1996 BSF 47 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM UDLEVERING AF ALLE ØNSKEDE DOKUMENTER TIL SAGSØGER I SAGEN OM REGERINGENS OVERHOLDELSE AF GRUNDLOVEN VED DANSK MEDLEMSKAB AF DEN EUROPÆISKE UNION
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til uden tøven at stille alle
ønskede dokumenter til rådighed for sagsøger i sagen om regeringens
overholdelse af grundloven ved dansk medlemskab af Den Europæiske
Union. Det gælder
- medvirken til, at sagsøger får overblik over alle relevante dokumenter i centraladministrationen for den i sagen omhandlede tidsperiode,
- medvirken til, at sagsøger hurtigt og uden unødigt besvær får udleveret kopi af ønskede dokumenter,
- medvirken til, at der aftales særlig procedure mellem sagsøger, domstolen og centraladministrationen for de dokumenter, der indeholder fortrolige oplysninger, der ikke tåler offentliggørelse af hensyn til Danmarks øvrige samarbejdspartnere i EU.
Bemærkninger til forslaget
Dette forslag er meget enkelt. Det drejer sig om, at regeringen ikke skal misbruge sin kompetence over centraladministrationen til at hindre en sagsøger i at opnå samme vidensniveau som regeringen i en retssag mod regeringen.
I et demokrati er det befolkningen, som gennem skattebetaling finansierer hele den offentlige administration. Det må derfor være borgernes ret at få indsigt i, hvad der foregår og nedskrives i den offentlige administration. Bl.a. derfor har vi særlige regler om offentlighed i forvaltningen, regler om aktindsigt m.v., alt sammen for at understrege, at i et demokrati har borgerne ret til at få indsigt i, hvad politikere og administration foretager sig.
Når der så sker det, at en gruppe borgere anlægger sag mod regeringen, skal denne sag have en fair chance for at blive ført på en lødigt grundlag. Hvis borgeren skal have en chance for at føre en seriøs sag, kræver det, at regeringen ikke misbruger sin kompetence over for centraladministrationen til at forhindre borgeren i at føre en ordentlig sag ved at forhindre borgeren i at få indsigt i de dokumenter, der er relevante for sagen. Domstolen bliver sat i en absurd situation, hvis der skal gennemføres en procedure, hvor regeringen (sagsøgte) har midler til at forhindre borgeren (sagsøger) i at opnå samme vidensniveau om det, der netop er foregået i centraladministrationen.
Eller sagt på en mere principiel måde: Regeringen har ikke mere ejerskab til centraladministrationen, end borgeren har. Hvis nogen påstår det, så er der ikke tale om demokrati!
I den konkrete sag drejer det sig om, hvorvidt den danske regering har overtrådt vores grundlov ved at underskrive aftalen om dansk deltagelse i Den Europæiske Union. Sagsøger har allerede fået Højesterets ord for, at sagen kan føres ved Østre Landsret - og måske senere ved Højesteret. Derved har vores øverste domstol tilkendegivet, at der er hjemmel til at få en seriøs retssag afviklet om spørgsmålet. Det klæder derfor ikke regeringen, at den misbruger sin rolle som chef for centraladministrationen til at hindre udlevering af relevante og nødvendige dokumenter i sagen, særlig ikke, når regeringen i denne sag er sagsøgte.
Det vil være en helt utilgivelig situation, hvis sagsøgerne taber sagen, alene fordi visse centrale dokumenter ikke kan indgå i bevisførelsen og proceduren ved sagen. Det vil jo senere blive afsløret, når de pågældende dokumenter ad åre vil blive gjort til genstand for offentlighed og studier. Regeringen må se bort fra, at den er sagsøgt, og ikke misbruge sit embede til at forhindre sagsøgerne i at forberede deres sag ordentligt.
Der har allerede været udvekslet synspunkter om, hvorvidt sagsøgerne skal have adgang til de dokumenter, som er overgået til Folketinget fra centraladministrationen. Et flertal af mandater har valgt at hindre sagsøgerne i at få dokumenterne udleveret. Der er bl.a. blevet henvist til, at domstolene må afgøre, om disse dokumenter skal udleveres til sagsøgerne. Dette er absurd. Selvfølgelig skal en sagsøger have adgang til de relevante dokumenter. Ellers har regeringen på forhånd tilkendegivet, at den ikke ønsker en fair sag. Det flertal af mandater i Folketinget, som foreløbig er blevet taget i ed denne sag, har ikke selv ytret sig direkte gennem afstemning i Folketinget. Det er alene medlemmer af Europaudvalget, som gennem deres repræsentative votering har sagt nej. Fremskridtspartiet ønsker med nærværende forslag at få denne sag bragt til forhandling i Folketinget og - hvad der er nok så vigtigt - få en afstemning i Folketinget, hvor hver eneste af Folketingets 179 medlemmer må gøre op med sig selv, om de vil støtte regeringens misbrug af sin kompetence over centraladministrationen, eller om de vil støtte borgernes demokratiske rettigheder.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Regeringen skal uden yderligere tøven stille alle ønskede dokumenter til rådighed for sagsøger. Dermed forstås, at regeringen må give instruks til alle relevante dele af centraladministrationen om, at der skal udvises samarbejdsvilje ved ønsker fra sagsøger om dokumenter til sagen.
Det er imidlertid således i denne sag - som i alle andre sager - at man kun kan efterspørge dokumenter, hvis man ved, de findes. Derfor er den første opgave at give sagsøger indblik i, hvilke af de dokumenter der findes i centraladministrationen, som er relevante for sagen, og som omhandler den tidsperiode, der er interessant for sagsøger.
Når sagsøger derefter har identificeret de dokumenter, der ønskes anvendt i sagen, da skal der uden unødig tøven ske udlevering af kopier af de ønskede dokumenter, således at de kan indgå som bilag i retssagen.
Da en del af centraladministrationens akter omhandler relationer til andre lande, kan de være behæftet med fortrolighed. Denne fortrolighed skal selvfølgelig respekteres, således at Danmark ikke bryder internationale aftaler og bringer vores samarbejdspartnere i udlandet i forlegenhed. Der kan også være dokumenter, der er fortrolige, fordi de drejer sig om Danmarks sikkerhed eller internationale anseelse. Disse fortrolighedsklassificeringer skal derfor respekteres.
For at sagsøgerne og domstolen kan få indblik i disse dokumenters indhold, såfremt de er relevante for sagen, skal der aftales en særlig procedure mellem de tre parter. Når denne procedure er aftalt, vil disse dokumenters indhold også kunne gøres til genstand for bevisførelse, bilag, procedure eller domsafsigelse.
Formålet med dette forslag er ikke at genere regeringen. Formålet er at forhindre regeringen i at genere sagsøger i en sag, hvor regeringen er på anklagebænken.
Skriftlig fremsættelse
Kim Behnke (FP)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om udlevering af alle ønskede dokumenter til sagsøger i sagen om regeringens overholdelse af grundloven ved dansk medlemskab af Den Europæiske Union.
(Beslutningsforslag nr. B 47).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Ingen
Nr BSF 47
Forslag til folketingsbeslutning om udlevering af alle ønskede dokumenter til sagsøger i sagen om regeringens overholdelse af grundloven ved dansk medlemskab af Den Europæiske Union
Fremsat af Kim Behnke (FP) Tom Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Jan Køpke Christensen (FP) Niels Højland (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Annette Just (FP)
den 29. oktober 1996