejdede. Regeringen havde andre ting at tænke på end magtudredningen og var formentlig tilfreds med at få projektet søsat og afviklet, blot det ikke blev til en katastrofe. Jeg spurgte på et tidspunkt en kontakt i regeringskancelliet, hvad regeringens eget formål var med udredningen. Det svar, jeg fik, var, at regeringen - blandt andet på baggrund af nogle evalueringer af svensk samfundsforskning, som viste, at vi var gode til at lave konkrete undersøgelser, men ikke så gode til at lave teoretiske analyser og behandle »store« spørgsmål - var blevet opmærksom på, at der var nogle skævheder i svensk samfundsforsknings profil. De skævheder ville regeringen rette op ved hjælp af magtudredningen. Magtudredningen skulle give svensk samfundsforskning en saltvandsindsprøjtning. Jeg har heller ikke siden stødt på oplysninger, der talte imod, at dette var regeringens hensigt. Jeg tror ikke, at regeringen havde nogen skjult dagsorden med projektet.'
»Hvad anser du for magtudredningens største fortjeneste i forhold til offentligheden og det politiske liv i bredere forstand?»
»Man kan sige, at det under alle omstændigheder er en illusion at tro, at en sådan udredning kan føre til konkrete reformforslag. Og det var heller ikke opgaven med udredningen. Så den forventning kan man ikke lægge til grund for en vurdering. Det vigtigste var nok, at resultaterne - lidt parallelt til det norske projekt - forplantede sig langsomt til medier og lærebøger og til samfundsdebatten i øvrigt. Den norske magtudredning var med til at give et mere aktuelt og realistisk billede af det norske samfund. Min forhåbning, da vi startede med det svenske projekt, var den samme, og jeg mener, at den er blevet opfyldt. Magtudredningen gav på det tidspunkt, hvor den afsluttedes, et mere up to date billede af samfundsudviklingen. Der var eksempelvis nogle myter om, at borgerne var passive, da vi begyndte; men de myter og flere andre fik vi aflivet. Vores analyser viste, at svenskerne aldrig havde været mere aktive. Problemet lå snarere i, at de politiske institutioner ikke var tilpasset borgernes behov.«
»Hvad anser du for magtudredningens største fortjeneste i forhold til det svenske forskningsmiljø?»
»Det er under alle omstændigheder svært at måle, om svensk samfundsforskning fik det vitamintilskud, som regeringen tilsigtede. Det vil f.eks. altid være sådan, at nogle arbejdede inden for magtudredningen og andre uden for, hvoraf nogle måske gerne ville have været med; men sådan vil det altid være med den slags projekter, selv om vi forsøgte at inddrage forskellige discipliner og institutioner. Derudover mener jeg, at magtudredningen fik sat sig ud over den enkelte forskers enkelte projekter og i stedet kikket på de større sammenhænge. Vi fik også lukket nogle teoretiske og empiriske huller. Eksempelvis grinte de i referencegruppen, da vi sagde, at der ikke var nogle egentlige elitestudier i Sverige. Typisk svensk, sagde de, alle skal være lige! Men der kom altså elitestudier som led i magtudredningen.«
»Er nogle af de resultater, som I kom frem til, blevet brugt politisk bagefter - Gudmund Hernes sagde for eksempel, at i Norge gik resultater fra magtudredningen igen i næsten alle partigruppers programmer?»
»Ja, paradeeksemplet på det fænomen var, at repræsentanter fra forskelligt politisk hold plukkede resultater ud fra vores rapporter og sagde: »Det her viser, at vi altid har haft ret!»
Vi rejste nogle vigtige spørgsmål, men jeg synes ikke, at den politiske debat blev særlig fremsynet af det. Man benyttede ikke rigtig chancen til at træde et skridt tilbage og selvkritisk prøve, om opfattelser, som man havde haft i lang tid, eventuelt skulle revideres. I stedet blev der mere tale om at bruge magtudredningens resultater som ammunitionsforråd i den politiske debat. Her skal jeg nok sige, at jeg som politolog heller ingen forventninger havde om, at de velkendte politiske mekanismer skulle fungere anderledes, end de plejede, blot fordi det nu var magtudredningen, som var til debat.
Men udredningen blev, så vidt jeg husker, nok i særlig grad udnyttet af De Moderate og Carl Bildt. Og jeg ved, at den socialdemokratiske regering overvejede, hvordan vores resultater kunne udnyttes.«
»Hvis du skulle gentage magtudredningen i dag, skulle den så organiseres på samme måde, og skulle de samme områder inddrages?»
»Jeg er ikke sikker på, at jeg ville deltage igen! Det var hårdt arbejde og en engangsforeteelse; men organisatorisk mener jeg nok, at man skulle gøre det nogenlunde på samme måde. Hvad indholdet angår, skulle det internationale perspektiv vægtes højere, selv om vi også havde et kapitel med i slutrapporten om Sverige i det internationale samfund. Blandt andet er Sverige jo nu blevet medlem af EU, og vi har f.eks. fået etniske minoriteter og minoritetsproblemer.«
»Du er med i SNS« nye Demokratiråd, som kom med sin første rapport i 1995. Det ville være svært at forestille sig Demokratirådet uden den svenske magtudredning. Kan du sige noget om Demokratirådet med hensyn til organisering, finansiering, initiativ og ide og i den forbindelse, om det engelske demokratiprojekt har været en kilde til inspiration?»
»For mig havde det betydning, at jeg havde siddet i Ekonomikommissionen, som kom i 1993, og som skulle komme med konkrete forslag til økonomisk krisebekæmpelse. Den rapport, som vi lavede, vakte stor opmærksomhed og pegede blandt andet på, at nogle af de økonomiske problemer var forbundet med beslutningsstrukturen i det svenske politiske system. Jeg stod for et kapitel i rapporten, som handlede om demokrati og økonomisk politik. Kapitlet indeholdt nogle forslag til konstitutionelle ændringer, som var et forsøg på at forøge beslutningskapaciteten i det politiske system.
Samtidig var SNS interesseret i at lave en parallel til det råd af økonomer, som SNS har haft siddende i tyve år. SNS mente, at det ville kvalificere den offentlige debat med et tilsvarende råd af politologer, som så skulle kikke på de »demokratiske konjunkturer«. SNS bad Bo Rothstein, som er professor, og som arbejdede lidt for SNS, om at sammensætte rådet, og jeg blev så rådsmedlem. Fra 1996 er jeg nu formand, efter at Bo Rothstein stoppede af arbejdsmæssige grunde.
De krav, SNS stillede, var blandt andet, at rådet skulle være akademisk respektabelt og altså have forankring i forskningsmiljøet og samtidig bidrage til den offentlige debat i populærvidenskabelig form. De rapporter, vi kommer med, skal forelægges SNS først. Vi har offentliggjort en rapport og kommer med en rapport mere til sommer.
SNS finansierer udgifterne, som vistnok kun er omkring 300.000 kr. Der er jo ikke nogen, der er fuldtidsansatte til at sidde i rådet.
Hvad angår indholdet i vores første rapport, tager vi udgangspunkt i et mere traditionelt demokratibegreb med vægt på medborgernes aktive deltagelse. Men så har vi tilføjet to andre principper, nemlig retssikkerhed og politisk handlekraft. De tre principper prøver vi så at overføre til nogle mere eller mindre målbare kriterier. De kriterier bruger vi så til at tage temperaturen på det svenske demokrati og se, hvad der er sket siden magtudredningens dage.
Med hensyn til demokratiprojektet i England, som ledes af David Beetham, så havde vi ingen kontakt med ham, men vi vidste, at det fandtes. Nu har vi fået etableret en kontakt til det engelske projekt, og de er jo kommet ganske langt med deres projekt.'
Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark
Bilag 6
Henrik Jensen
udvalgssekretær, PhDFolketinget, januar 1996
NOTAT OM
MAGTUDREDNING PÅ NORSK
»Magtudredningen er vores lokalnorske og samfundsvidenskabelige variant af Apollo-programmet« (stortingsmedlem under debatten om magtudredningen i 1985).
Sammenfatning: Notatet søger at beskrive udvalgte dele af kommissorium, indhold, organisering, resultater og konsekvenser m.v. af den norske magtudredning, som var ganske omfattende. Vægten er så vidt muligt lagt på udredningens perspektiver i forhold til det norske Storting.
Kommissorium
Den norske magtudredning påbegyndtes i 1972 under den socialdemokratiske regering Bratteli. Som baggrund for at påbegynde en udredning hed det bl.a. i regeringens mandat, at
»Det er en utbredt politisk målsetting, som regjeringen legger stor vekt på, at demokratiet skal videreutvikles og gjøres gjeldende på alle områder av samfunnslivet. Dette innebærer at hvert enkelt menneske i størst mulig grad skal ha en reell innflytelse på de disposisjoner som har betydning for ens egen livssituasjon.
For å kunne omforme det norske samfunn og føre en politikk som fordeler makten etter slike retningslinjer er det nødvendig å ha et grundig kjennskap til de faktiske maktforhold i samfunnet« (Maktutredningen - Sluttrapport, NOU 182: 3, s. 1).
Det område, som magtudredningen skulle undersøge, var ganske omfattende. Det omfattede i princippet magtforholdene i det norske samfund som helhed, men dog ikke magtforhold i enkeltinstitutioner som f.eks. skoler, virksomheder m.v. I mandatet pegede regeringen på nogle områder, som skulle gøres til genstand for særundersøgelser: De økonomiske magtgrupperinger, organisationer i arbejds- og erhvervslivet, det administrative apparat, massemedierne og internationale selskaber.
Organisation m.v.
Udredningsarbejdet skulle ifølge mandatet i videst muligt omfang indpasses i tilknytning til eksisterende forskningsprogrammer på universiteterne. I spidsen for forskergruppen kom til at stå to professorer, Gudmund Hernes og Johan P. Olsen, samt docent Håvard Alstedheim. Sekretariatet for udredningsarbejdet blev placeret i statsministeriet. Budgettet var på ca. 7 millioner Nkr (1972-niveau). Antallet af norske samfundsforskere, som i projektperioden arbejdede mere end 6 måneder på projektet, var over 20. Forskerne producerede i de ca. 10 år, som magtudredningen varede, løbende en lang række forskningsresultater. Det drejede sig om ca. 100 arbejdsnotater og en snes bøger og udredninger.
Til forskergruppen blev knyttet et rådgivende udvalg på 12 personer. Det rådgivende udvalg bestod af repræsentanter fra pressen, universiteterne, erhvervslivet, organisationerne og Stortinget, heriblandt præsidenten for Stortinget. Det rådgivende udvalg blev siden hen udvidet, så det endte med at bestå af 24 medlemmer. Udvidelsen skete formentlig efter et vist politisk pres, og den indikerede, at magtudredningsprojektet ikke var politisk ukontroversielt.
Dette gav sig i en Stortingssammenhæng også udslag i forbindelse med behandlingen af en tillægsbevilling til magtudredningen. Her udtrykte en repræsentant for Høyre, Kåre Willoch, skepsis over for projektet (Stortingets forhandlinger 1972-73, sp. 3166-67).
Magtudredningen om det norske politiske system
I overensstemmelse med mandatet var mange og forskellige dele af det norske samfund genstand for undersøgelse. Stortinget var ikke i større omfang genstand for selvstændig analyse. Dog gennemførtes en interviewundersøgelse med Stortingets medlemmer, men et så centralt led som Stortingets partigrupper var ikke omfattet af mandatet for udredningen. Og da den norske magtudredning afsluttedes i oktober 1981, hvor forskergruppen afleverede sin endelige indstilling kaldet »Maktutredningen - Sluttrapport« (NOU 1982: 3), var Stortingets indre forhold stort set ikke omtalt i analyserne.
Analyserne fra magtudredningen konstaterede blandt andet, at magten i det politiske system var spredt: Der var i det norske samfund ikke nogle skjulte magtcentre, som trak i trådene. Den tegnede heller ikke et billede af et politisk system med parlamentet som eneste styrende organ. Meget groft sagt tegnede analysen på det overordnede plan et billede af et samfund, hvor en del af magten var gledet fra Stortinget, regeringen og markedet over til organisationer og forvaltning. Disse fænomener blev blandt andet søgt indfanget med begreber som forhandlingsøkonomi og blandingsadministration.
Endvidere blev det norske politiske system beskrevet og analyseret ud fra en tankegang om »segmentering«. Tankegangen var, at en gruppe af beslutningstagere, som kunne komme fra forskellige institutioner, f.eks. interesseorganisationerne, forvaltningen, Stortingets udvalg, medierne og forskningsverdenen, tilsammen kunne udgøre et beslutningssegment inden for et bestemt politikområde som f.eks. landbrug, fiskeri eller forsvar. Beslutningstagerne i et sådant segment kunne, uden nødvendigvis at være indbyrdes enige, have samme grundopfattelse af, hvad der ansås for politiske problemer, og være tilbøjelige til i for høj grad at fokusere på betydningen af beslutninger inden for deres egen sektor uden tanke for beslutningernes konsekvenser uden for deres egen sektor eller for samfundet som helhed.
Denne tankegang, som blev forbundet med udtrykket »den segmenterede stat«, har konsekvenser i et politisk styringsperspektiv. Tankegangen placerer beslutnings- og konfliktlinjer inden for og altså ikke mellem forvaltningen, regering, Storting og interesseorganisationer. Samtidig peger den på en fragmentering og decentralisering af det politiske system, hvor det bliver vanskeligere at realisere en overordnet politisk styring, sætte fællesskabsinteresser igennem og koordinere politiske beslutninger på tværs af sektorer.
Blandt andet med udgangspunkt i denne tankegang hed det i magtudredningens slutrapport
»Det grunnleggende spørsmål som Maktutredningen reiser er derfor om vår evne til å treffe beslutninger i fellesskap er blitt svekket? . . . Maktutredningen reiser spørsmålet om det ikke i forlengelsen av den bør reises en konstitusjonell debatt - en debatt om hvordan principper for samfunnsstyring og deltakelse kan oversettes til institusjonelle ordninger som fremmer fellesskaplige løsninger.« (s. 6).
Regeringen om magtudredningen
Den borgerlige regering Willoch afgav i januar 1983 ved statsminister Kåre Villoch en melding til Stortinget (Stortingsmelding nr. 44, 1982-83) om magtudredningen, som fik et par anerkendende ord med på vejen. Regeringens stortingsmelding indeholdt få reformforslag, men regeringen så det som demokratisk værdifuldt i sig selv at få en diskussion af udredningens resultater.
I Stortingsmeldingen kom regeringen med sit syn på enkelte hovedspørgsmål og fokuserede nok især på styringsaspektet. Regeringen anlagde et knap så pessimistisk syn på muligheden for at gennemføre en overordnet politisk styring i et samfund, hvor magten var spredt ud på flere aktører og systemer, men konkluderede at
»Utredningens viktigste bidrag har imidlertid vært å peke på de store begrensningene det tross alt er for maktudøvelse og styring i et desentralisert og fragmentert system som det norske.« (s. 14).
I forlængelse heraf nævnte regeringen også nogle problemstillinger, som kunne gøres til genstand for efterfølgende forskning. Problemstillingerne angik alle aspekter ved den offentlige politik, f.eks. en mere systematisk evaluering og tilbageføring af information om politiske tiltag og mere overordnede vurderinger af forskellige politiske styringsinstrumenters effektivitet (ss. 14-15).
Endvidere pegede regeringen på grundlag af rapporten på, at politik både kunne ses som interessekamp og som styring, og at massemedierne, uanset det ønskelige i en aktiv og kritisk presse, i den forbindelse var tilbøjelige til at give et overdrevet billede af modsætninger, mens den politiske enighed blev skudt i baggrunden (s. 15). I den forbindelse hed det om partierne og Stortinget
»Å verne om den offentlige diskussjonen er derfor av sentral betydning for vårt demokrati. Det er ikke mindst på dette feltet, at arbeidet tilknyttet de parlamentariske organer har sin sentrale plass. Det er den partipolitiske diskusjon som legger det beste grundlag for felles normer på tvers av gruppe- og sektorinteresser. De politiske partiene har på denne måten en viktig rolle som bærere av en politisk kultur der fellesinteressene står sterkt.« (ss. 15-16).
Regeringen kom i sin Stortingsmelding også lidt ind på muligheden af at styrke de politiske organer, regeringen og Stortinget, for at opnå en bedre overordnet styring og varetagelse af fælles interesser. For regeringssidens vedkommende pegede regeringen blandt andet på en ændret departementsstruktur, men afstod fra at komme med entydige tilkendegivelser. Regeringen overlod det til Stortinget selv at drage konklusioner af magtudredningen, men nævnte dog muligheden af at indføre åbne høringer i Stortinget (s. 22).
Stortinget om magtudredningen
Regeringens stortingsmelding fra januar 1983 kom til behandling i utenriks- og konstitusjonskomiteen, som i juni 1985 kom med en indstilling til Stortinget. Konstitusjonskomiteen kom i sin udvalgsindstilling med en række holdningstilkendegivelser fra et enigt udvalg. Udvalget lå i sine positive vurderinger af forskningsresultaterne på linje med regeringen
»Komiteen vil også peike på at mandatet reiste ein stor forskningspolitisk dagsorden. På mange vis vart Maktutredningen det viktigaste og mest omfattande oppdrag som frå politisk hald er gitt samfunnsforskarane i vårt land. Forskarane hadde eit breidt samansatt råd som medspelarer i sitt arbeid. Samfunnnsforskarane vart vist full tillit.« (s. 5).
I slutningen af den relativt lange indstilling delte komiteen sig efter partitilhørsforhold. Partigruppernes udvalgsrepræsentanter kom her med en række holdningstilkendegivelser, der i større eller mindre udstrækning byggede på deres respektive partiprogrammer. Ikke overraskende slog disse holdningsforskelle i endnu højere grad igennem, da magtudredningen og udvalgets indstilling kom til afsluttende behandling i Stortingssalen. Det skete sent på aftenen en af de sidste dage før Stortingets sommerferie i juni 1985. Her blev udredningen brugt som grundlag for politiske markeringer i forhold til de politiske repræsentanters grundholdninger. Som en af debatdeltagernerne sagde: »Maktutredninga har gitt politisk ammunisjon til oss alle.« (Stortingets forhandlinger 1984-85, sp. 5101). »Den vart fødd i politisk strid . . . Derfor er det viktigt at Maktutredninga i dag går i mål til tverrpolitisk applaus.« (sp. 5101).
Hvilke spor satte magtudredningen sig?
Magtudredningen indeholdt ikke og tilsigtede heller ikke at indeholde konkrete reformforslag om f.eks. institutionelle ændringer i Stortinget eller andre dele af det norske politiske system. I den henseende er det vanskeligt direkte at tale om konsekvenser af den norske magtudredning. Alligevel har den sat sig tydelige spor både i og uden for Norge.
I forhold til den norske offentlighed har analyserne bidraget til at afdække magtrelationer i det norske samfund og stimuleret til debat om det norske demokrati. Blandt andet har magtudredningen medvirket til en blotlæggelse af interesseorganisationernes politiske påvirkningsmuligheder. Magtudredningen har utvivlsomt også lagt grunden til en langt mere realistisk opfattelse af det norske politiske system. Røster om en ny norsk magtudredning har også kunnet høres lejlighedsvis i den offentlige debat.
I forhold til den norske forskningsverden betød magtudredningen et løft. Analyser fra magtudredningen blev kendt og anvendt på universiteter og andre læreanstalter ikke blot i Norge, men også i Danmark og Sverige. Magtudredningen var desuden inspirationskilde for den svenske magtudredning. Og norsk samfundsvidenskabelig forskning blev kendt også uden for Skandinavien. Blandt andet med rod i magtudredningen og dens fokusering på politiske styringsproblemer udpegede den norske regering for perioden 1987-96 »ledelse, organisation og styringssystemer« til et hovedindsatsområde for norsk samfundsforskning. I forlængelse heraf oprettedes det såkaldte LOS-senter - Norsk senter for forskning i ledelse, organisasjon og styring - som et uafhængigt forskningscenter under det norske forskningsråd. Endvidere må et igangværende norsk forskningsprojekt om »miljø, magt og styring« siges også at have rod i magtudredningen.
Som nævnt indeholdt magtudredningen ingen politiske reformforslag om konkrete organisatoriske ændringer. Ikke desto mindre kan nogle nylige ændringer i Stortingets udvalgsstruktur godt ses i lyset af den norske magtudredning uden at være direkte udløbere af magtudredningen. I 1991-92 gennemførtes ændringer i udvalgsstrukturen, så visse udvalg blev slået sammen, hvilket kan ses i sammenhæng med diskussionen om segmentering.
Endelig satte magtudredningen også spørgsmålstegn ved alt for optimistiske antagelser om ubegrænsede politiske muligheder for at styre samfundsudviklingen i et samfund, hvor magten var spredt ud på mange aktører og systemer.
Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark
Bilag 7
Henrik Jensen
udvalgssekretær, PhDFolketinget, januar 1996
NOTAT OM
MAGTUDREDNING PÅ SVENSK
Sammenfatning: Notatet søger at beskrive udvalgte dele af kommissorium, indhold, organisering, resultater og konsekvenser m.v. af den svenske magtudredning, som var ganske omfattende. Vægten er så vidt muligt lagt på udredningens perspektiver i forhold til »den svenske (velfærds-)model«.
Kommissorium
Den officielle start på den svenske magtudredning kom 1985 i form af et regeringsdirektiv fra den socialdemokratiske regering I. Carlsson. I det ret fyldige regeringsdirektiv (dir. 1985: 36), som optryktes i magtudredningens hovedrapport, bemyndigede regeringen den svenske statsminister til at nedsætte en komite med den opgave at gennemføre en udredning om magtfordeling og demokrati i Sverige.
Baggrunden for og hensigten med en magtudredning blev i direktivet blandt andet begrundet ud fra en tankegang om »det demokratiske ideal i Sverige«
»Den demokratiska grundtanken ar alla manniskors lika varde. Alla medborgare har ratt att på lika villkor delta i formandet av det framtida samhallet. . . .
Genom att vara aktiv på många områden - i allmanna val, som fortroendevalda i politiska forsamlingar, som medlemmar i foreningar och folkrorelser, i boendesammanslutningar och fackforeningar på arbetsplatserna osv. - deltar medborgarna i formandet av framtiden. Så såg och ser alltjamt det demokratiska idealet ut i Sverige. . . .
Det demokratiska idealet i Sverige utgår från tanken att demokratin, den sociala tryggheten och den effektiva produktionen omsesidigt forstarker varandra och utgor varandras forutsattning." (Maktutredningens huvudrapport: ss. 411-412).
I forlængelse heraf pegede direktivet samtidig på, at dette ideal godt kunne være udhulet af den faktiske samfundsudvikling
»Men demokratins reella innehåll ar, till skillnad från idealet, inte en gång for alla givet utan forandras med den sociala och ekonomiska utvecklingen. . . .
Den faktiska samhallsutvecklingen kan darfor mycket val innebara att demokratins reella innehåll totalt sett urholkas.« (ss. 412-413).
Blandt andet ud fra denne tankegang udstak statsministerens direktiv i hovedsagen tre problemstillinger, som udredningen skulle analysere. For det første skulle magtudredningen undersøge, hvordan magtressourcer og indflydelse var fordelt mellem individer, og hvordan forskelle i livsvilkår påvirkede borgernes muligheder for de facto at deltage i demokratiske beslutningsprocesser. For det andet skulle redegørelsen belyse, hvordan magtressourcer var fordelt inden for erhvervslivet, den offentlige sektor, organisationerne og opinionsdannelsen/massemedierne. For det tredje skulle redegørelsen undersøge og tillige vurdere, om samfundsudviklingen i det svenske industrisamfund under et udviklede sig i retning mod det beskrevne svenske ideal (s. 413).
Organisation m.v.
I spidsen for udredningsarbejdet kom til at stå en ledelsesgruppe af fire samfundsforskere: nordmanden Johan P. Olsen, der havde været en af hovedkræfterne i det norske magtudredningsprojekt, samt tre svenskere: en nationaløkonom, en historiker og politologen, Olof Petersson, der blev primus motor i projektet. Til ledelsesgruppen knyttedes et mindre sekretariat. Udredningsarbejdet budgetteredes over en ca. 5-årig periode med i alt ca. 30 millioner Skr (1985-niveau).
Ledelsesgruppen uddelegerede forskningsopgaver til andre forskere, men stod også selv for en væsentlig del af undersøgelserne og analyserne. Da magtudredningens hovedrapport blev offentliggjort i 1990, var der publiceret godt en snes bøger med analyser og forskningsresultater. Hertil kom så et halvt hundrede arbejdsrapporter, statusnotater m.m. Antallet af forskere m.v., som havde bidraget til magtudredningen, var i hovedrapporten opgjort til knap halvandet hundrede.
Til organisationsgruppen knyttedes en referencegruppe, som skulle følge arbejdet. Referencegruppen bestod af 8-10 internationalt meriterede forskere, heriblandt 3-4 amerikanske politologer, som fulgte udredningsarbejdet.
Magtudredningen om den svenske model
Magtudredningens hovedrapport på godt fire hundrede sider indeholdt en fremstilling og diskussion af nogle generelle problemstillinger fra de områder, som havde været omfattet af analyserne: Opinionsdannelsen og massemedierne, ligestillingsproblematikken, den økonomiske magt og ejendomsret, interesseorganisationerne, borgernes politiske deltagelse, markedskræfternes betydning, den svenske magtelite samt Sverige i det internationale samfund.
Hovedrapporten gik på de første sider ind i en dialog med regeringens direktiv og lagde sig på et punkt tæt op ad direktivet, nemlig ved at se en sammenhæng mellem demokrati, magt og samfundsudvikling
»Demokratins allmanna tanke ar att medborgarna skall ha lika ratt till personlig utveckling och lika ratt att påverka samhallets gemensamma angelagenheter. Det finns darmed ett direkt samband mellan demokrati och makt. Demokratin kan ses som en uppsattning av kriterier for samhallets maktfordelning. Den faktiska maktstrukturen kan i storre eller mindre grad avvika från demokratins ideal. . . .
Okar eller minskar avståendet mellan demokratins allmanna principer och maktutovningens realiteter? Utredningens direktiv staller frågan »om samhallsutvecklingen totalt sett narmar sig det svenska demokratiska idealet«.' (s. 11).
Hvad angik selve demokratibegrebet, pegede hovedrapporten på, at regeringsdirektivets tankegang om »det demokratiske ideal i Sverige« byggede på en samfundscentreret eller kollektivistisk demokratiopfattelse - i modsætning til en individorienteret demokratiopfattelse. I regeringsdirektivet kom den samfundscentrerede demokratiopfattelse blandt andet til udtryk på følgende måde
»Det varde som varit grundlaggande for den svenska demokratins utveckling - att solidaritet medborgarna emellan ar en nodvandig forutsattning for att ett modernt samhalle inte skall brytas sonder i inbordes strider mellan olika grupper - riskerar att undermineras om medborgarna inte formår se samspelat mellan maktutovning och levnadsvillkor.« (s. 418).
Hovedrapporten pegede på, at en samfundscentreret demokratiopfattelse formentlig var mere udbredt i Sverige end i andre vestlige demokratier (ss. 408-409), og at det altså reelt var et særtræk ved det svenske politiske system.
Hovedrapporten fokuserede endvidere på en række andre træk ved det svenske politiske system. Det drejede sig om de træk, som traditionelt forbindes med »den svenske (velfærds-)model«. Disse træk var blandt andre følgende
- en partsbaseret regulering af konflikter på arbejdsmarkedet og dermed et fravær af statslig konfliktløsning,
- stærkt centraliserede overenskomstforhandlinger og løndannelse,
- et forhandlings- og konsensusorienteret politisk beslutningssystem,
- et ligestillingspræg i den offentlige sektor og i statslige politikker som en konsekvens af, at kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet og børnepasning var blevet et offentligt anliggende,
- fuld beskæftigelse,
- en stor offentlig sektor knyttet til serviceproduktion,
- universalisme forstået som et generelt lighedsprincip i velfærdspolitikken i form af, at sociale ydelser kunne gå til alle borgere eller bestemte kategorier af borgere og ikke forbeholdtes de allerdårligst stillede eller uddeltes efter konkret vurdering,
- »ekspertstyre« i skikkelse af medvirken af eksperter og specialister ved gennemførelse af forskellige politikker og
- korporatisme i betydningen inddragelse af interesseorganisationer i udformningen og udmøntningen af den offentlige politik.
Hovedrapporten påpegede, at samfundsudviklingen havde sat »den svenske model« under pres i en grad, så den havde nået et vendepunkt. De træk, som forbandtes med »den svenske model«, og som for en dels vedkommende var fremkommet i perioden fra 1930'erne til 1970'erne (s. 26), var med andre ord ikke så fremtrædende som almindeligvis antaget.
Årsagerne til, at samfundsudviklingen havde bevæget sig væk fra »den svenske model« var mange. Hovedrapporten pegede i den forbindelse både på faktorer inden for det svenske samfund og på påvirkninger fra det internationale samfund, eksempelvis miljøproblemer, den internationale økonomi og produktionens internationalisering.
I forlængelse heraf angav magtudredningens hovedrapport afslutningsvis også, at samfundsudviklingen ikke blot havde bevæget sig væk fra den svenske model, men også havde bevæget sig væk fra det demokratiske ideal, som var beskrevet i regeringsdirektivet. Dette ledte dog ikke rapportens forfattere til så at konkludere, at det svenske samfund var blevet mindre demokratisk. Rapporten pegede her på, at det samfundscentrerede demokratiideal snarere havde tabt terræn til et mere individcentreret demokratiideal.
Riksdagens og partigruppernes rolle var kun nødtørftigt behandlet. Ledelsesgruppens vurdering i hovedrapporten var dog, at nedbrydningen af »den svenske model« ville føre til en »institutionel nyorientering«; denne vurdering var i harmoni med det forhold, at borgernes politiske aktivitet ikke var mindsket (s. 214), men at det snarere var samfundsinstitutionerne, som var præget af træghed. Ledelsesgruppens vurdering om den institutionelle nyorientering understreger under alle omstændigheder, at Riksdagen kun var et magtcenter blandt flere i det svenske politiske system
»Forestallningen att demokratin forverkligas i den mån ett nationellt maktcentrum kan overblicka och styra hela samhallsutvecklingen blir alltmer orealistisk. I ett standigt mer differentierat, specialiserat och internationaliserat samhalle ar det foga troligt att ett enda centralt organ kan formå att fylla rollen som dominerande auktoritetscentrum.« (s. 406).
Hvilke spor satte magtudredningen sig?
I forhold til det svenske forskningsmiljø betød magtudredningen og dens ressourcetilførsel en »lukning af en række huller i den svenske forskningsprofil« i form af, at en række områder, som svensk samfundsforskning tidligere kun havde beskæftiget sig med i begrænset omfang, blev gennemanalyseret.
I forhold til offentligheden ændrede magtudredningen billedet af det svenske politiske system ved at sætte spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang den svenske model afspejlede sig i den svenske sociale virkelighed.
Den svenske magtudredning indeholdt ikke og forventedes heller ikke at indeholde konkrete reformforslag om f.eks. institutionelle ændringer i Riksdagen eller andre dele af det svenske politiske system. Eksempelvis kom magtudredningen ikke til debat i Riksdagen. Imidlertid har magtudredningen ca. 10 år efter dens start indirekte sat sig institutionelle spor i form af en nylig oprettelse af et »Demokratiråd«. Demokratirådet er ikke et offentligt organ, men er finansieret af SNS (Studieforbundet Naringsliv och Samhalle). Demokratirådet består af en lille gruppe politologer, hvoraf flere var med i magtudredningen. Rådet er oprettet som en bevidst parallel til et tilsvarende råd af økonomer, det såkaldte Konjunkturråd. Således hedder det i Demokratirådets første rapport, »Demokrati som Dialog«, som udkom i 1995: "Allt oftare under senare år har Konjunkturrådet hamnat i slutsatsen att Sveriges problem har mer att gora med formerna for besluttsfattande an med den ekonomisk-politiska diagnosen. Darmed har en diskussion om demokratins innehåll, mojligheter och lage blivit central. Inte minst omrostningen om medlemskapet i EU stallde demokratifrågorna på sin spets. SNS har darfor tagit initiativ till att samla en grupp statsvetare for att i form av ett sarskilt Demokratiråd belysa aktuella problem och utvecklingslinjer i den svenska demokratin." (s. 7).
Rådet har dermed til hensigt i kommende rapporter at tage temperaturen på det svenske demokrati.
Hanne Rasmussen, fuldmægtig
Bilag 8
Folketingets Bibliotek,
Arkiv og Oplysningstjeneste5. december 1994
NOTAT
om forskning i Danmark med relation til emnerne demokrati og magt
Sammenfatning 1. Sammenfatningen opsummerer notatets oplysninger, der bygger på oversigter, udarbejdet af forskningsbibliotekarer ved de større forskningsbiblioteker. Vedørende den igangværende forskning henvises til særskilt notat.
1 a. Sammenfatningen giver en kort oversigt over de enkelte punkter i notatet. I selve notatet (side 9ff) kan man finde en uddybning af sammenfatningen. Interesserede udvalgsmedlemmer kan rekvirere de oversigter med titler på undersøgelserne, der ligger til grund for notatet.
Opmærksomheden henledes navnlig på, at notatet slutter med et resume af områder, der ser ud til at være forsømt i forskningen.
2. Resume af notatets punkter.
2 a. Magtstrukturer i det økonomiske liv.
De foreliggende undersøgelser interesserer sig overvejende for ejerforhold o.lign. Der foreligger kun i stærkt begrænset omfang forskning til generelt at belyse den økonomiske magt i Danmark.
2 b. Organisationers og bevægelsers rolle og indflydelse.
De fleste forskningsbidrag er fra 70'erne frem til midten af 80'erne. Demokratiprojektet ved AUC har behandlet interesseorganisationers indflydelse.
2 c. Det lokale folkestyres arbejdsvilkår.
Den foreliggende forskning er begrænset, men projektet om det kommunale lederskab ved OU tager en række relevante emner op. Medborgerundersøgelsen ved AUC interesserer sig for den nærdemokratiske deltagelse, og demokratiprojektet ved ÅU for decentralisering og brugerindflydelse.
2 d. Internationaliseringens konsekvenser for folkestyret.
Den eksisterende forskning har især koncentreret sig om Danmarks forhold til EF/EU herunder vælgerholdninger, mens andre aspekter er mere sparsomt undersøgt.
2 e. Informationsteknologiens muligheder og konsekvenser for folkestyret.
Der findes meget lidt forskning om »informationssamfundets« konsekvenser for folkestyret. Området har mest været åbent for antagelser, visioner, frygt, forventning i essays og artikler. Rapporten om Info-samfundet år 2000 er ikke forskning, men et bud på mulighederne og et oplæg til debat om en statslig, dansk informationspolitik.
2 f. De politiske partier.
Der findes en ganske omfattende forskning om de politiske partier og deres funktion i det politiske system. Specielt er undersøgt partiernes ændrede funktion og partisystemet, partiapparaternes rolle, politikerleden, medborgerskab, vælgernes opfattelse af partisystemet, partiernes forfald, udvikling i medlemstal og rekruttering.
2 g. Udviklingen i finanssektoren og relationer til den internationale finansverden.
Konkurrencerådet har 1992 kortlagt den finansielle sektors struktur og konkurrenceforhold. 1994 har Nordisk Ministerråd ladet udarbejde en rapport om finansfusionerne i de nordiske lande.
2 h. Den politiske beslutningsproces.
Folketingets virkemåde og stilling i det politiske system er undersøgt 1977. De stående udvalg i 1984, og en ny undersøgelse er på vej. Parlamenternes magt er undersøgt i 1990, og regeringsdannelser er undersøgt både konkret og generelt.
2 i. Politisk kommunikation, massemedier og opinion.
Emnet var genstand for analyser i Rockwool-projektet. Medieforskningen har i betydelig grad været centreret om de politiske og økonomiske virkninger af strukturændringer i pressen. Valgkampe og medier, den offentlige mediepolitik, opinionsundersøgelsernes betydning, pressens valg af temaer er undersøgt.
Statsministeriets medieudvalg har igangsat en række forsknings- og udredningsprojekter, som forventes færdige i løbet af foråret 1995, bl.a. om nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati, om modtagernes perspektiv på nyhedsmediernes rolle i den demokratiske proces, medieudviklingens internationalisering m.v. Det foreslås, at nærmere overvejelser om mediernes magt afventer resultatet af disse arbejder.
2 j. Centraladministrationen.
En stor del af publikationerne om samspillet mellem centraladministration, Folketing, ministre og interesseorganisationer stammer fra slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne. Centraladministrationens forhold, struktur m.v. er undersøgt i 1984. Alle forskere er enige om, at samspillet mellem de nævnte politiske institutioner er stærkt ændret over de sidste 10 år. Udviklingen i den teoretiske analyse af det politiske system er beskrevet mere indgående side 10 i dette notat.
2 k. Valg og vælgeradfærd.
Gallup har analyseret valgene siden 1957. fra begyndelsen af 70'erne har forskere ved ÅU og KU studeret samtlige valg og folkeafstemninger. Vælgernes græsrodsdeltagelse er undersøgt i en række studier.
2 l. Den demokratiske proces.1
Effekten af den øgede samfundsorientering i skoleuddannelsen for børnenes opfattelse af demokratiet er ikke eksplicit undersøgt. Derimod er betydningen for skolen af den øgede demokratisering i samfundet studeret, og demokratiet i skolen er analyseret.
I juni 1994 besluttede udvalget, at der skulle udarbejdes et oversigtsnotat, der belyste hvilke emneområder med relation til emnerne demokrati og magt, der allerede havde været genstand for forskning og hvilke emner, der endnu lå uopdyrkede hen. Notatet skulle desuden indeholde en kort beskrivelse af denne forskning.
Formålet var at få et overblik over den eksisterende forskning og dermed et bedre grundlag for at beslutte på hvilke områder, der var behov for at igangsætte nye projekter.
Der er nu, bl.a. med bistand fra forskningsbibliotekarer ved de større forskningsbiblioteker udarbejdet oversigter over de fleste af emnerne.
Notatet, som er udarbejdet af Folketingets administration sammenfatter bidragene i oversigtsmæssig form. De enkelte forskningsprojekter og publikationer er mere grundigt beskrevet i bilagene.
Tidligere og nuværende forskningsprojekter
I 1974 fremsatte Planlægningsrådet for forskningen ønske om, at der blev iværksat en samlet analyse af samfundets politiske institutioner og deres arbejdsformer. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der i en betænkning pegede på, at der kun forelå få empiriske studier af det politiske system som et samspil mellem folketing, regering, administration og interesseorganisationer, og der efterlystes generelle studier af dette samspil samt studier af afgrænsede områder og sager over tid. SSF ydede i de følgende år støtte til en række empiriske studier. Erik Damgaards disputats: Folketinget under forandring fra 1977 var det første større bidrag.
I perioden fra 1979-84 blev forskningsprojektet om Den politiske beslutningsproces i Danmark gennemført med støtte fra Statens samfundsvidenskabelige forskningsråd.
Projektet iværksatte interviewundersøgelser af vælgernes holdninger og aktiviteter i 1979, en spørgeskemaundersøgelse til folketingets medlemmer og til interesseorganisationer. De emner, der blev taget op, var ændringerne i samspillet mellem de politiske institutioner i Danmark herunder samspillet mellem regering og folketing, det administrative apparat, interesseorganisationerne og vælgerne.
Projektet resulterede i en række publikationer om partigrupperne i dansk politik, om vælgerbefolkningens politiske aktiviteter og opfattelser, om interesseorganisationernes rolle i politik og om centraladministrationen. Slutrapporten: Dansk demokrati under forandring, 1984 opremser 34 publikationer som var et resultat af projektet.
Den politiske beslutningsproces på lokalt plan blev studeret i forskningsprojektet: Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik 1980-85.
Statens Humanistiske Forskningsråd finansierede i perioden 1988-92 et forskningsinitiativ om Dansk politik under forandring 1945-85.
Forskningsfeltet var ændringerne i de politiske institutioner og i dansk politik i perioden med bl.a. det sigte at klarlægge magtrelationer og indflydelsesmønstre gennem konkrete historiske studier. Projektet stillede som udgangspunkt spørgsmålstegn ved, om den politiske magt suverænt blev udøvet af parlament og regering og ønskede at studere den politiske historie efter 1945 med dette udgangspunkt. Man ville bl.a. undersøge, hvilke institutioner, hvilke organisationer og hvilke samfundsgrupper, der har udøvet magt og indflydelse på strategiske politiske beslutninger i nyere tid. Projektet har indtil nu udgivet en række studier om emner som regeringsdannelser, landbruget og staten 1930-1950, Sydslesvig, grundloven af 1953 m.v. samt nogle antologier om Danmark og den europæiske integration, om Danmark og Nato samt om brændpunkter og temaer i dansk politik efter 1945.
Der forventes flere publikationer i de kommende år.
Ved Aalborg Universitetscenter er der et projekt igang om: Demokrati i udvikling. Projektet indgår i et fælles nordisk initiativ.
Der er indtil nu udsendt en publikation: Medborgerskabdemokrati og politisk deltagelse, hvor der sættes fokus på den politiske deltagelse i Danmark og forskellige aspekter af deltagelsen. Bogen bygger på en spørgeskemaundersøgelse fra 1990. Befolkningens deltagelse sammenlignes med resultaterne fra 1979, og desuden belyses mønstre og sammenhænge i forskellige politiske deltagelsesformer i relation til sociale grupper, køn, generation og organisation. Ved siden af de traditionelle og generelle deltagelsesformer som valg og partideltagelse undersøges befolkningens deltagelse på bl.a. manifestationer og politiske kontakter og som noget nyt inddrages brugerdeltagelsen i forskellige institutioner, som er knyttet til hverdagen, f.eks. på skole og daginstitutionsområdet.
Rockwool-fonden finansierede 1989-92 et projekt om den politiske troværdighed, der blandt andet undersøgte om forholdet mellem vælgere og politikere har ændret sig i de senere år. Af andre emner, der blev behandlet kan nævnes: mediernes rolle for opfattelsen af politikerne og rekrutteringen af politikere.
Ved Odense Universitetscenters samfundsvidenskabelige fakultet er der igangsat et 5-årigt forskningsprojekt om det kommunale lederskab. Projektet udføres i samarbejde med forskere ved Århus Universitet.
Målsætningen med forskninsprogrammet er i første række at vinde ny teoretisk viden om lederskab og lederroller i politiske systemer.
Projektet omfatter en række delprojekter: rekruttering af kommunalpolitikere, valgkampe og valgstrategier, partiernes rolle i kommunalpolitikken, politisk ledelse og administrativ ledelse. Der er planlagt en række nye undersøgelser, og der vil blive sammenlignet med tidligere undersøgelser af kommunalpolitikere, partiforeninger og vælgere.
Ved ÅU er igangsat et forskningsprojekt om demokrati og demokratisering. Projektet består af fire dele: demokratisk teori og nye demokratiformer, demokratiets virkemåde og funktionsproblemer, udbredelse af demokratiet til flere lande og demokrati i overnationale beslutningssystemer. Endelig kan nævnes, at regeringen har iværksat udredningsarbejder om nogle af emnerne med tilknytning til demokrati og magt. Der er nedsat et medieudvalg, et udvalg om informationssamfundet år 2000, (som afgav betænkning 10. oktober), en kommission for fremtidens beskæftigelses- og erhvervsmuligheder samt et udvalg om demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger.
DJØF har igangsat et forskningsprojekt om den offentlige sektor, som ledes af prof. Torben Beck Jørgensen, KU.
2. Forskningen indenfor temaer, som er relevante for emnerne demokrati og magt i Danmark.
I Regeringens ideskitse nævnes nogle temaer, som bør belyses: Magtstrukturer i det økonomiske liv, organisationers og bevægelsers rolle og indflydelse, det lokale folkestyres arbejdsvilkår, nye indflydelseskanaler i hverdagslivets institutioner, internationaliseringens konsekvenser for folkestyret, den ny teknologi og informationssamfundets muligheder og konsekvenser for folkestyret.
I det følgende er den eksisterende forskning med relation til disse områder beskrevet oversigtsmæssigt, og desuden er inddraget nogle yderligere emner for at få en så bred orientering om den relevante forskning som muligt. Det drejer sig om de politiske partier, vælgerne, den politiske beslutningsproces, medierne, centraladministrationen, udviklingen indenfor finanssektoren og endelig skolernes samtidsorienterings betydning for den demokratiske proces.
2.a. Magtstrukturer i det økonomiske liv
Den økonomiske magt var et af de emner, som ikke blev undersøgt i forbindelse med forskningsprojektet om den politiske beslutningsproces i Danmark.
De økonomiske analysebidrag, som indeholder magtrelevante overvejelser kan inddeles i forskellige kategorier: 1) analyser af branchemæssige trust- og monopoldannelser, 2) undersøgelser af virksomhedsejerskab og koncernkontrol og 3) afdækning af organisationernes magt og statens rolle for den nationale økonomi 4) studier af økonomisk magt og illegal økonomi og endelig bidrag vedrørende 5) økonomisk demokrati.
Endvidere findes en del litteratur, som indeholder beskrivelser af enkeltvirksomheder og koncerner samt biografier af fremtrædende danske erhvervsfolk, analyserne overskrider sjældent deres karakter af »cases« med begrænset generel udsagnskraft for økonomisk magt i Danmark. Der er i gennemgangen af forskning om økonomisk magt ikke fundet empiriske bidrag der belyser eller dokumenterer forbindelser mellem den politiske og økonomiske magt. F.eks. betydningen og omfanget af 1) organisationers og virksomheders økonomiske støtte til politiske partier, eller 2) økonomiske magtcentres påvirkning af den politiske beslutningsproces (»lobbyisme«) eller 3) udbredelsen af hvad man kunne kalde en økonomisk-politisk elite.
Internationaliseringens betydning for det økonomiske spillerum i Danmark ses heller ikke at være gjort til genstand for undersøgelser.
Litteraturen om koncentrationstendenser, herunder udenlandsk kapitals virksomhedsopkøb især forstået som virksomhedsfusionering, er omfangsrig, men sædvanligvis styret af en interesse for at belyse driftsøkonomiske rationaler og fokuserer kun sjældent på fænomener af relevans for virksonhedernes magtposition, såsom branchekontrol eller varemarkedsdominans. I Konkurrencerådets undersøgelser af: »Fusioner og virksomhedsovertagelser«, findes der dog et særligt afsnit om udenlandske overtagelser.
Ejerskifter i dansk erhvervsliv fra 1975-84, er undersøgt i 1989. Analysen medtager altså ikke den stærke vækst i de udenlandske opkøb i slutningen af 80'erne, som var domineret af nordiske kapitalers opkøb.
Den anden rubricering af økonomiske magtanalyser kan passende betegnes som »Hvem-ejer-Danmark-analyser?» efter økonomen Helge Andersens første undersøgelse af samme navn fra 1938 med senere revideringer. Den seneste analyse af denne type er fra 1988.
Det nyeste danske bidrag til at afdække ejerforhold i danske virksomheder, koncerner, m.v. er fra 1994.
274 koncerners forhold er gennemgået for perioden 1982 til 1992 og af konklusioner kan nævnes, at ejerforholdene i 80'erne har været nogenlunde stabile, og at der kun findes en lille andel med spredt ejerskab. Kun cirka 20% af de største koncerner er ikke majoritetsejede (familieejerskab, udenlandsk ejet, statsejet, fondsejet) eller andelsselskaber.
Den tredje type analyse går ud fra, at den økonomiske magt er en kompleks, sammensat størrelse, hvori også de aktører indgår, som skaber betingelserne, hvorunder økonomien virker, hvorunder der produceres, osv. Den økonomiske magt opfattes ikke alene som udspringende fra magten (ejerskab/kontrol) over kapitalen, men er diffunderet ud i samfundet, hvor forskellige organiserede og ikke organiserede interesser påvirker den økonomiske udviklings retning. »Institutionel økonomi« eller »forhandlingsøkonomi« er nogle af de nye betegnelser, som benyttes bl.a. af Ove Kai Pedersen m.fl.: Demokratiets lette tilstand. Ove Kai Pedersen, m.fl.s. bog er dog mere et debatindlæg om det danske demokratis tilstand i dag end et forskningsbidrag om økonomisk magt.
Et sideaspekt ved påvirkning af beslutningsprocesser omtales undertiden som »lobbyisme«, hvorved man må forstå en bestemt målrettet, undertiden skjult adfærd for at opnå en given beslutning. Lobbyisme synes dog ikke at adskille sig nævneværdigt fra den almindelige påvirkningspraksis, hvor organisationer eller erhvervsfolk fremfører deres synspunkter for repræsentanter for det politiske system. De tre første former for økonomiske magtanalyser er repræsenteret i dansk forskning og undersøgelsesarbejde om end ingen har haft nogen særlig fremtrædende plads i den samfundsøkonomiske diskussion. Det fjerde område omhandlende økonomisk magt og illegal økonomi, herunder organiseret økonomisk kriminalitet og økonomisk korruption påkalder sig endnu ikke særlig forskningsinteresse i Danmark, når undtages beskrivelser af enkelttilfælde og opgørelser af narkotikabeslaglæggelser samt Gunnar Viby Mogensens studier af sort arbejde fra 1985.
Økonomisk demokrati som et middel til mere demokrati på arbejdspladsen og en demokratisering af ejendomsforholdene var især et fremtrædende emne i debatten i 1970'erne og derfor også genstand for forskning i den periode. Indenfor de sidste ti år har ingen forskere beskæftiget sig med denne diskussion eller med analyser af konsekvenserne.
De tre dominerende pensionsfonde, PKAs, LDs og ATPs investeringer i danske aktier er gennemgået i 1981, men ikke senere.
DSU har i et debatoplæg slået til lyd for en demokratisering af pensionsfondene, idet arbejdsmarkedspensioner fra arbejderbevægelsens side er blevet betragtet som en ny vej til spredning af ejendomsretten. DSU ønsker magten flyttet ud til de enkelte medlemmer af fondene. Regeringen har nedsat et udvalg, der skal se på, hvordan der kan skabes demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger. Udvalget skal afgive rapport inden 1. januar 1995.
2.b. Organisationers og bevægelsers rolle og indflydelse
Studier af interesseorganisationernes indflydelse, græsrodsbevægelsernes betydning m.v. indgik i forskningsprojektet om den politiske beslutningsproces, og især Jacob Buksti har forsket i dette emne, men der er ikke publiceret nye forskningsresultater efter midten af 1980'erne. Demokratiprojektet ved Ålborg Universitet har i rapporten om medborgerskab også behandlet interesseorganisationernes indflydelse. Ved ÅU er flere forskere igang med undersøgelser af interesseorganisationernes rolle i det politiske system.
2.c. Det lokale folkestyres arbejdsvilkår
Interessen for det lokale folkestyres arbejdsvilkår har især været rettet mod de betingelser, som enten befordrer eller begrænser det lokale folkestyre i at fungere.
Generelt er feltet afgrænset til kommunestyret som politisk institution - ikke som forvaltningsorgan eller producent af service.
De emner, der har været undersøgt, er kommunalpolitikerne og deres arbejdsvilkår, herunder rekruttering, det kommunale demokrati, forholdet mellem kommunalpolitikere og embedsmænd, forholdet mellem vælgere, embedsmænd og politikere, lokale vælgerforeninger og deres indflydelse på kommunalpolitikken, organisationer og bevægelsers rolle i den lokale velfærdsstat, hvordan frikommunerne har fungeret og endelig konkrete studier af planlægning og politik på lokalt plan.
Den politiske beslutningsproces på lokalt plan blev taget op i forskningsprojektet Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik 1980-85. Poul Erik Mouritzens disputats fra 1991 bygger videre på erfaringerne fra dette projekt. Disputatsen er en undersøgelse af danske kommuners udgiftspolitik i begyndelsen af 1980'erne. Afhandlingen bidrager til forståelsen af kommunalpolitik generelt, fordi den også kommer med bud på, hvilken betydning vælgernes præferencer spiller, om det kommunale demokrati virker m.v.
Om det kommunale demokrati findes også konkrete studier i form af et case-studie af sagen om karlitlofterne i Århus Kommune og en disputats om en planlægningssag i Ålborg. Desuden er der formuleret hypoteser om, hvilke konsekvenser det har for kommunalpolitikerne, at medierne sammen med betydningsfulde interessegrupper er i stand til at sætte den politiske dagsorden i enkeltsager, som er meget synlige i lokalsamfundet Spørgsmålet om, hvordan de forskellige aktørers rolle er - ikke blot i enkeltsager som »karlitsagen« eller »Ålborg-projektet«, men på de enkelte kommunalpolitiske områder og mere generelt er ikke afdækket.
Decentraliseringens konsekvenser for det lokale demokrati er behandlet i artikelform, også af kommunalforskere, men der har ikke været megen forskning på området. En af divergenserne i debatten har gået på, hvordan man bedst decentraliserer. Skal det foregå via en uddelegering af kompetence til brugere og institutioner - eller skal det, ud fra en markedsmæssig/liberal model, foregå via større valgfrihed for borgerne?
Nye indflydelseskanaler i hverdagslivets institutioner har endnu ikke været undersøgt forskningsmæssigt, bortset fra, at den nærdemokratiske politiske deltagelse i form af deltagelse i forældrebestyrelser m.v. er medtaget i medborgerskabsundersøgelsen fra Ålborg Universitet og undersøgt på linie med en lang række andre aktiviteter. Et projekt om velfærdsstatens institutioner ved PU vil tage decentralisering og brugerindflydelse m.v. op.
2.c. Internationaliseringens konsekvenser for folkestyret
Internationaliseringen har altid haft betydning for det danske folkestyre, idet den danske stats eksistens i en større verden har betydet en vekselvirkning og en oftest klar afhængighed af forhold i den ydre verden. Siden afslutningen af 2. verdenskrig har internationaliseringen imidlertid taget nye og kvalitativt andre former end før. Danmark er idag med i en række internationale aftalesystemer, der omfatter mange flere forhold i danskernes hverdag end det tidligere traditionelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Der har først og fremmest været tale om en voksende integration i den fremvoksende internationale efterkrigsøkonomi med hovedvægt på landbrugs-, handels- og valutasamarbejde, men efter Danmarks medlemskab af EF også i samarbejde på en række andre politikområder.
Synsvinklen i de fleste danske studier af politiske beslutningsprocesser m.v. har i høj grad været national forstået på den måde, at det alene er udviklingstendenser, forhold og sammenhænge i det danske samfund, der beskrives og analyseres. For 10 år siden fremstod internationaliseringsproblematikken - bortset fra udenrigs- og sikkerhedspolitiske diskussioner - som et forhold man nok skulle være opmærksom på, men som endnu ikke hverken begrebsligt, teoretisk eller metodisk var integreret i den politologiske forsknings traditionelle opdeling af forskningsområder og forståelse af centrale sammenhænge. Den eksisterende forskning på området drejer sig stort set kun om Danmarks forhold til EF, herunder vælgerholdninger til internationaliseringen især til EF/EU, undersøgelser af EF-afstemningerne og EF medlemskabets betydning for Danmark på en række delområder.
Internationaliseringens indflydelse på lokalpolitikken og organisatoriske forhold i amterne, kommunerne og på arbejdsmarkedet har i begrænset omfang været genstand for undersøgelser.
2.e. Den nye teknologi og informationssamfundets muligheder og konsekvenser for folkestyret
Der foreligger ikke umiddelbart en dansk samfundsvidenskabelig, empirisk orienteret forskning - endsige forskningstradition - der klart og præcist kan siges at omhandle problemstillingen. Dette hænger delvist sammen med, at der ikke er konsensus om, hvad der skal forstås ved begrebet, og hvilke aspekter ved informationssamfundet som evt. kan tænkes at influere på folkestyret.
Ved gennemgangen af den danske faglitteratur omkring IT og informationssamfundet viser det sig, at den måde, emnet behandles på, såvel af forskere som samfundsdebattører, er meget præget af vidt forskellige antagelser, som ikke er eller ikke kan belægges empirisk. En af grundene hertil er naturligvis, at uanset om informationsteknologien allerede er vidt udbredt og informationssamfundets træk er begyndt at manifestere sig, så forudsættes i realiteten hos alle bidragydere, at de store forandringer (medieudviklingen måske delvis undtaget) først er på vej nu og ikke vil få afgørende betydning førend i de kommende år.
Denne omstændighed gør, at emnet ikke kan gøres til genstand for videnskabelig forskning i sædvanlig forstand. Området er åbent for antagelser, visioner, gætteri, spekulationer, frygt, håb. . . Måske dette også er grunden til, at litteraturen om informationsteknologiens og informationssamfundets konsekvenser i stor udstrækning er skrevet af filosoffer, humanister, digtere, kulturdebattører, journalister osv. - og ikke så meget af samfundsvidenskabelige forskere.
Oplagte emner som relationerne mellem informationssamfundet og de enkelte områder af samfundslivet (arbejde, uddannelse, fritid, omstruktureringen af hverdagslivet osv.) og virkningen af disse sociale forandringer på folkestyret ses ikke analyseret.
Der er heller ikke fremkommet bud på, hvad det er ved folkestyret eller dets vilkår, som evt. kan tænkes at blive påvirket af den nye teknologi, bortset fra et enkelt forslag om indførelse af et elektronisk andetkammer.
Den udbredte anvendelse af IT og ikke mindst registerproblematikken har været anledning til, at også danske jurister har beskæftiget sig med informationssamfundets konsekvenser. Dette område har fået betegnelsen retsinformatik. De problemer, denne forskning tager op, kan have stor betydning for det politiske liv, men i forhold til eventuelle effekter på det politiske system, er disse aspekter mindre relevante.
Affødt af behovet for et mere sikkert beslutningsgrundlag end rent gætteri, er der fremvokset en speciel form for forskning i teknologiens konsekvenser, nemlig teknologivurdering. Men hvordan sådanne vurderinger skal gennemføres, og spørgsmålet om deres videnskabelige status, er der nogen uenighed om.
Som et alternativ til - eller som en særlig metode for - teknologivurdering blev der i årene 1986-1989 gennemført en række forsøg med introduktion og anvendelse af informationsteknologi i lokalsamfund.
Baggrunden for forsøgene var debatten om udbygningen af hybridnettet i Danmark i begyndelsen af 1980'erne, som bl.a. gik på de mulige virkninger for den lokale og regionale udvikling.
Forsøgene viste sig at have meget begrænset relevans for en belysning af informationsteknologiens virkninger for folkestyret. Man fik nogle erfaringer med demokratisk indflydelse på anvendelse af informationsteknologi, men ikke med informationsteknologiens indflydelse på demokratiet.
Der er fundet meget få referencer, som blot nogenlunde præcist omhandler problemstillingen og samtidig er baseret på empirisk samfundsvidenskabelig forskning, som vedrører danske forhold.
Der er i det hele taget meget lidt samfundsvidenskabelig forskning vedrørende de sociale aspekter af IT og informationssamfundet, ikke bare i forhold til de eventuelle konsekvenser for demokratiet. Samtidig er IT-anvendelsen nærmest stormet frem i samfundet i perioden efter.
Lone Dybkjær/Søren Christensen udvalgets rapport, der netop er fremlagt: Info-samfundet år 2000, er ikke forskning, men et bud på Danmarks muligheder i informationssamfundet år 2000, et bud på forskningens udviklingsmuligheder og et oplæg til debat om en statslig dansk informationspolitik, hvor flest mulig får adgang til og glæde af informationssystemerne.
2.f. De politiske partier
Forskning om de politiske partier rubricerer sig i 2 hovedgrupper: undersøgelser af partiernes funktion i det politiske system og undersøgelser, der forholder sig til tesen om partiernes forfald begrundet i faldet i medlemstal og problemerne med rekruttering af nye medlemmer. Der er enighed om, at partiernes funktion er ændret, men det betyder ikke nødvendigvis, at deres indflydelse eller betydning er blevet mindre.
De emner der er undersøgt er: partierne, partiernes ændrede funktion og partisystemet, partiapparaternes rolle, politikerleden, medborgerskab, vælgernes opfattelse af partisystemet, partiernes forfald, udvikling i medlemstal og rekruttering.
Forskernes forsøg på at forklare årsagerne til det faldende medlemstal falder i forskellige kategorier: ændringer i samfundsstruktur og uddannelsesmønstre, statsliggørelse, ændringer i lovgivningens karakter og den administrative struktur, kommunikations- og medieforhold, overvejelser hos de potentielle partimedlemmer om fordele og ulemper ved medlemskab og tilsvarende overvejelser hos partierne.
Der er ikke foretaget større repræsentative undersøgelser af partimedlemmernes motiver til at være partimedlemmer, dog er der undersøgelser af, hvorfor folk meldte sig ud af partierne. Partimedlemmer og deltagere i græsrodsaktiviteter er undersøgt med hensyn til fordeling på alder, køn og uddannelse.
Der er heller ingen empirisk forskning om, hvilke overvejelser partierne gør sig om nødvendigheden af at have medlemmer.
I forhold til de mange analyser af vælgerens sociale, alders- og kønsmæssige fordeling i relation til partivalg, er der meget få analyser af partiaktivisternes og de folkevalgtes aktiviteter internt i partierne, de undersøgelser der er, er fra 1970'erne.
Partierne som institutioner er ikke undersøgt.
2.g. Udviklingen indenfor finanssektoren og relationer til den internationale finansverden
Til dette emne har vi ikke modtaget nogen forskningsoversigt, men vi kan nævne, at Konkurrencerådet i 1992 har kortlagt den finansielle sektors struktur og konkurrenceforhold. I 1993 blev der i Nordisk Ministerråds regi udarbejdet en rapport om finansfusionerne i de nordiske lande, heri blev analyseret, hvilke konsekvenser fusionerne i den finansielle sektor har for privatkunder og endvidere er det undersøgt i hvilket omfang de negative effekter af finansfusioner kan imødegås gennem politiske tiltag.
2.h. Den politiske beslutningsproces
Den politiske beslutningsproces blev som tidligere nævnt grundigt studeret i et projekt under SSF i perioden fra 1979-84.
Erik Damgaards disputats: Folketinget under forandring, 1977, undersøger Folketingets virkemåde og stilling i det politiske system. Holger Hansen har i 1984 undersøgt de stående udvalgs rolle, men ingen har undersøgt ændringerne indenfor de seneste år, dog skal det nævnes, at en udvalgssekretær i Folketinget har forskningsorlov til et projekt om de stående udvalg og samspillet mellem Folketinget og centraladministrationen.
Parlamenternes magt er undersøgt og fremlagt i 1990 bl.a. udfra et ønske om at undersøge tesen om at parlamenterne har mistet indflydelse, den tese tilbagevises.
Regeringsdannelser både generelt og konkret er undersøgt af Tage Kaarsted og Holger Hansen.
Grundloven har været til diskussion i de senere år, forskellige aspekter er taget op i statsretlige afhandlinger og lærebøger af jurister, og politikere og samfundsdebattører har ytret sig om nødvendigheden af en grundlovsrevision.
2.i. Politisk kommunikation, massemedier og opinion
Dette emne indgik ikke i projektet om den politiske beslutningsproces, men har været taget op selvstændigt. Emnet var også genstand for analyser i Rockwool-fondens projekt.
En egentlig medieforskning er først begyndt sent i Danmark i forhold til andre lande omkring os. Fra en veludviklet interesse for pressehistorie udvikledes fra 1970'erne en mere videnskabelig, samtids- og samfundsorienteret presseforskning med udgangspunkt i professor Niels Thomsens disputats fra 1972 om dagbladskonkurrencen 1870-1970. Den påviste, hvordan den gamle partifinansierede og politisk styrede presse var ved at forsvinde. Bladdøden høstede mere end to tredjedele af dagbladene og tilbage er blevet et fåtal trykte aviser, der er pressede af faldende oplagstal og af konkurrence fra de to nye medier, radio og fjernsyn. Konkurrencen om læsere og seere styrer udviklingen i medieverdenen, og det øver indflydelse på mediernes formidling af politiske nyheder. Medieforskningen har i de sidste ti år for en stor del været centreret om spørgsmålet, hvilke politiske og økonomiske virkninger denne strukturændring i pressen har haft.
Danske undersøgelser bygger for en stor del på teorier og metoder i udenlandsk, især svensk og amerikansk forskning fra 1970'erne og tidligere.
Valgkampe og medier, den offentlige mediepolitik, opinionsundersøgelsers betydning, pressens valg af temaer er undersøgt. Mediekommissionens betænkninger kortlagde medieforholdene og strukturen og Statsministeriets medieudvalg har igangsat ny forskning.
Opinionens ikke mindst den faglige opinions betydning og rolle har derimod ikke været genstand for forskning, men vil muligvis blive behandlet af medieudvalget.
2.j. Centraladministrationen
En meget stor del af publikationerne om samspillet mellem centraladministration og Folketing, ministre og interesseorganisationer bygger på undersøgelser lavet i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Disse undersøgelser beskæftigede sig med samspillet mellem centraladministrationen og interersseorganisationer, forholdet til den politiske beslutningsproces m.v., men der er ikke nyere forskning i disse emner. Samtidig er alle forskere enige om, at samspillet mellem de nævnte politiske institutioner i løbet af de sidste 10 år er blevet voldsomt ændret. Herved er resultaterne af de mange »klassiske« og ofte citerede undersøgelser stærkt relativerede i forhold til den aktuelle kortlægning af magten. Der har været arbejdet med og forsket i centraladministrationens forhold, organisationskultur, moderniseringsprogrammet osv. og har været ført mange teoretiske debatter i 1980'erne, men det har skortet på empiriske undersøgelser.
Samspillet mellem forvaltningen og dens politiske og organisatoriske omgivelser er ikke belyst forskningsmæssigt for perioden efter 1982.
Centraladministrationens forhold, struktur m.v. er beskrevet af Jørgen Grønnegaard Christensen i 1984, og han er sammen med andre igang med nye studier på området.
Spørgsmålet om interesseorganisationernes indflydelse var tidligere i fokus for studiet af centraladministrationen. I den teoretiske analyse af det politiske system har forskerne bevæget sig væk fra halvfjerdsernes korporativismeteorier, og opfattelsen af stabile monolitiske magtstrukturer over segmenteringsteorier til opfattelser af eksistensen af stærke policy-communities indenfor enkelte politikområder eller såkaldte jerntrekanter (stabile relationer mellem politikere, embedsmænd og interesseorganisationsfolk indenfor et bestemt område) til område-netværk og emne-netværk. Netværk er karakteriseret ved mere komplekse og løsere relationer. De bindes sammen af medlemmernes interesser, udvælgelsen af medlemmerne og mange og varierede normer.
En undersøgelse fra statskundskab i Århus, som kun er foreløbig viser, at der er sket kraftige ændringer i antallet af udvalg og deres sammensætning i firserne, hvilket har haft indflydelse på forvaltningens forhold til interesseorganisationerne. Den kraftige reduktion i antal udvalg modvirkes af en intensivering af interesserepræsentationen i bestemte sektorer og sagstyper.
Interresseorganisationernes deltagelse i offentlige udvalg undersøges i et nordisk komparativt projekt(FOFI), der har etableret en database, som skal danne basis for studiet af nye samspilsrelationer i disse udvalg, hvor politikere, embedsmænd og interesseorganisationsfolk traditionelt har en fælles arena.
Der findes enkelte studier af konkrete lovinitiativers tilblivelsesproces - eksempelvis vandmiljøplanen.
Der savnes nyere studier af interesseorganisationernes rolle, hvor bl.a. KL og Amtsrådsforeningen bør tages med.
2.k. Valg og vælgeradfærd
Valgforskningen dvs. studier af vælgernes adfærd i forbindelse med valg og årsagerne til ændringer heri, startede i Danmark i 1960'erne. Gallup har analyseret valgene siden 1957 og fra begyndelsen af 1970'erne har statens samfundsvidenskabelige forskningsråd ydet tilskud til, at forskere ved Århus og Københavns Universiteter har kunnet studere samtlige valg.
I 1970'erne blev der forsket i årsagerne til de nye partiers fremkomst, især Fremskridtspartiet og dets vælgerbasis var genstand for mange studier. Studier af vælgerbefolkningens politiske aktiviteter og opfattelser indgik i projektet om den politiske beslutningsproces.
Valgstudierne har formet sig som studier af de enkelte valg, studier af de enkelte partiers vælgermæssige opbakning og studier af mere generelle og tidsmæssige udviklinger. Der har været fokuseret på forskellige aspekter af vælgeradfærd, på indflydelsen fra social klasse, alder og køn og på forskellige grupper af vælgere, især de unge og kvinderne. Endelig er der foretaget sammenligninger af kommunevalg og amtsrådsvalg med folketingsvalg og de forskellige EF-afstemninger er også analyseret. Vælgernes græsrodsdeltagelse er undersøgt i en række studier. Stort set alle projekterne bygger på de generelle vælgerundersøgelser.
2.1. Den demokratiske proces
Hvad har den øgede samtidsorientering i skoleuddannelsen betydet for børnenes opfattelse af demokrati?
Der findes ingen forskning, der eksplicit belyser denne problemstilling. Der findes en del undersøgelser af medbestemmelsesparagraffens virkninger og betydning, men kun i relation til situationen i skolen.
Det er undersøgt, hvordan den øgede demokratisering i samfundslivet har påvirket skolen (og ikke omvendt!) Demokratiet i skolen er undersøgt mhp. at finde ud af, hvordan elevernes medbestemmelse fungerer i praksis, om klassens time, elevrådene m.v. virker efter hensigten. Det tværministerielle børneudvalg organiserede i 1989 et projekt om børn som medborgere. Fire kommuner indgik i projektet om børns medbestemmelse og medansvar, som tog udgangspunkt i regeringens børnehandlingsplan.
Projektet handlede om at give børn konkrete muligheder for medbestemmelse og medansvar overfor deres omgivelser her og nu og at få voksne til at tage børn alvorligt, men ikke om de evt. langsigtede konsekvenser.
2.m. Domstolene og domstolslignende organers rolle
Domstolenes og domstolslignende organers rolle indgår ikke som et selvstændigt emne i forskningsoversigten, men administrative organers domstolslignende rolle er undersøgt grundigt for en del år siden af Bent Christensen i hans disputats om råd og nævn. Ombudsmandens kompetence over for nævn med domstolslignende kompetence er taget op i udvalget vedrørende en ændring af ombudsmandsloven. Lektor Jens Peter Christensen, ÅU er igang med forskning om ministeransvar herunder embedsmandsansvar, forvaltningsnormer og domstolslignende organer som undersøgelsesretter m.v.s betydning. Endelig har regeringen nedsat et udvalg, der har til opgave »at overveje den fremtidige anvendelse af undersøgelsesretter og fremkomme med forslag til eventuelle ændringer, herunder for så vidt angår de regler, der gælder for disse retters virksomhed.« - (Nordskov-udvalget)
Der er derfor ikke umiddelbart behov for at igangsætte forskning på dette område.
Forsømte områder
Udfra de emner, vi har defineret og med basis i de udarbejdede oversigter, synes der at være nogle emner eller områder, som enten slet ikke er behandlet eller ikke er undersøgt tilstrækkelig dybtgående.
Magtstrukturer i det økonomiske liv er ikke et emne, som har været taget op i de større forskningsprojekter, der har været iværksat indtil nu, og i gennemgangen af forskning om økonomisk magt er der ikke fundet empiriske bidrag, der belyser eller dokumenterer forbindelser mellem den politiske og den økonomiske magt herunder betydningen af organisationers og virksomheders økonomiske støtte til politiske partier eller økonomiske magtcentres forsøg på påvirkning af den politiske beslutningsproces. Organiseret økonomisk kriminalitet og økonomisk korruptions betydning har heller ikke været genstand for forskning. Internationaliseringens betydning for det økonomiske spillerum i Danmark er tilsyneladende også et forsømt område. Internationaliseringens konsekvenser for folkestyret i det hele taget bortset fra EF's indflydelse er ikke undersøgt og internationaliseringens betydning for lokalpolitik, for forholdene på arbejdsmarkedet m.v. er kun belyst i begrænset omfang. Der kan være behov for studier af, hvordan man nationalt sikrer demokratiet i internationaliseringsprocessen og studier af muligheder for demokrati i internationalt samarbejde. Disse emner tages op af demokratiprojektet ved ÅU.
De nye indflydelseskanaler i hverdagslivets institutioner såsom skolebestyrelser m.v., har kun i meget begrænset omfang været undersøgt forskningsmæssigt, men studier af decentralisering og brugerindflydelse er planlagt ved ÅU. Informationssamfundets muligheder og konsekvenser for folkestyret har ikke været analyseret og emner som relationerne mellem informationssamfundet og de enkelte områder af samfundslivet: arbejde, uddannelse, fritid m.v. vil det være nyttigt at få analyseret.
På trods af en del forskning om de politiske partier er der få analyser af partiaktivisternes og de folkevalgtes aktiviteter internt i partierne, ligesom partierne som institutioner heller ikke ses undersøgt.
Endelig savnes der nyere studier af interesseorganisationernes rolle, hvor bl.a. Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen bør tages med.
Bilag 9
ØKONOMISK MAGT
En oversigt over de sidste cirka 10 års danske forskning af økonomiske magtforhold
Peter Søndergaard
Teoretiske overvejelser
Noget forkortet kan man hævde, at der grundlæggende findes to opfattelser af begrebet økonomisk magt i demokratiske kapitalistiske samfund: den ene ser magten udspringe af det juridiske ejerskab og den faktiske kontrol over kapitalen, mens den anden ser magten udspringe af de økonomiske lovmæssigheder selv. Den første opfattelse ser økonomisk magt som et fordelings- eller konfliktteoretisk spørgsmål, som en erhvervet social egenskab hos personer, hos en gruppe eller en elite og ser ofte denne magt som et problem, fordi den kan handle i modstrid med den demokratiske konstitution ud fra antagelsen, at jo mere den økonomiske magt er samlet, jo mægtigere er den og jo større kan udfordringen til den politiske magt være. Den anden antagelse er tilbøjelig til at afvise begrebet økonomisk magt som en social størrelse uden for økonomien selv og foretrækker at tale om økonomiske love frem for om økonomisk magt. At økonomiske love er uafvendelige, betyder, at de styrer det økonomiske menneske, men de opfattes ikke som egentlig magt, fordi de er »blinde« og usynligt sætter sig igennem bag om ryggen på de økonomiske individer. Med andre ord: enhver politisk konstitution bygget på en kapitalistisk økonomi er i sidste ende tvunget til at rette sig ind efter de økonomiske love.
Økonomiske teoriers reflektioner er vigtige for begreber som »økonomisk magt«, fordi teorierne har »afsmittende« konsekvenser for den retning, empiriske undersøgelser tager, for de strategiske områder der forskes i, og for hvad der anses for relevant at få kundskab om.
Økonomisk magt behandles i kapitlet af samme navn i »optaktbogen« til den svenske maktutredning: Olof Petersson (red): Maktbegreppet - Carlsson, 1987, 345 sider, af Richard Swedberg (side 238-259), som anfører, at økonomisk magt ikke er et centralt begreb i klassisk og neoklassisk (marginalistisk) økonomisk teori. Derfor har det heller ikke været relevant eller interessant at belyse økonomisk magt empirisk. Teorien fravælger genstandsområdet, da magt næsten alene opfattes som tvangs- og sanktionsmagt og altså som politisk magt og følgelig betragtes som henhørende til den politiske sfære og til politisk og sociologisk videnskab. Opfattelsen begrundes med 1) at markedets varebytte er en frivillig kalkuleret handling, som udelukker tvang, 2) at modellen om det perfekte marked udelukker magt. Man kan tilføje at dette ikke udelukker, at markedet i sig selv er magt, at markedets magt sætter sig igennem bag om ryggen på markedets aktører, at magt så at sige virker gennem markedet (Bohm-Bawerk/Walras), jf. Schumpeters eksempel med kortspillerne, som er underkastet spillets regler og kortgivningens tilfældighed, hvilket ikke udelukker at dygtighed er uens fordelt blandt spillerne. Ifølge denne opfatelse er heller ikke monopoldannelse en magtfaktor som principielt ændrer de økonomiske love; det betyder blot, at priserne bliver anderledes end de ville have været på et marked med fri konkurrence.
Andre og senere økonomiske skoler, som f.eks. institutionalisterne, nuancerer neoklassikernes teser og ligevægtsmodeller og har været mere optaget af fænomenet økonomisk magt og de sociale faktorer, som påvirker konkurrence og markedets prisdannelse på varer og arbejdskraft. En moderne økonom som John Kenneth Galbraiths store forfatterskab har været til stor inspiration for denne skoles forskellige grene.
En anden økonomisk teoritradition, som har vist stærk interesse for at integrere politisk og økonomisk magt i et generelt udviklingsforløb for kapitalistiske samfund, er de neomarxistiske teoridannelser, især de såkaldte Stamokap-teorier, som var toneangivende i de kommunistiske samfund og officiel lærdom til op i 70'erne og 80'erne. Det generelle synspunkt var, at kapitalistisk økonomisk monopolmagt og statsmagt ville vokse sammen og udslette de demokratiske elementer fra den politiske overbygning.
I det følgende gennemgås nogle økonomiske analysebidrag, som indeholder magtrelevante overvejelser om: 1) branchemæssige trust og monopoldannelser, 2) virksomhedsejerskab og koncernkontrol og 3) organisationernes magt og statens rolle for den nationale økonomi, for bl.a. løndannelse og social forsorg/overførselsindkomster jf. begrebet »forhandlingsøkonomi«. Mellem kategori 1) og 2) er der en glidende overgang. Alle 3 former for økonomiske magtanalyser er repræsenteret i dansk forskning og undersøgelsesarbejde, om end ingen har haft nogen særlig fremtrædende plads i den samfundsøkonomiske diskussion. Som et fjerde område vil der blive peget på økonomisk magt og illegal økonomi, herunder specielt organiseret økonomisk kriminalitet og økonomisk korruption. Endvidere bør også nævnes en meget stor kategori af litteratur, som nærmest falder i kategori 2 om virksomhedsejerskab og økonomisk magt. Der tænkes i den forbindelse på beskrivelser af enkeltvirksomheder og koncerner samt biografier af fremtrædende danske erhvervsfolk. Selv om disse analyser undertiden kan opfattes som eksemplariske for så vidt angår enkeltkapitalers og personers store indflydelse på virksomheders udvikling og optræden på den politiske arena, overskrider analyserne sjældent deres karakter af »cases« med begrænset generel udsagnskraft for økonomisk magt i Danmark. Disse bidrag er ikke medtaget i oversigten.
Analyser af koncentrationstendenser: kategori 1
Hovedbidraget inden for denne første kategori må indiskutabelt siges at være den kontroversielle og ambitiøse Trustkommissions 7 delbetænkninger (1951-1960) og 1 afsluttende hovedbetænkning: »Konkurrencebegrænsninger i dansk erhvervsliv«. Betænkning nr. 249, 1960, 321 sider. (Flere planlagte delbetænkninger udkom aldrig). Kommissionen var nedsat i henhold til lov nr. 128 af 31. marts 1949 med den opgave a) at undersøge og afgive betænkning om, i hvilken udstrækning de forskellige grene af dansk erhvervsliv er præget af konkurrencebegrænsninger og b) at tage stilling til, hvorvidt den bestående lovgivning kunne anses for tilstrækkelig til på betryggende måde at værne mod urimelige eller skadelige virkninger af de forskellige former for konkurrencebegrænsning. Som det antydes i kommissoriet, var det virksomhedernes grad af markedsdominans (kartel-, fusions- og monopolgrad), pris- og kvoteaftaler og i mindre grad ejerskab og ejerforbindelse, der var i fokus. Trustkommissionen omtales her af oversigtsmæssige årsager; dens resultater og den efterfølgende debat vil ikke yderligere blive gennemgået.
Man bør endvidere nævne en ældre undersøgelse af Jens Guldager: »Monopolkapital i Danmark i begyndelsen af 1970'erne«, Politisk Revy, 1978, 188 sider. Hovedresultatet er, at den danske industrikapital er betydelig koncentreret: »I 1972 repræsenterede således 212 firmaer og 63 koncerner omkring 65% af den samlede industriomsætning« (side 25). Bogen indeholder endvidere en kommenteret gennemgang af tidligere danske undersøgelser (side 185-188).
Litteraturen om koncentrationstendenser, herunder udenlandsk kapitals virksomhedsopkøb især forstået som virksomhedsfusionering, er omfangsrig, men sædvanligvis styret af en interesse for at belyse driftsøkonomiske rationaler og fokuserer kun sjældent på fænomener af relevans for virksomhedernes magtposition, såsom branchekontrol eller varemarkedsdominans. Man kan dog pege på Konkurrencerådets undersøgelser af: »Fusioner og virksomhedsovertagelser« (diverse årgange, senest 1993, 135 sider - udkommet 1994), hvor der findes et særligt afsnit om udenlandske overtagelser. Det fremgår, at faldet i udenlandske overtagelser efter højdepunktet i 1989 igen fra 1993 er afløst af en relativ kraftig stigning, men hvor det tidligere og op til 1989 var nordiske kapitaler, som tegnede sig for hovedparten af de opkøbte virksomheder, er det nu EU-kapital som suverænt fører an. Man udtrykker bekymring over, »at det jævnligt er danske flagskibe inden for elektronikbranchen, der bliver opkøbt af udlandet« (side 42). Beretningen fra 1993 indeholder desuden et afsnit om fusionskontrol i EU (side 77-83).
Ole Øhlenschlæger Madsen: »Virksomhedsovertagelser og fusioner i dansk industri«, Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck, 1983, 291 sider.
Bogen er en doktordisputats, og det konstateres, at virksomhedsovertagelser og fusioner er et resultat »af mulighedernes spil og situationsbestemte strategier. Det kan bl.a. forklares ved den specielle ejer- og kapitalmarkedsstruktur i Danmark, der kun i få tilfælde gør det muligt at overtage virksomheder ved åbne tilbud til aktionærerne på fondsbørsen. De virksomheder der helt eller delvist sælges til andre, har som hovedregel et overlevelsesproblem på kort eller lang sigt. Og det er hyppigst et generationsskifteproblem, der løses igennem en virksomhedsovertagelse« (side 114). Det siges endvidere, at fusionerne siden starten af 60'erne ikke har ændret virksomhedskoncentrationen i dansk industri, og der er heller ikke opstået nye monopoler. Men de mange opkøb og fusioner »har sandsynligvis forøget kapital- og magtkoncentrationen« (side 248). Forfatteren foreslår, at der gennemføres »empiriske undersøgelser af koncernkoncentrationen, dels for at få branchespredningen inden for industrien nærmere belyst, dels for at få udnersøgt kapital- og magtkoncentrationen mere systematisk« (side 248), og han undrer sig over, at det empiriske grundlag ikke for længst er tilvejebragt.
Finn Valentin og T. Pedersen: »Udenlandsk ejet industri i Danmark - virksomhedsprofiler og udviklingsmønstre«, Industri- og Handelsstyrelsen, (nu Erhvervsfremme Styrelsen), Notatserie nr. 9, 1993, 47 sider.
Analysen skønner, at der findes 2.150 udenlandsk ejede virksomheder med 130.000 ansatte, svarende til 9-10% af alle ansatte i den private sektor, hvilket skulle være en relativt beskeden del, sammenlignet med andre små åbne økonomier (Irland, Holland, Belgien, Grækenland med 15-30% udenlandsk ejede virksomheder). Analysen, som bygger sine konklusioner på en spørgeskemaundersøgelse (1989/90), belyser alene de udenlandsk ejede industrivirksomheder. Disse havde i gennemsnit haft 238 ansatte; knap 75% har under 250 ansatte, kun godt 10% har mere end 500 ansatte. Virksomhederne er relativt avancerede, og deres forsknings- og udviklingsintensitet er cirka den dobbelte af den danske industri som helhed. De udenlandske erhvervsinvesteringer steg kraftigt i sidste halvdel af 80'erne og toppede i 1989; mere end 3/4 af de udenlandske etableringer er efter 1980 sket ved overtagelse af bestående virksomheder - i modsætning til 60'erne og 70'erne, hvor der var tale om cirka halvdelen - mens resten er egentlige nyetableringer. De udenlandske investeringer har »dermed ikke direkte jobskabende virkninger« på kort sigt (side 5). Det er karakteristisk, at virksomhederne er centreret mod afsætning på det danske hjemmemarked; »halvdelen af virksomhederne afsætter mere end 50% af omsætningen i Danmark« (side 5). Især er afsætning til det danske marked markant større for de nordisk ejede virksomheder i Danmark. Springbrætfilosofien om, at Danmark skulle være interessant som platform til det øvrige EU-marked, kan altså ikke bekræftes. Man formoder, at når etableringsmotivet er adgangen til det danske hjemmemarked, er dette også årsagen til den beskedne tiltrækningskraft, Danmark har på udenlandske investeringer, det danske markedsvolumen taget i betragtning.
Analysen kan være interessant ud fra et magtperspektiv, hvad angår spørgsmålet om disse virksomheder handler selvstændigt, eller om handlingsmønsteret dikteres fra koncernhovedkvarteret. Man taler i den forbindelse om vertikale, horisontale eller urelaterede forbindelser mellem dattervirksomheder og moderselskab; dette sammenholdes igen med, om virksomhederne er »markedsorienterede« (primært forsyning af det danske marked), som er fortrinsvis vertikalt (underordnet) forbundet med koncernen, »forskningsorienterede«, som ofte indgår i horisontale netværk (relativt uafhængige) eller »produktionsorienterede« virksomheder, som er det mest selvstændige og i øvrigt mest eksportorienterede.
Christian Estrup: »Udlandets overtagelser af virksomheder i Danmark - en empirisk undersøgelse af udviklingen siden 1975«, Handelshøjskolens Forlag, 1989, 255 sider.
Bogen er den trykte udgave af forfatterens doktordisputats fra 1988 med den mere dækkende titel »Ejerskifter i dansk erhvervsliv siden 1975«, da analysen behandler såvel danske som udenlandske virksomhedsovertagelser samt danske koncerners udenlandske virksomhedsopkøb 1975-1984; analysen medtager altså ikke den stærke vækst i de udenlandske opkøb i slutningen af 80'erne, som var domineret af nordiske kapitalers opkøb, især motiveret af afsætning på det danske hjemmemarked, og denne ændrede udvikling afspejler sig ikke i analysens konklusioner. Det konkluderes bl.a., at for udenlandske virksomhedsovertagelser er virksomhedens art afgørende; derimod er det i de fleste tilfælde underordnet, at virksomheden ligger i Danmark. Virksomheder, der overtages af udenlandsk kapital, har gennemgående bedre regnskabstal såvel før som efter overtagelsen end virksomheder, der overtages af dansk kapital. Det antages også, at udlandet »vil forøge sin ejermæssige rolle her i landet« (side 189). Udenlandsk ejerskab »er forholdsvist højt i kemisk industri med 29% af arbejdsstyrken, elektroindustri (31%), instrumentfremstilling (29%) og metalforarbejdning (16%), medens det er ganske lavt i tekstilindustrien (5%), træindustrien (3%), jernstøberier m.v. (2%) og keramisk industri (1%)». (S. 195).
Ejerskabsanalyser: kategori 2
Den anden rubricering af økonomiske magtanalyser kan passende betegnes som »hvem ejer Danmark-analyser?» efter økonomen Helge Andersens første undersøgelse af samme navn fra 1938 med senere revideringer (se nedenfor).
Helge Andersen og Lennart Weber: »Magtens mange mænd«, Fremad, 1985, 157 sider.
Analysen er Helge Andersens seneste og mest omfattende gennemgang af ejerskab, indflydelses- og personsammenfald i danske virksomheder og koncerner, siden han udviklede denne undersøgelsesform i bøgerne: »Hvem ejer Danmark?», (Monde 1938, Fremad 1966) »Hvem ejer Danmark nu?», (Fremad 1970), »Er det udlandet der ejer Danmark«, (Fremad 1968), »Danmarks tre multinationale giganter«, (Fremad 1974), »Danmark, en multinational koloni«, (Reitzel 1981). Analyserne forstået som magtanalyser bygger på den fordelingsteoretiske antagelse, at økonomisk magt er fordelt efter kapitalbesiddelse, og jo større kapitaler en person ejer eller kontrollerer, desto mere magt har personen, ikke alene på de kontrollerede virksomheders udvikling men også - direkte eller indirekte - på samfundsøkonomien og på politiske beslutninger. Analysen antager endvidere, at gruppen af store kapitalejere eller kapitalkontrollanter er en elite med særlige »kulturtræk«: særligt samkvemsmønster, særlig rekruttering og familiebaggrund, særlig økonomisk adfærd for at bevare denne kontrol på elitens hænder og holde andre ude. Antagelsen om disse kultursociologiske elitetræk belyses dog ikke empirisk, når bortses fra enkelttilfælde.
Analysen gennemgår 105 store koncerner og udpeger godt 100 personer, som betegnes som de egentlige »magthavere« i dansk erhvervsliv. De får hver deres »blå bog« og koncernerne gennemgås med tilknyttede virksomheder og personforbindelser. Blandt analysens konklusioner kan nævnes, at det, man betegner som »aktionærdemokrati«, er sat ud af kraft ved hjælp af særlige metoder, bl.a. »stemmeretsbegrænsning«, kontrollerende fonde og B-aktieudstedelse, som tilsammen »har umyndiggjort 90% af aktionærerne« (side 141). Der afsluttes med opstilling af 16 punkter - »kravene til fremtiden » - hvis samlede sigte er at ændre ved »erhvervslivets magtstruktur« (side 142-148).
Lennart Weber: »Hvem ejer Danmark? - analyse af 108 koncerner og 50 private fonde«, Fremad, 1988, 143 sider. Forord ved Helge Andersen.
Analysen er det seneste bidrag i den danske tradition for ejerskabskortlægning i større danske virksomheder og fonde. I et lille men interessant forord forsøger Helge Andersen at gøre status for denne type magtundersøgelser. Han stiller spørgsmålet om, på hvilken måde person- og ejerskabsforbindelser kan give indtryk af magtfordelingen blandt selskaber, og han svarer selv: »Lad os fastslå, at en virksomhed som sådan ikke kan udøve magt, at magt kun kan udøves af personer, at magt kun kan udøves af en person. Til det sidste skal tilføjes, at den magt, der knytter sig til en bestemt virksomhed, i praksis godt kan udøves af en gruppe personer i fællesskab. Men går man tæt på dette fællesskab, vil det normalt vise sig, at magten inden for gruppen er opbygget efter pyramidesystemet (. . .) Det er ejeren, der sidder med magten, og direktøren bliver blot »forvalteren«, der fører beslutningerne ud i praksis (. . .) Magt går ofte i arv. Et gennemgående træk ved dette fænomen er, at de økonomiske magthavere bruger enorme kræfter på at sikre den magt, de har etableret for eftertiden. Idealet for de fleste er enevældig magt, der helst skal gå videre i de kommende generationer (. . .) Typisk er private fonde blevet anvendt. I vedtægterne for disse fonde vil man ofte kunne se, hvordan den gamle kapitalist har ønsket at sikre, at den pågældende virksomhed/magtcentrum blev drevet videre i hans ånd' (side 5-6).
Gennemgangen af de udvalgte 108 koncerner udpeger en person som magtperson i hver enkelt; det er oftest ejeren (hovedaktionæren), men kan også være bestyrelsesformanden, hvis der er tale om en større ejerkreds; undtagelsesr er dog banker og forsikringsselskaberne og andre selskaber, ofte familieselskaber, hvor kun nærmere analyser kan udpege den egentlige magthaver. Disse personer gennemgås enkeltvis i kapitlet om »Magtens blå bog«. I et afsnit omtales udviklingen i de 50 år, der er gået fra den første bog om »Hvem ejer Danmark« udkom i 1938, og det konstateres, at selv om ejerstrukturen formelt set har ændret sig markant, fordi der i 1988 er langt flere, der ejer aktier enten direkte eller gennem deres pensionsopsparing, så er der intet ændret i magtforholdene: »Det er fortsat en lille gruppe, der sidder ved magten i selskaberne. Faktisk er der forbløffende mange selskaber, hvor det er efterkommere af magtpersonen fra 1938, der i dag forvalter magten« (side 11). Hver enkelt af de 108 koncerner gennemgås med hensyn til ejerforhold, bestyrelse, magtpersonen, direktørlønninger, skattebetaling og datterselskaber.
Kaj Vangskjær: »Multinationale selskaber og deres indflydelse i Danmark«, Specialarbejderforbundets vækstkommission, nr. 12, 1987, 33 sider.
Undersøgelsen er en opfølgning af traditionen »hvem ejer Danmark-analysen«, men med særlig fokus på spørgsmål der stilles i fagbevægelsen til denne type, hovedsageligt udenlandskejede virksomheder og disse selskabers vanskeligt kontrollerbare manøvremuligheder, f.eks. hvad angår beskatning og placering af beskæftigelse. Efter at have introduceret den internationale udvikling, bl.a. med udgangspunkt i FN rapporten: Transnational Corporations in World Development (3. survey). New York 1983 og tidsskriftartikel i Fortune, 29. april, 1985, beklages det, at den officielle danske statistik over udenlandsk ejerskab af danske virksomheder (i.e. dansk indregistrerede virksomheder) er næsten ikke-eksisterende. (Se dog omtale ovenfor af Konkurrencerådets rapport om fusioner og virksomhedsovertagelser. Der kan endvidere henvises til en ældre undersøgelse af udenlandsk ejede firmaer i Danmark, gennemført af Danmarks Statistik 1976, udkommet Statistiske Efterretninger nr. 46, 1979).
Vangskjærs undersøgelse for Specialarbejderforbundet udvælger efter størrelse 1983/85 (antal ansatte/omsætning/indskudskapital) 1.140 virksomheder, og af disse er 23% helt eller delvist udenlandsk ejet. Tallet er undervurderet på grund af udvælgelseskriterier og manglende oplysninger. Fordelt efter moderselskabernes hjemland viser det sig, at Sverige, USA og England i denne rækkefølge tegner sig for flest ejerskaber og antal ansatte, hvorimod de amerikanske havde den største omsætning. der er endvidere en række analyser af disse firmaers branchefordeling. Det konkluderes, at »indsigt og kontrol er et væsentligt element i en erhvervspolitik for at sikre, at der ikke sker overflytning af produktion og teknologi fra danske selskaber til udenlandske interesser (. . .) det hænger tillige sammen med en overordnet interesse om at forhindre evt. misbrug af markedsdominans samt muligheden for omgåelse af skattelovgivningen« (side 31). Rapporten afsluttes med forslag til »styrkelse af nonopollovgivningen« m.v. (side 32-33).
Berit Johannsen og Per Olsen: »Magtkoncentrationen i dansk erhvervsliv - store koncerner, banker og dagblade belyst med hensyn til magtkoncentrationen«, Specialarbejderforbundets vækstkommission, arbejdsnotat nr. 12, København 1987, 52 sider.
Undersøgelsen er en undersøgelse af personsammensætningen i bestyrelser og direktioner i 12 »store koncerner« (De Danske Sukkerfabrikker, Superfos, De Forenede Bryggerier, ISS, Store Nordiske; Danfoss, F.L. Smidth, Monberg & Thorsen, Skandinavisk Tobakskompagni, J.L. Fondet, Kampsax, A.P. Møller) og 3 banker (Den Danske Bank, Privatbanken, Handelsbanken og 3 dagbladskoncerner (Det Berlingske Officin, Dagbladet Politiken, Jyllands-Posten). Det konkluderes, at der er »mangfoldige forbindelser« mellem de 11 koncerner; kun Kampsax er uforbundet, mens f.eks. F.L. Smidth og Skandinavisk Tobakskompagni er forbundet med henholdsvis 7 og 10 af de andre koncerner. Personerne er »magtfulde i den forstand, at de har bestyrelsesposter i de store koncerner, banker m.m. og dermed repræsenterer en stor omsætning og egenkapital samt mange ansatte« (side 36).
Peter Brixtofte og Erik Rasmussen: »Erhvervslivets nye ejere - pensionsfondes opkøb af danske aktier«, Forlaget Management, 1981, 88 sider + bilag.
Bogen er en gennemgang af de tre dominerende pensionsfonde, PKAs, LDs og ATPs investeringer i danske aktier. Pensionskassernes historie og lovgrundlaget for deres investeringspolitik og deres investeringssamarbejde (ATP og LD må i 1980 tilsammen eje op til 20% af aktiekapitalen i en virksomhed) gennemgås. Bogens dokumenterende afsnit indeholder oversigter over pensionskassernes investeringer og nominelle aktiebeholdninger. En fremskrivning af pensionskassernes midler viser, at de år 2000 vil være i stand til at eje 97,8% af aktiekapitalen i de børsnoterede selskaber. Af mulige konsekvenser nævnes: at pensionskasserne kan tænkes at danne karteller eller slutte sig sammen - dette skal afværges gennem lovgivning; at pensionskasserne kommer i hænderne på personer, der vil anlægge »politiske vurderinger og ikke økonomiske ved fastlæggelse af investeringer« (side 39); arbejdsgivernes »magt vil blive meget lille. De skal holde sig gode venner med fagforeningerne, der styrer pensionskasserne (. . .) Det vil blive den omvendte verden, når den tids Karl Hjortnæs på lønmodtagernes vegne kræver lettelser i aktieselskabslovgivningen, mens den tids Uffe Ellemann-Jensen eller Lars P. Gammelgård forlanger, at Monopolrådet griber stærkere ind over for magtkoncentrationen i erhvervslivet«. (side 40-41).
Jesper Strandskov, Steen Thomsen og Torben Pedersen: »Ejerforhold og konkurrenceevne i dansk erhvervsliv«, Erhvervsfremme Styrelsen, 1994, 117 sider.
Analysen er det nyeste danske bidrag til at afdække ejerforhold i danske virksomheder, koncerner, m.v. om end sigtet er at belyse om forskellige ejerformer påvirker konkurrenceevnen og ikke direkte relaterer sig til magtbegreber. 274 koncerners forhold gennemgås for perioden 1982 til 1992, og af konklusioner med relevans for en magtanalyse kan nævnes, at ejerforholdene i 80erne har været nogenlunde stabile, og at der kun findes en lille andel med spredt ejerskab. Kun cirka 20% af de største koncerner er ikke majoritetsejede (familieejerskab, udenlandsk ejet, statsejet, fondsejet) eller andelsselskaber. »Et særligt dansk træk er den betydelige udbredelse af erhvervsdrivende fonde. Dette indebærer, at ejerforholdene i Danmark generelt kan betragtes som relativt lukkede i den forstand, at det kan være vanskeligt for en udenforstående investor at erhverve en væsentlig indflydelse på danske virksomheder uden en forudgående forståelse med selskabets hovedaktionærer, som typisk kun har aktie og stemmeandele på nogle få procent (. . .) Når der i internationale sammenligninger skelnes mellem markeds- og bankbaserede ejersystemer, er det markant, at Danmark ikke kan indplaceres under nogle af de to. Nok er den danske ejerskabsstruktur markedsbaseret, bl.a. fordi staten ikke spiller nogen væsentlig rolle, men kun til en vis grænse: Dels er de største aktieselskaber i et koncentreret ejerskab, og dels er andelsselskaber mindre omsættelige end i den angelsaksiske verden. Pengeinstitutterne har ingen central ejerplacering« (side 93-94).
Johannes Michelsen: »Pengene eller livet - privat ejendomsret, aktieselskaber og politik«, Sydjysk Universitetsforlag, 1991, 411 sider.
Michelsens bog falder uden for den gængse ejerskabskortlægning ved at være en Habermas-orienteret analyse af aktieselskabsformens historie i Danmark, hvis retlige regulering ses som »systemverdenens« (aktieselskabet) gradvise overtagelse af forhold i »livsverdenen« (det personlige ejerskab) og den forestillings- og værdikamp, dette afstedkommer. Fra konklusionen kan nævnes, »at der fra starten var en udbredt, subjektiv modstand blandt ejerne mod at anvende aktieselskabsformen (. . .) Aktieselskabets helt store gennembrud omkring 1970 skyldtes imidlertid, at den generelle omlægning blev forstærket af en omlægning af skatteforholdene (. . .) Legitimationen af aktieselskaberne har imidlertid siden 1973 befundet sig i et vadested, der falder sammen med en generel krise for legitimationen af velfærdsstaten. Ejerne accepterer ikke længere utvetydigt, at staten ekspanderer sin administrative magt, fordi den så kommer til at berøre de pengemæssige aspekter af ejerrelationen og den indflydelse, der knytter sig hertil. Omvendt forholder arbejderne sig tvetydigt - ja nærmest rådvildt - til, om statens ekspansion i forhold til erhvervslivet skal fortsætte, eller om de selv og deres organisationer skal påtage sig dele af ansvaret for markedets funktion via medarbejderindflydelse og medejerskab (. . .) Hvad særligt angår medarbejdernes indflydelse i aktieselskaberne, går den centrale konflikt på, om arbejderne skal integreres i den nuværende magtbalance mellem ejere og arbejdere, eller om magtbalancen skal ændres til arbejdernes fordel« (side 364-366).
Institutionelle analyser: kategori 3
Den tredje type analyser forudsætter, at den økonomiske magt ikke alene er et spørgsmål om virksomhedskoncentration, monopolmagt eller ejerskab af kapital, men en kompleks, sammensat størrelse hvori indgår de aktører som skaber betingelserne, hvorunder økonomien virker, hvorunder der produceres, osv. Den økonomiske magt udspringer ikke mere alene fra magten (ejerskab/kontrol) over kapitalen, men er som så mange andre oprindelige magtcentre f.eks. det politiske, i en historisk proces diffunderet ud i samfundet, hvor forskellige organiserede og ikke organiserede interesser påvirker den økonomiske udviklingsretning gennem bestemmelser om forhold, der virker ind på økonomien. »Institutionel økonomi« eller »forhandlingsøkonomi« er nogle af de nye betegnelser, som benyttes til at karakterisere denne type nationale økonomi på (jf. omtale af Ove Kai Pedersen m.fl. nedenfor). Men »forhandlingsøkonomi« er ikke noget nyt begreb endsige et særlig dansk bidrag til økonomisk teori. Der er tale om en matematisk inspireret »spilteoretisk« modelimport (Morgenstern og Von Neuman: »Theory of games«, 1944), som også er anvendt i den norske maktutredning, hvor den defineres sådan: »Resultatet er tiltakende sammenvevning av økonomiske maktgrupperinger og myndighetene: den administrative styringen i markedene videreføres, forvaltningens rolle i næringepolitikken øker, og det gis mer rom for forhandlinger mellom foretak og mellom foretak og myndigheter. Denne antakelsen kan vi sammenfatte i tesen om forhandlingsøkonomien« (NOU 1982: 3, side 185). Også den svenske maktutredning benytter begrebet.
Ove Kai Pedersen, m.fl.: »Demokratiets lette tilstand«, Spektrum, 1994, 243 sider
Bogen, som mere er et debatindlæg om det danske demokrati og den »danske forhandlingsøkonomi« end et egentligt forskningsbidrag, hævder, at det repræsentative og parlamentariske demokrati ikke længere besidder den politiske magt og at politikkens tilblivelse er udbredt, diffunderet ud i institutioner, bureaukrati, interesseorganisationer, virksomheder, m.v. Af relevans for økonomisk magt hedder det: »Den samfundsøkonomiske konstitution omfatter i dag to sæt af institutioner. Det første er de store antal råd og nævn, permanente og ikke-permanente udvalg, formelle og uformelle arbejdsgrupper, der er oprettet i den offentlige forvaltning - særligt inden for arbejds-, undervisnings-, miljø-, industri- og erhvervsministerierne. I alle disse sidder repræsentanter fra de mange private organisationer, men altid sammen med ministeren eller hans embedsmænd (. . .) Det andet er de mange institutioner på det private og det offentlige arbejdsmarked, oprettet til at forhandle, forlige, mægle og sanktionere overenskomstaftaler (. . .) En dominerende elite er samtidig skabt: den består af repræsentanter fra de politiske partier, der indgik det historiske kompromis, af repræsentanter fra de store organisationer, af embedsmænd fra de vigtigste ministerier, men først og fremmest af elitens præsteskab: økonomerne! Det var økonomerne, der formulerede forestillingen om økonomi Danmark (. . .) Økonomerne og deres videnskab, nationaløkonomien og dens opfattelse af virkeligheden, har radikalt ændret, hvorledes politik formuleres, besluttes og gennemføres, hvordan den politiske debat foregår, og hvem der deltager (. . .) Den samfundsøkonomiske konstitution forskyder derfor grænserne mellem stat og marked, politik og økonomi« (side 44-50).
Så meget om den store økonomi, den nutidige dansk forhandlingsøkonomi; det er også den økonomi, som de analyser, der tager udgangspunkt i en bekymring over koncentration af ejerskaber i den lille økonomi, i kontrollen over de store danske koncerner, mener at en lille kapitalkontrollerende elite kan øve en afgørende indflydelse på. Men det mener institutionalisterne er en for snæver synsvinkel. Forfatterne til »Demokratiets lette tilstand« fører deres forhandlingsøkonomiske begreb igennem til mikroøkonomien og til det forfatterne kalder »den forhandlingsøkonomiske virksomhed«: »Det var Schluter og Dansk Arbejdsgiverforening, Industriens Arbejdsgivere og Industrirådet, der fik velfærdsopgaver flyttet over til virksomhederne, erhvervspolitikken privatiseret, mil)øpolitikken gjort forhandlingsorienteret, og som fik overenskomstsystemet decentraliseret og gjort virksomheden til ideologisk arnested (. . .) Den forhandlingsøkonomiske virksomhed er en nyskabelse (. . .) Den har samfundsansvar - har påtaget sig at være ansvarlig for den samfundsøkonomiske udvikling, den lokaløkonomiske vækst, det økologiske kredsløb, og så videre. og gør det - ikke fordi den generelt har fået amnesti eller er omringet af love og regler, aftaler og ordrer - men fordi dens egen overlevelse, dens egen udvikling og konkurrencesituation er afhængig af samfundsøkonomisk balance, af lokalområdets vækst, af naturens bæredygtighed« (side 105-106).
Tilblivelsen af denne virksomhedstype forklares ved 5 hovedfaktorer: 1) omorganisering af velfærdsstaten (privatisering, udlægning af statslige velfærdsopgaver); 2) offentlige reguleringsopgaver er decentraliseret til virksomhedeniveau; 3) overenskomstsystemets decentralisering; 4) forskydninger i politisk ideologi bl.a. gennem uddannelsessystemet, som orienterer individet »mod det private, mod markedet og mod virksomheden i stedet for som før, mod dannelse, demokrati, nation og samfund« (s 108); 5) erhvervspolitikkens privatisering og de store pensionskassers og investeringsforeningers kapitalanbringelser i erhvervsvirksomheder. Dette ændrer også ved kontrollen over den moderne/forhandlingsøkonomiske virksomhed. Kontrollen eller magten over virksomheden institutionaliseres og ejendomsretten ændrer karakter: »De kollektive kapitalejere samler sig i finansielle koalitioner og indgår som sådanne i erhvervspolitiske programmer og initiativer med forskere og kommuner, fagbevægelse og arbejdsgivere. Kontrollen over en virksomhed varetages ved forhandling mellem mange interessenter - i et spil mellem virksomhedens ejere og ledelse og virksomhedens institutionelle omgivelser. På denne måde går ejendomsrettens simple enhed - enheden mellem retten til at råde og kontrollen over brugen - delvis tabt« (s. 112).
Tilbage står et meget komplekst magtforhold, forudsat analysen holder. Dikotomien i det klassiske kapitalistiske demokrati mellem de demokratiske principper for tildeling af politisk magt (inkl. de heraf afledte magtinstitutioner: udøvende og dømmende magt, idet det er den politiske magt, der kontrollerer den udøvende magt og fastlægger lovgrundlaget for den dømmende magt) på den ene side og den økonomiske magt defineret i forhold til magten over kapitalen (ejerskab/kontrol) på den anden side, opløses af institutionalisternes magtdiffusionsmodel i et væld af samvirkende magtbærende enheder, hvis lokalisering og relative styrke vanskeligt lader sig fastslå og ikke lader sig let kontrollere demokratisk, når først den politiske magt er decentraliseret. At nogen får magt betyder, at andre må afgive magt. I den institutionelle model mister eller afgiver de demokratisk valgte politikere magt, og det samme kan siges om de traditionelle kapitalejere, i bedste fald må de dele den med andre. Den traditionelle analyse af økonomisk magt gennem kapitalejerskab og kapitalkontrol mister gennem institutionalisternes teoretiske kunstgreb en del af sin udsagnskraft, hvis modellen kan sandsynliggøres empirisk.
I serien »Roligheds hæfte« udkom i 1987 hæfte nr. 1 med tre foredrag samlet under titlen: »Kapitaldannelse og indflydelse i dansk erhvervsliv« med bidrag af bestyrelsesformand m.v. Holger Lavesen, fabrikant Peter Heering Jr. og industriminister Nils Wilhjelm. Emnet var først og fremmest begrænsningerne i de institutionelle, herunder pensionskassernes, investeringer i erhvervslivet. Til trods for det forsigtige ordvalg fremgår det tydeligt af industriministerens indlæg, at han gerne ser en lempelse i begrænsningerne i de institutionelle kapitalejeres investeringsloft, og han begrunder det med, at det vil kunne medvirke til opfyldelsen af regeringens erhvervspolitiske målsætning om at »give bl.a. den industripolitiske sektor en langt stærkere placering i samfundsøkonomien (. . .) Hvordan skal disse investeringer så komme? (. . .) Vi kan ikke klare vores ambitiøse mål om en tilstrækkeligt hurtig udvikling af den danske erhvervssektor, medmindre vi samtidig får en øget erhvervsaktiv anvendelse af den kapitaldannelse, der finder sted andre steder i samfundet (. . .) Hvordan sker så kapitaldannelsen i dagens Danmark? Ja, den sker jo også gennem opsparing« (side 40-41). Wilhjelm mener ligeledes, at erfaringerne med de amerikanske og tyske pensionskassers langt lempeligere investeringsregler ikke er afskrækkende og ikke bekræfter frygten for forflygtigelse af ledelsesansvar i virksomhederne ved de institutionelle kapitalers erhvervsinvesteringer.
Et omdrejningspunkt ved »forhandlingsøkonomien«, den institutionelle økonomi, er selve forhandlingsprocessen og påvirkningskæderne frem til den egentlige beslutningstagen. Denne proces er kun sparsomt belyst i dansk forskning og oftest kun i form af cases. Et sideaspekt ved påvirkning af beslutningsprocesser omtales undertiden som »lobbyisme«, hvorved man må forstå en bestemt målrettet, undertiden skjult adfærd for at opnå en given beslutning. Lobbyisme synes dog ikke at adskille sig nævneværdigt fra den almindelige påvirkningspraksis, hvor organisationer eller erhvervsfolk fremfører deres synspunkter over for repræsentanter for det politiske system; en udbredt og traditionsrig, men relativt uoplyst praksis også i Danmark.
I Søren Viemoses bog »Lobbyisme« - Gyldendal, l990, 135 sider, gøres der et forsøg på at generalisere træk ved denne påvirkningsadfærd bl.a. ved eksempler fra USA og EU. Man efterlades dog med det indtryk, at når danske organisationer og koncerner bedriver »lobbyisme« i Bruxelles, så er der snarere tale om en praktisk foranstaltning for fjernpåvirkning af samme slags som den, der er vel indarbejdet på den nationale scene, end om nogen ny praksis. Om danske erhvervsfolks hjemlige påvirkningsforsøg citeres tidligere fiskeriminister Lars P. Gammelgaard for følgende kritiske bemærkninger: »Mange interesseorganisationer og erhvervsfolk er i det daglige så langt væk fra realiteterne i den politiske verden, at alene distancen gør, at man får meget svært ved at komme på talefod. Mange af dem har den opfattelse, at man kan træffe beslutninger i den politiske verden på samme måde som i erhvervslivet. De tror, at der er en - eller ganske få - der kan træffe beslutninger. Derfor har de også svært ved at forstå, hvad der foregår, og det gør ofte, at det bliver svært at få sin indflydelse gjort gældende« (side 37).
Organiseret økonomisk kriminalitet: kategori 4
Et fænomen som (endnu) ikke påkalder sig særlig forskningsinteresse i Danmark er illegal økonomi, forstået som organiseret økonomisk kriminalitet, formodentlig fordi denne sektor spiller en begrænset rolle i dansk økonomi. Nøgleordet er i denne forbindelse »organiseret«, hvilket udelukker tilfældig økonomisk kriminalitet i mikroformat og af privat husholdningskarakter, så som »sort arbejde«, bedrageri, vennetjenester og lignende, hvilket næppe har magtaspekter, medmindre man kan betragte det som kollektiv skatteunddragelse og forsøg på at unddrage sig de økonomiske konsekvenser af »systemets magt«. I takt med udbygning af EU-samarbejdet og økonomiens internationalisering er det dog ikke en urimelig tanke, at de særlige adfærdsformer og magtforhold, som udspringer af denne sektor, vil berøre Danmark; man kan i den forbindelse minde om drøftelser om udvidet politisamarbejde i EU op til Maastricht-afstemningen.
Opmærksomheden i Danmark har fortrinsvis været centreret om erhvervslivets økonomiske kriminalitet, men man behøver blot at kigge ud over landets grænser for at se, at også andre grene i den branche spiller en betydelig rolle og har uomtvistelig betydning for magtfordelingen, den økonomiske såvel som den politiske, for ikke at tale om de symbiotiske tilstande mellem de to magtformer. Således har omtale af korruptions- og bestikkelsessager og konsekvenserne af deres opdagelse og retsforfølgning i f.eks. Frankrig, Tyskland og Italien været voldsomme. I sidstnævnte land så alvorlige, at omfanget må anses for en væsentlig faktor for sammenbruddet af det kendte partisystem og en mulig dyb krise for den italienske nationalstat. I den retslige efterforskning af disse sager i europæiske lande hævder en del af de implicerede politikere, at de økonomiske forbindelser mellem dem og virksomhederne skabtes for at dække over økonomiske tilskud til deres partier, og at der ikke var tale om personlig bestikkelse. Heller ikke i Danmark, men uden sammenligning og i meget mindre målestok - kan »skandaler«, hvor danske politiske partier eller enkelte politikere kan sættes i forbindelse med økonomisk kriminalitet eller tvivlsom/uetisk omgang med offentlige midler undgå at få konsekvenser for fordelingen af den politiske magt.
Af andre former for organiseret økonomisk kriminalitet med betydning for magtanalyse kan peges på narkotikaaktiviteter og illegal våbenhandel, som - fordi disse aktiviteter udspiller sig på illegale markeder, som den statslige kontrolfunktion ikke dækker - er karakteriseret af systematisk voldspræget adfærd. Der findes ingen forskning om disse sektorer i Danmark, når undtages beskrivelser af enkelttilfælde og opgørelser af narkotikabeslaglæggelser. Der kan henvises til EF Parlamentets beretning: Udbredelse af organiseret narkokriminalitet i EF, herunder kriminalitetens indvirkning på demokratiet. Udvalgsformand Patrick Coonry. Dansk oversættelse 23. april 1992.
I april 1982 nedsatte justitsministeren et udvalg vedrørende bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Udvalget udgav betænkningen: Bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Betænkning 1066, 1986, 329 sider, hvor man vurderede de strafferetlige og processuelle regler for en intensivering af retsvæsenets indsats over for økonomisk kriminalitet og for at styrke de efterforskningsmæssige sider af problemet. Problemet anskues alene som virksomhedskriminalitet og regnskabsfusk. Betænkningen behandler ingen andre sider af sagen end de retslige; art og omfang af organiseret økonomisk kriminalitet som sådan behandles ikke.
I Ugebrevet Mandag Morgen, nr 19, 16. maj. 1994, side 1-6, findes en temaartikel om Økonomisk kriminalitet, hvor man forsøger at gøre status over udviklingen i »den grove økonomiske kriminalitet i erhvervslivet« siden betænkningen 1986. Der opregnes en række meget omtalte sager, og de få danske eksperter på området kommenterer problemet. De er stærkt uenige om bekæmpelsen er en succes eller ej, men enige om at man savner overblik over problemets omfang. Endelig refereres der til en ny rapport fra de svenske rigsdagsrevisorer, som peger på en række faktorer til økonomisk kriminalitet: a) internationaliseringen, b) liberalisering af kapitalbevægelser over landegrænser, c) liberaliseringerne i erhvervslivet, f.eks. i bankvæsenet, d) tiltagende anonymitet i samfundet, e) den teknologiske udvikling, herunder brugen af informationsteknologi, f) brist i myndighedernes kontrol og for svag lovgivning, g) risikoen for at blive opdaget og dømt er for lille.
Vagn Greve: »Kriminalitet i erhvervslivet«, Jurist- og Økonomforbundets forlag, 1989, 168 sider.
Bogen er først og fremmest et forsøg på en definitorisk afklaring af emnet, en bedømmelse af statsadvokaturens, SØKs, efterforskning og en gennemgang af forskellige kategorier af økonomisk kriminalitet og deres bekæmpelse med hovedvægt på virksomhedskriminalitet. Bogen præsenterer, hvad bl.a. danske kriminologer ved om økonomisk kriminalitet, og der er tydeligvis tale om, at der ikke findes nogen egentlig indsigt i emnet af betydning i Danmark, udover det kendskab som efterforskning af enkeltsager afstedkommer.
Forbindelser mellem økonomisk og politisk magt
Der er i gennemgangen af forskning om økonomisk magt ikke fundet empiriske bidrag, der belyser eller dokumenterer forbindelser mellem den politiske og økonomiske magt. F.eks. er der ikke fundet bidrag, der samlet belyser betydningen og omfanget af 1) organisationers og virksomheders økonomiske støtte til politiske partier, eller 2) økonomiske magtcentres påvirkning af den politiske beslutningsproces (se ovenfor under bl.a.'lobbyisme') eller 3) udbredelsen af, hvad man kunne kalde en økonomisk-politisk elite, dens eventuelle omgangsformer, dens forestillinger og værdier, dens rekruttering.
Udenlandske forlæg
»Demokrati och makt i Sverige - maktutredningens huvudrapport«, Statens offentliga utredningar, Stockholm 1990:44, 454 sider.
Den empiriske kortlægning af økonomisk magt i Sverige følger stort set de ansatser, som er omtalt i gennemgangen af danske undersøgelser under kategori 2, ejerskab af kapitalen (Makten over kapitalet side 117-166) og delvist under kategori 1, koncentrationstendenser (Makten over marknaderna side 257-300), i det sidstnævnte afsnit med den forskel, at svenskerne også inddrager forbrugernes, konsumenternes markedsmagt. Som i de danske undersøgelser af virksomhedsejerskab og virksomhedskontrol lægger den svenske maktutredning speciel vægt på de privatejede storforetagender. Det oplyses endvidere, at ejerskab af aktier fra 1978 til 1988 i højere grad er blevet »institutionaliseret«, og det direkte personlige aktieejerskab er faldet fra 35 % til 20 % til fordel for fondseje, investeringsforeninger, forsikringsselskaber af virksomheder, som ejer hinandens aktier.
»Maktutredningen - sluttrapport«, Norges offentlige utredninger, Universitetsforlaget, Oslo 1982: 3
Litteraturoversigt
Helge Andersen og Lennart Weber: Magtens mange mænd - Fremad, 1985, 157 sider
Bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Betænkning 1066, 1986, 329 sider
Peter Brixtofte og Erik Rasmussen: Erhvervslivets nye ejere - pensionsfondes opkøb af danske aktier - Forlaget Management, 1981, 88 sider + bilag
Danmarks Statistik 1976, udkommet i Statistiske Efterretninger nr 46, 1979
Demokrati och makt i Sverige - maktutredningens huvudrapport - Statens offentliga utredningar, Stockholm 1990: 44, 454 sider
EF Parlamentet: Beretning om udbredelse af organiseret narkokriminalitet i EF, herunder kriminalitetens indvirkning på demokratiet. Udvalgsformand Patrick Coonry. Dansk oversættelse 23. april 1992
Christian Estrup: Udlandets overtagelser af virksomheder i Danmark - en empirisk undersøgelse af udviklingen siden 1975 - Handelshøjskolens Forlag, 1989, 255 sider
Vagn Greve: Kriminalitet i erhvervslivet - Jurist- og Økonomforbundets forlag, 1989, 168 sider
Jens Guldager: Monopolkapital i Danmark i begyndelsen af 1970'erne - Politisk Revy, 1978, 188 sider
Berit Johannsen og Per Olsen: Magtkoncentrationen i dansk erhvervsliv - store koncerner, banker og dagblade belyst med hensyn til magtkoncentrationen - Specialarbejderforbundets vækstkommission, arbejdsnotat nr 12, København 1987, 52 sider.
Konkurrencerådet: »Fusioner og virksomhedsovertagelser« (diverse årgange, senest 1993, 135 sider - udkommet 1994.
Ole Øhlenschlæger Madsen: Virksomhedsovertagelser og fusioner i dansk industri - Nyt nordisk forlag/Arnold Busck, 1983, 291 sider
Maktutredningen - sluttrapport - Norges offentlige utredninger, Universitetsforlaget, Oslo 1982: 3
Johannes Michelsen: Pengene eller livet - privat ejendomsret, aktieselskaber og politik - Sydjysk Universitetsforlag, 1991, 411 sider
Ove Kai Pedersen, m.fl.: Demokratiets lette tilstand - Spektrum, 1994, 243 sider
Olof Petersson (red): Maktbegreppet - Carlsson, 1987, 345 sider
Roligheds hæfte - 1987, hæfte nr 1: tre foredrag samlet under titlen: »Kapitaldannelse og indflydelse i dansk erhvervsliv« med bidrag af bestyrelsesformand m.v. Holger Lavesen, fabrikant Peter Heering Jr. og industriminister Nils Wilhjelm.
Jesper Strandskov, Steen Thomsen og Torben Pedersen: Ejerforhold og konkurrenceevne i dansk erhvervsliv - Erhvervsfremme Styrelsen, 1994, 117 sider
Trustkommissionens 7 delbetænkninger (1951-1960) og 1 afsluttende hovedbetænkning: »Konkurrencebegrænsninger i dansk erhvervsliv«. Betænkning nr. 249, 1960, 321 sider
Ugebrevet Mandag Morgen, nr 19 - 16. maj. 1994, side 1-6, temaartikel om Økonomisk kriminalitet.
Finn Valentin og T. Pedersen: Udenlandsk ejet industri i Danmark - virksomhedsprofiler og udviklingsmønstre. - Industri- og Handelsstyrelsen, (nu Erhvervsfremme Styrelsen), Notatserie nr 9, 1993, 47 sider.
Kaj Vangskjær: Multinationale selskaber og deres indflydelse i Danmark - Specialarbejderforbundets vækstkommission, nr 12, 1987, 33 sider
Søren Viemose: Lobbyisme - Gyldendal, 1990, 135 sider
Lennart Weber: Hvem ejer Danmark? - analyse af 108 koncerner og 50 private fonde - Fremad, 1988, 143 sider. Forord ved Helge Andersen
Magt og demokrati: Forskningsoversigt. aug. 1994. 1
Bilag 10
Organisationers og bevægelsers rolle og indflydelse.
Michael Wolfe, forskningsbibliotekar, politologi, Det kgl. Bibliotek.*=annoteret
* 1 Aalborg Universitetscenter. Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning: Demokrati i udvikling: politisk styring, selvforvaltning og deltagelse. Aalborg: Institut for økonomi, politik og forvaltning, Aalborg Universitetscenter, 1989. 33 s.
* 2 Andersen, Johannes et al.: Citizenship in Denmark: questionnaire. In cooperation with: Jørgen Goul Andersen, Jens Hoff, Torben Hviid Nielsen. Aalborg: Department of Economics, Politics and Public Administration, The University of Aalborg, 1993. 69 s.
* 3 Andersen, Johannes m.fl.: Medborgerskab: demokrati og politisk deltagelse. Herning: Systime, 1993. 285 s.
* 4 Andersen, Johannes m.fl.: Questionnaire investigation: Democratic citizenship in Denmark: a project description Aalborg: Aalborg Universitetscenter. Institut for økonomi, politik og forvaltning, 1990. 28 s.
5 Borchorst, Anette; Ann-Dorte Christensen, Drude Dahlerup & Birte Siim (red.): Politik, køn og magt: rapport fra nordisk konference. (Serie om kvindeforskning, nr. 28) Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 1989. 73 s.
6 Bregnsbo, Henning: Danish industry in politics: perception and behaviour of Danish small and medium-sized firms. (Arbejdspapir, 1988/4.) Kbh.: Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Københavns Universitet, 1988. 26 s.
7 Bregnsbo, Henning & Niels Christian Sidenius: »Denmark: The National Lobby Orchestra,» i M. P. C. M. Van Schendelen, (ed): National Public and Private Lobbying (Aldershot: Dartmouth, 1993), ss. 183-200.
8 Bregnsbo, Henning: Lobbyismens arenaer: et teoretisk perspektiv. (Forskningsrapport, 1987/7) Kbh: Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Københavns Universitet, 1987. 19 s.
9 Buksti, Jacob A.: Corporate structures in Danish EC policy: patterns of organizational participation and adaptation. Aarhus: Institute of Political Science, University of Aarhus, 1979. 30 s.
10 Buksti, Jacob A. & Lars Nørby Johansen: Danske organisationers hvem-hvad-hvor. Kbh: Politiken, 1977. 511 s.
11 Buksti, Jacob A. & Lars Nørby Johansen/Ralph Bjørn Eriksen & Karsten Boye Rasmussen: Interesseorganisationer i Danmark 1976. 2. udg. (DDA, 0053) Odense: Dansk Data Arkiv, 1983. 193 + 13 s.
*12 Buksti, Jacob A.: »Interesseorganisationer i politik« i Erik Damgaard m.fl.: Dansk demokrati under forandring (Kbh.: Schultz, 1984), ss. 50-79.
13 Buksti, Jacob A.: Organisationer og offentlig politik: interesseorganisationernes deltagelse i den politiske beslutningsproces i Danmark og den danske forskningsmæssige udvikling på området. Århus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1982. 28 s.
14 Buksti, Jacob A. (red.): Organisationer under forandring: studier i organisationssystemet i Danmark. Århus: Politica, 1980. 479 s.
15 Buksti, Jacob: »Organisationerne, den politiske proces og samspillet med samfundsudviklingen,» i Jacob Buksti (red.): Organisationer under forandring: Studier i organisationssystemet i Danmark (Århus: Politica, 1980), ss. 9-33.
16 Buksti, Jacob A.: Organisationernes folk: om interesseorganisationerne og deres repræsentanters rolle i forhold til den politiske beslutningsproces. Århus: Politica, 1984. 109 s.
17 Buksti, Jacob A.: Segmentation and inter-sector influence on agricultural, fisheries and labour market policies in Denmark. Århus: Institute of Political Science, University of Aarhus, 1980. 29 s.
18 Buksti, Jacob A.: Subsidized agriculture: strength of agricultural lobbies or fear of starvation: impacts of policy change in the Danish case. Aarhus: Institute of Political Science, University of Aarhus, 1985. 17 s.
19 Buksti, Jacob A. & Palle Svensson: De unges politiske deltagelse og organisering. Arhus: Institut for statskundskab, Aarhus Universitet, 1981. 27 s.
20 Buksti, Jacob & Lars Nørby Johansen: »Variations in organizational participation in government: the case of Denmark,» Scandinavian Political Studies 2:3 (1979), ss. 197-220.
21 Christensen, Ann-Dorte: Kvinder i fredsbevægelsen: hverdagsliv og politisk organisering belyst gennem en undersøgelse af Kvinder for Fred og Nej til Atomvåben i Aalborg 1980-86. (Skriftserie, 48.) Aalborg: Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitetscenter, 1990. 130 + 7 s.
22 Christensen, Ann-Dorte & Birte Siim: Køn, magt og demokrati: mod et dynamisk magtbegreb. (Skriftserie, 43) Aalborg: Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitetscenter, 1989. 20 s.
23 Christensen, Ann-Dorte: Ulydige kvinders magt: kvindefredslejren ved Ravnstrup som politisk proces. (Serie om kvindeforskning, 26) Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 1989. ii, 137s.
24 Dahlerup, Drude: »Is the new women's liberation movement dead?: Decline or change of the Danish movement?» i Dahlerup, Drude (ed.): The new women's movement: feminism and political power i Europe and the USA (London: Sage, 1986) ss. 217-244/S
25 Dahlerup, Drude & Kristian Hvidt (red.): Kvinder på Tinge: kvinder i landspolitik i 75 år. Udgivet af Folketingets præsidium. Kbh.: Rosinante, 1990. 247 s.
*26 Erik Damgaard m.fl.: Befolkningens politiske deltagelse og holdninger, 1979. (DDA 0678) Odense: Dansk Data Arkiv, 1987. 435 s.
27 Damgaard, Erik & Kjell A. Eliassen: »Corporate Pluralism in Danish Law-Making,» ScandinavianPolitical Studies, 1:4 (1978), ss. 285-313.
*28 Damgaard, Erik; Jørgen Goul Andersen, Jacob A. Buksti & Ole P. Kristensen: Dansk demokrati under forandring. Kbh.: Schultz, 1984. 138 s.
*29 Damgaard, Erik (red): Folkets veje i dansk politik. Kbh.: Schultz, 1980. 282 s.
30 Damgaard, Erik: »Jerntrekanter eller løse netværk?,» Nordisk Administrativt Tidsskrift (1981), ss. 396-411.
*31 Damgaard, Erik: Magt i et pluralistisk demokrati: notat om opfattelser af magtforhold i Danmark. (Den politiske beslutningsproces, nr. 28) Aarhus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1983. 12 s.
*32 Damgaard, Erik (red): Partigrupper, repræsentation og styring. Kbh.: Schultz, 1982. 102 s.
33 Damgaard, Erik: Partistyre, sektorisering og demokrati: en diskussion af danske forhold. (Den politiske beslutningsproces. Arbejdspapir, 35) Århus: Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab, 1984. 19 s.
34 Reduction of Party Conflict through Corporate Participation in Danish Law-Making,» Scandinavian Political Studies, 3: 2 (1980), ss. 105-122.
35 Goul Andersen, Jørgen: Politik og samfund i forandring. Kbh.: Columbus, 1993. 336 s.
36 Gundelach, Peter/Ralph Bjørn Eriksen, Poul Mortensen & Karsten Boye Rasmussen: Græsrodsorganisationer i Danmark 1979. (DDA, 0245) Odense: Dansk Data Arkiv, 1983. 81+12 s.
37 Gundelach, Peter: Græsrødder er seje!: en bog om græsrodsorganisationer i Danmark - deltagere, organisationsformer og modstandere. Århus: Politica, 1980. 247 s.
38 Gundelach, Peter/Poul Mortensen, Ralph Bjørn Eriksen og Karsten Boye Rasmussen: Medlemmer af græsrodsorganisationer 1979. (DDA, 0377) Odense: Dansk Data Arkiv, 1983. 50+8+8 s.
39 Gundelach, Peter »New Social Movements in the Nordic Countries,» i Thomas P. Boje & Sven E. Olsson Hort (red.): Scandinavia in a new Europe. (Oslo: Oxford/Scandinavian Uiversity Press/Oxford University Press, 1993) ss. 337-364.
40 Gundelach, Peter: Sociale bevægelser og samfundsændringer: nye sociale grupperinger og deres organisationsformer ved overgangen til ændrede samfundstyper. Århus: Politica, 1988. 321 s.
41 Gundelach, Peter »The Women's Movement and Attitudes to Abortion« i Peter Gundelach & Karen Siune (eds.): From voters to participants: essays in honour of Ole Borre (Aarhus: Politica, 1992), ss. 176-193.
42 Harboesgård Jensen, Per & Fritz von Nordheim Nielsen: Nye og gamle bevægelser i relation til velfærdsstatskomplekset. (Sociologisk Institut, arbejdspapir; nr. 28/85; Projekt Arbejderbevægelse og Velfærdsstat i Vesteuropa, arbejdspapir nr. 8/1985) Kbh.: Sociologisk Institut, 1985. 42 sp.
43 Heidenheimer, Arnold J.; Lars Nørby Johansen & Susanne Øhrling: Organized medicine and the Scandinavian professional unions: Younger doctors as destabilizers in Denmark and Sweden. (u.st.) (1982) 30 s.
44 Klaudi Klausen, Kurt: »Den tredje sektor: Frivillige organisationer mellem stat og marked« i Kurt Klaudi Klausen & Torben Hviid Nielsen (red): Stat og marked: fra Leviathan og usynlig hånd til forhandlingsøkonomi (Kbh.: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1989), ss. 227-282.
45 Kristensen, Ole P.: Alliancer og konflikter i forbindelse med privatisering. Århus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1987. 30 s.
46 Kristensen, Ole P.: The politics of privatization: the case of Denmark. Arhus: Institute of Political Science, University of Aarhus, 1988. 24 s.
47 Kristensen, Ole P.: Public versus private provision of governmental services: the case of Danish fire protection services. Aarhus: Institute of Political Science, University of Aarhus, 1982. 16 s.
48 Kristensen, Ole P.: The role of organized interests in decisions with implications for public spending. Århus: University of Aarhus, Institute of Political Science, 1980. 19 s.
49 Kristensen, Ole P.: Væksten i den offentlige sektor: institutioner og politik. Kbh.: Jurist- og Økonomforbundet, 1987. 230 s.
50 Nielsen, Hans Jørgen: »Ambiguities in attitudes towards interest group influence,» Scandinavian Political Studies 8: 1-2 (June 1985), ss. 65-84.
51 Nielsen, Hans Jørgen & Jens Hoff: Offentligt ansattes faglige aktvitet og holdninger: Danmark i et internationalt perspektiv. (Forskningsrapport,1991/3) Kbh.: Institut for Statskundskab, Københavos Universitet, 1991 27 s.
52 Nielsen, Hans Jørgen: Unions in politics: public opinion in United Kingdom and Denmark. (Forskningsrapport, 1986/1) Kbh.: Institut for Samfundsfag, Københavns Universitet, 1986. 35 s.
53 Nielsen, Klaus & Ove K. Pedersen: »Fra blandingsøkonomi til forhandlingsøkonomi: Mod et nyt paradigme?» i Kurt Klaudi Klausen & Torben Hviid Nielsen (red): Stat og marked: fra Leviathan og usynlig hånd til forhandlingsøkonomi (Kbh.: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1989), ss. 171-226.
54 Sidenius, Niels Christian: Dansk industripolitik: nye løsninger på gamle problemer? Højbjerg: Hovedland, 1989. 104 s.
*55 Sidenius, Niels Christian: Industrielle interesseorganisationer og deres placering i den politiske beslutningsproces. Århus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1981. 42 s.
56 Sidenius, Niels Chistian: Partners forever? The state and organized business in the 1990s: some Danish evidence. Århus: Department of Political Science, University of Aarhus, 1994. 19 s.
57 Sidenius, Niels Christian: The policy role of legislatures: some preliminary reflections and observations on the decision-making process in Danish industrial policies. Aarhus: Institute of Political Science, University of Aarhus, 1983. 28 s.
58 Sidenius, Niels Christian: Politics and business: some Danish evidence. Aarhus: Institute of Political Science, University of Aarhus, 1985. 30 s.
59 Svensson, Palle: »Danskernes opfattelse af den politiske magtstruktur,» Politica (1983), 265-285.
60 Svensson, Palle & Lise Togeby: Politisk opbrud. De nye mellemlags græsrodsdeltagelse: årsager og konsekvenser belyst ved en ungdomsundersøgelse. Århus: Politica, 1986. 400 s.
61 Thomsen, Kirsten: Køn og magt. (Forskningsrapport, 1988/4) Kbh.: Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Københavns Universitet, 1988. iii, 54 s.
62 Togeby, Lise & Palle Svensson/Ralph Bjørn Eriksen & Karsten Boye Rasmussen: Socialisering og politisk deltagelse i ungdomsårene. (DDA, 0234) Odense: Dansk Data Arkiv, 1983. 396 + 58 s.
1 Aalborg Universitetscenter. Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning: Demokrati i udvikling: politisk styring, selvforvaltning og deltagelse. Aalborg: Institut for økonomi, politik og forvaltning, Aalborg Universitetscenter, 1989. 33 s.
Projektbeskrivelse af spørgeskemaundersøgelse om medborgerskabet i Danmark gennemført under projektet »Demokrati i udvikling« ved AUC. De første resultater blev publiceret i Johannes Andersen m.fl.: Medborgerskab: demokrati og politisk deltagelse, 1993. (Se dette)
2 Andersen, Johannes et al.: Citizenship in Denmark: questionnaire. In cooperation with: Jørgen Goul Andersen, Jens Hoff, Torben Hviid Nielsen. Aalborg: Department of Economics, Politics and Public Administration, The University of Aalborg, 1993. 69 s.
Spørgeskema brugt i undersøgelsen, som danner grundlaget for Johannes Andersen m.fL: Medborgerskab (1993). Se dette.
3 Andersen, Johannes m.fl.: Medborgerskab: demokrati og politisk deltagelse. Herning: Systime, 1993. 285 s.
Forf.: Lars Torpe, »penneføreren« til kap. 10: »Organisationsdeltagelse og demokrati,» er lektor ved Instit. for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitetscenter. Bogen fremlægger de første resultater af en spørgeskemaundersøgelse om medborgerskabet i Danmark gennemført under projektet »Demokrati i udvikling« ved AU. De øvrige forfattere er Johannes Andersen (Instit. for Økonomi, Politik og Forvaltning), Ann-Dorte Christensen og Birte Siim (Inst. for Samfundsudvilding og planlægning). Spørgeskemaet er udarbejdet i samarbejde med Jørgen Goul Andersen (ÅU), Jens Hoff (KU) og Torben Hviid Nielsen (RUC) (Se Aalborg Universitetscenter. Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning: Demokrati i udvikling: politisk styring, selvforvaltning og deltagelse. Aalborg: Institut for økonomi, politik og forvaltning, Aalborg Universitetscenter, 1989. 33 s.)
Emne: danskernes deltagelse i organisationerne som et delaspekt af politisk deltagelse i almindelighed.
Problemstilling m.v.: I forlængelse af en sondring mellem deres intrumentelle og identitetsskabende sider behandles organisationerne under tre aspekter 1) som deltagere i den politiske beslutningsproces på medlemmernes vegne for at varetage deres interesse; 2) som skabere og bærere af en »deltagerkultur«; 3) som instanser, der udvikler interessefælleskaber og kollektive identiteter.
Konklusioner: Danskerne er medlemmer af flere organisationer end tidligere, men de er overvejende passive. Organiseringen af de »stærke« (borgere, der i forvejen har større individuelle ressourcer: uddannelse osv.) er siden 1979 steget i forhold til de »de svage« (traditionelle fagforeninger osv.), således at den tidligere »udjævningseffekt« er ophævet (der henvises til Damgaard, Folkets veje). Mod forventning kan det ikke klart konstateres, at organisationsaktivitet har en socialiseringseffekt på den politiske kultur (demokratisk engagement og værdier), samtidig med at identitets- og fællesskabsbindingerne generelt er svækkede. Endelig er der mange, der identificerer sig med nye bevægelser (fx. miljø), men de er ikke aktive i dem. Hvad angår organisationernes faktiske indflydelse på politiske beslutninger, kan der kun gives det svar, at mange organisationer er centralt placerede aktører i den politiske proces.
4 Andersen, Johannes m.fl.: Questionnaire investigation: Democratic citizenship in Denmark: a project description. Aalborg: Aalborg Universitetscenter. Institut for økonomi, politik og forvaltning, 1990. 28 s.
Projektbeskrivelse af spørgeskemaundersøgelse om medborgerskabet i Danmark gennemført under projektet »Demokrati i udvikling« ved AUC. (Se Aalborg Universitetscenter. Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning: Demokrati i udvikling: politisk styring, selvforvaltning og deltagelse. Aalborg: Institut for økonomi, politik og forvaltning, Aalborg Universitetscenter, 1989. 33 s.)
5 Buksti, Jacob A.: »Interesseorganisationer i politik« i Erik Damgaard m.fl.: Dansk demokrati under forandring (Kbh.: Schultz, 1984), ss. 50-79.
Forf: cand. scient. pol., lektor Institut for Statskundskab, Århus U., medlem af »forskningsgruppen vedrørende den politiske beslutningsproces i Danmark«.
Emne: Interesseorganisationers politiske rolle og indflydelse.
Problemstilling m.v.: Selvstændige og uafhængige organisationer er både nødvendige og ønskelige i et demokrati, men samtidig er de en potentiel trussel mod den demokratiske proces. Dette giver anledning til at undersøge deres aktiviteter og overveje, »i hvilken udstrækning der kan opstilles rammer for (deres) aktiviteter, uden at de virker nedbrydende på det politiske systems demokratiske karakter«. (s. 50). Med udgangspunkt i dette »demokratiske dilemma omkring organisationernes rolle« giver forfatteren et rids af organisationernes udvikling, herunder deres rolle i forhold til den politiske beslutningsporces. Dernæst behandles: deres samspil med centraladministrationen og deres forbindelser med Folketinget, herunder de personer, som repræsenterer organisationerne; medlemmernes forhold til deres organisationer; og endelig en række problemer om organisationernes magt og afmagt i forhold til den offentlige politik.
Konklusioner: Med medlemmernes udbredte tilslutning og i tæt samspil med forskellige typer af offentlige politiske og administrative myndigheder deltager organisationernes repræsentanter i vidt omfang direkte i den politiske beslutningsproces. Det giver dem en central magtstilling i det politiske system, men det er ikke noget en gang givet for alle organisatoner under alle forhold, da deres magt hænger sammen med omgivelsernes udvikling, som kan medføre begrænsninger såvel som nye muligheder. Deres aktiviteter er i høj grad reaktive, og udviklingen stiller store krav til deres tilpasningsevner. Politikere og embedsmænd kan gøre dem stærke, men også svage. Til gengæld kan organisationerne gøre tilværelsen besværlig for disse, men i hvilken udstrækning forbliver ubesvaret. Det antydes dog, at de politiske myndigheder er stærkere stillet i det lange løb. (s. 76-78)
6 Erik Damgaard m.fl.: Befolkningens politiske deltagelse og holdninger, 1979. (DDA 0678) Odense: Dansk Data Arkiv, 1987. 435 s.
Emne: Datamaterialet fra interviewundersøgelse af vælgernes holdninger og aktiviteter foretaget af »forskergruppen vedrørende den politiske proces i Danmark« i juni 1979. Det dannede grundlaget pr. 1984 for 34 publikationer og arbejdspapirer, som er anført i et appendiks til Erik Damgaard (red.): Dansk demokrati under forandring (Kbh 1984), s. 131-133.
7 Damgaard, Erik; Jørgen Goul Andersen, Jacob A. Buksti & Ole P. Kristensen: Dansk demokrati under forandring. Kbh.: Schultz, 1984. 138 s.
Se Buksti, Jacob A.: »Interesseorganisationer i politik.«
8 Damgaard, Erik (red): Folkets veje i dansk politik Kbh.: Schultz, 1980. 282 s.
Red.: lektor, dr. scient. pol., siden prof. i statskundskab, Århus U.
Forf.: til de særligt relevante kapitler: Lars Nørby Johansen, lektor, ÅU, (kap.3: Organisationsdeltagelse); Jørgen Goul Andersen, forskningsmedarbejder, siden lektor, ÅU (kap. 4: Græsrodsaktioner)
Emnet: danskernes forskellige måder (»veje«) at deltage i det politiske liv og derved påvirke politiske beslutninger, herunder deltagelse i interesseorganisationer og græsrodsbevægelser.
Problemstilling m.v.: Bogen fremlægger og analyserer resultaterne af en stor interviewundersøgelse af vælgernes holdninger og aktiviteter foretaget af »forskergruppen vedrørende den politiske proces i Danmark« i juni 1979 - før oktobervalget. Det fremhæves, at der i forhold både til udlandet og tidligere danske undersøgelser opereres med en bredere opfattelse af deltagelse (ud over stemmeafgivning og kontakt med myndigheder også deltagelse i partier, organisationer og græsrodsbevægelser). Undersøgelsens problemstillinger er både normative og empiriske, fx.: Hvor megen indflydelse skal folket have i et demokrati og på hvilke måder? Burde nogle grupper have mere indflydelse end andre? På hvilke måder kan befolkningen faktisk øve indflydelse via deltagelse? Hvor udbredt og intensiv er den faktiske deltagelse og hvilke forskelle er der mellem forskellige grupper? Hvilke opfattelser har forskellige grupper af magtstrukturen? Bogen besvarer de empiriske spørgsmål hovedsageligt ved en nuanceret fortolkning af statistiske sammenhænge.
Konklusioner: Hvad angår »organisationsvejen,» viser undersøgelsen bl.a., at 90 % af borgerne er medlem af mindst en organisation; blandt erhvervsaktive er tre ud af fire medlem af en faglig organisation, og lidt under halvdelen er mere eller mindre aktivt engageret i deres faglige organisationer. Deltagelse i ikke-faglige organisationer stiger med social status og individuelle, socio-økonomiske ressourcer, men opvejes af den udbredte deltagelse i faglige organisationer, som ikke kræver større individuelle ressourcer (s. 96f.). I øvrigt afviser medlemmer af faglige organisationer påstanden om pampervælde (s. 246). Når græsrodsdeltagelse defineres bredt nok til at omfatte 13 forskellige aktiviteter spændende fra at skrive sit navn på en underskriftsindsamling til at sætte en protestmarch igang, viser undersøgelsen, at 36 % har betrådt mindst en af disse »veje«, men deltagelsen er ikke specielt karakteristisk for ressource-svage eller lavere statusgrupper (s. 107, 133).
9 Damgaard, Erik: Magt i et pluralistisk demokrati: notat om opfattelser af magtforhold i Danmark (Den politiske beslutningsproces, N. 28) Aarhus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1983. 12 s.
Forf.: lektor, dr. scient. pol., siden prof. i statskundskab, Århus U.
Emnet: danskernes, herunder specifikt også organisationsfolkenes, opfattelse af magtforholdene i Danmark bl.a. af organisationernes magt.
Problemstilling m.v.: Analysen knytter sig til tidligere undersøgelser af vælgere og af »eliten« fremlagt hhv. i Damgaard (red), Folkets veje (1980) og Damgaard (red), Partigrupper. (1982) - se disse - og sammenholder nogle af disses resultater. Den afdækker sammenhængen mellem forskellige gruppers opfattelser af regeringens, Folketingets, organisationernes, embedsmændenes og virksomhedernes magt i forhold til hinanden. Fire gruppers opfattelser er undersøgt: vælgere, folketingsmedlemmer, ledende organisationsansatte, og embedsmænd. Et mere nuanceret resultat er opnået ved en videre inddeling af grupperne efter partivalg, partigruppe i Folketinget, organisationstype og ministerium.
Konklusioner: »Analysen har først og fremmest vist, at der i Danmark er en udbredt forestilling om, at regeringen og Folketinget i almindelighed har en central og stærk placering i det politiske system, selv om andre aktører også spiller en rolle. Denne opfattelse er dominerende i vælgerbefolkningen og blandt de fleste typer af beslutningstagere. Kun fløjpartierne i Folketinget afviser (den), idet der på den ene side henvises til kapitalens dominans og på den anden til bureaukrati og organisationsvælde. Inden for disse rammer findes tydelige tendenser til, at politiske aktører hæfter sig mest ved »andres« handlingsbegrænsende indflydelse. . . .
Endelig må nævnes, at opfattelser af magtforhold ikke er det samme som magtens realiteter. Bortset fra, at ingen empirisk analyse kan opfange alle realiteter vedrørende magtudøvelse, og bortset fra, at samme realiteter ofte er forskellige for forskere og andre mennesker, er det dog nødvendigt at erindre sig, at opfattelser også er realiteter.' (s. 10 f.)
10 Damgaard, Erik (red): Partigrupper, repræsentation og styring. Kbh.: Schultz, 1982. 102 s.
Forf.: lektor, dr. scient. pol., siden prof. i statskundskab, Århus U.
Emnet: effektiv politisk styring i det danske folkestyre - sådan som det opleves af Folketingets medlemmer.
Problemstilling m.v.: Med udgangspunkt i den teoretiske antagelse, at der er en modsætning mellem »folk« og »styre« (styringens effektivitet forholder sig omvendt til folkets deltagelse) analyseres »spændingsfeltet« i det danske politiske system mellem på den ene side effektiv politisk styring og på den anden side den demokratiske medvirken af politiske partier og interesseorganisationer (»politisk interesserepræsentation«) - sådan som det opfattes af Folketingets medlemmer ifølge et spørgeskema besvaret af 106 medlemmer, repræsentativt fordelt på partigrupper, køn, uddannelse og anciennitet i 1980.
Problemstillingen underdeles i en række delspørgsmål: Hvem eller hvad repræsenterer partierne? Hvem øver indflydelse i beslutningsprocessen? Hvorledes ytrer spændingen mellem deltagelse og styring sig i den parlamentariske virksomhed? (s. 14) Hvad angår organisationer og bevægelser, afdækkes partigruppernes kontakter med forskellige interesseorganisationer, bl.a. som informationskilder (kap. 2 og 4) og MFernes opfattelse af bl.a. organisationernes og græsrodsaktionernes indflydelse på en række forskellige policy områder (kap. 3).
Konklusioner: Med forbehold over for, hvor dybt en spørgeskemaundersøgelse kan gå, påpeger forfatteren, at folketingsmedlemmer har bindinger til andre politiske aktører, som begrænser deres handlefrihed, og de fleste ser »vælgerskræk« som årsag til, at problemerne ikke løses. (s. 88). Partigruppernes vurdering er dog meget forskellig. »Socialdemokratiet (som har regeringsmagten på dette tidspunkt) er ene om stærkt at fremhæve partistyre i Danmark. De øvrige partier henviser på forskellig vis til det private erhvervslivs, interesseorganisationers, embedsmænds og til dels græsrodsaktioners betydning.« Disse opfattelser fordeler sig partimæssigt parallelt med vælgerkorpsets, men folketingsgruppernes er skarpere opdelte (s. 62). I øvrigt tyder resultaterne på, »at ideologi, forhold til interesseorganisationer og parlamentarisk placering er af betydning for opfattelsen af magtforholdene i det politiske system.« (s. 54)
11 Sidenius, Niels Christian: Industrielle interesseorganisationer og deres placering i den politiske beslutningsproces. Århus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1981. 42 s.
Forf.: stipendiat ved Institut for Statskundskab, AU, siden . . .
Emne: samspillet mellem på den ene side vedtagelsen og administrationen af statens industripolitik og på den anden side interesseorganisationernes (Arbejderbevægelsens Erhversvråd, Håndværksrådet, og især Industrirådet) politiske og organisatoriske bestræbelser på at varetage medlemmernes interesse.
Problemstilling m.v.: flere aspekter af dette samspil belyses ud fra en empirisk analyse af: 1) de tre organisationers deltagelse i offentlige udvalg, råd og nævn i perioden 1946-1980; 2) deres øvrige kontakter til Folketinget og centraladministrationen samt deres ressourcer i 1980; 3) udviklingen i Industrirådets ressourcer gennem 70'erne og dets samspil med dele af centraladministrationen; 4) de tre organisationers indbyrdes forhold og samspil med Industriministeriet vedr. industripolitikken.
Konklusioner: Der er større deltagelse i det offentlige udvalgssystem og på flere politikområder end tidligere, samt et langt mere differentieret samspil med politikere og centraladministrationen. Især Industrirådet har brugt flere ressourcer til dette formål bl.a gennem en funktionel specialisering. Der har været en udpræget konkurrence mellem Håndværksrådet og Industrirådet om at påvirke statens industripolitik; begge, men især Industrirådet, har haft stor gennemslagskraft, men konkurrencen har en tendens til at give Industriministeriet en friere stilling i forbindelse med lovgivningen.
Bilag 11D
et lokale folkestyres arbejdsvilkår
- en forskningsoversigt
Af Paul Holt, forskningsbibliotekar, mag.scient.soc.
Odense Universitetsbibliotek
Afgrænsning af problemstillinger
»Det lokale folkestyres arbejdsvilkår« opfattes i denne sammenhæng bredt som de betingelser, hvorunder det lokale demokrati virker.
I forhold til den overordnede problemstilling, »magt og demokrati«, må interessen særligt rettes mod de betingelser, som enten befordrer eller begrænser det lokale folkestyre i at fungere sådan som det ud fra alment accepterede demokratiopfattelser, herunder især dansk demokratisk tradition, må anses for ønskeligt.
Heri ligger også, at de forskningsbidrag, der har andre perspektiver, såsom undersøgelser og analyser af effektivitet, organisation og økonomi, ikke vil blive omtalt. Hermed være ikke sagt, at der ikke kan være en sammenhæng. Men generelt må feltet afgrænses til kommunestyret som politisk institution ikke som forvaltningsorgan eller producent af service.
Temaer
De temaer, der er søgt efter ved gennemgangen af de seneste 10 års kommunalforskning, er herefter følgende, idet der til stadighed skal forstås, hvorledes disse temaer belyser det lokale demokratis funktionsvilkår
1. Kommunalpolitikerne
- Rekruttering (»social afspejling«, rekrutteringsbasis- og kanaler, ligestilling)
- Arbejdsvilkår (arbejdsbyrde, kapacitet, vederlagsordninger m.v.)
2. Det kommunale politiske system
- Det kommunale selvstyre som demokratisk institution (autonomi, decentralisering, repræsentation m.v.)
- Kommunalpolitikernes roller og indflydelsesmuligheder i relation til andre politiske aktører (administration, organisationer etc.)
- De politiske partiers rolle i det lokale demokrati
- Befolkningens opslutning (tillid, legitimitet, deltagelse)
Den tidsmæssige afgrænsning
er de seneste 10 års forskning baseret på publikationsåret, dvs. 1984-. Der er gjort enkelte undtagelser, fordi væsentlige temaer ikke har været belyst grundigt inden for denne periode, men der er ikke medtaget publikationer udgivet før 1980, selv om der er publikationer fra 1970'erne, som stadig må anses for at indeholde relevant viden. Det skal i øvrigt bemærkes, at de datamaterialer, der bygges på, ofte kan være af væsentlig ældre dato end publikationsåret.
Til gengæld vil der være gennemført undersøgelser nu, som endnu ikke er publiceret, ligesom der vil være igangværende og planlagt forskning, der er central i forhold til problemstillingen. Da oplysninger herom må antages at være af væsentlig betydning for, hvad der eventuelt overvejes igangsat, er de vigtigste projekter på omradet medtaget.
Der er 14 beskrivelser af forskningsprojekter, men når flere publikationer vedrører samme projekt eller undersøgelse, er de anført under samme beskrivelse. I alt er der omtalt 18 bibliografiske enheder i denne rapport. Efter oversigten over de medtagne publikationer, bringes de enkelte beskrivelser, organiseret kronologisk, og til sidst i rapporten gives der et bud på, hvilke områder der bør forskes mere i.
OVERSIGT OVER FORSKNINGSBESKRIVELSER OG MEDTAGNE PUBLIKATIONER
(1)
Indenrigsministeriet
Kommunale styrelsesformer og kommunalpolitikernes arbejdsvilkår m.v. Betænkning fra det af Indenrigsministeren den 17. autust 1978 nedsatte udvalg om kommunalt udvalgsstyre og magistratsstyre m.v. København, Direktoratet for Statens Indkøb, 1980 (255 s.) (Betænkning nr. 894)
(2)
Bentzon, Karl-Henrik
Kommunalpolitikerne. København, Samfundsvidenskabeligt Forlag, 1981 (366 s.)
(3)
Daugaard Jensen, Poul-Erik
»Kommunedemokrati contra embedsmandsstyre«.
Nordisk Administrativt Tidsskrift nr. 3, s. 283-295, 62. årg., 1981.
(4)
(a)
Villadsen, Søren
Bypolitik. Teorier og undersøgelser om bylivets organisering og økonomi. København, Jørgen Paludans Forslag, 1984. 234 sider.
(b)
Villadsen, Søren
»Nyere kritiske teorier om samspillet mellem staten og kommunerne«. S. 31-54 i
Samspillet mellem staten og kommunerne. Redigeret af Poul Erik Mouritzen og Henrik Toft Jensen. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1984. 249 s. (I serien: Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik).
(5)
(a)
Flohr Nielsen, Jørn
Kommunal organisering. En undersøgelse af bindinger, konflikter og ændringer i kommunale forvaltninger. Århus, Politica, 1985. 210 s.
(b)
Skovsgaard, Carl-Johan
»Den kommunale forvaltning: Neutrale embedsmænd eller politiske aktører« s. 53-70 i
Lokalpolitisk organisering. Organisationer, bevægelser og partier i kommunalpolitikken. Redigeret af Søren Villadsen. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1985. 252 s. (I serien: Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik).
(6)
(a)
Madsen, Claus
Lokale vælgerforeninger: aktiviteter og opgaver i kommunalpolitikken: resultater fra en spørgeskemaundersøgelse af lokale vælgerforeninger i 40 danske kommuner / af Claus Madsen, Bent Schou, Søren Villadsen. København, Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Københavns Universitet, 1985. 34 s. (Forskningsrapport / Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Københavns Universitet; 1985/3).
(b)
Villadsen, Søren
»Partierne i lokalpolitikken. Statsliggørelse, politisering og lokalindflydelse«. S. 167-185 i
Lokalpolitisk organisering. Organisationer, bevægelser og partier i kommunalpolitikken. Redigeret af Søren Villadsen. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1985. 252 sider. (I serien: Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik).
(7)
Villadsen, Søren
»Lokal korporatisme? Organisationers og bevægelsers rolle i den lokale velfærdsstat« s. 109-135 i
Lokalpolitisk organisering. Organisationer, bevægelser og partier i kommunalpolitikken. Redigeret af Søren Villadsen. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1985. 252 sider. (I serien: Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik).
(8)
Madsen, Claus
Frikommuner i Danmark. Af Claus Madsen og Bent Schou. København, Forlaget Politiske Studier, 1986. Bind 1-2. (Den fri kommune - deltagere, regler og baggrund. Delrapport, 1-2).
1. Forsøg med det kommunale selvstyre. (179 s.)
2. Modernisering og decentralisering i den offentlige sektor. (263 s.) (Bind 2 er alene forfattet af Bent Schou).
(9)
Schou, Bent
Tre år med frikommuneforsøg. - succes eller fiasko? - fornyelse eller stagnation? Rapport om en spørgeskemaundersøgelse, december 1987 - februar 1988. Roskilde, Roskilde Universitetscenter, 1988. (60 s.) (Forskningsrapport. Roskilde Universitetscenter. Institut for Samfundsøkonomi og planlægning, 1988:1).
(10)
Signalement af kommunale politikere. En undersøgelse af politikeres arbejdsvilkår i amter og kommuner. Den kommunale Højskole i Danmark. Udgivet af Forlaget Kommuneinformation, København 1989 (15 s.)
(11)
(a)
Flyvbjerg, Bent
Rationalitet og magt.
Bind 1: Det konkretes videnskab (177 s.)
Bind 2: Et case-baseret studie af planlægning, politik og modernitet (463 s.)
Akademisk Forlag, København 1991.
Disputats.
(b)
Flyvbjerg, Bent
»Velkommen til magten«.
Forelæsning ved forsvaret af doktorafhandlingen, AUC 1.11.1991.
Nordisk Administrativt Tidsskrift nr. 1, 1992 (73. årg.) (s.47-58).
(12)
Mouritzen, Poul Erik
Den politiske cyklus. En undersøgelse af vælgere, politikere og bureaukrater i kommunalpolitik under stigende ressourceknaphed. København, Politica, 1991. (661 s.)
Disputats.
(13)
Madsen, Sven H.
På vej mod målet. Decentralisering og målstyring i den kommunale sektor.
København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1993. 273 s.
(14)
(a)
Forskningsprojektet om Det kommunale lederskab.
Odense Universitet, Institut for Erhvervsret og Politologi, 1993. 38 s.
(Kommunalpolitiske studier nr. 1/1993).
(b)
»Det kommunale lederskab - et forskningsprogram«.
Den kommunalpolitiske forskningsgruppe, Institut for Erhvervsret og Politologi, Odense Universitet, u.å. (1 s.)
Forskningsbeskrivelser
(1)
Bibliografiske data
Indenrigsministeriet
Kommunale styrelsesformer og kommunalpolitikernes arbejdsvilkår m.v. Betænkning fra det af Indenrigsministeren den 17. august 1978 nedsatte udvalg om kommunalt udvalgsstyre og magistratsstyre m.v. København, Direktoratet for Statens Indkøb, 1980 (255 s.)
(Betænkning nr. 894).
Emne
Udvalget blev nedsat for at se nærmere på behovet for ændringer i den kommunale styrelseslovgivning på baggrund af de ændringer, der var sket siden kommunalreformen.
Problemstilling og synsvinkler
I kommissoriet nævnes bl.a., at man skal overveje mellemformer mellem udvalgs- og magistratsstyre og adgangen til delegation. Desuden skulle man inddrage, i »hvilket omfang de gældende bestemmelser tilgodeser hensynet til den enkelte kommunalpolitikers mulighed for deltagelse og indsigt i de kommunale funktioner uden unødig tidsmæssig og arbejdsmæssig belastning«, samt i »hvilket omfang de gældende bestemmelser tilgodeser hensynet til klarhed i kompetence- og ansvarsfordeling mellem de kommunalpolitiske organer . . . og mellem kommunalpolitikere og ansatte . . .« (s. 11).
En af de væsentligste ændringer siden kommunalreformen var, at kommunalpolitikernes arbejde både har ændret karakter og er øget i omfang. Det siges således, at ønskerne om »mere hensigtsmæssige styrelsesformer . . . ikke mindst må ses på baggrund af, at den stedfundne udvikling i kommunernes opgaver har medført, at kommunalpolitikernes arbejdsbyrde er forøget i en sådan grad, at deres reelle muligheder for at styre kommunernes virksomhed er blevet forringet.« (s. 12).
En af mulighederne er en øget delegation til udvalg og administration, og udredningen gennemgår og anviser, hvilke muligheder der allerede findes inden for rammerne af den eksisterende lovgivning. Desuden gennemgås i et kapitel om kommunalpolitikernes arbejdsvilkår en række af de områder, på hvilke man kan tænke sig at gennemføre ændringer, bl.a. spørgsmålet om kommunale hverv som borgerligt ombud og ret til frihed fra erhvervsarbejde; de økonomiske vilkår for de forskellige kommunalpolitiske erhverv; møde- og sagstilrettelæggelse; kontakten med administration og adgangen til informationer.
Synsvinklen i betænkningen er overvejende juridisk, kombineret med en pragmatisk gennemgang af de rejste problemstillinger. Hovedsigtet var, jvf. kommissoriet, at overveje, hvilke justeringer af de kommunale styrelsesregler der evt. bør ændres for at løse nogle af de problemer, der har været fremdraget i den kommunale debat. Der er således ikke en politologisk eller sociologisk anslyse af det kommunale demokrati. Bortset fra at man på foranledning af Folketingets Kommunaludvalg foretog en summarisk undersøgelse af omfanget af mødevirksomheden i kommunalbestyrelser og udvalg, blev der ejheller gennemført en egentlig forskning i forbindelse med udredningen. Den repræsenterer dog en form form forskning, og da de emner og problemstillinger, som tages op, er så centrale i forhold »det kommunale folkestyres arbejdsvilkår«, er den medtaget i denne sammenhæng. Emnet har ikke som helhed været genstand for offentlige udredninger de seneste 14 år, men så vidt vides er en ny betænkning på vej fra Indenrigsministeriet, som vil blive publiceret omkring 1. september 1994. Det har ikke været muligt at skaffe nærmere oplysninger herom.
Konklusioner og evt. forslag
Udvalget kom med udkast til en række ændringer i lov om kommunernes styrelse. Forslaget om en mellemform mellem udvalgs- og magistratsstyre i de større kommuner blev senere taget ud af lovforslaget, men forslagene til forbedring af de menige kommunalpolitikeres arbejdsvilkår blev gennemført, bl.a. forslag om fast vederlag, udvidet adgang til at rejse udvalgssager i kommunalbestyrelsen og bedre informationsadgang.
(2)
Biografiske data
Bentzon, Karl-Henrik
Kommunalpolitikerne. København, Samfundsvidenskabeligt Forlag, 1981 (366 s.)
Emne
Politologisk analyse af det danske kommunale demokrati efter kommunalreformen - og af kommunalreformen - understøttet af en række empiriske undersøgelser bl.a. af kommunalpolitikernes arbejdsvilkår, holdninger og rekruttering samt vælgerundersøgelser.
Problemstilling og synsvinkler
Den overordnede interesse retter sig mod at undersøge, hvordan det kommunale selvstyre fungerer som demokratisk politisk institution inden for rammerne af det danske politiske system. Der inddrages flere empiriske undersøgelser fra 1970'erne, og fremstillingen er i nogen grad også bredt historisk anlagt.
Ud fra en funktionalistisk teoritradition analyseres, hvorledes og under hvilke vilkår det kommunale demokrati kan opfylde sine funktioner, der fundamentalt anses at omfatte (1) styring og (2) legitimering. Kommunalreformen tolkes som først og fremmest sigtende mod at opfylde det politiske systems styringsevne (altså ikke primært som en øget demokratisering), men op igennem 1970'erne blev legitimeringsevnen af stigende betydning, vurderet ud fra vælgernes holdninger og tillid til politikerne og det kommunale selvstyre. Den kommunalpolitiske autonomi ses derfor som væsentlig for en fortsat varetagelse af den legitimerende og til en vis grad også den styringsmæssige funktion.
Forfatteren gennemgår og dokumenterer en række af de betingelser, der anses som væsentlige for at det kommunale selvstyre kan opfylde sin funktion som demokratisk institution. Væsentligt er her, hvordan det kommunale demokrati lever og til idealet om at repræsentere befolkningen (som udtrykt i begrebet folkestyre).
En del af denne problematik er afspejlingsproblemet, dvs. i hvilken udstrækning politikerne svarer til befolkningen, typisk med hensyn til fordeling efter køn, erhverv, alder etc. Resultaterne viser, at den sociale repræsentation er skæv i alle henseender, bl.a. er kvinderne underrepræsenteret og offentligt ansatte, specielt lærere, overrepræsenteret. Som helhed har kommunalpolitikerne højere »social status« end vælgerne, uden at forskellene dog er så store som mellem folketingspolitikere og vælgere.
Betydningen af den sociale repræsentativitet anses dog ikke at være altafgørende, idet partisystemet i vid udstrækning sikrer, at de politiske repræsentanter bliver »meningsrepræsentative«. Hvis vælgerne imidlertid lægger vægt på den sociale repræsentativitet, hvilket specielt har været tilfældet med bestræbelserne på at få øget kvinderepræsentationen, må der naturligvis tages hensyn til det.
Repræsentationsproblemet behandles også i forbindelse med gennemgangen af kommunalpolitikernes arbejdsvilkår, hvor bl.a. temaet fra den offentlige debat om voksende arbejdsbyrde og rekrutteringsskævheder- og problemer tages op. I øvrigt viser svarene fra kommunalpolitikerne, at mange - især blandt de selvstændige, mener, at arbejdet som kommunalpolitiker vil skade dem i deres erhverv/forretning. Kun 2-3 pct. af samtlige politikere mener, at det vil gavne.
Kommunalpolitikernes repræsentationsopfattelse er hos næsten alle, at politikeren har et »uafhængigt mandat« i forhold til vælgerne, dvs. at man stemmer efter sin egen overbevisning, hvis man oplever en konflikt med de synspunkter, ens vælgere har.
Også vælgernes holdninger og deltagelse undersøges, herunder problemerne med partiernes faldende medlemstal og den forholdsvis lave deltagelse i kommunevalgene. Til gengæld konstateres, at andre former for deltagelse er øget.
Konklusioner og evt. forslag
Hvad angår kommunalpolitikernes arbejdsvilkår konkluderes, at deres »kapacitetsproblem« ikke er løst, heller ikke med ændringerne i den kommunale styrelseslov. En række løsningsmuligheder gennemgås, men der peges ikke entydigt på nogen løsning. Dog antydes, at det trods problemer nok må være bedst at overlade flere sager til administrationen og således trække et skarpere skel mellem politik og forvaltning, men det konstateres, at kommunalpolitikerne ikke selv er tilbøjelige til eller i stand til at gennemføre en mere vidtgående delegation.
Hvad angår deltagelsesproblemerne fremhæves det ønskelige i at engagere flere i partipolitisk arbejde - fremfor at man varetager sine mere snævre interesser via organisationer og enkeltsagsbevægelser. Hvis dette ikke lykkes, foreslås som erstatning, at demokratiet styrkes ved at afholde flere kommunale folkeafstemninger, idet man dog af hensyn til styringsfunktionen alene bør lade dem være et beskedent supplement til det repræsentative styre.
(3)
Bibliografiske data
Daugaard Jensen, Poul-Erik
»Kommunedemokrati contra embedsmandsstyre«.
Nordisk Administrativt Tidsskrift nr. 3, s. 283-295, 62. årg., 1981.
Emne
Kommunalpolitikernes arbejdsbyrde og konsekvenserne heraf for politikeres og embedsmænds roller.
Problemstilling og synsvinkler
Ud fra bl.a. en undersøgelse af sagsbehandlingen i 3 udvalgte kommuner, som viser, at de kommunalpolitiske organer langt overvejende beskæftiger sig med enkeltsager (»her-og-nu problemer«) fremfor udformning af overordnede og principielle politiske spørgsmål, mener forfatteren, at dette skaber baggrund for en betydelig embedsmandsindflydelse på de kommunale beslutningsprocesser - en indflydelse »som der ikke er taget bevidst stilling til, og som der næppe heller er demokratisk basis for« (s. 284). Indflydelsen karakteriseres især som problematisk, fordi den ofte ligger skjult i indstillinger o.lign.
Der ligger ikke nogen kritik i at embedsmændenes politiserer - det er med den eksisterende struktur og manglen på overordnede retningslinier nødvendigt, at de træffer en række politisk prægede valg. Undersøgelsen viser, at det typiske er, at embedsmændene udarbejder indstillinger til stort set alle sager, og at disse indstillinger følges af politikerne i ca. 95 pct. af tilfældene. Undersøgelsen antyder også, at det især er i de større kommuner med færre uformelle relationer mellem embedsmænd og politikere og større forvaltninger at rollerne er problematiske.
Konklusioner og evt. forslag
Kommunedemokratiet kan kun sikres ved at politikerne væsentligt udbygger kontakten til borgerne for at kunne overtage embedsmændenes rolle som »præmisleverandører« til vigtige beslutninger. Tid hertil må skaffes ved en mere vidtgående delegation, baseret på »konkrete middelorienterede retningslinier«. Forslagene i betænkningen om de kommunale styrelsesformer er ikke tilstrækkelige. Effekten af at forbedre politikernes arbejdsvilkår vil ikke få nogen videre virkning, hvis der ikke sker ændringer i organisationsstrukturerne, dvs. en adskillelse af administrationen og politisk styring, og dette bør - i lighed med Norge og Sverige - ske via lovgivningen. Man bør desuden erkende, at embedsmænd også er politiske aktører, og deres deltagelse i formuleringen af politikker og retningslinier bør gøres legitim, således at de politisk betonede præmisser kan komme åbent frem og blive diskuteret.
(4)
Bibliografiske data
(a)
Villadsen, Søren
Bypolitik. Teorier og undersøgelser om bylivets organisering og økonomi.
København, Jørgen Paludans Forlag, 1984. 234 sider.
(b)
Villadsen, Søren
»Nyere kritiske teorier om samspillet mellem staten og kommunerne«. s. 31-54 i
Samspillet mellem staten og kommunerne. Redigeret af Poul Erik Mouritzen og Henrik Toft Jensen. København, Jurist- og Økonomforbundets forlag, 1984. 249 s. (I serien: Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik).
Emne
Nyere europæiske teorier og bypolitik og vurdering af deres relevans for lokalpolitik i Danmark i 1980'erne.
Problemstilling og synsvinkler
Med baggrund i de ændrede vilkår for kommunerne både bl.a. vedrørende indre problemer og deres placering inden for den samlede statslige styring, præsenteres en række nyere mere eller mindre marxistisk orienterede, strukturfunktionalistiske (stats-)teorier, som forklarer disse ændringer ved at betragte kommunalpolitikken som en integreret del af den statslige økonomiske politik (krisepolitik). Følgelig ser heri en politisk centraliseringstendens, hvor de nye elementer af »decentralisering« nærmere skal opfattes om en lokalpolitisering eller »kommunalisering« af nationale politiske problemer.
Man kan sige, at disse teorier handler om det kommunale folkestyres vilkår set i makro-perspektiv - og dette begrunder, hvorfor denne forskning medtages her. Hvis analyserne er (eller var) gyldige for det danske lokaldemokrati, indebærer det, at der kun er tale om et skindemokrati i og med, at kommunernes politik blot er en del af og integreret i en samlet statslig varetagelse af overordnede samfundsmæssige styringsfunktioner, hvorunder det lokale »demokrati« i realiteten kun tjener en legitimerende rolle.
Forfatteren sammenholder herefter teorierne med forskellige empiriske undersøgelser fra 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, bl.a. undersøgelser af kommunalpolitikeres og vælgeres holdning til decentralisering og kommunalpolitisk autonomi.
Konklusioner og evt. forslag
Hvor der i befolkningen iagttages klare decentralistiske holdninger og en øget aktivitet fra organisationer og bevægelser uden for de politiske partier, er kommunalpolitikernes opfattelser mere komplekse, idet de på den ene side går ind for mere selvstyre med henyn til en række af de kommunale opgaver, men på den anden side overvejende accepterer den statslige styring af de overordnede økonomiske rammer. Det konkluderes, at der nok er et vist belæg for de bypolitiske teorier, men (1) at situationen er betydeligt mere kompleks, f.eks. varierende efter lokalsamfundstype, (2) at der også findes, om ikke en lokalpolitisk autonomi, så dog en »egenart« i forhold til det statslige niveau og (3) at bypolitikken bedre kan forstås som et »konfliktfelt«, hvor en række forskelligartede interesser og aktører gør sig gældende
(5)
Bibliografiske data
(a)
Flohr Nielsen, Jørn
Kommunal organisering. En undersøgelse af bindinger, konflikter og ændringer i kommunale forvaltninger. Århus, Politica, 1985. 210 s.
(b)
Skovsgaard, Carl-Johan
»Den kommunale forvaltning: Neutrale embedsmænd eller politiske aktører« s. 53-70 i
Lokalpolitisk organisering. Organisationer, bevægelser og partier i kommunalpolitikken. Redigeret af Søren Villadsen. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1985. 252 s. (I serien: Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik).
Emne
De primærkommunale forvaltningers organisation, herunder relationen mellem forvaltning og politikere.
Problemstilling og synsvinkler
De anførte arbejder om den kommunale forvaltnings organisation og struktur er hovedsagelig baseret på en spørgeskemaundersøgelse af de kommunale forvaltningschefer, gennemført af Erik Riiskjær i samarbejde med forfatteren til (a). (Undersøgelsen er i øvrigt rapporteret i Erik Riiskjær: Kommunale forvaltningschefer. Århus, Politica, 1982).
For så vidt som emnet er den kommunale forvaltning som organisation, falder undersøgelsen uden for emneafgrænsningen, og sigtet er ikke at undersøge det lokale demokratis funktion. Men den del, der omhandler samspillet mellem politikere og embedsmænd, belyser både politikernes arbejdsvilkår og administrationens politiske rolle. Undersøgelsen belyser bl.a. kontaktmønstret og graden af enighed mellem embedsmænd og politikere.
Konklusioner og evt. forslag
I (a) sammenfattes relationerne på følgende måde
»Generelt foregår den politiske styring noget anderledes, end det kunne forventes. . . Politikerne tager sjældent initiativ til udstedelse af retningslinjer, og administrationen styres ikke af klart formulerede målsætninger. Politikerne handler normalt reaktivt på basis af administrationens oplæg.« (s. 74).
Iflg. (b) viste undersøgelsen, at embedsmændene indgår i et ret tæt samspil med politikerne, at dette hovedsagelig holder sig inden for den formelle struktur i det kommunalpolitiske system (altså ikke uformelt), og at det overvejende er præget af konsensus. Hvad angår beslutningsprocessen, synes det kommunale politiske-administrative system at dominere, idet der ikke forekommer en væsentlig indflydelse fra eksterne organisationer og grupper, og inden for det politisk-administrative system »peger analyserne. . . i overvejende grad i retning af, at de kommunale embedsmænd snarere kan karakteriseres som politiske aktører end som neutrale embedsmænd.« (s. 69).
Der stilles ikke egentlige forslag. Derimod afvises i (a) andres forslag om en øget delegation, bl.a. ud fra en formodning om, at det vil være vanskeligt at få politikerne til at udstikke overordnede retningslinjer og målsætninger, og at delegationen i så fald ikke vil være demokratisk forsvarlig.
(6)
Bibliografiske data
(a)
Madsen, Claus
Lokale vælgerforeninger: aktiviteter og opgaver i kommunalpolitikken: resultater fra en spørgeskemaundersøgelse af lokale vælgerforeninger i 40 danske kommuner/af Claus Madsen, Bent Schou, Søren Villadsen. København, Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Københavns Universitet, 1985. 34 s. (Forskningsrapport/Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Københavns Universitet; 1985/3).
(b)
Villadsen, Søren
»Partierne i lokalpolitikken. Statsliggørelse, politisering og lokalindflydelse«. S. 167-185 i
Lokalpolitisk organisering. Organisationer, bevægelser og partier i kommunalpolitikken. Redigeret af Søren Villadsen. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1985. 252 sider. (I serien: Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik).
Emne
Hvilken rolle spiller partiernes organisationer i den lokale politik?
Problemstilling og synsvinkler
De anførte arbejder må ses som en helhed, idet (a) afrapporterer selve undersøgelserne, omfattende interviewundersøgelser i 40 kommuner af ledende kommunalpolitikere og partiforeninger, mens (b) bringer de væsentligste resultater og inddrager dem i en teoretisk sammenhæng.
Sigtet med undersøgelsen er bl.a. at undersøge, hvilken rolle det landspolitiske spiller i forhold til det lokalpolitiske, om der er sket en landspolitisering af nationale politiske konflikter, om partiforeningerne kan betragtes som et element i varetagelsen af det overordnede statsapparats funktioner (lokalstatsteori), samt hvorledes de lokale partiorganisationer præger kommunalpolitikken. Den teoretiske del (b) relaterer sig til nyere europæisk marxistisk/kritisk byteori. Selv om interessen ikke direkte er rettet mod partiernes betydning for det lokale demokratis funktion, er resultaterne dog relevante også i denne henseende.
Konklusioner og evt. forslag
Vælgerforeningerne er ikke overvejende landspolitisk orienteret, og deres styringsmæssige og ideologiske rolle for nationale funktioner er begrænset. De spiller naturligvis en væsentlig rolle som rekrutterings- og valgkamporganer, men deres betydning som det lokale demokratis aktiverende kraft ligesom deres indflydelse på lokal politik er svag. F.eks. er det meget sjældent, at partiforeningerne henvender sig til deres egen gruppe i kommunalbestyrelsen med henblik på bestemte sager.
(7)
Bibliografiske data
Villadsen, Søren
»Lokal korporatisme? Organisationers og bevægelsers rolle i den lokale velfærdsstat« s. 109-135 i
Lokalpolitisk organisering. Organisationer, bevægelser og partier i kommunalpolitikken. Redigeret af Søren Villadsen. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1985. 252 sider. (I serien: Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik).
Emne
Findes der en lokal korporatisme i Danmark?
Problemstilling og synsvinkler
Ud fra den udenlandske forskning vedrørende korporatisme opstilles et sæt betingelser for, at man kan tale om korporatisme
1) Tætte forbindelser mellem dominerende lokalpolitiske grupperinger og væsentlige organisationer, korporationer og lign. med henblik på udformningen af en bestemt politik.
2) En svækkelse eller omgåelse af de traditionelle demokratiske organer - herunder partiforeninger.
3) Stor ulighed i adgangen til politisk indflydelse med stærke organisationer og selskaber m.v. som de dominerende elementer.
Der formuleres herefter 4 forskellige korporatismemodeller, hvor disse betingelser alle er opfyldt, men som i øvrigt er ret forskellige. Modellerne illustreres (så langt datamaterialerne rækker) med empiriske undersøgelser, omfattende interviewundersøgelser af ca. 500 organisationer i 40 kommuner samt de ledende kommunalpolitikere, embedsmænd og partiforeninger i disse kommuner.
Konklusioner og evt. forslag
Det konkluderes, at betingelserne for korporatisme kun er til stede i et vist omfang. Enkelte organisationer har ret tætte forbindelser til kommunalpolitikerne, og der konstateres også en vis svækkelse af nogle af det repræsentative demokratis organer, nemlig partiorganisationerne. De forskellige interesseorganisationer adskiller sig væsentligt hvad angår mulighederne for at få indflydelse.
(8)
Bibliografiske data
Madsen, Claus
Frikommuner i Danmark. Af Claus Madsen og Bent Schou. København, Forlaget Politiske Studier, 1986. Bind 1-2. (Den fri kommune - deltagere, regler og baggrund. Delrapport, 1-2).
1. Forsøg med det kommunale selvstyre. (179 s.).
2. Modernisering og decentralisering i den offentlige sektor. (263 s.). (Bind 2 er alene forfattet af Bent Schou).
Emne
Frikommuneforsøget og frikommunerne som led i moderniseringen af den offentlige sektor.
Bind 2 er en analyse af den offentlige sektors udvikling siden 1960'erne - behandlingen af frikommuneforsøget udgør kun en mindre del.
Problemstilling og synsvinkler
Bind 1 er en undersøgelse af frikommuneforsøget i dets allerførste fase i 1985, på det tidspunkt hvor det egentlige forsøgsarbejde først var ved at komme i gang. Der er beskrivelser af udvælgelsen af kommuner, frikommunelovgivningen, indholdet i frikommuneforsøgene og en analyse af de forskellige interesser og konflikter omkring forsøget. Dette bind omtales ikke yderligere.
Problemstillingen i bind 2 går ud på at sætte frikommunesforsøget ind i den generelle udvikling i den offentlige sektor, med fokus på kommunerne. Angrebsvinklen er analytisk, men der inddrages empiriske undersøgelser. Specielt relevant i denne sammenhæng er kap. 6, »Kritikken i kommunerne« (s. 144-189), hvor der er en gennemgang af de interviewundersøgelser bl.a. af kommunalpolitikernes holdninger til decentralisering og kommunalt selvstyre, som blev gennemført i forbindelse emd forskningsprojektet »Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik« i begyndelsen af 1980'erne. (En række af de forskere, der deltog i projektet har offentliggjort arbejder, som er baseret på samme materiale).
»Kritikken i kommunerne« tegner et billede af det kommunale styres vilkår omkring 1980, hvor decentraliseringen efter kommunalreformen er klemt mellem en fortsat statslig detailstyring, stramme økonomiske rammer, en voksende professionalisering - med tendens til svækkelse af politikerne i forhold til administrationen - og et voksende pres fra forskellige brugergrupper.
Tilsammen opfattes denne udvikling som en »afpolitisering« af den offentlige sektor, fordi den politiske styring og den politiske decentralisering er svækket.
Udviklingen i perioden derefter, hvor der iværksættes en række reformer og modernisering af den offentlige sektor, ses til gengæld som et forsøg på at genvinde den politiske styring, altså en »repolitisering«. Denne udvikling gælder den offentlige sektor både på lokalt og centralt niveau, og frikommuneforsøget ses som et bidrag hertil.
Konklusioner og evt. forslag
Frikommuneforsøget vurderes generelt som et forbedring af det kommunale selvstyre, men implikationerne for det kommunale demokrati vil afhænge af den måde, frikommuneforsøgene gennemføres, f.eks. om de kommunale beslutningsprocesser åbnes for deltagelse af borgere og brugere.
(9)
Bibliografiske data
Schou, Bent
Tre år med frikommuneforsøg - succes eller fiasko? - fornyelse eller stagnation? Rapport om en spørgeskemaundersøgelse, december 1987 - februar 1988. Roskilde, Roskilde Universitetscenter, 1988. (60 s.). (Forskningsrapport. Roskilde Universitetscenter. Institut for Samfundsøkonomi og planlægning, 1988:1).
Emne
Evaluering af frikommuneforsøget.
Problemstilling og synsvinkler
Evalueringen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse af samtlige frikommuners borgmestre. 24 af de 27 frikommuner (inkl. amter) svarede.
Undersøgelsen viser, at et meget stort antal af de oprindelige ideer til forsøg sorteres fra i processen. Først ved at mange ideer ikke bliver omsat i egentlige forslag, dernæst at kommunalbestyrelsen afviser dem, og endelig når kun ca. halvdelen af de endelige forslag frem til godkendelse i ministerierne og efterfølgende iværksættelse. I denne forbindelse kritiseres nogle af fagministeriernes ombedsmænd for at mangle forståelse for forsøgene, at de er negative over for forandringer og bange for at miste kompetence (s. 12). Generelt er der imidlertid tilfredshed med forsøgsmodellen.
Konklusioner og evt. forslag
Næsten alle frikommuneborgmestre finder umiddelbart, at forsøget har givet dem bedre arbejdsvilkår. Men næsten alle mener også, at de statslige rammer for frikommuneforsøget bør lempes.
(10)
Bibliografiske data
Signalement af kommunale politikere. En undersøgelse af politikeres arbejdsvilkår i amter og kommuner.
Den kommunale Højskole i Danmark. Udgivet af Forlaget Kommuneinformation, København 1989 (15 s.).
Der er ikke angivet en bestemt forfatter, men det oplyses, at selve undersøgelsen er tilrettelagt af Ivar Danø og Klaus Brødsgaard, Den kommunale Højskole.
Emne
Rapport fra en survey-undersøgelse af kommunal- og amtskommunalbestyrelsesmedlemmers arbejdsvilkår.
Problemstilling og synsvinkler
Inden rapportens resultater omtales, må det understreges, at den ikke har samme karakter som sædvanlige samfundsvidenskabelige publikationer, der afrapporterer empiriske undersøgelser. Der er meget få oplysninger om undersøgelsesmetoden. Det oplyses, at der er svar fra 2600 kommunal- og 200 amtsrådspolitikere, at dette udgør 56 pct. af de adspurgte (som har været samtlige), og at man har fundet, at det er et repræsentativt udvalg. Meddelelsen af resultater er som helhed summarisk.
Formålet med undersøgelsen har været at give en beskrivelse af kommunalpolitikerne med hensyn til social baggrund, tidsforbrug, arbejdssituation, forberedelse og afvikling af møder, oplevelse af indflydelsesmuligheder og trivsel.
Spørgsmålet om vederlagets størrelse og eventuelle betydning for rekrutteringen er ikke berørt.
Blandt resultaterne kan nævnes, at
- Offentligt ansatte, selvstændige, mænd og ældre er overrepræsenteret, mens privat ansatte, kvinder og yngre underrepræsenteret.
- Knap halvdelen bruger mere end 15 timer ugentligt på politik, i de større kommuner er det mere end halvdelen.
- Udvalgsarbejdet varierer meget efter kommunestørrelse. I de små kommuner har man lange udvalgsmøder, hvor der ikke så ofte er udarbejdet indstillinger fra administrationen. I de større kommuner arbejdes hyppigst med indstillinger, og embedsmændene spiller en mere fremtrædende rolle.
- Politikerne er meget tilfredse med det materiale, de får fra administrationen, men ikke særlig tilfredse med informationen fra de udvalg, man ikke selv sidder i.
- Den generelle tilfredshed med arbejdet og egne indflydelsesmuligheder er stor, og større i de mindre end i de store kommuner. Dog mener de fleste, at de behandles for mange enkeltsager og tales for lidt om de overordnede målsætninger.
Konklusioner og evt. forslag
Undersøgelsen bekræfter de rekrutteringsmæssige skævheder fra tidligere undersøgelser. Vedr. arbejdsvilkårene konkluderes at kommunalpolitikerne er meget tilfredse, især i de mindre kommuner.
(11)
Bibliografiske data
(a)
Flyvbjerg, Bent
Rationalitet og magt.
Bind 1: Det konkretes videnskab (177 s.).
Bind 2: Et case-baseret studie af planlægning, politik og modernitet (463 s.).
Akademisk Forlag, København 1991.
Disputats
(b)
Flyvbjerg, Bent
»Velkommen til magten«.
forelæsning ved forsvaret af doktorafhandlingen, AUC 1.11.1991
Nordisk Administrativt Tidsskrift nr. 1, 1992 (73. årg.) (s. 47-58).
Emne
Et videnskabsteoretisk/filosofisk analyse af magt og rationalitet (bind 1) og et case-studie af »Ålborg-projektet« (bind 2).
Problemstilling og synsvinkler
Formålet med afhandlingen er at studere forholdet mellem rationalitet og magt i planlægning og politik. Som konkret case søges afdækket, hvad der var årsag til, at et miljø-, trafik- og byplanprojekt i Ålborg kommune ikke blev gennemført og hvad dette implicerer for den samfundsmæssige planlægning. Case-studiet i bind 2 er ifølge forfatteren af generel relevans for den politiske beslutningsproces og forholdet mellem politik og planlægning.
Afhandlingen beskæftiger sig i detaljer med at undersøge, hvordan magt udøves i forløbet af byplanprojektet.
Analysen heraf munder ud i, at det er. . .
»en lille gruppe bestående af ledende politikere, ledende embedsmænd og ledere fra erhvervslivet, som bestemmer. Erhvervslivets holdninger har særlig vægt i beslutningsprocesserne, bl.a. fordi de stemmer overens med holdningerne hos byens avis og politi.«
og videre, at
»De demokratisk valgte forsamlinger som byråd og politiske udvalg bestemmer ikke. De virker i stedet som passivt godkendende instanser for beslutninger truffet andre steder.
Græsrødderne bestemmer heller ikke, ligesom den almene offentlighed ikke gør det.
Videre viser mine resultater, at det i den studerede virkelighed er for få og de forkerte, som bestemmer, hvis meningen er, at de demokratisk vedtagne målsætninger for planlægning og politik skal realiseres.« (s. 51 i (b)).
Konklusioner og evt. forslag
Hvis planlægningen skal blive i stand til at bidrage med en løsning på væsentlige problemområder som miljø etc., må planlæggere, administratorer og forskere gøre sig bevidste om, at tekniske og administrative forhold altid er politiske, og de må lære at identificere den mere eller mindre skjulte magtudøvelse, der forekommer under planlægningsforløbet. Man må især være opmærksom på, at de afgørende faser dels ligger før projektet er eksplicit formuleret (projekt-genesen) og efter vedtagelsen (implementeringen). (s. 423 i (a)).
(12)
Bibliografiske data
Mouritzen Poul Erik
Den politiske cyklus. En undersøgelse af vælgere, politikere og bureaukrater i kommunalpolitik under stigende ressourceknaphed. København, Politica, 1991. (661 s.).
Emne
Danske kommuners udgiftspolitik i perioden 1982-1986.
Problemstilling og synsvinkler
Hovedsigtet er at udvikle en teori om kommunernes budget-adfærd. Som empiri benyttes en række undersøgelser og statistiske data om kommunerne, kommunalpolitikerne og vælgerne for den undersøgte periode, navnlig den dataindsamling, der blev gennemført som led i forskningsprojektet om »Statslig styring, lokalsamfund og kommunalpolitik« i årene 1980-1985. På den teoretiske side vælges som udgangspunkt en række forskelligge »approaches«, med hovedvægten lagt på økonomisk baserede teorier om politisk adfærd. De enkelte »approaches« adskiller sig bl.a. ved at tillægge forhold ved de forskellige aktører og dele af det politiske system den afgørende indflydelse på den førte politik. Der sondres her mellem på den ene side systemets udbudsside, dvs. politikere, bureaukrater og den kommunale organisation, som udbyder en politik, og på den anden side en efterspørgselsside, dvs. vælgerne, som efterspørger forskellige politikker.
En af hovedproblemstillingerne i afhandlingen er at undersøge, under hvilke omstændigheder vedrørende kommunernes økonomiske vilkår den førte politik kan forklares af de forskellige »approaches«. Et vigtigt resultat er her, at i gode tider kan politikere og administratorer forfølge egne mål samtidig med, at vælgerne tilgodeses, mens de i dårligere tider - hvor man må vælge mellem besparelser og skattestigninger - er henvist til, kun at tage hensyn til vælgerne.
Ud over det politologiske bidrag til forståelsen af kommunalpolitik generelt, har afprøvningen af hypoteserne om kommunernes budgetadfærd den sidegevinst, at det også bliver muligt at vurdere, om systemet fungerer demokratisk.
Resultatet er, at det gør det. Ganske vist spiller ideologiske og partipolitiske forhold en betydningsfuld rolle for vælgernes valg og vurderinger af kommunalpolitikken, og disse forhold spiller ikke den store betydning for den førte politik, men vælgernes præferencer med hensyn til udgiftspolitikken bliver alligevel afspejlet.
Konklusioner og evt. forslag
»Når alle nuancer skæres bort, er afhandlingens vigtigste resultat, at det kommunale selvstyre virker. Det gør det, fordi vælgerne i hovedsagen får, hvad de ønsker, mens de mekanismer, hvorigennem politiske krav omdannes til politiske beslutninger, spiller en minimal rolle. Eliten, hvad enten der er tale om den politiske eller administrative elite såvel som de organiserede interesser, har kun en marginal effekt på kommunernes adfærd.« (s. 515).
(13)
Bibliografiske data
Madsen, Sven H.
På vej mod målet. Decentralisering og målstyring i den kommunale sektor. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1993. 273 s.
Emne
Virkningen af målstyring i forbindelse med decentralisering i Vejle og Fyns amt.
Problemstilling og synsvinkler
Formålet med dette forskningsprojekt har været at undersøge, hvad det betyder for offentlige organisationer at man indfører målstyring. Hvordan påvirker det magtfordeling og roller i organisationen, herunder forholdet mellem embedsmænd og politikere? Det empiriske stof består af case-studier af socialsektoren i Vejle og Fyns amt, hvor man begge steder i forbindelse med en decentralisering har indført målstyring. Forskellen mellem de to er, at mens det i Vejle amt er embedsmændene, der har formuleret målene, som herefter er godkendt af politikerne, har det i Fyns amt været politikerne selv, der gennem langvarige interviews har formuleret, hvor de ønsker sektoren skal bevæge sig hen, og dette har været led i en længere proces med tilbagemeldinger fra institutionerne og embedsmændene med henblik på at gøre målene operationelle.
Analysen viste, at målstyringen fungerer bedre, når politikerne er aktivt med i målformuleringen. Målene virker mere troværdige, og politikerne føler sig selv mere forpligtede på dem, end hvis det er embedsmændene, der kommer med udspillet. For at målstyringen skal få virkning, er den videre proces, hvor der også udarbejdes lokale mål og føres en stadig dialog mellem de forskellige niveauer, imidlertid lige så afgørende.
Set i et demokrati-perspektiv er det et væsentligt resultat, at de politikere, der deltog centralt i formuleringen af målsætninger, kom til at stå stærkere i sammenligning med dem, der alene vedtog forvaltningsformulerede mål. Dels blev de mere synlige i organisationen og fik derved mere magt. Dels blev de selv mere bevidste om deres egen rolle som politikere. Alt i alt fik det politiske en mere reel indflydelsesmulighed end i den traditionelle struktur, hvor embedsmændene kommer med færdige løsninger. Afgørende for, om styrkeforholdet mellem politikere og embedsmænd kan ændres i et målformulerende system, vil dog være den måde, hvorpå målformuleringsprocessen gennemføres.
Konklusioner og evt. forslag
Forfatteren konkluderer, at når der skal decentraliseres i kommuner og amtskommuner, så vil demokratiet have det bedre, hvis det sker i form af målstyring end ved at udlægge flere og flere beføjelser til brugerbestyrelser m.v. uden at dette er ledsaget af klart formulerede politiske mål. Hvis kompetencen delegeres nedad i systemet uden en samtidig styrkelse af den politiske funktion, vil man let komme til at opleve et politisk vakuum, som vil give mere plads til embedsmændenes magtudøvelse og interessegruppers lobbyisme, samtidig med at politikerne i usikkerhed om deres egen rolle vil tendere at bruge tiden på enkeltsager, borgerhenvendelser m.v. (s. 246).
(14)
Bibliografiske data
(a)
Forskningsprojektet om Det kommunale lederskab.
Odense Universitet, Institut for Erhvervsret og Politologi, 1993. 38 s. (Kommunalpolitiske studier nr. 1/1993).
(b)
»Det kommunale lederskab - et forskningsprogram«.
Den kommunalpolitiske forskningsgruppe, Institut for Erhvervsret og Politologi, Odense Universitet, u.å. (1 s.).
Oplysningerne i forskningsprogrammet fra 1993 er suppleret og opdateret august 1994 ved personlig meddelelse fra forskningsprofessor, dr. scient. pol. Poul Erik Mouritzen, som leder programmet.
Emne
Oversigt over et 5-årigt kommunalpolitisk forskningsprogram ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Odense Universitet, i samarbejde med forskere ved Århus Universitet.
Problemstilling og synsvinkler
Baggrunden for at iværksætte forskningsprogrammet er bl.a., at der ikke siden begyndelsen af 1980'erne har været gennemført større kommunalpolitiske forskningsprojekter baseret på nye empiriske undersøgelser. Samtidig har vilkårene for både den politiske og administrative ledelse ændret sig betydeligt i denne periode, ligesom der for de politiske partier ser ud til at være problemer bl.a. med rekruttering af kvalificerede og engagerede kandidater.
Målsætningen med forskningsprogrammet er i første række at vinde ny teoretisk viden om lederskab og lederroller i politiske systemer. I sammenhæng hermed er det hensigten at opbygge et politologisk baseret dansk forskningsmiljø i kommunal ledelse, som bl.a. omfatter en postgraduat uddannelse i kommunale studier. Endelig fremhæves, at programmet også vil have betydelig praktisk relevans.
I et informationsblad (kilde (b)) om projektet skitseres de vigtigste problemstillinger med spørgsmål som
»Hvor gode er de kommunale ledere til at løse opgaverne?. . . Hvordan ser vælgerne på deres indsats? Hvorfor skiftes der så hyppigt på disse pladser? Vil partierne fortsat kunne dominere i kommunerne? Hvilken gennemslagskraft har de lokale interesser over for de nationale? Hvem fastsætter dagsordenen, når det kommer til stykket?
Det er den slags dagsaktuelle, men også principielle spørgsmål om det lokale demokratis vilkår, som forskningsprogrammet om Det kommunale lederskab vil besvare.«
Det empiriske materiale omfatter følgende nye undersøgelser (tidspunkt for dataindsamlingen og dataindsamlingsmetode i parentes)
1. Samtlige kandidater ved kommunevalget 1993 (1993, Danmarks Statistik).
2. Kommunalpolitikere (1995, survey).
3. Kandidater ved kommunevalget 1993 (1993, survey).
4. Partiforeninger (1993, survey).
5. Vælgere (1993, survey).
6. Ledende embedsmænd og politikere (1994-1995, kvalitative interviews).
7. Partiforeningsformænd og ledende kandidater (1993 + 1995, kvalitative interviews).
8. Feltundersøgelse af kommunevalget 1993 i et mindre antal kommuner (1993, observation, avisstof, interview m.v.).
9. Udtrådte kommunalpolitikere (1993, survey).
For at sammenligne med tidligere undersøgelser og belyse udviklingen i dansk kommunalpolitik, vil der desuden blive foretaget reanalyser af tidligere datasæt omfattende bl.a. kommunalpolitikere (1974, 1981 og evt. 1989), partiforeninger (1983) og vælgere (1981).
Programmet omfatter følgende delprojekter
1. Rekruttering af kommunalpolitikerne
Dette projekt er den første grundige undersøgelse siden 1974 af kommunalpolitikernes arbejdsvilkår. Bl.a. undersøges forekomsten af sociale og andre skævheder i rekrutteringen og årsagerne hertil. Som noget nyt gennemføres der også en nærmere undersøgelse af den såkaldte »derekruttering«, hvor man søger at finde årsagerne til at kandidater og valgte trækker sig ud af kommunalpolitik og hvorfor færre og færre synes tiltrukket af en kommunalpolitisk karriere.
Projektansvarlige: Lektor Jørgen Elklit, ÅU og professor Mogens N. Pedersen, OU.
2. Valgkampe og valgstrategier
I dette projekt vil oplysningerne fra flere af programmets undersøgelser blive benyttet til at belyse de forskellige aktører under forløbet af et kommunalvalg, såsom de ledende politikere, partiorganisationerne, medierne og vælgerne. I relation til spørgsmålet om det kommunale demokratis vilkår vil det ikke mindst være af betydning at se på de politiske partier, som her har en nøglefunktion for det lokale repræsentative demokrati, bl.a. i forbindelse med udvælgelse og prioritering af kandidater.
Projektansvarlige: Lektor Jørgen Elklit, ÅU og forskningsprofessor Poul Erik Mouritzen, OU.
3. Partiernes rolle i kommunalpolitikken.
Dette delprojekt sigter på at afklare, hvorledes de politiske partier lokalt løser deres opgaver med hensyn til (1) politisk mobilisering og socialisering, (2) udvælgelse og træning af politiske kadrer og ledelse, (3) interessevaretagelse og (4) politisk målformulering. Specielt vil man undersøge partiorganisationerne i lyset af de seneste ti-års-medlemstilbagegang og stedvise problemer med at fremtræde som legitime aktører i det lokale demokrati.
Projektansvarlige: Lektor Jørgen Elklit, ÅU, professor Mogens N. Pedersen, OU og forskningsprofessor Poul Erik Mouritzen, OU.
4. Politisk ledelse
Tidligere undersøgelser af kommunalpolitikerne har primært fokuseret på deres »repræsentationsrolle«, dvs. deres adfærd og holdninger som repræsentanter for borgerne. I delprojektet om politisk ledelse vil man tillige undersøge politikernes »styringsrolle«, dvs. hvorledes de styrer kommunen for at opnå de ønskede resultater.
For hver af disse hovedtyper vil en række specifikke roller og deres udbredelse blive kortlagt. F.eks. vil det vedrørende repræsentationsrollen blive undersøgt, hvem og hvad politikerne selv mener, de repræsenterer, ligesom spørgsmålet om meningspræsentation - dvs. graden af overensstemmelse mellem politikernes og vælgernes holdninger - vil blive belyst.
Politikernes arbejdsvilkår vil i dette delprojekt indgå som en centralt element, idet politikernes adfærd bl.a. søges forklaret af de betingelser, de arbejder under.
Projektansvarlige: Professor Mogens N. Pedersen, OU, lektor Kurt Klaudi Klausen, OU forskningsprofessor Poul Erik Mouritzen, OU.
5. Administrativ ledelse
Dette projekt vil fokusere på de administrative ledere, men vil dog også være relevant for demokrati-problematikken, specielt den del, der handler om forholdet mellem embedsmænd og politikere.
Projektansvarlige: Lektor Kurt Klaudi Klausen, OU og forskningsprofessor Poul Erik Mouritzen, OU.
Behov for ny forskning om demokrati og magt i kommunerne?
1. Den politiske beslutningsproces
Dette område tages i nogen grad op i forskningsprogrammet om Det kommunale lederskab. Men der er behov for at undersøge samtlige aktørers rolle, bl.a. medierne.
En af de kommunalforskere, som har gjort dette, er Erik Riiskjær - gennem et case-studie af sagen om karlitlofterne i Århus kommune. Erik Riiskjær har også formuleret nogle hypoteser om, hvilke konsekvenser det har for kommunalpolitikerne, at medierne sammen med betydningsfulde interessegrupper er i stand til at sætte den politiske dagsorden i enkeltsager, som er meget synlige i lokalsamfundet (»Kommunalpolitik i informationssamfundet«, Samfundsøkonomen nr. 6, 1989, s. 5-10).
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan de forskellige aktørers rolle er - ikke blot i enkeltsager som »karlitsagen« eller »Ålborg-projektet« (som omtalt i forbindelse med Bent Flyvbjergs afhandling), men på de enkelte kommunalpolitiske områder og mere generelt. Det billede, der fremkommer i f.eks. Bent Flyvbjergs case er jo nærmest diametralt i modsætning til konklusionen hos Poul Erik Mouritzen om, at demokratiet fungerer. Der er behov for en magtanalyse, som inddrager alle relevante faktorer og ser mere bredt på det kommunalpolitiske system.
2. Politisk magt og afmagt
Det er ikke nok for en magt- og demokratiudredning at afdække, hvem der har magten, hvis dem, der har magten, i virkeligheden ikke har magt til at løse problemer, som både de selv og borgerne mener, er væsentlige samfundsproblemer. Sagt på en anden måde, hvis der ikke findes en given mængde magt, som kan være fordelt mere eller mindre ulige, men derimod findes mere eller mindre magt totalt set.
Denne problemstilling er rejst af lektor Jørn Loftager, Institut for Statskundskab, Århus Universitet, i en kronik i Jyllands-Posten den 1.6.1994 (»Magt og afmagt i politikken«).
Findes der på det kommunale område en afmagt over for væsentlige problemer? Er kommunernes spillerum for lille til at løse dem? Og hvad er da de begrænsende faktorer?
I et af de omtalte forskningsprojekter antydes faktisk, at magt i kommunalpolitik ikke behøver være en given størrelse, nemlig i Sven H. Madsens studie af målstyring. Her oplevede alle aktører faktisk, at de fik mere magt.
3. Decentraliseringens konsekvenser for det lokale demokrati
Om dette emne har der været skrevet enkelte artikler, også af kommunalforskere, men der har ikke været så meget forskning på området. Da man må forvente en fortsat udvikling i decentraliseringen, må det være af betydning at få belyst de enkelte former for decentralisering og deres konsekvenser for de forskellige aktører og det politiske system. En af divergenserne i debatten har gået på, hvordan man bedst decentraliserer. Skal det foregå via en uddelegering af kompetence til brugere og institutioner - eller skal det, ud fra en markedsmæssig/liberal model, foregå via større valgfrihed for borgerne?
Bilag 12
Oversigt over dansk forskning i internationaliseringens betydning for folkestyret
Udarbejdet af forskningsbibliotekar Finn Hansson,København, den 19. august 1994
Handelshøjskolens Bibliotek.
Indledning
Forstået meget bredt har internationaliseringen altid haft betydning for det danske folkestyre, idet den danske stats eksistens i en større verden har betydet en vekselvirkning og en oftest klar afhængighed af forhold i den ydre verden. Traditionelt har det været udenrigspolitikken og til dels handelspolitikken, der har formidlet denne sammenhæng med og afhængighed i forhold til omverdenen.
Siden afslutningen af 2. verdenskrig har internationaliseringen imidlertid taget nye og kvalitativt andre former end før. Danmark har i stigende omfang deltaget i en række regionale og internationale organisationer og er i dag med i en række internationale aftalesystemer, der omfatter mange flere forhold i danskernes hverdag end det tidligere traditionelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Der har først og fremmest været tale om en voksende integration i den fremvoksende internationale efterkrigsøkonomi med hovedvægt på landbrugs-, handels- og valutasamarbejde, men efter Danmarks medlemskab af EF også i samarbejde på en række andre politikområder.
I en betænkning fra 1987 om udforskningen af dansk politik fra 1945 til 1985 afgivet af et planlægningsudvalg under Statens Humanistiske Forskningsråd 1) hedder det på side 10: »Et nyt og centralt træk i efterkrigstiden er, at internationaliseringen af politiske beslutninger og integreringen i den internationale økonomi, især EF-økonomien, har ændret de politiske rammebetingelser.«
Men i betænkningens efterfølgende uddybning af problemstillinger, der traditionelt er centrale i den politologiske forskning som: regering og folketing, centraladministrationen, interesseorganisationerne, vælgerne, politisk kommunikation, den offentlige sektors ekspansion, energipolitik, kulturen, den udenrigsøkonomiske politik, politiske institutioner og politisk adfærd inddrages internationaliseringsproblematikken kun yderst marginalt.
I en bog fra 1984 2), der sammenfatter resultatet af en forskergruppes arbejde med analyser af den politiske beslutningsproces i Danmark for at kunne belyse væsentlige træk i dansk folkestyres udvikling og virkemåde, er synsvinklen i de enkelte analyser af politisk kultur, interesseorganisationer, partier og demokratisk styring udpræget national, forstået på den måde, at det er udviklingstendenser, forhold og sammenhænge i det danske samfund alene, der beskrives og analyseres.
Det er på den baggrund nok korrekt at konkludere, at for 10 år siden fremstod internationaliseringsproblematikken - når vi ser bort fra den traditionelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske diskussion - som et forhold man nok skulle være opmærksom på, men som endnu ikke hverken begrebsligt, teoretisk eller metodisk var integreret i den politologiske forsknings traditionelle opdeling af forskningsområder og forståelse af centrale sammenhænge. Vi må derfor forvente, at internationaliseringsproblematikken fremstår som en hurtigt voksende og tværgående problemstilling i forhold til en traditionel forståelse af politologien - og nok i høj grad vil være præget af de seneste års intensive politiske diskussioner i Danmark om suverænitetsafgivelse og integration i overnationale samarbejdsformer.
I en netop udkommet analyse af Ove Kai Pedersen m.fl. om demokratiets eller folkestyrets tilstand i Danmark 3) formuleres internationaliseringsproblematikken i forhold til demokrati og folkestyre helt anderledes på baggrund af de sidste 10 års udvikling og ikke mindst de seneste års intense politiske konflikter i Danmark om de politiske rammer om og former for nationalt hhv. internationalt samarbejde, især i EU. Bogen arbejder med en periodeopdeling, der karakteriserer tiden fra 1986 og frem som den transnationale periode i dansk politik. Der er nu tale om, at føderale statsdannelser mere og mere gør sig gældende især i den for Danmark centrale transnationale sammenhæng EU (forfatterne kalder det en transnational konstitution). Bogen analyserer også nogle af de væsentlige ændringer i rammerne for den politiske magt i Danmark, som udviklingen i EU indebærer. Her tales om sektorpolitikkens stadig voksende betydning, de regionale områders politiske deltagelse uden om den nationale statsrepræsentation, tilsvarende en tværgående transnational firma- og erhvervspolitik, en tiltagende politisk indflydelse for markedsudvalget i forhold til regeringen, en vækst i specialudvalg og deres kompetence, centraladministrationens direkte deltagelse i det transnationale samarbejde.
I den efterfølgende oversigt over forskning i internationaliseringens konsekvenser for folkestyret er udvælgelsen sket efter følgende kriterier
Der skal være tale om dansk forskning inden for de seneste 10 år, der beskæftiger sigt med internationaliseringsaspektet i forhold til udviklingen i det danske folkestyre og dets enkelte dele, dvs. vælgere, partier, organisationer, den politiske kultur, parlamentarisme og den politiske magt.
På grund af områdets karakter af et relativt nyt forskningsområde må vi tilsvarende forvente, at meget af forskningen vil have en undersøgende, indkredsende og problemformulerende krakter og tilsvarende hyppigt være offentliggjort i arbejdspapirer, tidsskriftartikler eller kapitler i bøger fremfor i selvstændige monografier.
Analyser, der primært beskæftiger sig med Danmarks rolle og funktion i international politik på forskellige områder, medtages ikke, f.eks. udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemstillinger eller landbrugspolitikkens udvikling i EU, i denne oversigt.
Kun i det omfang, sådanne analyser også inddrager analyser af sammenhængen med og betydningen for den politiske magt og folkestyret, demokratiet, i Danmark, medtages de i denne oversigt.
Noter til indledningen
1. Dansk politik under forandring 1945-1985.
Et forskningsinitiativ under Statens Humanistiske Forskningsråd, Forskningssekretariatet, København 1987.
2. Dansk demokrati under forandring, redigeret af Erik Damgaard med deltagelse af Jørgen Goul Andersen, Jacob A. Buksti og Ole P. Kristensen. København, Schultz 1984, 138 sider.
3. Demokratiets lette tilstand. Syv beslutningstagere om Danmark og fremtiden, af Ove K. Pedersen med deltagelse af Ritt Bjerregård, Peter Elming, Simon Hansen, Henning Hummelmose, Peter Højland og Janne Larsen. Spektrum, København 1994, 243 sider.
Vælgerholdninger, vælgeradfærd, demokrati, interesseorganisationer og internationaliseringen
Jørgen Goul Andersen og Jens Hoff, Reluctant Europeans and the European Union: Citizenship and democratic deficit, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Arbejdspapir 1992/4, 25 sider.
Forfatterne diskuterer 3 dimensioner i holdningerne til EU i Danmark, Norge og Sverige, sammenfattet i begreberne magtesløshed, europæisk identitet og europæisk integration. Baggrunden for analysen er 4 spørgeskemaundersøgelser gennemført i de tre lande i 1990 og 91. Blandt de væsentligste resultater er, at danskerne føler sig mere magtesløse og mindre »europæiske« end svenskere og nordmænd, hvilket ifølge forfatterne peger på det såkaldte demokratiske underskudsproblem i EU. Dog viser de unge i alle tre lande klart mere positive holdninger til EU, men har samtidig også mindre positive holdninger til solidaritet, dvs. omfordeling af velstand mellem nord og syd. Af andre vigtige resultater er, at hvor køn er en vigtig variabel i forklaringen af forskelle i Danmark, er uddannelse og alder det i Norge og beskæftigelse i Sverige.
Jørgen Goul Andersen, Politik og samfund i Forandring, Columbus, u.sted, 1993, 336 sider.
Denne bog handler meget bredt om den samfundsmæssige udviklings indvirken på politik og demokrati i det moderne samfund og diskuterer en række politologiske teoriers forklaringer på denne udvikling. I en række sammenhænge inddrages empirisk materiale fra Danmark. Også internationaliseringen behandles med særlig vægt på det europæiske samarbejde i EF. JGA diskuterer forholdet mellem den politiske kultur i EF og danskernes holdninger og værdier til lokalt og overnationalt politisk samarbejde og belyser holdningerne til EF ved at sammenligne med holdninger i andre lande i EF (Eurobarometer-data) og ved at inddrage det materiale, som også er brugt i ovenstående publikation af Andersen og Hoff.
Jørgen Goul Andersen, Årsager til mistillid, kap. 5, s. 161-202 i Vi og vore Politikere, red. af Jørgen Goul Andersen, Hans Jørgen Nielsen, Niels Thomsen, og Jorgen Westerståhl, Spektrum 1992, Viborg, 399 sider.
Også her diskuterer JGA forholdet mellem den politiske kultur i EF og i Danmark, og spørgsmålet om politisk »nærhed« og »demokratisk underskud« for at undersøge, om den internationalisering af politikken, som EF-medlemskabet resulterer i, indebærer en stigende mistillid til det politiske system. Mistillid til EF forstås som udtryk for en resigneret og passiv holdning, som findes at hænge sammen med en politisk mistillid i Danmark. Inddrages de forskellige massemediers dækning af politiske begivenheder, fås et billede, hvor stor mistillid ser ud til at hænge sammen med, at folk bruger medierne til politisk nyhedsformidling. En stigende del af befolkningen læser ikke aviser og ser ikke eller kun lidt nyhedsstof i tv, og i sådanne marginaliserede grupper vokser den politiske mistillid - både til nationale og internationale politiske spørgsmål.
Karen Siune, Palle Svensson og Ole Tonsgaard, Det blev et nej, Politica, Århus 1992, 138 sider.
Karen Siune, Palle Svensson og Ole Tonsgaard, Fra et nej til et ja, Politica, Århus 1994, 224 sider.
I disse to vælgerundersøgelser, som omhandler vælgeradfærd og vælgerholdninger i forbindelse med folkeafstemningerne om Den Europæiske Union i 1992 og 1993, søger forfatterne at indkredse væsentlige forhold, der kan forklare den store forskel mellem de politiske partiers positive EF-holdninger og afstemningsresultaterne. Blandt resultaterne findes, at langt den største del af vælgerne er positive over for et fortsat europæiske samarbejde men samtidig modstandere af, at dansk suverænitet begrænses. Der er fortsat en positiv holdning til handelssamarbejde og et indre marked med klar modstand mod fælles økonomisk politik - eksemplificeret ved en fælles mønt.
Et af undersøgelsesresultaterne er, at vælgernes normale partipræferencer ikke ser ud til at have den store betydning på holdningen til den europæiske union.
Holdningen til spørgsmålet om folkeafstemninger kan bruges til at mindske det demokratiske underskud i EU-sammenhænge viste ikke klare tendenser. Der er både ønske om mere indflydelse på den politiske udvikling og skepsis over for anvendeligheden af folkeafstemninger.
Karen Siune, EF på dagsordenen, Politica, Århus 1991, 168 sider.
I bogen fremlægges en række undersøgelsesresultater, der skal belyse danskernes skiftende holdninger til EF siden 1972, specielt i hvilket omfang EF-temaer har været i fokus i massemedierne og sammenhængene mellem de politiske holdninger og mediernes behandling. Konklusionen er, at mediernes dagsorden styrer danskernes opmærksomhed og derigennem påvirker deres opfattelse af problemer. Tv er især af betydning, og selv om effekten er kortvarig, kan effekten være stor.
Torben Worre, Den danske befolknings holdninger til EF i 1980erne, side 179-198, og
Torben Worre, Folkeafstemningen om Unionstraktaten den 2. juni 1992, side 215-233, i The Odd Man Out? Danmark og den europæiske Integration 1948-1992, redigeret af Birgit Nuchel Thomsen, Odense Universitetsforlag, Odense 1993, 233 sider.
Torben Worre undersøger i disse to artikler udviklingen i holdningen blandt danske vælgere til EF i 80erne og valget d. 2. juni. Der kan konstateres et stadigt voksende flertal for EF, men samtidig ses en fremvoksende ny skillelinje mellem vælgere, der ønsker at begrænse samarbejdet til mellemstatslige former for samarbejde og vælgere, der ønsker en fortsat integration. Denne skillelinje bliver markant i forbindelse med afstemningen 2. juni.
Lyck, Lise (red.)
Denmark and EC membership evaluated. (EC membership evaluated series). London, Pinter Publishers, 1992. 253 s.
Denne publikation udspringer af et tværnationalt EF-forskningsprojekt, EEC membership evaluated - et forskningsprojekt under Europe 12 - Research and Action Committee on the EEC.
En række af artiklerne i denne publikation er korte oversigtsartikler, der beskæftiger sig med aspekter af den danske integration i EF's betydning for Danmark. Kultur-, social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske forhold gennemgås af Uffe Østergård, Peter Duelund, Per Vejrup Hansen, Gert Nørgård, Sven Bislev, Hans Rask Hansen.
Den økonomiske politiks delområder gennemgås af Peter Nedergård, Lise Lyck, Evan Sølvkjær, Peter A. Friis, Eigil Waagstein, Peter Hoffmann, Per Vejrup Hansen.
Endelig rummer evalueringen nogle lidt større analyser af særlig relevans for forholdet mellem internationalisering og folkestyre. Disse omtales nedenfor
Henning Sørensen og Ole Væver
State, society and democracy and the effect of the EC, side 3-25. HS og OW beskæftiger sig med at analysere særlige træk ved den danske statsorganisation, det danske samfund og demokratiet for at finde betydningsfulde ligheder og forskelle i forhold til EU's institutioner og opbygning.
Forfatterne finder, at den danske tradition for tæt kooperation mellem statsorganisationerne og parlamentarisme ikke svarer til den måde, EF's statslignende organisationer fungerer på, og at dette vil påvirke det politiske system i Danmark (færre politiske partier, oplevelsen af større afstand fra det lokale samfund til politisk beslutningstagning).
Tove Lise Schou
Denmark and the overlapping international institutions in Europe in the post-cold war period, side 26-36.
TLS undersøger Danmarks deltagelse i forskellige internationale institutioner med forskellig grad af deltagelse og integration og konkluderer, at flere og flere udenrigspolitiske områder kædes sammen i internationalt samarbejde, og at EU vil få en stadig voksende betydning også for de udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark.
Henning Bregnsbo
The organizational system, side 45-59.
HB undersøger den relativt store mængde organisationer, der findes i Danmark, og disses betydning for det politiske systems udvikling. En række af de lokale nationale organisationer vil fremover have vanskeligheder ved at skulle lave politisk arbejde (lobbyisme) i forhold til EU, og dette kan betyde et fald i danskernes deltagelse i lokalt organiseret politisk arbejde.
Sauerberg, Steen
Parties, voters and the EC, side 60-76.
SS undersøger udviklingen i danske vælgeres og partiers holdninger til EU siden 1973 og viser, at de nationale politiske partier i stigende omfang har orienteret sig positivt mod EU. Vælgernes modstand svækkes, fordi der i voksende grad ikke er lokale politiske organisationer til at støtte og organisere en modstand mod EU.
Jens Henrik Haahr, Looking to Europe. The EC Policies of the British Labour Party and the Danish Social Democrats, Aarhus University Press, 1993, 340 sider.
JHH foretager en omfattende undersøgelse af udviklingen i de to arbejderpartiers holdninger og politik over for EF fra 1960'erne og frem. Perioden rummer nogle meget omfattende forandringer i de to partiers politik over for EF, fra en klar afvisning over en skeptisk periode til en mere og mere positiv holdning til den europæiske integration i EF, formuleret i konkrete sammenhænge.
JHH viser, at ikke mindst den internationale økonomis større og større integration på tværs af nationale grænser har gjort partiernes opfattelse af behovet for en politisk integration som modvægt mere påtrængende. Interne nationale politiske forhold har dog indimellem betydet pludselige kursændringer.
JHH udvikler et begreb om national formidling (national instrumentality) til forklaring på den komplekse udvikling i de to partiers holdning til EF, som findes at være bemærkelsesværdig parallel. Afslutningsvis diskuterer JHH ud fra sine analyser mulige udviklingstendenser i den europæiske integration, og påpeger, at den neofunktionalistiske politikteori, som har været en drivkraft i udformningen af EF's integrationspolitik, har en række begrænsninger, som gør, at teorier om internationale relationer og afhængighed må supplere den neofunktionalistiske tilgang.
Organized Interests and the European Community, ed. by Justin Greenwood, Jurgen R. Grote and Karsten Ronit, Sage Publications, London 1992, 282 sider.
Denne artikelsamling, hvor Karsten Ronit (COS, HHK; RUC og KU) deltager med flere bidrag, behandler en række centrale problemer forbundet med organisering af politiske interesser i overnationale sammenhænge, her EF's indre marked, fra brancheorganisationer og branchepolitik til faglige organisationer. En række nye organisationsmønstre kan lokaliseres, og forfatterne undersøger, om nye former for korporativisme er under udvikling i den overnationale sammenhæng.
Rådet for Europæisk Politik: Åbenhed, offentlighed og deltagelse i den danske EU-beslutningsproces.
En rapport udarbejdet af Jørgen Grønnegård Christensen, Peter Germer og Thomas Pedersen.
Rapporten analyserer centrale dele af EU's demokratiproblem i forhold til den danske beslutningsproces. Rapporten gennemgår den politisk-administrative beslutningsproces i Danmark, herunder interesseorganisationernes deltagelse og derpå hvordan og i hvilket omfang, EU's beslutningsprocesser indvirker herpå. Rapporten gennemgår de juridiske regler for åbenhed og offentlighed, den måde som EU-politikken hidtil er blevet drøftet på og ser på virksomheders, organisationers, regeringen/administrationens og Folketingets roller. Endelig rummer rapporten 6 udvalgte sagsforløb (gennemførelse af EF-direktiver), som gennemgås for at belyse konkrete forhold omkring åbenhed og demokrati.
Hans Mouritzen, International Civil Services and Organization Theory: Some Reflections on the Twining Plant of International Cooperation, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Arbejdspapir 1991/9, 32 sider.
HM gennemgår ved hjælp af organisationsteori, hvordan internationale organisationers embedsmænd udvikler egne politiske opfattelser og kulturer, som får stigende betydning i det internationale samarbejde. HM finder, at den traditionelle organisationsteori ikke fyldestgørende kan forklare denne udvikling.
Hans Mouritzen, Agriculture, International Market, and Common Foreign Policy: Accounting for Eurocrats' Influence, s. 213-232 i European Integration and Denmarks Participation, ed. Morten Kelstrup, Institute of Political Science, UC, Denmark, Copenhagen Political Studies Press, 1992, 384 sider.
HM undersøger her balanceforholdet mellem nationale autoriteter og EF (kommissionen) på udviklingen i tre områder. Analysens materiale er indhentet ved interviews med EF-embedsmænd. HM finder, at et politisk sagsområdes politiske »tyngde« er af stor betydning for forklaringen på EF-buraukratiets indflydelse.
Hans Jørgen Nielsen, The danish Voters and the Referendum in June 1992 on the Maastricht Agreement, s. 365-380 i European Integration and Denmarks Participation, ed. Morten Kelstrup, Institute of Political Science, UC, Denmark, Copenhagen Political Studies Press, 1992, 384 sider.
HJN undersøger folkeafstemningen i juni 1992 ved hjælp af en række empiriske undersøgelser af vælgerholdninger og finder, at EF-spørgsmål i Danmark hænger nøje sammen med en række andre socialt betingede splittelser, herunder social status (jo højere status jo mere positiv holdning til EF-integration) og at EF-spørgsmål først og fremmest optager den velintegrerede del af befolkningen. Endvidere findes, at danskerne er skeptiske europæere.
Suverænitet, politologisk teori, demokrati og føderalisme
Hjalte Rasmussen, EF-ret, integration og historie. En introduktion. Institut for Europæisk markedsret, Handelshøjskkolen i København, 1990, 289 sider.
HR gennemgår i denne oversigtstekst udviklingen i EF's integrationshistorie og de enkelte institutioners udvikling. I kapitel 8 undersøges specielt forholdet mellem Europa-Parlamentet og den dømmende og den lovgivende magt i EF med henblik på demokratisk kontrol og »underskud«. Pga. de store forskelle i demokratiske traditioner imellem medlemslandene påpeger HR, at EP ikke bør sammenlignes med nationale parlamenter eller med føderalistiske modeller - men at den demokratiske kontrol via EP må udvikle sig efter endnu ikke kendte modeller. Endvidere vises det, at EF-Domstolens politiserende rolle må forstås ud fra EF's føderalistiske træk.
Hjalte Rasmussen, The Policymaking Power of the European Judge and its Limits, Business and economic Studies on European Integration, wp 13-92, Copenhagen Business School, 1992, 22 sider.
Hjalte Rasmussen, Dommerskabt og politikerskabt jura i EF, i Økonomi og Politik, nr. 2 1991, side 23-34.
Hjalte Rasmussen, Towards a Normative Theory of Interpretation of Community Law, Copenhagen Political Studies Press, Copenhagen 1993, 44 sider.
Hjalte Rasmussen, Når dommen falder. Ret og politik i EF-Domstolen, s. 116-128 i Europa-perspektiv 91, red. af morten Espelund og Carl Thaarup-Hansen, Handelshøjskolens Forlag, København 1991.
HR beskæftiger sig i disse tekster med EF's beslutningsprocesser og især med domstolens aktive rolle i EF's integrationsprocesser og tendensen til, at domstolen søger at gennemtrumfe en integration på områder, hvor en politisk beslutningsproces endnu ikke er kommet så langt.
HR argumenterer for, at domstolens rolle må omdefineres, så dens forvaltning af forholdet mellem politik og jura mere kommer til at ligne vesteuropæiske domstoles traditionelle rolle. Uden en sådan ændring vil EF-domstolen fortsætte med at søge at gribe ind i den nationale lovgivning og derved forstærke oplevelsen af det »demokratiske underskud« i EF's institutioner.
Tidsskriftet Juristen har anvendt et helt nummer, nr. 5, 1992, (udkommet 18. maj!) til en række kortere artikler, der gennemgår juridiske aspekter af unionstraktaten for en række, herunder forholdet mellem institutionerne i EU, ombudsmandsordningen, unionsborgerskab, det indre marked, arbejds- og socialpolitik, miljøområdet, sundhed, strafferet, udenrigs- og forsvarspolitik og suverænitetsafgivelse.
Den demokratiske udfordring. EF's dagsorden efter den 2. juni 1992, Mandag Morgen, september 1992, 53 sider. Udarbejdet af Peter Nedergård, Thomas Pedersen, Hjalte Rasmussen og Uffe Østergård.
Denne mere debatprægede rapport gennemgår en række af de problemer, som EF står over for i takt med den voksende integration og samtidige problemer med social og politisk legitimitet i medlemslandene. Rapporten beskriver en række af de problemer eller udfordringer, som EF står over for, men rejser samtidig spørgsmålet, om kravene om mere demokratisk indflydelse på EF også for de små medlemsstater som Danmark forudsætter et vist niveau af fælles politisk kultur og retskultur. Rapporten slutter med at opstille en række forhold, der skal opfyldes for at befolkningen mere direkte inddrages i EF-processen.
Christen Sørensen, Danmark - delstat i Europa? Politisk, økonomisk og monetær union. Fremad, Århus 1990, 174 sider.
CS diskuterer med hovedvægt på udviklingen i den økonomiske integration i EF, om ikke den økonomisk-monetære union direkte forudsætter eller bygger på en udvikling mod et føderalt organiseret europæisk samarbejde, en europæisk stat. Det allerede klare demokratiske underskud i EF's institutioner kræver radikale indgreb for at sikre befolkningerne demokratisk indflydelse. CS argumenterer for, at Europa-Parlamentet må styrkes med lovgivende kompetence sigtende mod en fælles europæisk regering.
Tim Knudsen, A portrait of Danish State-Culture: Why Denmark Needs Two national Anthems, s. 262-296 i European Integration and Denmark's Participation, ed. Morten Kelstrup, Institute of Political Science, UC, Denmark, Copenhagen Political Studies Press, 1992, 384 sider.
TK foretager i denne artikel en analyse af de store forskelle i et begreb om »statskultur« i de europæiske stater og forsøger ud fra en komparativ synsvinkel at give et billede af den danske statskultur. Statskulturbegrebet bruges til at forsøge at beskrive sammenhængen mellem nationale værdier og kulturforhold i et forsøg på at besvare en række spørgsmål om den forskelligartede udvikling i forholdet mellem stat og samfund i de europæiske lande. TK finder, at kernen i »det danske problem«, dvs. for den danske deltagelse i et europæisk samarbejde, er, at der eksisterer et gennem århundreder udbygget politisk billede, ifølge hvilket danskerne er vant til økonomisk samarbejde med omverdenen samtidig med, at det politiske center i Danmark altid har ligget i København. Eksistensen af to danske nationalhymner ses som udtryk for den ambivalente statskultur og den stærke nationale villighed til politiske forlig.
Thomas Pedersen, Danish EC Policy from the Perspektive of Federalist Theory, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1993, 23 sider.
TP undersøger i dette arbejdspapir holdningerne til føderalisme i Danmark siden EF-medlemskabet i 1972 i den politiske opinion. TP undersøger både integrationsmotivet og historiske erfaringer med føderalistiske projekter, og i hvilket omfang den politiske magt udtrykker støtte til en sådan integrationsmodel. TP finder, at den danske støtte til en række politiske programmer i EF er pragmatisk og ikke udtryk for en begyndende accept af føderalismen, som støder på modstand i danske (skandinaviske) politiske traditioner med national politisk indflydelse. Befolkningens pragmatiske eller funktionelle holdning til enkeltdele i EF-integrationen står over for en fremvoksende holdning i den politiske elite, som karakteriseres som »segmenteret føderalisme«. Denne spænding ligger bag den etablerede konsensus om EF-politikken pt. og vil blive synlig, når den føderale integrationsudvikling i Europa tager fart.
(En del af denne analyse findes i artiklen af TP, Maastricht traktaten i føderalistisk belysning, i Økonomi og Politik, nr. 4, 1992).
Thomas Pedersen, Political change in the European Community, s. 184-212, i European Integration and Denmark's Participation, ed. Morten Kelstrup, Institute of Political Science, UC, Denmark, Copenhagen Political Studies Press, 1992, 384 sider.
TP diskuterer politisk integrationsteoris forklaringer på udviklingen i EF i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked.
Bertel Heurlin, Federal Conceptions in Denmark: Traditions and Perspectives, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Arbejdspapir 1993/14, 10 sider.
BH søger at forklare den generelle holdning til (mod) føderalisme i Danmark ud fra geografiske og politiske forhold og en særlig isolationistisk holdning i Danmark. BH finder, at Danmark allerede idag deltager i 5 føderationalistiske projekter; et universelt, et pan-europæisk, et nordisk, et atlantisk og endelig EF-Vesteuropasamarbejdet. Den interne konkurrence mellem disse projekter og de historiske erfaringer med alliancer og blokpolitik giver en relevant baggrund for forståelsen af den danske opfattelse af EF-føderalismen.
Morten Kelstrup; European Integration and Political Theory, s. 13-58, i European Integration and Denmark's Participation, ed. Morten Kelstrup, Institute of Political Science, UC, Denmark, Copenhagen Political Studies Press, 1992, 384 sider.
MK diskuterer spørgsmålet om politisk integration, især i forbindelse med EF i forhold til forskellige politologiske traditioners begreber og teorier. Artiklen peger på en række centrale spørgsmål og problemer (demokrati, subsidiaritet, føderalisme, balance mellem institutionel og normativ integration), som fremkommer, når man betragter udviklingen i europæisk integration som en dynamisk proces med hovedvægten på EF som politisk system. Artiklen gennemgår kritisk en række »klassiske« integrationsteoriers forståelse af EF som politisk system og efterlyser politologiske teorier, som er i stand til at forklare den politiske dynamik i EF's udvikling mod integration.
Morten Kelstrup, Politologisk Integrationsteori og den ny dynamik i Vest- og Østeuropa, Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Københavns Universitet, Forskningsrapport 1990/3, 42 sider.
Denne artikel diskuterer på samme måde som ovenstående artikel udviklingen i den politologiske integrationsteori i forhold til integrationsudvikliongen i Europa, men inddrager også udviklingen i Østeuropa.
Kurt Klaudi Klausen, Political Integration and Institutional Change. The Nordic countries and the EEC. Politologiske Skrifter fra Institut for Erhvervsret og Politologi, Odense Universitet, no. 9/1990, 22 sider.
KKK diskuterer forholdet mellem politisk integration og institutionelle forandringer i en periode med hurtigt voksende internationale relationer med særlig fokus på udviklingsbetingelserne for velfærdsstaten i dansk og nordisk udgave. Hensigten er at rejse en række spørgsmål til et forskningsprojekt, der skal undersøge den offentlige administration i Danmark under forandring, der er præget af internationalisering.
Internationaliseringens indflydelse på lokalpolitiske og organisationspolitiske forhold
Lars Thore Jensen, De danske amter og internationaliseringen, Kommunalpolitiske studier nr. 2/1993, 64 sider, Institut for erhvervsret og politologi, Odense Universitet.
Lars Thore Jensen, Decentral Internationalisering, Politologiske skrifter fra Institut for erhvervsret og politologi, nr. 1/1992, 24 sider, Odense Universitet.
LTJ beskæftiger sig i de ovenstående analyser med spørgsmål om den lokalpolitiske udvikling i regionale enheder (amter) i en periode med internationalisering og decentralisering. På baggrund af et spørgeskemamateriale fremlægger LTJ et meget forskelligartet billede af amternes internationale orientering, her først og fremmest i forhold til EU. Endvidere fremlægges en række af de konkrete barrierer for denne internationalisering.
Jesper Due, Jørgen Steen Madsen og Carsten Strøby Jensen, EF & den sociale dimension. En sociologisk analyse. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København 1992, 150 sider.
Forfatterne undersøger, hvad EF's politiske udvikling inden for arbejdsmarkeds- og socialpolitikken får af konsekvenser for det danske arbejdsmarkeds aftalesystem. Dette karakteriserer forfatterne som et institutionaliseret forhandlingsforhold udviklet gennem næsten 100 år og byggende på et konsensuspræget forhold mellem hovedaktørerne. I bogen Den Danske Model. En historisk sociologisk analyse af det kollektive aftalesystem. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København 1993, 528 sider, udbygger forfatterne denne beskrivelse, mens de i EF & den sociale dimension analyserer de væsentligste afvigelser, som EF's faktiske beslutningsprocesser rummer i forhold til den danske model. Betydningen af politiske netværk i forbindelse med EF-kommissionens arbejde og »spill-over-effekten«, dvs. afsmitning fra politiske initiativer i et område over på andre områder. Den traditionelle sammenhæng mellem forhandlingsresultater og politisk indflydelse fra medlemmer, demokratisk valg og delegation af kompetence i Danmark kan således blive undergravet af en måske mere effektiv, men også mindre åben og mindre demokratisk beslutningsproces i EF.
Bibliografier
Eva Sørensen, Bibliografi i udvalg: Dansk politisk demokratidebat efter 1945, Institut for statskundskab, Arbejdspapir 1994/2, 50 sider.
Bibliografien samler en oversigt over debatindlæg i artikler, herunder aviser og bøger. Bibliografien medtager eksplicit ikke videnskabelig litteratur om emnet.
Bilag til oversigt over dansk forskning i internationaliseringens konsekvenser
Erik Beukel & Kurt Klaudi Klausen, Danish Research on the EC, i European Journal of Political Research, vol. 25, nr. 4, 1994, p. 519-526.
Artiklen tager udgangspunkt i, at der i Danmark først for ganske nylig målrettet er blevet givet offentlig forskningsstøtte til samfundsvidenskabelig forskning i europæisk integration og internationalisering, især EF-forhold.
Artiklen bygger på materiale om EF-forskning på danske universiteter og højere læreanstalter indsamlet i forbindelse med en konference i Danish Society for European Studies, afholdt på Odense Universitet, Institut for Erhvervsret og Politologi i 1992.
Forfatterne konkluderer, at EF-orienteret foskning i økonomi/økonomiske områder og politologi/politiske områder er ret omfattende og udbredt på de fleste universiteter og læreanstalter, omend forskningen ofte er meget empirisk og pragmatisk orienteret og bundet til fagets traditionelle teorier og begreber. Forskningen i juridiske forhold og kulturelle/sociale områder er mindre omfattende, mindre udbredt og mere spredt. Forskningen i disse områder ser heller ikke ud til at være integreret i faglige traditioner, som det mere er tilfældet i den økonomiske og politiske forskning.
Sammenfattende finder forfatterne, at dansk forskning om EF er mindre nationalt orienteret end man kunne frygte og mere internationalt og komparativt orienteret. Men der mangler i alle områder en udvikling af nye teorier og begreber.
Artiklen rummer en omfattende (over 3 sider) litteraturliste over dansk forskning om EF.
Internationaliseringens indflydelse på lokalpolitiske og organisationspolitiske forhold
Kurt Klaudi Klausen og Lars Thore Jensen, EF og kommunerne, Politologiske Skrifter fra Institut for Erhvervsret og Politologi, no. 1/1991, Odense Universitet, 63 sider.
Bygger på samme undersøgelsesmateriale som de to andre analyser af Lars Thore Jensen, men fokuserer specielt på kommunerne i den europæiske integrationsproces, specielt omkring betingelser og muligheder ved regionalt samarbejde. Også her er det et meget forskelligartet billede, der tegnes, men rapporten fremhæver, at der er behov for en række institutionelle forandringer i de kommunale institutioner og beslutningsprocesser, hvis den stigende internationalisering og integration i Europa ikke skal resultere i, at områder (kommuner) i Danmark isoleres og marginaliseres politisk og økonomisk.
Bilag 13
Den nye teknologi og informationssamfundets muligheder og konsekvenser for folkestyret
- en forskningsoversigt
af Paul Holt, forskningsbibliotekar, mag.scient.soc.
Odense Universitetsbibliotek
A. Afgrænsning af problemstillinger
1. Forbemærkninger
For at undgå misforståelser skal det understreges, at det første hovedafsnit i denne rapport (afsnit A) ikke skal ses som påbegyndelse af en udredning, men alene som en fremlægning præmisser, der har styret søgningen efter og udvælgelsen af de seneste 10 års danske forskning inden for området.
- Hvad er eksempelvis »informationssamfundet«? Eksisterer det allerede nu, så konsekvenserne og mulighederne måske også er til stede og kan undersøges empirisk - eller tænkes der på fremtiden?
- Hvad er det ved informationsamfundet, som evt. kan tænkes at influere på folkestyret? Skal man kun se på de forhold, som vil have mere eller mindre direkte virkninger på folkestyret (hvis sådanne findes), eller skal man anskue problemstillingen bredere og se på relationerne mellem informationssamfundet og de enkelte områder af samfundslivet (arbejde, uddannelse, fritid, omstruktureringen af hverdagslivet osv.) og så forsøge at analysere virkningen af disse sociale forandringer på folkestyret?
- Hvad er det ved folkestyret eller dets vilkår, som evt. kan tænkes at blive påvirket? Er det borgernes deltagelse i demokratiet - folkets evne til at styre? Eller er det (også) folkestyrets vilkår for at udøve magt i informationssamfundet - folkestyrets evne til at styre?
Disse spørgsmål, og fremstillingen i det følgende, viser, at problemstillingen er yderst kompleks og ubestemt. Dermed vil der også være et betydeligt indslag af vilkårlighed og subjektivitet i udvælgelsen af publikationer til en forskningsoversigt.
Når dette er sådan, skyldes det på den anden side, at der ikke umiddelbart foreligger en dansk samfundsvidenskabelig, empirisk orienteret forskning - endsige forskningstradition - der klart og præcist kan siges at omhandle problemstillingen.
Med disse forbemærkninger foregribes for så vidt konklusionen, men de er nødvendige allerede som indledning for at begrunde, hvorfor forskningsoversigten er grebet an, som den er.
Kilder
Fremstillingen af definitioner og afgrænsninger i det følgende er udledt dels af de bidrag, der omtales i hovedafsnit B, dels af den ret betydelige mængde arbejder, som er gennemgået, men som trods alt ikke er fundet at være relevante for nærmere omtale. Endvidere er den baseret på kendskab til udenlandsk forskning på området, især den angelsaksiske. Specifikke kildehenvisninger gives ikke.
Derudover har lektor Lars Qvortrup, Center for Kulturstudier, Medier og Formidling ved Odense Universitet, givet et værdifuldt input til denne rapport(* 1). Som helhed afviger forskningsoversigten imidlertid en del fra Lars Qvortrups måde at anskue emnet på. Flere af de problemstillinger, han beskæftiger sig med, har en baggrund og synsvinkel, som jeg skønner må ligge i udkanten her, hvor opmærksomheden bevidst rettes mod samfundsvidenskabelig, empirisk orienteret forskning. Den humanistiske, kulturanalytiske og filosofiske forskning er derfor stort set fravalgt - heri ligger ingen vurdering af dens værdi i øvrigt.
(* 1) Lars Qvortrup var den første forsker i Danmark, der indgående
beskæftigede sig med informationsteknologiens samfundsmæssige
betydning. Han var fra 1982 leder af »Telematikprojektet« ved Odense
Universitet og har siden forsket i og publiceret en række bøger,
rapporter og artikler om emnet, herunder også vedrørende medie-siden
af informationssamfundet.
2. Den nye teknologi og informationssamfundet
»Den nye teknologi« må i sammenhæng med »informationssamfundet« opfattes som synonym for den nye informationsteknologi (IT) i bred forstand, dvs. omfattende ikke blot computer-teknologi i alle dens variationer, men også koblingen mellem computere og kommunikationsteknologi (undertiden benævnt telematik), samt videre de voksende mængder og nye typer af elektroniske medier og multimediekommunikation.
»Informationssamfundet« er et begreb, som nok oprindelig er benyttet for at karakterisere de træk ved de teknologisk mest udviklede samfund, som tilsammen gør, at samfundet kan siges at befinde sig i en udviklingsfase efter industrisamfundet - deraf også et ofte benyttet synonym, det »postindustrielle« samfund. Allerede i 1950'erne har nationaløkonomer beskæftiget sig med denne problemstilling og søgt at måle den voksende betydning af information og informationsarbejde i økonomien. Med sociologen Daniel Bell's bog fra 1973, »The coming of post-industrial society«, fik problemstillingen om udviklingen af en kvalitativt ny samfundstype et gennembrud, som har haft stor betydning for den senere forskning, også i andre samfundsvidenskaber og i den samfundsfilosofiske litteratur og debat. Senere har bl.a. John Naisbitt med »Megatrends« og Alvin Toffler med sine bøger »Future Shock«, »The Third Wave« og »Powershift« videreført traditionen.
En nutidig definition af informationssamfundet vil opregne nogle få vigtige karakteristika
1. Først og fremmest konstitueres informationssamfundet af den voksende betydning af information og viden - herunder uddannelse, videnskab, informationsbehandling etc. - for økonomien. Information og teoretisk viden er den afgørende ressource - som materielle ressourcer og maskinteknologi var i industrisamfundet. Udviklingen af informationssamfundet måles typisk ved at undersøge, hvor stor en del af arbejdsstyrken, der er beskæftiget med »informationsarbejde«, som regel opfattet i meget vid betydning.
2. Udbredt anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi og den måde, hvorpå det øger produktivitet og ændrer økonomiske og sociale strukturer.
3. Kommunikationsmediernes stærkt øgede betydning, f.eks. udbuddet af tv og tid anvendt på at se tv, og væksten i mængderne af information (»informationsoverflod«) fra alle de forskellige informationbærende medier.
I det følgende gøres der ikke noget skarpt skel mellem »den nye teknologi« og »informationssamfundet«, og i forskellige sammenhænge kan det være enkelte aspekter af de ovenfor nævnte teknologier og karakteristika ved informationssamfundet, der er relevante.
3. Muligheder og konsekvenser for folkestyret
Informationsteknologien og de egenskaber ved samfundet, som giver det karakter af informationssamfund, kan påvirke det politiske liv direkte - og dermed den måde, folkestyret fungerer på. Det kan f.eks. være nye former for politisk kommunikation, hvadenten det f.eks. er modtagerdifferentieret politisk reklame i kabel-tv eller mulighed for, at alle koblet til et landsomspændende kommunikationsnet kan se og høre samtlige møder i Folketinget og læse talerne i en informationsbase.
Der kan også tænkes at være en direkte virkning på folkestyrets evne til at styre på en måde, som styrker dets legitimitet.
Men de fleste, og måske også vigtigste, påvirkninger vil nok ske indirekte, nemlig ved at informationsteknologien først ændrer (eller muliggør en ændring af) en række forskellige områder af samfundslivet - arbejdsliv, uddannelse, hjemmelivet, værdier, livsstil, kulturlivet, videns- og nybedsformidlingen osv. - og disse ændringer herefter kan påvirke vilkårene for folkestyret.
Sagt på en anden måde så kan informationsteknologien ændre betingelserne for demokratiet.
Som betingelser for demokrati nævnes traditionelt forhold som en uafhængig og pluralistisk presse/massemedier, oplyste og politisk interesserede borgere, rimelig adgang for alle til at skaffe sig informationer, indflydelsesmuligheder via foreninger og organisationer etc. Borgerne skal have evne og vilje til at deltage i samfundets styrelse, og samfundet skal være sådan indrettet, at den kvalificerede deltagelse fremmes. Der tænkes her ikke på disse betingelser som absolutte, men snarere som gradvist opnået.
I de følgende to afsnit anføres kort nogle af de udviklingstendenser, som spås i litteraturen om informationssamfundet, og som kan tænkes at påvirke folkestyret.
4. Nogle fordele/muligheder for demokratiet
- Informationssamfundet og de nye kommunikationsmuligheder vil kraftigt øge tilgængeligheden af information og viden.
- Udviklingen på telematik-området vil bl.a. indebære, at man kan søge og fremhente informationer fra databaser, elektroniske publikationer etc. og enkelte borgere og grupperinger vil kunne kommunikere via elektronisk post, bulletin boards og elektroniske konferencer - på kryds og tværs i samfundet.
- Udviklingen i computerteknologien betyder, at man billigt kan skaffe sig udstyr til publicering både elektronisk og på papir (desktop publishing).
Dette vil mindske omkostningerne for politiske partiers og gruppers virke.
- Udviklingen på medie-siden vil bl.a. betyde, at den enkelte ikke længere er så afhængig af nogle få tv- og radiokanaler. Man kan vælge mellem mange flere kanaler, også internationalt. Der vil blive basis for at sende programmer for et mindre antal seere med specielle interesser, ligesom der vil kunne blive uredigeret transmission fra politiske møder og høringer m.v. Med de nye teknologier vil man kunne sammensætte sit eget program, vælge mellem flere kameravinkler i en reportage, se udsendelsen på det tidspunkt, man finder passende, og evt. komme med feedback til stationen under udsendelsen.
Forekomsten af et stort antal kanaler vil gøre de umuligt for enkelte medieudbydere at monopolisere meningsdannelsen. Et enkelt lands regering vil heller ikke kunne kontrollere udbudet, idet man kan sende og modtage internationalt via satellit.
Hvis de omtalte tendenser slår igennem, vil det alt i alt give mulighed for at øge borgernes kapacitet for politisk deltagelse.
- Set fra de styrende politiske organers side kan den større tilgængelighed af information samt kommunikations- og databehandlingsmulighederne medføre øget kapacitet for at styre og bedre muligheder for at udøve styret i overensstemmelse med borgernes ønsker.
- Sammenhængende med de nye informations- og kommunikationsmuligheder vil der foregå en generel decentraliseringstendens, først og fremmest i arbejdslivet, hvor informationsteknologien vil omstrukturere de gamle hierarkier og de nye kommunikationsmuligheder ændre selve begrebet om, hvad en arbejdsplads, en virksomhed eller en uddannelsesinstitution er, f.eks. som fysisk sted i rummet.
- Arbejdet vil kræve større viden og adgang til flere informationer, hvad der også vil betyde mere selvstændige ansatte, og hvad der videre også vil betyde mere vidende og selvstændige borgere, som både har øget kapacitet for demokratisk deltagelse og stiller større krav om indflydelse.
5. Nogle negative konsekvenser/trusler for folkestyret
- Kontrol og overvågning. Informationssamfundet vil også betyde, at der kan indsamles oplysninger og foretages registreringer på mange områder af livet (arbejde, medievaner, forbrug, meninger m.m.), og disse oplysninger kan udnyttes til påvirkning og kontrol.
- Medieudviklingen vil gøre folk til passive individer, som ikke engagerer sig i sociale fællesskaber, således at også deltagelsen i politiske aktiviteter mindskes.
- Billedmediernes voksende rolle, hvor mere og mere tid anvendes på tv-sening og computerspil i forhold til læsning af aviser, bøger og ugeblade, vil medføre en stigende funktionel analfabetisme, som underminerer dele af befolkningens kapacitet for demokratisk deltagelse.
- Mulighederne for telearbejde kan føre til social isolation i hjemmet.
- Adgangen til de nye informations- og kommunikationsmuligheder vil blive socialt skæv, fordi det forudsætter kompetence, udstyr og betalingsevne at benytte dem. Dette vil udelukke ressourcesvage grupper og medføre nye uligheder i samfundet mellem informationsrige og informationsfattige, med deraf følgende uligheder i indflydelse.
- Hvis den kommende udbygning af kommunikationsforbindelserne baseres alene på en målsætning om økonomisk vækst og rentabilitet, risikerer udkantområderne at komme sidst, eller slet ikke at komme med.
- Uden et vist mål af fælles værdier kan en decentraliseringstendens tænkes at udgøre en fare for opsplitning og konflikter, som kan true folkestyret og dets legitimitet.
- Samfundet vil blive mere kompliceret og vanskeligere at styre. Derfor vil den politiske belutningsproces blive mere professionaliseret, evt. også centraliseret, og folkestyret vil svækkes.
6. Dansk forskning i teknologiens konsekvenser
Ved gennemgangen af den danske faglitteratur omkring IT og informationssamfundet aftegner der sig et noget anderledes billede af forskningens karakter end tilfældet ville være for mere traditionelle samfundsvidenskabelige problemstillinger. Den måde, emnet behandles på, såvel af forskere som samfundsdebattører, er meget præget af vidt forskellige antagelser, som ikke er eller ikke kan belægges empirisk. En af grundene hertil er naturligvis, at uanset om informationsteknologien allerede er vidt udbredt og informationssamfundets træk er begyndt at manifestere sig, så forudsættes i realiteten hos alle bidragydere, at de store forandringer (medieudviklingen måske delvis undtaget) først er på vej nu og ikke vil få afgørende betydning førend i de kommende år.
Denne omstændighed gør, at emnet ikke kan gøres til genstand for videnskabelig forskning i sædvanlig forstand. Området er åbent for antagelser, visioner, gætteri, spekulationer, frygt, håb. Måske dette også er grunden til, at litteraturen om informationsteknologiens og informationssamfundets konsekvenser i stor udstrækning er skrevet af filosoffer, humanister, digtere, kulturdebattører, journalister osv. - og ikke så meget af samfundsvidenskabelige forskere.
Danske sociologer og andre sociologisk orienterede forskere har dog ikke undladt at beskæftige sig med forholdet mellem teknologi og samfund. Men denne forskning har i højere grad behandlet andre teknologier end IT, været koncentreret om organisationer (arbejdslivet), statslig teknologipolitik eller haft en makroteoretisk vinkel på moderne vestlige samfund uden egne empiriske undersøgelser. Sociologisk forskning i forbindelse med de danske lokalforsøg med IT er omtalt nedenfor(* 2).
(* 2) I en status over forskningen vedrørende teknik-hverdagsliv fremgik det, at der især var undersøgelser vedrørende teknologiens konsekvenser for arbejdslivet, dernæst fritids- og familielivet. Men der savnes forskning på de områder, der overskrider grænserne mellem de forskellige livsområder, f.eks. arbejdsliv-privatliv. Politisk aktivitet og deltagelse er ikke berørt.
Teknik-hverdagsliv. Forskningsresultater og forskningsbehov. Red. af Herman Knudsen. Aalborg, Aalborg Universitetsforlag, 1983 og Cronberg, Tarja: Teorier om teknologi og hverdagsliv. København, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1986.
Den udbredte anvendelse af IT og ikke mindst registerproblematikken har også været anledning til, at danske jurister har beskæftiget sig med informationssamfundets konsekvenser. Dette område har fået betegnelsen retsinformatik. De problemer, denne forskning tager op, kan have stor betydning for det politiske liv, men i forhold til emnet her må det være de politologiske aspekter af f.eks. datasikkerhed og registrering (dvs. effekten på det politiske system), der er relevante, ikke de juridiske. Teknologivurdering
Affødt af behovet for et mere sikkert beslutningsgrundlag end rent gætteri er der fremvokset en speciel form for forskning i teknologiens konsekvenser, nemlig teknologivurdering. Men hvordan sådanne vurderinger skal gennemføres og spørgsmålet om deres videnskabelige status, er der nogen uenighed om. Sociologen og fremtidsforskeren Torben Bo Jansen afviser ikke teknologivurderingers nytte - under visse betingelser - men mener ikke, der er tale om videnskab. Empiriske undersøgelser af teknologiforudsigelser og -vurderinger viser, at de ofte tager fejl, og » . . . forudsigelser om sociale følgevirkninger er meget ringere end forudsigelser om tekniske ændringer(* 3).«
(* 3) Torben Bo Jansen: Valg af fremtid. Samfundet til debat. Kbhvn., Chr. Erichsen, 1983, s. 78.
Teknologivurdering bør ikke betragtes som en metode til forudsigelse, mener han, men som et redskab til at reducere usikkerhed over for et nutidigt problem.
»Alt efter temperament kan en sådan teknologivurdering betegnes som en kunstform, kulturanalyse, tværfaglig (i modsætning til flerfaglig) vurdering eller noget helt andet.« (samme kilde, s. 79)
Hvordan man end opfatter teknologivurdering, så er der ved litteratursøgningen ikke fundet danske teknologivurderinger, som har til formål at vurdere en informationsteknologi i forhold til det politiske demokrati.
Forsøg med informationsteknologi
Som et alternativ til - eller som en særlig metode for - teknologivurdering er der i årene 1986-1989 været gennemført en række forsøg med introduktion og anvendelse af informationsteknologi i lokalsamfund (omtales også i forskningsoversigten, bl.a. i Cronberg, 1990). Kan disse forsøg sige noget om konsekvenserne for folkestyret?
Baggrunden for forsøgene var debatten om udbygningen af hybridnettet i Danmark i begyndelsen af 1980'erne, som bl.a. gik på de mulige virkninger for den lokale og regionale udvikling. Ideen om at gennnemføre lokale udviklingsforsøg blev oprindelig fremsat af Planstyrelsen, som frygtede, at en begrænsning af netudbygningen til bymæssige områder med over 250 husstande ville medføre en skæv regional udvikling, idet omkring 400.000 husstande i landområder ikke ville blive forsynet.(* 4) Der blev bevilget 30 mio. kr. til i alt 16 større eller mindre forsøg. Regeringens støtte til pilotprojekterne skulle iflg. den såkaldte Hybridnetsaftale »medvirke til udvikling og afprøvning af informationsteknologiske nyskabelser og vurdering af disses konsekvenser, bl.a. med henblik på decentral udnyttelse af informationsteknologien i mindre bysamfund og tyndt befolkede egne.« (citeret efter samme kilde, s. 18). Forsøgene skulle evalueres af uafhængige forskere.
(* 4) Marling, Gitte: Plan, indflydelse og proces. Det sociale eksperiment med informationsteknologi i lokalsamfund. Aalborg, Aalborg Universitetsforlag, 1991, s. 17.
Ved iværksættelsen af forsøgene havde man især følgende mål
1. Afprøve IT-udstyr i lokal sammenhæng.
2. Vurdere den teknologiske anvendelse og konsekvenserne for den lokale og regionale udvikling.
3. Inddrage brugerne som aktive parter i en demokratisk planlægning og gennemførelse af forsøgene.
4. Mere overordnet at bruge forsøgene som eksperimenter, der eventuelt vil kunne bruges som modeller for indførelse af ny IT i større skala (en slags demonstrationseffekt)(* 5).
(* 5) Dette formål er i flere sammenhænge specielt fremhævet af Lars Qvortrup. At der har været et teknologipolitisk sigte fremgår tydeligt i projektbeskrivelsen for den samlede evaluering, hvor det hedder: »Den atsluttende rapportering sigter mod at give både politikere og administratorer et grundlag for bedømmelse af forsøgsvirksomhedens rolle i den fremtidige teknologipolitik. Desuden burde den kunne tjene som diskussionsgrundlag for informationsteknologiens indførelse og spredning.« Lokalsamfundsforskning - tendenser og perspektiver. Red. af Charlotte Bøgh og Claus B. Olsen. København, Socialstyrelsens Informations- og Konsulentvirksomhed, 1989, s. 85.
I forhold til problemstillingen her bør man hæfte sig ved
- at der var tale om forsøg, hvor en teknologi introduceres udefra og med udefra kommende finansiering - altså ikke den »normale« eller regulære anvendelse, af IT (som netop i denne periode voksede eksplosivt).
- at det foregik i lokalsamfund, som overvejende lå i tyndt befolkede egne.
- at de konsekvenser, man skulle belyse, udover selve teknologiens brugbarhed og acceptabilitet, vedrørte den eventuelle effekt på lokal- og regionaløkonomien.
- at fokus hovedsagelig var introduktionen og nyttiggørelsen af informationsteknologien, ikke konsekvenserne (som da heller ikke i praksis blev undersøgt).
Alt dette munder ud i, at forsøgene er af meget begrænset relevans for en belysning af informationsteknologiens virkninger for folkestyret. Man har fået nogle erfaringer med demokratisk indflydelse på anvendelse af informationsteknologi, men ikke med informationsteknologiens indflydelse på demokratiet. Forsøgene er i øvrigt beskrevet i den omtalte bog af Gitte Marling. De teoretiske og metodiske aspekter af såvel eksper imenterne som følgeforskningen analyseres og reflekteres i en række indlæg af følgeforskerne i publikationen: Danish experiments - Social constructions of technology. Ed. by Tarja Cronberg, Peter Duelund, Ole Michael Jensen and Lars Qvortrup. Copenhagen, Copenhagen Business School, 1991 (272 s.) (New Social Science Monographs).
7. Konklusion
Ved udarbejdelse af forskningsoversigten er der fundet meget få referencer, som blot nogenlunde præcist omhandler problemstillingen og samtidig er baseret på empirisk samfundsvidenskablig forskning, som vedrører danske forhold. Denne konklusion er søgt begrundet ved først at definere og afgrænse emnet og derefter sammenholde det med den forskning, der kunne tænkes at belyse emnet.
Der er i det hele taget meget lidt samfundsvidenskabelig forskning vedrørende de sociale aspekter af IT og informationssamfundet, ikke bare i forhold til de eventuelle konsekvenser for demokratiet. Den satsning på lokalforsøg i 1986-1989, der blev lavet i kølvandet på hybridnets-debatten, var af begrænset generel relevans, og siden har der ikke været igangsat så stort et forskningsprogram. I øvrigt er IT-anvendelsen nærmest stormet frem i samfundet i perioden efter.
Hermed er behovet for ny forskning på området understreget.
En ny forskning bør ikke rettes for snævert mod de forhold, som mere eller mindre direkte har konsekvenser for folkestyret, men rettes bredt mod relationerne mellem informationsteknologi og samfund, idet der må antages at være vigtige indirekte virkninger (jf. afsnit 3). At påbegynde en forskning for at få undersøgt og analyseret disse virkninger på tværs af de enkelte områder af samfundslivet (såsom uddannelse-arbejdsliv-privatliv-socialt liv og politisk liv) er i sig selv væsentligt.
Hvad enkelte emner angår, kunne man bl.a. forsøge at gennemføre empiriske undersøgelser omkring nogle af de hypoteser om henholdsvis positive og negative virkninger for demokratiet, som er skitseret i afsnit 4 og 5, således at erkendelsen kan bringes videre og dermed også berige den fortsatte samfundsdebat om disse spørgsmål.
B. Forskningsbeskrivelser
(kronologisk ordnet)
(1)
Bibliografiske data
Qvortrup, Lars
Telematikkens betydning. Et essay om informationssamfundets politiske filosofi. København, Gyldendal, 1984. (228 s.) (Kommunikationsserien).
Emne
Telematik og samfund.
Problemstilling og synsvinkler
Sigtet med bogen er, gennem en bred fremstilling af de nye informations- og kommunikationsteknologiers (telematikkens) mulige sociale implikationer, at nå frem til en forståelse af deres »betydningsindhold« eller »latens«. Som det fremgår af bogens undertitel anskues de nye teknologier ud fra en politisk-filosofisk synsvinkel, dvs. der argumenteres ikke ved hjælp af empiriske undersøgelsesresultater, men ved hjælp af filosofisk og sproglig analyse. Telematikkens betydning for en række af samfundslivets områder gennemgås, bl.a. arbejde, demokrati og moral.
De politiske konsekvenser og muligheder for demokratiet diskuteres i kapitlerne »Telematikken og drømmen om et teknologisk demokrati« og »Telematikken og magten«. I disse afsnit vendes nogle af de forskellige spådomme om informationssamfundet. Ud fra forfatterens egen demokratiopfattelse argumenteres her for, at teknikken kan bruges i begge retninger. »Latensindholdet« i telematikken peger to steder hen, siges det
»Mod idealet om at realisere almenviljen via en stærk, repræsentativ stat og via dominerende vertikale strukturer for de offentlige tilkendegivelser. Og mod idealet om at realisere alles vilje via participation, decentralisering, ligelig informations-indhentning og horisontale strukturer for den offentlige debat. Begge disse latenser findes i telematikken, dels som det fornuftretlige, centralistiske »instant democracy«, dels som tværgående interaktionsmuligheder.' (s. 199)
Konklusion og evt. forslag
Forfatteren konkluderer, at »telematikken er flertydig hvad angår dens sociale, politiske og kulturelle implikationer. Den rummer i sine forskellige udformninger lige så mange typer af samfundsmæssigt indhold.« (s. 195). Som metode til at få valgt de rigtige løsninger bør telematikken udvikles og evalueres i selvforvaltende sociale eksperimenter - telematikkens »folkeværksteder«.
(2)
Bibliografiske data
Danziger, James N.
»Hvordan edb påvirker politik og den offentlige sektor« Politica nr. 1 (19), 1987 (s. 7-30)
Emne
Oversigt over politiske og offentlig-organisatoriske effekter af EDB
Problemstilling og synsvinkler
Opstilling af en typologi for mulige effekter af informationsteknologi i det politiske liv og den offentlige sektor samt syntese af hidtil foreliggende empiriske - udenlandske - undersøgelser med henblik på at dokumentere virkningerne.
Den opstillede typologi indeholder for det førte to typer af »analyseobjekter«
1. Det enkelte menneske (f.eks. politikerrollen, vælgerne)
2. Kollektivet (f.eks. politisk parti, en kommune)
For det andet er der fire »effektområder«
1. Kapacitet. Dvs. hvordan den enkelte enhed tackler sine omgivelser. Aspekter herunder er bl.a. informationsmagt, effektivitet og målrealisering.
2. Samspil (interaktioner). Vigtige delområder er samspillet mellem politiske aktører (f.eks. politisk deltagelse, forholdet mellem politikere og embedsmænd), centralisering-decentralisering og kontrol (herunder overvågningsproblematikken).
3. Tænkemåder. Vil edb påvirke eller forme politiske aktørers kognitive og holdningsmæssige tænkemåde, f.eks. hvordan borgerne opfatter politik og hvordan politikere handler (om beslutninger eksempelvis træffes ud fra beregninger henh. vurderinger).
4. Værdifordeling. Delaspekter herunder er bl.a. magtfordeling og privatlivets fred.
Efter gennemgang af en lang række empiriske undersøgelser, resumerer forfatteren bl.a., at
- edb har medført en væsentlig kapacitetsforøgelse hvad angår informationsmagt. Effektiviteten er øget mere end målrealiseringen. Der har kun været en meget begrænset effekt på styring og centralisering. Den politiske beslutningsproces synes ironisk nok at vanskeliggøres af avanceret edb-anvendelse og store datamængder.
- der formodentlig er en påvirkning af politiske tænkemåder, men det empiriske belæg herfor er ikke stærkt.
- magtfordelingen (endnu) ikke synes påvirket i en retning, så ressourcesvage grupper er i stand til at vinde mere indflydelse.
Konklusion og evt. forslag
1) Informationsteknologien har ændret politik og administration i mangfoldige henseender, men ikke påvirket de centrale strukturer og magtrelationer, snarere forstærket det eksisterende mønster.
2) Videreudvikling af teknologien og den kumulative effekt af edb-anvendelse vil dog kunne ændre billedet radikalt.
3) Antallet af empiriske undersøgelser er begrænset, og den periode, der kan undersøges, er af gode grunde kort. Der er store huller i vores viden, og behovet for yderligere forskning understreges.
(3)
Bibliografiske data
Pedersen, Torben Mark
»Servicesamfundet«
Fremtidsorientering nr. 2, 1988 (s. 8-13).
Emne
Er service- og informationssamfundet en ny fase i samfundsudviklingen, som bryder afgørende med industrisamfundet?
Problemstilling og synsvinkler
Væksten i servicesektoren, herunder informationsarbejdet, er i makrosociologiske teorier taget som udtryk for, at samfundet er på vej ind i en helt ny fase, som også betyder en helt ny samfundsstruktur. Er det korrekt?
Forfatteren opregner en række »myter« om servicesamfundet, som herefter belyses med statistiske og historiske oplysninger, bl.a. vedrørende beskæftigelsens fordeling mellem hovedsektorerne i økonomien og forbrugsudviklingen for henholdsvis varer og tjenester. Der argumenteres for, at den øgede beskæftigelse i serviceerhvervene hovedsagelig skyldes væksten i den offentlige sektor. Den private service-beskæftigelse er kun vokset ganske svagt, og stigningen kan især henføres til øget service for de vareproducerende erhverv, ikke forbrugerservice. En del af den voksende offentlige beskæftigelse må også ses som bidragende til en stigning i serviceindholdet i de materielle produkter, f.eks. delvis udddannelse og infrastruktur. I øvrigt er servicesektoren ikke noget post-industrielt fænomen, men har allerede eksisteret før industrialismen.
Dernæst, så har »servicesamfundet« ikke sin egen sociale dynamik eller sin egen særlige struktur. Servicesektoren udvikler sig tværtimod i snæver sammenhæng med fremstillingserhvervene, og produktionforholdene vil ligne industriens - med samme tendenser til rationalisering og effektivisering. Derfor er der kun tale om en kontinuerlig udvikling - ikke et brud med industrisamfundet. F.eks. betegnes det som en myte, at produktionen vil foregå decentralt og i små enheder - hele den finansielle sektor og store serviceproducerende virksomheder som ISS og SAS ses som bevis på det modsatte.
Konklusion og evt. forslag
Forfatteren beskæftiger sig ikke direkte med konsekvenserne for det politiske liv. Men hvis det er rigtigt, at service- og informationssamfundet ikke har - og måske heller ikke engang vil komme til - at ændre samfundet mere fundamentalt til en ny type af samfund, så stiller det spørgsmål ved, om man kan forvente at spore nogle virkninger på demokratiet.
(4)
Bibliografiske data
Qvortrup, Lars
Det levende eller det døde samfund. Nye veje i informationsteknologiens organisering. København, Blytmanns Forlag, 1988. (233 s.) (Publikation. Teknik-Samfund Initiativet, 7).
Emne
Informationsteknologi som samfund
Problemstilling og synsvinkler
Bogens hovedanliggende er - ud fra en bestemmelse af, hvad informationsteknologi er - at argumentere for nye måder at indføre, evaluere og forske i informationsteknologi. Synsvinklen er teknologifilosofisk, men den teoretiske diskussion illustreres med beskrivelser af en række danske informations- og kommunikationsteknologiske projekter, herunder hybridnettet, datamatformidlet undervisning, den offentlige sektors anvendelse af IT og lokalforsøgene, der på dette tidspunkt var i gang (omtalt i afsnit B.6 og reference 5).
Forfatteren gør først op med den traditionelle naturvidenskabeligt orienterede måde at opfatte informationsteknologi på. Den overser, at informationsteknologi er væsensforskellig fra anden teknologi som f.eks. energiteknologi. Informationsteknologien er fundamentalt en social teknologi, eller »et socialt redskab«, fordi dens »objekt« er mennesket og samfundet. Informationsteknologierne bruges »ikke til at manipulere naturen med, men til at manipulere kognitive, interaktive og organisatoriske processer med.« (s. 15) Hvis IT opfattes som andre teknologier, påtvinges det levende samfunds institutioner »det døde samfunds paradigme« (s. 217).
Dette grundsynspunkt bør være retningsgivende for al samfundsmæssig beskæftigelse med og forskning i informationsteknologi.
Konklusion og evt. forslag
Forfatteren udleder især heraf
1. At humaniora og samfundsvidenskab vil få (bør have) en meget stærkere position. Specielt humaniora må dog organiseres anderledes end i dag for at kunne bruges til »produktion og organisering af informationsredskaber«.
3. Der bør udvikles en ny grundforskningstradition, »social informatik«, som omhandler samspillet mellem informationsteknologi og sociale systemer (grupper, organisationer, interaktive systemer m.v.).
3. At udviklingen og implementeringen af informationssystemer må ændres, så borgerne ikke bare er passive tilskuere, men udføres via en demokratisk proces af de berørte parter selv. Dette udmøntes i en bestemt metode, nemlig »sociale forsøg«.
(5)
Bibliografiske data
Cronberg, Tarja
Fremtidsforsøg.
København, Akademisk Forlag, 1990 (247 s.)
Emne
Afsluttende evaluering af forsøgene med informationsteknologi i lokalsamfund.
Problemstilling og synsvinkler
Omtalt i afsnit 6 (hovedafsnit A)
Konklusion og evt. forslag
Selv om forsøgene som omtalt tidligere har haft et specielt sigte, mener forfatteren godt, at man kan udlede nogle generelle resultater. I sin konklusion opsummeres teknologiens konsekvenser på fire niveauter, som går fra det konkrete, tekniske til det mere generelt sociale.
1. Redskabsniveauet (kan teknologien bruges?)
2. Organisationsniveauet (ændres organisatoriske forhold?)
3. Strukturniveauet (ændres arbejdsdeling, flyttes der grænser mellem livsområder, sker der en decentralisering?)
4. Værdiniveauet (ændres mere grundlæggende værdier, så man kan tale om en ny type samfund?)
Vedr. punkt 2 konkluderes, at ny teknologi ikke automatisk fører til organisatoriske forandringer. Hierarkier forsvinder ikke bare. Men IT kan være med til at forstærke mulighederne for dem, der er interesseret i en organisatorisk forandring. Forsøgene anskues i dette perspektiv ikke som en vej til at få større viden om teknologiens organisationsmæssige konsekvenser, men som en metode til afdække behov og mekanismer for organisatorisk fornyelse.
Vedr. punkt 3 konkluderes bl.a., at der er modsat rettede tendenser med hensyn til decentralisering/centralisering, og at forsøgene har medvirket til at synliggøre hindringer for en udvikling i den ene eller anden retning.
Vedr. punkt 4 konkluderes, at forsøgsperioden har været for kort og bredden af forsøgene for lille til en konklusion. Dog ses en begyndelse til værdiforandringer, f.eks. en større åbenhed generelt over for at gå nye veje. Derimod synes der ikke at tegne sig nogen ændringer i opfattelsen af arbejdet som en væsentlig værdi i tilværelsen.
(6)
Bibliografiske data
Hoff, Jens
Informationsteknologi mellem borger og forvaltning. Af Jens Hoff og Klaus Stormgaard. København, Handelshøjskolen i København, Center for Offentlig Organisation og Styring, 1990. (37 s.) (COS forskningsrapport, 1990: 22).
Emne
Teoretisk, politologisk analyse af forholdet mellem borger og forvaltning, som efterfølgende illustreres ved 2 cases, som vedrører sagsbehandling på det sociale område (»Bistandssystemet« og Ringsted kommunes ekspertsystem) samt forsøgene med videotex i Ballerup og Suså kommuner (omtalt i reference 7).
Problemstilling og synsvinkler
De enkelte systemer vurderes i forhold til en række målsætninger, såsom (1) service og tilgængelighed (sagsbehandlingstider, adgang til information m.m.), (2) retssikkerhed, tryghed, borgernes handlemuligheder m.v. og (3) demokrati.
I forhold til demokrati-målsætningen er videotex-forsøgene mest centrale, fordi de sigter på at øge borgernes inddragelse i kommunens politiske liv. For at kunne fungere som effektive redskaber hertil, mener forfatteren, at det ikke er nok at indlægge traditionelle oplysninger i systemet. Hvis de virkelig skal bruges til demokratisering, må de medvirke til »at synliggøre de politisk/administrative beslutnings- og planlægningsprocesser, som tidligere i stor udstrækning er foregået »bag scenen«. At forsyne informationssystemerne med denne type oplysninger kræver både en åbenhed fra forvaltningens side, såvel som en udviklet evne til at repræsentere disse data på en måde, så de både er relevante og nemt forståelige for borgerne. (s. 28-29).
Konklusion og evt. forslag
Forfatterne konkluderer, at anvendelsen af informationsteknologi i forholdet mellem borger og forvaltning rummer mulighed for at kunne indfri både målsætningerne om øget effektivitet og øget borgerinddragelse, og at intet tyder på, at bestræbelsen for effektivitet skulle hindre indfrielsen af demokrati-målsætningen. Videotex-systemerne vurderes at medføre de bedste muligheder, fordi de indebærer en større grad af brugerinvolvering (s. 32).
Hvis antagelsen om, at borgerne i dag vurderer styrets legitimitet på grundlag af deres egne erfaringer med den offentlige service's kvalitet (og ikke bare på mulighederne for demokratisk indflydelse), vil også den øgede effektivitet kunne styrke demokratiet.
Bibliografiske data
Jæger, Birgit
Kommunal service som selvbetjening - Evaluering af forsøg med videotex.
Af Birgit Jæger og Olaf Rieper. København, AKF Forlaget, l991. (144 s.)
Emne
Evaluering af et forsøg med videotex i Ballerup og Suså kommuner.
Problemstilling og synsvinkler
I Ballerup blev opstillet 22 terminaler på offentlige steder. I Suså blev der opstillet 8 terminaler på offentlige steder og 79 i private hjem. De udbudte tjenester bestod af (1) Informationstjenester, (2) kommunikationstjenester (f.eks. telepost og vægavis) samt (3) transaktionstjenester (f.eks. bestilling af varer og boligansøgning). I Ballerup var de udbudte tjenester kun kommunale, i Suså deltog også private. Forsøget blev initieret af Kommunedata med det formål at undersøge grundlaget for at sælge et sådant system til kommunerne.
Den del af forsøget, som indeholdt muligheder for politisk kommunikation, er særlig relevant i denne sammenhæng.
Konklusion og evt. forslag
Vedr. borgerne konkluderes, at de har haft en rimelig nytte af systemerne, trods begrænsninger i forsøgene. Interessen for at søge oplysninger om og debattere lokale politiske forhold (f.eks. oplysninger om kommunalbestyrelsesmøder) var relativt lille. Men det skønnes, at nogle af dem, der skrev elektronisk post til kommunen, ellers ikke ville have ytret sig i den lokale debat.
Vedr. kommunerne konkluderes, at systemerne næsten ikke har erstattet eksisterende tjenester, og der er ikke realiseret besparelser. Systemerne skal indeholde flere oplysninger og faciliteter, integreres med andre videotex-tjenester, og udbredelsen af terminalerne være langt større, før de er bæredygtige.
(8)
Bibliografiske data
Schmidt, Marcus
Direkte demokrati i Danmark. Om indførelse af et elektronisk andetkammer.
København, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1993 (172 s.)
Emne
Direkte demokrati (folkeafstemninger)
Problemstilling og synsvinkler
Forfatteren kritiserer først det eksisterende repræsentative demokrati og mener, at der er behov for mere direkte demokrati. Med baggrund som forsker i markedsanalyse foreslås, at den nye form for forbrugersurveys, som er muliggjort via trykknaptelefoner koblet til computere med voice-response facilitet, også tages i anvendelse som folkeafstemningsmetode. Det kan ske ved, at man lader 70.000 tilfældigt udtrukne vælgere fungere som medlemmer i et »elektronisk andetkammer« for et år ad gangen. Der fremlægges et detaljeret forslag med budget for driften af et sådant system.
Arbejdet har ikke karakter af egentlig forskning. Der er tale om en debatbog, hvor forfatteren bygger på sin egen markedsanalyseforskning og den politologiske litteratur om demokrati.
Konklusion og evt. forslag
Konkret forslag om indførelse af trykknaps-folkeafstemninger.
Kommentar
Bogens centrale anliggende er indførelse af mere direkte demokrati. Dette kunne i princippet opnås på flere måder og er for såvidt ikke relevant i denne forskningsoversigt. Når bogen er medtaget her, er det fordi den metode, der anvises, peger på en af den ny informationsteknologis muligheder for at udbygge folkestyret.
Bogen behandler imidlertid ikke mere indgående de mange spørgsmål om sikring af anonymitet, manipulation med programmel m.v. - og dermed systemets risiko for manglende legitimitet som demokratisk institution.
(9)
Bibliografiske data
Viborg Andersen, Kim
Computerization and the political world: Impacts on capabilities, interactions, orientations, and values.
København, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, 1993 (38 s.). (Arbejdspapir 1993/5)
Emne
Politiske og offentlig-organisatoriske effekter af EDB
Problemstilling og synsvinkler
Med anvendelse af det begrebsapparat, som oprindeligt blev udviklet af James N. Danziger (jf. reference nr. 2), har forfatteren foretaget en litteratursøgning i internationale tidsskrifter inden for politologi og informationsvidenskab for at finde empiriske undersøgelser fra perioden siden 1986 med henblik på at undersøge, om disse nyere undersøgelser kunne bekræfte eller afkræfte Danzigers resultater. I alt findes 32 relevante artikler. Ligesom det var tilfældet i Danzigers artikel er undersøgelserne stort set udenlandske. Der synes kun at være en enkelt dansk (Hoff & Stormgaard, se reference 6).
På nogle af del-områderne blev der ikke fundet nyere undersøgelser, bl.a. vedrørende det, Danziger kaldte »tænkemåder« (engelsk: orientations).
Konklusion og evt. forslag
Forfatteren konkluderer, at de nyere undersøgelser alt i alt bekræfter de resultater, Danziger nåede frem til. Endvidere, at dette forskningsområde forekommer at være meget forsømt af politologer, jf. det meget begrænsede antal undersøgelser, der blev fundet.
Bilag 14
Oversigt over forskningen inden for emnet
De politiske partier - herunder funktion og rekruttering
Nils Bredsdorff og Peter Søndergård
Dette forskningsområde er særegent ved, at der for nylig er udarbejdet en omfattende bibliografi over alle aspekter af emnet: Jørgen Elklit, Gorm Willemoes Jensen og Karen Prehn, Danske politiske partier 1970-92. En bibliografi, Institut for statskundskab 1993.
Bibliografien er på mere end 1000 numre og er forsynet med stikords-, forfatter- og titelregistre.
Nedenstående udvalg er foretaget med støtte i denne bibliografi efter hovedemnet demokrati og magt. De enkelte partiers historie og udvikling er ikke medtaget, og den meget omfattende forskning i vælgeradfærd kun repræsenteret i den udstrækning undersøgelserne siger noget om holdningen til partisystemet eller partiernes funktion generelt. Det samme gælder for forskningen i de nye former for politisk deltagelse, græsrodsbevægelserne. Begge områder kræver en selvstændig behandling.
Hovedvægten er lagt på den nyere forskning. Dette skyldes, at der i begyndelsen af firserne blev foretaget en række meget store undersøgelser af de politiske partier, som er sammenfattet i nogle hovedrapporter, som overflødiggør mere detaljerede påvisninger. De nyere undersøgelser trækker på og udvider disse ældre resultater.
Først omtales den generelle litteratur om partiernes funktion i det politiske system, dernæst gås mere i detaljen i forhold til tesen om partiernes forfald, dvs. udvikling i medlemstal og rekruttering.
I. Partiernes funktion og partisystemet
Forskergruppen vedrørende den politiske beslutningsproces i Danmark udgav en serie publikationer, hvoraf skal nævnes Erik Damgård (red.) Partigrupper, repræsentation og styring, Schultz 1982 og desuden Erik Damgård Partier og demokratisk styring in: Erik Damgård (red.) Dansk demokrati under forandring, Schultz 1984.
Hovedsynspunkterne i disse klassiske undersøgelser er dilemmaet mellem repræsentation og styring eller mellem interesserepræsentationen og beslutningstagen. I begge undersøgelser vises hvorledes de forskellige interesser, internt i partierne, mellem partierne, mellem partierne og interesseorganisationen og mellem partier, vælgere og partiorganisationer, påvirker den politiske beslutningsproces. Mens den første (1982) koncentrerer sig om en nøje kortlægning af folketingsmedlemmernes synspunkter på disse spørgsmål, trækker den anden også interesseorganisationerne og forvaltningen ind. I en tidligere publikation fra samme store undcrsøgelse Ole P. Kristensen, Deltagelse i partipolitiske aktiviteter in: Folkets veje i dansk politik (Erik Damgård red.) Schultz 1980, vises også hvorledes deltagelsen i det partipolitiske arbejde fungerer, dvs. hvilke grupper der er partiaktivister og hvorledes de vurderer partimedlemskabet. Partiaktivisterne adskiller sig fra vælgerne ved en mere ekstrem placering på en højre-venstre skala, hvilket muligvis præger mulighederne for Folketingets beslutningseffektivitet. Partiernes faldende medlemstal noteres, men samtidig ses at store grupper er partipolitisk interesserede. Sammenfattende gives et »billede af et politisk system med forholdsvis svage eller svækkede politikere og forholdsvis stærke organisationer og embedsmænd. Det understreger i det mindste, at begrænsningeme i partiernes styringsmuligheder er blevet mere iøjnefaldende.« (Damgård 1984 s.100)
Svækkelse af partier og Folketing og styring gennem etableringen af segmenter eller jerntrekanter var det billede som tegnedes på baggrund af »skæbnevalget« i 1973, hvor det etablerede partistyresystem brød sammen. Mogens N. Pedersen bekræfter i en større samlet fremstilling af partisystemet, at der er tale om voldsomme ændringer, men afviser, at der er baggrund for at tale om partiernes krise. Mobiliserings- og integrationsfunktionen er forandret i forhold til det gamle partisystem, men det er ikke brudt sammen, det har tilpasset sig. Mogens N. Pedersen, The danish »working multiparty system«: Breakdown or adaption? in: Daalder (ed.) Party systems in Denmark, Austria, Switzerland, The Netherlands and Belgium, Frances Pinter, London 1987. (Se også den anden større fremstilling af det danske partisystem: Gunnar Sjøblom The role of political parties in Denmark and Sweden, 1970-1984 in: Richard S. Katz (ed.) The future of party government, vol. 2, Walter de Gruyter, New York 1987.)
Lars Bille, Denmark: The oscilating party system in: West European Politics vol. 12 no. 4, 1989 giver en komprimeret fremstilling af det danske »vibrerende« systems særtræk. Set i forhold til etablerede partiteorier viser udviklingen efter 1973 dette: De små centrumspartiers kompromissøgende rolle, muligheden for at bruge valgudskrivning til at overkomme fastlåste situationer, firsernes regeringers vilje til at blive siddende trods oppositionens faktiske flertal, stabiliteten i de to blokkes størrelse gennem perioden. Bille understreger parternes tilpasningsevne og de historiske traditioner for kompromis, samarbejde, partisammenhold og disciplin. Tilpasningsevne understreges også af Jan Sundberg, Premisser for politiskt massmedlemskap: Partierne i Danmark i en nordisk jamforelse in: Politica nr. 3, 1989. Den politiske fragmentering og den omfattende aktivitet i græsrodsbevægelserne har mindsket partiernes indflydelse og ledernes autoritet. Gennem beslutningen om partistøtte til partier og bevægelser, som ikke har sæde i Folketinget har partierne integreret disse i det politiske system. Måske er partimagten dermed blevet styrket?
Mogens N. Pedersen og Erik Damgård pointerer i polemisk form begge, at massepartiernes krise ikke er partiernes krise og at de funktioner partisystemet udfører, også kan udføres af andre typer partier. »Der er masser af tegn pa, at vores danske partisystem fungerer helt perfekt som et magt- og magtfordelingsinstrument.« (Mogens N. Pedersen)in: Jørgen Elklit (red.) De politiske partier - nu og i fremtiden, Institut for statskundskab og Lintas, 1990.
Partier er ikke bare partier. De er som Jacob Buksti gør opmærksom på meget forskellige i deres struktur og de opgaver, de satser på at varetage. I Partiapparaternes rolle og udvikling, Politica nr. 3 1989 trækker han med Socialdemokratiet som eksempel nogle af forskellene frem og fremhæver de forandringer, som f.eks. den parlamentariske situation i firserne har igangsat i selve organisationsapparatet, sekretariats- og stabsfunktioner, professionalisering af medarbejderne. Men nogle partier har meget små organisationer bag sig og består så at sige af folketingsgruppen - Buksti kalder dem parlamentspartier i modsætning til partiorganisationer. Og deres forhold til de nye vilkår er anderledes end de store folkelige partiers. I en analyse af partiernes valgkampagner har Lars Bille peget på en række fælles træk ved kampagnerne og organisationernes arbejde. Vigtigst er under de ustabile mindretalsregeringer, at partierne aldrig ved, hvornår der udskrives valg og at de mange mulige koalitionspartnere har en modificerende virkning på valgkampene. Lars Bille, Election campaigning in Denmark, Forskningsrapport 1990/7, Institut for statskundskab, Københavns Universitet.
Erik Damgård konkluderer i 1990 om partigrupperne i Folketinget, at opsplitningen af det gamle partisystem og nye partityper giver nye betingelser, men at gruppernes funktion ikke er ændret. Folketinget er blevet styrket gennem institutionelle reformer og større vanskeligheder ved flertalsdannelser, vilkårene er ændrede, men folketingsgruppernes placering er stadig central og deres funktionsmåde og sammenhold usvækket Erik Damgård, Parlamentarismens danske tilstande in: Erik Damgård (red.) Parlamentarisk forandring i Norden, Universitetsforlaget, Oslo 1990. Den meget omtalte krise for partierne er således ikke at finde i folketingsgruppernes funktion, men i partiernes andre funktioner. Om dette skriver Mogens N. Pedersen. En kortfattet oversigt over det danske partisystems udvikling in: Politica 1989 s. 265 ff. Lars Bille tager tråden op i Demokrati og partier, Forskningsrapport 1993/1 Institut for statskundskab, Københavns Univeristet. Det centrale punkt er, at partierne som folkelige organisationer konkurrerer om indflydelsen med andre interesseorganisationer. Partiernes forfald, jf. nedenfor betyder, at andre organisationer løber med indflydelsen og vælgernes bevågenhed uden samtidig at varetage de brede mobiliserende og socialiserende funktioner, som partierne havde. Hermed svækkes måske afgørende funktioner i det politiske system, som ikke varetages af de andre organisationer, eller de andre organisationers konkurrence med partierne påvirker partiernes måde at udføre deres funktioner på.
Årsagerne til partiernes ændrede funktion diskuteres mere udførligt af Jørgen Goul Andersen, Mod klassisk demokrati? Ansvarlighed og uansvarlighed i dansk politik in Grus nr. 32, 1990. Her kædes »ændrings-og opløsningstendenser« sammen med overgangen til et postindustrielt samfund, som ændrer konfliktstrukturen (modsætning mellem kapital og arbejde) og mediernes rolle. Det er organisationerne snarere end vælgerne der blive orienteringsløse i denne nye situation. I Jørgen Elklit (red.) De politiske partier, 1990, fremhæver Elklit ændringen i samfundets sociale og økonomiske struktur og dertil hørende klasseopdeling, ændringen i mediebilledet, firbladssystemets afvikling og tv's fremkomst og ændringer i borgernes cost og benefit-overvejelser i forbindelse med partiarbejde og fast partitilhørsforhold.
Niels Thomsen giver i sin analyse af udviklingen følgende sæt af samvirkende faktorer »æren« for at have ændret grundlaget for det danske politiske system: Forandringer i erhvervs-, social- og befolkningsstrukturen, ændringer i partier, medier, organisationer, uddannelse og miljøpåvirkning, skærpelse af modsætningerne i den politiske ideologi, og statens egen politik. Niels Thomsen, Det politiske rodnet, Folk og politikere i Danmark i vor tid in: Goul Andersen et al. Vi og vore politikere, Den politiske troværdighed i Danmark, Rockwool fondens Forskningsprojekt, Spektrum 1992.
I sådanne generelle forklaringsforslag inddrages naturligvis også borgernes syn på partierne og det politiske system, som det f.eks. sker i Jørgen Goul Andersen, Politikerleden myte eller realitet? Vi og vore politikere, Den politiske troværdighed i Danmark, Rockwool Fondens Forskningsprojokt, Spektrum 1992. Her fremstår det paradoksale faktum, at vælgerne/borgerne værdsætter det politiske system, det representative system, men ytrer en vis portion mistillid til politikerne. I de detaljerede undersøgelser er både tillidens og mistillidens elementer kompliceret skruet sammen og forløbsanalyser viser stærke udsving. Trods det faldende medlemskab er partiidentifikationen og sympatien stadig meget stor (s.141) Undersøgelsen er fra 1991.
Medborgerskabsundersøgelsen er interessant (set fra et »brugerstandpunkt«) fordi den er lagt an på sammenlignelighed med den svenske Magtudrednings undersøgelse af magt og afmagt, fordi den søger sammenlignelighed med dele af tidligere undersøgelser, og fordi den forholdcr sig diskuterende til de tidligere undersøgelser. Dens brede afgrænsning af politisk deltagelse inddrager både interesseorganisationer, græsrodsaktiviteter og den nye »brugerkanal« (skole- og forældrebestyrelser) og falder derfor uden for denne oversigt (men inddrager firsernes græsrodsundersøgelser). Gennem undersøgelse af partimedlemmernes aktivitet og intensiteten i aktiviteten, årsagen til partimedlemmers udmeldelse og ikke-medlemmers manglende motivation for indmeldelse, nås at interessen for politik er blevet større, at deltagelsen i andre aktiviteter end partiarbejde er vokset, at nye ulighedsformer træder frem dels fordi de mest ressourcerige er mest aktive i de nye deltagelsesformer og dels fordi tilknytning/ikketilknytning til arbejdsmarkedet betyder meget for deltagelsen i politisk arbejde. Et af de afgørende »demokratiproblemer«, som fremhæves er, at partiernes funktion som »identitetsskabende fælleskaber ikke er blevet erstattet af andre former, hvilket bl.a. skyldes en ændring af græsrodsbevægelsernes ændring fra idepolitiske mod enkeltsagsprægede bevægelser fra slutningen af firserne. Johannes Andersen m.fl. Medborgerskab - demokrati og politisk deltagelse, Systime 1993.
De fleste forskere afviser brugen af ordet krise i forbindelse med det politiske system, således også Palle Svensson i Vælgernes syn på det danske demokrati in: Elklit og Tonsgaard (red.) To folketingsvalg - Vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988, Forlaget Politica 1989, som bygger på en undersøgelse fra 1987. Han finder støtte til tidligere undersøgelser (Damgård 1980) og sin egen Danskernes opfattelser af den politiske politiske magtstruktur, Politica 1983 nr. 3, som understreger sammenfaldet mellem befolkningens opfattelse af magtstrukturen og det politiske systems selvforståelse som et pluralistisk demokrati. Nannestad viser i Dimensioner i vælgernes opfattelse af partisystemet in: Elklit og Tonsgaard (red.) Valg og vælgeradfærd, Forlaget Politica 1984, at befolkningen har en overvejende positiv holdning til de politiske partier og en klar og stabil opfattelse af det politiske system og de politiske partiers placering. Undersøgelsen omfatter perioden 1971-79 og afviser at 1973 valget var afgørende. Dette bearbejdes videre i P. Nannestad, Reactive voting in danish general elections 1971-79, Århus University press, 1989.
Den udbredte konsensus om at relativere krisebegrebet sættes i relief af ganske få kritiske røster og metodiske diskussioner af de foretrukne undersøgelsesmetoder, således Johannes Andersen Ingen politisk krise i Danmark - forskning for systemet in: Grus nr. 29, 1989, som er en diskussion af Elklit og Tonsgaard, To Folketingsvalg og svaret fra Palle Svensson Om apologi og empiri in: Grus nr. 30, 1989. I Demokrati uden partier, Hovedland 1990, drager Andersen en anden konklusion på den høje valgdeltagelse og den lave politiske deltagelse end, at det udtrykker passiv tilslutning til partierne. Det ses som en tilslutning til det demokratiske system og en afstandtagen eller kynisme i forhold til partierne. I to kapitler i Jørgen Goul Andersen, Politik og samfund i forandring, Columbus 1993, gives en opsummering af de måske paradoksale, men i hvert fald tilsyneladende modstridende empiriske data i forhold til »Forbindelseslinierne mellem borgere og styre: Valg, partier, interesseorganisationer« og »Situationsbestemte forbindelser mellem borgere og styre« (desværre uden mange referencer, hvilket kompenseres ved samme forfatters artikel i Medborgerskab - demokrati og politisk deltagelse, 1993 jf. ovenfor).
I et temanummer af Politica (nr. 1 1994) Dansk parlamentarisme, forsøges Erik Damgårds analyse Parlamentarisk forandring i Norden, 1992 jf. ovenfor, videreført. Palle Svensson, Hans Christian Mikkelsen og Jesper Wittrup konkluderer partiernes adfærd i Folketinget er præget af kontinuitet og ikke af brud, at partidisciplinen er stabil eller fortsætter sin stigende tendens og at konsensusdemokratiet fortsat består - alt dette trods andre tegn på stigende konfliktniveau i tinget og de indtil flertalsregeringens i 1992 nye ekstreme forhold for mindretalsregeringerne.
II.- Partiernes forfald, udvikling i medlemstal og rekruttering
Alle undersøgelser konstaterer entydigt, at medlemskab af politiske partier er et vigende fænomen i Danmark; nogen kalder endog faldet dramatisk, og omdøber det »forfaldet« (Kaare R. Skou, 1990). Der er tale om en tendens, som ikke ses tilsvarende voldsomt i de øvrige nordiske lande, i sig selv et interessant fænomen, landenes tilsyneladende ensartethed taget i betragtning. Mens 27 % af vælgerne i 1947 var medlem af et politisk parti, var der i 1992 kun tale om 6 %. Faldet synes dog at være bremset fra cirka 1980. Faldet har gjort sig gældende i hele efterkrigstiden for de »gamle partier«, men med uens styrke for forskellige partier. For de nye partier er den generelle tendens et relativt lille og nogenlunde stabilt antal medlemmer (Lars Bille, 1991). Faldet er ikke fulgt op af et almindeligt fald i danskernes andre foreningsmedlemskaber eller i andre former for politisk deltagelse (græsrodsaktivitet) i samme periode.
Faldet dokumenteres bl.a. i Jørgen Elklit: Faldet i medlemstal i danske politiske partier nogle mulige årsager, Politica, 1991, vol 23, nr 1; Jan Sundberg: Exploring the basis og declining party membership in Denmark- a scandinavian comparison in: Scandinavian Political Studies 1987, vol 10, nr 1; Lise Togeby: The nature of declining party membership in Denmark - causes and consequences in: Scandinavian political studies, 1992, vol 15, no 1; Lars Bille: The Danish party organizations and the thesis of party decline, Forskningsrapport 1991 nr 4, Institut for statskundskab, København; Niels Kærgård: Partiernes krise og den økonomiske styring in: Politica 1989, vol 21, nr 3; Niels Thomsen: Det politiske rodnet (1992), Kaare R. Skou: Den moderne afpolitisering og partisystemets forfald in: Grus, 1990, nr 32.
Forskernes forsøg på at forklare årsager til fald i partiernes medlemstal kan rubriceres på forskellig måde. Her er valgt at skelne mellem A) ændringer i afgørende samfundsstruktur og uddannelscsmønster, B) statsliggørelse, ændringer i lovgivningens karakter og den administrative struktur, C) i kommunikations- og medieforhold og D) ovcrvejelser hos de potentielle partimedlcmmer af typen »for og imod« en slags personlige cost/benefit overvejelser (rational choice-teori), E) mens de samme kalkulerede overvejelser også foregår i partiorganisationer, hvor man vejer fordele og ulemper ved at have partimedlemmer.
Opdelingen er af analytisk karakter, da der også er tale om at forhold mellem kategorierne påvirker hinanden eller har fælles udspring. Stukturerende for dette kapittel har været Jørgen Elklits statusartikel over forskning i partimedlemskab: »Faldet i medlemstal i danske politiske partier.« (1991). Andre forskeres resultater er trukket ind i de enkelte afsnit.
A) ændringer i dansk samfundsstruktur og uddannelsesmønster
Der er almindelig enighed blandt forskerne om at ændringer i den danske sociale struktur spiller en afgørende rolle for udviklingen i partimedlemskab. Der peges på ændringer i klasse- og erhvervsstrukturen; de tre bærende samfundsklasser, borgerskabet, bønderne og arbejderne,hvis politiske interesser blev varetaget af henholdsvis Højre/Konservative, Venstre og Socialdemokratiet, er ikke mere bærende i samme entydige betydning. Landbruget beskæftiger ikke mere samme antal og arbejderklassen og dele af borgerskabet er opbrudt i en række lønarbejder- og funktionærlag, hvis politiske identifikation stritter i flere retninger.
Togeby (1992, side 14) understreger, at det er nedgangen i beskæftigede i landbruget der er hovedårsagen til partiet Venstres medlemstilbagegang, da de tilbageblevne kernevælgere fortsat har en høj organisationsprocent. Derimod er der med hensyn til arbejderbefolkningen tale om et egentligt fald i ønsket om at være partimedlem. Som en tredje årsag til det almindelige fald i partimedlemskab, peger hun på, at den nye middelklasses mobilisering i 70erne gik uden om partierne; om det var fordi de sov i timen eller om denne relativt veluddannede gruppe/klasse under alle omstændigheder ville have organiseret sig alternativt i bl.a. græsrodsbevægelser kan der næppe siges noget præcist om.
Togeby konkluderer, at faldet i partimedlemskab i Danmark hovedsageligt skyldes faktorer af demografisk og klassemæssig art samt det stigende uddannelsesniveau i befolkningen. Hun mener derimod ikke, at forklaringer på faldet som følge af de ændrede medier, kommunalreformen, højt medlemskontingent, m.v. er dokumenterede. Allerhøjst kan disse faktorer have accelereret udviklingen. Tilhængerne af disse teser skylder en yderligere forklaring på hvorfor ændringerne alene skulle have påvirket arbejderklassen.
B) statsliggørelse, ændringer i lovgivningens karakter og den administrative struktur
Ud over, at ændrede uddannelsesforhold løsner bindinger mellem politisk parti og vælger/partimedlem, peges der også på, at staten og upolitiske organisationer i dag har overtaget en række sociale tryghedsfunktioner og fritidstilbud, som tidligere delvist kanaliseredes gennem de politiske partier. Dette svækker tilskyndelsen til at blive medlem af et politisk parti, ligesom det er de samme faktorer der peges på, når den større bevægelighed, volatilitet i vælgerbefolkningen, især fra slutningen af 60'erne skal forklares.
Der er også peget på (bl.a. Jacob A. Buksti 1989 her side 281), at Kommunalreformen fra 1970, der afspejlede ændringcr i »den geografiske placeringsstruktur« og desuden nedskar antallet af lokale politiske tillidsposter/kommunale bestyrelsesposter/lokale partiforeninger, hvilket skulle have dæmpct incitamentet og motivationen for at tilslutte sig et politisk parti. Dette er også hovedtesen hos Jan Sundberg (1987), som i en sammenligning mellem de nordiske lande finder, at der i samtlige, på nær i Danmark, er tale om en stigende eller stabil andel af partimedlemmer. Det viser sig, at der er en markant forskel i antallet af valgudpegede politiske tillidsposter 1970-81 i Danmark (5294) i forhold til Norge (14884), Finland (12736) og Sverige (16314). Udregnes det på basis af vælgerbefolkningerne skulle der i Danmark 672 vælgere til en tillidspost, i Norge 190, i Finland 266 og Sverige 361. (Synspunktet udbygges og modereres i en senere artikel, Jan Sundberg, 1989).
Lise Togeby (1992, side 14-15) indvender mod disse antagelser, at Kommunalreformen havde de mest dramatiske virkninger i de tyndt befolkede egne, og at hvis nedskæringen i antallet af kommuner havde indflydelse på motiverne til at melde sig ind i et politisk parti, måtte det kunne mærkes på bøndernes politiske deltagelse, men det er ikke tilfældet.
Selve det forhold, at der i dag findes flere partier end de traditionelle fire, gør, at vælgeren har større mulighed for at finde et sæt politiske holdninger, de kan identificere sig med; man behøver ikke at melde sig ind i et politisk parti for at forsøge at påvirke et partis politik i en retning der svarer til egne præferencer (Kaare R. Skou 1990).
Kaare R. Skou (1990) peger på, at der er en stigende tendens til, at lovgivningen har karakter af »bemyndigelseslovgivning« eller rammelovgivning fordi man vil undgå at fastsætte detaljerede bestemmelser, men overlade dette til ministre og embedsmænd. Selv om der relativt set ikke vedtages flere love af denne type end tidligere, mener han, »at der er sket en mærkbar kvalitativ ændring i retning af, at bemyndigelsesbestemmelserne er blevet så omfattende, så der i dag behandles lovforslag, der stort set ikke indeholder konkrete bestemmelser (. . .) For vælgerne betyder den form for lovgivning, at de oplever politisk debat som en diskussion om abstrakter, mens det konkrete, der har betydning for den enkeltes hverdag er overladt til ministeren og hans embedsmænd. (. . .) Vælgerens kontakt til embedsapparatet går ikke gennem partierne, men gennem de traditionelle organisationers eller græsrodsbevægelsernes mere eller mindre velorganiserede lobbyapparat (. . .) (s. 41) Medborgerskabsundersøgelsen ser ikke de to former for aktivitet som alternativer. Derimod viser undersøgelsen, at vælgerne først og fremmest ønsker at tage stilling fra sag til sag - ikke p.gr. a. voldsom utilfredshed med partierne men fordi det passer dem bedst. (Jørgen Goul Andersen, Politisk deltagelse i 1990 sammenlignet med 1979 in: Johannes Andersen et. al. Medborgerskab - demokrati og politisk deltagelse, Systime 1993)
C) Ændringer i kommunikation og mediestruktur
Det traditionelle kommunikations- og bindeled mellem de fire gamle partier og lokalsamfund, partiernes lokale vælgere og lokale partimedlemmer gennem »firbladsystemet« eksisterer ikke længere (Niels Thomsen, 1992) Avissystemet var egnet til at understøtte »lokalismen«, tolke de lokale (parti)spørgsmål i de nationale, fastholde loyalitet, styrke partiidentifikationen hos vælgere/medlemmer ved at afstikke grænser og skillelinier mellem partierne. Ved »bladdøden« i efterkrigstiden forsvandt denne partipolitiske udlægnings- og forklaringskanal.
De danske massepartier forvandler sig til mediepartier, hævder Mogens N. Pedersen (1989). Der peges også på tv-mediets nye form for ikke-partipolitisk, person- eller enkeltsagsorienterede, forenklende politiske journalistik og det forhold at alle (seere) udsættes for nogenlunde den samme type politiske orientering samtidigt. Man kan blive politisk informeret uden om et parti og uden at læse det politiske avisstof. Også tv-mediets rolle som formidler af kampagner og budskaber fra nye partidannelser nævnes og det sandsynliggøres, at dette bidrager til at disse lettere og hurtigere bliver aktører på det partipolitiske marked, og dermed til at deres mulige succes eller fald fremskyndes, uanset om disse partier har nogen stor underskov af medlemmer eller sympatisører til at formidle det politiske budskab. TVs form, dets iscenesættelse af politiske nyheder skulle medvirke til vælgerbefolkningens øgede volatilitet.
Men det forudsætter eksistensen af lydhørhed og modtagelighed, mener Kaare R Skou (1990). Gennembrud for nye partier og valgkredssejre for de gamle partier »havde dog næppe fundet sted, hvis der ikke i forvejen havde eksisteret et - måske ubevidst - behov for »noget andet«». Lise Togeby (1992) er ligeledes skeptisk med hensyn til tv-mediets ansvar for faldet i partimedlemskab, fordi der i så fald måtte kunne konstateres et generelt fald i politisk aktivitet: »Man skal langt tilbage i historien for at finde en periode, hvor så mange mennesker deltog i politiske møder og demonstrationer som 1970erne og 80erne«.
Det kan indskydes, at der er en tendens hos forskerne til at pege på, at de løsnede partiloyalitetsbånd som befordres af ændret social struktur og nye medier m.v., forklarer både vælgeradfærdens stigende ustabilitet og den faldende lyst til at være medlem af et politisk parti: »Med færre stabile vælgere, vil der også være færre, der udvikler et sådant tilhørsforhold til et parti, at de melder sig ind« (Elklit, 1991, side 66).
Dette er en tese, som nødvendigvis forudsætter en bestemt, traditionel, dansk opfattelse af, hvad et politisk parti er for en type organisation og, at medlemskab er en »alvorlig«, personligt forpligtende sag. Politiske partier har ikke nødvendigvis denne karakter, og en skelnen mellem sympatisør/vælger og medlemskab i den skandinaviske forstand kan alterneres med andre former.
Der kan i denne forbindelse peges på det i andre demokratiske samfund udbredte fænomen, der i den meget omfattende internationale politisk-videnskabelige diskussion går under betegnelsen »politisk klientelisme«. Denne gren af den politiske forskning opererer med modeller hvor bindingerne mellem partiforening/politiker og vælgere antager direkte eller indirekte individualiserede kontraktformer: jeg giver min stemme til gengæld for jeres støtte til. . . I disse samfund er partimedlemskab ofte en formel, »ukompliceret« sag, mens byttet i form af politisk stemme til gengæld for en af partiet/politikeren udvirket tjeneste (job, bolig, licens/kontrakt, hjælp og intervenering til at klare en særlig sag) er det essentielle. Der findes ingen forskning eller vurdering af mulige klientelismetræk i det danske samfund og politiske system; mærkeligt nok, det danske folkevid kender ellers mange fortællinger om hvordan held og Iykketræf kan sættes i forbindelse med partiloyalitet.
Ifølge Lise Togeby (1992, side 15) er det kun arbejdernes aftagende lyst til at være partiorganiseret og svækkelsen af socialdemokratiet som kræver en særlig forklaring. (Jørgen Goul Andersen, Politisk deltagelse 1993 s. 56 har samme vurdering). Det almindelige fald i partimedlemskab forklarer hun ud fra demografiske og uddannelsesmæssigc faktorer. Med hensyn til arbejdernes demobilisering i form af partimedlemskab, mener Togeby, at man kan pege på nogle kulturelt-strukturelle faktorer. Der er ændringerne i boligmønsteret, som har betydet, at de gamle arbejderkvarterer er forsvundet eller blevet stærkt fortyndede; arbejdere bor nu oftest sammen med funktionærerne i forstæderne, og deres børn går i de samme skoler og sparker til den sammc fodbold. En særlig afgrænset arbejderkultur har ikke længere grobund. I modsætning til f.eks. det svenske socialdemokrati opdagede det danske for sent hvad der var ved at ske, mener hun.
D) individuelle overvejelser
Modellen forudsætter, at vælgere/partimedlemmer foretager rationelle valg om at blive partimedlemmer eller forblive partimedlemmer på baggrund af deres individuelle situation, deres forventninger, holdninger, følelser, interesser som igen afgrænses af strukturelle forhold. »Hvorfor skal man egentlig være medlem af et politisk parti?», spørger Jørgen Elklit (1991, side 68), og svaret hænger i luften. Elklit beklager, at der ikke er foretaget større repræsentative undersøgelser af partimedlemmers motiver til at være partimedlemmer. I ovennævnte artikel opstiller han dog en tentativ opregning af cost-benefitkalkuler (pull og push-faktorer), hvoraf nogle synes at blive bekræftet i Sensor/Jyllands-Postens vælgeranalyse fra 1990. Her konfironteres partimedlemmer (fordelt på »stabile« og på dem der overvejer udmeldelse) og andre vælgere (fordelt på »stabile« og dem der overvejer indmeldelse) med spørgsmål formet som påstande om partier og partimedlemskab, men materialet er for mangetydigt til at konkludere sikkert på.
Af vælgerundersøgelser i 1987 og 1990 (Sensor) er partimedlemmer fordelt på de sædvanlige køns- og aldersvariable. Det fremgår at mænd er i overtal, men at der findes en udjævningstendens mellem kønnene (Lise Togeby: Politiseringen af kvinder og af kvindespørgsmålet, I: Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard (red): To folketingsvalg vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988 - Politica, 1989). For begge køn er aldersgrupperne over 49 år stærkest repræsenteret, hvilket hovedsageligt er en periodisk effekt af det almindelige fald i partimedlemskab og de unges manglende rekruttering.
I Medborgerskabsundersøgelsen giver Goul Andersen en tolkning af denne og tidligere undersøgelser (Ole P. Kristensen 1989): Den tidligere undersøgelse beskæftigede sig med, hvorfor folk meldte sig ud af partierne og den overvejende årsag var passivitet, manglende interesse, tid og lign. Det tolkes således, at det store dyk i medlemstallet skyldtes, at de passive forlod partierne. I 1990 spurgtes ikke-medlemmer, hvorfor de ikke meldte sig ind og de hyppigste svar var »Vil tage stilling fra sag til sag« og manglende tid. Som nævnt er det gennemgående træk ikke utilfredshed eller mistillid til partierne, men andre interesser. (Goul Andersen, Politisk deltagelse 1993).
En undersøgelse af socialdemokratiske partimedlemmer i Herlev (Eggert Pedersen (red): Idealer og realiteter i en vælgerforening - SOC, 1977,) bestyrker opfattelsen af, at medlemskab er et resultat af en opvejning af pro et contra faktorer. Det sandsynliggøres endvidere at tidligere var den »sociale arv« en meget vigtig enkeltfaktor for partimedlemskab af Socialdemokratiet »en livsstil, der gives videre fra generation til generation« (side 7), mens det nu understreges, at partimedlemskab er et resultat af en selvstændig beslutning. Der er 40 % der angiver, at de har overvejet at melde sig ud. I Herlev går utilfredsheden på en generel misfornøjelse med, at partiet er for »højreorienteret« og for positivt til EF. Den organisatoriske analyse af partiforeningen viser en ekstrem pyramidestruktur, hvor al foreningsaktivitet og styring forestås af en meget lille ledergruppe og hvor næsten al kommunikation går nedad i systemet; fra parti til partiforening, fra partiforening til partimedlem. Kun 1 % af medlemmerne er undcr 25 år.
Elklits (1991, side 75) konklusion er, at »vælgernes kalkuler vedrørende fordele og ulemper ved partimedlemskab får dem ikke til at melde sig ind - og blive inde - i samme omfang som tidligere (. . .) selv om det naturligvis er vanskeligt at vide, hvorledes forholdet mellem kalkulens elementer for de individuelle vælgere har udviklet sig over tid. Man må antage, at udvalget af relevante elementer har forandret sig i tidens løb«. Elklit anfører, at (nordiske) erfaringer tyder på, at partimedlemskab kan blive attraktivt og meningsfuldt, hvis lokalpolitikken kan styrkes og i højere grad gøres til genstandsområde for selvstændige lokalforeningers aktivitet.
E) partiernes overvejelser
Nøjagtig de samme kalkuleringer, som formodes at foregå hos potentielle og nuværende partimedlemmer om det rationelle i at blive eller forblive medlem, kan overføres (Elklit 1991, side 76-79) til partiorganisationen - som altså må forudsættes at være noget andet end summen af medlemmerne.
Hvad skal vi egentlig med medlemmer?, kan partiet spørge. Hvad taler for, hvad taler imod? Der findes ingen empirisk forskning om emnet i Danmark, men en del overvejelser og eksempler på partiers drøftelser og synspunkter på sagen. Elklit anfører at strukturelle forhold og medierne har gjort det nødvendigt, at de politiske ledere henvender sig til vælgerne under et og, at der kan være konflikter mellem ledernes pragmatiske vælgerorientering og partimedlemmernes principielle politiske holdninger. Medlemmer kan være besværlige og måske ustyrlige. Hvis man anlægger »driftsøkonomiske« successynspunkter på partiorganisationens fortsatte udvikling kan medlemmer være et tvivlsomt gode. Men endnu anser de fleste danske partier det for positivt at have mange medlemmer; undtagelsen synes at være CD, hvor flere udtalelser fra CD-politikere peger i retning af, at en stor medlemsorganisation ikke betaler sig.
En række folketingspolitikeres forhold til deres partiforeninger og vælgere præsenteres i samtaleform i Hans Jørgen Nielsen: Politikersamtalerne, I: Jørgen Goul Andersen et al: Vi og vore politikere - Spektrum, 1992. Kommunikation mellem politiker og partiforening og vurderingen af om det spiller nogen rolle for politikkens udformning varierer meget.
Mogens N. Pedersen (1989, side 276) spørger, måske provokatorisk, »Hvad skal et parti med så mange medlemmer?» Er de ikke overflødige, når partiaktiviteter i stadig større omfang finansieres over skatterne og der ikke i særligt omfang er brug for partiaktivister til at ordne det praktiske. Partierne »vil blive til løse rammeorganisationer med en lav prioritering af medlemsplejen, men til gengæld med en professionel ledelse i spidsen for en markedsorienteret »salgsorganisation«, der især aktiveres ved valg og folkeafstemninger, og som i de mellemliggende perioder mere fungerer som tænketank og uddannelsesinstitution for fremtidens politiske ledere'. Derefter beskriver Pedersen, hvordan partiet som politikproducerende virksomhed vil markedsføre sine produkter passende selektivt gennem de nye medier og hvordan lederrekrutteringen kan ske.
Lise Togeby (1992, side 15-17) mener, at Pedersen overser partiernes vigtige traditionelle funktioner som mobiliserings- og socialiseringsorganer. Hendes undersøgelser viser, at ikke alene er partimedlemskab gået tilbage generelt, men andelen af aktive partimedlemmer er også dalet, og det er præcis de aktive medlemmer, der er vigtige med hensyn til mobilisering og socialisering; medlemmer føler sig politisk set mere kompetente, overtaler andre til at stemme på »partiet« og er selv mindre tilbøjelig til at blive påvirket af valgkampagner. Faldet har betydet, at der er færre kernemedlemmer, færre agitatorer og færre kernevælgere. 1 1973 stemte 73 % af alle danske arbejdere på Socialdemokratiet, i 1988 var procenten kun 41. Togeby mener ikke, at det er muligt at forblive et stort og dominerende politisk parti, hvis man alene bygger på en lille, professionel, medieorienteret partiorganisation. Hun peger desuden på stigende social ulighed ved politisk deltagelse, idet de veluddannede/den ny middelklasse i stigende grad er politisk aktive uden for partierne i græsrodsorganisationer, hvis evne til at servere politiske dagsordener via medierne for de politiske partier er velkendt. Hun er ikke optimistisk mht. mulighederne for at rekonstruere de traditionelle partier. Denne vurdering deles af Lars Bille, De politiske partier under forandring in: Niels Helveg Petersen (red.) På sporet af den nye grundlov, Gyldendal 1992.
Kaare R. Skou (1990) mener, at det drejer sig om at gengive partiforeningerne deres politiske muligheder og indflydelse. Sker det skal medlemmerne nok komme tilbage. Den nuværende vandring væk fra partierne er kun uomgængelig, hvis politikerne vælger at lade det ske. Flytning af beslutningskompetence til brugergrupper med tvivlsom repræsentativitet og delegering af beslutninger til administrationen, hvor organisationer og foreninger direkte har adgang til at påvirke udformning af regelsæt skal ophøre.
Niels Kærgård (1989, side 262) mener, at faldet i partimedlemskab er en medvirkende årsag til at det danske samfund får styringsmæssige problemer, fordi partimedlemmerne nu er så lidt repræsentative for partiets vælgere og så ortodokse, at det afstikker snævre grænser for, hvilke kompromiser politikerne kan indgå.
Rekruttering til partierne
Partimedlemmer og græsrodsdeltagelse er undersøgt med hensyn til fordeling på alder, køn og uddannelse hos Erik Damgaard (red): Folkets veje i dansk politik (1980); Ole Borre et al.: Efter vælgerskredet - analyser af folketingsvalget 1979, Politica, 1987; Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard (red): To folketingsvalg - vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988, Politica, 1989; Palle Svensson og Lise Togeby: Græsrodsdeltagelse mellem politisk mobilisering og interessevaretagelse in: Elklit og Tonsgaard op. cit; Johannes Andersen, Medborgerskab, 1993.
Som nævnt i andet hovedafsnit taler meget for, at overrepræsentationen af aldersgruppen over 50 år er en generationseffekt; de partimedlemmer, der er blevet hængende, er blevet ældre, mens de yngre årgange kun rekrutteres i ringe omfang. Med hensyn til køn viste tallene for henholdsvis mænd og kvinder, at 12 % af de mandlige og 9 % af de kvindelige vælgere var medlem af et politisk parti. For datamateriale i 1971 og 1979 var procenterne henholdsvis 24 og 13; 14 og 10. (Sammenskrevet i Lise Togeby 1992, side 12).
Ser man på køns- og aldersfordelingen i græsrodsaktivitet i perioden fra 1979 til 1987 er der en interessant forskel på kvinders og mænds deltagelse. Blandt mændene var den mest aktive generation de 30-39 årige, altså den generation af nye mellemlag der blev mobiliseret i 1970erne. Men for kvinderne »finder man stadig væk klare tegn på, at der gennem græsrodsdeltagelsen foregår en stærk politisk mobilisering (. . .) Specielt finder man også i dag en høj deltagelse i den yngste generation af højtuddannede, venstreorienterede og politisk interesserede kvinder« (Palle Svensson og Lise Togeby, 1989)
Hvad angår uddannelse er der en »overrepræsentation« af vælgere med lav skolegang i partiforeninger. I 1987 vælgerdatamaterialet er repræsentationen af vælgere med lav, mellem og høj uddannelse i politiske partier henholdsvis 12 %, 10 % og 8 %, mens det omvendte mønster er gældende for deltagelse i græsrodsaktiviteter med 11 %, 17 % og 39 %. I forhold til målingerne i 1979 er de to sidstnævnte procenttal konstante, mens deltagelsen af personer med lav uddannelse i græsrodsaktiviteter steg fra 6 % til de nævnte 11 % (Lise Togeby, 1992, side 8).
Med hensyn til erhvervsfordelingen blandt partimedlemmer i forhold til vælgere i samme erhvervsgruppe viser 1987-datamaterialet, at 7 % af de ufaglærte var partimedlemmer, 9 % af de faglærte, 9 % af »den nye middelklasse«, 13 % af offentligt ansatte funktionærer, 6 % af privatansatte funktionærer, 48 % selvstændige i landbrug (procenten er usikker), og 15 % andre selvstændige. For deltagelse i græsrodsaktiviteter scorer »ny middelklasse« og offentligt ansatte funktionærer højest med henholdsvis 49 % og 21 %. (Lise Togeby, side 9, Goul Andersen gør som nævnt opmærksom på at dette også gælder i partiarbejde ved besættelse af tillidsposter Politisk deltagelse i 1990 1993 s. 266).
Rekruttering i partierne
I forhold til de mange analyser af vælgernes sociale, alders- og kønsmæssige fordeling i relation til partivalg, er der meget få analyser af partiaktivisternes og de folkevalgtes aktiviteter internt i partieme. En række undersøgelser af valgene i 1970'erne er stadig enestående: Lars Nørby Johansen og Ole P. Kristensen, Sikre kredse og personlig stemmeafgivning ved folketingsvalgene i 1960'erne og 1970'erne og Peter Foverskov, Den politiske rekrutteringsproces omkring folketingsvalget 1973 begge in: Mogens N. Pedersen (red.) Dansk politik i 1970'erne, Samfundsvidenskabeligt forlag 1979. Her vises, at de i forvejen favoriserede grupper favoriseres ved tildeling af sikre kredse og at dette mønster fortsatte efter, at bl.a. den nye valgkredsinddeling og en begyndende overgang til sideordnet opstilling fra 1970 havde givet vælgerne større mulighed for at ændre ved partiernes opstillinger. Analysen af 1973 valget viser afvigelser herfra, men der er ingen sikre konklusioner om fremtidige valg.
Jørgen Goul Andersen viser (i Politisk deltagelse i 1990 . . . 1993) betydelige ændringer i medlemskabets sociale og aldersmæssige sammensætning, men også at de ressourcestærke trods faldende medlemskab stadig besætter relativt flest tillidsposter. Han fremhæver, at der ikke nødvendigvis er noget rekrutteringsproblem men en mulighed for ændring i rekrutteringsmønstret ved at partierne bliver til valgkomitepartier og at indsnævringen af antallet af beslutningsdeltagere ved kandidatopstilling flytter vægten mod kandidatens personlige egenskaber snarere end de politiske holdninger. Som ovenfor nævnt gives sammenligningsgrundlag for udviklingcn siden 1970'erne.
Mogens N. Pedersen har i Fluctuations in recruitement patterns in connection with a critical election: Denmark 1973 Politologiske skrifter fra Institut for erhvervsret og politologi, no. 2/1988, Odense Universitet i en overvejende teoretisk diskussion vist hvorledes »chokbølgerne« breder sig fra et valg med kraftig udskiftning i parlamentet. Det vises hvorledes udskiftningen især rammer visse grupper, de nyest valgte, hvorledes det »normale« genvalgsmønster langsomt indfinder sig ved senere valg og hvorledes »seniormedlemmer«, som har overlevet flere valg, sidder stadig sikrere. Men analysen konkluderer, at der stadig mangler en analyse af de enkelte partiers reaktion på et chokvalg i relation til evt. ændrede rekrutteringsmønstre.
Litteraturoversigt
Johannes Andersen Ingen politisk krise i Danmark - forskning for systemet in: Grus nr. 29, 1989.
Johannes Andersen, Demokrati uden partier, Hovedland 1990
Johannes Andersen et al.: Medborgerskab - demokrati og politisk deltagelse, Systime, 1993
Lars Bille, Denmark: The oscilating party system in: West European Politics vol. 12 no. 4, 1989
Lars Bille, Election campaigning in Denmark, Forskningsrapport 1990/7, Institut for statskundskab, Københavns Universitet
Lars Bille: The Danish party organizations and the thesis of party decline, Forskningsrapport 1991, nr 4, Institut for statskundskab, København
Lars Bille, Demokrati og partier, Forskningsrapport 1993/1 Institut for statskundskab, Københavns Universitet
Ole Borre et al.: Efter vælgerskredet - analyser af folketingsvalget 1979, Politica, 1987
Jacob A. Buksti: Partiapparaternes rolle og udvikling, Politica, 1989, vol 21, nr 3
Erik Damgård (red): Folkets veje i dansk politik, Schultz, 1980
Erik Damgård (red.) Partigrupper, repræsentation og styring, Schultz 1982
Erik Damgård: Partier og demokratisk styring in: Erik Damgård (red.) Dansk demokrati under forandring. Schultz 1984
Erik Damgård, Parlamentarismens danske tilstande in: Erik Damgård (red.) Parlamentarisk forandring i Norden, Universitetsforlaget, Oslo 1990
Jørgen Elklit: Faldet i medlemstal i danske politiske partier - nogle mulige årsager, Politica, 1991, vol 23, nr 1
Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard (red): To folketingsvalg - vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988, Politica, 1989
Jørgen Elklit (red.) De politiske partier - nu og i fremtiden, Institut for statskundskab og Lintas, 1990
Jørgen Elklit, Gorm Willemoes Jensen og Karen Prehn, Danske politiske partier 1970-92. En bibliografi, Institut for statskundskab 1993
Peter Foverskov, Den politiske rekrutteringsproces omkring folketingsvalget 1973 in: Mogens N. Pedersen (red.) Dansk politik i 1970'erne, Samfundsvidenskabeligt forlag 1979
Jørgen Goul Andersen, Mod klassisk demokrati? Ansvarlighed og uansvarlighed i dansk politik in: Grus nr. 32, 1990
Jørgen Goul Andersen, Politikerleden - myte eller realitet? Vi og vore politikere, Den politiske troværdighed i Danmark, Rockwool Fondens Forskningsprojekt, Spektrum 1992
Jørgen Goul Andersen, Politisk deltagelse i 1990 sammenlignet med 1979 in: Johannes Andersen et al., Medborgerskab - demokrati og politisk deltagelse, Systime 1993
Jørgen Goul Andersen, Politik og samfund i forandring, Columbus 1993
Ole P. Kristensen: Deltagelse i partipolitiske aktiviteter, in: Erik Damgård (red): Folkets veje i dansk politik, Schultz, 1980
Niels Kærgård: Partiernes krise og den økonomiske styring in: Politica 1989, vol 21, nr 3
Hans Christian Mikkelsen, Udviklingen i partisammenholdet in: Politica 1994, vol. 26 nr. 1
Peter Nannestad, Dimensioner i vælgernes opfattelse af partisystemet in: Elklit og Tonsgaard (red.) Valg og vælgeradfærd, Forlaget Politica 1984
Peter Nannestad, Reactive voting in danish general elections 1971-79, Århus University Press, 1989
Hans Jørgen Nielsen: Politikersamtalerne, in: Jørgen Goul Andersen et al: Vi og vore politikere, Spektrum, 1992.
Lars Nørby Johansen og Ole P. Kristensen, Sikre kredse og personlig stemmeafgivning ved folketingsvalgene i 1960'erne og 1970'erne in: Mogens N. Pedersen (red) Dansk politik i 1970'erne. Samfundsvidenskabeligt forlag 1979
Eggert Pedersen (red): Idealer og realiteter i en vælgerforening, SOC, 1977
Mogens N. Pedersen, The danish »working multiparty system«: Breakdown or adaption? in Daalder (ed.) Party systems in Denmark, Austria, Switzerland, The Netherlands and Belgium, Frances Pinter, London 1987
Mogens N. Pedersen, Fluctuations in recruitement patterns in connection with a critical election: Denmark 1973, Politologiske skrifter fra Institut for erhvervsret og politologi, no. 2/1988, Odense Universitet
Mogens N. Pedersen: En kortfattet oversigt over det danske partisystems udvikling, Politica, 1989, nr 21
Gunnar Sjøblom The role of political parties in Denmark and Sweden, 1970-1984 in: Richard S. Katz (ed.) The future of party government, vol. 2, Walter de Gruyter, New York 1987
Kaare R. Skou: Den moderne afpolitisering og partisystemets forfald, in: Grus, 1990, nr 32
Jan Sundberg: Exploring the basis of declining party membership in Denmark - a scandinavian comparison - I: Scandinavian Political Studies 1987, vol 10, nr 1, side 17-38
Jan Sundberg: Premisser for politiskt massemedlemskap - partierne i Danmark i en nordisk jamforelse, Politica, 1989, vol 21, nr. 3
Palle Svensson, Danskernes opfattelser af den politiske magtstruktur, Politica 1983 nr. 3
Palle Svensson i Vælgernes syn på det danske demokrati in: Elklit og Tonsgaard (red.) To folketingsvalg - Vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988, Forlaget Politica 1989
Palle Svensson, Om apologi og empiri in: Grus nr. 30, 1989
Palle Svensson og Lise Togeby: Græsrodsdeltagelse mellem politisk mobilisering og interessevaretagelse, in: Elklit og Tonsgaard (red): To folketingsvalg - vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988, Politica, 1989
Niels Thomsen, Det politiske rodnet, Folk og politikere i Danmark i vor tid in: Goul Andersen et al. Vi og vore politikere, Den politiske troværdighed i Danmark, Rockwool fondens Forskningsprojekt, Spektrum 1992
Lise Togeby: The nature of declining party membership in Denmark - causes and consequences in: Scandinavian political studies, 1992, vol 15, no 1, side 1-19
Lise Togeby: Politiseringen af kvinder og af kvindespørgsmålet, in: Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard (red): To folketingsvalg - vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988. Politica, 1989
Jesper Wittrup, Konflikt eller konsensus i det danske Folketing 1982-92 in: Politica 1994, vol. 6 nr. 1
Bilag 15 8-94
Annelise Quistorff,
fuldmægtig
Folketingets Bibliotek, Arkiv og Oplysningstjeneste
Statsret: - den politiske beslutningsproces
- regering og folketing
- grundlov
- valglov
- stående udvalg
Bøger
Albæk Jensen, Jørgen
Parlamentarismens statsretlige betydning. Det parlamentariske princips betydning for forholdet mellem Folketing og regering.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1989. 168 sider.
Christensen, Jens Peter
Forfatningsretten og det levende liv.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1990. 270 sider.
(Licentiatafhandling)
Germer, Peter
Statsforfatningsret. Bind I-II
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1988 og 1989. 192 og 138 sider.
Hansen, Holger
Folketingets stående udvalg.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1985. 261 sider.
Henrichsen, Carsten
Forholdet mellem Folketing og regering. Et essay om forfatningsret, forfatningsliv og behovet for forfatningsreformer. 1991. 35 s.
Københavns Universitet. Retsvidenskabeligt Institut B. Studieserie nr. 42.
Zahle Henrik
Forfatningsret 1-3
Christian Ejlers Forlag, 1989. 415, 389 og 249 sider samt registerbind 64 sider.
Artikler
Christensen, Bent
Domstolene og lovgivningsmagten
UfR 1990, B73-83.
Christensen, Bent
En grundlovs funktioner
Juristen, 1992, s. 105-9.
Christensen, Jens Peter
Debatten om grundlovsændring i forfatningsretlig belysning
UfR B 93/1-12.
Christensen, Jens Peter
Sædvane og forfatningsret
UfR B 90/321-329.
Espersen, Ole
Parlamentarismens retlige grundlag og vilkår
Københavns Universitet. Retsvidenskabeligt Institut B.
Studier 26. 1988. s. 55-66.
Hansen, Holger
Finanslovens behandling i Folketinget
Juristen, 1986, s. 81-91.
Albæk Jensen, Jørgen
Parlamentarismens statsretlige betydning. Det parlamentariske princips betydning for forholdet mellem Folketing og regering.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1989. 168 sider.
Bogen er resultatet af et juridisk licentiatstudium ved Institut for Offentlig Ret, Århus Universitet, og baggrunden for undersøgelsen er perioden efter regeringsskiftet i 1982, hvor regeringen på en række væsentlige områder oplevede at komme i mindretal, uden at den gik af eller udskrev valg.
Bogens emne er en undersøgelse af de statsretlige sider af parlamentarismen, og undersøgelsens formål er at fastslå den retlige betydning af parlamentarismen i Danmark. Den er opdelt i to hovedafsnit, hvoraf det første beskæftiger sig med parlamentarismens betydning for regeringens sammensætning, det andet med det parlamentariske princips betydning for andre områder end regeringens sammensætning.
Den overordnede problemstilling i første hovedafsnit er, hvilke retlige forpligtelser grundlovens § 15 medfører dels med hensyn til en regerings fratræden eller udskrivelse af nyvalg, dels i forbindelse med udnævnelsen af en ny regering.
Konklusionen er, at ifølge grundlovens § 15, stk. 2, er regeringen forpligtet til at drage parlamentariske konsekvenser, hvis den stilles over for et egentligt mistillidsvotum. Undersøgelsen redegor for situationer, hvor et sådant antages at foreligge. Endvidere viser undersøgelsen, at der ikke må dannes en regering, der kan forventes mødt med et mistillidsvotum ved sin fremstilling for Folketinget, men at der derudover ikke er nogen statsretlige bindinger for, hvilken regering der kan dannes.
Undersøgelsens andet afsnit behandler parlamentarismen som udtryk for, at den principielle ligestilling mellem parlament og regering er afløst af en situation, hvor parlamentet er overordnet regeringen. Det udtrykkes ofte i sentensen »Ingen over og ingen ved siden af Folketinget«. Undersøgelsen bygger på en antagelse om, at regeringen statsretligt måtte være undergivet Folketingets flertal på en række punkter ud over de, der udtrykkeligt er reguleret i grundloven. Problemet belyses ved en undersøgelse af tre problemkomplekser: 1) er folketingsbeslutninger uden hjemmel bindende for regeringen, 2) markedsudvalgets rolle, 3) er regeringen statsretligt forpligtet til at stadfæste vedtagne lovforslag. Undersøgelsesresultatet af disse spørgsmål tilbageviser den nævnte antagelse.
Det samlede resultat af undersøgelsen er, at regeringen kun på enkelte punkter er statsretligt begrænset i sit forhold til Folketinget.
På spørgsmålet om der var behov for en ændring af grundloven, svarer forfatteren, at det næppe vil være muligt at foreslå en klarere formulering af mistillidsbestemmelsen end den nuværende i grundlovens 15, stk. 2, om Folketingets mistillidstilkendegivelser.
Med hensyn til det parlamentariske princip indeholder grundloven ingen udtrykkelige bestemmelser om dets betydning for regeringsdannelsen, men i grundlovens § 15, stk. 2, indfortolkes det princip, at en regering ikke må udnævnes, såfremt den må forventes mødt med et mistillidsvotum ved sin fremstilling i Folketinget. Denne refleksvirkning anses for så fastslået i dansk statsret, at det ikke er nødvendigt at udtrykke den eksplicit i en eventuel ny grundlov.
Forfatteren påpeger dog, at såfremt man ønsker at gå videre i retning af positiv parlamentarisme, således at en ny regering skal have Folketingets udtrykkelige godkendelse, kræver det utvivlsomt en grundlovændring. I givet fald ville fordelene ligge i en formodet større politisk stabilitet, mens ulemperne til gengæld ville bestå i vanskelighederne ved at finde et sådant flertal. Risikoen er derfor, at den forøgede stabilitet opnås på bekostning af handlingslammelse.
Derimod anbefaler forfatteren, at markedsudvalgets indflydelse på EF-politikken sikres et bedre retligt grundlag end i dag, hvor regeringen principielt ubundet af markedsudvalgets mandater kan pådrage Danmark ikke blot folkeretligt, men også statsretligt bindende forpligtelser.
Christensen, Jens Peter
Forfatningsretten og det levende liv. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1990. 270 sider.
Forfatteren, der har en politologisk baggrund, har med den foreliggende afhandling erhvervet den juridiske licentiatgrad.
Emnet er den statsretlige teoris grundlovsfortolkning gennem tiderne, og formålet med afhandlingen er at identificere principper for forfatningsfortolkning.
Der argumenteres for, at forskellige dele af grundlovsfortolkningen må ske på grundlag af forskellige principper, og der anlægges navnlig en sondring mellem frihedsrettighederne, der angår forholdet mellem stat og borger, og de øvrige dele af forfatningen, der i større omfang angår forholdet mellem de øverste statsorganer, (bla. grundlovens §§ 3 og 15, som i bogen kaldes samspilsreglerne). Tesen er, at der på det første område kan og undertiden bør anlægges en dynamisk fortolkning, og på det andet bør udvises betydelig tilbageholdenhed med at søge at retliggøre det politiske sam- og modspil mellem de øverste statsorganer. I den forbindelse fremhæves som en væsentlig praktisk forudsætning, at hensynene bag samspilsreglerne ikke er entydige og ofte peger i forskellige retninger, hvilket taler imod udvidende fortolkninger og imod antagelser om sædvaneretlige forpligtelser. Derimod er der en større grad af overensstemmelse af hensyn bag frihedsrettighederne og derfor en friere adgang til dynamisk fortolkning.
Forfatterens overordnede konklusion er, at den danske grundlov netop qua sin formløshed, for såvidt angår samspillet mellem de øverste statsorganer udgør en tidssvarende ramme om det faktiske politiske liv. Forfatteren opfordrer på denne baggrund juristerne til at være tilbageholdende med at formalisere dette liv og dermed bidrage til at fastlåse og antikvere grundloven.
Det praktiske resultat af afhandlingen er dels en kortlægning af væsentlige dele af den danske statsretlige teoritradition, dels en anvisning på hvordan statsretlig fortolkning principielt bør gribes an.
Germer, Peter
Statsforfatningsret I-II
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1988 og 1989. 192 og 138 sider.
Zahle, Henrik
Dansk forfatningsret 1-3
Christian Ejlers Forlag, 1989. 415, 389 og 249 sider samt registerbind 64 sider.
Ovennævnte to nye forfatningsretlige fremstillinger, skrevet af hhv. Peter Germer og Henrik Zahle, er udkommet næsten samtidig. I begge fremstillinger belyses såvel nye som gamle forfatningsretlige problemstillinger, men de to værker adskiller sig dog væsentligt fra hinanden, både hvad angår fremstillingsformer og de faglige grundsynspunkter. Hvor Henrik Zahles fremstilling er præget af en tendens til retliggørelse af politisk praksis vedrørende det parlamentariske samspil mellem regering og Folketing, er Peter Germers fremstilling præget af de politiske frihedsrettigheders betydning for det demokratiske forfatningssystems opretholdelse og funktion.
Hansen, Holger
Folketingets stående udvalg. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1985. 261 sider.
Bogens emne er en undersøgelse af, hvordan Folketingets stående udvalg arbejder. Formålet er at vurdere eller konstatere, hvad der blev følgen af den udvalgsreform, der blev gennemført i 1972 med indførelse af en fast udvalgsstruktur med stående udvalg.
Problemstillingen angår reformens virkning dels i forhold til Tinget og det enkelte medlem, dels til lovgivningsarbejdet og dermed lovene, og til Folketingets arbejde og kontrol med regering og administration. En yderligere synsvinkel på undersøgelsen er, om der kan konstateres en ændring af magtfordelingen mellem Folketing og regering.
Undersøgelsen viser, at udvalgsarbejdet med lovforslag og forslag til folketingsbeslutning, Speciel del, ikke på afgørende måde har ændret karakter fra 1965/66 til 1980/81, bortset fra at der kan konstateres en stærkt stigende aktivitet i udvalgene især i spørgsmål til regeringsforslag. Undersøgelsen konkluderer, at der ikke er holdepunkt for en antagelse af, at udvalgsbehandling af lovforelag skulle være blevet dårligere.
Alm. del af udvalgsarbejdet, der indførtes med udvalgsreformen, og som fik til opgave at have indsigt i den offentlige forvaltning, har skabt en praksis af stor betydning for den parlamentariske kontrol med regering og administration.
Derimod forholder det sig mere problematisk med Alm. dels ønsker om at få indsigt eller kontrol eller indflydelse på konkrete forvaltningsakter. Undersøgelsen dokumenterer, at Alm. del efterhånden har antaget et omfang, som næppe har været tænkt ved ordningens indførelse, og som ikke kan anses for hensigtsmæssig. På denne baggrund stiller forfatteren en række forslag.
Bogens hovedkonklusion er, at de stående udvalg spiller en vigtig og væsentlig rolle i Folketingets kontrol med forvaltningen, såvel i forbindelse med udstedelse af anordninger m.v. som i forbindelse med de egentlige forvaltningsafgørelser.
Imidlertid opfatter de stående udvalg sig som magtfaktorer, og de betragter sig undertiden, og bliver af offentligheden betragtet, som en slags minifolketing. Forfatteren påpeger, at der hos nogle medlemmer i folketingets stående udvalg er et ønske om at blive egentlige administratorer. Denne udvikling viser, at der er sket en glidning af indflydelse og magt fra den parlamentarisk ansvarlige minister over til de stående udvalg, og at dette undertiden er sket med en ministers indforståelse eller på dennes foranledning.
Det anses for at være helt i overensstemmelse med grundlovens § 3 om adskillelsen af den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt, at Folketinget bemyndiger ministrene til ved anordninger at udforme de nærmere regler i henhold til lov, og det er i øvrigt gammel skik, at Folketinget overvåger, hvordan ministrene skal udøve de givne bemyndigelser til udformning af generelle retsregler. Men det er mere end tvivlsomt, om nogle udvalgs interesse for at få indflydelse på egentlige administrative forvaltningsafgørelser er i pagt med de oprindelige tanker hos grundlovgiverne. Eller med det begreb der kan kaldes grundlovens ånd. Dertil kommer, at det ikke kan udledes af nogen bestemmelse, vedtaget af Folketinget, at udvalgene skulle skulle påtage sig administrative beføjelser. Konkret administrativ afgørelse sker stadig på ministerens ansvar, men de stående udvalgs praksis udvisker konturerne af dette, og det er betænkeligt.
Henrichsen, Carsten
Forholdet mellem Folketing og regering. Et essay om forfatningsret, forfatningsliv og behovet for forfatningsreformer. 1991. 35 s.
Københavns Universitet. Retsvidenskabeligt Institut B. Studieserie nr. 42.
Baggrunden for afhandlingen er de skiftende borgerlige regeringers tilbøjelighed i tiåret fra 1982 til at se bort fra parlamentariske nederlag og blot fortsætte, som om intet var hændt.
Formålet er at klarlægge de reelle årsager til den politiske ustabilitet og dermed afklare behovet for konstitutionelle eller andre reformer af samspillet mellem Folketing og regering.
Afhandlingen omhandler kompetence- og magtrelationerne mellem to af det politiske systems hovedaktører, Folketing og regering, set i lyset af juridiske og politologiske tolkninger af samspillet mellem disse statsorganer.
Det konstateres, at de retlige og politologiske teorier om magtforholdene i statsstyrelsen er stærkt modstridende, idet juristerne anser Folketinget for at være den styrende instans, mens politologerne anser regeringen eller regeringsapparatet for at være krumtappen i den politiske beslutningsproces.
Forfatteren konkluderer, at ingen af disse aktører styrer nogetsomhelst, at det politiske spil er begrænset til diskussioner om befolkningens forbrugsmuligheder, og at ingen af de politiske partier er i stand til at løse spørgsmålet om, hvilke værdier der skal prioriteres i samfundsudviklingen.
I stedet for en ændring af grundlovens regler om de øverste statsorganer peger forfatteren på det nødvendige i en videreudviklng af samfundet og foreslår en tilpasning af de parlamentariske spilleregler til en situation, hvor forholdene er præget af voksende modsætninger mellem befolkningsgrupper, der på den ene side står fast på velerhvervede rettigheder, og på den anden side repræsenterer nye forventninger og krav.
Artikler
Christensen, Bent
Domstolene og lovgivningsmagten
Ugeskrift for Retsvæsen 1990 B73-83.
Med baggrund i påviselige forandringer i forholdet mellem den offentlige sektors organer drejer denne artikel sig om en mulig forandring i forholdet mellem lovgivningsmagten og domstolene.
Den beskriver og bedømmer to syn på forholdet mellem domstolene og lovgivningsmagten. Det ene, som hidtil har domineret i dansk ret, overlader den grundlæggende afvejning af stridende interesser i samfundet til lovgivningsmagten og fører til tilbageholdenhed fra domstolenes side.
Det andet alternative syn - som har fået stadig større betydning i Vesteuropa - bygger på to elementer i gældende ret, som ikke hidtil har haft stor betydning for rollefordelingen mellem domstolene og lovgivningsmagten: forfatninger og traktater, specielt den europæiske menneskeretskonvention.
Det alternative syn beskrives på grundlag af den tyske og den franske forfatningsdomstol og menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Det går ud fra, at nogle grundlæggende resultater af afvejningen af samfundsinteresser - især resultater der har fundet udtryk i forfatningen eller i dokumenter som menneskeretskonventionen - skal respekteres også af lovgivningsmagten, og at det er en domstolsopgave at påse, at dette sker.
Forfatteren advarer mod denne udvikling, som indebærer, at der er visse konflikter, som kun domstolene og ikke Folketinget kan afgøre.
Christensen, Bent
En grundlovs funktioner.
Ugeskrift for Retsvæsen 1992B105
Artiklen er et forsøg på at give et overblik over de funktioner, en grundlov som den danske i alt fald udfylder. Beskrivelsen af disse funktioner inddrager sammenligninger med andre forfatninger.
Christensen, Peter
Debatten om grundlovsændring i forfatningsretlig belysning.
Ugeskrift for Retsvæsen 1993B1
På baggrund af debatten om grundlovsændring diskuterer artiklen en række aktuelle forfatningsretlige problemer vedrørende samspillet mellem regering og Folketing. Der argumenteres for, at en grundlovsændring næppe ligger lige for, og at virkningerne af en række af de forslag om grundlovsændring, der har været fremført i debatten, må vurderes som ganske usikre.
Dog erkender forfatteren, at visse forfatningsmæssige spørgsmål trænger sig på. Det gælder en styrkelse af Folketingets kontrol med EU-politikken, en effektivisering af ministeransvaret samt behovet for at finde en mere tilfredsstillende løsning på Folketingets juridiske rådgivningsproblem.
Karakteristisk er det dog, at både spørgsmålet om Folketingets kontrol med EU-politikken og Folketingets juridiske rådgivningsproblem kan løses ved almindelig lovgivning uden, at grundloven behøver at skulle ændres.
Christensen, Peter
Sædvane og forfatningsret
Ugeskrift for Retsvæsen 1990B321
Forfatningsretlige sædvaner har den funktion at gøre plads for forfatningsretlige nydannelser uafhængigt af formelle grundlovsændringer. Sædvaneretslæren tilfører på denne måde den forfatningsretlige teori et dynamisk element, der muliggør en beskrivelse af forfatningssystemet i overensstemmelse med det faktiske forfatningsliv.
Aktualiseret af de seneste års betydelige ændringer i den parlamentariske praksis diskuterer artiklen behovet for retssædvanebegrebet i dansk forfatningsret.
Espersen, Ole
Parlamentarismens retlige grundlag og vilkår.
Københavns Universitet. Retsvidenskabeligt Institut B.
Studier 26. 1988. S. 55-66.
Artiklens emne er de skiftende borgerlige regeringers tilbøjelighed fra 1982 og frem til at se bort fra parlamentariske nederlag og blot fortsætte uanfægtet heraf samt oppositionens manglende tilbøjelighed til at stille mistillidsvotum iht. grundlovens § 15. Forfatterens største betænkelighed gælder disse parlamentariske forhold i relation til Danmarks udenrigspolitik.
Forfatteren konkluderer, at ansvaret for parlamentarismens problemer først og fremmest må være parlamentets, men det almindelige politiske/moralske ansvar må regering og opposition være fælles om.
Hansen, Holger
Finanslovens behandling i Folketinget
Juristen, 1986, s. 81-91.
Emnet for artiklen er Finansudvalgets enekompetence til udvalgsbehandling af finansloven og dette forholds betydning for samtlige sektorudvalgs arbejde. Forfatterens synsvinkel er, at de stående udvalg ikke har indsigt i deres fagområdes økonomiske baggrund, fordi de ikke er inddraget i behandlingen af finansloven, samt at Finansudvalgets 17 medlemmer er stillet over for en opgave, som synes uoverkommelig. Spørgsmålet rejses, om den arbejdsfordeling, der er fastlagt i Folketingets forretningsorden, er hensigtsmæssig.
Efter en gennemgang af den danske bevillingsprocedure samt tilsvarende forhold i Norge og Sverige argumenterer forfatteren for, at de stående udvalg inddrages i behandlingen i finansloven og opstiller model for dette forslag.
Det konkluderes, at Folketinget ved en ændret arbejdsfordeling mellem Finansudvalget og sektorudvalgene vil kunne give finansloven en bedre og mere dybtgånde behandling og gøre Finansudvalget til et centralt udvalg i den overordnede økonomiske styring.
Bilag 16
Folketinget
Kristian Hvidt
Protokolsekretær
Dr. phil Den 14.9.94.
Litteratur om politisk kommunikation, massemedier og opinion
1984-94
En egentlig medieforskning er først begyndt sent i Danmark i forhold til andre lande omkring os. Fra en veludviklet interesse for pressehistorie udvikledes fra 1970'erne en mere videnskabelig, samtids- og samfundsorienteret presseforskning med udgangspunkt i professor Niels Thomsens disputats fra 1972: Dagbladskonkurrencen 1870-1970. Thomsen har påvist fortsættelsen i medieudviklingen de følgende 25 år i Pressens Årbog 1986, s.13-41
Den påviste, hvordan den gamle partifinansierede og politisk styrede presse var ved at forsvinde. Bladdøden høstede mere end to tredjedel af dagbladene, og tilbage er blevet et antal trykte aviser, der er pressede af faldende oplagstal og af konkurrence fra de to nye medier, radio og fjernsyn. Konkurrencen om læsere og seere styrer udviklingen i medieverdenen og det øver indflydelse på mediernes formidling af politiske nyheder.
Medieforskningen har i de sidste ti år for en stor del centreret sig om spørgsmålet, hvilke politiske og økonomiske virkninger denne strukturændring i pressen har haft. Danske undersøgelser bygger for en stor del på teorier og metoder i udenlandsk, især svensk og amerikansk forskning fra 1970'erne og tidligere. Denne litteratur er opregnet i Karen Siunes nedenfor nævnte bog: Valgkampe i TV og radio, 1982, s. 290-302.
Nedenstående bøger og afhandlinger må betragtes som de vigtigste originale studier fra de sidste år
Bøger
1. Medier og politik,
Nils Andren & Reske-Nielsen, 1982
2. Valgkampe i TV og Radio,
Politiske partiers anvendelse af tv og radio herunder samspillet med journalisterne,
Karen Siune,
Forlaget Politica, Århus 1982
3. EF på Dagsordenen,
Karen Siune,
Forlaget Politica, Århus 1991
4. To folketingsvalg,
Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard (red.),
Forlaget Politica, Århus l989
Heri
Jørgen Elklit: Opinionsmålinger og valgresultater, s 84-104 og Karen Siune: Valgkampene og vælgerne, s 107-34
5. From Voters to Participants,
Peter Gundelach & Karen Siune ed.
Politica, Århus 19
Heri
Karen Siune
Mass Media and Their Agenda-Setting Function, s 148-66
6. Valg og vælgeradfærd,
Studier i dansk politik,
Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard,
Politica, Århus 19
Heri
Karen Siune
Bestemmer TV valgresultatet?, s 132-48
7. From Voters to Participants, Århus 1991
Heri
Karen Siune
Mass Media and Their Agenda-Setting Function, s 148-66
8. Vi og vore politikere, red. af Jørgen Goul Andersen m.fl.,
Spektrum 1992.
9. Kan vi stole på politikerne?
Gunnar Viby Mogensen
Udg.af Rockwoolfonden,
Spektrum 1992
10. Journalistens fortolkning af Gallups politiske index,
Dan Larsen,
Danmarks Journalisthøjskoles forskningsudvalg,
Rapport nr. 2, 1988.
2. Afhandlinger
11. Folketingsreferatet lever, men sikke et liv,
Jan la Cour m.fl.,
Pressens Årbog 1983 s.151-77.
12. Myndighederne, politikerne, pressen og den moderne pressionsgruppe,
Mogens Meilby og Kim Minke,
Pressens Årbog 1984, s.21-31.
13. De nordiske mediesystemer foran hamskifte,
Nogle linjer gennem 25 års udvikling,
Niels Thomsen,
Pressens Årbog 1986, s. 12-41
14. Pressens skødesynder,
Otte træk bag medieforvridninger af samfundsdebatten,
Niels Thomsen,
Pressens Årbog 1988, s.13-26.
15. Fra sagen til personen,
Carl Otto Brix,
Pressens Årbog 1990, s.77-83.
Kommentarer
1. Medier og politik, 1982.
Afhandlinger af nordiske pressefolk og politikere, herunder et kraftigt angreb fra daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen mod den politiske information i de danske medier. Pressen opsøger sensationer og sigter på enkeltpersoner og skævvrider den politiske debat. Mere konkret og analytisk behandler Gunnar Thorlund Jepsen det samme (s.113-25). i øvrigt går bogens artikler mest på den offentlige mediepolitik (pressestøtte, TV-monopol osv.)
2. Valgkampe i TV og Radio, 1982.
Karen Siunes doktorafhandling i statskundskab går direkte på de ovennævnte klager over samspillet eller modspillet mellem politikere og journalister. På basis af en teoretisk model opstilles et mønster for politikernes og ætermediernes medarbejdere, et stadig ændret rollespil ud fra den situation, at partiernes antal blev fordoblet fra 1973 og deres kamp om adgang til det monopolprægede TV og radio mere begrænset. Som et skræmmebillede opstilles kampen om medierne i USA ved præsidentvalget i 1980. Undersøgelsens konklusioner må nu i nogen grad betragtes som forældede efter etablering af et konkurrerende TV 2 og nedlæggelse af den politiske styring af Danmarks Radio.
3. EF på dagsordenen, 1991.
Med udgangspunkt i amerikanske undersøgelser over mediernes indflydelse på den offentlige opinion, »massemediernes dagsordensættende effekt« undersøger Karen Siune den offentlige debat i Danmark omkring EF i perioden fra folkeafetemningen om indtræden i 1971 og til folketingsvalget 1990. Bogen gennemgår hver for sig debatten i TV, radio og presse forud for de enkelte afetemninger. Grundlaget er interviews med vælgere, journalister og politikere samt gennemgang af dagblade og de æterbårne mediers indhold.
Konklusionen er, at medierne i høj grad styrer debatten og medvirker til at styre de temaer, der bliver valgets hovedspørgsmål. Politik er blevet »medialiseret« - politikerne må indrette sig på mediernes præmisser i valgkampe. Omvendt bruger medierne kun EF-emnet, når der er konflikt om det som »godt stof«, der kan tiltrække læserne.
4. To folketingsvalg, 1989.
A, Opinionsmålinger og valgresultater
En række forskere fra Århus har analyseret de to folketingsvalg 1987 og 1988. Herunder også mediernes opinions-undersøgelser, AIM, Gallup, Vilstrup osv. og deres indflydelse på opinionsdannelsen. Resultatet af målingerne af partiernes eventuelle styrkeforhold ved et valg et halvt år forud for selve valget i 1987 viser, at de fire store bureauers tal er overraskende ensartede, men alle behæftet med stor usikkerhed. Det er først målingerne to-tre dage før valgdagen, der har den rette sikkerhed i skønnet i forhold til valgresultatet. Forfatteren er utilfreds med nogle af bureauernes oplysninger om grundlaget for undersøgelserne, »varedeklarationen«.
Det undersøges endelig, hvorvidt opinionsundersøgelserne påvirker vælgernes beslutning på valgdagen. Det statistiske materiale kan ikke påvise nogen direkte påvirkning og spørgsmålet anses for uden betydning, fordi påvirkningen kan gå i alle retninger og derfor ikke er synlig. Det frarådes derfor som foreslået nogle gange at forbyde offentliggørelse af opinionsmålinger umiddelbart før valget.
B. Karen Siune: Valgkampene og vælgerne samt
6. Karen Siune: Bestemmer TV valgresultatet? og
7. Karen Siune: Mass-Media and Their Agenda-Setting Function
På grundlag af et stort, databehandlet interviewmateriale om valgkampene 1987 og 1988 uddyber forfatteren ideerne fra doktorafhandlingen. Får partierne en nogenlunde lige stor omtale i pressen? Er det partierne eller pressen, der fastslår, hvad der er valgkampens vigtigste tema? Kan pressens temaer siges at have indflydelse på vælgernes stemmer på valgdagen? Hovedresultat af undersøgelsen synes at være, at mængden af omtale i medierne ikke nødvendigvis bestemmer partiernes frem- eller tilbagegang. Mediernes fastsættelse af »dagsordenen« i valgkampen har indflydelse på vælgerne og dermed indirekte på valgresultatet. Men mediernes indvirkning er meget kortvarig. Læserne kan her som andre steder i bogen være bekymret for, om det skrøbelige, databehandlede interviwmateriale kan bære de nogen steder meget bastante konklusioner.
8. Vi og vore politikere, 1992.
9. Kan vi stole på politikerne, 1992.
De to bøger er resultatet af det af Rockwoolfonden finansierede projekt om forholdet mellem befolkningen og politikerne (politikerlede). Som baggrund er indsamlet et omfattende statistisk materiale samt optaget interviews med et stort antal politikere, journalister og vælgere.
Mest tungtvejende m.h. til emnet politisk kommunikation er Jorgen Wasterståls analyse af mediernes og særlig tv's rolle i befolkningens opfattelse af politikerne. Det fastslås - bl.a. ved at se nærmere på tv's omtale af finanslovs-forhandlingerne 1987, at medierne ved at satse på konflikt og på person-centreret stof bidrager til at forvrænge billedet af folkestyrets daglige form for arbejde og lægge tåge over det faktiske sagsindhold i lovgivningsarbejdet. Det saglige indblik er blevet dårligere i de sidste 20 år, selv om pressens stofmængde om politik er blevet femdoblet i samme periode. Årsagen til dette søges i den nye form for opsøgende journalistik, som opstod i USA i 1960'erne og slog igennem i dansk journalistuddannelse løbet af firserne
Indtrykket af pressens tendens til forvrængning modificeres til en vis grad i Hans Jørgen Nielsens samtaler med politikere (s 203-70). De fortæller her om deres forholdsvis afklarede forhold til journalisterne på Christiansborg og den gensidige brug, de kan gøre af hinanden til formidling af politisk stof.
10. Journalistens fortolkning af Gallups politiske index, 1988.
En påvisning af de usikkerhedsfaktorer, der ligger i opinionsmålinger og nogle midler til at vurdere tallene så objektivt som muligt.
11. Folketingsreferatet lever, men sikke et liv, 1983.
En analyse af den praktiske side af nyhedsformidlingen fra Christiansborg på basis af et konkret kriseforløb. Det vises, hvordan timenyhederne i radioen til en vis grad i løbet af dagen styrer journalisternes arbejde med at opsøge »originale« nyheder fra bl.a. Folketingets udvalg. Den trykte dagspresse er ofte henvist til blot kommenterende artikler, fordi Radioavisen og senere TV-aviserne har affyret de egentlige »nyheder« dagen før.
12. Myndighederne, politikerne, pressen og den moderne pressionsgruppe, 1984.
Et eksempel på de forskellige pressionsgruppers indvirken på en konkret sag, fabrikken Cheminovas forurening af området omkring bygningerne.
13. De nordiske mediesystemer foran hamskifte, 1986.
Oversigt over udviklingen siden 1970 med tilpasning til de nye æterbårne medier og udviklingen af den nye, opsøgende journalistik i forhold til politikere.
14, Pressens skødesynder, Otte træk bag medieforvridninger af samfundsdebatten, 1988.
De otte »skødesynder« er: sensationstrang, foruddiskontering af nyheder, lokalbinding til lokalt område, personcentrering, overdramatisering, konfliktbetoning, konkretisering samt forenkling og visualisering. Niels Thomsen mener ikke, »skødesynderne« kan bortelimineres, fordi andre end pressen betjener sig af de samme midler, således reklamebranchen og endda de politiske partier i forbindelse med valgkampe. Det er desuden et internationalt og ikke noget specielt dansk fænomen.
15. Fra sagen til personen, 1990.
På basis af en spørgeskema-undersøgelse blandt samtlige folketingsmedlemmer og et antal journalister på Christiansborg undersøges årsagen til, at den politiske journalistik er blevet personcentreret og i visse tilfælde kan få karakter af personforfølgelse. Konklusionen er, at der er bekymring i alle partier over denne udvikling og en opfattelse af, at det er til skade for folkestyret. Knap halvdelen af de adspurgte svarede på spørgeskemaet.
Bilag 17
Centraladministrationens magt
Oversigt over forskning inden for emnet: Centraladministrationens forhold til Folketinget,
ministrene og interesseorganisationerne.
Nils Bredsdorff, Roskilde Universitetsbibliotek
I en lærebog om den offentlige administration skriver professor Jørgen Grønnegård Christensen, at »interessen for samspillet mellem de politiske institutioner næsten døde ud i begyndelsen af 1980'erne«. (Forvaltning og omgivelser, Viborg 1992, s. 32)
Selv om dette skal tages med et gran salt, bygger en meget stor del af de undersøgelser, som skal omtales, på undersøgelser lavet i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Samspillet mellem centraladministrationen og Folketing, ministre og interesseorganisationer er, som Grønnegårds bog (der er skrevet længe før beslutningen om en magtudredning blev truffet) viser det, præget af manglende »sikker viden« om næsten alle centrale sammenhænge (se f.eks. s. 33, 50, 55, 60, 81).
Dette er så meget desto vigtigere som alle forskere - trods stor uenighed i øvrigt - synes at være enige om, at samspillet mellem de nævnte politiske institutioner netop i løbet af de sidste 10 år er blevet voldsomt ændret. Herved er resultaterne af de mange »klassiske« og ofte citerede undersøgelser (f.eks. Erik Damgård og forskergruppen vedrørende den politiske beslutningsproces, Grønnegårds bog om centraladministrationen og Bukstis bog om interesseorganisationerne) stærkt relativeret i forhold til den aktuelle kortlægning af magten.
Det betyder naturligvis ikke, at der ikke i det forløbne tiår har været arbejdet med og forsket i centraladministrationens forhold. Ej heller at der ikke har været ført teoretiske debatter, hvis forløb har store effekter på forskningen omkring den centrale forvaltning (som eksempler kan nævnes Grønnegårds og Ole P. Kristensens arbejder med Public Choice teorien og Ove K. Petersens arbejder med forhandlingsøkonomien). Men det har skortet på anvendelse af de teoretiske overvejelser til empiriske undersøgelser.
I det følgende er fortrinsvis omtalt publikationer, der omhandler empiriske analyser af området (egne eller andres) hovedsageligt foretaget i de forløbne 10 år. Den meget omfattende diskussion og forskning i Moderniseringsprogrammerne er kun medtaget for så vidt de forholder sig direkte til »emnerne demokrati og magt«.
En stor del af firsernes litteratur om moderniseringen af den offentlige sektor er samlet i John Elberg, Den centrale forvaltnings udvikling i Danmark 1980-1990 - problemstillinger og litteraturoversigt,COS-forskningsrapport 9/1990
Peter Bogason
Organisation og beslutning, Offentlig administration i Danmark. Systime, 1988
Giver en meget omfattende oversigt over politologisk forvaltningsforskning fra midten af halvfjerdserne, alfabetisk og systematisk. (Oversigten er videreført i databasen Politologisk forvaltningsbibliografi). Desuden giver et par af kapitlerne en oversigt over forskningsudviklingen inden for de her behandlede emner, interorganisatorisk perspektiv og politikere og personale, i begyndelsen af firserne.
Dansk politik under forandring 1945-1985 - et forskningsinitiativ under Statens Humanistiske Forskningsråd, Forskningssekretariatet, 1987.
Der gives her gennem indledningsartikler en generel kommentar om forskningssituationen inden for bl.a. emnerne: regering og folketing, centraladministrationen, interesseorganisationerne og den offentlige sektors ekspansion. Efter hvert afsnit følger et udvalg af international og dansk forskning fra midten af halvfjerdserne og frem.
Centraladministrationens magtrelationer behandles i den svenske Maktutredning af Olof Petersson, Maktens natverk, En undersøkning av regeringskansliets kontakter, Carlssons, 1989.
For at understrege betydningen af de vigtige ændringer, der er sket i samspillet mellem institutionerne skal først omtales en række meget forskellige undersøgelser, som viser dette. Derefter følger undersøgelser af de enkelte aspekter af emnet. Det er forsøgt at give en vis emnemæssig sammenhæng, hvor dette letter læsningen af de komprimerede beskrivelser. Ellers er rækkefølgen tilfældig.
J. Grønnegård Christensen og P. Munk Christiansen: Forvaltning og omgivelser Systime, 1992
Gennemgang af teorier om samspillet mellem forvaltning og dens politiske og organisatoriske omgivelser. Beskrivelse af de sidste 20 års undersøgelser af både den centrale og kommunale forvaltnings forhold til Folketing, interesseorgansationer og andre institutioner. Opsummering af forskningssituationen.
Den centrale tese er, at embedsmænd i centralforvaltningen arbejder under to strategier, en maksimering af trygheden og stabiliteten og en maksimering af bevægelsesfriheden, institutionernes autonomi. I en gennemgang af teorihistorien, de undersøgelser, som blev lavet i slutningen af 70'erne og med vægt på ændringerne af de politiske samarbejdsforhold i Folketinget, vises behovet for mere nuancerede og sektorspecifikke undersøgelser.
Siden 1982 er der opstået nye samspilsformer (s.24, 40, 47, 86, 95), som for så vidt angår forvaltningens samspil med Folketinget, dets stående udvalg og ministrene er meget dårligt belyst. (Jf. yderligere under Erik Damgård 1990 og Grønnegård 1991)
Med hensyn til forholdet til interesseorganisationerne vises det gennem en ny undersøgelse, at der er sket kraftige ændringer i antallet af udvalg og deres sammensætning i firserne. Men den kraftige reduktion i antal udvalg modvirkes af en intensivering af interesserepræsentationen i bestemte sektorer og sagstyper. Undersøgelsen bygger på en større dataindsamling ved Statskundskab i Århus (Database over offentlige udvalg) og er foreløbig. Igen understreges forandringens vigtighed, dens forskelligartede gennemslag, forskningens mangel på sikker viden, og stabiliteten trods de nye samspilsvilkår (s. 87).
Bent Christensen og Chr. S. Nissen (Red.): Offentlige udvalg og kommissioner: Syltekrukke eller udenomsparlamentarisme? Jurist- og økonomforbundets forlag 1984
Samler en række bidrag fra forskere og udvalgsdeltagere. I konklusionen hedder det:. . . »at udvalgsarbejdet fra at være en relativt veldefineret arbejdsform i det politisk-administrative system i stigende grad repræsenterer en række forskellige måder at arbejde på, og hvor de implicerede til stadighed prøver at finde former, der gør instrumentet mere egnet i forhold til de problemstillinger, der skal løses.«
Erik Damgård
Parlamentarismens danske tilstande i: Erik Damgård (red.) Parlamentarisk forandring i Norden
Universitetsforlaget, Oslo 1990
Damgård bygger videre på og reviderer sin centrale undersøgelse i »Folketinget under forandring« (1977). Derfor er det de »markante ændringer« vedrørende partisystem, parlament og regering, der står i centrum. Da disse udgør en væsentlig del af forvaltningens omgivelser, er undersøgelsen medtaget her. Gennem en historisk undersøgelse af »minoritetsparlamentarismen« især siden 1973 vises et vigtigt skift i firserne med nye parlamentariske normer og etablering af systematiske alternative flertal.
Regeringernes svagere greb om flertalsdannelsen og oppositionspartiernes nye former for indflydelse giver sammen med institutionelle reformer et styrket Folketing, ændrede arbejdsbetingelser for partigrupperne, styrkelse af de stående udvalg og ændring af deres arbejdsformer, ændrede arbejdsformer i »salen«, og forøgede ressourcer til de enkelte medlemmer.
Udviklingen i firserne er en kulmination på »to indbyrdes forbundne udviklingstendenser. Den ene er en eksklusiv forekomst af mindretalsregeringer, bestående af et eller flere partier, uden fast støtte til flertalsdannelse. Den anden er et mere aktivt og indflydelsesrigt Folketing, der virker på et højere konfliktniveau end tidligere.« (s.43)
En afsluttende vurdering sætter fokus på to aspekter af dansk parlamentarisme: Udviklingen har vist, at systemet er fleksibelt og repræsentativt, men samtidig at styringskapaciteten er svækket. Det stiller spørgsmålet om forbedrede styringsmuligheder gennem reformer, opløsningsret og spærreregler.
Undersøgelsen siger ikke noget om, hvorledes disse ændringer påvirker forvaltningen, som betjener regering og udvalg, bortset fra registreringen af den kraftige stigning i spørgsmål til ministrene fra udvalg og medlemmer.
Forholdet mellem politikere og embedsmænd blev derimod taget op af Damgård i Partier og demokratisk styring in: Erik Damgård (red.), Dansk demokrati under forvandling, Schultz forlag, 1984. Gennem spørgeskemaundersøgelser fra 1980 vises de forskellige gruppers vurdering af hinanden og udbyttet af samspillet. Embedsmændenes holdning til indblanding fra politikere og stående udvalg afhænger af sektortilknytningen og af om Folketingskontrollen sker inden for netop hans område. (Embedsmandsundersøgelsen er desværre behæftet med store problemer). Konkluderende hedder det, at der er tegnet »et billede af forholdsvis svage og svækkede politikere og forholdsvis stærke organisationer og embedsmænd«.
Niels Åkerstrøm Andersen
Danmark: Forvaltningspolitikkens udvikling og Danmark: Forvaltningspolitiske strategier in: Per Lægreid og Ove K. Pedersen (red.) Forvaltningspolitik i Norden
Jurist- og økonomforbundets forlag, 1994
Artiklerne er et led i et nordisk komparativt projekt. Gennem analyserne af kommissionsbetænkninger og ministerielle oplæg gennem de sidste 50 år vises, at forvaltningspolitikken forandres både med hensyn til midler og mål. I modsætning til tidligere er den polycentrisk, stærkt varierende efter sektorer, embedsmandsstyret, ikke formaliseret, dvs. antallet af »gråpapirer« eller ministerielle policypapirer er stigende, rettet mod meningsdannelse og politikformulering snarere end mod konkrete interne forvaltningsreformer. Også interesseorganisationers og politikeres involvering i kommissionsbetænkninger har ændret sig. De nye forhold diskuteres ikke i undersøgelserne. Det fremgår af redaktørernes efterskrift, at netop menings- og institutionsdannelsesprocesserne vil være næste skridt i projektet.
Disse ændringer, som tidsfestes til firserne, giver helt nye betingelser for embedsmændenes kontakter og handlemuligheder. Men de mange nye beslutningcentre, ministerier, giver også politikere og organisationsfolk nye betingelser. Særligt med hensyn til interesseorganisationernes deltagelse i offentlige udvalg har et andet nordisk komparativt projekt (FOFI) etableret en database, som skal danne basis for studiet af nye samspilsrelationer i disse udvalg, hvor politikere, embedsmænd og interesseorganisationsfolk traditionelt har en fælles arena. Projektet, som ikke er afrapporteret, diskuteres i Erik Højbjerg, Frank Marcher og Karsten Ronit, Erfaringer og problemer ved kortlægningen af offentlige udvalg i den danske centraladministration, COS-forskningsrapport 3/1994.
Mikael Skou Andersen og Michael W. Hansen - Vandmiljøplanen - fra forhandling til symbol Forlaget Niche, 1991
Udgangspunktet er en analyse af forløbet af Vandmiljøplanens tilblivelsesproces 1987. Fortolkningsrammen er en bred gengivelse af ændringerne i det politiske og administrative system i firserne fra forhandlingspolitik/korporative og stabile strukturer til løsere netværk/opsplittede beslutningsforløb.
Både regeringens, parlamentarikernes og »embedsværkets« betingelser og interne samspil ændres. Vægten i forklaringen på sammenbruddet i de forhandlingspolitiske strukturer er lagt på brede samfundsudviklingstræk, mod et mere »fragmenteret service- og kommunikationssamfund«, som giver »nye indflydelsesveje, nye deltagelsesformer og nye måder at lave politik på«. (s.33).
Forhandlingspolitikken er kendetegnet ved stor tillid til embedsværket, tætte og stabile kontakter til organisationerne. Det nye politiske systems »kortere tidshorisont« begrænser interessen for indflydelse på det langsigtede bureaukratiske arbejde, men øger samtidig muligheden for at pleje selvstændige bureaukratiske interesser. Embedsværket vil være præget af skiftende regeringers politiske udnævnelser og derfor blive mere uhomogent.
Analysen af Vandmiljøplanen demonstrerer, at disse tendenser mod kortsigtet symbolpolitik, opsplitning af embedsmandskorpset, frakobling af forvaltningen (og tilsvarende tilkobling af Folketinget) og nye interesseorganisationers entre på arenaen, var gældende - i hvert tilfælde indenfor miljøpolitikken.
Bogen slutter med diskussion af alternative milljøreguleringsformer, miljøafgifter kombineret med regionale, ansvarlige forhandlingsstrukturer.
Peter Munk Christiansen
Organisering i et virkemiddelperspektiv - nogle overvejelser om policy netværk
AKF-forlaget, 1991
Pjecen skal omtales her selv om den ikke indeholder en empirisk analyse af ændringen i de politiske strukturer, fordi den overskueligt og kort skitserer et af de nye forskningsparadigmer, netværket. Det passer til den hævdede forskydning fra det formaliserede til andre former for samspil.
I den teoretiske analyse af det politiske system har forskerne bevæget sig væk fra halvfjerdsernes korporatismeteorier, stabile monolitiske magtstrukturer, over segmenteringsteorier, stærke policy-communities inden for enkelte politikområder eller såkaldte jerntrekanter (stabile relationer mellem politikere, embedsmænd og interesseorganisationsfolk indenfor et bestemt område - f.eks. Iandbrugspolitikken) til område-netværk og emne-netværk. Disse er karakteriseret ved mere komplekse og løsere - men ikke mindre effektfulde - relationer. De bindes sammen af medlemmernes interesser, udvælgelsen af medlemmerne og mange og varierede normer.
Der argumenteres for, at analysen af de enkelte netværk må foregå på et niveau »lavere« end de traditionelle sektorer eller politikfelter, fordi det er her, netværkene eksisterer. Kun herved kan opnås en forståelse af, hvordan de fungerer.
I tilknytning til dette skal nævnes Peter Munk Christiansens korte artikel Organisationernes rolle in: Folkestyre og forvaltning, Festskrift i anledning af Nordisk administrativt forbunds 75 års jubilæum, Jurist- og økonomforbundets forlag, 1994. Her refereres oplysninger fra andre undersøgelser, og der konkluderes: ». . .at de traditionelle korporative deltagelsesmønstre er forandret i 1980'erne. Det kan have strukturelle årsager - forbundet med ændringer i den offentlige sektors struktur og opgaver - det kan have politisk-ideologiske forklaringer, og det kan endelig forklares med de svage mindretalsregeringer. Man kan imidlertid ikke af disse ændringer slutte, at organisationernes indflydelse på offentlig politik er svækket. Det vil være nærliggende at forvente, at organisationerne inden for nogle områder er svækket, mens deres position er styrket inden for andre.«(s.63)
Denne opløsning af de stabile strukturer giver sig udtryk i diskussionen af Moderniseringsprogrammerne og analysen af administrationspolitikken. Begge dele vedrører i høj grad interne forandringer i forvaltningen og skal som nævnt ikke uddybes her. Blot skal ud over ovennævnte undersøgelser af Niels Åkerstrøm Andersen også nævnes Torben Beck Jørgensen, Administrationspolitik: Indhold, form og institutionalisering in: Folkestyre og forvaltning, Festskrift op. cit., dels for sine referencer og dels for sin understregning af opløsningen af forvaltningens enhed og symbolpolitikken (in casu moderniseringspolitikken) som erstatning for tidligere tiders (forsøg på) rationel organisationsstrukturering. Og Torben Beck Jørgensen, Offentlig organisationsteori - krav og udviklingsmuligheder in: Peter Bogason (red.) Nyere tendenser i politologien - stat og forvaltning, Forlaget politiske studier, 1990, for sin oversigt over nyere forvaltningsvidenskabelig og organisationsteoretisk litteratur, som danner grundlaget for mange af de nævnte undersøgelser.
Administrations- og moderniseringspolitikken danner en del af grundlaget for centraladministrationens samspil med andre institutioner. Det gælder også ændringeme i styringsmetoder og -forestillinger i forvaltningen. Der skal henvises til sammenfatningen af mange artikler og rapporter omkring de nye styringsmåder
Torben Beck Jørgensen og Preben Melander (red.)
Livet i offentlige organisationer - Institutionsdrift i spændingsfeltet mellem stat, profession og marked
Jurist- og økonomforbundet, 1992
Selv om vægten her er lagt på analysen af offentlige producerende virksomheder og ikke på politisk-administrative og hierarkiske institutioner, giver de mangeartede analyser og organisationseksempler (Det kgl. Teater, Statsfrøkontollen, Arbejdstilsynet og Rigshospitalet) et indblik i den konfliktfyldte og »koalitionsprægede« virkelighed i dele af den sønderdelte eller subsektoropdelte forvaltning - der, hvor sondringen mellem privat og offentlig, forvaltning og produktion bliver meget sløret. Nye muligheder og konflikter for dele af forvaltningen vil måske smitte af på andre dele af denne.
I de nye konflikt- og koalitionsfyldte omgivelser spiller de uformelle strukturer og normer blandt forvaltningens embedsmænd stor rolle. Grønnegård Christensen og Finn Brun undersøgte dette med oplysninger fra de foregående årtier (in: Lennart Lundquist og Krister Ståhlberg, Byråkrater i Norden, Åbo 1983). Grønnegård gjorde sig i Mandariner og ministre (Politica 1983) nogle bevidst ikke empirisk efterviste overvejelser over topbureaukraters adfærd, som er værd at nævne, fordi de trods deres foreløbige karakter har skabt indtrykket af »sikker viden«. Det samme gælder Grønnegård og Rolf Geckler, På vej mod en ny embedsmandsstat? in: Geckler og Grønnegård Christensen, på ministerens vegne, Gyldendal 1987. Der er få undersøgelser af emnet.
Jørgen Grønnegård Christensen og Marius Ibsen
Bureaukrati og bureaukrater
Systime, 1991
Viderefører de tidligere undersøgelser med aktuelle tal for forvaltningens »organisationskultur«. Karrieremønstre og uddannelsesbaggrund er undersøgt. Undersøgelsen er ikke omfattende nok til konklusioner om holdningsdannelsen hos embedsmændene, men bekræfter formodningerne om identifikation med institutionen og sektoren og om positive opfattelser af samspillet med interesseorgansationerne. Men som Grønnegård og Christiansen konkluderer i en senere undersøgelse: »Noget fuldgyldigt svar på spørgsmålet om ændringer i samspilsnormerne i 1980'erne kan ikke gives. Dertil er problemet ikke tilstrækkeligt dokumenteret«. (Forvaltning og omgivelser s. 87) Det gælder også eventuelle ændringer fra slutningen af firserne i embedsmandssocialiseringen.
Spørgsmålet om interesseorganisationernes indflydelse var tidligere i fokus for studiet af centraladministrationen. En del af undersøgelserne falder inden for de sidste 10 år, men bygger på oplysninger fra tidligere. For at understrege den historiske forandringsproces skal først omtales.
Birgit Nuchel Thomsen
Studier i samspillet mellem interesseorganisationer, centraladministration og rigsdag. En oversigt in: Thomsen, Eriksen, Hertz, Hjorth, Samspillet mellem organisationer og stat,
Rigsarkivet 1987
Artiklen giver som en ramme for studier inden for indenrigsministeriets og handelsministeriets område 1879-1950 en oversigt over interesseorganisationsforskningen frem til midten af firserne. Indflydelsesforskningen har beskæftiget sig mest med »hvem, der er aktører, men man har endnu ikke vist hvorledes organisationerne spiller sammen med beslutningstagerne«. Gennem artiklen - og de 4 konkrete historiske undersøgelser - forsøges den »faktiske indflydelse« vist. Konklusionen er, at organisationerne har deltaget »livligt« i den politiske beslutningsproces hele dette århundrede, men at vurderingen af deres faktiske indflydelse i de sammenhænge, som er studeret, er mere forbeholden. Samspilsmønstre og indflydelse varierede fra område til område og over tid.
Jacob Buksti
Organisationernes folk, Om interesseorganisationerne og deres repræsentanters rolle i i forhold til den politiske beslutningsproces
Forlaget Politica, 1984
Undersøgelsen var en del af det store projekt om den politiske beslutningsproces i Danmark. Den behandler dels interesseorganisationernes funktionsmåder, rekruttering, interne opgaver og strukturer og indflydelseskanaler på det øvrige politiske system, partier, Folketing og forvaltning. (Den er således en parallel til Erik Damgårds analyse af Partigrupper, repræsentation og styring fra 1982, som behandler interesserepræsentationen gennem partierne). Forholdet til centraladministrationen belyses ikke blot gennem den formelle repræsentation i udvalg, som er i fokus i de senere undersøgelser, men gennem spørgeskemaundersøgelse hos organisationsrepræsentanterne. Desuden er undersøgelsen især rettet mod forskellene i de forskellige organisationstypers relationer i modsætning til senere undersøgelser, som mere interesserer sig for forskellene iblandt centraladministrationens sektorer.
Organisationsrepræsentanterne vurderer kontakten med forvaltningen direkte eller gennem kommissioner mere positivt end kontakten til politikeme i forhold til indflydelse på den politiske beslutningsproces. Arbejderorganisationerne synes mere positive over for direkte politiker- og regeringskontakter (undersøgelsen blev foretaget under socialdemokratisk regering). I undersøgelsen er også gengivet forvaltningens/embedsmændenes vurderinger af en række centrale politiske spørgsmål hhv. vurderinger af magtens fordeling.
Søren Viemose Lobbyisme Gyldendal, 1990
I de indledende afsnit gives en oversigt over den særegne danske (skandinaviske) lobbyisme. Grundet de danske interesseorganisationers tætte integration i det politiske system har en mere traditionel ekspertbåret lobbyisme udviklet sig sent. Arbejdet har været varetaget af valgte ledere. Organisationernes eksperter og ministeriernes eksperter forhandler med hinanden.
Tænketanke og private forskningsinstitutter er måske sammen med eksperterne ved at blive en ny del af samspillet mellem organisationer og det politisk-administrative system. En del af den viden, lobbyisten stiller til rådighed, kunne måske også produceres i embedsværket. Det foreslås som et modtræk mod den stigende magt, som tilfalder de nye organisationsfolk.
Et andet komplicerende forhold er blevet fremholdt for nylig: Måske er kategorier som politiker, embedsmand, organisationsleder osv. for generelle. Det er vist for organisationer og sektorer, men Torben K. Jensen, Politik i praksis, Samfundslitteratur 1993, viser, at politikere i selvforståelse og i praksis også reagerer, handler og influerer meget forskelligt. Der søges opstillet en typologi på baggrund af interview med folketingspolitikere, som støtter og komplicerer sektoriseringstesen.
En enkelt politiker har i perioden givet sin vurdering af forholdet mellem ministre og embedsmænd, Poul Nielson, Politikere og embedsmænd, Danmarks Forvaltningshøjskoles forlag, 1991. Han beskæftiger sig især med de nye forhold, som sætter den klassiske model for samspillet under pres.
Til de tidligere nævnte forandringer i det politiske system skal i vurderingen af denne undersøgelse også lægges de fundamentale nye forhold blandt mange store interesseorganisationer. Buksti understreger selv foranderligheden i indflydelsen og forskelligheden mellem sektorerne og dermed i samspillet. (Jf. ovenfor om Munk Christiansen, Organisationernes rolle).
I denne forbindelse skal nævnes et element i Ole P. Kristensens afhandling Væksten i den offentlige sektor, Jurist- og økonomforbundets forlag, 1987. I en spørgeskemaundersøgelse fra 1980 (refereret i kapitel 3) undersøges bl.a. embedsmændenes »bidrag« til asymmetrien i de offentlige udgiftsbeslutninger. Problemet opstår ved, at de kræfter, der støtter udgiftsbeslutninger er systematisk stærkere end de kræfter, der modarbejder stigende udgifter. Et eksempel i relation til centraladministrationen er, at der i forvaltningen til stadighed produceres meget detaillerede forslag til forbedringer og udvidelser af de offentlige aktiviteter, mens der ikke på samme måde automatisk produceres spareforslag. Undersøgelsen bekræfter eksistensen af asymmetrien og viser bl.a., at embedsmændene samtidig med at de mener, at det samlede udgiftsniveau er for højt, ikke mener at besparelser kan finde sted inden for deres område. (Undersøgelsen er for så vidt angår embedsmændenes holdninger desværre som nævnt under Damgård 1984 problematisk).
Også Jørgen Grønnegård Christensen gennemførte i slutningen af halvfjerdserne en undersøgelse af embedsmænds holdning til deres omgivelser, herunder en vurdering af interesseorganisationer og Folketingets stående udvalg. (Kapitel 7 i Centraladministrationen: Organisation og politisk placering, Jurist- og økonomforbundets forlag, 1980). Konklusionen understreger samspillets tætte og stabile karakter, samt etableringen af uformelt normsæt, der er sideordnet med de formelle regler og som gør inddragelsen af interesseorganisationer til ikke blot en regel men en pligt.
Jens Hoff (red.) Stat, kultur og subjektivitet - elementer til en moderne klasseanalyse, Forlaget politiske studier, 1985 indeholder studier af Jens Hoff, Sven Bislev og Jørgen Goul Andersen, som søger at foretage en bredere bestemmelse af de offentligt ansattes interesser, differentieringen imellem dem og udviklingen af deres organisationer. Hans Jørgen Nielsen og Jens Hoff, Offentligt ansattes faglige aktivitet og holdninger, Institut for Statskundskab, Københavas Universitet, Forskningsrapport 1991/3 finder, at især de »godt uddannede« er bedre organiseret set i relation til den private sektor og i international sammenligning. Den bedre organisering tjener både de ansatte og arbejdsgiveren.
Udviklingen fra den mere entydige funktion som embeds- og tjenestemand til statslig lønarbejder med store interesseforskelle internt behandles senest af Dorte Pedersen, Offentlig løn, Samfundslitteratur, 1993. Her behandles også effekterne af, at løn- og arbejdsvilkår opsplittes og forhandles decentralt - i endnu et forhandlingsspil, hvor embedsmændenes fagforening spiller en stor rolle. Endelig skal henvises til en lille overset artikel, Mogens Nygård Christoffersen, Magtens mænd - om rekrutteringen til magtfulde poster in: Samfundsøkonomen 5/1987. Den statistiske analyse insisterer mod den herskende opfattelse på, at den skæve sociale rekruttering gennem uddannelsessystemet fortsætter i embedsmandssystemet. Men meget kan have ændret sig siden »85.
En af de mest omfattende nyere analyser af virkningen af interesseorgansationernes samspil med centraladministrationen er
Ove K. Pedersen
Den sønderdelte stat
COS-forskningsrapport 8/1991
I en omfattende litteraturgennemgang vises, at det politiske system er blevet mere differentieret og komplekst. Den formelle enhed i forholdet mellem politisk styring og forvaltning kombineres med dannelse af segmenter og institutionelle netværk. Gennem integrationen af interesseorganisationer i den offentlige forvaltning gennem dette århundrede og især efter »45 er der opstået stadig mere komplekse kombinationer af forskellige offentlige, semioffentlige og private retsformer.
Etableringen af segmenter diskuteres gennem en diskussion af den udbredte segmenteringsteori, men det er især dannelsen af, hvad der kaldes institutionelle netværk, der bryder med forvaltningens enhed og legalitetsprincippet. De er ikke underlagt ressortområder, overunderordnelsesforhold, og kombinerer offentlige, halvoffentlige og private institutioner. Grænserne mellem privat og offentlig, mellem politik og administration, sløres og forandres kontinuerligt. Den multi-centrerede forvaltning har ingen autoritativ myndighed, men fungerer via forhandling.
Forfatteren har udviklet disse teser i en række bøger og senest i bogen Demokratiets lette tilstand, Spektrum 1994. Bogens tema er langt bredere end denne oversigts emne, men i to afsnit (s. 140-159, 189-225) diskuteres centraladministrationen og dens forhold til det øvrige politiske system. Her sammenfattes teserne om den forhandlingsøkonomiske centerløse (ikke længere blot poly-centriske) stat. Bogens form er essayistisk, men gennem de tidligere bøger, sidst Privat politik, Samfundslitteratur, 1992, gives den teoretiske og empiriske baggrund for de tilspidsede og teseagtige formuleringer, samt relationen til tidligere forskningsresultater.
Udover den nævnte dannelse af institutionelle netværk er der sket en opsplitning og udvidelse af det politiske system i en række selvstændige »konstitutioner«, hvoraf den »transnationale« er den nyeste, eksemplificeret i institutionaliseringen af spillereglerne omkring markedsudvalget, mandatpolitikken i Ministerrådet, og opsplitningen af forvaltningen i denne nye dimension, som giver lejlighed til tværsektoriale sektorer. Forhandlingsspillene multipliceres, konsensusmaskinen integrerer den udøvende magt og de organiserede interesser med de forskellige segmenter af den politiske magt.
Udviklingen ses at pointere tidligere udviklingstræk, eksponere nye muligheder og nye farer for det traditionelle politiske system. Centraladministrationen er blevet oversvømmet af politikken. Tidligere distinktioner forsvinder eller bliver formalistiske, omgået af det hektiske, vanskeligt registrerbare forhandlings- og kompromisspil. Bogen indeholder en række reformforslag, som vedrører det her behandlede emne. Jørgen Goul Andersen har i sin bog Politik og samfund i forandring, Columbus, 1993, som er skrevet i samme brede essayistiske eller ikke akademiske stil, tre store afsnit, som berører emnerne, Folketing og regering, offentlig forvaltning og interesseorganisationerne og velfærdsstaten under omstilling (s. 163-246). Overvejelserne bygger meget på Damgård (1990), som videreføres, og Grønnegård og Munk Christiansen (1992), men understreger meningsdannelsen og gennemførelsesprocessen, den stigende kompleksitet i det politiske system og skiftet fra »hårde til bløde styringsformer«.
Tim Knudsen har i Den danske stat i Europa, Jurist- og økonomforbundets forlag, 1993, koncentreret sig om de lange historiske linier i udviklingen af den danske stats og centralforvaltnings særtræk. Ved hele tiden at drage sammenligninger til andre europæiske lande og EF sættes det danske politiske systems særtræk i en belysning, der muliggør diskussionen af alternativer.
Stig Ree, Bedre politisk ledelse, Nyt nordisk forlag, 1986, er gået næsten stik modsat til værks. I en aktionsforskningspræget undersøgelse gives en vurdering af en lang række cases fra kommuner, styrelser, partier, ministerier og politikere, hvor beslutningsprocessen ses i forhold til en række variable, politisk troværdighed, administrativ effektivitet og politisk sproglig evne. Formålet er at opnå en næsten intuitiv forståelse af den politiske ledelses karakter. Overvejelserne i forhold til politikere og centralforvaltning får derved sammen karakter som Grønnegårds essayistiske refleksioner i »Mandariner og ministre«.
Afslutningsvis skal tre mere afgrænsede undersøgelser nævnes. Men det skal understreges, at der ud over de nævnte publikationer findes adskillige, som behandler afgrænsede sektorer i det politisk-administrative system, teknologipolitik, industripolitik, erhvervs- og arbejdsmarkedpolitik, socialpolitik, miljøpolitik. I disse behandles ud fra de grundsynspunkter, som er fremlagt ovenfor, disse sektorers særlige forhold. Som eksempel på, at de særlige forhold ikke kun knytter sig til relationen mellem netværkets dele, men også vedrører forskellige organisationskulturer internt i hver enkelt del, kan nævnes Jane Larsen og Majken Schultz, Bureaukrati og videnskab - organisationskulturer i centraladministrationen, Forlaget politiske studier, 1984. Her fremhæves eksistensen af flere sideordnede »kulturer« indenfor socialministeriets område og deres sammenhæng med beslutningsprocesserne i forvaltningen. Det giver flertydige beslutningsprocesser, som er afhængige af timing, emne, afdelingernes historie i lige så høj grad som de formelle strukturer.
Jørgen Grønnegård Christensen
Den usynlige stat
Gyldendal 1991
Den usynlige stat er den regulerende i modsætning til den serviceproducerende (gode) stat. Bogen er som antydet i denne modstilling et liberalt opgør med den socialdemokratiske velfærdsstats dirigistiske sider, en parallel til Ove K. Petersens og Ritt Bjerregårds »lette tilstand«. Men den er først og fremmest en undersøgelse af de borgerlige regeringers regelforenklingskampagner i firserne. De mere end 2000 forenklingsforslag er registreret og vurderet ud fra tilblivelsesproces, gennemførelsesprocent, embedsmænds, politikeres og organisationers påvirkning af forløbet.
Centraladministrationen gjorde hvad der var nødvendigt for dem, men heller ikke mere. Deres mest positive hold var en stor portion skepsis, som også prægede erhvervsorganisationer og kommunale interesser. Det vises hvorledes de forskellige ressortministre og embedsmænd og deres forskellige omgivelser - giver modsætninger og stilstand i kampagneforløbet. I en serie enkeltanalyser vises, hvordan embedsmandstræghed eller ressortinteresser/professionelle ditto gør regelforenkling til en sej affære. Og som for at føje spot til det delvise nederlag for forenklingskampagnen vises det, at regelproduktionen i samme periode steg. Årsagerne i rutiner, uformelle normer, stærke organiserede interesser og parlamentariske forhold afsøges gennem samtidig kritik af det etablerede forhandlingsøkonomiske system.
I en afsluttende kommentar tages den asymmetriske regelproduktion op: De som ser fordelene har adgang til forhandlingsprocessen. Og konsekvenserne af den usynlige stats regulering er ikke altid lette at få øje på. Derfor gives den ny regulering bedre odds end dereguleringen. Det er forsøgt at angive nye reglers økonomiske og administrative omkostninger, »Det virker ikke«. I stedet foreslås at udvikle et net af private tænketanke og uafhængige analyseinstitutter, som kan producere »gedigne og politikrelevante analyser af myndighedernes politik og deres konsekvenser.«
Et eksempel på en sådan privat tænketank er Forum for industriel udvikling, som udgav Den offentlige sektors rolle i 90'ernes samfund - forslag til en offensiv strategi, Kbh. 1990. Modellen er konkurrence og mindre styring. Udgangspunktet er, at politikerne skal koncentrere sig om den overordnede styring og overlade konkurrencen og markedet at styre resten. Den meget uensartede offentlige sektor erkendes, men der er ingen diskussion af netværk og forholdet mellem organisationer, forvaltning og politikere.
Holger Hansen, Folketingets stående udvalg, Jurist- og økonomforbundets forlag, 1985. Undersøgelsen omfatter en mindre del af de stående udvalg, som sammenlignes med udvalgsarbejdet på samme områder i midten af tresserne. De ændrede arbejdsformer og den stigende indflydelse i forhold til ministre og forvaltning diskuteres og der stilles forskellige reformforslag. Forfatteren er kritisk over for de stående udvalgs tendens til kontrol med forvaltningens konkrete afgørelser. Også de nye magtforhold mellem styrelser, som kan handle direkte i forhold til Folketinget og ministrene undersøges.
Lars Busck, Folketingets kontrol med forvaltningen, G.E.C.Gad, 1988. Denne meget detaillerede retlige undersøgelse omfatter alle dele af Folketingets virksomhed. Det er dels en samlet oversigt over retstilstanden, en registrering af forskellen mellem den formelle og den reelle tilstand, og samtidig en diskussion af mange af de retlige problemer, som de nye former for samspil mellem parterne rummer. Kommentarerne række også ud til andre aktører på scenerne: »Folketingets kontrol med forvaltningen er. . . samtidig en (demokratisk velmotiveret) kontrol med den måde, hvorpå organisationerne øver indflydelse på forvaltningen«.
Undersøgelsen er interessant som et ikke-politologisk indlæg i debatten. (Forfatteren er jurist og var ansat hos Ombudsmanden). Der er derfor mange kontrære iagttagelser i forhold til den herskende videnskabelige mening, f.eks. følgende opposition til Grønnegårds generelt accepterede påstand om ministrene som ofte viljeløse udtryk for ministerielle særinteresser: »Ministre er først og fremmest politikere. Oftest har de en lang karriere som folketingsmedlemmer bag sig. Deres placering som ministre og dermed forvaltningschefer er i alle tilfælde forbigående og afhængig af udfaldet af næste folketingsvalg. De indgår således i et skæbnefællesskab, som omfatter alle, der har gjort politik til deres hovederhverv. . . Menneskeligt og socialt er ministre langt nærmere forbundet med Folketinget end med det embedsapparat, de er chefer for«. s. 45).
Bilag 18
VALG og VÆLGERADFÆRD
udarbejdet af Hanne Rasmussen, fuldmægtig, Folketingets Bibliotek, Arkiv og Oplysningstjeneste
Valgforskningen, dvs. studier af vælgernes adfærd i forbindelse med valg og årsager til ændringerne heri, startede i Danmark i 1960'erne. Gallup har analyseret valgene siden 1957 og fra begyndelsen af 1970'erne har Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd ydet tilskud til, at forskere ved Århus og Københavns Universiteter har kunnet studere samtlige valg. Datamaterialet findes på Dansk Data Arkiv i Odense. Selve interviewundersøgelserne blev i de første år gennemført af Socialforskningsinstituttet (SFI), senere af Gallup og AIM. I 1970'erne blev der forsket en del i årsager til de nye partiers fremkomst, især Fremskridtspartiet og dets vælgerbasis var genstand for mange studier. Et samlet overblik over valgforskningen siden 1970 findes i en bibliografi: Danske politiske partier 1970-92. En bibliografi ved Jørgen Elklit, Gorm Willemoes Jensen og Karen Prehn, Institut for statskundskab 1992. Af sammenfattende fremstillinger om forskningen i 1970'erne kan især nævnes
Borre Ole, H.J. Nielsen, Sauerberg og Worre: Vælgere i 70'erne. Resultater fra interviewundersøgelser ved folketingsvalgene 1971, 1973, 1975, 1976 + tillæg om valget i 1977.
Borre, Ole H.J. Nielsen, Sauerberg, Worre: Efter vælgerskreddet, 1983. Analyser af folketingsvalget 1979.
Forskergruppen vedrørende den politiske beslutningsproces i Danmark udsendte i 1980 en publikation: Folkets veje i dansk politik, der handlede om vælgerbefolkningens politiske aktiviteter og opfattelser baseret på undersøgelser fra 1977.
Valgstudierne har formet sig som studier af de enkelte valg, studier af de enkelte partiers vælgermæssige opbakning og studier af mere generelle og tidsmæssige udviklinger. Der har været fokuseret på forskellige aspekter af vælgeradfærd, på indflydelsen fra social klasse, alder og køn og på forskellige grupper af vælgere, især de unge og kvinderne. Endelig er der foretaget sammenligninger af kommunevalg og amtsrådsvalg med folketingsvalg, og de forskellige EF-afstemninger er også analyseret, se i øvrigt mere om dette i afsnittet om internationaliseringen. Om vælgernes græsrodsdeltagelse, se afsnittet om organisationer og bevægelser.
Alle studier bygger på de generelle vælgerundersøgelser. Studierne er ikke helt nye, således findes endnu ingen videnskabelige studier af, hvor Venstre henter sine mange nye vælgere.
Litteratur 1984-1994 om vælgeradfærd
Bille, Lars: De uregerlige vælgere: valgkamp, medier og vælgere ved folketingsvalget 1990, 1992
Borre, Ole: Politiske generationer i To folketingsvalg.
Borre, Ole: Træk af den danske vælgeradfærd 1971-84 i Valg og vælgeradfærd.
Dahlerup, Drude: Kvinderne - en ny vælgergruppe i Valg og vælgeradfærd.
From voters to participants, red Gundelach/Siune, 1992.
Glans, Ingemar: Langtidsudviklingen i dansk vælgeradfærd i To folketingsvalg.
Goul Andersen, Jørgen: Class voting revisted i From voters to participants, red. Gundelach/Siune, 1992.
Goul Andersen, Jørgen: Klasseløse vælgere i Valg og vælgeradfærd.
Goul Andersen, Jørgen: Kvinder og politik, 1984.
Goul Andersen, Jørgen: Konservatismen, vælgerne og velfærdsstaten, 1985 29 sider.
Goul Andersen, Jørgen: Partierne, klasserne - forskydninger i 1970'erne, Økonomi og Politik 1983 s. 274-86.
Goul Andersen, Jørgen: Social klasse og parti i To folketingsvalg.
Goul Andersen, Jørgen: Vælgernes holdninger til den offentlige udgiftspolitik i Karl-Henrik Bentzon (red.): Fra vækst til omstilling, 1988.
Goul Andersen, Jørgen: Vælgerudviklingen. Danmark fra 1960'erne til 1980'erne, 1987.
Goul Andersen, Jørgen: Vælgernes vurderinger af kriseårsager i Eggert Petersen: De trivsomme og arbejdsomme danskere, 1991 s. 61-80.
Nannestad, Peter: Reactive Voting in Danish General Elections 1971-79, 1989.
Nannestad, Peter: Dimensioner i vælgernes opfattelse af partisystemet i Valg og vælgeradfærd.
Nielsen, Hans Jørgen: Vælgersamtalerne i Vi og vore Politikere s. 272-321.
Risbjerg Thomsen, Søren: National Impact on Local Elections. Blowing in the Wind? i From voters to participants, 1992.
Risbjerg Thomsen, Søren: Danish elections 1920-79: a logit approach to ecological analysis and inference, 1987.
Risbjerg Thomsen, Søren: Kommunale valg i Valg og vælgeradfærd.
Risbjerg Thomsen, Søren: Udviklingen under forholdstalsvalgmåden 1920-84 i Valg og vælgeradfærd, 1984.
Svensson, Palle: De unge - en ny vælgergruppe i Valg og vælgeradfærd.
Svensson, Palle: Vælgernes syn på det danske demokrati i To Folketingsvalg. Red af Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard, 1989.
Togeby, Lise: Politik også en kvindesag, 1984.
Togeby, Lise: Politiseringen af kvinderne og kvindespørgsmålet i To folketingsvalg
Tonsgaard, Ole: Højre og venstre i dansk politik i Valg og vælgeradfærd.
Tonsgaard, Ole: Vælgervandringer og vælgerusikkerhed i To folketingsvalg.
Valg og vælgeradfærd. Studier i dansk politik red af Jørgen E1klit og Ole Tonsgaard, 2. udg 1986.
Vi og vore politikere, Jørgen Goul Andersen et al., 1992.
Viby Mogensen, Gunnar: Kan vi stole på politikerne?, 1992.
Worre Torben: Dansk vælgeradfærd, 1987.
Worre, Torben: Vælgernes kryds i Økonomi og Politik, 1987 s. 70-82.
Vælgeradfærd generelt og over tid
Valg og vælgeradfærd. Studier i dansk politik red af Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard, 2.udg 1986 og
To Folketingsvalg. Red af Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard, 1989 giver tilsammen en behandling af danske vælgerholdninger og dansk vælgeradfærd i en periode, der strækker sig fra begyndelsen af 1970'erne til slutningen af 1980'erne og er en slags opsummering på den eksisterende forskning.
Redaktørerne er lektorer på Århus Universitet.
Begge bøger er antologier, der består af kapitler om forskellige emner, disse vil være behandlet systematisk nedenfor.
Søren Risbjerg Thomsen, lektor på Århus Universitet, har i Valg og vælgeradfærd skrevet om Udviklingen under forholdstalsvalgmåden (1920-84).
Problemstilling: Udviklingen i vælgeradfærden undersøges gennem en undersøgelse af partiernes stemmeandele og valgdeltagelsen.
Konklusion: Han forklarer udviklingen i vælgeradfærden på den ene side ved at lægge vægt på udviklingen i klasseforholdene og på den anden side ved at se på, hvilke partier der har varetaget regeringsmagten, og hvordan samarbejdet mellem partierne har været i de enkelte valgperioder.
Ole Borre: Træk af den danske vælgeradfærd 1971-84 i Valg og vælgeradfærd.
Forfatteren er lektor på Århus Universitet.
Problemstilling: Han forsøger at sammenfatte udviklingen i perioden på baggrund af vælgerundersøgelserne af de syv folketingsvalg.
Metode: I undersøgelsen fokuseres på nogle indikatorer for den samlede vælgerbefolknings adfærdsmæssige og bevidsthedsmæssige udvikling.
Konklusion: Undersøgelsen viser en bølge af partiskift og ubeslutsomhed blandt vælgerne i begyndelsen af perioden ledsaget af en udbredt mistillid til den politiske ledelse. Vælgerne drog dog ikke den konsekvens, at de vendte sig bort fra det parlamentariske system og dets organisationer som helhed. Undersøgelsen viser, at den politiske interesse og diskussion ved de fleste af valgene var meget intens, og at vælgerne knyttede bånd til de nye partier og dermed konsoliderede det nye mangepartisystem. Selv om nogle af de traditionelle vælgerbaser er gået i opløsning, er der skabt nye vælgerbaser, der mere bygger på ideologisk fællesskab end socialt fællesskab. Endelig bemærkes, at vælgernes opfattelse af sig selv på en højre-venstre skala spiller en dominerende rolle for partivalget, og at det er et fænomen, som har voksende betydning.
Worre, Torben: Dansk vælgeradfærd, 1987. Torben Worre er cand.scient.pol. og lektor ved Historisk Institut, Institut for Samtidshistorie, Københavns Universitet.
Problemstilling: Worre ønsker at analysere de grundlæggende og varige træk i dansk vælgeradfærd, og hvordan danskerne opfylder vælgerrollen, og ikke kun at begrænse sig til forklaringer på aktuelle stemmeforskydninger.
Metode: Hans data er interviewdata fra folketingsvalgsundersøgelserne fra 1971-84. Bogen bygger på den opfattelse, at mange væsensforskellige, men ofte indbyrdes sammenhængende faktorer er relevante for forståelsen af vælgeradfærd. Hvilke der er de vigtigste, afhænger af, hvilke sider af vælgeradfærden man vil forklare. Bogens samler sig om to emnekredse: 1. vælgeradfærd og beslutningsproces i almindelighed på tværs af partiskel. 2. skillelinjerne mellem partierne, dvs. med forskellene på deres vælgerkorps.
Konklusion: Undersøgelsen viser både kontinuitet og forandring. Det meget stabile danske partisystem er i de senere årtier blevet mere flydende. Der er sket meget store forskydninger i partiernes vælgertilslutning fra valg til valg, men svingningerne foregår inden for visse vide rammer, idet den overordnede ligevægt mellem højre og venstre side af partispektret ikke er blevet rokket. Der synes ikke bag de voldsomme korttidssvingninger at kunne spores nogen langtidsforandring af strukturen i partisystemet. Partisystemets oprindelige snævre tilknytning til den sociale struktur præger stadig vælgeradfærden, men klassepræget er aftaget. Mens vælgeradfærden således udviser stor ustabilitet på kort sigt, er der ikke i valgundersøgelserne grundlag for at påvise nogen grundlæggende strukturændringer i det danske partisystem i de seneste årtier. Det er orienteret efter de samme sociale, ideologiske og parlamentariske skillelinjer som hidtil, men den enkelte vælger er mindre bundet til faste tilhørsforhold og derfor mere modtagelig for skiftende påvirkninger.
Worre, Torben: Vælgernes kryds, Økonomi og Politik, 1987 s. 70-82.
Worre belyser i denne artikel spørgsmålet om, hvad der bestemmer partivalget blandt danske vælgere, og hvad der sker under en valgkamp. Undersøgelsen er baseret på interviewdata fra vælgerundersøgelserne.
Han konkluderer, at næsten halvdelen af de danske vælgere er grænsevælgere, der ikke har afgjort deres partivalg endeligt, når der udskrives valg. De kan med andre ord påvirkes under valgkampen.
Artiklen påviser også, at der eksisterer en overordnet balance mellem højre og venstre i dansk politik, som ikke påvirkes meget af den individuelle ustabilitet og partiernes svingende stemmetal.
Peter Nannestad: Dimensioner i vælgernes opfattelse af partisystemet i Valg og vælgeradfærd.
Peter Nannestad: Reactive voting in Danish General Elections 1971-79, 1989.
Tese: I begge studier ønsker forfatteren, der er professor i statskundskab ved Århus Universitet, at undersøge, om det er muligt at påvise eksistensen af en rimeligt klar, velstruktureret og stabil opfattelse af partierne i det danske partisystem efter 1973 hos den danske vælgerbefolkning og dermed underbygge hans tese om, at vælgerne reagerer rationelt.
Metode: Han tager udgangspunkt i data fra vælgerundersøgelserne og foretager en selvstændig undersøgelse af, om vælgernes opfattelse af partiernes indbyrdes forhold og deres placering i forhold til partisystemets konfliktdimensioner svarer til den adfærd, partierne faktisk udviser, hvilket han undersøger gennem en analyse af partiernes adfærd ved 3. behandling af regeringens lovforslag.
I undersøgelsen har han brugt data fra valgene 1971-79 og set på afstemningsresultater i Folketinget. Partiernes positioner er derefter tegnet ind på et flerdimensionelt kort. Data, der måler vælgernes sympati med et parti (termometerdata) er tegnet ind på et andet kort. De to kort med henholdsvis partiernes positioner og vælgernes opfattelse er derefter sammenholdt.
Konklusion: Hans konklusion er, at der i vælgerbefolkningen i 1970'erne var en rimelig klar og velstruktureret opfattelse af partisystemets struktur og de enkelte partiers placering i forhold til hinanden og i forhold til partisystemets konfliktdimensioner, og at der var høj grad af overensstemmelse mellem partiernes faktiske adfærd og vælgernes opfattelse af partierne. Gennemsnitsvælgeren synes at være i besiddelse af de nødvendige vidensmæssige forudsætninger for at kunne handle rationelt. Han vender sig imod, at partiidentifikation eller vanetænkning skulle være vigtige til at forklare vælgeradfærd, men også mod klasseteorier, fordi de ikke giver megen plads til vælgernes rationalitet.
Han mener, at vælgernes præferencer er temmelig uforanderlige, men partierne flytter sig for at opfange vælgerne. Vælgerne vidste, hvad de havde at vælge imellem, og handlede rationelt. Han konkluderer, at hypotesen om rationel stemmeafgivning har empirisk belæg.
Bille, Lars: De uregerlige vælgere. Valgkamp, medier og vælgere ved folketingsvalget 1990, 1992 er skrevet af tre lektorer ved Københavns Universitet, Institut for Statskundskab: Lars Bille, Hans Jørgen Nielsen og Steen Sauerberg. De bygger på vælgerundersøgelser fra Gallup og Danmarks Radio og kommer med konkrete analyser af valget i 1990. Bl.a. har de undersøgt valgkampen, hvornår vælgerne besluttede sig, stemmevandringer, og hvordan de enkelte erhvervs- og uddannelsesgrupper stemte.
Jørgen Goul Andersen: Vælgernes vurderinger af kriseårsager s. 61-80 i Eggert Petersen: De trivsomme og arbejdsomme danskere, 1991.
Jørgen Goul Andersen: Vælgernes holdninger til den offentlige udgiftspolitik i Karl-Henrik Bentzon (red.) Fra vækst til omstilling, 1988.
I »Vælgernes holdning til den offentlige udgiftspolitik i K.H. Bentzon Fra vækst til omstilling« er der tale om en konkret analyse af vælgernes holdning til en begrænsning af de offentlige udgifter.
To hovedteser efterprøves: 1. At meget brede og grundfæstede vælgerholdninger er en vigtig - og nok den vigtigste - forklaring på, at regeringen ikke er gået videre, end den gjorde. 2. At den umiddelbare egeninteresse ikke er den væsentligste bevæggrund for folk. Tilslutningen til velfærdsstaten grunder sig i højere grad på kulturelle faktorer, herunder ikke mindst den måde, hvorpå hverdagslivet leves.
Artiklen indledes med en oversigt over vælgernes holdninger til forskellige sider af velfærdsstaten, og dette udbygges med en kort drøftelse af opinionens politiske betydning. Herefter diskuteres det, hvorledes vælgerholdningerne overhovedet kan fortolkes. I det sidste afsnit undersøges forskellige forklaringer på tilslutningen til velfærdsstaten.
I den anden artikel tager forfatteren udgangspunkt i, at økonomiske emner og vælgernes holdninger til dette spørgsmål er underprioriteret i vælgerundersøgelserne. Der har imidlertid været en stigende interesse for sammenhængen mellem økonomien og vælgeradfærden, og der er foretaget enkelte undersøgelser af makroøkonomiske faktorers effekt på tilslutningen til regeringen/partierne, hvor sammenhængen mellem vælgernes vurderinger af privat- og samfundsøkonomien og deres stemmeafgivning er undersøgt. Han mener, at man må forestille sig, at vælgerne langt hen ad vejen accepterer midlerne til at opnå økonomiske mål, hvis de føler sig overbeviste om, at de virker. F.eks accepterede vælgerne de økonomiske indgreb under den første firkløverregering, skønt de var uforklarlige ud fra traditionelle isolerede undersøgelser af vælgernes holdninger til velfærdsstaten, men i høj grad forståelig ud fra vælgernes stærke ønske om, at der blev gjort noget ved de økonomiske problemer.
Søren Risbjerg Thomsens disputats er en metodisk afhandling, der beskæftiger sig med udvikling og afprøvning af modeller til analyse af officielle valgdata, han er talsmand for en økologisk analyse, hvor vælgernes adfærd i geografisk afgrænsede områder er undersøgt. Han slutter fra sammenhænge inden for et geografisk område til sammenhænge på det individuelle plan. Han har lagt hovedvægten på den teoretiske diskussion snarere end på en konkret diskussion af vælgeradfærd på makro- eller mikroplanet.
Klassebestemt vælgeradfærd
Goul Andersen, J.: Partierne, klasserne - forskydninger i 1970'erne, Økonomi og Politik 1983 s. 274-86.
Goul Andersen, J.: Klasseløse vælgere? i Valg og vælgeradfærd, 1986.
Goul Andersen, J.: The decline of class voting i From voters to participants, 1992.
Goul Andersen, J.: Social klasse og Parti i To folketingsvalg.
I valgforskningen har det været genstand for diskussion, om man kunne tale om »the decline of class voting« dvs. det fænomen, at vælgerne i dag er mindre afhængige af deres sociale baggrund ved stemmeafgivelsen end tidligere.
Jørgen Goul Andersen har behandlet dette spørgsmål i alle de ovennævnte artikler. Emnet er desuden taget op i to konkrete studier af henholdsvis Socialdemokratiets og nykonservatismens vælgerbasis.
Han argumenterer for på baggrund af data fra vælgeranalyserne, at vælgerne ikke er blevet mere klasseløse i partivalget. Sammenhængen mellem klasse og parti bliver blot i stigende grad formidlet via politiske holdninger. Vælgerne stemmer i stigende grad i overensstemmelse med politiske holdninger og i mindre grad ud fra nedarvede loyaliteter f.eks. med en bestemt klasse eller samfundsgruppe eller med et bestemt parti. Ændringer i den klassebestemte adfærd kan forklares med ændringer i klassestrukturen snarere end ændringer i vælgermønstre. Der er en bevægelse til højre blandt arbejdere og en bevægelse til venstre blandt »den nye middelklasse«. I stedet for at se på faktorer, der kan forklare en generel tendens mod fald i klassevalg, finder han det mere frugtbart at lede efter faktorer, som kan forklare ændringerne inden for de forskellige klasser hver for sig.
Ingemar Glans: Langtidsudviklingen i dansk vælgeradfærd i To folketingsvalg.
Forfatteren, der er lektor på Århus Universitet, hævder, at forskellige teorier om vælgeradfærd som regel placeres i en af to grupper: enten forklaringer, som lægger hovedvægten på vælgernes sociale placering, eller modeller, som koncentrerer sig om vælgernes holdninger enten til enkelte sagsforhold eller til holdninger af mere generel, ideologisk karakter. Han mener, at de to tilgangsvinkler supplerer hinanden. Han ønsker at belyse udviklingen over en 30-årig periode tilbage til 1957 på baggrund af data fra Gallup. Han lægger hovedvægten på sammenhængen mellem klasse og partivalg.
Han argumenter for, at den borgerlige dominans i vælgerkorpset i 1980'erne kun kan forstås, hvis der tages hensyn til de langsigtede forandringer i social struktur og vælgeradfærd, som har fundet sted siden 1950'erne. Han konkluderer, at strukturen i vælgeradfærden i mange henseender ligger fast. Vælgerkorpsets klassemæssige sammensætning er ændret til ugunst for de borgerlige partier, men det er udlignet gennem en gradvis styrkelse af de borgerlige sympatier i vigtige vælgergupper, bl.a. arbejderne. De borgerlige partier har haft fremgang blandt vælgere, der kun har folkeskoleuddannelse, og blandt de mandlige vælgere. Social klasse forstået som stillings- og erhvervsmæssig placering har fortsat stor betydning for partivalget, men boligforholdene er også stadig en væsentlig faktor.
De unges vælgeradfærd
Palle Svensson: De unge - en ny vælgergruppe i Valg og vælgeradfærd.
Palle Svensson, lektor på Århus Universitet, rejser, som titlen angiver, spørgsmålet: Udgør de unge mellem 18 og 25 år en ny vælgergruppe? adskiller deres vælgeradfærd sig fra det øvrige vælgerkorps'? Han bygger på generelle vælgerundersøgelser samt en ungdomsundersøgelse i Århus Amt i 1979.
To teser om de unges partivalg, fleksibilitet og begyndervanskeligheder.
De unge udgør en større del af vælgerkorpset end tidligere, de deltager forholdsvis mindre i folketingsvalg end den øvrige vælgerbefolkning, men aldersforskellene er ikke store. De unge er mere fleksible i deres partivalg end de ældre. De unge bidrager derfor til partisystemets evne til at tilpasse sig skiftende omstændigheder og problemstillinger. Den formulerede fleksibilitetshypotese om de unges partivalg har således i højere grad vist sig holdbar end den formulerede begyndervanskelighedshypotese. De unges bidrag til partisystemets ustabilitet skal ikke overdrives, og udvidelsen af valgretten til de unge har ikke et sådant omfang, at den kan yde noget væsentligt bidrag til forklaringen af de senere års politiske ustabilitet. De unge er en ny vælgerkategori, de er mere venstreorienterede end den øvrige vælgerbefolkning, men det er langtfra sådan, at alle unge eller blot et flertal er venstreorienterede.
Ole Borre: Politiske generationer i To folketingsvalg.
Ole Borre, lektor på Århus Universitet, konkluderer, at basale træk i vælgernes politiske orientering fastlægges i de unge år, og at der med alderen er en stigende partipolitisk stabilitet, således at der kun undtagelsesvis foregår radikale forskydninger i en generations partivalg.
Kommunalvalg
Søren Risbjerg Thomsen: Kommunale valg 1970-85 i Valg og vælgeradfærd.
Søren Risbjerg Thomsen: National Impact on Local Elections. Blowing in the Wind? i From voters to participants,1992.
Søren Risbjerg Thomsen, lektor på Århus Universitet, undersøger, om der er sammenhæng mellem de kommunale valg og folketingsvalgene i Danmark. Om der efter kommunalreformen er sket en stigende »landspolitisering« af de kommunale valg. Undersøgelsen bygger på statistiske oplysninger om valgene. Formålet med kommunalreformen var at skabe større og mere autonome enheder. Den mulige fremmedgørelse af vælgerne i denne proces undersøges ved at sammenligne stemmeprocenter ved de lokale valg med de nationale stemmeprocenter og den nationale indflydelse på resultatet. Han måler ud fra 3 parametre: om der er lavere valgdeltagelse ved lokale valg end nationale valg, om der er lavere tilslutning til ikkelandspolitiske lister, og om der kan spores en høj grad af tilpasning ved lokale valg til de landspolitiske udsving.
Udviklingen i de lokale stemmeprocenter giver ingen klar tendens i retning stigende eller faldende fremmedgørelse ved lokalvalg efter 1970. Efter en begyndende forvirring var der øget deltagelse indtil 1981, derefter faldende deltagelse. En dynamisk undersøgelse af den nationale indflydelse giver resultater i samme retning. En faldende national indflydelse frem til 1981 herefter stigende.
Konklusionen, som ganske vist bygger på spinkelt materiale, er, at kommunalreformen i 1970 umiddelbart medvirkede til en landspolitisering af lokalvalgene, men at udviklingstendensen siden har været en stigende lokalpolitisering.
Kvinders vælgeradfærd
Goul Andersen, Jørgen: Kvinder og politik, Politica, 1984. Tager udgangspunkt i en almindeligt accepteret hypotese om, at kvinder er mere konservative end mænd, og at gifte kvinder følger mandens politiske synspunkter. Han mener ikke, at kvinders politiske holdning og vælgeradfærd har været genstand for megen opmærksomhed, og det vil han råde bod på. Kvindernes stigende erhvervsdeltagelse har betydet ændringer. Han vil undersøge: Kvinders bevidsthed som lønarbejdere, antagelsen om mandlig politisk dominans - i hvilken grad er gifte kvinders partivalg underlagt mændenes, og hvad er i givet fald forklaringen herpå, er kvinder mindre »kompetente« som vælgere, i hvilken grad og på hvilke måder afviger kvinders politiske bevidsthed, politiske holdninger og partivalg fra mænds. Undersøgelsen bygger på data fra vælgerundersøgelser samt data fra projektet den politiske beslutningsproces fra 1979 og en undersøgelse af politiske holdninger fra 1978. Data fra 1971 til 1981.
Tesen om, at den »gamle« kvinderolle indtil for få år siden tenderede mod at trække kvinder politisk mod højre, og den »nye« kvinderolle i et moderne samfund vil tendere mod at trække kvinder mod venstre, og at disse tendenser vil reducere kønsforskelle i politisk engangement, afhængighed af manden m.v., bekræftes kun delvis af materialet. Kvinders politiske interesse og politiske selvtillid er fortsat væsentligt lavere end mænds. Mænd og kvinder stemmer fortsat ens, men det skyldes ikke at ændringerne i erhvervsaktitivet ikke er slået igennem på partivalget. Goul Andersen mener, at det skyldes to modsatrettede tendenser: en generel højredrejning omfattende alle klasser samt en venstredrejning i de mellemlags- og småborgerfamilier, der får ændrede klasseinteresser som følge af husmoderens overgang til erhvervsarbejde. Der kan dog også spores en tendens til, at ægtefæller i stigende omfang stemmer på forskellige partier.
Drude Dahlerup: Kvinderne - en ny vælgergruppe i Valg og vælgeradfærd,1986.
Drude Dahlerup, lektor på Århus Universitet, belyser kvinders og mænds partivalg ud fra vælgeradfærdsforskningens data og deres valgdeltagelse.
Forskellene i mænds og kvinders valgdeltagelse er stort set forsvundet, deres partivalg er nu som før meget ens, den nyeste tendens at mænd stemmer lidt til højre for kvinder. De afgørende forskelle ses i mænds og kvinders politiske deltagelse og indflydelse, De mest betydningsfulde langsigtede tendenser er, at problemer fra den tidligere »privatsfære« nu bringes ind på den politiske arena, formidlet via en øget kvinderepræsentation i politik, og at unge kvinder synes at være mindst lige så politisk aktive som mænd.
Lise Togeby: Politiseringen af kvinder og kvindespørgsmålet i To folketingsvalg.
Lise Togeby: Politik, også en kvindesag, 1984.
Udviklingen i de seneste 20 år er undersøgt i studiet fra 1990. Kvindernes politiske deltagelse steget stærkt siden 1960'erne og er nu på samme niveau som mændenes. Samtidig har kvindernes politiske holdninger og partivalg bevæget sig mod venstre sammenlignet med mænds. Kapitlet giver en række detaljerede analyser af kvinders politiske holdninger og vælgeradfærd ved valgene i 1987, 1988.
I »Politik, også en kvindesag« har Lise Togeby rapporteret fra projektet Den politiske socialisering og den politiske deltagelse i ungdomsårene.
Udgangspunktet for undersøgelsen en formodning om, at de ændrede livsvilkår har ændret kvinders politiske deltagelse, at der er en øget politisk deltagelse blandt kvinder.
Togeby beskæftiger sig med kvinders politiske deltagelse, som defineres bredt og ikke kun er valgdeltagelsen.
Data stammer fra en interviewundersøgelse af unge mennesker i Århus Amt i 1979. Konklusion: At kvinder deltager lige så meget i det politiske liv som mænd, ensartetheden forbundet med en svag tendens til kønsspecifik specialisering, som især viser sig blandt de meget politisk interesserede unge.
Ole Tonsgaard: Vælgervandringer og vælgerusikkerhed i To Folketingsvalg.
Heri forsøger forfatterne at komme bag om de officielle valgtal og analysere vælgernes egne oplysninger om, hvornår beslutningen om partivalg blev truffet.
Han konkluderer, at omkring 3/4 af alle vælgere stemmer på det samme parti ved to på hinanden følgende valg. 3/4 af alle vælgere har en såkaldt anden præference, hvilket vil sige, at de er villige til at udtrykke sympati for et andet parti. En analyse af andenpræferencerne viser, at partiernes placering på en højre-venstre-dimension ikke kan opretholdes i denne forbindelse.
Ole Tonsgaard: Højre og venstre i dansk politik. Han konkluderer, at denne ideologiske dimension er en realitet i den forstand, at næsten alle vælgere har en ideologisk selvopfattelse, og at der inden for de enkelte partiers vælgerkorps er en betydelig grad af overensstemmelse mellem de ideologiske selvplaceringer, men vælgernes vandringer lader sig ikke forklare ud fra en højre-venstre-dimension.
Tillid/mistillid til politikerne blandt vælgerne.
Palle Svensson: Vælgernes syn på det danske demokrati i To folketingsvalg.
Han tager spørgsmålet op, om Danmark befinder sig i en politisk krise af en sådan karakter, at selve demokratiet er i krise. Bygger på data fra 1987, der måler vælgernes tilslutning til den demokratiske styreform og dens værdier konkretiseret ved tillid eller mistillid til politikere, tilfredshed med demokratiets funktion, holdning til det repræsentative princip.
Analysen viser, at der findes en del mistillid til politikerne og en del utilfredshed med demokratiets funktionsmåde blandt vælgerne. Men mistilliden har været stærkt svingende, og i international sammenhæng er utilfredsheden lav. Styreformens grundlæggende værdier finder bred tilslutning. Hovedkonklusion: »At det ikke er særlig velbegrundet at hævde, at det danske folkestyre er i krise«.
Forholdet mellem befolkning og politikerne - tillid, mistillid er undersøgt i Rockwool-fondens forskningsprojekt. Forskerne foretog deres egen spørgeskemaundersøgelse, og efterfølgende blev et mindre antal vælgere interviewet. Resultaterne findes i Vi og vore politikere bl.a. i 2 kapitler af Jørgen Goul Andersen.
Bilag 19
Til udvalgets medlemmer.
Notat
til udvalget om demokrati oq magt.
1. Forkortelsesliste.
I forskningsoversigter m.v. vil der ofte forekomme forkortelser for forskningsinstitutioner. De hyppigst forekommende gengives her
AU - Aalborg Universitet
KU - Københavns Universitet
OU - Odense Universitet
RUC - Roskilde Universitetscenter
ÅU - Århus Universitet
SSF - Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd
SHF - Statens Humanistiske Forskningeråd
2. Oversigt over tidligere oq nuværende forskningsprojekter.-
1974 ønskede Planlægningsrådet for forskning en samlet analyse af samfundets politiske institutioner og deres arbejdsformer. SSF ydede derefter støtte til en række studier;
- 1979-1984 støttede SSF forskningsprojektet om den politiske beslutninqsproces i Danmark (i alt kan opregnes 34 publikationer);
- 1988-1992 finansierede SHF et projekt om Dansk politik under forandrinq 1945-1985; en række publikationer er udsendt eller under udsendelse;
- 1982-1992 finansierede Rockwool-fonden et projekt om Den politiske troværdighed, mediernes rolle m.v.
- ved AU løber et projekt om Demokrati i udvikling, projektet indgår i et nordisk initiativ;
- ved OU løber i samarbejde med ÅU et 5-årigt projekt om Det kommunale lederskab;
- ved KU er igangsat et projekt støttet af Danmarks Jurist- & Økonomforbund om Offentlig sektor, vilkår og fremtid;
- ved RUC koordineres en række studier, også med deltagelse fra andre institutioner, der analyserer den offentlige magt i forhold til andre indflydelseskanaler, der ændrer samfundet.
- ved ÅU danner forskningsprogrammet Demokrati og demokratisering rammen om en væsentlig del af forskningsaktiviteterne på Institut for Statskundskab.
- ved ÅU indsamles oplysninger om offentlige udvalg og interesserepræsentation i bestemte sektorer og sagstyper, oplysningerne inddateres i en database.
22. november-1994
H.P. Clausen Bilag 20
Udvalget vedrørende analyse af Medieudvalget
demokrati og magt i Danmark Statsministeriet marts 1996
Rapport fra høringen om »Folkestyret i informationssamfundet«
Onsdag den 22. november 1995 afholdt Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark sammen med Statsministeriets Medieudvalg en høring med emnet: »Folkestyret i informationssamfundet«. Høringen var delt op i to temaer: »Mediernes rolle i informationssamfundet« og »Ændrer informationsteknologien folkestyrets måde at fungere på?».
Oplægsholdere til det første tema var Georg Metz, chefredaktør Information, Karen Siune, docent, dr. scient.pol. AU, og Birthe Christensen-Dalsgaard, chefkonsulent, UNI-C. Ordstyrer var H.P. Clausen, formand for Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark. Oplægsholderne til det andet tema var Søren Christensen, amtmand, Anne B. Jensen, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, og Rolf Jensen, direktør, Instituttet for Fremtidsforskning. Ordstyrer var Torben Krogh, formand for Medieudvalget.
Georg Metz talte især om mediemønstrets forandring. Han fremhævede de elektroniske mediers stigende vægt og påpegede, at det mønster i mediebilledet i form af partipressen m.v. er forsvundet. Demokratiet forudsætter efter hans mening et nuanceret dannelsesgrundlag hos borgerne. Det er en hovedbegrundelse for public service-begrebet.
Metz mente, at vi måske er på vej til et spaltet samfund, hvor en lille, veluddannet og velorienteret elite diskuterer med sig selv gennem specialiserede medier, mens hovedparten af befolkningen holder sig til underholdningstilbudene og de særlige interesser.
Metz polemiserede mod påstanden om, at markedsmekanismen gør medierne demokratiserende med hensyn til dannelse og uddannelse. Det, man tror er en demokratisering, bliver til kulturel nivellering og ensretning.
Karen Siune sagde, at direkte adgang til flere informationer ikke automatisk fører til, at flere mennesker engagerer sig i den demokratiske proces. Selv hvis alle borgere gives både formel og reel adgang til det store hav af mulige informationer, er det tvivlsomt, om der derved skabes større lighed. Det er snarere forskelle og differentiering, der tegner sig.
Interesse for det omgivende samfund er et kernepunkt og mangelen på lyst til at bruge de relevante tilbud, dvs. demokratiets »sunde fødevarer«, er et problem. Tilfredsheden er den største fare.
Karen Siune brugte det billede, at den danske befolkning kan opfattes som værende inde i en blødt foret tunnel. Tunnelen er foret med bekvemmelighed i form at et godt, velfungerende, rigt samfund. Tunnelen er også forsynet med rettigheder og med en vis portion pligter. Vi hygger os inde i tunnelen med de andre, og da vi er et tolerant samfund, så er der vide grænser for, hvad vi accepterer af udskejelser. Problemerne og reaktionerne kommer kun, når vi borer os ud, enten ved alt for kreativ indsats, eller hvis vi direkte falder ud gennem bunden i tunnelen. Så kommer medierne og dækker dette som en unik case.
Manglende interesse for diskussion og debat kan føre til legitimitetskrise for det etablerede politiske system. Tilliden til det politiske system er generelt høj, men der er problemer med tilliden til politikerne.
Birthe Christensen-Dalsgaard sagde, at folk i dag er for passive.
Der er ikke så meget, folk brænder for. Måske er problemerne for abstrakte og kan derfor ikke formuleres.
Hun stillede spørgsmålstegn ved, om der var brug for en ny grænseflade mellem politikere og »brugere« i stedet for de eksisterende vælgerforeninger. Kan vi på en eller anden måde vende debatten, så folk faktisk føler, at »det nytter noget«. Det kræver en aktiv indsats fra politikerne.
Den ny informationsteknologi giver mulighed for tovejskommunikation mellem politikere og borgere og dermed muligheder for at udbygge det nuværende system, hvor meningsdannere i høj grad »fordøjer« det politiske budskab for publikum. Det vil også give mulighed for at få adgang til kvalificeret information og dermed få en kvalificeret debat. Hvordan får vi gjort folk aktive, hvordan frembringes ansvarsfølelse på nationalt plan?
Den politiske dagsorden sættes som hidtil, men kontrollen med den forbedres. Politikerne afgrænser selv mediernes magt.
I den efterfølgende debat advarede Peter Duelund imod at overvurdere mediernes betydning for demokratiets udvikling. Den sociale omgang er efter hans mening mere afgørende. Spørgsmålet er, hvordan man kan øge den samfundsmæssige nysgerrighed eller »sult«, jf. Karen Siunes tale om »demokratiets sunde fødevarer«. Det kan muligvis lade sig gøre ved en kombination af mediepolitik, arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik osv.
Georg Metz sagde, at politikerne mener, at de selv sætter dagsordenen i medierne, men dagsordenen er blevet forudsigelig. Der er sket en nivellering og ensliggørelse af medieudbudet, og denne tendens fremmes af markedsmekanismen og mediernes behov for popularitet i form af jagt på seertal og oplag.
Karen Siune mente, at dagsordenen blev til i et samspil mellem medier og aktører, og hun fremhævede nødvendigheden af, at uddannelsessystemet fremmer en kritisk holdning til medierne.
Birthe Christensen-Dalsgaard var bange for en polarisering af samfundet. Hvis politikerne lader sig rive med af enkeltstående eksempler og laver ad hoc-løsninger, så er der en fare.
På lang sigt kan man forestille sig en kobling mellem teknologistøttet undervisning, livslang undervisning og så det at forholde sig til samfundet.
Henning Gjellerod stillede det spørgsmål, om der var sammenhæng mellem den reelle afstand og følelsen af afstand mellem politikere og borgere. Kan vi på trods af det store udbud af medier overhovedet bryde den barriere ned, at folk føler, at der er for langt fra »top« til »bund«?
Kate Bluhme mente, at vi drukner i informationer. Hun kunne ikke forstå, hvordan almindelige mennesker fik tid til at vide alt det, man skal vide for at være en aktiv samfundsborger. Hun tilsluttede sig synspunktet, at en stor informationsmængde ikke uden videre er et demokratisk gode. Der er behov for, at nogle har mod til at tage politiske beslutninger, hvilket er en meget vigtig egenskab ved det repræsentative demokrati.
Bo Smith mente, at hastigheden er steget i de politiske beslutningsprocesser, hvilket først og fremmest er mediernes skyld. Politik er kommet til at handle om den uvirkelige virkelighed, hvilket vandmiljøplanen er et eksempel på, og politikerne savner distance til pressen.
Endelig mente Birthe Christensen-Dalsgaard, at der er behov for en kobling mellem det lokale og det globale niveau.
Tema 2: Ændrer informationsteknologien folkestyrets måde at fungere på?
Søren Christensen sagde bl.a., at informationssamfundet betyder en hidtil uset åbenhed og en fri, ustyret adgang til information og kommunikation, og fokuserede i den forbindelse på nogle sandsynlige udviklingstendenser heraf.
Masser af rutinearbejde forsvinder, samtidig med at der er en tendens til, at befolkningen opdeles i de berømmelige A- og B-hold: A-holdet, som via arbejde eller fritidsinteresser er fortrolige med informationsteknologien og er i stand til at udnytte dens mange muligheder, og B-holdet, som ikke får greb om teknologien og viger uden om den. Vi ser også, at B-holdets jobmuligheder indsnævres mere og mere.
Disse udviklingstendenser rejser en række problemer, blandt andre om det at anvende informationsteknologi har nogen indflydelse på selve folkestyret.
Udviklingen både herhjemme og i udlandet går i retning af, at politikken mere og mere snævert bliver forbundet med politikeren som person og med hans eller hendes evne til at opnå gennemslagskraft i medierne. Det politiske håndværk består også af evnen til at analysere data, danne sig politiske holdninger på grundlag af det, kommunikere disse holdninger ud og føre en dialog med vælgerne på baggrund af de politiske budskaber, man har.
Her kommer informationsteknologien ind som et nyt, stort, spændende værktøj for politikerne. Det er på linje med talerstolen, aviskronikken, tv-optræden og politiske bøger og artikler. Det kan bruges til at forbedre den politiske virkningsgrad på alle felter.
Søren Christensen mente, at folkestyret skal følge med i den informationsteknologiske udvikling for ikke at isolere sig fra vælgernes hverdag. Det er ikke en gang relevant at stille spørgsmålet, om folkestyret har mulighed for at følge med i den informationsteknologiske udvikling; folkestyret skal følge med i denne udvikling.
Grænsen mellem forvaltning og politik vil blive flyttet, og den nye balance styrker politikerne.
IT-teknologien vil medføre, at det bliver sværere at bevare homogeniteten i samfundet som sådant. Der vil udvikle sig et A- og et B-hold, næsten uanset hvad man gør for at uddanne folk til at anvende informationsteknologien mere. Der er i hvert fald brug for flere pc'er i folkeskolen.
Anne E. Jensen talte om informationsteknologiens forhold til finanssektoren og de til tider urolige forhold på valutamarkederne. Desuden behandlede hun spørgsmålet om, hvorvidt uforudsigelige bevægelser i kapitalstrømmene på tværs af landegrænserne lægger snærende bånd på handlefriheden i den økonomiske politik, og om det påvirker demokratiets måde at fungere på.
Det var hendes opfattelse, at de frie kapitalbevægelser ikke er skabt af informationsteknologien, men er politisk bestemt. Den nye teknologi har ikke i sig selv skabt behovet for de frie kapitalbevægelser. Derimod må man nok erkende, at de gamle reguleringsformer næppe effektivt ville kunne have dæmmet op for kapitalens frie bevægelighed under de nye teknologiske vilkår. Dansk økonomisk politik er underordnet hensynet til en bestent økonomisk udvikling. Konvergenskriterierne i ØMU'en er styrende.
Spørgsmålet er så, hvem der er overdommere over den økonomiske politik: vælgerne eller mere eller mindre seriøse bankøkonomer? Medierne og borgerne burde interessere sig mindre for tallene og mere for principperne. Det er principperne og ikke tallene, der former samfundet.
Rolf Jensen sagde, at alle i dag har adgang til viden. Viden er blevet demokratiseret, den er åben. Der er ikke længere de forskelle, som der var for 100 år siden. De kæmpemæssige vidensbrønde, der bliver tilgængelige via pc'en og et modem, via tv og på anden vis, gør, at vi ikke længere har et leddelt samfund. Vi har et videnmæssigt mere fladt samfund.
Autoritetstroen er på vej ned, ekspertvældet afvikles, men samtidig er B-holdet en risikagruppe.
Partierne er ikke ene om medlemskrise, også græsrodsorganisationer har problemer, fordi udviklingstendensen i samfundet går mod det individuelle.
Vi har fået politiske forbrugere, så stemmeboksen er flyttet ud på markedet. Samtidig med, at man køber sine varer, afgiver man sin stemme i form af de indkøb, man foretager. Derved sker der en total individualisering. Man vælger et givet produkt eller en given serviceydelse, fordi det passer med ens holdninger og man ønsker at afgive en stemme til fordel for den udvikling, som de pågældende varer repræsenterer. Folkestyret får til opgave at operationalisere forbrugernes valg. Det bliver sværere at føre konsistente, logiske, rationelle, videnskabelige og ekspertunderbyggede politikker og træffe tilsvarende beslutninger. Det repræsentative folkestyre står over for krav om revision.
Peter Duelund stillede spørgsmålet: Hvad sker der med det danske folkestyre i informationssamfundet om 15-20 år? Hvilke udfordringer står folkestyret overfor, hvis vi skal forny og videreudvikle det? Han mente selv, at folkestyret må fornys gennem direkte samværs- og kommunikationsformer. Han forestillede sig, at vi på mange måder ville vende tilbage til et forsamlingshusdemokrati, til et folkestyre, hvor de direkte kommunikationsformer mellem borgerne og deres politikere bliver den primære holdningsskabende informationskilde, og hvor mediernes betydning vil aftage.
Hans Peter Baadsgaard spurgte: Kommer politikeren overhovedet til at spille en rolle, og hvad sker der med fællesskabet?
Politikerne har nogle holdninger til og ideer om, hvordan samfundet skal indrettes og udvikles, som bygger på den betragtning, at vi er og skal vedblive at være et samfund med nogle fælles grundværdier og sprog, som definerer os som samfund. Samtidig må vi imidlertid se i øjnene, at befolkningen selv vil bestemme i langt større omfang som forbrugere. Men hvis det sidstnævnte på den ene side er fremtidsperspektivet og befolkningen på den anden side fortsat siger, at det er politikernes skyld, når noget går galt, hvordan skal vi så holde sammen på et samfund, som består af fem millioner individer, der stemmer med fødderne?
Marcus J. Schmidt syntes, at debatten i påfaldende grad mindede om generalforsamlingen i fanklubben for det repræsentative demokrati. Han havde i de senere år haft mulighed for at diskutere teledemokrati, altså muligheden for at anvende den elektroniske teknologi til f.eks. at lave folkeafstemninger. Han spurgte, hvorfor man generelt er negativt indstillet over for alle eksperimenter i forhold til det nugældende repræsentative demokrati?
Rolf Jensen sagde til Peter Duelund, at han forestillede sig, at en genoplivning af forsamlingshuset ville komme til at foregå på arbejdspladserne, i fritidsaktiviteterne, i hjemmet, i det hele taget uden for de formelle rammer. Politikerne skal henvende sig på nye adresser. Der er ingen mangel på politisk interesse hos danskerne, »forsamlingshuset« ligger mange forskellige steder.
Søren Christensen sagde til spørgsmålet om det direkte demokrati, at han mente, at der er en glidende udvikling i gang i retning af et direkte demokrati, og at det interessante i den forbindelse er at analysere, hvilke virkninger denne glidende udvikling har. Hvad er forskellen mellem folkeafstemninger og de ugentlige galluptal?
Frank Aaen hæftede sig ved det, Anne E. Jensen sagde om, at de problemer, der var skabt af de frie kapitalbevægelser, var et politisk skabt problem og ikke en følge af informationsteknologien. Han udtrykte tilfredshed med konstateringen af, at det var et politisk valg, at vi i dag har de finansielle markeder som overdommere.
Ole Grunbann sagde, at det er, som om vi leder efter et »rum«. Vi lever i et meget institutionaliseret samfund. Det repræsentative demokrati er en af institutionerne, arbejdspladserne er en anden institution. Vi lever i et mediestyret samfund eller en »journaliststat«, hvor medierne er blevet det rum, hvori de politiske begivenheder foregår: Journalisterne står som dørvogtere og bestemmer, om politikerne kan få adgang til at tale med befolkningen.
Birthe Christensen-Dalagaard sagde, at en fare ved det direkte demokrati er, at den enkelte borger ikke altid er i stand til fuldt ud at vurdere konsekvenserne af de beslutninger, der bliver taget.
Peter Hesseldahl mente ikke, at det direkte demokrati og det repræsentative demokrati kunne stilles som et enten-eller. Det må nødvendigvis være et både-og, for det direkte demokrati vil komme snigende. Folketinget vil stille og roligt miste betydning og ikke vedblive med at være det vigtigste politiske forum. Folketingets indflydelse vil forsvinde ud mod det globale og mod det meget lokale. Det vigtige ved det repræsentative demokrati er, at en mand har en stemme, men i forbrugerdemokratiet har alle ikke lige mange stemmer.
Søren Christensen sagde, at hvis man åbner op for, at de demokratiske processer flyttes fra Folketinget og kommunalbestyrelserne til medieverdenen eller forsamlingshusene, så vil man få meget, meget travlt. Det demokratiske system håndterer enormt mange beslutninger og på en forholdsvis effektiv måde. I meget vid udstrækning er der tale om beslutninger, der er relativt konfliktfrie. De er uden mediemæssig interesse og glider derfor igennem systemet.
Hanne Rasmussen, fuldmægtig
Folketingets Bibliotek,
Arkiv og Oplysningstjeneste
Bilag 21
Resume fra konferencen om den grå zone
Onsdag den 17. april 1996 kl. 9-12 afholdt Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark sammen med Projekt »Offentlig Sektor - Vilkår og Fremtid« en konference i Folketingets Landstingssal om emnet »Den grå zone«. Først var der fire indlæg og herefter diskussion. De fire indlæg blev holdt af adjunkt Carsten Greve, Aalborg Universitet; Palle Simonsen, administrerende direktør i ATP og formand for Post Danmarks bestyrelse; direktør Ole P. Kristensen, Falck, og formand for Statens Udliciteringsråd; og Terkel Andersen, formand for Socialministeriets udvalg om frivilligt socialt arbejde. Den afsluttende kommentar blev givet af professor Torben Beck Jørgensen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og formand for styregruppen for Projekt »Offentlig Sektor - Vilkår og Fremtid«. Ordfører var H.P. Clausen, MF og formand for Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark.
Den grå zones karakteristika
Carsten Greve indledte med at ridse den grå zones karakteristika op. Den grå zone udgøres af organisationer, der befinder sig mellem offentlig og privat virksomhed i forskellige former, som statlige aktieselskaber, udlicitering til private firmaer og inddragelse af frivillige organisationer i offentlig opgavevaretagelse. Den grå zone er ikke noget nyt fænomen i Danmark. Alligevel står vi i et vadested, hvor vi må opgive vante forestillinger om, hvad der offentligt og privat. For at gøre den grå zone farverig, dvs. udnytte de potentielle muligheder i samarbejde mellem den offentlige og den private sektor, er der brug for flere initiativer.
Der skal være forpligtende politiske markeringer om den grå zones berettigelse. De negative forventninger mellem den offentlige og den private sektor må væk og dialogen holdes i gang. Offentligt-privat samarbejde skal institutionaliseres bedre. En ny juridisk opdeling af forskellige organisationer i den grå zone skal udarbejdes. Politisk skal der tages stilling til omfanget af opgaver, der kan lægges ud til den grå zone. Carsten Greve tændte flere advarselslamper i forhold til den nuværende udvikling: Politikerne kan have flere motiver for at lægge opgaver væk fra det offentlige. Fleksibilitet kan medføre et »ansvarstomrum«, der kan føre til ansvarsforflygtigelse. Den demokratiske kontrol skal omstilles og indrettes på en ny og ukendt måde. Der er risiko for tab af samfundsmæssig styring og en »hovedløs høne« -stat, hvor den grå zone bliver legeplads for veletablerede interesser.
Udviklingen i de statslige selskaber
Palle Simonsen talte især om udviklingen i de statslige selskaber. Han præciserede, at formålet med selskabsdannelser er at styrke det forretningsmæssige aspekt i ledelsen og give mulighed for at fungere på markedsvilkår. Den ny teknologi er med til at bryde de gamle monopoler som f.eks. Tele Danmark og Post Danmark. Palle Simonsen udpegede to væsentlige roller for politikerne over for statslige selskaber: 1) at sikre, at koncessionsbetingelserne bliver overholdt, og 2) at varetage en ejerrolle på samme måde som private investorer. Statslige repræsentanter spiller den samme rolle som andre bestyrelsesmedlemmer og skal varetage selskabets interesser. Politikerne skal være varsomme med at blande sig i detailspørgsmål, når de har udnævnt en bestyrelse. Bestyrelsens sammensætning med repræsentanter for både den offentlige og den private sektor giver mulighed for en sund og positiv dialog. Han kritiserede et lovforslag om at give Rigsrevisionen adgang til statslige aktieselskaber, hvor staten kun ejer en del af aktierne, fordi det vil stille private og statslige aktionærer ulige. Det er bestyrelsens ansvar, at virksomheden kører driftsmæssigt fornuftigt og effektivt. Palle Simonsen kom til sidst ind på spørgsmålet, om et statsligt selskab skal kunne gå konkurs, og mente klart ja.
Kriterier for opgavefordeling mellem offentlig og privat
Ole P. Kristensen lagde vægt på tre kriterier for at diskutere opgavefordeling mellem den offentlige sektor og den private sektor: Hvem finansierer, hvem bestemmer og kontrollerer en aktivitet, og hvem udfører selve opgaven? Hvis de »rene og klare« versioner af henholdsvis den offentlige og den private sektor udgør yderformer, er man i den grå zone, når man blander et eller to elementer fra den ene side og et eller to elementer fra den anden side.
Ole P. Kristensen diskuterede herefter især mulighed for udlicitering, hvor opgaveudførelsen lægges ud, men hvor beslutning og finansiering bevares i det offentlige. Øget konkurrence og effektivitet, mulighed for at skabe private servicevirksomheder, som kan bidrage til øget beskæftigelse og deltage i systemeksportaktiviteter, samt brugerindflydelse og valgmuligheder for brugerne, var de fordele, han hæftede sig ved. Yderligere skelnede han mellem virksomheder, der arbejder for at tjene et overskud, og den ikke-kommercielle sektor blandt frivillige organisationer. Han advarede imod at skabe »grå hybridorganisationer«, hvor organisationer unddrager sig demokratiske kontrolmekanismer og er beskyttet mod konkurrence.
Ole P. Kristensen understregede, at udlicitering kræver, at politiske myndigheder laver en beskrivelse af de opgaver, der skal varetags, og at samme myndigheder herefter opgiver at styre driften og den interne organisering i en organisation. Grænsen for udlicitering går ved myndighedsudøvelse og ved, om opgaven kan præciseres i en kontrakt. Han mente, at ved at udlicitere inddrages flere leverandører, hvad der kan give mere konkurrence og effektivitet, og desuden opnår den enkelte mere indflydelse på grund af retten til at skifte leverandør. Brug af private i opgavevaretagelsen kan især finde sted inden for undervisning og børnepasning, mens ældresektoren og visse dele af sundhedssektoren er mere problematisk i så henseende.
De frie sociale organisationer
Terkel Andersen påpegede, at få af de frie sociale organisationer entydigt befinder sig i det civile samfund, og at langt de fleste indgår i et samspil med det offentlige og til dels med markedet. Han skitserede to dimensioner ved frivillige sociale organisationer: en, der handler om det aktive medlemskabs betydning for en demokratisering af samfundet, og en anden, der handler om rollen som serviceproducenter. Begge dele bør diskuteres lige seriøst. Samarbejdet mellem frivillige sektorer har historisk været frugtbart, men tog et dyk under velfærdsstatens opbygning og især i 1970'ernes socialreform. I dag er billedet vendt: De frivillige organisationer og det offentlige samarbejder uformelt og henviser gensidigt til hinanden, men selv om 3/4 af de frivillige organisationer får økonomisk støtte i alle former fra det offentlige, er organisationerne indstillet på at beskytte deres selvstændighed og særkende.
Et øget ønske om kontrol fra bevilgende myndigheders side får frivillige organisationer til at indrette sig mere bureaukratisk. En bedre mulighed for de frivillige organisationer er måske at styrke dokumentation af resultater gennem kvalitetssikring. Terkel Andersen gjorde opmærksom på, at når markedskræfterne inddrages i forhold til frivillige organisationer, f.eks. ved udlicitering, kan det give problemer med fastholdelsen af legitimitet i befolkningen, den politiske vilje til at støtte via offentlige tilskud, fastholdelse og rekruttering af frivillig arbejdskraft og fastholdelse af rollen som varetager af brugerinteresser. Desuden er der fare for, at der mistes fora for nytænkning og kreativitet i udviklingen af det sociale arbejde. Frivillige organisationer skal ikke kun være entreprenører, men ligeværdige partnere over for det offentlige. Terkel Andersen sluttede med at sige, at de frivillige organisationers rolle som forum for folkelig deltagelse, kritisk modmagt og medborgerskabsskole skal fastholdes og udvikles.
Temaer i den efterfølgende debat
I den efterfølgende debat blev især fire temaer berørt: Politisk kontrol med statslige selskaber, udlicitering i praksis, demokratiets vilkår og behovet for at skelne mellem forskellige organisationer i den grå zone.
Tema 1: Politisk kontrol med statslige selskaber
Hans Peter Baadsgaard, MF (S), spurgte til, hvordan Folketinget skal udøve sin demokratiske kontrol af ministre, der kan sidde og forvalte flere milliarder kroner som aktiekapital, hvis ikke Rigsrevisionen skal kunne gå direkte ind i forhold til statslige aktieselskaber.
Palle Simonsen svarede, at staten skal klare sig som andre investorer, dvs. på grundlag af fondsbørsmeddelser og årsregnskaber, og at det afgørende for Folketinget er, hvilket regnskabsresultat et statsligt selskab når frem til. Folketingets vigtigste opgave over for selskaberne er at sikre, at koncessionen overholdes.
Svend Jakobsen, Bus Danmark A/S og tidligere formand for Folketinget, erklærede sig i princippet enig i, at Folketinget skal definere en opgave og efterfølgende kontrollere koncessionens overholdelse, men påpegede, at der er følsomme områder, hvor man ikke kan beslutte, at politikerne ikke må beskæftige sig med området i en 4-årig kontraktperiode. Han sagde, at man skal passe på, at den demokratiske proces ikke mere kan finde sted, hvis der sker privatisering og udlicitering. Alternativet, er, at det meget nøje må overvejes, hvad man flytter over i en af de grå zoner.
Hans Henrik Østergaard, Hypotekbanken, nævnte muligheden i selskabslovgivningen for at en generalforsamling kan beslutte en granskning, og at det kunne Folketinget sammen med en minister benytte sig af over for statslige selskaber.
Ivar Hansen, MF (V) og statsrevisor, påpegede, at de politiske partier stadig ønsker en finger på pulsen i forhold til de statslige selskaber, selv om der er kommet private investorer i selskaberne. Vejen ud af usikkerheden er, at der træffes en mere klar afgørelse om, hvem der har beslutningerne i de statslige selskaber. Han talte for, at statsrevisorerne skal efterkontrollere både regnskabsresultatet, og om der er ført den ønskede politik på områderne. Han sagde, at de herskende tilstande ikke kan løbe videre, og at Folketinget kan træffe en beslutnig om at sælge aktiemajoriteten i flere selskaber.
Carsten Greve henviste til, at modellen om en »indkapslet« politik for de statslige selskaber er klar nok, men at den i realiteten kan krakelere, især hvis forholdet mellem ejer og bestyrelsesformand gøres til et personligt tillidsforhold og ikke institutionaliseres.
Palle Simonsen hæftede sig ved, at kommunikationen mellem bestyrelsen og ejeren er vigtig, og at ministeren især optræder i ejerrollen og ikke som politisk kontrollant. Bestyrelserne i selskaberne har et stort ansvar at leve op til, og arbejdet i bestyrelsen er en blanding mellem en politisk og erhvervsmæssig opgave.
Tema 2: Udlicitering i praksis
Frank Aaen, MF (EL), efterlyste andre modeller end kun en »central, tung offentlig sektor« og en »købmandsmodel«, hvor tankegangen går på at skabe flere leverandører og flere varer på hylderne. Han spurgte, hvor bruger- og medarbejderindflydelsen var blevet af? Han mente, at der er brug for mere fantasi og nytænkning, når lokalsamfund skal udvikle andre organisationsformer end selskabsformen.
Palle Mikkelsen, Institut for Offentlig Økonomi og Udvikling, efterspurgte en erfaringsopsamling med hensyn til succeskriterier og løn- og personalevilkår i forbindelse med selvstændiggørelse af offentlig virksomhed.
Carsten Greve spurgte ligeledes til afvejningen mellem et pænt driftsresultet og sikringen af den offentlige opgavevaretagelse og noterede, at det stiller store krav til Folketinget at lave meget præcise succeskriterier.
Ole P. Kristensen gjorde opmærksom på, at selv om der har været meget snak og diskussion om udlicitering, er der næsten ikke sket noget på området. Han påpegede, at den opgavevaretagelse, der traditionelt har ligget i offentlige institutioner, stadig ligger der.
Tema 3: Demokratiets vilkår
Peter Bogason, professor, RUC, konstaterede, at politikerne har fået indflydelse på mere og mere, og at indflydelsen ikke alene kan udøves gennem Folketing og kommunalbestyrelse. Han pegede på muligheden af at give befolkningen løbende indsigt gennem bestyrelser og repræsentantskaber, som man især har haft succes med på lokalt plan.
Knud Elm Larsen, Trafikministeriet, noterede dansk centraladministrations forhold til EU-administrationen, og at organisationer i den grå zone indgik i et tæt samspil med EU. Han luftede tanken om, at tiden er moden til at lade en administrationskommission afklare flere af disse problemer.
Torben Beck Jørgensen påpegede, at forudsætningen for en administrationskommissions arbejde er, at der finder en kortlægning af den grå zone sted.
Lis Lauritsen, Amtsrådsforeningen, fik en kættersk tanke om, at hvis man er borger i Danmark, er der problemer med at komme i kontakt med politikerne og få indflydelse og dialog. Hvor man før stillede krav om politiske visioner og tværgående prioriteringer gennem partiforeninger, skal man være medlem af en brugerstyrelse eller en frivillig organisation.
Frank Aaen efterspurgte en stillingtagen til, om en stor offentlig sektor, der ikke er markedsdomineret, er en vigtig ting i et demokrati. Han understregede, at han ikke tænkte på nationalisering, men på større plads til en »ikke-markedssektor«.
Ole P. Kristensen erklærede, at der er behov for øget brugerindflydelse som supplement til indflydelsen via det traditionelle politiske demokrati. Han advokerede for at tildele borgerne individuelle valgmuligheder.
Carsten Greve lagde vægt på, at det statslige aktieselskab DONG havde indhøstet positive erfaringer med sit repræsentantskab, men at ideen var blevet fraveget i mange af de nye selskabsdannelser. Han advokerede for, at modellen i DONG, som afgiver en redegørelse til Folketinget hvert år, kunne man bygge videre på.
Terkel Andersen mente, at politikernes ansvar for at definere målsætninger og kvalitetskrav må finde sted i et samspil med andre organisationer. Der er behov for at få udviklet nye fora, der kan sikre en ordentlig brugerindflydelse. Han påpegede, at også virksomheder har et socialt ansvar. Han advarede om, at hvis vi ikke arbejder på samme samfundsprojekt, vil der skabes nye konflikter, og derfor er frivillige organisationer vigtige som modspil til, hvad der sker i bestyrelseslokalerne.
Tema 4: Behov for differentiering i forhold til den grå zone
Peter Bogason anførte, at der er brug for farvelade i den grå zone. Det er ikke heldigt at fastholde, at man kan slå Øresundsforbindelsen sammen med en frivillig organisation i en lille kommune og bruge samme betegnelse. Der er brug for en begrebsmæssig afklaring.
Svend Jakobsen noterede vanskeligheden var at få udmeldinger fra de politiske partier, når der ikke er tale om en zone.
Carsten Greve hæftede sig ved, at et fælles udviklingstræk er, at politikerne får en anden rolle, hvad enten man decentraliserer til brugerne, udliciterer eller danner selskaber. Han noterede dog, at der ligger en stor opgave med dels at kortlægge den grå zone bedre, dels at vurdere konsekvenserne af selvstændiggørelsen.
Hans Henrik Østergaard undrede sig over, hvorfor ikke EU-dimensionen var mere fremtrædende i diskussionen, da spillereglerne for de statslige selskaber fastlægges gennem EU-direktiver. Han påpegede endvidere ustabiliteten i hele den grå zone som en vigtig faktor.
Palle Mikkelsen fremhævede, at den grå zone har været langt større, end tilfældet er i dag, fordi hele social- og sundhedssektoren historisk er rundet af den grå zone.
Terkel Andersen konstaterede, at der er langt fra Kirkens Korshær til spørgsmål om Rigsrevisionen og de statslige selskaber. Derfor påpegede han, at man skal gøre sig mange overvejelser om, hvordan den grå zone kan analyseres på en god og differentieret måde.
Ubestemtheder i den grå zone
Torben Beck Jørgensen pegede i sit afsluttende indlæg på flere temaer: 1) Vigtigheden af at anskue den grå zone som både en varig holdeplads og en mellemstation. Privatskoler er et eksempel på det første; Postgiroens identitet som GiroBank på vej mod den private BG-bank er et eksempel på det sidste. Nogle organisationer i den frivillige sektor kan være på vej i den modsatte retning: mod den offentlige sektor. 2) Hvor vidt er spillereglerne i den grå zone nye, anderledes eller uklare? Kan og skal ministeren holde fingrene væk i konkrete sager? Lever organisationerne i ministerens skygge, dvs. retter de sig efter, hvordan man mener, at ministeren tænker? Torben Beck Jørgensen hæftede sig især ved en interessant ubestemthed i den grå zone. Afklaring af spilleregler sker først i praksis. 3) Hvilke opgaver løses bedst i en eller flere dele af den grå zone? At opgaven skal skæres til, hvis den skal udliciteres, er naturligt, for politikerne skal vide, hvad man giver slip på. Helhedsindtrykket fra borgernes side risikerer at gå tabt, hvis for mange private organisationer er involveret i opgaveløsningen. 4) Skal nye kontrolorganer supplere eller afløse den parlamentariske kontrol af den grå zone? Hvis kontrolorganerne udbygges kraftigt, er det spørgsmålet, hvad man har opnået. 5) Hvilken slags offentlig sektor fører udviklingen af den grå zone til? Enten får vi et politisk system, hvor politikerne kan hengive sig til de politiske visioner, når de er befriet for et driftsansvar. Eller også kan man forestille sig et politisk system, der hænger på svære og uløselige opgaver, det upopulære myndighedsansvar, og som derfor bliver en offentlig sektor, som befolkningen får et dårligere forhold til.
Adjunkt Carsten Greve
Aalborg Universitet
August 1996
Bilag 22
Den 25. april 1996
De politiske partier
Notat til Folketingets Udvalg vedr. analyse af demokrati og magt i Danmark
udarbejdet af lektor Lars Bille
Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
og lektor Jørgen Elklit
Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
1. Hvad gør de politiske partier unikke?
I et pluralistisk demokratisk system som det danske er der mange aktører, der påvirker de beslutninger, der træffes af Folketing og regering. I flæng kan nævnes de politiske partier, interesse-, erhvervs- og brancheorganisationerne, medierne, enkeltsagsbevægelserne, lobbyisterne, forvaltningsapparatet og de internationale organisationer. Blandt disse aktører udgør de politiske partier imidlertid et unikt forbindelsesled mellem vælgerne og de valgte.
For det første er de politiske partier det eneste forbindelsesled mellem vælgerne og de valgte, der er placeret på den elektorale arena samtidig med, at de er placeret i Folketing og regering; kun partierne kan og skal på en gang repræsentere og styre.
For det andet skal de politiske partier ved valgene stå til ansvar over for hele befolkningen og ikke kun over for et udsnit, som det for eksempel er tilfældet med interesseorganisationernes valgte ledelser. Det er enhver vælgers mulighed at stemme på et hvilket som helst af de opstillede partier, hvorimod det kun er interesseorganisationens medlemmer, der kan øve indflydelse på valget af dens ledelse og politik.
For det tredje er et politisk parti i princippet tvunget til - i hvert fald, hvis det er i Folketinget - at tage stilling til alle spørgsmål inden for alle politiske sagsområder. Det ikke at have et standpunkt - og derfor undlade at stemme - kan have lige så afgørende indflydelse på flertalsdannelsen som at stemme ja eller nej. De politiske modstandere skal i øvrigt nok sørge for, at manglende standpunkttagen bliver udstillet for offentligheden.
Derfor er partierne - for det fjerde - tvunget til at prioritere mellem de mange - ofte uforenelige - ønsker og krav, dvs. de må foretage nogle prioriteringer, som de øvrige aktører er fri for at skulle foretage i samme omfang. De skal »kun« prioritere ud fra, hvad der gavner deres medlemmer, kunder, læsere, seere osv., men ikke nødvendigvis ud fra, hvad der gavner samfundet som helhed.
I kraft af den unikke position, som partierne således indtager som forbindelsesled mellem vælgerne og de valgte, er det derfor afgørende for, hvilken type af demokrati der udvikles, hvorledes partierne organiserer sig, og hvorledes de er i stand til at løse deres opgaver med hensyn til politisk mobilisering og socialisering, interessevaretagelse, politisk målformulering samt rekruttering og træning af den politiske ledelse.
I dette notat må vi dog indskrænke os til at se på enkelte centrale træk i udviklingen i de politiske partier, idet en analyse af udviklingen i styrkeforholdet mellem partierne og de øvrige aktører ville kræve en egentlig magtudredning, for eksempel således som de er blevet gennemført i Norge og Sverige.
2. Massepartiet - og den faldende medlemstilslutning
De politiske partier kan organisere sig på mange måder. Inden for partiforskningen har man identificeret flere forskellige partityper eller -modeller. I Danmark har den såkaldte massepartitype været dominerende i størstedelen af dette århundrede. Denne partitype er især karakteriseret ved
1) formaliseret medlemskab,
2) en permanent organisation, der også fungerer mellem valgene,
3) at partiledelsen er valgt af medlemmerne,
4) at partiet er finansielt afhængigt af medlemmerne og af deres ulønnede og frivillige arbejdskraft,
5) at medlemmerne har betydelig indflydelse på partiets program og overordnede politik, og
6) at organisationen fungerer som tovejskommunikationskanal mellem top og bund og som vælgermobiliserende kraft.
Selv om forholdene har ændret sig på flere af disse felter - og også på nogle af de øvrige felter, der er vigtige for at komme til klarhed over, hvilken partimodel der er tale om - præger massepartimodellen fortsat debatten om de politiske partier. Det gælder blandt andet med hensyn til medlemssituationen, som er af central betydning for massepartiet. Udviklingen i antallet af medlemmer har siden 1960 formet sig således, at der stort set hvert år har været et lavere samlet medlemstal i de politiske partier end året før. Det er vanskeligt at opgøre partiernes medlemstal helt eksakt, men vi vurderer, at partiernes samlede medlemstal ved udgangen af 1995 lå mellem 210.000 og 215.000, dvs. lavere end nogen sinde før.
Opgjort i absolutte tal svarer det temmelig præcist til en tredjedel af det medlemstal, partierne havde sidst i 1940'erne. Det er imidlertid nok så interessant at opgøre det samlede medlemstal i forhold til det samlede vælgertal. Sidst i 1940'erne var ca. 26 pct. af vælgerne medlem af et politisk parti, midt i 1990'erne er det lige godt 5 pct. Den relative tilbagegang i den procentdel af vælgerne, der er medlem af et politisk parti, er således endnu større, end når man ser på de absolutte tal.
Det er bemærkelsesværdigt, at denne tilbagegang især fandt sted i 1960'erne og 1970'erne, medens tilbagegangstakten har været mere afdæmpet siden begyndelsen af 1980'erne.
Det er også værd at hæfte sig ved, at tilbagegangen i de politiske partiers medlemstal er et fænomen, der ses i mange lande. Tilbagegangen er naturligvis forskellig i omfang, blandt andet fordi udgangspunktet - den samlede organisationsprocent for 40-50 år siden - varierer fra land til land. Danmark havde således en forholdsvis stor andel af partimedlemmer (både sidst i 1940'erne og endnu omkring 1960) og dermed også forholdsvis mange, der kunne forlade partierne. Men også andre lande har set en tilbagegang på 60-70 pct. siden begyndelsen af 1960'erne.
Figur 1. Partimedlemmer i procent af vælgertal, 1965-95
De følgende tre figurer viser udviklingen i de nuværende folketingspartiers medlemstal siden midt i 1960'erne. Hver af figurerne viser udviklingen for tre partier, nemlig henholdsvis de tre til venstre, de tre i midten og de tre til højre. Figurerne taler antageligt for sig selv, så de vil ikke blive nærmere kommenteret (bemærk i øvrigt, at inddelingen på den lodrette akse er forskellig i de tre figurer).
Figur 2. Medlemsudviklingen for Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten 1965-95.
3. Hvorfor falder medlemstallet?
Forklaringerne på udviklingen i partiernes medlemstal siden slutningen af 1940'erne er mange, og pladsen tillader kun, at de vigtigste af disse forklaringer antydes stikordsvis. På et samfundsmæssigt (strukturelt) plan er det rimeligt at pege på den samlede økonomiske og sociale udvikling, der har mindsket behovet for varetagelsen af en række af de opgaver og funktioner, partierne tidligere stod for. Medieudviklingen er en anden sådan faktor, som i hvert fald heller ikke lader sig ændre. Andre faktorer - som for eksempel uddannelseseksplosionen - kunne også nævnes.
Figur 3. Medlemsudviklingen for Det radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og CD 1965-95
Hertil kommer, at disse strukturelle forklaringer må suppleres med individuelle såkaldte aktørforklaringer, hvor den enkelte vælger (det enkelte partimedlem) ses som en rationelt handlende politisk aktør, der kun melder sig ind i (eller bliver i) et politisk parti, hvis fordelene (af alle tænkelige slags, inkl. social og ideologisk tilfredsstillelse) overstiger de økonomiske, tidsmæssige, sociale og andre omkostninger.
Der er indtil videre kun foretaget ganske få analyser, der belyser dette perspektiv bare nogenlunde, men de peger entydigt i retning af, at netop dette analytiske perspektiv er væsentligt, hvis målet er at nå en dybere forståelse af udviklingen i partiernes medlemstal. Fordi der er så få partimedlemmer, er det dog vanskeligt at lave repræsentative undesøgelser, der får et passende stort udvalg af relevante svarpersoner med i stikprøven.
Det er blevet diskuteret, om det i særlig grad har været den mere passive del af partiernes medlemsskare, der er faldet fra. Det virker umiddelbart rimeligt, at det skulle være tilfældet, men samtidig kan det jo konstateres, at mange lokale parti- og vælgerforeninger fortsat har problemer med en yderst beskeden opslutning om partiets aktiviteter. Udviklingen har altså ikke medført, at det kun er aktive og stærkt engagerede medlemmer, der er blevet tilbage (eller er kommet til som nye). Det kan i den sammenhæng være rimeligt at henvise til en norsk undersøgelse her fra begyndelsen af 1990'erne (Heidar, 1994), der netop konstaterer, at partiernes medlemskreds fortsat udviser stor variation, hvis man ser på omfanget og karakteren af medlemmernes involvering i partiernes forskellige aktivitetsformer. Der er ingen grund til at tro, at situationen er afgørende anderledes i Danmark, og derfor må forestillingen om, at det - i hvert fald overvejende - er de passive, der er forsvundet, nok tages med et gran salt, indtil nærmere dokumentation om forholdene her i landet eventuelt kommer til at foreligge.
Figur 4. Medlemsudviklingen for Venstre, Det konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet 1965-95
4. Kan udviklingen vendes?
Selv om Venstre har været i stand til - i hvert fald for nogle år - at vende den medlemsmæssige nedgangslinje, kan man ikke heraf nødvendigvis drage den slutning, at de øvrige partier også ville kunne ændre deres situation på dette område (hvor det i øvrigt er værd at erindre sig, at Danmark nu har en medlemsprocent, der svarer forholdsvis præcist til situationen i en række andre lande). Vi må altså gå ud fra, at det også i de nærmeste år vil være sådan, at det samlede medlemstal har en (svagt) vigende tendens, og at kun ca. hver tyvende vælger synes, at cost/benefit -analysen med hensyn til partimedlemskab har en positiv balance.
Det betyder også, at partierne må indstille sig på, at de forskellige medlemskampagner m.m. primært vil kunne tjene til at fastholde det nuværende niveau, medens det vil være helt urealistisk at forestille sig, at noget på medlemsfronten vil kunne ændres markant. Denne konstatering betyder dog ikke, at enkeltpartier aldrig mere vil kunne komme til at opleve, at årets tilgang af medlemmer er større end afgangen.
5. Fra massepartier til catch allpartier og kartelpartier?
I øvrigt ville en nærmere analyse af partiernes medlemsudvikling forudsætte, at man havde adgang til tal både for tilgang og afgang (dvs. bruttotal) i modsætning til de nettotal, som ellers er det eneste talmateriale, der er til rådighed for overvejelser over medlemsudviklingen. Specielt i en sammenligning mellem de seneste 10 år og for eksempel i 1960'erne og 1970'erne ville sådanne talsæt være meget værd!
Om et parti er et masseparti eller ej, afhænger imidlertid ikke kun af medlemstallet (og i øvrigt kan også medlemsmæssigt små partier være »massepartier«, som jo først og fremmest er en partitype). Her må man også se på partiets organisatoriske opbygning og på den rolle, medlemmerne er tildelt heri. Ud fra dette kriterium må vi stadig karakterisere de danske partier som massepartier, også fordi der inden for de senere årtier ikke er sket forandringer i partiernes love, som berettiger en anden karakteristik. Den udvikling, der kan spores i de fleste af partierne, er især gået i retning af at give de individuelle medlemmer større formel indflydelse på opstillingen af kandidater til valg, på repræsentationen i de ledende organer og på formuleringen af partiernes programmer (lokalt såvel som nationalt).
De væsentligste forandringer er faktisk sket på andre områder, først og fremmest medlemmernes (formindskede) betydning for partiernes økonomi, deres (formindskede) betydning som frivillig og ulønnet arbejdskraft, og medlemskabets formodede (formindskede) identitetsskabende betydning for partimedlemmerne. Hertil kommer ændrede kommunikationsformer og -kanaler mellem organisation og medlemmer (og vælgere), ændrede konkurrenceparametre mellem partierne og i det hele taget en ændret placering for partierne i relationen stat-civilsamfund, hvor partierne i højere grad end tidligere er blevet en del af »staten«.
Alt i alt betyder det, at partierne gennem de seneste årtier - dvs. siden 1960'erne - i stigende grad også har udviklet centrale træk fra det såkaldte catch all parti (som normalt ses som den partimodel, der følger efter massepartiet) og måske også fra kartelpartiet, der er den model, partiforskningen på det allerseneste er begyndt at diskutere, om partierne er på vej til at udvikle sig i retning af, og som blandt andet er karakteriseret ved en stigende integration i staten, som blandt andet kommer til udtryk ved den statslige finansiering af væsentlige dele af partiernes virksomhed (Elklit og Buch Jensen, 1995).
Det er derfor oplagt at diskutere ændringerne i partiernes forhold med udgangspunkt i deres økonomi. Omkring 1960 var partierne i væsentlig udstrækning finansieret af deres medlemmer. I takt med det faldende medlemstal blev partiernes finansielle situation vanskeligere. Kontingentet blev hævet betragteligt i alle partierne. Modsat den konventionelle antagelse er det imidlertid ikke muligt at se nogen entydig sammenhæng mellem det stigende kontingent og det faldende medlemstal. Kontingentstigningerne kunne dog langtfra fastholde medlemmernes betydning som finansieringskilde for partierne. Dette hænger først og fremmest sammen med indførelsen af direkte offentlig støtte til de politiske partier.
Den ene form for direkte offentlig støtte til de politiske partier er den, som folketingsgrupperne modtager. Formelt gives støtten som bekendt til folketingsmedlemmerne og -grupperne, men hvordan man end vender og drejer det, er det naturligvis også en støtte til partierne som partier. Denne form for støtte blev indført i 1965; den er siden blevet udbygget betragteligt gennem indførelsen af sekretærhjælp og forhøjede satser. Den anden form for direkte offentlig partistøtte blev indført med virkning fra 1987 i form af et fast beløb pr. stemme ved folketings-, amtsråds- og kommunalbestyrelsesvalg.
Set i et internationalt perspektiv blev den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer indført ganske sent i Danmark, og den har - i hvert fald indtil nu - været af en relativ beskeden størrelse. Ser vi på de samlede økonomiske ressourcer, partihovedkontorerne har haft at råde over, er det også klart, at de danske partier ved indgangen til 1990'erne lå relativt lavt i sammenligning med forholdene i en række andre lande (Webb, 1995).
Udviklingen i den samlede direkte offentlige støtte fremgår af figur 5. Når den kun er ført frem til 1993, skyldes det, at den officielle valgstatistik for de kommunale valg endnu ikke er offentliggjort. Præcise beregninger over den regionale og lokale partistøtte kan derfor ikke foretages.
Figur 5. Den direkte offentlige støtte til de politiske partier 1965-93. Årets priser »
Kilde: Bille: Partier i forandring (under udarbejdelse). Trods den manglende ajourføring illustrerer figur 5 alligevel nogle væsentlige udviklingstræk, som jo oven i købet er blevet yderligere forstærket i 1995 på grund af de markante forhøjelser af støtten til partiernes centralorganisationer og folketingsgrupper.
For det første er partiernes folketingsgrupper blevet væsentligt styrket - også relativt - gennem perioden. De er derved blevet økonomisk mere uafhængige af støtte fra partiorganisationen, dvs. parlamentspartiet er blevet styrket relativt i forhold til medlemspartiet, hvilket også viser sig på en række andre områder, og som derfor er et væsentligt udviklingstræk.
For det andet er det primært partiernes centrale organisation - i modsætning til de regionale/lokale led - der er blevet styrket. Det er de centrale partiorganer, der har afgørelsen af, hvem der skal bruge pengene og til hvad. I den forstand er der også sket en centralisering i partierne.
For det tredje er der sket en øget professionalisering af partierne. Som det fremgår af figur 6, er antallet af hel- og deltidsansatte i partierne steget kraftigt i løbet af perioden. Og igen er det primært i parlamentspartierne, at tilvæksten er sket.
Figur 6. Antal hel- og deltidsansatte i partierne 1960-94
Kilde: Bille: Partier i forandring (under udarbejdelse). Ser vi på de samlede økonomiske ressourcer, dvs. både folketingsgruppens og centralpartiets, viser udviklingen, at det udadvendte parlamentariske og medieorienterede arbejde er blevet væsentligt styrket i forhold til det indadvendte medlemsorienterede arbejde. Denne udvikling kan dog ikke genfindes i samme omfang, hvis vi alene ser på, hvad centralpartiet har brugt pengene til.
Trods alle de forbehold, der - blandt andet - må tages for indplaceringen i de opstillede kategorier af de enkelte udgiftsposter i regnskaberne, viser figurer 7 og 8 for henholdsvis Socialdemokratiets og Det radikale Venstres vedkommende, at hovedkontorerne ikke brugte en relativt større andel på de udadvendte vælgerorienterede aktiviteter par excellence - valgkampene - i 1994 end i begyndelsen af 1960'erne.
Figur 7. Socialdemokratiets hovedkontors udgiftsprofil 1960-94
Kilde: Bille: Partier i forandring (under udarbejdelse). Derimod kan der konstateres en vækst i den andel, der er brugt til for eksempel kurser/møder, dvs. medlemspleje. Udviklingen for disse to partiers vedkommende kan stå som eksponent for den udvikling, der generelt har fundet sted i partiernes udgiftsprofiler. Det skyldes også, at de øvrige partier ikke fremviser en udvikling, der fører til andre konklusioner end dem, vi drog for Socialdemokratiets og Det radikale Venstres vedkommende.
Ser vi på, hvilke konsekvenser de forandrede økonomiske vilkår har haft for medlemmernes relative økonomiske betydning for partierne, tegner der sig et relativt entydigt billede. Pladsen tillader ikke en gengivelse af udviklingen i de enkelte partiers indtægtsprofiler. Igen må Socialdemokratiet og Det radikale Venstre holde for, også fordi Venstre og Det konservative Folkeparti ikke har offentliggjort deres regnskaber, før de gennem loven om åbne partiregnskaber fra 1989 blev tvunget til det. Det er derfor ikke muligt at følge udviklingen for disse to partiers vedkommende.
Figur 8. Det radikale Venstres hovedkontors udgiftsprofil 1966-94
Kilde: Bille: Partier i forandring (under udarbejdelse). Man har talt om, at et af kendetegnene ved partiernes moderne udvikling var den større og større afhængighed af centraliserede valgkampe (via tv og annoncering i aviser m.m.), som efter sin natur er kostbar og derfor kræver forholdsvis store indtægter. Heraf følger naturligvis et - relativt - mindre behov for medlemsindsats, men en række aktiviteter - specielt på det lokale plan og ikke mindst i forbindelse med de kommunale valgkampe - kræver dog fortsat, at partierne kan trække på deres medlemmers arbejdskraft til løsning af diverse praktiske opgaver. At det så bliver sværere og sværere at få medlemmerne til at yde en sådan indsats, er en anden sag, der imidlertid svarer til vores konstatering af, at det så langtfra kun er de aktive partimedlemmer, der er tilbage.
Medlemmerne har traditionelt haft betydning i forbindelse med mobilisering og som lokale meningsdannere og partiambassadører. Det har tidligere været vigtigt for partierne, og der lægges fortsat - men måske dog overvejende symbolsk - vægt på denne funktion, selv om der antageligt ikke er grund til at tillægge den samme væsentlige betydning som tidligere, hvor samfundets kommunikationsstruktur og meningsdannelse var så ganske anderledes end nu.
Man talte også tidligere om, at partimedlemmerne og -sympatisørerne var væsentlige, hvis man »skulle have sit budskab ud«, uden at medierne kunne forhindre det - eller eventuelt forvanske budskabet undervejs i processen. Den mulighed eksisterer ikke længere, og partiernes afhængighed af medierne er derfor tiltaget ganske betragteligt.
Figur 9. Socialdemokratiets hovedkontors indtægtsprofil 1960-94
Kilde: Bille: Partier i forandring (under udarbejdelse).
Figur 10. Det radikale Venstres hovedkontors indtægtsprofil 1960-94
Kilde: Bille: Partier i forandring (under udarbejdelse).
6. Er partierne - og demokratiet - i krise?
Det generelle fald i medlemstal og den generelt stigende afhængighed af statslig finansiering er fakta, som ikke lader sig diskutere. Det er så vores vurdering, at medlemstallene vil falde ydeligere - om end måske kun langsomt - også selv om enkelte partier i kortere eller lidt længere perioder vil være i stand til at fremvise medlemsfremgang i forhold til, hvad medlemstallet er nu.
Blandt konsekvenserne af den større økonomiske uafhængighed af såvel medlemsbidrag som tilskud fra både private og organisationer er dels en større frihed (ikke bare formelt, men også reelt) til at træffe de beslutninger, partierne i givne situationer mener er de rigtige, dels en mulighed for en højere grad af professionalisme i varetagelsen af en række af partiernes klassiske opgaver. Her tænker vi især på mobilisering og socialisering (vælger- og medlemsarbejde og -pleje), politisk målformulering (såvel ved hjælp af medlemmer og ikkemedlemmer som ved hjælp af diverse tænketanke og eksperter) og rekruttering og træning af den politiske ledelse.
Denne stigende professionalisering burde i princippet give partierne øget mulighed for at matche indflydelse fra de øvrige politiske aktører (jf. p. 1.). Spørgsmålet er dog, om omkostningerne - i form af manglende folkelig opbakning og legitimitet på grund af det lave medlemstal, selv om valgdeltagelsen endnu er høj - er så store, at partierne af den grund generelt vil miste momentum i de kommende år.
Hvis partierne ikke længere er i stand til at varetage tovejskommunikationen mellem vælgerne og de valgte, hvem skal så løse denne opgave? Partierne i deres egenskab af deltagere i de politiske valg (hvad der vil være vanskeligt), opinionsforskningsinstitutterne eller nogle helt tredje? Hvis det ikke skal (eller kan) være partierne, hvorledes sikrer man sig så en form for demokratisk kontrol?
Det er - alt i alt - ikke vores opfattelse, at partierne er »i krise«. Medlemstallene er mindre end tidligere, og de bliver sikkert aldrig så høje igen, som de har været - men hvad så? Derimod er det traditionelle masseparti reelt afgået ved døden, og de nuværende partier udviser en fascinerende blanding af træk fra såvel det hensygnende masseparti som catch-allpartiet og kartelpartiet. Blandingsforholdet er naturligvis forskelligt fra parti til parti.
Ligesom partierne ikke er i krise, er »demokratiet« det heller ikke. En demokratisk styreform kan sagtens eksistere uden massepartier, som vi har kendt dem tidligere - og også uden partier, som vi kender dem nu i deres forskellige hybride former. Det bliver bare en anden type demokrati, hvor den helt afgørende kommunikation mellem vælgere og valgte så må finde andre kanaler end de hidtil kendte.
Det bliver spændende at se, hvorledes den glidende overgang fra en situation, hvor partiernes folketingsgrupper repræsenterede - og så sig selv som repræsenterende - bestemte klasseinteresser og bestemte ideologier, til den nuværende situation, hvor de i højere grad må forstås som gennemprofessionelle teams, der bedre og mere effektivt end deres konkurrenter forsøger at styre den stat, som de selv i stigende grad er blevet en del af, kommer til at fortsætte i de kommende år. Det er i den sammenhæng vigtigt, at partierne selv i ganske betydeligt omfang kan bestemme deres egne vilkår, for eksempel i form af omfanget af den offentlige finansiering, medieanvendelsen, adgangsvejene til at deltage i valg (dvs. opstillingsregler) og andre aktørers formaliserede deltagelse i konkrete beslutningsprocesser. Det øger også partiernes ansvar for at tackle situationen, så den ikke kommer ud af kontrol.
Demokratiet kan antage mange former. Den folkelige deltagelse kan antage mange former. Partierne kan antage mange former. Vi har givetvis ikke set dem alle endnu!
Litteratur
Bille, Lars (1994). »Denmark: The Decline of the Membership Party?», pp. 134-157 i Richard S. Katz & Peter Mair (eds.).
Bille, Lars (1995). »Medlemsudviklingen i otte danske partier 1953-1993: Et demokratisk problem?», pp. 106-122 i Morten Madsen et al. (red.), Demokratiets mangfoldighed: Tendenser i dansk politik, København: Forlaget Politiske Studier.
Bille, Lars (1996). »Partierne under forandring«. (Under udarbejdelse).
Bredsdorff, Niels og Peter Søndergård (1995). »Partiernes magt og magt i partierne - en oversigt over forskningen inden for emnet: De politiske partier - herunder funktion og rekruttering«, Roskilde: Roskilde Universitetsbibliotek.
Elklit, Jørgen (red.) (1990). »De politiske partier - nu og i fremtiden«, København: Lintas/GR.
Elklit, Jørgen (1991). »Faldet i medlemstal i danske politiske partier. Nogle mulige årsager«, Politica, 23. årgang, nr. 1, pp. 60-83.
Elklit, Jørgen og Roger Buch Jensen (1995). »De politiske partier og det lokale demokrati«, Politica, 27. årgang, nr. 4 (november), pp. 418-435.
Elklit, Jørgen, Gorm Willemoes Jensen og Karen Prehn (1993). »Danske politiske partier 1970-92. En bibliografi«, Århus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
Eklit, Jørgen og Mogens N. Pedersen (red.) (1995). »Kampen om kommunen. Ni fortællinger om kommunalvalget i 1993«, Odense: Odense Universitetsforlag.
Heidar, Knut (1994). »The Polymorphic nature of party membership«, European Journal og Political Research, Vol. 25, pp. 61-86.
Katz, Richard S. og Peter Mair (eds.) (1994). »How Parties Organize. Chance and Party Democracy. The Emergence of the Cartel Party«, Party Politics, Vol. 1, No. 1, pp. 5-28.
Katz, Richard S. og Peter Mair, et al. (1992). »The membership of political parties in European democracies, 1960-1990«, European Journal of Political Research, Vol. 23, pp. 239-345.
Pedersen, Mogens N. (1989). »En kortfattet oversigt over det danske partisystems udvikling«, Politica, 21. årgang, nr. 3, pp. 265-278.
Pedersen, Mogens N. og Lars Bille (1991). »Public Financing and Public Control of Political Parties in Denmark«, pp. 147-172 i Matti Wiberg (ed), The Public Purse and Political Parties, Helsinki: The Finnish Political Science Association.
Togeby, Lise (1992). »The Nature of Declining Party Membership in Denmark: Causes and Consequenses«, Scandinavian Political Studies, Vol. 15, No. 1, pp. 1-19.
Webb, Paul (1995). »Are British Political Parties in Decline?», Party Politics, vol. 1, No. 3, pp. 299-322.
Bilag 23
Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark
Henrik Jensen
udvalgssekretær, PhD Folketinget, juni 1996
NOTAT OM
DET SVENSKE DEMOKRATIRÅD
». . . noll for medborgarstyrelse, ett plus for rattstat och ett minus for handlingskraft. Totalsumman blir alltså noll. Svensk demokrati får darmed betyget acceptabel. Att oversatta i ord ar vanskligt och beror mycket på forvantningar: ar glaset halvfullt eller halvtomt? Det kunde i nastan alla avseenden vara samre, men det finns också tydliga brister« (Demokratirådets rapport, 1995: 132)
Sammenfatning: Notatet søger at beskrive baggrunden for oprettelsen af det svenske demokratiråd, rådets organisation, rapporter og placering i den offentlige debat.
Demokratirådet - og SNS
Det svenske demokratiråd er en ny aktør i det svenske politiske system. Selv om rådet godt kan ses i forlængelse af den svenske magtudredning - blandt andet fordi en hovedkraft i den svenske magtudredning, Olof Petersson, har været med i rådet siden dets start i 1994 - er rådet ikke et statsligt organ. Demokratirådet finansieres og opererer i regi af den private svenske organisation, SNS, som også har udgivet Demokratirådets - foreløbig to - rapporter.
SNS (Studieforbundet Naringsliv och Samhalle) er en organisation med rod i det svenske erhvervsliv. SNS er organiseret i lokalafdelinger, heraf flere i udlandet, har ca. 4.500 enkeltpersoner og godt 250 enkeltvirksomheder som medlemmer og bidragydere og har et eget budget på ca. 30 mio. Skr. SNS er ikke en organisation, som varetager erhvervslivets materielle interesser, den forfægter ikke bestemte politiske holdninger, og den er ikke organisatorisk bundet til bestemte interesseorganisationer. Organisationen blev oprettet i 1948 som et forum og en tænketank, der skulle indgå i kvalificeret dialog med andre aktører i det politiske system, heriblandt den socialdemokratisk dominerede arbejderbevægelse.
SNS driver blandt andet en ret omfattende forlags-, konference-, debat- og forskningsvirksomhed, og Demokratirådet er et led heri. Udgifterne til Demokratirådet finansieres af SNS og er i omegnen af 300.000 Skr. årligt. Demokratirådet kan bedst ses som en politologisk parallel til SNS's økonomisk orienterede Konjunkturråd.
SNS's Konjunkturråd er en snes år gammel institution bestående af økonomer, som i en årlig rapport vurderer og kommer med forslag til ændringer i den svenske økonomiske politik. Konjunkturrådet og dets rapporter om den svenske økonomis tilstand har haft betydelig gennemslagskraft i den svenske politisk-økonomiske debat. I rapporterne er det i de senere år blandt andet blevet påpeget, at balanceproblemer i svensk økonomi var forbundet med manglende beslutningskapacitet i det svenske politiske system. Dette angives i Demokratirådets rapport fra 1996 (s. 7) at være en udløsende faktor for oprettelsen af Demokratirådet.
I modsætning til hvad tilfældet er med Konjunkturrådet, er der til Demokratirådet blevet tilknyttet et referenceråd af repræsentanter/medlemmer fra SNS. Referencerådet vil fremover få mulighed for at diskutere rådets rapporter med Demokratirådet. Selv om Demokratirådet finansieres af og opererer i regi af SNS, stiller SNS ikke krav om bestemte politiske holdninger til Demokratirådet, dets medlemmer eller dets rapporter. Rådets medlemmer hæfter selv for indhold og vurderinger af de rapporter, som Rådet fremkommer med. Rådets medlemmer har hidtil bestået af 4-5 politologer, som har indtrådt i rådet på formandens initiativ, og altså ikke på SNS's initiativ.
Skønt Demokratirådet er sammensat af forskere, tilsigter rådets rapporter ikke at have status af selvstændige videnskabelige analyser. Rådet bedriver da også kun selvstændig forskning i begrænset omfang, men baserer først og fremmest rapporterne på rådsmedlemmernes og andre forskerkollegers resultater. Rapporterne må altså ses som populærvidenskabelige, seriøse debatoplæg baseret på solid, empirisk forskning. Det formuleres i Demokratirådets rapport fra 1996 sådan, at
»Syftet med Demokratirådet ar att stimulera till en konstruktiv och saklig debatt kring demokratins villkor genom att till en bredare krets fora ut begrepp, analyser och resultat från den statsvetenskapliga demokratiforskningen« (Demokratirådets rapport 1996: 4).
Demokratirådets rapporter
Demokratirådets første rapport, »Demokrati som dialog«, der udkom i 1995, giver en kritisk situationsvurdering af det svenske demokratis tilstand. Rapporten tager udgangspunkt i et relativt bredt demokratibegreb, som under etiketten »en demokratisk, handlekraftig retsstat« kan sammenfattes i tre hovedelementer: medborgerstyre, retsstat og politisk handlekraft. Rapporten vier et selvstændigt kapitel til hvert af disse tre hovedelementer og betragter dem tilsammen som et ideal for en politisk beslutningsproces. Dette demokratiske ideal bliver så brugt af rådet til at vurdere kvaliteten af det svenske demokrati. Det sker ved at nedbryde de tre hovedelementer til 13 dimensioner eller »delkrav«.
Det første hovedelement, medborgerstyre, knytter sig til de politiske beslutningsformer og stiller - med baggrund i synspunkter formuleret hos den amerikanske demokratiteoretiker Robert A. Dahl - nogle ideelle krav til en demokratisk beslutningsproces. Der skal være tale om en fælles politisk dagsorden, som formulerer de temaer, som borgerne skal tage stilling til. Der skal være en »oplyst forståelse« i form af en fri meningsdannelse, en velfungerende offentlig dialog og pluralisme i massemedierne, inden man træffer beslutninger. Der skal være effektiv deltagelse, hvor vælgerorganisationer og andre organisationer giver borgerne mulighed for reel deltagelse, og der skal være et lokalt selvstyre, som opfylder tilsvarende krav til borgernes effektive deltagelse. Der skal være lighed i beslutningerne i form af, at de folkevalgte honorerer krav om repræsentativitet. Endelig skal borgerne ikke blot have politiske rettigheder, men må omvendt også honorere forpligtelser til f.eks. at udvise tolerance over for andres meninger og til at acceptere fællesskabets beslutninger (Demokratirådets rapport 1995: 13-15).
Det andet hovedelement, retsstatselementet, indeholder blandt andet krav om, at statsmagten af minoritetshensyn og hensyn til den enkelte pålægges begrænsninger i sin magtudfoldelse. Rapporten opstiller her tre minimumskrav. For det første skal medborgerne have visse alment accepterede friheder og rettigheder. For det andet skal der være retssikkerhed, dels i form af lighed for loven (fravær af diskrimination), dels i form af forudsigelighed i retsplejen (fravær af vilkårlighed i retsplejen), dels i form af integritet, hvilket bl.a. indebærer beskyttelse mod vold og overgreb, dels i form af mulighed for alle for at gå rettens vej (»rattstillganglighet«). For det tredje skal de politiske magtorganer være underlagt principper om magtdeling (Demokratirådets rapport 1995: 15).
Det tredje hovedelement fokuserer på mulighederne for under demokratiske beslutningsformer at agere kollektivt og realisere fællesmål. Dette hovedelement udmønter rapporten i tre krav. For det første skal de valgte beslutningstagere have kontrol over ressourcer, specielt økonomiske ressourcer, for reelt at kunne træffe beslutninger. For det andet skal valgsystemet, Riksdagen og regeringsmagten kunne træffe kollektive beslutninger og altså være beslutningsdygtigt i situationer, hvor der er tale om komplicerede spørgsmål og de politiske modsætninger er fremherskende. For det tredje skal det politiske system og specielt forvaltningen være indrettet sådan, at forvaltningen ikke efterfølgende forvansker gennemførelsen af de trufne beslutninger (Demokratirådets rapport 1995: 16-17).
I sidste del af rapporten bruges de 13 dimensioner eller »delkrav«, som er indeholdt i demokratibegrebets tre hovedelementer, til
- dels at give en karakteristik af demokratiets situation i dagens Sverige set i forhold til idealet om en demokratisk, handlekraftig retsstat,
- dels at pege på nogle forandringstendenser i det svenske samfund,
- dels at give karakter ud fra en 5-punkts skala til det svenske politiske system, som i øvrigt får totalbedømmelsen »acceptabel«.
Endelig fremsætter rådet en række konkrete forslag, som tilsigter at forbedre kvaliteten af det svenske demokrati på de punkter, hvor rådet finder det mangelfuldt. Eksempelvis foreslår Demokratirådet, at man vurderer behovet for oprettelsen af en forfatningsdomstol med henblik på en mulig forbedring af retsstatselementet.
Demokratirådets anden rapport, »Demokrati och ledarskap«, udkom i juni 1996. Rapporten fastholder kontinuiteten i forhold til 1995-rapporten ved at bruge det samme demokratibegreb og genbruge de 13 dimensioner til at vurdere det svenske politiske system. Dermed får Demokratirådet i princippet mulighed for systematisk at følge og sammenligne udviklingen i forhold til 1995 og altså dermed også at vurdere, om der er sket fremskridt eller tilbageskridt. Eksempelvis fremhæver rådet selv i en pressemeddelelse om 1996-rapporten, at svensk demokrati får »dårligere karakter« i forhold til 1995-rapporten på to dimensioner, der begge angår medborgerstyret, nemlig »oplyst forståelse« og »effektiv deltagelse«
»Svensk demokrati får sankt betyg på två punkter. Drevjournalistiken och politikernas bristande formåga att fora en kvalificerad samhallsdebat har ytterligare utarmat det offentliga samtalet. Valet til Europaparlamentet blev ett misslyckande: partier och medier lyckades inte forklare vad valet gallde« (Pressemeddelelse af 11. juni 1996 om Demokratirådets anden rapport, jf. Demokratirådets rapport 1996: 30-31).
Omvendt sporer Demokratirådet fremskridt i forhold til 1995-rapporten, hvad angår politisk handlekraft
»På en punkt har situationen forbattrats. Aven om landet fortfarande styrs av en minoritetsregering har parlamentariska uppgorelser åtminstone tillfalligt lagt grunden for en valbehovlig sanering av statsfinanserna. Den nya budgetprocessen ar också ett steg i ratt riktning« (Pressemeddelelse af 11. juni 1996 om Demokratirådets anden rapport, jf. Demokratirådets rapport 1996: 30-31).
Herudover er sammenhængen mellem demokrati og politisk lederskab et centralt tema i rapporten. Rapporten behandler således forskellige aspekter af denne sammenhæng i fire separate kapitler. Rapporten diskuterer, hvilke krav der stilles til politiske ledere i et parlamentarisk system med forholdstalsvalg. Den ser desuden på de svenske ledere som gruppe og som en del af den svenske magtelite. Endvidere undersøges det på en række områder, hvordan folkevalgte udøver politisk ledelse i konkrete beslutningsprocesser. Desuden bliver politikerrollen og den enkelte politikers ansvar og opgaver drøftet.
I et sidste kapitel sættes indholdet af de fire kapitler i relation til de tre hovedelementer i rådets demokratibegreb, medborgerstyre, retssikkerhed og handlekraft. Og samtidig kommer Demokratirådet med nogle generelle forslag til fremme af en debat om demokrati og politisk ledelse
- en øget tydeliggørelse af det politiske ansvar,
- mere åbne og innovative beslutningsmiljøer,
- en mere visionær politisk pædagogik.
Demokratirådet - og den politiske debat
Rådets første rapport vakte debat i medierne, heriblandt i form af en diskussion af, i hvilket omfang det overhovedet var muligt at måle på eller karaktergive om det svenske demokratis aktuelle tilstand.
Rådets anden rapport, som kommenterer en del af debatten om den første rapport, blev offentliggjort på et pressemøde om formiddagen den 11. juni 1996. Denne dag var den politiske dagsorden i medierne totalt domineret af et omfattende finanspolitisk regeringsindgreb mod arbejdsløsheden. Den socialdemokratiske mindretalsregering med statsminister Goran Persson i spidsen holdt samme morgen orienteringsmøde for pressen om indgrebet, som var udmøntningen af et politisk forlig mellem Socialdemokratiet og Centerpartiet.
Demokratirådets pressemøde blev holdt i SNS' lokaler og med deltagelse af 20-25 repræsentanter fra medierne. Rådets formand blev interviewet af svensk TV1 om rapporten. Samme dag bragte TV1, efter et længere indslag om regeringens og Centerpartiets krisepakke, et klip fra interviewet suppleret med baggrundsmateriale fra rådets rapport. Endvidere deltog rådets medlemmer i en debat om rapporten i Sveriges Radios P1. Herudover har rapporten også afstedkommet kommentarer i de trykte medier i form af kronikker og kommentarer, herunder kommentarer på lederplads, om et eller flere af de aspekter, som rapporten behandler.
At rådet ikke blot har mediernes, men også har politikernes bevågenhed fremgik af, at den svenske statsminister - dagen efter at Demokratirådets rapport 1996 var udkommet - under Riksdagens afsluttende partilederdebat om regeringens krisepakke sagde, at
»Jag noterar med gladje att den grupp som foljer den svenska demokratins utveckling och vetenskapligt forsoker att bedoma tillståndet skriver foljande i sin rapport om demokratins situation under det gångna året: Samarbetet mellan socialdemokraterna och Centern har lett til att handlingskraften och beslutsformågan i demokratin har okat. Den slutsatsen drar fyra statsvetare. Det ar inte oviktigt att notera dette« (Riksdagens snabbprotokoll, onsdag den 12. juni, 1996: 19).
Kilder
Bokkatalog SNS Forlag 1996
Demokratirådets rapport 1995: Demokrati som dialog
Demokratirådets rapport 1996: Demokrati och ledarskap
Pressemeddelelse af 11. juni 1996 om Demokratirådets anden rapport
Riksdagens snabbprotokol, onsdag den 12. juni, 1996.
SNS Verksamheten 1994
SNS Verksamheten 1995
Vad ar SNS
Torgny Wadensjo, forlagschef, SNS
Olof Petersson, formand for Demokratirådet
Ingvar Mattson, foredragande, Riksdagen
Bilag 24
Folketinget
Den 24. januar 1997
Spørgsmål nr. S 1204
Spørgsmål til skriftlig besvarelse
Til forskningsministeren (24/1 97) af
Bertel Haarder (V)
»Hvor mange forskningsårsværk finansierer det offentlige alt i alt inden for samfundsvidenskaberne på universiteter, højere læreanstalter, sektorforskningsinstitutter m.v. samt via forskningsrådene?»
(Spm. nr. S 1204).
Begrundelse
Spørgsmålet stilles for at belyse muligheden for at varetage forskningen i »demokrati og magt i Danmark« inden for de eksisterende årsværk. Svaret vil eventuelt blive optrykt i beretningen fra Udvalget om Demokrati og Magt i Danmark, hvorfor der anmodes om en hurtig besvarelse.
Spørgsmålet er stillet i henhold til forretningsordenens § 20. Spørgeren udbeder sig skriftligt svar, der bedes tilstillet Folketingets Lovsekretariat i 85 eksemplarer. I svaret bedes anført spørgsmålets nummer.
Forskningsministeren Den 10. februar 1997
Bredgade 43
1260 København K
Folketingets Lovsekretariat
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Forskningsministerens besvarelse af spørgsmål S 1204 af 24. januar 1997 af Bertel Haarder (V)
Spørgsmål S 1204
»Hvor mange forskningsårsværk finansierer det offentlige alt i alt inden for samfundsvidenskaberne på universiteter, højere læreanstalter, sektorforskningsinstitutter m.v. samt via forskningsrådene?»
Svar
De seneste årsværksoplysninger om forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor findes i forskningsstatistikkens opgørelse over de forskningsudførende institutters forbrug af årsværk i 1993. For samfundsvidenskab var der tale om 997 årsværk fordelt på 835 VIP-årsværk og 162 TAP-årsværk. Disse tal omfatter også forskning for bevillinger fra forskningsrådene.
Årsværksforbruget har antagelig været stigende siden 1993 som følge af de øgede offentlige forskningsbevillinger, men stigningens omfang kendes endnu ikke præcist.
Undervisningsministeiets finanslovsbevillinger til universiteter og højere læreanstalter opgøres ikke længere i årsværk, ligesom der ikke er tale om en fordeling på de 6 hovedfagområder. Forskningsrådenes bevillinger er heller ikke opgjort i årsværk.
De samlede offentlige bevillinger til almen videnskabelig udvikling inden for samfundsvidenskab var ifølge »Offentligt Forskningsbudget 1996« på 455,9 mio. kr. målt i faste 1996-priser. Hertil skal lægges bevillinger til den sektorspecifikke forskning inden for samfundsvidenskab, således at det samlede niveau for samfundsvidenskab ligger i størrelsesordenen 600 mio. kr. årligt i 1996.
Besvarelsen oversendes i 85 eksemplarer.
Med venlig hilsen
Jytte Hilden
Bilag 25
Folketinget
Christiansborg
Venstres Folketingsgruppes sekretariat Den 24. februar 1995
Formand for Udvalget vedr. analyse af demokrati og magt
tidl. minister H.P. Clausen MF
Kære H.P. Clausen
I skrivelse af 31. januar 1995 har du anmodet partierne om at indsende en oversigt over de emner, partierne måtte finde relevant for det videre arbejde i Udvalget vedr. Analyse af Demokrati og magt.
I den anledning skal jeg på Venstres Folketingsgruppes vegne anmode om, at følgende emner indgår i det fremtidige arbejde
1) Den enkeltes frihed over for offentlig regulering.
2) Den enkeltes mulighed for medindflydelse på beslutningsprocesserne i samfundet.
3) Den enkeltes valgmulighed inden for rammerne af de af fællesskabet trufne beslutninger.
4) Den enkeltes retsbeskyttelse over for almenvellet.
5) Den enkeltes retssikkerhed som part over for det offentlige i forvaltningsret og retspleje.
Med venlig hilsen
Ivar Hansen
gruppeformand
I Udvalgets opgave
Udvalget har i overensstemmelse med den opgave, som partilederne var enige om at afgrænse for de politiske partiers videre arbejde (jf. bilag 1), ikke fundet grundlag for selv at igangsætte en magtudredning. Udvalget har derfor haft som sin hovedopgave at afsøge og samle de emner inden for den nutidige samfundsudvikling, som de politiske partier i Folketinget særligt ønsker at fremhæve som væsentlige for en forskning i magtforholdene i det danske samfund og i demokratiets situation. I løbet af udvalgsarbejdet er der fundet inspiration til at anbefale, at den forskning, der foregår med relation til folkestyrets funktion i bred forstand og til dets fremtidige udvikling, stimuleres og udbygges.
Baggrunden for udvalgets nedsættelse
Den 19. april 1994 stillede Socialistisk Folkeparti en forespørgsel til statsminister Poul Nyrup Rasmussen (Socialdemokratiet) om regeringens planer for en demokratisering af økonomien og arbejdslivet (forespørgsel nr. F 35, Folketingstidende 1993-94, forhandlingerne sp. 8064, 8320 og 9431). I forbindelse med sin besvarelse af forespørgslen lovede statsministeren blandt andet at tage kontakt til partilederne om formen for en analyse af folkestyrets arbejdsvilkår (sp. 9488).
Den 17. maj 1994 mødtes partilederne med statsministeren, som efter mødet sendte et brev til Folketingets formand. I brevet (bilag 1) oplyste statsministeren blandt andet, at der på mødet havde været enighed om at bede Folketinget overveje, hvordan Tingets partier i fællesskab kunne udarbejde et ideoplæg til en analyse af demokrati og magt i Danmark. Desuden tilkendegav statsministeren i brevet, der var vedlagt en ideskitse fra regeringen til kortlægning af demokrati og magt i Danmark (bilag 2), at
»Det har været regeringens udgangspunkt, at analysearbejdet bør have sit afsæt i partiernes syn på folkestyrets vilkår og magtforholdene i Danmark. Samtidig er det dog vigtigt, at selve analysearbejdet tilrettelægges på en måde, som sikrer forskerne uafhængighed i valg af problemstilling og metode. Derfor var der blandt partilederne enighed om at afgrænse opgaven for de politiske partier til et ideoplæg, der bredt angiver emneområder, som ønskes belyst i analysen.«
Om formålet med at foreslå Folketingets partier at udarbejde et sådant ideoplæg hed det blandt andet i regeringens ideskitse, at
»Formålet med dette nye initiativ er at belyse folkestyrets funktion i bred forstand, herunder organisationers, bevægelsers og økonomiske magtstrukturers indflydelse i samfundet samt internationaliseringens konsekvenser for gennemsigtighed og synliggørelse af beslutninger, indflydelse og magt i samfundslivet.
Blandt de temaer, som bør belyses i tilknytning til demokrati og magt i Danmark, herunder de politiske partiers funktion og rekrutteringen til det politiske liv, er
- magtstrukturer i det økonomiske liv
- organisationers og bevægelsers rolle og indflydelse
- det lokale folkestyres vilkår
- nye indflydelseskanaler i hverdagslivets institutioner
- internationaliseringens konsekvenser for folkestyret
- den nye teknologi og informationssamfundets muligheder og konsekvenser for folkestyret.«
Den 7. juni 1994 meddelte Folketingets formand med henvisning til brevet fra statsministeren, at der efter aftale med partierne ville blive nedsat et særligt udvalg vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark.
Udvalgsaktiviteter
Den 14. juni 1994 afholdt udvalget, hvori Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti var repræsenteret, sit første møde. Her valgtes Karl Hjortnæs (S) til formand og Niels Ahlmann-Ohlsen (KF) til næstformand.
Efter folketingsvalget den 21. september 1994 valgtes på et udvalgsmøde den 5. oktober 1994 H.P. Clausen (KF) til formand og Pia Gjellerup (S) til næstformand for udvalget. Kristeligt Folkeparti, der ved valget gled ud af Folketinget, var ikke længere repræsenteret i udvalget, mens Enhedslisten, der opnåede nyvalg til Folketinget, blev repræsenteret i udvalget.
Udvalget har holdt i alt 18 udvalgsmøder og har i den forbindelse stillet spørgsmål til statsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Udvalget har under sit arbejde modtaget skriftlige henvendelser fra
Amtsrådsforeningen i Danmark
Ove Andersen, Fårevejle
Denise D. Baraket, Hvidovre
Beboere mod Skydebane, ved Knud Engel, Odense
Erik Eriksen & Lisbeth Hegner, Herlev/Vanløse
Foreningen af ManagementKonsulenter
Stig Hjarvard, Institut for Film- og Medievidenskab
Per-Olof Johansson, Lillerød
Anne K.G. Kristensen, Lyngby
Otto Seemann, Vestbjerg
Steen Steensen, Ranum
Henrik Søndergaard, Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark
Udvalget har på forskellig vis indhentet relevant information, herunder om nogle af de emneområder, som er nævnt i regeringens ideskitse, i forsøget på at løse sin arbejdsopgave. Denne opgave er i sin karakter vidt forskellig fra vanligt udvalgsarbejde i Folketinget. Udvalgets arbejde har desuden båret præg af, at der ikke på noget tidspunkt har været fuld enighed om målsætningen med og formerne for udvalgets arbejde.
I august 1994 afholdt udvalget på Marienborg en konference om folkestyrets situation og tilrettelæggelsen af den svenske magt- og demokratiudredning. Her redegjorde lederen af den svenske magtudredning, professor Olof Petersson, for baggrunden for iværksættelsen af den svenske magtudredning, som var inspireret af den norske magtudredning. Redaktør af Højskolebladet, Else-Marie Boyhus, talte om afviklingen af det folkelige Danmark i form af en voksende tendens til fusionering og koncerntænkning og en faldende folkelig deltagelse i en række lokale institutioner. Svend Jacobsen, tidligere minister og tidligere formand for Folketinget, redegjorde for nogle af sine erfaringer med et langt liv i politik og koncentrerede sig især om pressens rolle, den stigende internationalisering og mindretalsregeringers parlamentariske vilkår. Endelig kontrasterede antropolog, Anne Knudsen, gennem en række eksempler en nordisk tradition for at søge konsensus i politiske beslutninger med en sydeuropæisk tradition for at blot at søge et flertal.
For så vidt angår erfaringerne fra de norske og svenske magtudredninger, er de siden blevet belyst ved, at de tre ledende personer i de norske og svenske magtudredninger har stillet sig til rådighed for interview, der sammen med to notater om de to magtudredninger er optrykt som bilag 3-7.
I efteråret 1994 igangsatte udvalget en belysning af den hidtidige forskning herhjemme i emner med relation til demokrati og magt. Rapporterne herom er sammen med et sammenfatningsnotat optrykt som bilag 8-19.
I november 1995 afholdt udvalget sammen med Statsministeriets Medieudvalg en høring om folkestyret i informationssamfundet. Første del af høringen havde som tema: Mediernes rolle i informationssamfundet. Oplægsholdere var Georg Metz, chefredaktør på Dagbladet Information, Karen Siune, docent, dr.scient.soc., ÅU, og Birthe Christensen-Dalsgaard, chefkonsulent UNI-C. Anden del af høringen havde som tema: Ændrer informationsteknologien folkestyrets måde at fungere på? Oplægsholdere var Søren Christensen, amtmand, Anne E. Jensen, adm. direktør, Dansk Arbejdsgiverforening, og Rolf Jensen, direktør, Instituttet for Fremtidsforskning. Rapporten fra høringen er optrykt som bilag 20.
I april 1996 arrangerede udvalget i samarbejde med Projekt Offentlig Sektor - vilkår og fremtid en konference om "den grå zone", dvs. nye blandingsformer mellem offentlig og privat organisation, og de problemer, som er forbundet hermed. Oplægsholdere var Carsten Greve, adjunkt, AUC, Palle Simonsen, direktør for ATP og tidligere finansminister, Ole P. Kristensen, adm. direktør i Falcks Redningskorps A/S og formand for Statens Udliciteringsråd, og Terkel Andersen, formand for Udvalget vedrørende frivilligt socialt arbejde. Resumeet fra konferencen er optrykt som bilag 21.
I maj 1996 holdt udvalget på baggrund af et skriftligt oplæg fra lektorerne Lars Bille, KU, og Jørgen Elklit, ÅU, et møde med Lars Bille, som redegjorde for udviklingen i de politiske partier. Det skriftlige oplæg til mødet er optrykt som bilag 22.
Magtudredning i Danmark
Udvalget har fået belyst erfaringerne fra de norske og svenske magtudredninger. Både den norske og den svenske magtudredning har indfriet de forventninger, som med rimelighed kan stilles til sådanne projekter. De har betydet en stimulans til samfundsforskningen i de to lande, de har medvirket til at skabe debat, de har kastet lys over forskningsmæssigt uoplyste områder, og de har medvirket til at skabe mere realistiske opfattelser om de politiske systemer i de to lande.
Hvad det sidste angår, har begge udredninger eksempelvis bidraget til at punktere myten om parlamentet som det eneste magtfulde organ i de to politiske systemer, selv om hverken Stortinget eller Riksdagen indtager nogen særlig central placering i henholdsvis den norske og den svenske magtudredning.
Det har været opfattelsen i udvalget, at situationen i Danmark i midten af 1990'erne ikke uden videre er den samme, som da de norske og svenske magtudredninger blev sat i gang. Det skyldes bl.a., at der i Danmark, dog ikke direkte under etiketten »magtudredning«, tidligere har været gennemført forskning af tilsvarende karakter som de svenske og norske udredninger. Eksempelvis finansierede Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd fra slutningen af 1970'erne et forskningsprojekt om den politiske beslutningsproces i Danmark (jf. bilag 19). Ydermere kan mange af resultaterne fra den norske og måske specielt den svenske magtudredning kaste lys også over danske forhold.
Hertil kommer, at den samfundsvidenskabelige forskning over en længere årrække synes at have orienteret sig mere og mere mod konkrete problemstillinger, der er særdeles relevante for den løbende demokratidebat og folkestyrets justering til at virke under ændrede vilkår. Udvalget er således bekendt med en række projekter af denne type, som enten er i gang eller under forberedelse (jf. bilag 8-19).
Udvalget har i forlængelse heraf holdt sig til den hovedopgave, som er skitseret i indledningen af denne beretning, og har således ikke fundet grundlag for selv at igangsætte en magtudredning.
Demokratiet på den internationale dagsorden
Som nævnt har de norske og svenske magtudredninger medvirket til at stimulere til debat om magt og, nok især for Sveriges vedkommende, om demokrati. Den svenske magtudredning har således udgjort en del af baggrunden for oprettelsen af et såkaldt Demokratiråd. Det svenske demokratiråd, som er beskrevet i et notat (bilag 23), har blandt andet i to rapporter taget temperaturen på det svenske demokrati.
Denne udvikling i Sverige, hvor kvaliteten af det svenske demokrati bliver genstand for vurdering, er i harmoni med en international tendens til at sætte demokratiet på dagsordenen. Denne tendens må bl.a. ses i lyset af udviklingen i Østeuropa og andre dele af verden, hvor totalitære regimer er brudt sammen og der er indført politisk demokrati.
I relation til udviklingen i den tredje verden er demokrati- og demokratiseringsspørgsmålet ligeledes blevet aktualiseret, blandt andet i forbindelse med handelssamkvem og udviklingsbistand.
Senest er med hjemsted i Stockholm i 1995 oprettet et internationalt »Institute for Democracy and Electoral Assistance« (IDEA) med foreløbig 14 medlemslande, heriblandt Danmark, Norge og Sverige. Instituttet ønsker blandt andet at bidrage til at understøtte demokratiseringsprocesser, medvirke til opbygning af en demokratisk kultur og tilbyde hjælp i forbindelse med afvikling af lige og frie valg i nye demokratier overalt på kloden. Det er helt i harmoni med tendensen til at sætte demokratiet på dagsordenen, når det i en deklaration, som citeres i et skrift fra instituttet, (oversat fra engelsk) hedder, at
»Verden er på vej ind i en demokratiets tidsalder. Demokratiske værdier vinder stadig større udbredelse. Spørgsmålet om styreformer står højt på dagsordenen både nationalt og internationalt, og i de seneste år har der været et opsving i antallet af frie valg verden over« (pjecen »International IDEA, International Institute for Democracy and Electoral Assistance, 1995).
Tendensen til ikke længere at stille spørgsmålet om "for eller imod demokratiet", men i stedet mere systematisk at fokusere på demokratiets vilkår gør sig også gældende i lande, der i lighed med Sverige almindeligvis vil blive betegnet som demokratiske. Det gælder eksempelvis Australien og Storbritannien, hvor der for sidstnævntes vedkommende i tilknytning til universitetet i Leeds er oprettet et center for demokratiseringsstudier.
Demokratiet på den danske dagsorden
Også i Danmark har der i de senere år i den offentlige debat været en stærk fokusering på demokratiets vilkår i det danske politiske system. Hvis en påstand i det svenske demokratiråds seneste rapport står til troende, nemlig »at en livlig demokratidebat er et sundhedstegn« (Olof Petersson m.fl.: »Demokratirådets rapport 1996: Demokrati og lederskab«, SNS, s. 10), har det danske folkestyre været sundt siden Anden Verdenskrig, og måske har det ikke været sundere, end det er nu.
Således hedder det i en litteraturoversigt over den danske demokratidebat, at der siden 1945 og frem til i dag har været en voldsom interesse for demokratispørgsmålet, som tillige har et meget bredt tag i den danske befolkning
»Ja, faktisk synes demokratiet at være et af de emner, der har optaget den offentlige debat mest. Den overvældende interesse for demokratispørgsmålet, som kan iagttages såvel i den samfundsvidenskabelige som i den offentlige debat fra 1990 og frem, er således ikke alene et modelune, men en midlertidig intensivering af en debat, der til stadighed synes i gang i det danske samfund.« (Eva Sørensen: Bibliografi i udvalg: Dansk politisk demokratidebat efter 1945, Institut for Statskundskab, KU, arbejdspapir 1994/2, s. 3).
Som citatet antyder, gør interessen for folkestyrets og demokratiets vilkår sig gældende ikke blot i den offentlige debat, men også i uddannelses- og forskningsmiljøer. Et par højskoler har publiceret debatbidrag om demokratiet. Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd har i de senere år haft »demokrati« som forskningsmæssigt satsningsområde. Flere universitetsinstitutter har publiceret skrifter og afhandlinger om demokrati og demokratirelaterede temaer.
I en anmeldelse af et sådant skrift giver formanden for det svenske demokratiråd - nok med tungen i kinden - et billede af det danske folkestyre set med svenske øjne
»Det ar nu lange sedan som Sverige betraktade sig som nordisk varldsmastare. De senare årens ekonomiska och politiska kris har lett till sjalvtvivel och ett sokande efter forebilder utanfor landets granser. Danmark har darmed kommit att framstå som det stora idealet.
De danske foraldrarna styr barnens skolor i ett participatoriskt paradis. Danmark har forverkligat ett valfardssamhalle utan en patriarkal och forkvavande statsmakt. De civiliserade danskarna vet sedan lange att leva i Europa. Kartoffelkurer och minoritetsregerande bevisar att danskarna till fullo beharsker den efterindustriella erans svåra statskonst.« (Olof Petersson: Politica, 1996, nr. 1. s. 216).
Og i en analyse fra begyndelsen af 1990'erne af udviklingen i det danske politiske rodnet hedder det med henvisning til undersøgelser fra EF, at Danmark er et af de EF-lande, hvor folk er mest tilfredse med demokratiets virkemåde og også med tilværelsen i almindelighed (Niels Thomsen: Det politiske rodnet - folk og politikere i vor tid, i: Vi og vore politikere, Spektrum, 1992, s. 65).
Tager man citaterne her og påstanden fra Demokratirådet om, at en livlig demokratidebat er et sundhedstegn, for pålydende, forekommer det derfor ikke særlig velbegrundet at tale om krise for det danske demokrati (jf. også P. Svensson, Demokratiets krise?, Politica, 1995: s. 15 og 382-385).
Demokratiets tilstand
Selv om det ikke forekommer velvalgt at tale om en krise for demokratiet som styreform, kan man dog pege på flere faktorer, som må antages at påvirke folkestyrets funktion og rækkevidde og til dels også at have stillet nye krav til politikerrollen og til borgerne.
Ideskitsen (jf. bilag 2), der er grundlaget for udvalgets arbejde, sammenfatter en række af de faktorer, der må antages at påvirke og måske ændre vilkårene for folkestyrets virke i disse år. Mange af disse faktorer optræder hyppigt i den løbende debat og i de analyser i forskellig tyngde, der fremlægges i et betydeligt antal.
De fleste analytikere og iagttagere af debatten er enige om, at det i almindelighed er langt lettere at stille en diagnose om svagheder i demokratiet end at foreskrive en effektiv kur. Opfattelsen af demokratiets tilstand har derfor en tendens til først og fremmest at opliste problemerne og deres årsager.
Som udgangspunkt for en udpegning af temaer, som det kan være af betydning at belyse, er denne fremgangsmåde også nyttig. Derfor beskrives her kort nogle alment accepterede hovedproblemer, som folkestyret i disse år stilles overfor som følge af, hvad man kunne kalde ændringer i folkestyrets omgivelser.
Kort sammenfattet er der betydelig enighed om, at demokratiet og dets institutioner er bragt i en ny situation af den stigende internationalisering og en voksende europæisk integration og på det nationale plan af en decentralisering og selvstændiggørelse af offentlige organisationer i forhold til den hidtidige mere direkte politiske styring. I flere tilfælde gælder det, at magt og indflydelse flyttes, at indflydelse og kontrol skal udøves under nye forudsætninger, og at nye aktører fylder nogle af de forandrede former ud.
Dette kan opleves som en snærende ramme om det arbejde, der udføres af de folkevalgte, idet de folkevalgte ikke har kontrollen over en række forholds udvikling eller over de forudsætninger, der ligger til grund for beslutninger truffet af folkevalgte. Udviklingen opleves som et reelt tab af demokratisk indflydelse og dermed en reduktion af tiltroen til de demokratiske beslutningsprocessers styrke og relevans.
Hertil kommer en mere uhåndgribelig, men ikke desto mindre tydelig holdningsmæssig udvikling i befolkningen i retning af krav om større selvstændig indflydelse på ens egen situation og muligheder. I samfundet som helhed spores i kølvandet på ændrede familie-, samlivs- og arbejdsmønstre et opgør med gamle normer og autoriteter.
Samtidig påvirkes forholdet mellem vælgerne og de valgte af nye vilkår for politisk kommunikation. De politiske kommunikationsformer er stærkt ændret i og med, at de politiske partier har udviklet sig væk fra at være brede massepartier. Hertil skal så lægges ændringen i mediebilledet bort fra de partibundne medier til medier, der selvstændigt deltager i den politiske proces på nutidens journalistiske præmisser.
Endvidere synes samspillet mellem embedsmænd og ministre at være ændret, så sekretariatsbetjeningen af ministrene er udbygget og især embedsmænd tæt på ministrene i højere grad end tidligere mødes med forventninger om at kunne tænke og handle politisk - herunder også i forholdet til medierne - på ministerens vegne.
Desuden er borgerne underlagt regelrestriktioner og offentlige reguleringer i et omfang, som formentlig er større end nogen sinde tidligere (jf. J.G. Christensen, Den usynlige stat, 1991: s. 31). En række enkeltsager - f.eks. Krudtpeter-sagen - har illustreret, at rimeligheden i disse offentlige reguleringer ikke altid er gennemskuelig for borgerne.
Endelig har det tætte samarbejde mellem de offentlige forvaltninger og forskellige private interesser i form af interesseorganisationer eller lignende gjort beslutningsgangene sværere at gennemskue og har sløret de konkrete forvaltningsakters tilblivelse. Når de politikformulerende og de administrative niveauer i de offentlige forvaltninger er smeltet sammen, får de private interesser en indflydelse, der kan betyde, at de konkrete afgørelser i stigende omfang træffes af pragmatiske og/eller uvedkommende politiske hensyn.
Der kunne peges på en række andre faktorer, heriblandt interesseorganisationerne, men fælles for alle disse faktorer er, at de i et indbyrdes samspil influerer på den demokratiske proces og på udviklingen i de demokratiske institutioner. Betingelserne for politisk styring og kontrol er ændret på en række punkter.
Således er et dilemma mellem politisk styring og politisk deltagelse blevet skærpet: På den ene side er de politiske beslutninger på en række områder blevet lagt ud til andre beslutningstagere end Folketingets medlemmer, på den anden side mødes Folketinget og dets medlemmer fortsat med forventninger om at kunne styre eller i det mindste påvirke samfundsudviklingen på stort set alle samfundsområder. Der er tale om, at den politiske ansvarsfordeling er blevet ændret og er blevet mindre gennemskuelig, hvilket stiller nye krav ikke blot til politikerrollen, men også til borgerne.
Både vælgere og politikere befinder sig i en situation, hvor det næppe fuldt ud er muligt at overskue konsekvenserne af den beskrevne udvikling, hvilket kan give sig udslag i misfornøjelse og frustration. En kortlægning af denne udvikling og dens forskellige konsekvenser vil derfor være af værdi både for at få den tilstrækkelige indsigt i udviklingen og for derigennem at få et mere realistisk udgangspunkt for en bedømmelse af, hvordan man sikrer de demokratiske værdier i de nye sammenhænge.
Det er mod den her opridsede baggrund, at man skal se de temaer, på hvilke partierne i udvalget har valgt at pege, som områder, de kunne ønske belyst i fremtidige analyser. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at der blandt partilederne var »enighed om at afgrænse opgaven for de politiske partier til et ideoplæg, der bredt angiver emneområder, som ønskes belyst i analysen« (jf. bilag 1). I overensstemmelse hermed har udvalget begrænset sig til at registrere sådanne emneområder.
Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at der alene er tale om et ideoplæg. Der er således ikke tale om, at udvalget anmoder om, at der forskes netop i de angivne emner. Der er alene tale om en opregning af, hvad der kunne forskes i, for derved at understrege, at der er et stort behov for at underbygge den forskningsmæssige indsats inden for temaet "demokrati og magt"; men det vil selvfølgelig stå forskerne frit for at tage fat på emner inden for temaet »»demokrati og magt«» uafhængigt af nedenstående ideoplæg.
Forskningsområder m.v.
Udvalget har gennem sit arbejde afdækket en lang række områder, som det ville være af interesse at få undersøgt. Der er med opregningen af emnerne ikke tilsigtet en udtømmende beskrivelse, uagtet at emnerne sine steder er meget specificeret og eksemplificeret. Der er med fremdragelsen af emnerne alene sket en afdækning af en række af de aktuelle debatter og interesser inden for demokrati- og magtfeltet, som et eller flere partier har valgt at nævne. Emnerne oplistes i det følgende som en uprioriteret, men samlet og ordnet liste, der træder i stedet for den mindre specificerede og udbyggede ideskitse (jf. bilag 2)
A. DE CENTRALE OG FREMTRÆDENDE BESLUTNINGSTAGERE
Folketingets rolle og position
- Folketingets afhængighed af centraladministrationen,
- forholdet til den udøvende magt, herunder ministrenes og regeringens rolle,
- relationerne til omverdenen,
- sammenligning med andre parlamenter i forhold til reel initiativret og funktion som den egentlige beslutningstager,
- udviklingen i Folketingets indflydelse på samfundet set over en længere årrække,
- de stående udvalgs betydning for forberedelse og gennemførelse af lovgivningen,
- konsekvenserne af decentraliseringen,
- konsekvenserne af internationaliseringen,
- Folketingets anvendelse af offentlighed i forvaltningen,
- Folketingets kontrolorganers (Ombudsmanden og Rigsrevisionens) udvikling og betydning.
De politiske partier
- partiernes rolle i demokratiet,
- den interne partiaktivitet,
- forholdet mellem partier og interesseorganisationer, græsrodsbevægelser og foreninger,
- magtstrukturer internt i partierne,
- partiernes rolle som kontaktformidlere mellem politikere og vælgere,
- ungdommens fravalg af partipolitisk aktivitet,
- partiernes anvendelse af moderne kommunikationsformer og mediestrategier.
Domstolenes funktion og deres forfatningsretlige placering og rolle
- magtens tredeling i dansk forfatningsret,
- konsekvenser af fravær af en selvstændig forfatningsdomstol,
- dommeres rekruttering,
- de retssikkerhedsmæssige konsekvenser af udbredelsen af domstolslignende organer, nævn m.v.,
- Rigsrettens funktion, anvendelsesmuligheder og alternativer,
- bedømmelse af undersøgelseskommissionsinstituttet,
- EU-Domstolens betydning for den danske retspraksis.
B. DE UNDERLIGGENDE BESLUT-
NINGSSTRUKTURER
Magtstrukturer i det økonomiske liv
- styrkeforholdet mellem økonomisk magt og politisk magt,
- ejerforhold i produktion og finanssektor,
- bestyrerforhold i produktion og finanssektor,
- ejer- og bestyrerforhold i computerbranchen, televirksomheder og medier,
- magtforholdet mellem ejerskab og bestyrere af ejerretten,
- udviklingen i virksomhedsopkøb og fusioner og kapitalkoncentrationens betydning,
- konsekvenser af ATP, LD og pensionskasser som virksomhedsejere,
- konsekvenser af henlæggelse af offentlige aktiviteter i selskaber og lignende organisationer.
Internationaliseringens konsekvenser for folkestyret
- EU's betydning for demokratiet,
- EU's magt og indflydelse på leveforhold i Danmark,
- EU's betydning for »den danske model« - arbejdsmarkedets parters aftaleret,
- udviklingen i det internationale samfunds økonomiske og politiske bindinger på de politiske handlemuligheder i Danmark,
- det overordnede samspil mellem Folketinget, centraladministrationen, organisationerne og EU-niveauet i lovgivningsprocessen og regeldannelsen,
- kortlægning og vurdering af EU's komitesystems udbredelse og betydning,
- EU-Domstolens betydning for lovgivningsprocessen.
Centraladministrationen og embedsmændenes rolle
- embedsmændenes magt i forhold til valgte politikere,
- politisk udpegede embedsmænd,
- kortlægning og vurdering af såvel det formaliserede som det uformaliserede samarbejde mellem offentlige forvaltningsmyndigheder og private interesser, herunder interesseorganisationer,
- embedsmænds deltagelse i "upolitiske" netværk, herunder loger og klubber,
- kortlægning og vurdering af "de kollegiale organers" indflydelse og omfang,
- vurdering af omfanget af sammenblanding af politikformulerende og administrative niveauer i centraladministrationen,
- kvalitetsvurdering af forvaltningens retsgrundlag, herunder omfanget af »lovgivning ved aktstykker«.
Organisationers og bevægelsers rolle og indflydelse
- arbejdsmarkedets parters placering i den politiske beslutningsproces,
- græsrodsbevægelsernes og foreningernes placering i den politiske beslutningsproces,
- udviklingen i balancen mellem Folketingets og organisationernes indflydelse,
- Kommunernes Landsforenings og Amtsrådsforeningen placering i den politiske beslutningsproces,
- medlemmernes indflydelse i organisationer, foreninger og bevægelser,
- forekomst og betydning af »lobbyisme«,
- foreningernes rolle som bærere af og opdragere til demokratisk deltagelse.
Medier og politik
- mediernes rolle som formidlere af kontakten mellem politikere og vælgere,
- konflikten mellem formidling (fakta) og mediesalg (fiktion),
- modstykket mellem konflikt som nyhedskriterium (drama) og forskellighed som demokratiets grundlag (pluralisme),
- mediernes dagsordenssættende funktion,
- mediernes betydning for politiske enkeltsager,
- udviklingen inden for de elektroniske medier,
- mediernes anvendelse af offentlighed i forvaltningen,
- mediernes domstolsfunktion og den (u)mulige adgang til appel.
Analyse af faktiske lovgivningsprocesser
- embedsmændenes rolle,
- organisationers, foreningers, bevægelsers og "upolitiske" netværks indflydelse,
- korporative tendenser,
- mediernes indflydelse,
- ministrenes rolle,
- Folketingets placering og rolle.
C. DEN POLITISKE HVERDAG LOKALT OG FOR DEN ENKELTE
Det lokale folkestyres arbejdsvilkår
- konsekvenser af kommunalreformen,
- Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen som formidler af eller forhindring for decentralisering til de enkelte kommuner og amter,
- betydningen af lokale foreninger, herunder "upolitiske" netværk som eksempelvis Rotary,
- inddragelse af nye kommunikationsformer og teknologisk information,
- konsekvenser af decentraliseringen.
Hverdagslivets institutioner
- udviklingen af demokrati på arbejdspladsen i såvel privat som offentlig sektor,
- rækkevidden og gennemslagskraften af brugerdemokrati i lokalråd og institutioner,
- konflikt mellem brugerindflydelse og medarbejderindflydelse,
- demokrati i faglige organisationer.
Den enkelte borger og fællesskabet
- afstanden mellem de politiske beslutninger og den folkelige deltagelse,
- den enkelte borgers frihed over for den offentlige regulering,
- den enkelte borgers muligheder for at påvirke beslutningsprocessen i samfundet,
- den enkelte borgers retsbeskyttelse over for almenvellet,
- den enkelte borgers valgmuligheder inden for fællesskabets beslutninger, herunder om nærhedsprincip og decentralisering har givet mere indflydelse til den enkelte borger,
- forholdet mellem repræsentativt og direkte demokrati,
- folkeafstemningers betydning for den enkeltes demokratiske indflydelse.
II Herefter udtaler et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget)
Forslag til det videre analysearbejde
Den lange udvalgsbehandling har bragt en række emner frem til drøftelse. Interessen for og opmærksomheden om den demokrati- og magtanalyserende forskning er blevet styrket.
Udvalgsarbejdet har således afdækket en stor og også meget vidtfavnende interesse inden for den politiske verden for at få et overblik over magt- og indflydelseskanaler i det danske samfund og over forskellige facetter af det aktuelle danske demokratis udfoldelse. Synsfelterne har været både generelle og meget specifikke. De har spændt lige fra drøftelsen af indflydelsen på samfundsudviklingen fra det brede aftalefelt mellem arbejdsmarkedets parter, som har kendetegnet det danske samfund i det seneste århundrede, og til drøftelsen af det enkelte individs stilling i forhold til regeldannelsen og navnlig regelhåndhævelsen.
Det har imidlertid stået klart, at det ikke med udvalgsarbejdet som udgangspunkt har vist sig muligt at igangsætte en tilbundsgående analyse i krydsfeltet mellem politik og forskning. Det har den helt selvfølgelige forklaring, at et folketingsudvalg ikke er egnet til den slags fordybende opgaver, hvilket i øvrigt heller ikke var den tanke, der lå bag partiledernes oprindelige opfordring til Folketinget.
I lyset af denne konstatering er det nødvendigt at videregive initiativet til andre fora, hvor forskningen kan få lejlighed til at udfolde sig ud fra det fundament, der med rette er sat fokus på gennem initiativet til analysen af magt og demokrati i Danmark.
Flertallets operationelle overvejelser har koncentreret sig om skabelsen af en ramme for den forskning, der i de kommende år mere systematisk kan trænge ind i kernen af demokratidiskussioner og -dilemmaer i et moderne velfærdssamfund på vej over tærsklen til et nyt århundrede, ligesom den kan blotlægge de magt- og indflydelseskanaler, der findes i et samfund i tæt kontakt med den globale og teknologiske virkelighed.
Flertallet forestiller sig en ramme, hvori det for forskere vil være muligt at gennemføre og publicere demokrati- og magtanalyserende forskning. Tidshorisonten bør ikke være længere end 5-7 år.
Forskningsledelse, bevillinger og tidsramme
Med udgangspunkt i erfaringerne fra de norske og svenske magtudredninger foreslås etableret en forskningsledelse under Det samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Forskningsledelsen, der er uafhængig af Folketing, ministerium, institutioner og organisationer, forestår godkendelse af forskningsprojekter inden for »Demokrati- og magtforskningen år 2000«, både for så vidt angår egentlige forskningsbevillinger og publikationsstøtte. Medlemmer af forskningsledelsen bør være sådanne forskere, der med deres hidtidige forskning har udvist en særlig faglig interesse og kompetence inden for den demokrati- og magtanalyserende forskning.
I den forbindelse udtaler et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget)
Forskningsministeren udpeger formanden for forskningsledelsen. De relevante forskningsråd udpeger i alt fire medlemmer, der sammen med formanden udgør den samlede forskningsledelse.
Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) afviser forslaget om, at formanden udpeges af forskningsministeren og anbefaler samtidig, under indtryk af de norske og svenske erfaringer, at en eventuel forskningsledelse af hensyn til effektiviteten kun skal bestå af tre personer. Det Konservative Folkeparti har tillid til, at forskningsrådene selv kan forestå etableringen af den nødvendige ledelse og koordination og ønsker det desuden på denne måde klargjort, at det fulde ansvar for en eventuel demokrati- og magtudredning ligger hos forskerne.
Flertallet i udvalget (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) udtaler videre
Ud fra et ønske om at sikre, at der kommer så megen og så forskellig forskning frem som muligt inden for temaet »demokrati og magt«, vil det være fornuftigt af lade forskere, herunder også Ph.d.-studerende, med en forskellig forskningsmæssig tilgang forske i den samme problemstilling. Dette kan både være udtryk for en sund kappestrid og samtidig sikre den nødvendige pluralisme i tilgift til den forskningsmæssige frihed og forskernes frie valg af forskningsmetoder.
Forskningsledelsen skal råde over en særlig bevilling til støtte af den demokrati- og magtanalyserende forskning, således at det bliver muligt at etablere en mere intensiv forskningsindsats inden for området, end de sædvanlige bevillinger rummer mulighed for. Flertallet lægger vægt på, at der med initiativet skabes mulighed for en særlig indsats ud over den forskning, der i dag foregår, og at der med den særlige bevilling afværges prioriteringsspørgsmål i forhold til den øvrige samfundsvidenskabelige forskning.
Forskningsledelsen kan endvidere råde over en særlig bevilling til støtte for publicering af projekter, der godkendes inden for rammen af den demokrati- og magtanalyserende forskning. Her kan der være tale om såvel de projekter, der har været ydet støtte til, som de projekter, der er gennemført inden for sædvanlige forskningsbevillinger.
Af hensyn til opretholdelse af fokus på den demokrati- og magtanalyserende forskning bør en proces ikke sættes i gang for mere end de kommende 5-7 år. Det vil være attraktivt at se forskningsresultater inden for feltet publiceret i en løbende proces fra 1998 og frem med den forventelige hovedvægt på de senere år i forløbet.
Kontaktgrupper
Flertallet finder, at udvalget, evt. i en anden form og/eller sammensætning, kan tjene som en frivilling sparringspartner for såvel forskningsledelse som forskere i den løbende proces. Formen kunne være den, som har været kendt fra møderne i det såkaldte Nordskov-udvalg (Udvalget vedrørende undersøgelsesorganer) og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Her har der på initiativ fra Nordskov-udvalget været afholdt møder dels mellem de to udvalg, dels mellem de to udvalg og en række særligt inviterede, herunder repræsentanter for forskelige foreninger og organisationer med forventelige interesser inden for det pågældende emne.
Denne kontaktgruppe skal tjene som et tilbud fra Folketingets medlemmers side til at reservere en særlig plads til aktiviteter på initiativ fra både de ledende og de deltagende forskere. Afgørende er, at de forskellige forskningsresultater i »Demokrati og magtforskningen år 2000« formidles til og diskuteres i bredere kredse. Alt sammen med det formål at fremme et levende demokrati og at udvikle demokratiet til størst mulig grad af deltagerdemokrati.
Ud fra ønsket om at udbrede kendskabet til og engagementet i den løbende forskningsaktivitet vil andre fora også kunne fungere som kontaktgrupper for såvel forskningsledelse som forskere i den løbende proces. Her kunne der blandt andet inddrages repræsentanter for græsrods- og foreningslivet, arbejdsmarkedets parter og andre organisationsrepræsentanter, den videnskabelige verden, medieområdet og det politiske liv.
Ved at der er forskellige fora, der fungerer som kontaktgrupper, vil diskussioner på baggrund af forskningsresultaterne kunne foregå i mange forskellige sammenhænge. Derved kan der komme diskussioner om magtstrukturer, demokratiets vilkår m.v., der rækker langt ud over en mere snæver forskerkreds. Og det er en forudsætning for, at analyser og diskussioner om demokratiets vilkår og om magtforholdene kan bidrage til en styrkelse af demokratiet i form af et mere reelt deltagerdemokrati.
Økonomiske rammer
Flertallet har med denne skitse ikke lagt sig fast på de økonomiske rammer for en etablering af den beskrevne proces. Der er endvidere ikke taget stilling til finansieringen, idet denne må henhøre under de sædvanlige drøftelser, der føres i forbindelse med fastlæggelse af finanslovene for de kommende år og ved bevillinger i form af aktstykker i Finansudvalget.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) udtaler
Mindretallet finder, at bevilling til samfundsvidenskabelig forskning bør ske ad de sædvanlige kanaler.
Mindretallet konstaterer, at den samfundsvidenskabelige forskning over en årrække har orienteret sig mere og mere mod problemstillinger, der er særdeles relevante for den løbende demokratidebat.
Mindretallet finder ikke den af flertallet foreslåede ordning med en særlig forskningsledelse og et folketingsudvalg som kontaktgruppe, hensigtsmæssig.
Mindretallet henviser i øvrigt til det som bilag 24 optrykte spørgsmål nr. S 1204 (folketingsåret 1996-97) stillet af Bertel Haarder, Venstre, og forskningsministerens svar herpå, og til det som bilag 25 optrykte brev af 24. februar 1995 fra gruppeformand Ivar Hansen, Venstre, til udvalgets formand.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtaler
Fremskridtspartiet går ind for forskerfrihed og er helt enig med flertallet i, at vore forskere skal have frihed til og mulighed for at forske i demokrati og magt i Danmark. Om forskerne så vil sætte sig sammen i en gruppe på 5 personer eller organisere sig på en anden måde, må de have frihed til selv at bestemme uafhængig af Folketinget.
Fremskridtspartiet er også enig i, at en del af de midler der bevilges til forskning, bør bruges på at forske i demokrati og magt i Danmark.
Men hvis Danmarks befolkning skal føle, at den lever i et reelt demokratisk land, må betingelserne herfor være til stede. Magthaverne i Danmark må derfor gøre deres yderste for, at de formulerer lovene således, at de er klare og forståelige for enhver, således at man ikke skal til advokat eller revisor for at finde ud af, hvad der menes med en given lov.
Der har vi meget at lære i dagens Danmark, hovedsagelig fordi lovene bliver lavet i hast, og fordi vi lever i et kompliceret og indviklet samfund, der mere og mere bliver infiltreret i FN, NATO og EU, og fordi de fleste love, vi har i dag, er ændringer til ændringer af tidligere love. Og alt er jo i princippet skrevet af embedsmænd, der har gået mange år i skole og har fået en juridisk eksamen, men som aldrig har været ude i almindelige, borgerlige job eller deltaget i det politiske liv. En forudsætning for, at befolkningen skal kunne forstå vore love, er, at lovene skrives på ganske almindeligt dansk.
En anden betingelse for, at borgerne forstår magthavernes beslutninger, er, at beslutningerne er forståelige. Her kunne vi trække hundredevis af sager frem, hvor der er truffet beslutninger, hvor borgerne ikke forstår hvorfor. Jeg vil blot trække en gammel traver ud af stalden, for det er nok den, der er mest kendt: »Krudtpeter-sagen«.
Krudtpeter spørger en embedsmand i sin kommune om lov til at restaurere sit fødehjem, og det får han lov til. Senere beder han så om lov til at opstille en lille vindmølle. Han får at vide af samme kommune, at det skal han søge om, men så må han også hellere lige søge om at genopføre sit fødehjem. Det gør han så. Kommunen anbefaler det godt nok, men siger, at det har de ikke kompetence til at beslutte, og at han derfor skal henvende sig til amtet, fordi det er en zonesag.
Amtet siger, at de betragter hans hus som et hus, der er helt nedrevet og derfor skal vurderes, som om det var et helt nyt hus på bar grund, der skulle bygges. Derfor siger de nej. Politikerne i amtet siger så, at de skal sige nej, for det står der i loven. Når Krudtpeter så spørger: "Jamen hvor står det i loven?" Så kan de selvfølgelig ikke vise ham det, for det står ingen steder i nogen lov. Der står tværtimod, at hvis man betragter et hus som en nyopførelse, så kræver det zonetilladelse, men den kan de så bare give. Der står ingen steder i loven, at de ikke må give ham lov til at bygge.
Sagen går så til det øverste nævn, som vi har inden for det område: Naturklagenævnet. De siger også nej med den begrundelse, at amtet sagde nej. Den ene hånd vasker den anden hele vejen igennem systemet. Der sidder politikere i amtet, som er partifæller med dem, der sidder i Naturklagenævnet, og derfor skeler man konstant til, hvad ens egen partifælle har sagt i det andet "forum". Når så personen - i dette tilfælde Krudtpeter - går rettens vej, hvad finder man så? Man finder, at der sidder dommere, som er kolleger med dommere, der sidder i Naturklagenævnet, og der vil man også nødig dømme modsat sine kolleger og venner. Derfor bliver hele systemet sammenspist - uforståeligt for borgerne. Alle ved godt, at det foregår som her beskrevet, men ingen kan rigtig gøre noget ved det, for man træffer selvfølgelig en beslutning i det forum, man nu sidder i, og ingen kan forbyde, at man først har set, hvordan ens partifæller og kammerater har stemt. Derfor er det næsten umuligt, hvis første instans i Danmark har sagt nej til en borger, selv om afgørelsen var forkert, at få medhold længere oppe i systemet. Jeg kunne uden problemer trække hundrede lignende eksempler frem.
En lille solstrålehistorie er der dog i bureaukratiet, nemlig at Danmarks Højesteret i december måned 1996 gav McAllan lov til at kalde sin pølsevogn McAllan på trods af, at Sø- og Handelsretten i august 1995 gav McDonalds medhold i, at det var deres navn. Her tror jeg, at Jyllands-Posten har ret i, når de skriver, at resultatet af denne juridiske afgørelse er i overensstemmelse med, hvad den almindelige borger i Danmark mener, og sådan burde afgørelser i vort retssystem være. De burde være forståelige for ganske almindelige mennesker, men det er jo langtfra tilfældet. Seksualforbrydere, voldsforbrydere og mordere får jo ofte langt mindre straf end den borger, der har arbejdet og tjent til føden hele sit liv, har betalt skat, afgifter, lønninger osv., men som forskyldt eller uforskyldt kommer til at lave noget, der ikke er i overensstemmelse med vore skatte- og toldregler.
Hvis vi skal dvæle lidt ved Naturklagenævnet, så betragter de fleste denne instans som den øverste myndighed og domstol i Danmark for bevarelse af en god og værdig natur. Naturklagenævnet afløste Overfredningsnævnet. Naturklagenævnet blev nedsat for at vurdere tvistigheder, når f.eks. borgerne søgte om noget, som amtet sagde nej til, fordi der står noget konkret f.eks. i en fredningsplan, der er 40 år gammel, en gammel kommuneplan, eller de tror, at et flertal i Folketinget ønsker det sådan og sådan. Det går Naturklagenævnet så ind og vurderer, men man vurderer ikke ud fra, hvad der er godt for fugle- og dyreliv og naturen, hvad naboer og almenvellet mener, (det var jo ellers det, der var hensigten). Nej, man går ind og vurderer, hvad er der skrevet for 35 år siden, som om intet har forandret sig gennem 35 år. Man går for det meste ind og vurderer, hvad amtsrådsmedlemmerne har sagt, for det er dem, der har ansvaret for "det åbne land", som man siger, og så dømmer man faktisk efter det.
Her er det helt forståeligt, at der falder utrolig mange afgørelser, som befolkningen simpelt hen ikke forstår et klap af, og det har da også resulteret i, at Naturklagenævnets afgørelser ikke har den respekt, som det burde have.
Man kan sige, at med de afgørelser, der er truffet i sagerne om Krudtpeter, Søpeter, Skur-Niels og mange andre, så er respekten væk for Danmarks øverste naturdomstol.
Et bevis på, at disse emner har optaget den almindelige dansker, så vi, da Krudtpeter gennem en lille annonce samlede 1400 mennesker i Hannes-Hallen den 20. februar 1995, og hvor yderligere ca. 1500 måtte køre forgæves på grund af pladsmangel i hallen.
Denne beretning må vi formode vil blive liggende i årtier. Derfor er den en historisk beretning, som bør beskrive de virkelige forhold i 1996-97 og dermed også, at det var de årstal, hvor medlemstallet inden for Danmarks Naturfredningsforening raslede ned, og hvor alternative organisationer som f.eks. "Kyst, Land og Fjord" gik op i medlemstal, fordi Danmarks Naturfredningsforening er så gammel en institution, at den er så infilteret i dommerstanden og retsstanden samt det politiske liv, at foreningen ikke længere tager hensyn til naturen, men derimod til venner og bekendte, og hvad deres forgængere har sagt for 30 år siden. De nye organisationer tager hensyn til de forhold, der rent faktisk eksisterer i dag.
Og ser man på skatteområdet, står det ikke meget bedre til her. Enhver, der kender bare lidt til systemet og går lidt op i, hvordan skatteansættelse foregår, og hvad der skal til for at få den ændret, giver op på forhånd.
Det er jo sådan, at først skal man klage til embedsmænd i sin kommune, og for at gøre det skal man være godt skolet. Det vil sige, at de fleste så skal have en revisor eller advokat med sig. Der starter det økonomiske tælleapparat. Derfor giver "almindelige" mennesker op allerede efter et par telefonsamtaler og måske et par breve til forvaltningen.
Så er der nogle hårdhudede, der forsøger at gå op til det kommunale skatteankenævn (politisk udpeget), men de fleste, der har prøvet det, ved jo godt, at i en typisk kommune, er den offentligt ansatte sekretær for Skatteankenævnet jo kollega med den medarbejder i skatteforvaltningen, som har afgjort den pågældende skatteyders sag. Så derfor er det typisk sådan, at sekretæren i Skatteankenævnet jo ikke vil være illoyal over for en kollega og derfor foreslår over for Skatteankenævnet at stadfæste sin kollegas afgørelse. Og da Skatteankenævnets medlemmer oftest gør, som deres sekretærer pålægger dem, så er det kun de færreste, der får medhold her.
Så er der de dobbelt hårdhudede. De går videre til Landsskatteretten. Der kunne man faktisk også forestille sig, at der blev skelet lidt til de politiske partier, for Landsskatterettens personer er jo også politikere, og mon ikke de skeler lidt til, hvad deres politiske kolleger har sagt eller gjort i den pågældende kommune?
Og hver gang man går et trin op i klagesystemet, så koster det penge. Taber man så også i Landsskatteretten, så skal man gå domstolenes vej. Og her er så to eller tre instanser, som man kan forelægge sin sag. Men for at gå så langt skal man være tredobbelt hårdhudet og have råd til at betale store omkostninger. Og man skal både have råd og nerver til, at der kan gå op til flere år, før sagen er blevet afgjort. Vi har jo set eksempler her i de seneste dage på, at der kan gå op til 20 år. Ja, så er der mange der tænker: Selv om jeg er blevet uretfærdigt behandlet, så har jeg kun et liv, og det er for kort til at spilde 20 år mod bureaukraterne og uretfærdigheden for at få ret.
Hvis borgerne skal opfatte, at de er mere med i processen - altså mere demokrati - må vi have flere folkeafstemninger. Det er der mange politikere og politiske partier der siger til vælgermøder ude i forsamlingshusene, men desværre, når det kommer til stykket, så ønsker politikerne ikke at blive frataget nogen magt. Det viser resultaterne i Folketingssalen, hvor Fremskridtspartiet flere gange har fremsat lovforslag om folkeafstemning - de bliver nedstemt hver gang. Det er et tegn på, at de, der sidder på magten, ikke ønsker at dele ud af den magt til folket. Ved at lægge flere sager ud til afstemning vil der blive debat, røre og engagement i befolkningen. Det kan vi bl.a. se af EU-afstemningerne den 2. juni 1992 om Traktaten om Den Europæiske Union og igen den 18. maj 1993 om Edinburgh-afgørelsen og Maastricht-Traktaten. Både ved den første afstemning, hvor 49,3 pct. stemte ja og 50,7 pct. stemte nej, og ved den anden afstemning, hvor 56,7 pct. stemte ja og 43,3 pct. stemte nej, var stemmeprocenterne meget høje, nemlig henholdsvis 83,1 pct. og 86,5 pct. Med andre ord var befolkningens engagement i sagen stort, selv om problemstillingen var ret kompliceret.
Vi er også nødt til at se på processen inden for arbejdsmarkedet, hvor den almindelige arbejdsmand faktisk ikke kan få lov til enten at stå i den fagforening, han ønsker eller helt være fri for nogen. Det strider imod almindelig retsopfattelse og imod grundloven, men alligevel kan der ikke blive et flertal i Folketinget, der reelt gør noget ved det forhold, at en almindelig lønmodtager mere eller mindre bliver truet ind i forskellige/bestemte fagforeninger. Hovedårsagen er jo, at man slår fagforening og arbejdsløshedskasse sammen og siger, at man ikke kan være medlem det ene sted uden også at være medlem det andet sted. Det er en medvirkende årsag til, at man mister troen på demokratiet.
Mere demokrati til befolkningen og mindre magt til dem, der styrer. I dag bliver der jo drevet gæk med grundlovens bestemmelser om, at ejendomsretten er ukrænkelig.
På mange områder i denne henseende ser man ofte, at borgernes retssikkerhed bliver krænket, og det gør den jo ved, at et flertal i Folketinget laver love og bekendtgørelser, som helt klart giver de offentlige instanser ret til at slå borgerne oven i hovedet og tilsidesætte ejendomsretten - imod grundlovens intention.
På udvalgets vegne
H.P. Clausen
formand
Bilagsfortegnelse 1. Brev af 17. maj 1994 fra statsminister Poul Nyrup Rasmusse til Folketingets formand. 2. Ideskitse til kortlægning af »Demokrati og magt i Danmark«, Statsministeriet, 17. maj 1994. 3. Henrik Jensen: Interview med Gudmund Hernes om den norske magtudredning (notat), Folketinget, februar 1996. 4. Henrik Jensen: Interview med Johan P. Olsen om den norske og den svenske magtudredning (notat), februar 1996. 5. Henrik Jensen: Interview med Olof Petersson om den svenske magtudredning (notat), Folketinget, februar 1996. 6. Henrik Jensen: Magtudredning på norsk (notat), Folketinget, januar 1996. 7. Henrik Jensen: Magtudredning på svensk (notat), Folketinget, januar 1996. 8. Hanne Rasmussen, Notat om forskning i Danmark med relation til emnerne demokrati og magt, Folketinget, december 1994. 9. Peter Søndergaard: Økonomisk magt - en oversigt over de sidste cirka 10 års danske forskning af økonomiske magtforhold.
10. Michael Wolfe: Magt og demokrati: Forskningsoversigt. Organisationers og bevægelsers rolle og indflydelse, august 1994.
11. Paul Holt: Det lokale folkestyres arbejdsvilkår - en forskningsoversigt.
12. Finn Hansson: Oversigt over dansk forskning i internationaliseringens betydning for folkestyret, august 1994.
13. Paul Holt: Den nye teknologi og informationssamfundets muligheder og konsekvenser for folkestyret.
14. Nils Bredsdorff og Peter Søndergård: Oversigt inden for emnet: De politiske partier - herunder funktion og rekruttering.
15. Annelise Quistorff: Statsret. En oversigt over de seneste 10 års forskning inden for faget statsret, Folketinget.
16. Kristian Hvidt: Litteratur om politisk kommunikation, massemedier og opinion 1984-94, Folketinget, 1994.
17. Nils Bredsdorff: Centraladministrationens magt. Oversigt over forskning inden for emnet: Centraladministrationens forhold til Folketinget, ministrene og interesseorganisationer.
18. Hanne Rasmussen: Valg og vælgeradfærd, Folketinget, 1994.
19. H.P. Clausen: Notat til Udvalget vedrørende Analyse af Demokrati og Magt i Danmark, Folketinget, november 1994.
20. Hanne Rasmussen: Rapport fra høringen om »Folkestyret i informationssamfundet«, Folketinget/Statsministeriet, marts 1996.
21. Carsten Greve: Resume fra konferencen om den grå zone, Aalborg Universitet, august 1996.
22. Lars Bille & Jørgen Elklit: De politiske partier - notat til Folketingets Udvalg vedrørende Analyse af Demokrati og Magt i Danmark, april 1996.
23. Henrik Jensen: Det svenske demokratiråd (notat), Folketinget, juni 1996.
24. Spørgsmål nr. S 1204 (folketingsåret 1996-97) til forskningsministeren af Bertel Haarder (V) om antallet af samfundsvidenskabelige forskningsårsværker på universiteter m.v. og svaret herpå.
25. Brev af 24. februar 1995 fra gruppeformand Ivar Hansen, Venstre, til formanden for Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark, H.P. Clausen.
Ingen
Nr BR 6
Beretning fra Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark
Nr 6 1996-97, 1. samling
Afgivet af Udvalget vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark
Afgivet: 19970319