1996 BSF 24 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANSK NEJ TIL YDERLIGERE EU-BEFØJELSER MED HENSYN TIL SOCIAL- OG ARBEJDSMARKEDSPOLITIKKEN

Folketinget opfordrer regeringen til på regeringskonferencen at

arbejde for, at EU ikke får yderligere beføjelser med hensyn til

social- og arbejdsmarkedspolitikken, og opfordrer i konsekvens heraf

regeringen til at undlade at fremsætte forslag om, at

arbejdsmarkedsprotokollen fra 1992 skal indskrives i

Maastricht-Traktaten, så EU-direktiver kan gennemføres ved aftaler

mellem parterne med samme virkning som lovgivning, og undlade at

stille forslag om en traktatfæstelse af de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder.

Bemærkninger til forslaget

I det udspil, som den danske regering præsenterede for Folketinget og offentligheden i december 1995, står der i afsnittet om Arbejdsmarkedspolitikken (jf. Info-note (95) I 48 af 30. november 1995)

»Forventningerne til den nye protokol, som blev indsat i 1992, er ikke blevet indfriet. Den danske regering finder, at protokollen bør indskrives i selve Traktaten. Hermed kan der sikres fremskridt på arbejdsmarkedsområdet. EU-direktiver skal kunne gennemføres ved aftaler mellem parterne og med samme virkning som lovgivning. Det respekterer den danske arbejdsmarkedsmodel. Den danske regering er desuden indstillet på en traktatfæstelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder.«

Men problemet er, at EU-direktiver netop ikke respekterer den danske arbejdsmarkedsmodel. Der er en masse problemer med at indskrive de arbejdsmarkedsmæssige rettigheder i Traktaten. Det får strategiske konsekvenser for det kollektive overenskomstsystem, som det danske arbejdsmarked er baseret på - i modsætning til de fleste andre steder i Europa, hvor denne del reguleres gennem den nationale lovgivning. I Danmark er de kollektive overenskomster indgået mellem parterne på arbejdsmarkedet, som frit kan opsige eller ændre overenskomsterne, hvis de er enige om det. I den udstrækning der bliver lavet EU-overenskomster, bliver disse en del af hele Unionens lovgivningsproces. De er ikke aftaler, men en lovgivning, som i sidste ende bliver vedtaget eller forkastet i Ministerrådet.

LO og de forskellige danske fagforbund, som har deres repræsentanter i Bruxelles, og EURO-LO (EPS) og lignende organisationer på arbejdsgiverside bliver taget med på råd og får en eller anden form for indflydelse på det endelige indhold i EU-direktivet. Men fra det øjeblik, Ministerrådet i EU har vedtaget det pågældende direktiv, kan det kun ændres igen i Ministerrådet. Så kan LO/DA og de forskellige fagforbund her i Danmark ikke lave om på det ved forhandlinger mellem parterne. De skal igennem Bruxelles og skabe tilslutning både fra EURO-LO og andre faglige organisationer, de europæiske arbejdsgiverorganisationer samt endelig Ministerrådet.

Det åbner kort sagt op for en langt mere topstyret faglig politisk proces. Det forskyder den faglige indflydelse væk fra Danmark i retning af Bruxelles, og det styrker det centrale bureaukrati både i LO og de store fagforbund på bekostning af de lokale afdelinger og de mindre fagforbund. EURO-LO vil have en selvstændig interesse i at indgå overenskomster i EU, da dette vil styrke denne organisations indflydelse over for de nationale LO-sammenslutninger. Og det kræver jo ikke megen fantasi at indse, at LO og de danske faglige forbund ikke vejer ret meget over for de store nationale forbund fra Tyskland, Frankrig m.fl.

Forslagsstillerne er imod denne form for gradvis »europæisering« af det danske faglige system, dels fordi det vil gøre det nærmest umuligt for den danske arbejderklasse via den faglige organisering at øve en reel indflydelse på deres daglige arbejds- og lønvilkår, dels fordi det igen er en brik blandt mange andre, som skal styrke integrationen i EU og som konsekvens heraf flytter national og lokal kompetence til Europa-Kommissionen, Ministerrådet og de tekniske og lovgivende komiteer i Bruxelles.

En sådan europæisering af arbejdsretten vil føre til en dyb konflikt med det danske overenskomstsystem. Regeringens forslag om at traktatfæste et katalog af arbejdsretlige grundrettigheder vil kun bære ved til europæiseringens bål og som udgangspunkt medføre en fundamental ændring i balancen mellem lov og aftale i dansk arbejdsret.

Denne udvikling foregår hele tiden, og der er stærke kræfter i Bruxelles, som arbejder på at samordne og udvikle en fælles EU-politik på de social- og arbejdsmarkedspolitiske områder. I forlængelse af »Det stående Udvalg for Beskæftigelse« skal der nu oprettes et »Udvalg for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedspolitikken«. Kommissionen foreslår i et notat fra den 27. marts 1996, at der oprettes sådan et udvalg, som bl.a. »skal bistå Rådet med udførelsen af dets opgaver, for så vidt angår beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken under overholdelse af Traktaten og under hensyntagen til fællesskabsinstitutionernes og -organernes kompetence« (artikel 1). I artikel 1, stk. 2, står der bl.a., at udvalget skal forestå »udarbejdelsen af rapporter og henstillinger om disse spørgsmål«.

Det lyder jo ikke af meget umiddelbart, men tanken bag det hele ligger jo i forlængelse af tidligere overordnede vedtagelser om en samordning/harmonisering af de store økonomiske og sociale områder. Ved topmødet i Essen i december 1994 vedtog man en fælles ramme for landenes beskæftigelsespolitik, som bl.a. gik ud på at skabe en effektiv arbejdsmarkedspolitik, en mindskelse af de indirekte lønomkostninger. I november 1995 kom en rapport fra Kommissionen, som handlede om det sociale område, og som påpegede, at hvis man vil have et effektivt indre marked - for slet ikke at tale om en økonomisk monetær union - så kan det ikke nytte noget med for store forskelle i det sociale system og de udgifter, som er forbundet hermed.

I konklusionerne fra topmødet i Madrid den 15.-16. december 1995 hedder det bl.a., at ønsket er, at

». . . Traktaten mere utvetydigt skal forpligte Unionen til at opnå større økonomisk og social integration og samhørighed, der kan fremme beskæftigelsen, samt at den kommer til at indeholde bestemmelser, der kan gøre det muligt for Unionen at yde en koordineret jobskabelsesindsats«.

Hele tiden dukker der således udtalelser og vedtagelser op, som markerer, at strategien er en »samordning« af EU-landenes arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Danske politikere tager gang på gang afstand fra, at EU og Kommissionen skal blande sig i f.eks. den danske socialpolitik, men samtidig fremgår det i den ene tekst efter den anden. Som Det Fri Aktuelt skrev den 17. januar 1996, har ». . . Danmark lagt op til, at spørgsmålet om beskæftigelse skal diskuteres under forhandlingerne. Det er ikke utænkeligt, at socialpolitik også bliver hæftet på, da beskæftigelse og udbetaling af underhold til arbejdsløse hænger sammen«.

Forslagsstillerne vil derfor advare imod at traktatfæste den nuværende social- og arbejdsmarkedsprotokol. Med det nuværende samarbejde mellem EU-landene - hvor kun England står udenfor - er der allerede gået et stykke vej. Men en traktatfæstelse af protokollen vil kunne bruges til en yderligere centralisering og samordning af social- og arbejdsmarkedspolitikken. Vi er af den opfattelse, at dette sammen med de to forskellige udvalg (»Det stående Udvalg for beskæftigelse« samt det nye »Udvalg for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedspolitikken«) skal bruges til en politisk samordning af EU-landenes social- og arbejdsmarkedspolitik.

Skriftlig fremsættelse

Keld Albrechtsen (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om dansk nej til yderligere EU-beføjelser med hensyn til social- og arbejdsmarkedspolitikken.

(Beslutningsforslag nr. B 24).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Ingen

Nr BSF 24

Forslag til folketingsbeslutning om dansk nej til yderligere EU-beføjelser med hensyn til social- og arbejdsmarkedspolitikken

Fremsat af Keld Albrechtsen (EL) Frank Aaen (EL)

den 10. oktober 1996