1996 BSF 76 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM UDDANNELSE AF SYGEPLEJERSKER OG RADIOGRAFER
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til at overføre uddannelserne til
sygeplejerske og radiograf fra amterne til staten med henblik på
1. at foretage en væsentlig udvidelse af uddannelseskapaciteten og
2. at gennemføre en struktur, som fremmer samordning af de to uddannelser med øvrige mellemlange og lange videregående sundhedsuddannelser.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 128, folketingsåret 1995-96, jf. Folketingets forhandlinger, side 5666 og 6356, og tillæg A, side 4990.
Sygeplejerskeuddannelsen og radiografuddannelsen er som de eneste videregående uddannelser placeret i amtsligt regi, mens de øvrige videregående uddannelser, herunder også sundhedsuddannelserne, er placeret i statsligt regi under Undervisningsministeriets ressort. Denne placering af uddannelserne giver i praksis anledning til en række problemer.
Først og fremmest er det et landsdækkende problem, at amterne dimensionerer uddannelserne ud fra et skønnet behov for lokal arbejdskraft på området. Denne planlægningsstrategi på uddannelsesområdet har også tidligere været fulgt på det statslige område, om end udgangspunktet har været det skønnede behov på landsplan. Strategien er nu forladt, da erfaringerne viste, at prognoser oftere gav en dårlig tilpasning mellem udbud og efterspørgsel end de unges eget frie valg af uddannelse. Derfor arbejdes der i disse år hen imod fri adgang til stadig flere uddannelser. På de videregående sundhedsuddannelser vil der næppe blive helt fri adgang, men også her er der sket væsentlige udvidelser i de senere år for at undgå mangel på kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.
Man er nu i den situation, hvor bl.a. mangelen på sygeplejersker er en begrænsende faktor for omstilling og modernisering af sundhedsvæsnet. Det er en urimelig situation. Forslagsstillerne er opmærksomme på, at der ud over en for lille uddannelseskapacitet kan nævnes faktorer som behov for orlov og sygeplejerskers overtagelse af arbejdsfunktioner, der tidligere blev varetaget af andre faggrupper. Sådanne forklaringer illustrerer kun, at stramme planøkonomiske metoder på uddannelsesområdet ikke kan anvendes. Uddannelseskapaciteten skal være så stor, at der er uddannet og professionel arbejdskarft til rådighed, selv om verden ændrer sig. Og naturligvis har sygeplejersker samme ret som alle andre faggrupper til at tage orlov og skifte profession. Al erfaring viser, at størst mulig respekt for den enkeltes frie valg af uddannelse og karriere sikrer dette bedst.
I foråret 1996 var der ca. 1.200 ubesatte stillinger som sygeplejerske. Denne arbejdskraftmangel har eksisteret samtidig med, at der hvert år er blevet afvist et betydeligt antal ansøgere til en del af sygeplejerskeskolerne. I 1994 blev der afvist 1.217 ansøgere og i 1995 656 ansøgere. I 1996 blev der i første omgang afvist 444 ansøgere, men ca. 250 af disse er senere optaget på de 15 skoler, der havde ledige pladser.
Denne sammenhæng er grotesk. De små årgange er nu en realitet. Det giver for sygeplejeskeuddannelsen og andre uddannelser problemer med at få uddannelsessøgende nok. Også derfor er det vigtigt ikke at afvise ansøgere i disse år.
Men ønsket om en udvidelse af uddannelseskapaciteten er ikke den eneste baggrund for forslaget om at overføre uddannelsen til statsligt regi. Også behovet for en bedre koordinering mellem de forskellige videregående sundhedsuddannelser taler for, at alle uddannelserne udbydes i samme regi.
Sundhedsuddannelsesrådet har opfordret til, at der gennemføres en række pilotforsøg med henblik på en frivillig samordning og koordinering af forskellige sundhedsuddannelser. Hensigten er at indsamle erfaringer, så der senere kan fremsættes forslag om en bedre koordinering. Det er SF's opfattelse, at Sundhedsuddannelsesrådets initiativ både skal støttes og fremmes.
Sygeplejerskeuddannelsen er for nylig blevet evalueret og har fået en af de hårdeste bedømmelser, nogen videregående uddannelse har fået. Evalueringsrapporten (Evalueringscentret, København, juli 1996) peger på, at det er nødvendigt at forbedre sygeplejeskeuddannelsens kvalitet. Samtidig ser man med bekymring på, at sygeplejeskeuddannelsen har udviklet sig så forskelligt fra amt til amt. Evalueringen peger på nødvendigheden af en harmonisering af sygeplejeskeuddannelsen og peger på, at sygeplejeskeuddannelsens decentrale placering har vanskeliggjort en landsdækkende kvalitetssikring af sygeplejeskeuddannelsen. Derfor peges der også på en overførsel af uddannelsen til staten som en del af løsningen på de mange problemer, som evalueringen har afdækket.
Det er SF's opfattelse, at flere af de undervisningselementer, der indgår i sygeplejeskeuddannelsen og radiografuddannelsen med fordel kan koordineres med andre mellemlange og længerevarende sundhedsuddannelser. Eksempelvis er det en oplagt mulighed med undervisningselementer, der kan være fælles med andre uddannelser, f.eks. jordemoderuddannelsen, ergoterapeutuddannelsen, fysioterapeutuddannelsen m.v.
Som et eksempel på et akut behov for en bedre koordinering kan nævnes muligheden for at tilbyde kandidatuddannelser og ph.d.-uddannelser som overbygning på de mellemlange videregående sundhedsuddannelser. Sygeplejerskerne har en kandidatuddannelse på Sygeplejeskehøjskolen i Århus, ligesom de sundhedsvidenskabelige fakulteter på universiteterne i et vist omfang optager sygeplejersker med kandidateksamen som ph.d.-studerende. Men for de øvrige mellemlange sundhedsuddannelser mangler en sådan overbygning. Det ville være mest hensigtsmæssigt at tilbyde overbygning sammen med sygeplejerskernes kandidatuddannelse. Den nuværende uddannelsesstruktur, hvor den grundlæggende uddannelse til sygeplejerske sker i amtsligt regi, de øvrige mellemlange uddannelser i Undervisningsministeriets regi og sygeplejerskernes kandidatuddannelse i Sundhedsministeriets regi, gør en sådan koordinering vanskelig.
Det mest hensigtsmæssige er at samle alle de videregående sundhedsuddannelser, kandidatuddannelserne og p.h.-uddannelserne i samme ministerium. Da grundloven udtrykkeligt siger, at fordeling af sagerne mellem de forskellige ministre sker ved kongelig resolution, indeholder forslaget ikke et punkt om en sådan samling i et ministerium. Men en samling på et administrativt niveau vil under alle omstændigheder være et væsentligt bidrag til en bedre koordinering.
Af disse grunde foreslås sygeplejeskeuddannelsen og radiografuddannelsen overført fra amtsligt til statsligt regi. En sådan overførsel skal ikke indebære en fysisk koncentration af uddannelserne; de skal fortsat være spredt ud over landet. Hvad angår praktikpladser, vil de fortsat skulle placeres på amtslige og kommunale arbejdspladser. Det bliver derfor op til ministeriet eller de enkelte skoler at aftale placeringen med amter og kommuner, som det nu sker med de øvrige sundhedsuddannelser og med pædagoguddannelserne.
Skriftlig fremsættelse
Kjeld Rahbæk Møller (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om uddannelse af sygeplejersker og radiografer.
(Beslutningsforslag nr. B 76).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Ingen
Nr BSF 76
Forslag til folketingsbeslutning om uddannelse af sygeplejersker og radiografer
Fremsat af Kjeld Rahbæk Møller (SF) Anne Baastrup (SF) Aage Frandsen (SF) Steen Gade (SF) Jørn Jespersen SF)
den 5. december 1996