Legislator Case Law & Legislation
19961BA00132 DK

1996 BSF 132 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM UDNYTTELSE AF OVERFLØDIGGJORTE LANDBRUGSBYGNINGER

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1996 132 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om

ændring af lov om planlægning, således at en ejer af en ejendom i

landzone får ret til at genanvende en overflødiggjort

landbrugsbygning til erhverv eller bolig.

Bemærkninger til forslaget

Den nuværende udformning af § 35, stk. 1, i lov om planlægning bestemmer, at udstykning, ny bebyggelse samt ændring i anvendelsen af bestående bygninger i landzone forudsætter tilladelse fra landzonemyndigheden. Efter § 37 i samme lov har man dog ret til at indrette visse erhvervsvirksomheder m.v. i overflødiggjorte landbrugsbygninger under visse betingelser. Etableringen skal anmeldes til kommunalbestyrelsen, jf. lovens § 38.

Landzonetilladelse efter § 35 skal meddeles på grundlag af navnlig de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, der ifølge lovens formål skal varetages ved administrationen af landzonebestemmelserne. Praksis viser, at der er store forskelle i de enkelte amter på sådanne afgørelser. I Naturklagenævnet afvises genanvendelse af gamle bygninger ofte på grund af uklar lovgivning.

I det følgende refereres nogle konkrete eksempler på sager om indretning af helårsbolig og erhvervsvirksomhed i overflødiggjorte landbrugsbygninger.

Helårsboliger

Der kræves landzonetilladelse til at indrette en helårsbolig i en overflødiggjort landbrugsbygning, selv om den nye bolig ikke vil ændre ejendommens udseende. En konkret sag viste, at der også kræves landzonetilladelse til at inddrage kontorlokaler i tagetagen på en tidligere driftsbygning til helårsbeboelse. Den omhandlede bygning var en tidligere avlsbygning på en nedlagt landbrugsejendom. På ejendommen var der også et stuehus, der var udlejet til en familie som helårsbolig. Der var ingen landbrugspligt på ejendommen. Siden 1990 havde man forsøgt at udleje lokalerne til kontorformål, men dette var ikke lykkedes på grund af beliggenheden ude på landet. Tagetagen i bygningen kunne tages i brug til boligformål uden ombygning (Naturklagenævnet, j.nr. 97-31/700-0011).

I sådanne tilfælde skal ejeren af ejendommen efter forslagsstillernes opfattelse have ret til at genanvende den overflødiggjorte landbrugsbygning til helårsbolig.

Erhverv

En konkret sag viste, at det kræver landzonetilladelse at etablere et mindre slagteri i overflødiggjorte landbrugsbygninger. Den konkrete sag handlede om en nedlagt landbrugsejendom, som tidligere havde været benyttet til kålproduktion med op til 25 ansatte. Der var søgt om tilladelse til etablering af et slagteri i 450 (m2) af ejendommens eksisterende bygninger. Der ville blive 2-4 ansatte (Naturklagenævnet, j.nr. 97-31/420-0011).

Det er forslagsstillernes opfattelse, at i en sag som denne skal ejeren af ejendommen have ret til at genanvende den overflødiggjorte landbrugsbygning til erhverv. Det forudsættes, at de til erhvervet hørende godkendelser i øvrigt kan opnås.

Skriftlig fremsættelse

Hans Christian Schmidt (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om udnyttelse af overflødiggjorte landbrugsbygninger.

(Beslutningsforslag nr. B 132).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Beslutningsforslag som fremsat 1996 132 Valid

Nr BSF 132

Forslag til folketingsbeslutning om udnyttelse af overflødiggjorte landbrugsbygninger

Fremsat af Hans Christian Schmidt (V) Peter Hansen-Nord (V) Hanne Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Henning Urup (V) Jens Vibjerg (V) Niels Jørgen Langkilde (KF) Lene Espersen (KF) Jens Jørgensen (KF) Eva Møller (KF) Gitte Seeberg (KF) Aage Brusgaard (FP) Ole Donner (DF)

den 24. april 1997

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →