1996 BSF 37 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EGENKAPITALHJÆLP TIL IVÆRKSÆTTERE

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om en

låneordning for iværksættere efter følgende retningslinjer

1) Lånene ydes til etablering af privat virksomhed. Lån kan desuden ydes til nyinvesteringer inden for 2 år efter etableringen.

2) Lånene skal udgøre mindst 15 pct. og højst 40 pct. af investeringssummen. Låntageren skal selv stille med mindst 15 pct. af investeringen.

3) Lånene skal være 20-årige, og de første 10 år skal være afdragsfri.

4) Renten skal være nul pct. de første to år, 2 pct. det tredje år, 3 pct. det fjerde år, 5 pct. det femte år og markedsrenten de følgende år.

5) Låneansøgningen skal indgives gennem låntagerens eget pengeinstitut, som bærer risikoen for lånet, mens udgiften til rentesubsidierne bæres af statskassen.

Bemærkninger til forslaget

Det er et ofte diskuteret problem, at iværksætterraten i Danmark er forholdsvis lav. Desværre overses det ofte i debatten, at det især er iværksættelse af virksomheder med udviklingsmuligheder, der savnes.

Forklaringen herpå er ikke svær at finde. Det kræver kapital at etablere en virksomhed, der har brug for flere års udvikling og/eller betydelige investeringer i maskiner, før der kommer indtægter. Hvis en sådan virksomhed forsøges etableret alene med lånekapital, vil virksomheden med stor sandsynlighed lide rentedøden, fordi løbende afdrag og renter af lånet skal betales, før virksomheden begynder at give indtægter.

I andre lande, f.eks. USA, har et stort marked for venturekapital sikret, at denne type virksomheder har kunnet finansieres med tålmodig kapital. Trods flere forsøg er det imidlertid ikke lykkedes at få udviklet et venturemarked i Danmark. De statsgaranterede udviklingsselskaber, der for nogle år siden blev skabt lovgrundlag for, har således især investeret i eksisterende virksomheder.

Som en medvirkende årsag til det manglende udbud af venturekapital til iværksættere nævnes somme tider, at der også blandt iværksættere er uvilje mod at tage imod fremmed egenkapital i et sådant omfang, at iværksætteren mister kontrollen over sin egen virksomhed.

Men uanset årsag har Danmark et problem. Derfor kan der være god grund til at se på, hvad man gør i andre lande. Som et godt eksempel herpå kan nævnes en tysk ordning, den såkaldte Eigenkapitalhilfe. Dette er en veletableret ordning, der har fungeret i de vesttyske delstater i mange år, og som nu er medvirkende til at få øget antallet af virksomheder også i de nye tyske delstater fra det tidligere Østtyskland.

Teksten i beslutningsforslaget svarer i hovedlinjer til den tyske ordning og vil ikke blive gentaget her. Som det fremgår, er der tale om lånekapital, selv om lånene på tysk kaldes Eigenkapital. Men der er tale om en meget tålmodig lånekapital med en meget lang afdragsfri periode og med en betydelig rentesubsidiering i de første år, hvor de første to år endda er helt rentefri. På den måde reduceres risikoen for, at en virksomhed lider rentedøden, til næsten nul.

Efter forslaget bæres risikoen ved lånet af låntagers eget pengeinstitut. Det projekt, som danner baggrund for etablering af virksomheden, skal derfor underkastes en sædvanlig kreditvurdering. Men denne vurdering påvirkes naturligvis kraftigt af, at risikoen for at lide rentedøden er fjernet. Derfor vil mange projekter, som i dag ikke kan iværksættes, blive finansieret, hvis forslaget gennemføres.

I Tyskland blev der i 1995 ydet 21.778 lån under Eigenkapital-ordningen, hvoraf de 9.679 blev ydet i de vesttyske delstater og de 12.099 i de østtyske. Det samlede lånebeløb andrager ca. 2,8 mia. D-mark årligt, dvs. cirka 130.000 D-mark eller cirka 500.000 dkr. pr. lån.

De offentlige udgifter ved ordningen i Tyskland udgør årligt ca. 5 mia. kr. Omsat til danske forhold svarer dette til en årlig offentlig udgift på 300 mio. kr. Ordningen kan imidlertid begrænses, så de offentlige udgifter på længere sigt bliver 200 mio. kr. De første par år vil udgiften være beskeden.

Ordningen kan eksempelvis begrænses til virksomheder med et vist investeringsbehov og dermed et vist udviklingspotentiale. I Tyskland kan der højst lånes 700.000 D-mark og mindst 5.000 D-mark. Mindstelånene kunne i Danmark eksempelvis sættes til 50.000 kr. svarende til en mindsteinvestering på 125.000 kr. Derudover kunne det overvejes at udelukke visse brancher, f.eks. detailhandel, fra ordningen.

Efter et forsigtigt skøn vurderes det, at ordningen vil medføre etablering af 500 varige arbejdspladser pr. år, dvs. ca. 2.000 i år 2000.

Beslutningsforslaget er en i ændret form genfremsættelse af det i folketingsåret 1992-93 fremsatte beslutningsforslag B 21, jf. Folketingstidende 1992-93, forhandlingerne sp. 1522 og sp. 2694 samt tillæg A sp. 3413.

Skriftlig fremsættelse

Kjeld Rahbæk Møller (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om egenkapitalhjælp til iværksættere.

(Beslutningsforslag nr. B 37).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Ingen

Nr BSF 37

Forslag til folketingsbeslutning om egenkapitalhjælp til iværksættere

Fremsat af Kjeld Rahbæk Møller (SF) Steen Gade (SF) Jørn Jespersen (SF)

den 29. oktober 1996