1996 BSF 34 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM INDFØRELSE AF FULD OMKOSTNINGSDÆKNING I DE TILFÆLDE, HVOR SKATTEYDERE VINDER ANLAGTE SKATTESAGER

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret

1996-97 at fremsætte lovforslag, som sikrer, at skatteborgere, som

vinder en sag mod skattemyndighederne, ikke selv skal betale de til

sagens gennemførelse nødvendige udgifter.

Bemærkninger til forslaget Vi har i Danmark en triviel verdensrekord i skattetryk. De fleste civiliserede lande har efterhånden fundet ud af, at der er en øvre grænse for skatter, som ikke skal overskrides.

I årevis har der været udfoldet en mageløs kreativitet i forsøget på at finde nye metoder til at skrue skatten i vejret, samtidig med at man hensynsfuldt har fundet det nødvendigt at camouflere den reelle stigning. De seneste postulater om, at skatten er faldet, er ganske enkelt usande, dog skal der nok på grund af det udlagte røgslør være en del af befolkningen, som har ladet sig narre. Og det gør ikke sagen bedre. Skat er uetisk, og skjulte skattestigninger er det ikke mindre.

Den seneste årrække har fremvist en beskatning af snart sagt ethvert objekt, mennesker kommer i nærheden af. Således er der skat på de fleste handlinger, og i hvert fald er der skat på enhver målelig hændelse. Målelig er væsentlig i den her foreliggende sag. Der sker nemlig indberetninger og registreringer centralt af enhver ydelse, således at myndighederne ikke behøver at stille så mange spørgsmål til den enkelte skatteyder. Faktisk vil myndighederne ofte være bedre orienteret, end skatteyderen selv er det.

Selvangivelsen

Konsekvensen heraf har da heller ikke ladet vente på sig: Almindelige skatteydere (størstedelen af befolkningen) får en udfyldt selvangivelse tilsendt med posten til underskrift. En ren formalitet: Skriv under på den stiplede linje, og returner til afsender!

Forslagsstillerne er ikke i tvivl om, at der er mange skatteydere, som efter modtagelsen af denne blanket sidder en rum tid og stirrer imponeret på dette opbud af indsamlet viden, hvorefter de resigneret ryster på hovedet, fatter pennen, og så skriver de under i tiltro til, at oplysninger, som kommer fra en så kompetent myndighed, må være fyldestgørende. Der foreligger ingen oplysninger om, hvor mange skatteydere der på denne måde kommer til at snyde sig selv. Og i sagens natur modtages ethvert bidrag med glæde, så disse skatteydere skal ikke regne med, at deres fejltagelse giver anledning til kommentarer fra skattevæsenet. Dette kan vi være ret sikre på, idet der fra skattemyndighedernes side netop ikke er grund til at underkaste selvangivelser, som blot returneres uden ændringer, nogen nærmere granskning.

Andre skatteydere er klar over, at de med blanketten i hånden stadig har en vis indflydelse på den endelige afgørelse, og vover at fylde felter ud med egen pen. Der bør ikke herske tvivl om, at det i de fleste tilfælde sker med den yderste anspændelse, idet fejl jo vil blive opdaget, og efterfølgende vil der være ubehagelige forklaringer at fremlægge og komplicerede sager at udrede. Derfor er der ganske mange almindelige skatteydere, som allerede på dette stadium må alliere sig med specialister inden for denne disciplin. Alt dette er imidlertid til ingen nytte: Thi vi er født syndige og i det højeste væsens øjne er alle vi skatteydere en bande snydere, som det gælder om at afsløre og bringe frem i lyset.

Det er ganske enkelt ikke rigtigt, når skatteministeren i sit svar på spørgsmål 247 den 26. september 1996 (Skatteudvalget 1995-96, alm. del, bilag 637) påstår, at »Lønmodtagerbeskatningen i Danmark er i dag væsentlig enklere for skatteyderen, end den har været tidligere. . .«. En undersøgelse, Penge & Privatøkonomi publicerede i september, viste, at de lokale skattemyndigheder har et dårligt kendskab til skattereglerne og derfor ofte afviser fuldt lovlige fradrag. I over halvdelen af tilfældene var skattemyndighedernes rådgivning om fradrag direkte fejlagtig. Dette fører til, at mange slet ikke får de fradrag, de er berettigede til. En del af problematikken er naturligvis, at de ansatte ikke er ajour med skattereglerne, som regner ned over den ganske befolkning.

»Kun et meget lille mindretal af skatteborgerne har den færdighed at kunne beregne deres egen skat. Og det er urimeligt. I betragtning af hvor stort et indgreb i borgernes økonomi skatten er, skylder samfundet borgeren et nemmere skatteberegningssystem.« Siger skattechef Svend Erik Nielsen i Berlingske Tidende den 11. september 1996. Der er ganske enkelt ikke belæg for skatteministerens påstand. Tværtimod er det vildledelse med de fortrykte selvangivelser. Derved bibringes skatteyderen et falsk indtryk af, at der ikke er grund til uro.

En anden årsag skal findes i skattemyndighedernes afskrækkelsesteori. »Skræm borgerne« var titlen på en artikel i Børsen den 4. oktober 1996. Lektor Michael Møller fra Handelshøjskolen i København holdt et inspirationsforedrag for 200 skattechefer. Hans alvorligt mente ord lød: »Giv dem nogle hårdere straffe, det er den eneste vej: Det eneste, der kan holde et skattesystem gående, er, at vi ændrer reglerne hele tiden og ikke lader folk kende dem. Man skal satse lidt mere på at skræmme folk i stedet for at appellere til deres samfundssind, det kan man ikke hvile et skattesystem på.« Disse udtalelser blev mødt med megen applaus og blev på ingen måde gendrevet. Det kan tyde på, at ordene rørte dybt i sjælen på skattecheferne.

Skulle man virkelig være kynisk i denne forbindelse, kunne man være tilfreds med den heraf afledte effekt: at borgerne får et naturligt anspændt forhold til skattevæsenet. Skattevæsenet betragter på sin side borgeren udelukkende som en potentiel unddrager, og skatteyderen kan derfor passende betragte skatteblanketten som et lykkehjul. Imidlertid er det ikke brugbart, da netop skattevæsenet sidder inde med magt og midler til at gennemtrumfe sin vilje.

Kontrol

Utrygheden ved systemet starter med skattevæsenets ansættelse af skattepligtig indkomst under gennemgang af de indkomne selvangivelser med påførte ændringer. Her vil der ske en skønsmæssig vurdering, og et antal udtages til nærmere kontrol. Kriterier for udtagelse kan støttes i anonyme anmeldelser, se herom beslutningsforslag nr. B 106, folketingsåret 1995-96. Dette beslutningsforslag blev ikke vedtaget, og en af skatteministerens bemærkninger var, at det ikke skulle være muligt at hindre myndighedens arbejde ved f.eks. at foretage en anonym anmeldelse af sig selv.

Det kan der unægteligt være noget rigtigt i. Men såfremt det var det etiske indhold, man gik efter, ville det ikke være noget problem, da man ganske enkelt kunne sikre skatteydernes retssikkerhed ved konsekvent at randomisere stikprøverne. På den måde er skattevæsenet hævet over mistanke om uetisk adfærd i denne sammenhæng, og skatteyderne vil være bedre sikret mod anslag af onde hensigter fra henholdsvis skattevæsenet, ekskærester, naboer m.m. Samfundet vil med et slag være en smule mere værdigt og mindre totalitært. Det vil også være udtryk for et ønske om reel og retfærdig kontrol.

Klage

Der er åbnet muligheder for, at skattesager kan indklages af skatteydere. Den første mulighed er den mest uformelle med en samtale parterne indbyrdes. Opnås der ikke her en gensidig forståelse, går sagen videre til skatteankenævnet. Her har vi en ganske speciel konstruktion. Ved aftalen mellem regeringen og kommunerne i 1989 blev skatterådene nedlagt, samtidig med at ligningskommissionerne ikke længere skulle fungere som skatteansættelsesmyndighed, men som den første klageinstans, hvorefter ligningskommissionen fik navneændring til skatteankenævn. Disse skatteankenævn blev født under storm, og der må stadig rejses spørgsmål ved deres uvildighed.

Baggrunden herfor er den dobbelte rolle, som den kommunale myndighed har, dels som skatteansættelsesmyndighed, dels som sekretariatsbistand til skatteankenævnet, der behandler klagerne over de kommunale ansættelser. Denne struktur er særdeles betænkelig, og der skal senere tages initiativ til en ændring, da der stadig ikke er tilfredshed med, at der kun er taget højde for speciel inhabilitet i skattestyrelseslovens § 11, stk. 2. Her er nemlig alene medtaget, at den medarbejder, der direkte har haft sagen, ikke må medvirke under behandlingen i skatteankenævnet. At vedkommende medarbejder tidligere har beskæftiget sig med forhold vedrørende den skattepligtige, er ikke medtaget.

Vi kan også nævne den betænkelighed, at der under alle omstændigheder er tale om medarbejdere under samme chef. Denne chef kan godt udnævnes til at være leder af skatteankenævnets sekretariat. Hele problematikken om inhabilitet påhviler skatteankenævnet selv, dog skal den kommunale skattemyndighed selv forhindre, at spørgsmålet opstår.

Fremskridtspartiet har tidligere rejst denne problemstilling, jf. beslutningsforslag nr. B 47, folketingsåret 1994-95. Med dette forslag ville vi opnå, at den forvaltning, der blev klaget over, ikke skulle stille sekretariatsbistand til rådighed for skatteankenævnet. Der er endnu ikke gjort noget for at hindre disse åbenlyse problemer omkring habilitet.

Skatteankenævnets medlemmer vælges af kommunalbestyrelsen blandt personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen, og funktionsperioden svarer til kommunalbestyrelsens funktionsperiode. I praksis betyder det, at medlemmer af de lokale politiske foreninger har denne fornøjelse. Løsningen er typisk amatørisme drevet til det yderste. Umiddelbart er der næppe grund til at tillægge dette panel andet end de bedste hensigter. Men de her udnævnte personer er ikke professionelle inden for skatteområdet. Dette er også hensigten, og der kan spores en stolthed over denne løsningsmodel. De opnår måske hen ad vejen en vis erfaring, men de er stadig amatørpolitikere og som sådanne afhængige af sekretatiatets professionelle assistance. Således kan der være en vis mistanke om, at skatteinspektøren beredvilligt og hjælpsomt sørger for at tilvejebringe de »rette« afgørelser. Det er en naturlig mistanke, og det bedste ville være at fjerne grunden til denne mistanke fuldstændigt.

Retssikkerhed

Forslagsstillerne er bekymrede over udviklingen i borgernes retssikkerhed. Den øgede kompleksitet i skattelovgivningen, stigende skat, forudfyldte blanketter, anonyme anmeldelser, skatteankenævn og mulighed for betragtelige udgifter i forbindelse med anlagte skattesager. Det er ikke hensigten med forslaget at hindre opkrævning af skatter og ansættelsesmyndighedens mulighed for at justere skatteindbetalingen opad for enkelte skatteydere. Vi har forståelse for, at der kan ske fejl fra skatteyderside på grund af den yderst komplicerede og stadig mere omfangsrige skattelovgivning, som fører til problemer. Disse betragtninger kunne føre til et ønske om fradragsmulighed for generel revisorbistand, men det er ikke ærindet i denne sag.

Forslagsstillerne finder det urimeligt, at skatteydere, som er utilfredse med deres skatteansættelse, skræmmes bort fra at få deres sag prøvet, simpelt hen fordi det er forbundet med for store udgifer. Ofte kan sagsomkostningerne overstige selve det beløb, sagen drejer sig om. For at afholde alle og enhver fra at få deres sag prøvet er det rimeligt at indføre den regel, der gælder for sagsanlæg i øvrigt, nemlig at tabes sagen, må den tabende part udrede omkostningerne. Og vindes sagen af skatteyderen, skal det offentlige udrede sagens fulde omkostninger. Det skal gælde for skatteankenævn med fuldt beløb og ligeledes i Landsskatteretten.

Forslaget vil ophæve den uretfærdighed, som her ligger i systemet. Det må være indlysende for enhver, at skattemyndighederne har al den nødvendige ekspertise til rådighed og kan bruge denne i uendeligt omfang. Skatteborgerne må derimod købe denne viden hos eksperter, da skattelovgivningen er unødigt kompliceret. Derfor er det yderligere beskæmmende, at skattemyndighederne overhovedet kan tabe en sag. Det tyder på, at der kan være et vist element af terror til stede. Er det et spil, der køres, som skal skræmme befolkningen fra at kommentere deres skatteansættelse, vil dette forslag selvfølgelig ikke blive vedtaget. Er der derimod et reelt ønske om en fair behandling af skatteborgerne, vil det ikke virke urimeligt, at der ydes fuld kompensation for de nødvendige udgifter.

Man kan let fristes til at tro, der er tale om chikane, idet ligningsstatistikken afslører, at når borgerne klager til Landsskatteretten over Told- og Skattestyrelsens afgørelser, viser mere end halvdelen af afgørelserne sig at være mere eller mindre forkerte, og borgerne får penge tilbage. Der er tale om lange og komplicerede sagsforløb, som også koster store summer undervejs. De borgere, som klager, skal betale undervejs, og ved afgørelser efter skatteankenævnene sker der kun en begrænset refusion. Således må en skatteyder indbetale det pålignede beløb ved årsopgørelsens ankomst inkl. renter på op mod 36 pct. Påklages denne årsopgørelse, og skatteyderen får medhold, sker der ikke tilbagebetaling af de indbetalte renter. Hele denne klagegang er domineret af en skattemyndighed i statens tjeneste, hvor borgere imødekommende nok kan klage, men alligevel altid vil tabe deres sag. Også når de vinder i retten.

Det er på høje tid, at de nødvendige ændringer bliver gennemført. Alt for mange mennesker har i tidens løb været chikaneret af skattemyndighederne. Vi har haft mange personlige tragedier, som kunne have været undgået. Og med dette forslag om fuld omkostningsdækning til de skatteydere, som vinder deres skattesag, ville det være muligt at forbedre borgernes retsssikkerhed i betydelig grad.

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke (FP)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af fuld omkostningsdækning i de tilfælde, hvor skatteydere vinder anlagte skattesager.

(Beslutningsforslag nr. B 34).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Ingen

Nr BSF 34

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af fuld omkostningsdækning i de tilfælde, hvor skatteydere vinder anlagte skattesager

Fremsat af Kim Behnke (FP) Tom Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Jan Køpke Christensen (FP) Niels Højland (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Annette Just (FP)

den 22. oktober 1996