1996 BTL 223 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PULJE TIL GRØN BESKÆFTIGELSE NR L 223 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Dansk Familielandbrug,
De danske Landboforeninger,
Landbrugsraadet og
Penta Partners ApS.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Det er mindretallets opfattelse, at man på miljøområdet skal bestræbe sig på at få mest mulig miljø for pengene. Man må nøje overveje, hvorledes man bedst anvender de begrænsede ressourcer til at sikre et godt og bæredygtigt miljø.
Derfor er det meget betænkeligt, at lovforslaget ikke indeholder et eneste konkret eksempel på, hvad man får for den halve milliard kroner, som forslaget vil bruge på grønne job. Det eneste, lovforslaget bemærker om den miljømæssige effekt, er, at den vil være positiv. I betragtning af, at man bruger så mange økonomiske ressourcer, er det simpelt hen ikke godt nok. Mindretallet har derimod en lang række helt konkrete forslag til, hvordan man får mest miljø for pengene.
Lovforslaget er desuden præget af nogle meget generelle og uforpligtende vendinger om lovforslagets positive beskæftigelseseffekter. Mindretallet har i den forbindelse bidt mærke i høringssvaret fra Økonomiministeriet, der mener, at en positiv beskæftigelseseffekt kun kan opnås ved en sænkning af den strukturelle ledighed eller ved at øge arbejdsudbudet. Lovforslaget gør ingen af delene, og det kan altså konstateres, at man for en halv milliard kroner får en højest usikker miljømæssig effekt og ingen effekt på beskæftigelsen, bortset fra flere offentligt ansatte til at administrere puljen.
Det fremgår af høringssvaret fra Amtsrådsforeningen, at puljeordninger i almindelighed og den foreslåede i særdeleshed er unødvendigt bureaukratiske og administrativt alt for udgiftskrævende. Det påpeges desuden, at regeringens grønne initiativer er ukoordinerede og uden garanti for effekten.
Kommunernes Landsforening er på linje med Amtsrådsforeningen meget skeptisk over for lovforslaget. Der siges direkte, at man ved at give pengene som bloktilskud får mere miljø for pengene, og at de grønne job vil medføre øgede kommunale udgifter.
Samlet set er der ingen garanti for positive miljømæssige effekter, og beskæftigelseskonsekvenserne er i bedste fald neutrale. Endelig er lovforslaget for bureaukratisk og for ukonkret i forhold til de store økonomiske udgifter.
Venstre og Det Konservative Folkeparti kan på den baggrund ikke støtte lovforslaget.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Lis Greibe (S) Inger Bierbaum (S) Peter Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bent Hindrup Andersen (EL) Sonja Albrink (CD) Hans Christian Schmidt (V) Hanne Severinsen (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels Jørgen Langkilde (KF) Gitte Seeberg (KF) Eva Møller (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd.
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ændringsforslag
Af miljø- og energiministeren
Til § 2 1) Stk. 1, 2. pkt., affattes således
»Der kan endvidere ydes tilskud til udviklingsprojekter, rådgivning, information, kompetenceopbygning og koordinerende funktioner samt til aktiviteter, som indgår i en amtskommunes eller en kommunes bidrag til en udvikling, der kan nedsætte forureningsniveauet og mindske ressourceforbruget (lokal agenda 21-virksomhed), jf. dog stk. 2 og 4.«
2) Stk. 4 affattes således
»Stk. 4. Tilskud kan ikke overstige de af Europa-Kommissionen til enhver tid fastsatte beløbsgrænser for støtteordninger i Kommissionens meddelelser om støtteordninger, der ikke skal anmeldes til Kommissionen, fordi støttebeløbet ikke antages at ville medføre nogen mærkbar påvirkning af samhandelen og konkurrencen mellem medlemslandene af Fællesskabet (de minimis-støtteordninger). Dette gælder dog ikke for tilskud til foreninger, organisationer og offentlige myndigheder, når tilskuddet ikke ydes til virksomheder drevet af disse.«
Til § 5 3) Stk. 4, 1. pkt., affattes således
»Bestyrelsen kan afsætte delpuljer til særlige grupper af projekter og delegere beslutningskompetencen til andre kompetente organer for disse delpuljer, herunder til private organisationer m.v.«
4) I stk. 5 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Miljø- og energiministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser om tilskud truffet af en offentlig myndighed i medfør af stk. 4 ikke kan indbringes for bestyrelsen eller anden administrativ myndighed.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringsforslaget indeholder alene en sproglig præcisering.
Til nr. 2 Ændringsforslaget indeholder alene sproglige præciseringer.
Til nr. 3 Ændringsforslaget er af teknisk karakter og indebærer en præcisering af, at beslutningskompetencen for delpuljer vil kunne delegeres til private organisationer m.v.
Til nr. 4 Ændringsforslaget er af teknisk karakter og indebærer en præcisering af, at der kan fastsættes regler om, at afgørelser om tilskud vedrørende delpuljer truffet af en offentlig myndighed ikke kan indbringes for bestyrelsen eller anden administrativ myndighed.
Ingen
Nr BTL 223
Betænkning over Forslag til lov om pulje til grøn beskæftigelse
Nr L 223 1996-97, 1. samling
Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget
Afgivet: 19970507