1996 BTL 248 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (STANDARDISERET LEJEVÆRDIBEREGNING FOR MINDRE UDLEJNINGSEJENDOMME) NR L 248 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra
Andelsforeningen Hojen, Århus.
Udvalget anmoder om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.
Herefter indstiller et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Jacob Buksti (S) nfmd. Lis Greibe (S) Klaus Hækkerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Kim Behnke (FP)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf et mindretal (SF), tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg)
Til titlen 1) Undertitlen affattes således
»(Standardiseret lejeværdiberegning for mindre udlejningsejendomme og for visse boligfællesskaber)».
Til § 1 2) Nr. 1 affattes således
»1. § 15 C, stk. 3, 1. pkt., affattes således
»Valg af lejeværdiberegning efter stk. 1 eller 2 skal foretages i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for indkomståret 1997 eller 1998 eller i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for det indkomstår, hvor ejendommen erhverves, hvis dette sker efter indkomståret 1998.«»
3) Efter nr. 1 indsættes som nye numre
»01. I § 15 C, stk. 4, 2. pkt., ændres »inden den 1. juli 1995« til: »inden den 1. september 1997 eller inden den 1. juli 1998«.
02. I § 15 C, stk. 5, 1. pkt., ændres »indkomståret 1995« til: »indkomståret 1997 eller indkomståret 1998«.
03. I § 15 C, stk. 5, 2. pkt., ændres »indkomståret 1995« til: »det pågældende indkomstår«.'
Til § 2 4) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke
»Stk. 2. For indkomståret 1997 udskydes fristen 1. juli i ligningslovens § 15 C, stk. 1, for anmodning om vurdering efter vurderingslovens § 33 A til 1. september 1997.«
Bemærkninger
Til nr. 1-4 Den nuværende lovgivning om den standardiserede lejeværdi vedrører 1) udlejningsejendomme, som indeholder 6 eller færre beboelseslejligheder, hvoraf ejeren bebor den ene, og 2) beboelsesejendomme, som indeholder flere end to beboelseslejligheder, og som ejes og bebos af deltagerne i et boligsameje, et boliginteressentskab, et boligkommanditselskab eller et andet fællesskab, der ikke er et selvstændigt skattesubjekt, og hvor der til deltagelsen er knyttet en beboelseslejlighed i ejendommen.
Det foreliggende lovforslag vedrører alene udlejningsejendommene. Ved nærværende ændringsforslag foreslås det, at lovforslaget tillige kommer til at omfatte boligfællesskaberne.
De gældende regler stiller som forudsætning for boligfællesskabers anvendelse af den standardiserede lejeværdiberegning, at boligfællesskaberne inden den 1. juli 1995 indgav en anmodning om vurdering efter vurderingslovens § 33 A, og at samtlige deltagere i fællesskabet i forbindelse med indgivelsen af selvangivelserne for indkomståret 1995 valgte, at ejendommen skulle overgå til denne metode for lejeværdiberegning.
Det foreliggende lovforslag har ingen tidsgrænse for den foreslåede adgang til at skifte princip fra lejeværdi beregnet med udgangspunkt i markedslejen til procentlejeværdiberegning. Ved nærværende ændringsforslag foreslås det, at lovforslaget alene giver mulighed for et principskifte ved indgivelse af selvangivelsen for indkomstårene 1997 og 1998.
Ad nr. 1 og 3
Det foreslås, at boligfællesskaberne fra og med indkomståret 1997 på ny får mulighed for at vælge standardiseret lejeværdi. De fællesskaber, som ikke hidtil har valgt denne lejeværdiform, kan således inden den 1. september 1997 eller inden den 1. juli 1998 anmode om en vurdering efter vurderingslovens § 33 A og efterfølgende - i forbindelse med indgivelsen af selvangivelserne for de pågældende indkomstår - vælge at overgå til standardiseret lejeværdi.
Som hidtil skal valg af standardiseret lejeværdi være bindende også for fremtidige indkomstår og for samtlige lejligheder i ejendommen.
Ad nr. 2
Der foreslås en ændret affattelse af den foreliggende del af lovforslaget. Som lovforslaget er udformet på nuværende tidspunkt, skal valg af standardiseret lejeværdi ske i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for indkomståret eller i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for det indkomstår, hvor ejendommen erhverves, hvis dette sker efter indkomståret 1995. Ved nærværende ændringsforslag foreslås det, at lovforslaget alene giver mulighed for et principskifte ved indgivelse af selvangivelsen for indkomstårene 1997 eller 1998. Der ændres ikke ved princippet om, at en senere erhverver af ejendommen kan vælge at anvende standardiseret lejeværdi uafhængig af den tidligere ejers valg.
Ad nr. 4
Det foreslås, at fristen for anmodning om vurdering efter vurderingslovens § 33 A for indkomståret 1997 udskydes til 1. september 1997. Udskydelsen er begrundet i den meget korte frist på ca. 1 måned, som en vedtagelse af det foreliggende lovforslag vil give til at anmode om vurdering gældende for indeværende indkomstår.
Jacob Buksti (S) nfmd. Lis Greibe (S) Klaus Hækkerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Kristian Thulesen Dahl (DF) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kim Behnke (FP)
Ingen
Nr BTL 248
Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Standardiseret lejeværdiberegning for mindre udlejningsejendomme)
Nr L 248 1996-97, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19970523