Legislator Case Law & Legislation
19961BA00088 DK

1996 BSF 88 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF REGLERNE FOR AFLØNNING AF DELTIDSANSATTE ELLER FRIVILLIGE BRANDMÆND, STRANDFOGDER, REDNINGSMÆND OG DIGEVAGTER

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1996 88 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at reglerne for

aflønning af deltidsansatte eller frivillige brandmænd,

strandfogder, redningsmænd og digevagter ændres således, at disse

får vederlag for dette arbejde i stedet for løn. Dermed stilles

brandmænd m.fl. på linje med en del andre, der modtager vederlag for

borgerligt ombud, i tilfælde af arbejdsløshed, f.eks.

byrådsmedlemmer.

Bemærkninger til forslaget Ud fra ønsket om regelforenkling kan det være fornuftigt, at bierhverv som brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter betragtes på linje med alle andre erhverv, der udøves som bierhverv. Men det forekommer ikke rimeligt, når det tages i betragtning, hvilket arbejde de udfører. Arbejdet som deltidsansat eller frivillig brandmand, strandfoged, redningsmand og digevagt kan ikke betragtes som et almindeligt arbejde.

Arbejdet som deltidsansat eller frivillig brandmand, strandfoged, redningsmand og digevagt er ikke borgerligt ombud. Men det er et arbejde, der kan minde om borgerligt ombud, fordi samfundet reelt ikke kan undvære, at det bliver udført af frivillige. Hvis ikke der var deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter, ville forpligtelsen i første omgang påhvile det offentlige, som derefter eventuelt ville uddelegere opgaven til andre. I stort set alle kommuner er deltidsansatte eller frivillige brandmænd enten sammen med fuldtidsansatte brandmænd eller alene det beredskab, som samfundet bygger på i forbindelse med brand. Tilsvarende gælder for deltidsansatte eller frivillige strandfogder, redningsmænd og digevagter, der også er det beredskab, samfundet bygger på. Forslagsstillerne er på det rene med, at ansættelsesforholdene for de omhandlede grupper varierer meget. Men det må der findes en løsning på.

Ifølge gældende regler kan deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter i tilfælde af arbejdsløshed i hovederhvervet risikere at miste ganske meget i dagpenge, hvis de samtidig som bierhverv har arbejde som brandmand, strandfoged, redningsmand eller digevagt. Det er derfor heller ikke overraskende, at en del deltidsansatte eller frivillige brandmænd er stoppet eller overvejer at stoppe som brandmænd, og at man flere steder mærker en vigende tilgang til jobbet som frivillig brandmand. En tilsvarende udvikling må forventes for strandfogder, redningsmænd og digevagter.

Deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter er en del af det civile samfund, der på linje med det offentlige kan løse fælles opgaver. Fra næsten alle politiske sider taler man i disse år meget om, at udviklingen af det civile samfund bør understøttes. Med de nuværende a-kasseregler, hvor bierhvervet som brandmand, strandfoged, redningsmand og digevagt betragtes på linje med andet arbejde, gør man klart det modsatte af at understøtte det civile samfund, som deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogeder, redningsmænd og digevagter er en del af.

Fordi arbejdet som deltidsansat eller frivillig brandmand, strandfoged, redningsmand og digevagt er et samfundsnødvendigt arbejde - nærmest på linje med borgerligt ombud- og fordi det ikke er forslagsstillernes ønske ad denne vej at ændre i principperne for a-kassereglerne for bierhverv, foreslås det, at aflønningen til deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter ændres til vederlag, og at de herefter betragtes på linje med andre, der får vederlag, og som i a-kassesammenhæng er omfattet af reglerne i bekendtgørelse nr. 461 af 15. juni 1992 om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.

Skriftlig fremsættelse

Aage Frandsen (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne for aflønning af deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter.

(Beslutningsforslag nr. B 88).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Beslutningsforslag som fremsat 1996 88 Valid

Nr BSF 88

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne for aflønning af deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter

Fremsat af Aage Frandsen (SF) Helge Sander (V) Brian Mikkelsen (KF) Tom Behnke (FP) Jette Gottlieb (EL)

den 20. december 1996

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →