1996 BSF 107 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STRAKS AT TILBAGEBETALE AMBI

Folketinget pålægger regeringen straks, automatisk, uden yderligere forhalinger og på eget initiativ at tilbagebetale ambi i de sager, hvor der foreligger en aftale mellem skattemyndigheder og en virksomhed eller flere virksomheder, hvor der som følge af overenskomst, kontrakter eller afsætning på auktion ikke har været mulighed for at overvælte afgiften, hvor en virksomhed i øvrigt kan bevise, at den ikke har kunnet overvælte afgiften eller hvor der er afsagt principdom. Endvidere pålægges regeringen som følge af EF-Domstolens dom af 14. januar 1997 at udskyde forældelsesfristen for ambisagerne med 1 år, så det bliver muligt for virksomheder at få tilbagebetalt ambi som følge af EF-dommen.

Bemærkninger til forslaget

200.000 danske virksomheder og selvstændige virksomheder betalte i godt fire år en særlig afgift, som gik under navnet ambien, selv om det var i direkte modstrid med et EF-direktiv. Alt i alt indkasserede staten 55 mia. kr. i perioden 1987-1992, inden EF-Domstolen i marts 1992 erklærede ambien ulovlig. Siden da har mange tusinde virksomheder forsøgt at hive ambipenge ud af en særdeles modvillig stat. Indtil videre har, så vidt vides, kun 4.800 haft held til at få pengene retur. De tilbagebetalte beløb udgør dog kun 137 mio. kr. plus 97 mio. kr. i renter ud af de 55 mia. kr. I alt har ca. 11.000 ansøgt om at få pengene retur, og der ventes ca. 6.000 nye sager, inden ansøgningsfristen udløber.

I folketingsåret 1992-93 fremsatte Fremskridtspartiet forslag til folketingsbeslutning om tilbagebetaling af sidste rate af arbejdsmarkedsbidraget. Der henvises i øvrigt om forslaget (B 26) til Folketingstidende, tillæg A 3691, tillæg B 1743 og forhandlingerne 2222, 4707 og 10866. På daværende tidspunkt var problemet, at nogle virksomheder, som lovlydigt havde betalt ambi til tiden, ikke kunne få afgiften refunderet, mens de virksomheder, som havde undladt at betale ambien, helt blev fritaget for at betale ambi i perioden. Man belønnede således restanterne og straffede de lovlydige. Det blev der ikke ændret ved.

Siden da er tilbagebetalingen af ambien gået særdeles trægt. Fremskridtspartiet mener ikke, at erhvervslivet skal blive ved med at vente på grund af skattevæsenets langsommelige forhaling af ambisagerne. Det er urimeligt, at der fem år efter dommen, som kendte ambien ulovlig, kun er tilbagebetalt en meget lille del ud af de 55 mia. kr., som i strid med EF-retten blev opkrævet. Det skal ses i forhold til, at det i øvrigt er kendetegnende for skattevæsenets arbejdsmetoder, at der ikke er grænser for, hvilke metoder der tages i brug, når det er borgerne, som skylder skattevæsenet penge.

Skal pengene derimod den anden vej, bruger man hele statsaparatet til at forhale sagerne, bryder indgåede aftaler og gør det generelt så besværligt som muligt for virksomheder at tilkæmpe sig de midler, de rettelig har krav på.

Forslagsstillerne finder sagsforløbet i forbindelse med tilbagebetaling af ambi fuldstændig uforståeligt, og dette forslag burde egentlig være aldeles overflødigt. Den blotte tilstedeværelse af dette forslag fordrer, at Folketinget står sammen og får skattevæsenet og skatteministeren sat på plads.

Ambibaggrunden

Den 9. december 1987 fremsatte skatteministeren forslag til lov om arbejdsmarkedsbidrag. Lovforslaget indebar, sammen med en række andre lovforslag, at arbejdsgivernes bidrag til fem arbejdsmarkedsordninger bortfaldt. I stedet indførtes et nyt arbejdsmarkedsbidrag (ambien) på 2,5 pct. af virksomhedens momsgrundlag. Baggrunden for denne omlægning var et ønske om at forbedre erhvervenes konkurrenceevne oven på de meget store omkostnings- og lønstigninger i 1987.

I mellemtiden var der ved Østre Landsret indgivet stævning mod den danske stat (Skatteministeriet) med påstand om, at bidraget blev kendt ugyldigt, og at den danske stat forpligtes til at tilbagebetale klagerne de beløb, som de hævdede at have betalt med urette.

Østre Landsret forelagde sagen for EF-Domstolen i 1990. I EF-Domstolens afgørelse i marts 1992 konkluderes, at ambibidraget var i strid med artikel 33 i 6. momsdirektiv.

Sagen blev umiddelbart efter afgørelsen taget op i Folketinget. Følgen blev, at der blev fremsat og vedtaget to lovforslag, som dels gik ud på at fastsætte regler for behandlingen af ansøgningerne om tilbagebetaling og erstatning for indbetalt ambi og dels på at finansiere provenutabet ved en momsstigning på 3 pct.

Efterfølgende har der vist sig en række tilfælde, hvor der skal ske en tilbagebetaling af ambi. Det drejer sig om tilfælde, hvor ambien ikke har kunnet overvæltes på forbrugerne og virksomhederne som følge heraf har lidt et tab. Disse sager er blevet forhalet og syltet af skattemyndighederne. Dette er nødvendigvis ikke sket bevidst, men resultatet har været, at mange virksomheder har siddet fast i systemet i årevis og måske endnu flere er blevet skræmt fra at ansøge om tilbagebetaling på grund af de umådeligt store krav, der er stillet til dokumentation, kombineret med følelsen af afmagt, når man møder systemet med al dets magt og vælde.

Nogle af de mest groteske sager, som siden 1992 har verseret, vil efterfølgende blive skitseret.

Sukkerroeproducenterne

Sukkerroeproducenterne fik som en af de få brancher en aftale med Told & Skat om tilbagebetaling af ambien. Dette er dog først sket efter 31/2 år, hvor forhandlingerne har stået på. Sukkerroeproducenterne har ellers en klokkeklar sag. De afsætter deres produkter til sukkerfabrikkerne på kontrakt og har derfor ikke haft mulighed for at overvælte ambien på næste led i processen.

Argumentet med at overvælte prisen har netop været skattemyndighedernes væsentligste argument for ikke at tilbagebetale hele ambien. (Selv dette argument har den seneste dom fra EF-Domstolen nu i øvrigt så sået tvivl om. Denne problemstiling er behandlet senere). For at undgå en uoverskuelig mængde retssager besluttede roeproducenterne efter aftale med Told & Skat Region Maribo at føre sagen på det administrative plan. Dette tog dog uendelig lang tid, og da sagen fik lov til at ligge stille i et års tid, sendte advokat Steffen Olsen-Kludt, som repræsenterer fire organisationer for roeproducenter, den 10. august 1995 en telefax til Skatteministeren for at få gang i sagen igen.

Efter et mellemliggende møde og knap fire måneder senere meddelte Told & Skat en anerkendelse af sukkerroeproducenternes krav på tilbagebetaling. Aftalen faldt på plads i november 1995. Sukkerroeproducenterne skal have 2,5 pct. af momsgrundlaget i perioden tilbage, dog fratrukket 32 pct., som dækker direkte og indirekte omkostninger ved produktion af sukkerroerne.

Umiddelbart efter begyndte Told & Skat at tilbagebetale de første beløb i overensstemmelse med aftalens ordlyd. Dermed synes alt i sin skønneste orden. Men i januar 1996 meddeler Told & Skat, at der er rejst spørgsmål om rækkevidden af den tilbagebetaling, der kan ske efter aftalen. Det vil sige, at på trods af en indgået aftale med sukkerroeproducenterne griber skattemyndighederne pludselig ind og hævder sågar, at der aldrig har været en aftale, blot nogle retningslinjer. Dette hævdes trods det faktum, at der i aftalen nævnes »aftale« seks gange og syv gange i et følgebrev. Advokaten for sukkerroeproducenterne kan selvfølgelig ikke finde sig i aftalebrud, selv når det er staten, der begår aftalebruddet, og overdrager kravet om overholdelse af aftalen til inkasso. Som om intet var hændt, og på trods af en indgået aftale, dikterer skattemyndighederne således betingelserne for tilbagebetaling.

Her står sagen så nu. Advokaten har i afmagt over for systemet opfordret sine klienter til at tilbageholde det efter aftale med skattemyndighederne tilbagebetalingspligtige ambibeløb i momsregnskabet.

Hvis man ikke ønsker albanske tilstande her i landet, bør det været et krav, at staten vedkender, at staten er til for borgernes skyld og ikke omvendt. Denne sag drejer sig om et oplagt tilfælde af tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævet skat. Dette burde være ganske simpelt. Men vi har nu efterfølgende set, at der skal gå 31/2 år, før en aftale kan indgås med skattemyndighederne. Denne aftale fejer skattemyndighederne efterfølgende af bordet og dikterer en anden løsning, som reducerer skattemyndighedernes tilbagebetalingspligtige beløb. Denne adfærd fra myndighedsside opfordrer, som det ses i Albanien, til selvtægt og er ikke en retsstat værdig. Der burde ikke være nogen tvivl om, at beløbene, som de foreligger i den indgåede aftale, skal betales tilbage med det samme uden omsvøb og med en uforbeholden undskyldning fra skatteministeren, dels fordi der er gået så lang tid og dels for at undgå aftalebrud.

Dette er blot en sag ud af mange, hvor tilbagebetalingen er trukket i langdrag.

Fiskerne

Fiskere, som for langt hovedpartens vedkommende sælger på auktion uden mulighed for at påvirke prisen og dermed overvælte afgiften på næste led, har også nogle åbenlyse sager, hvor skattemyndighederne er under mistanke for obstruktion.

Danmarks Fiskeriforening og Told & Skat udvalgte i fællesskab notbåden »Geysir« fra Hirtshals som prøvesag for konsumfiskeriet. »Geysir« havde alt i alt indbragt staten godt en million kroner i ambi, og som principsag sprang sagen direkte over byretten til landsretten. Hidtil havde andre brancher ikke fået de indbetalte ambibeløb tilbage, fordi deres betaling til statskassen tilsyneladende kunne hentes gennem forhøjede priser.

I den dom, der blev afsagt ved landsretten, fik fiskerne imidlertid landsrettens ord for, at de ikke kunne gøre det samme. »Der var tale om et marked med hovedsagelig fri prisdannelse bestemt af udbud og efterspørgsel«, skriver landsretten blandt andet i sin begrundelse. Landsretten slår fast, at skipperen på »Geysir« lige så lidt som landets øvrige fiskere har haft mulighed for at påvirke markedet og de priser, som fiskene kunne indbringe. »Efter de oplysninger, som er forelagt landsretten, har udviklingen i ambiperioden været præget af et vist prisfald på sild. . . Makrelpriserne har derimod i samme periode vist konstant stigning fra 1987. . .«, skriver retten og slår fast, at vidneforklaringerne i retten ikke har givet noget holdepunkt »for at antage, at fiskerne har kunne vælte ambien over på fiskeopkøberne«.

Problemet er efterfølgende, at fiskeskipperen på »Geysir« var så letsindig udelukkende at fiske sild og makrel. Det har efterfølgende givet skattemyndighederne en undskyldning for ikke at tilbagebetale ambi for alle andre fiskearter. Har nogle fiskere således været så formastelige at fange andre fisk end sild og makrel, er der pludselig tale om en helt ny situation, som skattemyndighederne kan forhale og sende rundt i skattemaskineriet.

Fremskridtspartiet mener ikke, det kan være rigtigt, at de virksomheder, som er hele rygsøjlen i det danske samfund, og som levere pengene til Folketingets rundhåndede omfordeling, i sådan en grad skal drives rundt i manegen. Selv om der skulle have være solgt en torsk med en forhøjet skattebillet på 2,5 pct. bundet i halen, skal det ikke give anledning til udsættelse eller forhaling af tilbagebetalingen. Tænk blot på, hvad det koster det danske samfund at have folk i Skatteministeriet til at sidde og gennemgå alle sager minutiøst. Der sidder, så vidt vides, over 100 mand i Skatteministeriet, der graver sig ned i disse sager. Lavt sat koster det altså mindst 3 mio. kr. om måneden at detailregulere tilbagebetalingerne. Det er ikke den danske stat værdigt.

Ydermere har den seneste dom fra EF-Domstolen den 14. januar 1997 sået yderligere tvivl om skattemydighedernes fremgangsmåde, hvilket også er begrundelsen for en udsættelse af ansøgningsfristen. Denne dom sætter nu et stort spørgsmålstegn ved den praksis, som de danske skattemyndigheder udøver over for virksomhederne i sager om tilbagebetaling.

Dommen siger, at staten kun kan undlade tilbagebetaling i de tilfælde, hvor en virksomhed får en uberettiget økonomisk fordel ud af det. Den siger, at selv i de tilfælde, hvor afgiften er væltet over på køberen, kan virksomheden alligevel påberåbe sig et tab, eksempelvis hvis fordyrelsen som følge af prisstigningen på 2,5 pct. har betydet ringere omsætning. Omsætningselementet har overhovedet ikke været inde i billedet i skattemyndighedernes univers, når tab som følge af ambien har skullet gøres op.

Dommen siger også ifølge en artikel i Berlingske Tidende af 28. februar 1997, at »en medlemsstat kan kun modsætte sig, at en afgift, der er afkrævet i strid med fællesskabsretten, tilbagebetales til den erhvervsdrivende, når det er godtgjort, at en anden person fuldt ud har måtte betale afgiften, og at en tilbagebetaling til den erhvervsdrivende ville medføre en ubegrundet berigelse for ham«.

Dette viser med al tydelighed, at i EU er det hovedreglen, at ulovligt opkrævede afgifter tilbagebetales. I Danmark er det nærmest en undtagelse. Denne dom må endvidere give anledning til en væsentlig mere lempelig praksis end den, de danske skattemyndigheder har ført med hensyn til tilbagebetaling af ambi. Denne dom giver også anledning til, at væsentlig flere virksomheder kan få ambien retur, hvorfor det er tvingende nødvendigt at give disse virksomheder en længere frist end til den 21. maj 1997, som i øjeblikket er sidste ansøgningsfrist.

Sidste skud på stammen, hvor skattemyndighederne forsøger at unddrage sig tilbagebetalingsansvaret, er en sag om opgørelse af varelager. Told & Skat sendte midt i januar 1997 pludselig nye regler for opgørelse af værdien af varelager ud, som betyder, at værdien af varelagre ændres de år, hvor virksomheder har regnet med at få penge tilbage. Det giver skatteforhøjelser, som udligner den skattelettelse, som virksomhederne havde udsigt til.

Det mest groteske i skattemyndighedernes håndtering af sagen er, at mange virksomheder, som har krævet skat tilbage fra staten fra årene 1989 til 1991, ikke får en eneste krone tilbage, mens andre allerede har fået en check og sikkert får lov til at beholde den. Det skyldes, at de kommuner, som har været hurtige til at behandle sagerne, allerede har tilbagebetalt pengen, dvs. sagen er afsluttet, mens andre kommuner, som har været langsommere til at behandle sagerne, pludselig ikke skal betale noget tilbage. Med andre ord: ligger virksomheden i en hurtig kommune, får virksomheden pengene tilbage - ligger virksomheden i en langsom kommune, får virksomheden ingen penge retur. Det er altså udelukkende tilfældig geografisk placering, som afgør, om en virksomhed får sine penge tilbage. Morale for kommunerne: effektivitet er skadelig for pengekassen. Er det en retsstat værdigt? Hvordan kan skattemyndighederne anstændigvis midt i et forløb tillade sig at ændre regler for tilbagebetaling af penge, som alle har krav på, når konsekvensen er, at den ene halvdel får penge tilbage, mens den anden halvdel ikke får det?

Konklusion

Forslagsstillerne lægger med dette forslag op til, at Folketinget pålægger skattemyndighederne at få afsluttet sager, hvor der ikke er belæg for eller kun ringe belæg for at antage, at det har været muligt at overvælte afgifterne på næste led i processen. Skulle der så være en lille mistanke om, at en enkelt fladfisk er blevet solgt med en overpris på 2,5 pct., skal det ikke give anledning til, at skattemyndighederne forhaler sagen og begynder at tælle fisk, som har en overpris på 2,5 pct. Skattemyndighederne skal tværtimod i højere grad udbetale pengene og sige undskyld for ulejligheden.

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke (FP)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag om straks at tilbagebetale ambi.

(Beslutningsforslag nr. B 107).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Ingen

Nr BSF 107

Forslag til folketingsbeslutning om straks at tilbagebetale ambi

Fremsat af Kim Behnke (FP) Tom Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Jan Køpke Christensen (FP) Niels Højland (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Annette Just (FP)

den 19. marts 1997