1996 BRL 33 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSESKOMMISSIONER NR L 33 1996-97, 1. SAMLING

Bilag 2

Folketingets formand Den 22. maj 1997

President of the Danish Parliament

Til myndighederne m.v. på vedhæftede liste

Forslag til lov om undersøgelseskommissioner (lovforslag nr. L 33), der vedlægges, indeholder i §§ 29 og 30 regler, hvorefter møder i undersøgelseskommissionen og retsmøder foregår for lukkede døre. Lovforslaget svarer til det lovudkast, der er indeholdt i betænkning nr. 1315 af 1996 afgivet af Udvalget vedrørende undersøgelsesorganer, jf. betænkningen s. 87-89, 99 og 144-146.

Under drøftelserne i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen er der rejst tvivl om, hvorvidt lovforslagets ordning, hvorefter møder i undersøgelseskommissionen og retsmøder (altid) foregår for lukkede døre, bør opretholdes.

Udvalget for Forretningsordenen er opmærksom på, at en fravigelse af betænkningens forslag om lukkede døre vil få afsmittende virkning på retsbeskyttelsen af de personer, undersøgelserne retter sig imod, jf. betænkningen s. 88 og 145.

Udvalget skal derfor anmode om en (supplerende) udtalelse om, hvorledes en ordning med hel eller delvis offentlighed vil påvirke opfattelsen af den i lovforslaget opbyggede arbejdsproces i en undersøgelseskommission. Udvalget vil sætte pris på at modtage forslag til foranstaltninger, som - under den angivne forudsætning - kan begrænse de betænkeligheder, der ville foreligge i forhold til de personer, undersøgelsen retter sig imod.

Der vedlægges til orientering to skitser til ændringsforslag, som har været omdelt i Udvalget for forretningsordenen. Det ene (L 33 - bilag 29) bygger på den forudsætning, at møder i undersøgelseskommissionen og retsmøder vel som hovedregel skal foregå for lukkede døre, men det åbner mulighed for, at kommissionen eller retten efter en konkret vurdering kan bestemme, at møder skal være offentlige. Det andet (L 33 - bilag 28) bygger på den forudsætning, at møder i undersøgelseskommissionen og retsmøder som hovedregel er offentlige.

Der er i udvalget ikke sket en egentlig behandling af eller stillingtagen til de to skitser.

Det bemærkes, at der i de nævnte skitser ikke er taget stilling til, i hvilket omfang retsplejelovens regler i kapitel 2 om retsmøder eventuelt også skal finde anvendelse, herunder f.eks. reglerne i § 31, stk. 4, om fotografering m.v. under og offentlig gengivelse af retsmøder.

Udvalget vil sætte pris på svar senest 1. september 1997.

Der vedlægges en fortegnelse over de hørte myndigheder, organisationer m.v.

Med venlig hilsen

Erling Olsen

Udvalget for Forretningsordenen Den 30. april 1997

(L 33 - bilag 28)

Skitse til ændringsforslag vedrørende offentlighed

1) § 29, stk. 2, udgår.

2) Ny § 30: Paragraffen affattes således

Møder i undersøgelseskommissioner og møder i retten er offentlige. Undersøgelseskommissionen og retten kan dog i særlige tilfælde bestemme, at møder skal foregå for lukkede døre.

3) § 30, stk. 2 bliver til § 31, stk. 2.

Udkast til bemærkninger Ændringsforslaget svarer til den gældende regel om vedrørende undersøgelsesretter i retsplejelovens § 21 a, stk. 3.

Dette betyder, at hovedreglen bliver, at kommissions- og retsmøder skal være offentlige, men at der kan gøres undtagelse fra denne hovedregel i særlige tilfælde. Som anført i forarbejderne til retsplejelovens § 21 a, stk. 3, omfatter undtagelsesbestemmelsen ikke alene de almindelige undtagelsestilfælde om dørlukning i retsplejelovens § 29, men også visse andre særlige tilfælde, herunder tilfælde, »hvor særlige hensyn til de berørte tjenestemænd i relation til en eventuel efterfølgende tjenestemandssag gør sig gældende«, jf. Folketingstidende 1990-91, tillæg B, s. 780, og betænkningen om undersøgelsesorganer, s. 38-39.

Denne sidstnævnte betænkning, s. 87-88 og 144-146, og lovforslagets bemærkninger, s. 24, indeholder en forholdsvis udførlig begrundelse for lovforslagets bestemmelse om, at kommissions- og retsmøder skal foregå for lukkede døre.

Hovedpunkterne i denne begrundelse er hensynet til undersøgelsens effektivitet (modvirke at vidner gennem offentlighed bliver bekendt med andre afhørtes udsagn) og hensynet til de personer, undersøgelsen retter sig mod.

Udvalget frakender ikke disse synspunkter vægt, men de kan efter udvalgets opfattelse i hvert fald ikke begrunde en helt generel regel om lukkede døre.

De nævnte hensyn taler ikke med samme vægt i alle sager, og der bør allerede af den grund være mulighed for at foretage en afvejning af hensynene over for modhensyn.

Og udvalget mener, at udgangspunktet bør være det modsatte af lovforslagets - udgangspunktet bør være, at undersøgelserne er offentlige. Herfor taler de principielle synspunkter om større åbenhed omkring den offfentlige sektor, som i de seneste årtier, efter udvalgets opfattelse med rette, er tillagt stadig større vægt, men i samme retning taler også en nærmere afvejning af de i øvrigt i betragtning kommende hensyn.

Det er vel rigtigt, når det i lovforslagets bemærkninger anføres, at offentlighed kan modvirke en undersøgelses effektivitet, men virkningen kan også være den modsatte, og det vil normalt ikke være muligt på forhånd at vurdere, hvilken fremgangsmåde der undersøgelsesmæssigt vil være mest hensigtsmæssig.

Det er vel også rigtigt, at hensynet til den person, undersøgelsen er rettet imod, jævnligt kan synes at tale for dørlukning. Det gælder dog næppe undtagelsesfrit. Og ved vurderingen af dette spørgsmål bør det tages i betragtning, at lovforslaget - i forhold til de nugældende regler om undersøgelsesretter - betegner en væsentlig bedre beskyttelse af de personer, der er omfattet af en undersøgelse, jf. herved navnlig forslagets kap. 7 om »de berørte personers retsstilling« (bisidderordning og partshøringsordning er udbygget) og præciseringen i lovforslagsbemærkningerne og i bemærkningerne ovenfor i tilknytning til § 4 om større forsigtighed med hensyn til formulering af kommissorium og beretning. Hertil kommer, at undtagelsesbestemmelsen i den foreslåede offentlighedsregel som nævnt giver en særlig beskyttelsesmulighed for embedsmænd.

Efter udvalgets opfattelse er der - ud over den ovenfor nævnte principielle hovedbetragtning - navnlig to synspunkter, der taler for offentlighed

Der vil typisk knytte sig en væsentlig offentlig interesse til information - også før beretningsafgivelse - om, hvad der er sket inden for det pågældende funktionsområde i det ministerium/eventuelt en anden institution, som undersøgelsen omfatter. Det kommer herved i betragtning, at de omtalte undersøgelser, når de omfatter ministre, ofte vil være et led i - ofte en fortsættelse af - en politisk proces, herunder et samspil mellem Folketinget og vedkommende minister, hvortil der knytter sig en betydelig og legitim offentlig interesse. Det er således efter udvalgets opfattelse ikke dækkende, når lovforslagets bemærkninger paralleliserer med de ikke-offentlige politimæssige efterforskninger.

Efter udvalgets opfattelse vil offentlighed have en væsentlig betydning for den almindelige tillid til, at undersøgelsen finder sted på en saglig og i øvrigt rigtig måde. Det kan hævdes, at en sådan tillid burde være tilstrækkeligt funderet i lovforslagets regler om undersøgelseskommissionerne og dens sagsbehandling. Regler kan imidlertid ikke så stærkt som offentlighed sikre, at der ikke opstår mistillid til den anvendte fremgangsmåde.

Udvalget for ForretningsordenenDen 30. april 1997

(L 33 - bilag 29)

Rev. 1

Skitse til ændringsforslag vedrørende offentlighed

1) § 29, stk. 2, udgår.

2) Ny § 30: Paragraffen affattes således

Møder i undersøgelseskommissioner og møder i retten foregår for lukkede døre. Retten, samt undersøgelseskommissioner, der behandler sager efter kapitel 5, kan dog bestemme, at møder skal være offentlige, hvis de hensyn, der taler for dørlukning, herunder navnlig hensyn til sagens oplysning og hensyn til rimelig beskyttelse af afhørte mod uforholdsmæssige belastninger, findes at burde vige for væsentlige modstående hensyn. Der skal herved navnlig lægges vægt på, om der er særlig grund til at antage, at det vil have væsentlig betydning, at offentligheden før afgivelse af beretning efter § 32 får nærmere oplysninger om den sag, der undersøges, eller om undersøgelsesforløbet.

3) § 30, stk. 2 bliver til § 31, stk. 2.

Udkast til bemærkninger Efter lovforslagets § 29, stk. 2, og § 30 skal såvel møder i undersøgelseskommissionerne som retsmøder foregå for lukkede døre.

En forholdsvis udførlig begrundelse for disse bestemmelser er givet i lovforslagets bemærkninger, som modsvarer betragtningerne i betænkningen om undersøgelsesorganer, s. 87-89 og 144-146.

Udvalget kan i væsentlig grad anerkende vægten af disse betragtninger og dermed også tilslutte sig en hovedregel om, at de omtalte møder skal foregå for lukkede døre.

Udvalget er imidlertid betænkelig ved gennemførelse af en helt fast regel, der udelukker enhver mulighed for offentlige møder og dermed betegner en markant vending i forhold til retsplejelovens § 21 og § 21 a, hvorefter møder i kommissionsdomstole og undersøgelsesretter som hovedregel er offentlige.

De hensyn, som efter lovforslagets bemærkninger tilsiger, at møderne holdes for lukkede døre, navnlig hensynet til sagens oplysning og hensynet til involverede personer - taler typisk for, at møderne holdes for lukkede døre. Men disse hensyn taler ikke med samme vægt i alle sager, og der bør, bl.a. af denne grund, efter udvalgets opfattelse være mulighed for at foretage en afvejning af hensynene over for de hensyn, der med en vis vægt vil kunne tale for, at møderne afholdes som offentlige møder.

Derfor foreslår udvalget en bestemmelse, hvorefter retten og dommerledede undersøgelseskommissioner kan bestemme, at møderne skal være offentlige, hvis de omtalte hensyn, der typisk taler for dørlukning, findes at burde vige for modstående hensyn. Der peges herved på tilfælde, hvor der er særlig grund til at antage, at det vil have væsentlig betydning, at offentligheden før afgivelse af beretning efter § 32 får oplysninger om »den sag, der undersøges« eller om »undersøgelsesforløbet«.

Med det førstnævnte kriterium sigtes til tilfælde, hvor der er særlig grund til at antage, at der knytter sig en væsentlig offentlig interesse til information - også før beretningsafgivelse - om, hvad der er sket inden for det pågældende funktionsområde i det ministerium/eventuelt en anden institution, som undersøgelsen omfatter. Det kommer herved i betragtning, at de omtalte undersøgelser, når de omfatter ministre, typisk er et led - ofte en fortsættelse af - en politisk proces, herunder et samspil mellem Folketinget og vedkommende minister, hvortil der knytter sig en betydelig og legitim offentlig interesse. Spørgsmål om anvendelse af den nævnte undtagelsesregel vil således navnlig kunne opstå i sager, der i markant grad er »politiske«, og/eller har tidligere eller nuværende ministre - og ikke embedsmænd - som de involverede hovedpersoner. Sager, der angår spørgsmål om, hvorvidt en minister i forhold til Folketinget eller folketingsudvalg har overholdt eller tilsidesat sin sandhedsforpligtelse efter ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, vil typisk kunne falde inden for denne kategori. Endvidere bør der ved undtagelsesreglens praktisering lægges vægt på, om de forhold, der er omfattet af undersøgelsen, i tiden før undersøgelseskommissionens nedsættelse har været genstand for en omfattende politisk debat; det vil kunne være uheldigt, at kommissionens nedsættelse da kommer til at fungere som en midlertidig, men måske langvarig, fjernelse af debatgrundlaget. Synspunkter af denne art ligger ifølge lovforslagsbemærkningerne bag bestemmelsen i § 5 i loven om undersøgelse af Nørrebrosagen, hvorefter forklaring afgives i retsmøder, der er offentlige.

Den foreslåede undtagelsesbestemmelses andet kriterium: » - væsentlig betydning, at offentligheden . . . får oplysninger . . . om undersøgelsesforløbet« sigter til spørgsmålet om den almindelige tillid til undersøgelsesforløbet. Udgangspunktet bør naturligvis kunne være, at lovforslagets bestemmelser om undersøgelseskommissionernes sammensætning og sagsbehandling giver garanti for, at undersøgelsesprocessen får et sådant sagligt og i øvrigt rigtigt forløb, som der bør kunne næres fuld tillid til. På den anden side kan det ikke afvises, at der undtagelsesvis kan foreligge en situation, hvor der er behov for den yderligere tillidssikring, hvortil offentlighed omkring undersøgelsen kan bidrage. Også i denne henseende synes Nørrebroundersøgelsen at kunne være illustrerende.

Ved praktisering af de ovennævnte regler kan der blive spørgsmål om hensyntagen til tilkendegivne ønsker fra involverede personer - ministre eller embedsmænd. Muligheden for at opnå sådanne tilkendegivelser og at praktisere hensyntagen til dem vil dog typisk forudsætte, at talen er om sager med forholdsvis få involverede.

Bilag 3

Folketingets formand

President of the Danish Parliament Den 13. maj 1997

Udvalget for Forretningsordenen

(L 33 - bilag 34)

Justitsministeren

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Kære justitsminister

Som bekendt omfatter lovforslaget om undersøgelseskommissioner alene nedsættelse af kommissioner til undersøgelse af »den statslige forvaltning«, jf. § 1, stk. 1. I lovforslagets bemærkninger (s. 7) anføres, som i Nordskov-udvalgets betænkning (s. 106), at dette udtryk bl.a. omfatter »departementer, direktorater og styrelser samt lokale og regionale statslige organer. Udtrykket omfatter endvidere nævn og råd og særlige forvaltningssubjekter«.

Østre Landsret har i sin udtalelse af 28. august 1996 vedrørende udvalgsbetænkningens lovudkast noteret, at det har ligget uden for udvalgets kommissorium at drøfte undersøgelser, der vedrører »statslige aktieselskaber og private selskaber«. Retten oplyser imidlertid, at det under drøftelsen på rettens plenarmøde blev anført, »at flere af de hidtidige undersøgelser har vedrørt såvel den statslige forvaltning som sådanne selskaber«. Landsretten finder det uhensigtsmæssigt, om man i sådanne tilfælde skulle være henvist til at »anvende en undersøgelse efter reglerne i retsplejelovens § 21 eller § 21 a jævnsides med en undersøgelse efter lovforslaget«, jf. lovforslagets § 33, stk. 2.

Under drøftelserne i Udvalget for Forretningsordenen har der været givet udtryk for ønskeligheden af at afgrænse lovforslagets § 1, stk. 1, således at der vil være grundlag for helt at ophæve retsplejelovens §§ 21 og 21 a.

Der henvises til det i udvalget omdelte udkast til betænkningsbidrag vedrørende statslige aktieselskaber m.v. (L 33 - bilag 19) og til Justitsministeriets besvarelse af 24. april 1997 af spørgsmål nr. 21 (L 33 - bilag 25).

Behandlingen af dette emne må omfatte følgende 4 punkter

1) Formulering af området for lov om undersøgelseskommissioner.

2) Hvilken virkning har ophævelse af retsplejelovens § 21 og § 21 a for anden lovgivning (der henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 21 (L 33 - bilag 25)).

3) Hvilken virkning har den ændrede afgrænsning af lovens område i § 1 for lovens øvrige indhold, herunder reglerne om vidnepligt m.v. (kapitel 5) og om de berørte personers retsstilling (kapitel 7).

4) Overvejelse af det generelle spørgsmål om anvendelse af anden offentligretlig lovgivning, f.eks. registerloven, offentlighedsloven, forvaltningsloven, ombudsmandsloven, arkivloven med hensyn til statslige aktieselskaber m.v.

Udvalget finder, under hensyn til at der er tale om vanskelige og komplicerede problemstillinger, at det er ønskeligt, at der under Justitsministeriet nedsættes et ekspertudvalg til at vurdere disse spørgsmål.

Samtidig skal man anmode Justitsministeriet om at forberede lovforslag, der tager sigte på at gennemføre de nødvendige konsekvenser for anden lovgivning, jf. ovenfor under punkt 2.

Det ville være ønskeligt, om i al fald punkterne 1-3 så vidt muligt er besvaret senest ved starten af næste folketingssamling.

Med venlig hilsen

Erling Olsen

Bilag 4

Folketingets formand

President of the Danish Parliament Den 12. maj 1997

Udvalget for Forretningsordenen

(L 33 - bilag 33)

Justitsministeren

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Kære justitsminister

Som det sikkert er dig bekendt, har Folketingets Udvalg for Forretningsordenen besluttet at udsætte behandlingen af lovforslag om undersøgelsesorganer (L 33) til efteråret. Det skyldes, at man finder, at der er nogle spørgsmål, som bør drøftes nærmere.

Denne udsættelse betyder, at der antagelig bliver tid til i selve lovteksten at afklare spørgsmålet om, hvorvidt loven bør gælde for Færøerne og Grønland - og at det således bliver unødvendigt at henskyde dette spørgsmål til Kongelig anordning.

Udvalget er opmærksom på, at den formuleringsmæssige løsning af det nævnte spørgsmål vil være afhængig af, om lovforslagets område angives som i det fremsatte lovforslags § 1, stk. 1, eller i den skitse (bilag 21), som har været omdelt i udvalget og bilagt spørgsmål 22 til justitsministeren.

Justitsministeriet anmodes om at forelægge det nævnte spørgsmål for hjemmestyremyndighederne på Færøerne og i Grønland, og om derefter at ville fremkomme med forslag til affattelse af den nævnte lovbestemmelse.

Med venlig hilsen

Erling Olsen

§ 57. Undersøgelseskommissionens medlemmer udnævnes af trafikministeren.

Stk. 2. Kommissionen skal bestå af en dommer som formand og medlemmer, hvis antal fastsættes af ministeren i den enkelte sag. Medlemmerne skal have indgående jernbaneteknisk sagkundskab.

Stk. 3. Efter indstilling fra kommissionens formand kan ministeren beskikke en repræsentant for det offentliges interesser under den enkelte sags behandling i kommissionen.

§ 58. Kommissionens behandling af sagen sker efter de regler, der gælder for ekstraordinære retter i straffesager, jf. retsplejelovens § 21.

Stk. 2. Personer, for hvis vedkommende der skønnes at kunne blive spørgsmål om strafansvar, er, når de er indkaldt til afhøring, berettigede til at møde med advokat.«

Søgningen har endvidere vist, at der i nogle love er henvist til retsplejelovens § 21 og § 21 a. Det drejer sig om bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2, nr. 12, forsikringsvirksomhedslovens § 240 c, stk. 2, nr. 10, og realkreditlovens § 98, stk. 2, nr. 12. Disse bestemmelser fastsætter, at fortrolige oplysninger kan videregives til en kommissionsdomstol efter retsplejelovens § 21 eller en undersøgelsesret efter retsplejelovens § 21 a.

Endvidere henviser retsplejelovens § 43, stk. 5, og § 1019 i, stk. 1, nr. 3, til §§ 21 og 21 a. I retsplejelovens § 43, stk. 5, er det således fastsat, at faste dommere så vidt muligt skal beskikkes til at indtræde i kommissionsdomstole efter § 21, og at ingen kan beskikkes, som ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i § 42, stk. 3. I denne bestemmelse er det fastsat, at kun den, der har bestået juridisk kandidateksamen, kan beskikkes som fast dommer. I retsplejelovens § 1019 i, stk. 1, nr. 3, er det fastsat, at behandlingen af en adfærdsklage over politipersonalet sluttes, hvis regeringen eller justitsministeren træffer beslutning om, at sagen skal undersøges efter reglerne i § 21 eller § 21 a.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det være en forudsætning for at ophæve retsplejelovens § 21, at det afklares, efter hvilke regler de nævnte undersøgelser efter søloven og DSB-loven skal foretages i fremtiden, herunder om de foreslåede regler om undersøgelseskommissioner er egnede til sådanne undersøgelser. Spørgsmålet bør i givet fald drøftes med Erhvervsministeriet (vedrørende søloven) og Trafikministeriet (vedrørende DSB-loven), hvorunder de pågældende love henhører.

Bestemmelserne i bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2, nr. 12, forsikringsvirksomhedslovens § 240 c, stk. 2, nr. 10, og realkreditlovens § 98, stk. 2, nr. 12, som henviser til retsplejelovens § 21 eller § 21 a, bør endvidere ændres, hvis retsplejelovens § 21 og § 21 a ophæves. Selv om retsplejelovens § 21 og § 21 a ikke ophæves, bør de nævnte bestemmelser ajourføres, således at det heraf tillige fremgår, at videregivelse af fortrolige oplysninger kan ske til en undersøgelseskommission.

Hvis retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves, bør bestemmelsen i retsplejelovens § 43, stk. 5, tillige ophæves, idet denne bestemmelse vil være overflødig. Bestemmelsen i retsplejelovens § 1019 i, stk. 1, nr. 3, bør endvidere ændres, således at det heraf fremgår, at behandlingen af en adfærdsklage over politipersonalet afsluttes, hvis der træffes beslutning om, at sagen skal undersøges af en undersøgelseskommission. Denne ændring bør foretages, uanset om retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves. Dette skyldes, at undersøgelser af det nævnte politipersonale vedrører forhold i den statslige forvaltning, og sådanne forhold kan i fremtiden som anført alene foretages af en undersøgelseskommission, jf. lovforslagets § 33, stk. 2.

Justitsministeriet er indstillet på at fremsætte forslag til de nævnte konsekvensændringer i begyndelsen af det kommende folketingsår.

2. Det udkast til ændringsforslag vedrørende lovens anvendelsesområde, der fremgår af den vedlagte skitse, giver i øvrigt anledning til følgende bemærkninger

2.1. Indledningsvis bemærkes, at Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer - allerede under hensyntagen til sit kommissorium - ikke har udtalt sig nærmere om, hvorvidt den foreslåede ordning med undersøgelseskommissioner bør kunne anvendes på forhold uden for den statslige forvaltning. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 9.

2.2. Det fremgår ikke af skitsen, hvad der nærmere menes med udtrykket »almenvigtig betydning«.

I forarbejderne til retsplejelovens § 21 a om undersøgelsesretter er det anført, at formålet med bestemmelsen var at give justitsministeren udtrykkelig hjemmel til at iværksætte dommerundersøgelser i sager af »almen betydning«, jf. Folketingstidende 1989/90, tillæg A, sp. 5697. I betænkningen om undersøgelsesorganer anføres følgende herom (side 28)

»Selv om udtrykket »almen betydning« ikke blev nærmere præciseret i den forbindelse, må det antages, at det som altovervejende hovedregel tager sigte på sager, der på den ene eller anden måde har tilknytning til offentlige og vel nærmest statslige myndigheders sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af offentlige midler.

Det er således næppe tænkeligt, at der vil blive iværksat en undersøgelse ved en undersøgelsesret, der alene vedrører private forhold, f.eks. en retstvist mellem to private borgere eller virksomheder. Sådanne tvister må finde deres løsning ved de almindelige domstole. En undersøgelse af private forhold vil derfor normalt alene kunne tænkes, hvis den indgår som et integreret element i en undersøgelse af statslige myndigheders forhold.

Det må antages, at der normalt ikke vil blive iværksat en undersøgelse ved en undersøgelsesret, der alene vedrører kommunale forhold. Undersøgelse af sådanne forhold vil formentlig normalt blive forsøgt forbeholdt de almindelige tilsynsmyndigheder.'

I tilknytning hertil anføres i betænkningen bl.a. følgende om, hvornår en undersøgelseskommission bør nedsættes (side 90)

»Efter udvalgets opfattelse bør nedsættelse af en undersøgelseskommission have residual karakter. En undersøgelseskommission bør ikke nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende af ordinære, faste undersøgelsesorganer. Som eksempel kan nævnes en retssag ved de almindelige domstole eller en disciplinærsag efter tjenestemandsloven, hvis fornødent grundlag allerede foreligger.«

I bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1, er det ligeledes anført, at en undersøgelseskommission ikke bør nedsættes »hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende af ordinære, faste undersøgelsesorganer«. Disse organer kan bl.a. være Folketingets Ombudsmand, Rigsrevisionen og de kommunale tilsynsråd.

Lovforslaget indebærer endvidere - som nævnt i besvarelsen af spørgsmål nr. 11 - at en undersøgelseskommission ikke må nedsættes med henblik på at tage stilling til en partstvist.

Justitsministeriet finder det væsentligt, at en eventuel udvidelse af lovforslagets anvendelsesområde ikke får den virkning, at der kan nedsættes undersøgelseskommissioner i strid med det ovenfor anførte.

2.3. Efter lovforslaget kan justitsministeren som nævnt nedsætte en undersøgelseskommission til at gennemføre en undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning, jf. § 1, stk. 1.

I overensstemmelse hermed giver lovforslaget »den minister og embedsmand, hvis forhold undersøges«, særlige rettigheder, jf. lovforslagets kapitel 7. I lovforslagets § 12, stk. 1, er der endvidere fastsat regler om vidnefritagelse for de berørte ministre eller embedsmænd.

Hvis anvendelsesområdet for lovforslaget udvides, bør det derfor overvejes, om der er andre personer, som skal have tilsvarende rettigheder som de berørte ministre eller embedsmænd, f.eks. ansatte i statslige aktieselskaber. Det bør endvidere overvejes, om reglerne om vidnefritagelse i lovforslagets § 12, stk. 1, bør ændres, således at f.eks. en ansat i et statsligt aktieselskab, som kan risikere ansættelsesretlige konsekvenser i anledning af de forhold, undersøgelsen vedrører, heller ikke har pligt til at afgive forklaring som vidne.

Det nævnte spørgsmål bør formentlig besvares bekræftende.

Spørgsmål nr. 22

»Der ønskes en vurdering af lovforslagets gyldighed for Grønland og Færøerne, herunder også under forudsætning, at der vedtages et udvidet anvendelsesområde for loven, jf. vedlagte skitse til ny § 1, stk. 1 (L 33 - bilag 21).«

Svar

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål nr. 21 indebærer lovforslaget, at forhold i den statslige forvaltning kan undersøges efter reglerne i lovforslaget. Forhold uden for den statslige forvaltning kan derimod ikke undersøges efter disse regler, jf. lovforslagets § 1, stk. 1.

Lovforslaget indeholder ikke nogen bestemmelse om, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Dette betyder efter Justitsministeriets opfattelse, at forhold i den statslige forvaltning på Færøerne og i Grønland - på samme måde som i andre dele af riget - vil kunne undersøges efter reglerne i lovforslaget.

Den skitse, der er nævnt i spørgsmålet, indebærer, at justitsministeren skal kunne nedsætte en undersøgelseskommission til at gennemføre en undersøgelse af sager af almenvigtig betydning. I skitsen er der ikke fastsat regler vedrørende Færøerne og Grønland. Dette indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at en udvidelse af lovens anvendelsesområde i overensstemmelse med skitsen også vil omfatte Færøerne og Grønland.

Forudsætningen for, at reglerne om undersøgelseskommissioner sættes i kraft på Færøerne og i Grønland, må efter Justitsministeriets opfattelse være, at loven inden ikraftsættelsen forelægges for det færøske og grønlandske hjemmestyre.

Justitsministeriet skal derfor foreslå, at der i lovforslaget indsættes en bestemmelse, hvorefter loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men således at justitsministeren ved kongelig anordning helt eller delvis kan sætte loven i kraft for disse dele af riget med de afvigelser, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Ved at anvende udtrykket »helt eller delvis« sikres det, at der i givet fald vil være hjemmel til, at loven til kunne sættes i kraft alene vedrørende undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning på Færøerne og i Grønland.

Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer (Nordskov-udvalget) afgav i

maj 1996 betænkning om undersøgelsesorganer. Betænkningen indeholdt

et lovudkast. Lovudkastet blev fremsat uændret til fri debat, idet

man fandt det rimeligst at udskyde en detaljeret realitetsbehandling

til efter fremsættelsen.

Udvalget for Forretningsordenen har behandlet lovforslaget i en række møder. Professor Lars Nordskov Nielsen har været tilknyttet udvalget som ekspert og har i den forbindelse ydet udvalget værdifuld bistand.

Udvalget har endvidere stillet justitsministeren en række spørgsmål, som denne har besvaret skriftligt. Som bilag 1 til beretningen vedlægges justitsministerens besvarelse af 24. april 1997 af spørgsmål nr. 20-22.

Behandlingen af Forslag til lov om undersøgelseskommissioner har afdækket nogle forhold, som gør det ønskeligt på ny at indhente bistand fra særligt sagkyndige.

Der er navnlig fire spørgsmål, som har givet anledning hertil

1) Belysning af konsekvenserne for undersøgelseskommissionens arbejde i tilfælde af, at der vedtages adgang til at have helt eller delvist åbne døre under kommissionsmøderne og i retsmøder i forbindelse hermed. Der tænkes navnlig på hensynet til afklaring af den undersøgte sags faktiske omstændigheder, hensynet til den eller de undersøgte personers retsstilling og retssikkerhed og hensynet til offentlighedens saglige indsigt. Der tænkes endvidere på, om det at åbne dørene vil bidrage til, at undersøgelsen får en mere proceslignende karakter og dermed øger indtrykket af, at der afsiges en dom. Det i Folketinget behandlede forslag har hvilet på en forudsætning om gennemførelse af arbejdet for lukkede døre, hvorfor de enkelte elementer i opbygningen af regler for kommissionens arbejde skal bedømmes i et andet lys, såfremt dørene åbnes.

2) Inddragelsen af bl.a. statslige selskaber under området for undersøgelseskommissioners virke giver anledning til en række parallelle overvejelser om relationerne til andre lovgivningsområder, herunder forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen m.v. Det fra flere sider understregede ønske om at lade lovforslaget erstatte de hidtidige regler i retsplejelovens § 21 og § 21 a vil indebære en række konsekvensændringer, dels i selve loven om undersøgelseskommissioner, dels i anden lovgivning.

3) Lovens virkning på Færøerne og i Grønland. Der er grund til forud for en vedtagelse af lovgivning af denne art at have afklaret, om personer og myndigheder på Færøerne og i Grønland kan inddrages i sådanne undersøgelser. En sådan afklaring bør finde sted i samarbejde med hjemmestyremyndighederne på Færøerne og i Grønland.

4) Uden for lovforslaget ligger endvidere afklaring af de spørgsmål, der knytter sig til Folketingets opfølgning på de beretninger, der måtte komme fra fremtidige undersøgelseskommissioner.

Disse forhold har medført, at der ikke på en tilstrækkelig afklaret baggrund kan træffes beslutninger i Folketinget med et sådant bredt flertal, at loven vil stå stærkt og uomtvistet i år fremover. Da dette har været en del af det politiske ønske forud for igangsætningen af arbejdet, synes det naturligt at søge en yderligere afklaring på disse områder. Udvalget har derfor besluttet at afgive denne beretning som en foreløbig status for udvalgets arbejde.

Om offentlighedsspørgsmålet (punkt 1)

Udvalget har i anledning af drøftelsen af offentlighedsspørgsmålet besluttet at høre en række myndigheder, foreninger, organisationer og enkeltpersoner om deres syn på en ordning, hvor der er hel eller delvis offentlighed i kommissionen (bilag 2).

Om området for undersøgelser (punkt 2)

Udvalget har i anledning af ønsket om at inddrage bl.a. statslige selskaber under området for undersøgelseskommissioners virke rettet henvendelse til justitsministeren (bilag 3) om nedsættelse af et ekspertudvalg til at vurdere en række spørgsmål knyttet til inddragelsen af bl.a. de statslige selskaber. I henvendelsen opfordres justitsministeren endvidere til at forberede lovforslag, der tager sigte på at gennemføre de nødvendige konsekvenser for anden lovgivning.

Om lovens virkning på Færøerne og i Grønland (punkt 3)

I denne anledning har udvalget rettet en anden henvendelse til justitsministeren (bilag 4) med henblik på at skabe grundlaget for en afklaring allerede i lovteksten om, hvorvidt loven bør gælde for Færøerne og Grønland. Justitsministeriet er i den forbindelse anmodet om at forelægge spørgsmålet for hjemmestyremyndighederne på Færøerne og i Grønland.

Om Folketingets opfølgning af beretninger (punkt 4)

Parlamentarisk opfølgning

Med en vedtagelse af en lovgivning om undersøgelseskommissioner vil der skabes et retligt instrument, som fremover kan anvendes, når hændelsesforløbet i konkrete sager af regeringen eller Folketinget ønskes belyst med henblik på efterfølgende ansvarsvurdering.

Det er imidlertid vigtigt, at der også i Folketinget etableres en fast procedure, som sikrer, at beretninger fra undersøgelseskommissioner kan få en korrekt og grundig behandling med det sigte at vurdere et eventuelt ministeransvar. Eventuelt embedsmandsansvar vil som hidtil alene være et anliggende for regeringens bedømmelse.

Udvalget for Forretningsordenen har flere gange i de senere år drøftet forslag om, at der i Folketinget nedsættes et permanent udvalg til behandling af og opfølgning på undersøgelseskommissioners beretninger. Der har hidtil været fulgt en uensartet procedure i Folketinget.

Der er således ikke i Folketinget sket en systematisk opfølgning på undersøgelsesorganers beretninger i form af forespørgsel, redegørelse eller udvalgsberetning. Beretninger fra kommissionsdomstolen vedrørende den såkaldte Aaberg-sag (1989-90), kommissionsdomstolen vedrørende landbrugsfondene (1990-91) og kommissionsdomstolen vedrørende køb dansk-klausulen 1990-91 gav alene anledning til udvalgsspørgsmål - ofte fra flere udvalg i samme sag. Det samme var tilfæl-det efter dommerundersøgelsen vedrørende Kryolitselskabet Øresund A/S (1987), og dommerundersøgelsen vedrørende donorblod (1987-88).

Udvalget for Forretningsordenen finder, at det er af afgørende betydning, at der i Folketinget sikres en ensartet og grundig behandling af alle beretninger fra undersøgelseskommissioner vedrørende ministres forhold. Dette hænger også sammen med lovforslagets § 4, hvorefter undersøgelseskommissioner aldrig kan tillægges dømmende myndighed eller få til opgave at foretage retlige vurderinger vedrørende en ministers embedsførelse. Kommissionens opgave er således at tilvejebringe og fremlægge materiale, som skal danne grundlag for andre myndigheders afgørelse af, om sagen bør fremmes til ansvarsafgørelse, det vil for Folketingets vedkommende sige afgørelse om politisk ansvar eller rigsretstiltale mod en minister. Også dette stiller store krav til Folketingets behandling af sagerne. Disse vil jævnligt være så politisk og juridisk komplicerede, at de tilsiger en grundig og nuanceret parlamentarisk vurdering, som derfor ikke bør give anledning til forhastede reaktioner.

Udvalget for Forretningsordenen har drøftet, hvordan den parlamentariske opfølgning bør finde sted. Udvalget finder, at der under Udvalget for Forretningsordenen bør etableres et permanent udvalg - underudvalget vedrørende undersøgelseskommissioner - som skal have til opgave - på grundlag af beretninger fra undersøgelsesorganer nedsat i medfør af denne lov - at foretage den parlamentariske opfølgning vedrørende ministres og tidligere ministres eventuelle politiske eller retlige ansvar. Underudvalget skal bestå af et medlem fra hvert parti.

Udgangspunktet må selvsagt tages i beretningen fra undersøgelseskommissionen. Der henvises endvidere til bemærkningerne til lovforslagets § 32, stk. 1, hvoraf det fremgår, at det forudsættes, at en kopi af kommissionens protokol og eventuel retsbog optages som bilag til undersøgelseskommissionens beretning. Det forudsættes endvidere, at eventuelle udtalelser efter lovforslagets § 23, stk. 4, optrykkes som bilag til beretningen. Det nævnte materiale vil sædvanligvis udgøre tilstrækkeligt grundlag for underudvalgets behandling af sagen. Underudvalget vedrørende undersøgelseskommissioner bør dog ikke være forhindret i, såfremt der er behov derfor, at indhente eventuelle yderligere bilag fra undersøgelseskommissionen og stille opklarende spørgsmål til ministre. Sådanne spørgsmål kan ikke stilles til embedsmænd, og underudvalget kan ikke afhøre embedsmænd.

Udvalget for Forretningsordenen har overvejet, hvilke retssikkerhedsgarantier der bør gives en minister/tidligere minister, hvis forhold er genstand for undersøgelse i et parlamentarisk organ på baggrund af en undersøgelseskommissions beretning. Udvalget skal i den forbindelse henvise til Nordskov-udvalgets betænkning s. 183. Underudvalget vedrørende undersøgelseskommissioner bør så hurtigt som muligt i forbindelse med behandlingen af sagen give den berørte minister/tidligere minister lejlighed til at udtale sig over for underudvalget. Herudover bør ministeren/den tidligere minister få udleveret underudvalgets udkast til redegørelse, når dette foreligger, og gives lejlighed til at fremkomme med en skriftlig udtalelse, og ministeren/den tidligere minister bør have mulighed for under et møde med underudvalget at uddybe de synspunkter, der fremgår af den skriftlige udtalelse.

Den minister/tidligere minister, hvis forhold er genstand for undersøgelse, har ret til en bisidder, der kan varetage den pågældendes interesser; bisidderen vil kunne deltage i ministerens/den tidligere ministers eventuelle møde med underudvalget. Det samme gælder bisiddere for eventuelle andre involverede nuværende og tidligere ministre. Der bør tages referat af møderne med ministeren/den tidligere minister, og referaterne bør tilstilles underudvalget samt ministeren/den tidligere minister.

I forhold til tidligere kommissionsdomstole, undersøgelsesretter og dommerundersøgelser har der ikke for ministre eller tidligere ministre været adgang til direkte at kommentere resultatet af en undersøgelse eller den politiske vurdering af ministeransvaret, som Folketinget måtte være nået frem til. Ved at give ministrene/de tidligere ministre mulighed for allerede fra indledningen af folketingsudvalgsarbejdet at kommentere undersøgelseskommissionens betænkning samt yderligere at fremkomme med kommentarer til det udkast til udtalelse fra underudvalget, der måtte foreligge, sikres ministrene/de tidligere ministre den rimelige adgang til at fremkomme med deres vurdering. Underudvalget skal skriftligt tilbyde ministrene/de tidligere ministre denne mulighed, men underudvalget kan ikke afkræve disse en kommentar i udvalget, hvis de ikke ønsker det.

Underudvalget skal som sin helt faste opgave have at forberede udkast til indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen til Folketinget vedrørende undersøgelseskommissioners beretninger. Der bør gives observatører, der deltager i underudvalgets arbejde, mulighed for at udtale sig i forbindelse med forelæggelsen for Udvalget for Forretningsordenen, således at alle partigruppers synspunkter er tilkendegivet i underudvalgets udtalelse. Det samme skal være tilfældet med tilkendegivelser fra Udvalget for Forretningsordenen.

I underudvalget og i Udvalget for Forretningsordenen afgiver medlemmerne udtalelser og indstillinger og træffer beslutninger med den vægtfordeling, som afspejler partiernes størrelse i Folketinget.

Udvalget vil efter vedtagelse af lovforslaget arbejde videre med forslag til ændring af Folketingets forretningsorden med henblik på at skabe grundlaget for den skitserede ordning.

Som led i bestræbelserne for at få inddraget den bredest mulige sagkundskab og andre med interesse i lovforslaget må udvalget overveje allerede forud for det kommende folketingsår eller i begyndelsen af dette at afholde en høring om overvejelserne vedrørende undersøgelseskommissioner, herunder særligt om offentlighedsspørgsmålet.

P. u. v.

Erling Olsen

fmd.

JUSTITSMINISTERIET Bilag 1

Lovafdelingen

Besvarelse af spørgsmål nr. 20-22 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen vedrørende forslag til lov om undersøgelseskommissioner (L 33 - bilag 14 og 23)

Spørgsmål nr. 20

»Høringssvarene indeholder nogle bemærkninger og ændringsforslag af overvejende straffeproces-teknisk karakter, som overvejende er baseret på sammenholdninger af lovforslaget med bestemmelser i retspleleloven. Der henvises herved til

- Østre Landsrets bemærkning om § 21, stk. 3, jf. § 28, stk. 1 (domstolsprøvelse ved Landsretten eller ved Den Særlige Klageret),

- Rigsadvokatens bemærkninger (s. 2, pkt. 3) om aktindsigt for ministre og embedsmænd, der ikke har bisiddere, og bemærkninger (sidste afsnit) om forholdet mellem § 22, stk. 3, og retsplejelovens § 745, og

- Advokatrådets bemærkninger om § 22, stk. 3, § 23, stk. 1, og § 23, stk. 4.

Ministeren anmodes om at vurdere de pågældende ændringsforslag/bemærkninger.

I det omfang ministeren finder ændringsforslagene hensigtsmæssige, anmodes ministeren om at fremkomme med forslag til formulering heraf.«

Svar

1. Østre Landsrets forslag

I Østre Landsrets høringssvar af 28. august 1996 anføres bl.a. følgende

»Efter lovforslagets § 21, stk. 3, kan undersøgelseskommissionen i visse tilfælde bl.a. tilbagekalde beskikkelsen af en bisidder. En sådan beslutning kan efter § 28, stk. 1, indbringes for Østre Landsret efter reglerne om kæremål i borgerlige sager. Det forekommer ikke rimeligt, at sådanne beslutninger - uden baggrunden herfor i øvrigt er omtalt i betænkningen - kan indbringes for Østre Landsret, der ikke i øvrigt behandler kæremål af denne art. Efter retsplejelovens § 737, stk. 1, indbringes kæremål af denne art inden for strafferetsplejen for Den Særlige Klageret, der på begæring skal behandle sagen mundtligt. Det forekommer hensigtsmæssigt, om lovforslaget blev bragt i overensstemmelse hermed.«

Justitsministeriet har ikke indvendinger imod Østre Landsrets forslag. En bestemmelse herom kan i givet fald udformes ved, at der i lovforslagets § 28 som stk. 3 indsættes følgende

»Stk. 3. Beslutninger efter § 21, stk. 3, kan indbringes for Den Særlige Klageret. Retsplejelovens § 737 finder tilsvarende anvendelse.«

Samtidig bør der i overskriften til lovforslagets kapitel 9 indsættes et »m.v.« efter »Østre Landsret«.

Det nævnte ændringsforslag vil bl.a. indebære, at kæremål skal indgives til Den Særlige Klageret inden en uge efter afgørelsens meddelelse, jf. retsplejelovens § 737. Kæremål fremsættes skriftligt for undersøgelseskommissionen eller erklæres mundtligt til undersøgelseskommissionens protokol, jf. retsplejelovens § 970, jf. § 737.

Kæremålet behandles mundtligt, hvis der fremsættes anmodning herom, eller retten bestemmer det. Den Særlige Klagerets afgørelse kan ikke appelleres. Dette følger ligeledes af retsplejelovens § 737.

Kæremål har ikke opsættende virkning, medmindre dette bestemmes af undersøgelseskommissionen eller af Den Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2, sammenholdt med § 737.

Den Særlige Klageret er ikke bundet ved den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, hvorpå undersøgelseskommissionens beslutning om at afvise den pågældende som bisidder er grundet. Klageretten kan i den forbindelse pålægge undersøgelseskommissionen at tilvejebringe supplerende oplysninger, jf. retsplejelovens § 972, sammenholdt med § 737. Hvis undersøgelseskommissionen ledes af en dommer, vil kommissionen selv kunne foretage vidneafhøringer og indhente supplerende materiale, jf. lovforslagets kapitel 5. Ledes kommissionen ikke af en dommer, vil kommissionen i medfør af lovforslagets §§ 17 og 19 kunne anmode Københavns Byret om at give tredjemand pålæg om udlevering af materiale eller indkalde en person til at afgive forklaring for retten.

2. Rigsadvokatens bemærkninger

2.1. Den berørte persons adgang til sagens akter

I rigsadvokatens høringssvar af 17. september 1996 anføres bl.a. følgende

»Bestemmelsen i lovudkastets §§ 21 og 22 regulerer adgangen til bisidder samt dennes adgang til det materiale, der indgår i undersøgelsen. Jeg mener at der kan være behov for nærmere at afklare, hvorledes den minister eller embedsmand, som ikke ønsker at benytte retten til en bisidder og hvor kommissionen ikke tvangsmæssigt vil beskikke en sådan, er stillet med hensyn til sagens akter.

I lovforslagets § 21, stk. 1 og 2, er der fastsat følgende

»§ 21. Den minister eller embedsmand, hvis forhold undersøges, har ret til en bisidder efter eget valg.

Stk. 2. Undersøgelseskommissionen kan beskikke en bisidder for den person, der er nævnt i stk. 1.«

Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 24, der indebærer, at udgifterne til bisidderen betales at det offentlige.

I lovforslagets § 22, stk. 2 og 3, er der fastsat følgende

Ȥ 22. . . .

Stk. 2. Bisidderen har ret til af undersøgelseskommissionen at få kopi af det materiale, der indgår i undersøgelsen.

Stk. 3. Bisidderen må ikke uden undersøgelseskommissionens samtykke udlevere det i stk. 2 nævnte materiale til sin klient. Undersøgelseskommissionen kan give bisidderen pålæg om ikke at gøre sin klient bekendt med indholdet af det i stk. 2 nævnte materiale, hvis afgørende hensyn til undersøgelsens gennemførelse taler for det. Kommissionen kan under tilsvarende betingelser give bisidderen pålæg om ikke at gøre sin klient bekendt med, hvad der er foregået under mødet i undersøgelseskommissionen eller i retten.«

Som det bl.a. fremgår, skal undersøgelseskommissionen give bisidderen kopi af det materiale, der indgår i undersøgelsen. Bisidderen må ikke uden kommissionens samtykke give klienten kopi af materialet. Bisidderen må dog gerne gøre klienten bekendt med indholdet i materialet, medmindre kommissionen pålægger bisidderen ikke at gøre det.

Det fremgår ikke af bemærkningerne til bestemmelsen eller af betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer, hvorvidt den minister eller de embedsmænd, hvis forhold undersøges, kan få kopi af det materiale, der indgår i undersøgelsen, hvis den pågældende ikke har nogen bisidder.

Spørgsmålet vil efter Justitsministeriets opfattelse næppe have den store praktiske betydning. Det skyldes, at den pågældende minister eller embedsmand i almindelighed vil have en bisidder. Den pågældende har således som nævnt ret til en bisidder for det offentliges regning, jf. lovforslagets § 21 sammenholdt med § 24, ligesom kommissionen i særlige tilfælde kan tvangsbeskikke en bisidder for den pågældende, jf. herom bemærkningerne til bestemmelsen i § 21, stk. 2, og betænkningen, side 81.

Skulle den situation imidlertid opstå, at en minister eller embedsmand ikke ønsker en bisidder, og at kommissionen ikke vil tvangsbeskikke en sådan, kan spørgsmålet om den pågældendes adgang til sagens akter efter Justitsministeriets opfattelse løses ved, at undersøgelseskommissionen til den pågældende efter begæring udleverer kopi af det materiale, der indgår i undersøgelsen, i samme omfang, som undersøgelseskommissionen efter lovforslagets § 22, stk. 3, 1. pkt., ville give samtykke til, at en bisidder udleverer materialet til sin klient. Kommissionen vil også kunne give den pågældende mulighed for - på kommissionens kontor - at gøre sig bekendt med materialet og med, hvad der er foregået under møder i kommissionen eller i retten, i samme omfang, som en bisidder ville kunne gøre klienten bekendt hermed, jf. herved lovforslagets § 22, stk. 3, 2. og 3. pkt.

Den beskrevne fremgangsmåde forudsætter efter Justitsministeriets opfattelse ikke, at lovforslaget ændres. En udlevering til den pågældende minister eller embedsmand vil således ikke være i strid med reglerne om tavshedspligt for undersøgelseskommissionens medlemmer m.v., jf. lovforslagets § 25, stk. 1, eller med reglerne i lovforslagets § 22 om bisidderens rettigheder og pligter.

Det er endvidere efter Justitsministeriets opfattelse ikke nødvendigt at fastsætte udtrykkelige bestemmelser herom i lovforslaget, da spørgsmålet som nævnt må antages at være uden stor praktisk betydning. I stedet vil fremgangsmåden kunne beskrives i den betænkning vedrørende lovforslaget, som Udvalget for Forretningsordenen afgiver.

2.2. Pålæg til bisidderen

I sit høringssvar anfører Rigsadvokaten endvidere

»I bemærkningerne til lovudkastets § 22, stk. 3., 1. pkt., nævnes det, at denne bestemmelse svarer til bestemmelsen i retsplejelovens § 745, stk. 1, hvorefter forsvareren ikke uden politiets samtykke må overlevere materiale til sigtede eller andre. Det fremgår derimod ikke af bemærkningerne til den resterende del af lovudkastets § 22, stk. 3, hvorvidt det er tilstræbt, at pålæg til en bisidder kan anvendes under andre betingelser end pålæg til en forsvarer efter retsplejelovens § 745, stk. 4.«

I bemærkningerne til lovforslagets § 22, stk. 3, der er citeret i pkt. 2.1. ovenfor, er der bl.a. anført

»Bisidderen må ikke uden undersøgelseskommissionens samtykke udlevere (herunder i kopi) det materiale, som bisidderen har modtaget efter stk. 2, til sin klient. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 745, stk. 1.

Bisidderen har derimod som udgangspunkt ret til at gøre klienten bekendt med indholdet af materialet, hvis bisidderen finder det relevant for varetagelsen af klientens tarv. Dette kan f.eks. ske på den måde, at klienten får adgang til at læse det relevante materiale på bisidderens kontor. Bisidderen vil endvidere kunne gøre sin klient bekendt med, hvad der er foregået under mødet i undersøgelseskommissionen eller i retten. Der kan dog være tilfælde, hvor det af hensyn til undersøgelsens gennemførelse er nødvendigt, at bisidderen - eventuelt midlertidigt - ikke gør klienten bekendt med de nævnte oplysninger. Det fastsættes derfor i bestemmelsen, at undersøgelseskommissionen kan give bisidderen et pålæg om ikke at gøre klienten bekendt med de nævnte oplysninger.«

I betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer er der som begrundelse for bestemmelsen anført følgende (side 82)

»Bisikkerne bør også have adgang til aktindsigt i det materiale, der indgår i undersøgelsen, og til at overvære møderne i kommissionen. Bisidderne bør ikke uden undersøgelseskommissionens samtykke udlevere kopi af det materiale, der indgår i undersøgelsen, til deres klienter, sml. herved retsplejelovens § 745, stk. 1. Bisidderne bør derimod som udgangspunkt have ret til at orientere deres klienter om indholdet af materialet, og om, hvad der er foregået under møder i kommissionen. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor hensynet til sagens opklaring gør det nødvendigt, at bisidderne ikke gør deres klienter bekendt med oplysnignerne i det materiale, der indgår i sagen, eller med, hvad der er foregået under møder i kommissionen. Udvalget foreslår derfor, at der tilvejebringes udtrykkelig lovhjemmel til, at undersøgelseskommissionen kan give bisidderne et pålæg om ikke at gøre deres klienter bekendt med de nævnte oplysninger.«

Som det fremgår, er det således alene hensynet til undersøgelsens gennemførelse, der kan begrunde et pålæg til bisidderen om ikke at gøre klienten bekendt med det materiale, der indgår i sagen, eller med, hvad der er foregået under møder i undersøgelseskommissionen eller i retten. Et pålæg til en forsvarer i en straffesag vedrørende materiale, forsvareren har modtaget fra politiet, kan i modsætning hertil også gives af hensyn til fremmede magter, statens sikkerhed og tredjemand, jf. § 745, stk. 4. Endvidere kan der af hensyn til fremmede magter, statens sikkerhed eller sagens opklaring gives forsvareren pålæg om ikke at give sigtede bekendt med, hvad der er passeret i et retsmøde, som sigtede har været udelukket fra at overvære, jf. retsplejelovens § 748, stk. 6, sammenholdt med stk. 5. Et forsvarerpålæg kan dog kun udstrækkes til det tidspunkt, hvor tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen, jf. retsplejelovens § 745, stk. 4, og § 748, stk. 6.

Lovforslaget bygger på den forudsætning, at en undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning også kan finde sted, selv om undersøgelsen vedrører statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter. I bemærkningerne til lovforslagets § 32, stk. 2, hvorefter justitsministeren offentliggør undersøgelseskommissionens beretning, medmindre ganske særlige grunde taler imod det, anføres det således, at navnlig tungtvejende hensyn til statens sikkerhed eller til fremmede magter kan begrunde, at beretningen ikke offentliggøres.

Under hensyn hertil finder Justitsministeriet, at lovforslagets § 22, stk. 3, 2. og 3. pkt., bør ændres, således at pålæg til bisidderen kan begrundes i de samme hensyn som dem, der kan begrunde forsvarerpålæg efter retsplejelovens § 745, stk. 4. Det skal herved tages i betragtning, at den pågældende minister eller embedsmand, der modtager de her omhandlede oplysninger, ikke har tavshedspligt herom, jf. nærmere nedenfor under pkt. 3.1.

Ændringen kan f.eks. foretages ved, at lovforslagets § 22, stk. 3, 2. pkt., bliver formuleret på følgende måde

»Undersøgelseskommissionen kan give bisidderen pålæg om ikke at gøre sin klient med indholdet af det i stk. 2 nævnte materiale, hvis afgørende hensyn til fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller tredjemand taler for det.«

I bemærkningerne til bestemmelsen vil det kunne angives, at bestemmelsen i princippet svarer til retsplejelovens § 745, stk. 4, og § 748, stk. 6, sammenholdt med stk. 5. Det bør i den forbindelse anføres, at adgangen til at give et pålæg er fakultativ, og at et pålæg kun bør gives ud fra en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Det bør endvidere anføres, at pålægget selvsagt ikke kan udstrækkes i videre omfang, end formålet med pålægget tilsiger. Er pålægget begrundet i afgørende hensyn til undersøgelsens gennemførelse, må det derfor nøje overvejes, om pålægget kan ophæves, når den pågældende har afgivet forklaring for undersøgelseskommissionen eller i retten.

3. Advokatrådets forslag

3.1. Lovforslagets § 22, stk. 3

I Advokatrådets høringssvar af 2. september 1996 er det bl.a. anført, at rådet ikke kan tiltræde bestemmelsen i lovforslagets § 22, stk. 3.

Som begrundelse herfor anfører Advokatrådet

»Bestemmelsen i stk. 3, 1. punktum, svarer for straffesagers vedkommende til retsplejelovens § 745, stk. 1, 3. punktum. Forarbejderne til denne bestemmelse er navnlig bemærkningerne i Justitsministeriets lovforslag, jf. FT 1977-78, tillæg A, spalte 2385, hvor følgende anføres

»Advokatrådet har i sin udtalelse anført, at bestemmelsen om, at forsvareren ikke uden politiets samtykke må udlevere det modtagne materiale til sigtede, næppe er af større betydning, da politiet erfaringsmæssigt ikke modsætter sig, at sigtede får materialet udleveret til gennemgang, og da forsvareren i øvrigt har både ret og pligt til at gennemgå materialet under møder, eventuelt under fængselsbesøg, med klienten. Da det ofte vil være hensigtsmæssigt, at forsvareren udleverer materialet til sigtede til gennemlæsning, bør bestemmelsen efter Rådets opfattelse ændres, således at udgangspunktet bliver, at forsvareren har ret til at udlevere materialet til sigtede, medmindre de omstændigheder, der er nævnt i stk. 4, foreligger.

Justitsministeriet er enig i, at det ofte vil være en fordel, at sigtede får lejlighed til at gennemgå materialet. Som nævnt er det da også sjældent, at politiet modsætter sig, at materialet udleveres til sigtede. Den foreslåede regel er endvidere ikke til hinder for, at forsvareren foreviser materialet for sigtede, f.eks. under et fængselsbesøg.

Under hensyn hertil og til, at en videregående regel kunne medføre risiko for, at materialet kom uvedkommende i hænde, er bestemmelsen medtaget uændret i lovforslaget.

Politiets nægtelse af at give samtykke kan indbringes for retten, jfr. § 746, stk. 1.«

Det fremgår af disse bemærkninger, at Justitsministeriet har forudsat, at det bør være udgangspunktet, at sagsmateriale kan udleveres til den sigtede. Det fremgår endvidere, at man ikke har villet fastsætte en almindelig regel herom, da der konkret kan tænkes at være en risiko for, at materialet ved udlevering til den sigtede vil komme uvedkommende i hænde.

I relation til undersøgelseskommissionerne må det tages i betragtning, at de personer, sådanne undersøgelser er rettet mod, er ministre eller embedsmænd, som vil kunne pålægges tavshedspligt vedrørende materialet, således at der i praksis ikke vil være risiko for, at materialet vil komme uvedkommende i hænde.

På den baggrund ses der ikke at være behov for en regel svarende til den, der er formuleret i lovudkastets § 22, stk. 3, 1. pkt. Tværtimod vil det ofte være af væsentlig betydning for tilrettelæggelsen af bisidderens arbejde, at også den person, undersøgelsen retter sig imod, er i besiddelse af materialet i sagen.

Hvis de foranstående synspunkter ikke følges, skal Advokatrådet foreslå, at bestemmelsen i lovudkastets § 22, stk. 3, 1. punktum, omformuleres, således at det fastsættes, at klienten har ret til at modtage kopi af materialet, medmindre der er bestemte grunde til at antage, at materialet vil blive benyttet på retsstridig måde, herunder navnlig ved videreudlevering til uvedkommende.

Med hensyn til bestemmelserne i lovudkastets § 22, stk. 3, 2. og 3. punktum, bemærkes, at der ikke ses at være påvist noget behov for disse restriktioner i relation til undersøgelseskommissioner. I øvrigt bemærkes, at sådanne restriktioner i straffesager kun undtagelsesvis kan komme på tale.

Restriktionerne vil kunne udgøre en afgørende hindring for, at bisidderen kan tilrettelægge sin varetagelse af klientens interesser på en betryggende måde, og det er vanskeligt at forestille sig tilfælde, hvor sådanne restriktioner kan retfærdiggøres ud fra et hensyn til undersøgelsens gennemførelse, når restriktionernes skadevirkning for klientens retssikkerhed samtidig skal tages i betagtning.

Afslutningsvis bemærkes vedrørende lovudkastets § 22, stk. 3, at betænkningens bemærkninger på side 141 i sidste afsnit om tavshedspligt under alle omstændigheder forekommer at være af tvivlsom rigtighed. Dersom bisidderen i strid med § 22, stk. 3, udleverer materiale til klienten, er det en overtrædelse af bestemmelsen, men der ses ikke herudover at være tale om en overtrædelse af tavshedspligtsforskrifter, idet der jo ikke er tale om materiale, som klienten ikke må gøre sig bekendt med.'

Efter Justitsministeriets opfattelse er det væsentligt at opretholde den foreslåede ordning, hvorefter det er undersøgelseskommissionen, der afgør, om bisidderen må udlevere det materiale, der indgår i undersøgelsen, til sin klient, jf. lovforslagets § 22, stk. 3, 1. pkt. Den foreslåede ordning er bedst egnet til at sikre, at bisidderen ikke udleverer materiale til klienten i tilfælde, hvor en sådan udlevering efter kommissionens opfattelse vil kunne skade undersøgelsens gennemførelse. Den foreslåede ordning svarer i øvrigt til den, der gælder i straffesager, jf. retsplejelovens § 745, stk. 1.

Advokatrådet anfører i sit høringssvar, at de pågældende ministre og embedsmænd vil kunne pålægges tavshedspligt med hensyn til det nævnte materiale. Dette er efter Justitsministeriets opfattelse ikke rigtigt. Lovforslaget indeholder således alene regler om tavshedspligt med hensyn til materiale, som udleveres, fordi det er af betydning for at besvare spørgsmål, som kommissionen stiller, jf. lovforslagets § 26, stk. 2. Denne bestemmelse omfatter ikke tilfælde, hvor de berørte ministre eller embedsmænd modtager materiale efter lovforslagets § 22, stk. 3, fordi kommissionen har givet samtykke hertil. Hertil kommer, at undersøgelseskommissionen ikke vil kunne give de berørte embedsmænd eller ministre et pålæg efter forvaltningslovens § 27, stk. 3. Det skyldes, at undersøgelseskommissionen ikke er omfattet af reglerne i forvaltningsloven, jf. lovforslagets § 29, stk. 1. Et pålæg efter forvaltningslovens § 27, stk. 3, omfatter desuden alene fortrolige oplysninger, som en myndighed videregiver til den pågældende uden at være forpligtet til det. Den almindelige tavshedspligt, som de pågældende ministre eller embedsmænd har efter straffelovens § 152, jf. forvaltningslovens § 27, kan endvidere ikke antages at omfatte det nævnte materiale. Det skyldes, at de pågældende ikke modtager materialet som led i deres arbejde, jf. herved Kommenteret Forvaltningslov ved John Vogter (1992), side 326, og Kommenteret Straffelov ved Vagn Greve m.fl., Speciel Del (1993), side 98. Der kan desuden være tale om personer, som ikke længere er ministre eller embedsmænd.

Hvad angår lovforslagets § 22, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder Justitsministeriet, at det ikke på forhånd kan afvises, at hensynet til sagens opklaring i særlige situationer vil gøre det nødvendigt, at undersøgelseskommissionen - eventuelt midlertidigt - afskærer bisidderen fra at gøre sin klient bekendt med sagens materiale og forklaringer for undersøgelseskommissionen eller i retten. Der henvises herved til den begrundelse, der er givet i betænkningen om undersøgelsesorganer, side 82 (citeret under pkt. 2.2. ovenfor). Hertil kommer, at også andre hensyn, f.eks. hensynet til statens sikkerhed, i særlige tilfælde bør kunne begrunde, at et sådant pålæg gives, jf. herved retsplejelovens § 745, stk. 4, og § 748, stk. 6, samt det i pkt. 2.2. ovenfor anførte. Muligheden for i særlige tilfælde at give bisidderen et pålæg om ikke at gøre sin klient bekendt med indholdet af det materiale, der indgår i undersøgelsen, eller med, hvad der er foregået under møder i kommissionen eller i retten, bør således efter Justitsministeriets opfattelse ikke fratages undersøgelseskommissionen.

Sammenfattende kan Justitsministeriet ikke tiltræde, at lovforslagets §§ 22, stk. 3, ændres som foreslået af Advokatrådet.

Det bemærkes endelig, at Justitsministeriet er enig med Advokatrådet i, at der ikke foreligger en krænkelse af bisidderens tavshedspligt efter lovforslagets § 25, stk. 2, i de tilfælde, hvor bisidderen i strid med bestemmelsen i lovforslagets § 22, stk. 3, 1. pkt., udleverer materiale til sin klient. Dette skyldes, at bisidderen som udgangspunkt har ret til at gøre klienten bekendt med indholdet af det pågældende materiale. Har bisidderen imidlertid fået pålæg om ikke at gøre klienten bekendt med det nævnte materiale, jf. lovforslagets § 22, stk. 3, 2. pkt., vil bisidderen krænke sin tavshedspligt efter lovforslagets § 25, stk. 2, hvis klienten gøres bekendt med materialet, herunder ved, at materialet udleveres til klienten.

3.2. Lovforslagets § 23, stk. 1

I Advokatrådets høringssvar er der endvidere anført følgende

»I § 23, stk. 1, i lovudkastet er det fastsat, at undersøgelseskommissionen inden afhøringen skal orientere den person, der er nævnt i § 21, stk. 1, og den pågældendes bisidder om de forhold af faktisk og eventuel retlig karakter, som undersøgelsen vedrørende den pågældende omfatter.

Advokatrådet går ud fra, at det er forudsat, at denne orientering sker så betids, at bisidderen får fornøden tid og lejlighed til sammen med sin klient at tilrettelægge afhøringen og sagsforberedelsen i det hele taget, jf. herved grundsætningen i Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 3, litra b, men Rådet skal for en ordens skyld anbefale, at der gøres en bemærkning herom i lovforslaget, når det udarbejdes.«

Lovforslagets § 23, stk. 1, har følgende ordlyd

»§ 23. Undersøgelseskommissionen skal inden afhøringen orientere den person, der er nævnt i stk. 1, (den minister eller embedsmand, hvis forhold undersøges) og den pågældendes bisidder om de forhold af faktisk og eventuelt retlig karakter, som undersøgelsen vedrørende den pågældende omfatter.«

I bemærkningerne til bestemmelsen er der bl.a. anført følgende

»Det er angivet i bestemmelsen, at orienteringen skal gives inden afhøringen, dvs. inden den pågældende afhøres første gang. Det forudsættes, at orienteringen gives så hurtigt som muligt, efter at undersøgelsen er iværksat. Den kan således gives på et tidspunkt, hvor den pågældende endnu ikke er indkaldt til at afgive forklaring.«

Om baggrunden for bestemmelsen er der i betænkningen om undersøgelsesorganer (side 79) bl.a. anført

»En af de væsentligste indvendinger mod de gældende regler om undersøgelsesretter har som nævnt i afsnit 3.1. været, at de involverede personer ikke bliver gjort bekendt med de punkter, som eventuelt vil blive gjort til genstand for kritik i undersøgelsesrettens beretning. De pågældende og deres bisiddere har derfor vanskeligt ved at tilrettelægge deres arbejde.

Udvalget er enig i denne indvending. Der kan i den forbindelse peges på, at der er fastsat regler om høring af den person, der er part i en afgørelsessag i forvaltningen (forvaltningslovens kapitel 5). Og politiet har bl.a. pligt til at gøre en sigtet udtrykkeligt bekendt med sigtelsen, inden politiet afhører den pågældende, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1.

Der bør derfor efter udvalgets opfattelse indføres regler, der sikrer, at de berørte ministre eller embedsmænd så hurtigt som muligt og senest i forbindelse med afhøringen bliver bekendt med de forhold af faktisk eller retlig karakter, undersøgelsen vedrørende de pågældende omfatter . . .«

Sigtet med bestemmelsen er således at forbedre de berørte pesoners retsstilling, herunder bisiddernes mulighed for at varetage deres arbejde for de pågældende personer.

Undersøgelseskommissionen må i den forbindelse - ved berammelse af møder m.v. - selvsagt tage hensyn til, at bisidderne får rimelig tid til at forberede sig. I bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslagets § 24, stk. 4, jf. herom i pkt. 3.3. nedenfor, hvorefter bisidderen og den berørte person har ret til at komme med en skriftlig udtalelse ved undersøgelsens afslutning, er det i øvrigt udtrykkeligt anført, at fristen for afgivelse af en sådan udtalelse skal give bisidderen rimelig tid til at forberede sit indlæg.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der på den anførte baggrund ikke behov for at indføre en særlig lovbestemmelse om det rejste spørgsmål. Dette synes Advokatrådet heller ikke at stille forslag om.

3.3. Lovforslagets § 23, stk. 4

I høringssvaret anfører Advokatrådet endvidere følgende

»Efter Advokatrådets opfattelse bør bestemmelsen i lovudkastets § 23, stk. 4, ændres, således at der åbnes mulighed for, at det kan aftales, at der i stedet for eller i tillæg til udarbejdelse af skriftlige udtalelser skal foregå en mundtlig procedure.«

Bestemmelsen i lovforslagets § 23, stk. 4, har følgende ordlyd

Ȥ 23. . . .

Stk. 4. Den person, der er nævnt i § 21, stk. 1, og den pågældendes bisidder har ved undersøgelsens afslutning ret til at komme med en skriftlig udtalelse om de faktiske og eventuelt retlige spørgsmål, undersøgelsen rejser vedrørende den pågældende. Undersøgelseskommissionen kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.«

Som det fremgår, indebærer bestemmelsen, at bisidderen har ret til at komme med en skriftlig udtalelse ved undersøgelsens afslutning.

Spørgsmålet om mundtlig procedure er ikke behandlet i betænkningen om undersøgelsesorganer. Og så vidt Justitsministeriet er bekendt, har en sådan fremgangsmåde ikke været anvendt i praksis.

Åbnes der op for mundtlig procedure, vil det således ændre undersøgelseskommissionens procesform. En sådan ændring rejser endvidere en række spørgsmål. Et spørgsmål er f.eks., under hvilke betingelser en mundtlig procedure skal kunne tillades, herunder hvem der skal kunne overvære proceduren. Hertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt der skal kunne kæres til Østre Landsret over en beslutning om at tillade/ikke tillade en mundtlig procedure. Spørgsmålet er desuden, om der skal være adgang til kontradiktion med hensyn til det, som er fremført under den mundtlige procedure. Endelig kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt den mundtlige procedure skal protokolleres, og i givet fald om den skal optages som bilag til undersøgelseskommissionens beretning.

På den anførte baggrund, og da en adgang til mundtlig procedure vil kunne forsinke undersøgelsens afslutning, uden at der er forbundet væsentlige fordele med en sådan procedure, kan Justitsministeriet ikke gå ind for, at lovforslagets § 23, stk. 4, ændres, således som Advokatrådet har foreslået.

For at undgå tvivl om dette spørgsmål bør det i betænkningen over lovforslaget angives, hvad retstilstanden skal være på dette område.

Spørgsmål nr. 21

»Under henvisning til vedlagte skitse til ændringsforslag (L 33 - bilag 21) udbedes en udtalelse om, hvilke konsekvenser det vil have for anden lovgivning, hvis lovforslagets § 33, stk. 2, ændres, således at der sker en generel ophævelse af retsplejelovens § 21 og § 21 a. Endvidere bedes det oplyst, hvilke lovændringer der i givet fald måtte blive spørgsmål om.«

Svar

1. Efter lovforslagets § 1, stk. 1, kan justitsministeren nedsætte en kommission til at gennemføre en undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning. Heraf følger, at der ikke kan iværksættes en undersøgelse af forhold uden for den statslige forvaltning efter reglerne i lovforslaget.

Lovforslagets § 33, stk. 2, indebærer, at der ikke kan iværksættes en undersøgelse efter retsplejelovens § 21 eller § 21 a i det omfang, den pågældende undersøgelse kan iværksættes efter reglerne i lovforslaget. En undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning kan dog iværksættes efter retsplejelovens § 21 eller § 21 a, hvis der i en særlov henvises til disse bestemmelser. Dette gælder f.eks. med hensyn til søulykker efter sølovens afsnit 5, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 33, stk. 2.

Den skitse til ændringsforslag, som er vedlagt spørgsmålet, indebærer, at lovforslagets § 1, stk. 1, ændres, således at justitsministeren kan nedsætte kommissioner til at gennemføre undersøgelse af sager af almenvigtig betydning. Den nævnte skitse indebærer endvidere, at lovforslagets § 33, stk. 2, ændres, således at retsplejelovens § 21 og § 21 a ophæves.

Ophæves retsplejelovens § 21 og § 21 a, betyder det, at der ikke i fremtiden kan iværksættes undersøgelser efter disse regler. En sådan ophævelse rejser derfor spørgsmål om, efter hvilke regler undersøgelser, der i henhold til særlovgivningen sker efter retsplejelovens § 21 eller § 21 a, skal foretages i fremtiden.

Justitsministeriet har i den forbindelse foretaget en søgning i Retsinformation, idet søgeordene »retsplejeloven« og »§ 21« er anvendt. Søgningen har vist, at der er to love, nemlig søloven og DSB-loven, hvori der henvises til, at undersøgelsen skal foretages efter retsplejelovens § 21.

I sølovens § 482 er der således fastsat følgende

»§ 482. Er der hverken gennem søforklaringen eller andre i sagens anledning foretagne undersøgelser tilvejebragt fyldestgørende oplysning om ulykkens årsag, og ulykkens karakter eller hensynet til betryggelsen af sikkerheden til søs begrunder det, kan industri- og samordningsministeren i særlige tilfælde, navnlig når yderligere undersøgelser må antages at blive særlig omfattende, og undersøgelserne vil kræve samvirken af sagkyndige på flere områder, nedsætte en særlig undersøgelseskommission til behandling af sagen. Kommissionen skal bestå af en dommer som formand og et af industri- og samordningsministeren i den enkelte sag nærmere fastsat antal personer, der er i besiddelse af fornøden nautisk og teknisk sagkundskab.

Stk. 2. Kommissionens behandling af sagen sker efter de regler, der er gældende for ekstraordinære retter i straffesager, jf. retsplejelovens § 21. Kommissionen afgør, om dens møder skal være offentlige.

Stk. 3. Når undersøgelsen er afsluttet, fremkommer kommissionen med en redegørelse om de fremkomne oplysninger om årsagen til ulykken samt eventuelt med forslag til foranstaltninger, der vil være egnede til at forebygge ulykke og ulykkesrisiko af samme eller lignende art. Kommissionens redegørelse og eventuelle forslag kan af industri- og samordningsministeren stilles til rådighed for pressen.«

I DSB-lovens §§ 56-58 er der fastsat følgende

»§ 56. Når der er indtruffet en jernbaneulykke, kan trafikministeren, hvis han skønner det påkrævet på grund af ulykkens omfang eller af andre grunde, bestemme, at der skal foretages en undersøgelse ved en særlig undersøgelseskommission. Dette gælder, selv om DSB tidligere har foretaget en undersøgelse af ulykken.

Ingen

Nr BRL 33

Beretning over Forslag til lov om undersøgelseskommissioner

Nr L 33 1996-97, 1. samling

Afgivet af Udvalget for Forretningsordenen

Afgivet: 19970625