1996 BTB 22 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ØMU-FORHANDLINGSMANDAT NR B 22 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder.
Der er af et mindretal stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal (Enhedslistens og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Mindretallet har af regeringen fået oplyst, at Europa-Kommissionen har fremlagt forslag til forordning om styrkelse af overvågningen og samordningen af budgetpolitikkerne samt et forslag til forordning om fremskyndelse og afklaring af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Disse forordningsforslag indebærer bl.a., at medlemslandene får pligt til at indlevere konvergensprogrammer, herunder en pligt til at give »tilsagn« om at træffe supplerende foranstaltninger, hvis det er nødvendigt for at forhindre afvigelser fra målene.
Der er altså tale om, at Danmark pålægges forpligtelser, som rækker ud over de forpligtelser, som fremgår af Traktatens artikel 103. Der er altså tale om nye forpligtelser, som rækker ud over det grundlag, der blev godkendt ved folkeafstemningen den 18. maj 1993.
Formålet med nærværende beslutningsforslag er at sikre, at der ikke i EU vedtages retsakter eller forpligtende beslutninger, som pålægger Danmark yderligere forpligtelser end dem, der blev godkendt ved folkeafstemningen den 18. maj 1993.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vil efter vedtagelse af det stillede ændringsforslag hverken stemme for eller imod. For mindretallet et det helt afgørende, at der ikke skabes tvivl om, at Danmarks forbehold, herunder ØMU-forbeholdet, står fast. Den tvivl, som forslagstillerne fremfører, mener SF ikke eksisterer. Der er ikke hold i påstanden om, at de aftalte konvergensprogrammer for ikke-ØMU-lande strider mod ØMU-forbeholdet. For ikke-ØMU-lande er der ikke tvangsmuligheder eller bøder. SF er derfor også modstander af, at den tvivl skabes ved fortolkninger som dem, der fremgår af forslagsstillernes betænkningsbidrag.
Når SF alligevel vælger at stemme hverken for eller imod, skyldes det, at SF er modstander af selve indholdet i de skærpede konvergensprogrammer, og at SF derfor heller ikke har givet regeringen mandat hertil i Europaudvalget.
ÆndringsforslagAf et mindretal (EL og DF)
Til teksten Punkt C udgår.
Bemærkninger Regeringen har af Folketingets Europaudvalg fået mandat til at stemme for brug af artikel 235 som retsgrundlag for beslutninger inden for ØMU. Ved den foreslåede ændring er der taget højde for, at det ikke vil være muligt at få vedtaget et forslag indeholdende punkt C.
Ove Fich (S) fmd. Jens Peter Vernersen (S) Torben Lund (S) Jacob Buksti (S) Klaus Hækkerup (S) Steen Gade (SF) Elisabeth Arnold (RV) nfmd. Keld Albrechtsen (EL) Addi Andersen (CD) Charlotte Antonsen (V) Svend Erik Hovmand (V) Kim Andersen (V) Jens Kirk (V) Kent Kirk (KF) Lene Espersen (KF) Anne Birgitte Lundholt (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTB 22
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ØMU-forhandlingsmandat
Nr B 22 1996-97, 1. samling
Afgivet af Europaudvalget
Afgivet: 19970418