1996 BSF 53 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AT UNDLADE AT UDNYTTE EN EVENTUEL BEVILLING TIL SVENDBORG VÆRFT

Bilag 1

En henvendelse fra Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i Danmark (Skibsværftsforeningen) Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i Danmark

Skibsværftsforeningen

The Association of Danish Shipbuilders

For Skibsværftsforeningens medlemmer har udviklingen fra 1992 til dato været særdeles ugunstig.

I 1992 var danske værfter blandt Europas allerbedste. De var konkurrencedygtige. Politiske begivenheder i 1992, 1994 og 1996, som er velkendte, har medført, at danske værfter er blevet udpinte og svage. En usandfærdig pressehetz har svækket omdømmet blandt vigtige redere ikke mindst i udlandet. Samtidig er de europæiske konkurrenter blevet begunstigede i meget betydelig grad.

Der har manglet politisk vilje eller evne til at varetage dansk maritim industris interesser på en sådan måde, at selv ægte konkurrenceduelige virksomheder vil kunne overleve i et groft konkurrenceforvridende EU.

På denne baggrund ønsker Skibsværftsforeningen at informere hvert enkelt medlem af Folketingets Erhvervsudvalg og Folketingets Europaudvalg.

Vi vedlægger i denne forbindelse notater vedrørende 3 emner af meget væsentlig betydning for dansk værftsindustri

- OECD-aftalen skulle være trådt i kraft 1. januar 1996. USA har ikke ratificeret og dermed er aftalen faldet i sin nuværende form. Alligevel fastholder de danske myndigheder aftalen over for danske værfter, hvorimod konkurrerende værfter har frit spil. Der må nu gives klar besked. Skal de danske værfter have samme betingelser som andre europæiske værfter eller . . .?

- I Skibsværftsforeningens retssag mod Kommissionen vedrørende MTW-værftet falder der dom den 22. oktober. Det vigtigste spørgsmål, der skal besvares, er: Vil Danmark have mulighed for at bevare resterne af sin maritime industri, eller må det realistisk vurderes, at væsentlige dele i løbet af få år skal overføres til det nordøsttyske område? Dommens præmisser, snarere end selve dommen, ventes at give klare udmeldinger herom.

- I erhvervsredegørelsen ses der bort fra det tab af konkurrenceevne, der påføres en ellers meget konkurrencedygtig dansk maritim industri som et resultat af et stigende offentligt forbrug, som stiger især under indtryk af den danske krones købekraft.

Regeringen har netop offentliggjort sin beslutning om ikke at rejse krav mod Svendborg Værft for tilbagebetaling af 55 mio. kr., som virksomheden uretmæssigt har modtaget.

For Svendborg Værft er dette naturligvis glædeligt, og for regerinen er det vel ønsket at vise offentligheden sin gode vilje over for erhvervslivet.

For dansk maritim industri kan denne handling blive den sidste pind til kisten, idet regeringen hermed har skabt grundlag for, at uretmæssigt udbetalte milliardbeløb til tyske værfter også kan eftergives. Der bør kunne findes andre muligheder for at sikre Svendborg Værfts overlevelse, uden at den danske indsats på det værftspolitiske område kompromitteres.

Dansk maritim industris fremtid er på afgørende vis afhængig af de vilkår, som myndigheder og regering giver virksomhederne at arbejde under. Udgivelsen af en polemisk revisionsrapport har stærkt skadet værfternes salgsmuligheder. En forkert beslutning vedrørende Svendborg Værft kan blive startskuddet til yderligere massiv konkurrenceforvridende statsstøtte i udlandet. Dansk maritim industri har ikke brug for særordninger men en sammenhængende politik, der resulterer i lige vilkår. Hvis ikke der sættes ind for at skabe sådanne vilkår nu, vil resultatet være helt unødvendige tab af produktion og beskæftigelse.

Vi vil gerne ved et snarligt foretræde for udvalgene have mulighed for nærmere at redegøre for de aktuelle problemstillinger.

Med venlig hilsen

SKIBSVÆRFTSFORENINGEN

Thorkil H. Christensen

Niels Ørskov Christensen

Adm. direktør

Formand

OECD-aftalens kollaps

I december 1994 blev det besluttet, at OECD-aftalens principper skulle gælde i alle lande fra 1. januar 1996. Herefter kunne der ikke gives subsidier til nye kontrakter, og de sidste subsidierede skibe skulle leveres senest 31. december 1998.

I Danmark har vi siden december 1994 i alle forhold ageret, som om aftalen var indført. Det har vi gjort som det eneste OECD-land. Alle andre tillader, at kontrakter til effektuering i 1999 indgås med sædvanlige subsidier, indtil sidste land har ratificeret aftalen.

Imidlertid har USA ikke ratificeret og vil heller ikke gøre det. Dermed er OECD-aftalen faldet. Den bliver ikke til noget i sin nuværende form.

Alligevel fastholder Danmark, at danske værfter fortsat skal leve op til aftalens forpligtelser om ikke at subsidiere kontrakter til levering i 1999.

Indtil 1992 var den politiske holdning i Danmark: helst skal subsidier helt fjernes, men kan vi ikke opnå enighed herom i EU, gives danske værfter samme betingelser som øvrige EU-værfter. I de senere år ser det derimod ud til, at danske værfter skal stilles ringere end deres europæiske konkurrenter.

På denne måde udelukkes danske værfter fra international konkurrence. Vigtige kontrakter er allerede tabt til fjernøstlige konkurrenter. Men også EU-værfter vinder ordrer, netop fordi de er fritaget for de forpligtelser, der fastholdes for danske værfter.

Danske værfter ruineres og vil efterfølgende blive lukket.

Der er til levering i 1999 indgået langt over hundrede kontrakter, alt imens danske værfter har måttet se til fra den pæne sidelinje.

Siden 15. juni 1996 har Korea i direkte modstrid med OECD-aftalens ånd devalueret sin valuta med ti procent og bevaret de indirekte rentesubsidier. Herved har Korea kunnet reducere markedspriserne tilsvarende. Der er tale om prisdumping, og den burde få konsekvenser. De koreanske værfter har opnået kolossale fordele ved at udnytte OECD-aftalen. EU har intet fået til gengæld.

Japan har devalueret sin valuta med 30 procent og opnået en meget stor andel af markedet.

Italien, Spanien, Tyskland, Frankrig og Storbritannien har mere eller mindre legale særordninger, således at værfterne i disse lande er frigjort for de begrænsninger, danske værfter rammes af.

På denne baggrund opfordres den danske regering til straks at gennemføre ordninger, der ligestiller danske værfter med de europæiske konkurrenter.

Regeringen har begrundet sin holdning med, at EU-lande - og her må vi forstå Danmark - ikke må ses som dem, der bryder en aftale. Det er imidlertid paradoksalt, at man samtidig accepterer, at andre lande åbenlyst bryder, samt at EU og respektive regeringer nu forbereder at gennemføre nye milliardtilskud til tyske værfter ganske i modstrid med OECD-aftalen, men sandelig også ude af trit med grundlæggende principper for EU's indre marked.

Ændres denne holdning ikke, bliver Danmark værftsfrit - ikke fordi de danske værfter og deres medarbejdere internationalt er uden konkurrenceduelighed. Nej - alene fordi den politiske opbakning til danske værfter ikke står mål med, hvad politikerne i de andre EU-lande præsterer for deres værftsindustri.

En ærlig tilkendegivelse fra den danske regering tåler ikke yderligere udsættelse: Skal danske værfter have samme betingelser som andre europæiske værfter, eller . . .?

Domsafsigelse 22. oktober 1996 i Luxembourg

I retssagen vedrørende MTW-værftets statsstøtte og kapacitet er det afgørende ikke, om Skibsværftsforeningen får medhold i et eller flere af de rejste klagemål, eller om de alle afvises.

Det altafgørende for dansk maritim industris fremtid er dommens præmisser. De skal studeres meget grundigt.

Det vigtige spørgsmål, der skal besvares, er

Vil Danmark have mulighed for at bevare resterne af sin maritime industri, eller må det realistisk vurderes, at hovedparten i løbet af nogle få år skal overføres til det nord/østtyske område?

Dommens præmisser omfatter hundreder af tætskrevne sider, og indholdet af disse kan definitivt afgøre, om der er mulighed for, at en dansk maritim industri eksisterer også efter årtusindeskiftet - eller om Danmark bliver værftsfrit, således som målet kunne synes at være, når man vurderer de sidste tre års politiske praksis.

Hvis dommens præmisser, som vi forventer det, præcist reflekterer de skriftlige og mundtlige retsforhandlinger, er der fastlagt klare og entydige betingelser for de tyske værfters fremtidige kapacitet.

Tyske regeringers muligheder for yderligere at fremme sin nationale industri på nabolandenes bekostning gennem subsidieringer, således som man har gjort det siden 1990, vil på afgørende vis være begrænset i hvert fald, hvis der skal være nogen mening med EU-samarbejdet.

Før retssagen var Europa-Kommissionens tilladelse til subsidiering af tyske værfter så fleksibel i sine rammer, at mulighederne for at tilgodese og støtte danske værfters vigtigste konkurrenter var næsten ubegrænsede. Det forventer vi, at retssagen har ændret markant. En nærlæsning af dommens præmisser skal bekræfte eller afkræfte denne opfattelse.

Hvis danske værfter og den øvrige danske maritime industri i fremtiden kunne nyde en politisk bevågenhed, som vore EU-konkurrenter hele tiden har haft, og som ville svare til den beredvillige støtte, andre danske erhverv modtager f.eks. fra Landbrugsministeriet, ville dansk maritim industri om ikke blomstre, så dog fastholde mange gode arbejdspladser.

Men måske behøver værftsindustrien ikke en sådan støtte - den kan klare sig, hvis blot det, der opleves som direkte modarbejde, ville ophøre.

Skibsværftsforeningen havde to formål med at anlægge sag mod Kommissionen.

Et: At gøre indsigelse mod ensidig begunstigelse af vore tyske konkurrenter - en begunstigelse, som ikke kan være i overensstemmelse med EU-reglernes ånd.

To: På eneste mulige måde at protestere mod den virksomhedsfilosofi, Bremer Vulkan Gruppen med støtte fra medlemmer af Kommissionen søgte at gennemføre.

Bremer Vulkan Gruppens mål var åbenlyst at opnå dominans i Europa gennem ensidig støtte til tysk maritim industri. Dette mål blev af andre, men nu velkendte grunde ikke nået. Dette var netop, hvad Skibsværftsforeningen forudsagde allerede i 1992.

Havde den danske regering i maj 1994 støttet Skibsværftsforeningen, ville denne dom være afsagt for to år siden. Var det sket, ville betydningen for dansk og europæisk værftsindustri have været endnu større - og amerikansk ratificering af OECD-aftalen ville have været en realistisk mulighed i stedet for den nu kendte kontante afvisning.

Erhvervsredegørelsen

Ifølge regeringsns Erhvervsredegørelse har såkaldte løntunge virksomheder med enkle produkter ikke nogen fremtid i Danmark.

Det er antydet, at dansk maritim industri falder inden for denne kategori af virksomheder, dvs. virksomheder, som ikke skal søge at konkurrere internationalt med Danmark som base, og som - må det forstås - ikke skal forvente politisk støtte, hvis de forsøger sig. Tilsvarende har været fremført tidligere, men det bliver det jo ikke mere rigtigt af.

Derfor ønsker Skibsværftsforeningen at udtale

Erhvervsredegørelsen skjuler vigtige dele af sandheden. Det kan der naturligvis være flere grunde til. Måske ved man ikke bedre - eller måske gøres det, fordi redegørelsen er en del af den retorik, der anvendes for at sløre uheldige virkninger af den førte politik. Herom må man selv dømme, men realiteterne er

- Dansk maritim industri er - målt på produktivitet og evne til at skabe komplicerede produkter, der fremstilles med brug af teknologiens mest avancerede processer - internationalt konkurrencedygtig.

- Dansk maritim industris medarbejdere er på løn fuldt internationalt konkurrencedygtige, når der måles efter personlig skat, afgifter og moms. Men der er naturligvis store forskelle, når disse lægges til.

- Dansk maritim industris medarbejdere er derfor ikke internationalt konkurrencedygtige på løn, når der måles før skat, og når de lønbetingede virksomhedsafgifter inkluderes.

- Siden 1993 har bl.a. danske værfter massivt tabt konkurrenceevne trods meget betydelige produktivitetsstigninger - og til trods for, at værfterne i samme periode har formået at indkøbe materialer og råvarer til markant faldende pris i kroner. Dette sidste er naturligvis opnået ved den stadigt stigende kronekurs.

Siden 1993 er kronens værdi i terminssikrede kurser steget med 6

procent over for DEM 24 procent over for USD 5 procent over for JPY 24 procent over for WON 8 procent over for ECU

Produktivitetsstigninger, billigere indkøb og væsentligt lavere rentebyrde har som sagt ikke været nok.

- De danske værfters vigtigste konkurrenter findes i Tyskland, Japan og Korea, og skibe handles altid i USD. Derfor er den valutabaserede konkurrenceevne svækket massivt.

- Trods disse betingelser kunne danske værfter klare sig under lige konkurrenceforhold, hvis blot regeringen havde taget den naturlige konsekvens af den førte valutapolitik med en kontinuerligt stigende krone. Man burde have foretaget rimelige og nødvendige opstramninger i de offentlige budgetter i stedet for at øge med mange procent hvert år.

Havde regeringen været konsekvent, ville der ikke være gennemført mærkbare skatestigninger og ensidige miljøafgifter, der bidrager til en kraftig forringelse af konkurrenceevnen for eksportvirksomhederne. Regeringen kunne i stedet have gennemført besparelser og skattelettelser, hvorved danske værfter og mange andre eksportvirksomheder kunne have klaret sig - og fremtidsudsigterne været anderledes positive. Det ville ikke være nødvendigt at eksportere tusinder af gode danske arbejdspladser.

Men nej - regeringens politik har derimod ført til de stærkeste stigninger nogen sinde i det offentlige forbrug, når der måles i ærlige kroner - og til faldende beskæftigelse i eksporterhvervene. Danske lønmodtageres luksus er at have en kolossal pengeforbrugende, men i øvrigt ineffektiv offentlig srktor.

Tog man i Erhvervsredegørelsen fat på disse problemer, kunne vi bevare mange gode arbejdspladser i den danske maritime industri og i andre eksportvirksomheder.

Erhvervsredegørelsens uddannelsesplaner vil derimod næppe få mærkbar indflydelse - bortset fra, at planerne yderligere øger omkostningerne.

At servicevirksomhed med statsstøtte på 85 kr./time skulle være løsningen på de problemer, vi står over for, kan næppe være seriøst ment.

Bilag 2

Ministerens kommentar til henvendelsen fra Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i Danmark (Skibsværftsforeningen)

Spørgsmål

»Udvalget udbeder sig ministerens kommentar til henvendelsen fra Skibsværftsforeningen af 15. oktober 1996, jf. alm. del - bilag 76.«

Svar

Skibsværftsforeningen rejser i sin skrivelse af 15. oktober 1996 i væsentlighed 4 problemstillinger

1) Konkurrenceforvridning i.f.m. OECD-aftalens slutakt.

2) Bekymringer vedr. MTW-retssagen.

3) Fortroligt aktstykke om Svendborg Værft.

4) Ny støtte til de tidligere østtyske værfter.

5) Valutaforhold.

Ad 1. Konkurrenceforvridning i.f.m. OECD-aftalens slutakt

Problemstillingen er, at OECD-aftalens slutakt fastlægger datoen 31. december 1998 som sidste frist for aflevering af skibe med statsstøtte. 7. direktivs artikel 4 stk. 3 angiver derimod 3 år efter kontraktdato som afleveringsfrist.

Regeringen har over for Kommissionen gennem hele sommeren 1996 påpeget vigtigheden af en hurtig afklaring af spørgsmålet med henblik på at kunne anvende 7. direktiv fuldt ud.

Erhvervsministeriet har senest afholdt møde med Kommissionen den 9. oktober 1996 med deltagelse af Skibsværftsforeningen. Kommissionen vurderede, at der ville komme en løsning ved mødet i OECD den 17.-18. oktober 1996, idet OECD-sekretariatet har fremsat et forslag til ændring af tidsfristen i OECD-aftalen, således at der bliver tale om en 3 års frist fra det øjeblik OECD-aftalen træder i kraft. Såfremt der ikke kom en løsning var det Kommissionens holdning, at den måtte påtage sig ansvar for, at OECD-aftalens slutakt ville blive brudt med hensyn til afleveringsdato.

På mødet den 9. oktober 1996 var der fortsat enighed mellem Skibsværftsforeningen og Erhvervsministeriet om, at OECD-aftalen var højt prioriteret mål og det vigtigste middel til at etablere lige konkurrencevilkår mellem OECD-landene.

Det kan i øvrigt oplyses, at der blev fundet en afklaring på problemet på mødet i OECD den 17.-18. oktober 1996. Det er herefter muligt at få støtte til skibe, der afleveres op til tre år efter, at OECD-aftalen er trådt i kraft.

Skibsværftsforeningen har efterfølgende sendt et brev, hvori den takker for erhvervsministerens og ministeriets indsats i sagen (vedlagt).

Ad 2. Bekymringer vedr. MTW-retssagen

Erhvervsministeriet har samarbejdet med Skibsværftsforeningen gennem hele processen, og Skibsværftsforeningen har ved tidligere lejligheder udtrykt stor tilfredshed med samarbejdet.

Der faldt dom den 22. oktober 1996. Dommen frikender Kommissionen i alle henseender. Retten finder ikke, at Kommissionen manglede kompetence til beslutningen, at direktivets bestemmelser er overtrådt, eller at der var tale om formelle mangler ved beslutningen. Det er dog positivt, at dommen på den anden side peger på, at kapacitetskravet til MTW-værftet og de andre tidligere østtyske værfter skal overholdes. I modsat fald kan Kommissionen kræve, at støtten tilbagebetales.

Dommen ændrer imidlertid ikke ved, at der nu snart vil være flere gennemmoderniserede værfter med betydelig kapacitet beliggende tæt ved Danmark opbygget for statsmidler.

På den baggrund er det vigtigt, at Danmark meget aktivt overvåger, at kapacitetsbegrænsningerne overholdes. Det er også vigtigt, at Danmark fortsat aktivt deltager i overvågningen af statsstøtte i andre lande, og at der på alle niveauer lægges pres på USA for at ratificere OECD-aftalen.

Skibsværftsforeningen har i sin pressemeddelelse i forbindelse med domsafsigelsen udtrykt, at den danske regering under sagens gang har ydet en betydelig indsats til støtte for Skibsværftsforeningens synspunkter.

Ad 3 Fortroligt aktstykke om Svendborg Værft

Skibsværftsforeningen er løbende blevet orienteret om sagen og har tidligere mundtlig tilkendegivet, at den kunne acceptere den danske regerings aktstykke om Svendborg Værft. At Skibsværftsforeningen nu anser aktstykket for problematisk, er derfor overraskende.

Såfremt Finansudvalget tilslutter sig aktstykket om Svendborg Værft, vil aktstykket i øvrigt blive notificeret til EU-Kommissionen, således at EU-konformiteten sikres. Kun hvis Kommissionen bekræfter, at aktstykket er foreneligt med Fællesmarkedet kan eftergivelse blive en realitet.

Ad. 4 Ny støtte til de tidligere østtyske værfter

På et møde med Kommissionen den 9. oktober 1996 med deltagelse af skibsværftsforeningen blev det bekræftet, at den tyske regering havde anmeldt ny støtte til de tidligere østtyske værfter i størrelsesordenen 870 mio. DEM. Kommissionen fastslog, at Rådet skulle konsulteres inden der kunne træffes en beslutning. Vurderingen var, at der ville blive tale om en egentlig Rådsbeslutning. Sagen om ny støtte til de østtyske værfter ville næppe blive substansdrøftet på Rådsmødet (industri) den 14. november 1996, da Kommissionen ikke ville være i stand til at fremsætte et forslag til beslutning i dette tidsperspektiv.

Jeg kan oplyse, at den danske regering som udgangspunkt er imod ny støtte til de østtyske værfter. Fra dansk side har man anmodet om, at Kommissionen orienterer om sagen på Rådsmødet (industri) den 14. november 1996.

Ad. 5 Valutaforhold

For så vidt angår Sydkoreas valutaforhold, har der siden værftsredegørelsen af december 1995 været enighed mellem Skibsværftsforeningen, CO-industri og regeringen om, at strategien var, at man i forbindelse med Sydkoreas ansøgning om optagelse i OECD skulle stille en række krav til valutaforholdene, herunder at valutaen blev konvertibel.

Det er derfor en kovending at tale om »at den danske regering skulle havde taget den naturlige konsekvens af den førte valutapolitik med en kontinuerligt stigende krone«.

Regeringen er enig i at den danske skibsværftsindustri er fuldt ud konkurrencedygtig under lige konkurrencevilkår. Det var netop baggrunden for at regeringen på Rådsmødet (industri) den 20. maj 1996 fremlagde en dansk note med henblik på at skabe større transparens i Kommissionens håndtering af sager på skibsværftsområdet. Den danske note resulterede i en Rådskonklusion. Det er bl.a. med henvisning til denne Rådskonklusion, at Kommissionen i forbindelse med den nye tyske sag er forpligtet til at konsultere medlemsstaterne.

Fra dansk side har vi forlangt, at skibsværftsindustrien bliver sat på dagsordenen på Rådsmødet (industri) den 14. november 1996 med følgende dagsordenspunkter

- status for Kommissionens bestræbelser for større transparens i overvågning og kontrol af statsstøtte på skibsværftsområdet (opfølgning på den danske note, forelagt på Rådsmødet (industri) den 20. maj 1996),

- status for ratifikation af OECD-aftalen,

- status for forlængelse af 7. direktiv om støtte til skibsværftsindustrien, samt

- status for de aktuelle statsstøttesager, herunder orientering om anmeldt støttepakke til de tidligere østtyske værfter.

Alt i alt må jeg sige, at jeg er uforstående over for den tone og de antydninger, der endnu en gang kommer til udtryk i et brev fra Skibsværftsforeningen.

Folketinget pålægger regeringen at afstå fra at udnytte en eventuel

hjemmel fra Folketingets Finansudvalg til at yde Svendborg Værft

økonomisk bistand.

Bemærkninger til forslaget

Det fremgår af erhvervsministerens svar på spørgsmål 28, jf. alm. del - bilag 130, til Folketingets Erhvervsudvalg, at: »Skibsværftsforeningen er løbende blevet orienteret om sagen (om et fortroligt aktstykke om at frafalde krav mod Svendborg Værft) og har tidligere mundtlig tilkendegivet, at den kunne acceptere den danske regerings aktstykke om Svendborg Værft. At Skibsværftsforeningen nu anser aktstykket for problematisk, er derfor overraskende.

Såfremt Finansudvalget tilslutter sig aktstykket om Svendborg Værft, vil aktstykket i øvrigt blive notificeret til EU-Kommissionen, således at EU-konformiteten sikres. Kun hvis Kommissionen bekræfter, at aktstykket er foreneligt med Fællesmarkedet, kan eftergivelse blive en realitet.«

Nærværende beslutningsforslag har til formål at give Folketinget mulighed for at få en samlet debat om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at der ydes økonomisk bistand fra det offentlige til Svendborg Værft.

Der har været offentlig debat om overvejelserne. Således har der i pressen været en række artikler, hvoraf det er fremgået, at regeringen påtænker at frafalde et krav mod Svendborg Værft på ca. 55 mio. kr.

Ekstra Bladet skrev således den 8. oktober 1996

»55 millioner kroner, som staten har tabt på Svendborg Værfts overbelåning af seks skibe, er efter alt at dømme tabt for evigt. Det samme gælder andre 55 millioner, som Danmarks Skibskreditfond har tabt, og godt to millioner kroner, som tilhører Nationalbanken. I et tophemmeligt aktstykke, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, søger erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD) Folketingets Finansudvalg om tilladelse til at opgive erstatningskravet mod værftet. Skibene er bygget på værftet i perioden 1986-88. De blev overbelånt gennem opskruede priser, og sagen har blandt andet ført til, at værftets tidligere direktør Per Munch Glente er dømt for bedrageri. De store tabere blev staten og Skibskreditfonden, der har stillet forskellige garantier.«

Børsen skrev den 9. oktober 1996

»Erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD) har endeligt opgivet at kræve erstatning fra Svendborg Værft, der i midten af 80'erne overbelånte en serie skibe bestilt af en lokal skibsreder, og som i 1993 kostede rederen og værftets fhv. direktør, Per Glente, en dom for bedrageri. Det er Folketingets Finansudvalg, der skal beslutte, om et erstatningskrav i million-klassen skal droppes. Reelt er kravet om erstatning for længst opgivet. I modsat fald vil det sydfynske værft gå konkurs, og staten vil formentlig kun få en brøkdel af det krævede beløb efter en lang og omfattende retssag.«

Berlingske Tidende skrev den 9. oktober 1996

»Skibsstøtte: Af hensyn til beskæftigelsen på Svendborg Værft opgiver erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD) en erstatningssag på trods af, at der er faldet dom for bedrageri via overbelåning i sagen. Svendborg Værft slipper efter alt at dømme for at betale en erstatning på 55 millioner kroner på trods af, at den tidligere direktør Per Glente er blevet idømt fængselsstraf for bedrageri gennem overbelåning. I et fortroligt stemplet aktstykke, som Berlingske Tidende er i besiddelse af, søger erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD) Folketingets Finansudvalg om tilladelse til at opgive erstatningssagen. Mimi Jakobsen argumenterer med hensynet til, at værftet overlever. »Der er ansat 250 personer på værftet, der fortrinsvis foretager reparationsarbejder. Svendborg Værft A/S har oplyst, at man ikke kan få tilsagn om at få tilført den nødvendige likviditet/kreditter fra investorer, før der foreligger en annullering af de tilkendegivne erstatningskrav,» skriver erhvervsministeren. Samtidig argumenterer ministeren med, at en retssag vil trække i langdrag, og at den på grund af den truende konkurs kun vil skaffe ti millioner kroner i statskassen, hvoraf en stor del vil gå til procesudgifter. Både Danmarks Skibskreditfond og Industriministeriet har tabt 55 millioner kroner, mens Danmarks Nationalbank har tabt to millioner kroner på de seks overbelånte skibe, som er bygget på Svendborg Værft i perioden fra 1986 til 1988.«

Folketingets Erhvervsudvalg har den 16. oktober 1996 modtaget en henvendelse fra Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i Danmark (Skibsværftsforeningen), jf. alm. del - bilag 76. Henvendelsen er optrykt som bilag 1 til beslutningsforslaget.

Det fremgår tydeligt, at Skibsværftsforeningen fraråder, at der ydes en statslig eftergivelse af de 55 mio. kr. Således skrives det meget tydeligt: »Regeringen har netop offentliggjort sin beslutning om ikke at rejse krav mod Svendborg Værft for tilbagebetaling af 55 mio. kr., som virksomheden uretmæssigt har modtaget. For Svendborg Værft er dette naturligvis glædeligt, og for regeringen er det vel ønsket at vise offentligheden sin gode vilje over for erhvervslivet. For dansk maritim industri kan denne handling blive den sidste pind til kisten, idet regeringen hermed har skabt grundlag for, at uretmæssigt udbetalte milliardbeløb til tyske værfter også kan eftergives. Der bør kunne findes andre muligheder for at sikre Svendborg Værfts overlevelse, uden at den danske indsats på det værftspolitiske område kompromitteres.«

Skibsværftsforeningen kan ikke mere tydeligt advare mod, at der eftergives statslige krav mod Svendborg Værft. I Folketingets Erhvervsudvalg er der blevet stillet spørgsmål om ministerens kommentar til henvendelsen. Ministerens kommentar til henvendelsen findes på alm. del - bilag 130, som er optrykt som bilag 2 til beslutningsforslaget.

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke (FP)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om at undlade at udnytte en eventuel bevilling til Svendborg Værft.

(Beslutningsforslag nr. B 53).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Ingen

Nr BSF 53

Forslag til folketingsbeslutning om at undlade at udnytte en eventuel bevilling til Svendborg Værft

Fremsat af Kim Behnke (FP) Tom Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Jan Køpke Christensen (FP) Niels Højland (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Annette Just (FP)

den 31. oktober 1996