1996 BSF 17 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SKÆRPEDE SANKTIONER OVER FOR HANDEL MED NARKOTIKA
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen inden den 1. december 1996 at
fremsætte lovforslag, der indebærer
- at minimumsstraffen for salg af hårde narkotiske stoffer bliver frihedsstraf, i gentagelsestilfælde minimum 6 måneders fængsel,
- at udlændinge ved første dom for handel med hårde narkotiske stoffer som udgangspunkt skal udvises, medmindre vedkommende har en helt særlig tilknytning til Danmark gennem f.eks. ægtefælle og mindreårige børn, der er danske statsborgere, eller lang kriminalitetsfri tilværelse i Danmark,
- at udlændinge ved anden dom for handel med hårde narkotiske stoffer udvises straks uden hensyn til vedkommendes tilknytning til landet.
Bemærkninger til forslaget
»Det er dybt generende, at gentagelsestilfælde ikke rigtig fører til noget - hverken til strengere straffe eller noget andet. Gentagelser skal have en konsekvens. Det er krænkende for folks retsbevidsthed, at de samme mennesker igen og igen bliver idømt meget små straffe for de samme foreteelser. Her skal der ske noget,» udtalte justitsminister Bjørn Westh til Berlingske Tidende den 21. august 1996.
I Berlingske Tidende den 19. september 1996 sagde indenrigsminister Birte Weiss: »Ved gentagen kriminalitet skal det være nemmere at udvise, også selv om, der kun er tale om en mindre straf. Og der skal lægges særlig vægt på narkokriminalitet. Det vil sige, at selv i tilfælde, hvor der gives milde domme for narkoforbrydelser, og hvor forholdene gentages, så skal det være lettere at udvise.«
Torben Lund (S) udtalte den 20. september 1996 til Ritzaus Bureau: »De udlændinge, der sælger narko i Danmark, fortjener ganske enkelt ikke at være her.«
Den nuværende retsstilling
Ifølge lov om euforiserende stoffer kan handel med narkotika i dag straffes med indtil 2 års fængsel.
I henhold til udlændingeloven kan en udlænding, der bor i Danmark med henblik på varigt ophold, og som lovligt har boet i landet i mere end de sidste 7 år, alene udvises, hvis det findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed. Udvisning kan endvidere finde sted, hvis den pågældende udlænding vedholdende har begået grov kriminalitet, eller hvis den pågældende idømmes mindst 6 års ubetinget fængsel og den pågældende under hensyn til den idømte straf samt arten og grovheden af den begåede kriminalitet ikke bør forblive her i landet. Det samme gælder udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 og 8.
Baggrunden for beslutningsforslaget
Beslutningsforslaget skal ses på baggrund af de problemer, der helt åbenbart er med handel med narkotika. Senest kunne man se problemerne i forbindelse med politiets pusherrazzia på Vesterbro i København i september 1996, hvor de fleste anholdte efter fremstilling i dommervagten blev løsladt, da en fremtidig dom ikke kunne forventes at ville blive på mindst 60 dages fængsel, således som der i praksis skal til, før der varetægtsfængsles. I sagerne blev det ikke vurderet som en skærpende omstændighed, at der var tale om gentagen handel, men der blev udelukkende truffet afgørelse om varetægtsfængsel ud fra mængden af den narko, som personerne var i besiddelse af, hvilket pusherne jo er meget bevidste om.
Som praksis er i dag, idømmes der ved overtrædelse af lov om euforiserende stoffer kun ganske korte frihedsstraffe på 14-21 dage, i gentagelsestilfælde op til 40 dages fængsel. Henset til forbrydelsens alvorlige karakter og til dens ødelæggende virkninger for andre mennesker og deres familier ønsker forslagsstillerne denne straf væsentligt skærpet.
Formålet med beslutningsforslaget er at pålægge regeringen at fremsætte lovforslag, der foreskriver, at narkohandel og især gentagen narkohandel skal straffes hårdere. Dette skal ske ved, at strafferammen hæves. En hævelse af strafferammerne er politikernes eneste sikre middel til at påvirke domstolenes strafudmåling. Dommerne har ingen pligt til at følge henstillinger fra Folketinget, jf. præsidenten for Østre Landsret, Sven Ziegler i B.T. 19. september 1996: »Vi retter os bestemt ikke automatisk efter politiske signaler. Domstolene er uafhængige, og vi lader os ikke dirigere.« Derfor finder forslagsstillerne det nødvendigt, at der gennemføres egentlig skærpende lovgivning.
En hævelse af strafferammerne vil også medføre større mulighed for varetægtsfængsling, der i dag som hovedregel kun finder sted, hvis forbrydelsen står til mindst 60 dages frihedsstraf. Når straffen for gentagelsestilfælde kommer op på 6 måneders fængsel, er der således baggrund for varetægtsfængsling.
For så vidt angår udenlandske statsborgere, skal straffen som hovedregel følges op af udvisning. Således skal også narkokriminalitet vedrørende små mængder narkotika altid i gentagelsestilfælde føre til udvisning.
En del professionelle narkohandlere undgår straf ved kun at være i besiddelse af en ganske lille mængde narkotika, der kan henregnes til »besiddelse til eget forbrug«. For dette gives ofte kun advarsler eller milde straffe.
Udenlandske statsborgere på bl.a. Vesterbro i København har på trods af, at de utallige gange er blevet pågrebet i besiddelse af narkotika, der åbenbart har været beregnet til videresalg, ikke kunnet udvises af landet. De er kun blevet idømt ganske milde straffe, og der har således ikke været hjemmel til at udvise dem, idet de ikke har opfyldt lovens krav til »grovheden af den begåede kriminalitet«. Dette finder forslagsstillerne helt uacceptabelt.
Rigspolitichefen har i Danmarks bidrag til rapport om situationen vedrørende organiseret kriminalitet inden for EU i 1995 blandt etniske minoriteter fra august 1996 beskrevet, hvordan udlændinge dominerer narkohandelen. Justitsministeren har fremsendt rapporten til Retsudvalget den 26. september 1996 som en del af alm. del. - bilag 1282, folketingsåret 1995-96. Rigspolitichefen skriver bl.a. på side 5
»Pakistanere og tyrkere er de primære leverandører af heroin, men i modsætning til tidligere, hvor de også forestod handel på gadeniveau, er dette område nu overtaget af andre etniske grupper fra specielt Afrika og Mellemøsten.
Pakistanere og tyrkere stod i 1995 bag halvdelen af indsmuglingen af heroin.
Grupper af iranere, jugoslaver og afrikanere fungerer, som tidligere beskrevet, typisk som underforhandlere.
Alle større kokainindsmuglinger ses organiseret af sydamerikanske grupperinger, typisk i samarbejde med danske statsborgere, men også med en del andre nationaliteter.«
Beslutningsforslaget er i revideret form en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 62, folketingsåret 1995-96 (Folketingstidende 1995-96, Folketingets forhandlinger side 2332, 2726 og 6628 samt tillæg A side 3113 og tillæg B side 729).
Skriftlig fremsættelse
Gitte Seeberg (KF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om skærpede sanktioner over for handel med narkotika.
(Beslutningsforslag nr. B 17).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Ingen
Nr BSF 17
Forslag til folketingsbeslutning om skærpede sanktioner over for handel med narkotika
Fremsat af Gitte Seeberg (KF) Bendt Bendtsen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Ulla Tørnæs (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Bertel Haarder (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)
den 3. oktober 1996