1996 BTL 201 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM GARANTIER FOR LÅN TIL BYGNING AF MINDRE FRAGTSKIBE (UDVIDELSE TIL ERHVERVELSE AF BRUGTE SKIBE SAMT ÆNDRING AF FRAGTSKIBSUDVALGET FRA RÅDGIVENDE TIL BESLUTTENDE ORGAN M.V.) NR L 201 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til erhvervsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Der er af erhvervsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Erhvervsministeren har over for udvalget oplyst, at Erhvervsministeriet har ført drøftelser med Danmarks Skibskreditfond og repræsentanter for de mindre redere om mulighederne for at etablere et såkaldt »mezzaninvindue« på 50-100 mio. kr. En sådan facilitet skal anvendes til at give lån på markedsvilkår til mindre fragtskibe, herunder især coastere, ud over den belåningsandel på 80 pct., hvor der i henhold til lovforslaget kan gives garanterede lån. Mezzaninlånene skal ikke modtage garanti fra det offentlige, men til gengæld for risikoen skal långiver have mulighed for at kræve en andel af rederens indtjening, således at den faktiske tilbagebetaling i nogle tilfælde kan udgøre en høj forrentning af lånebeløbet. Skibskreditfonden har gjort Erhvervsministeriet opmærksom på, at en vedtagelse i fondens bestyrelse om at etablere den beskrevne facilitet vil forudsætte en modernisering af fondens vedtægter og en ny bekendtgørelse for fonden. En sådan modernisering er foretaget i de netop reviderede vedtægter og i den bekendtgørelse, der blev sendt i høring i april og ventes udstedt af erhvervsministeren i maj måned.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de af erhvervsministeren stillede ændringsforslag.
Et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Fremskridtspartiets og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) udtaler sammen med Dansk Folkeparti, der ikke er repræsenteret med medlemmer i udvalget, at da der kan være tvivl om, hvorvidt lovforslaget vil være tilstrækkeligt effektivt til at sikre en dansk coasterflåde af tilstrækkeligt omfang, opfordres regeringen til at fremsætte lovforslag om opblødning af anpartsindgrebet ved næste folketingsårs start. Reglerne kan f.eks. opblødes efter følgende retningslinjer
Efter de gældende regler kan underskud fra skibsvirksomhed ikke fratrækkes i anden indkomst, hvis der er mere end 10 passive deltagere i ejerskabet af skibet. Med henblik på at få skabt mulighed for investering i miljøvenlige coastere til nærtrafik (Danmark, Skandinavien og Østersøen) bør det overvejes at opbløde reglerne, der er en konsekvens af anpartsindgrebet fra 1989. Dette bør dog kun ske på en sådan måde, at det er skatteudskydelsen, der er det skattemæssige incitament kombineret med et positivt driftsresultat fra virksomheden i driftsperioden. Det betyder, at eventuelle opblødte regler skal sikre, at der ikke opstår store likviditetsfordele ved deltagelsen, således at det primært bliver den umiddelbare skattemæssige fordel, der frister til deltagelse.
Desuden skal det sikres, at hvis det ikke går godt med virksomheden - f.eks. fordi skibskonjunkturerne bliver dårligere - så skal tabet dækkes af deltagerne og kreditorerne og ikke kun af skattevæsenet. Dette betyder, at der skal være fuld hæftelse, men også, at eventuel eftergivelse af gæld skal medføre genbeskatning af tilsvarende skattemæssige fradrag. Reglerne kan f.eks. udformes således
De skal omfatte mindre, nye miljøvenlige skibe. Den nøjagtige afgrænsning skal nærmere aftales.
Deltagere i interessentskaber, der ejer sådanne skibe, får adgang til at fratrække skattemæssigt underskud i anden virksomhed på trods af de nugældende skattemæssige anpartsregler.
Der gælder dog følgende betingelser
1. At deltagerne hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk for rederiselskabets samlede gæld. Dette betyder, at rederiselskabet ikke kan være et aktieselskab eller anpartsselskab (begrænset hæftelse for aktionærerne), et kommanditselskab (begrænset hæftelse for kommanditisterne), et partrederi (ikke solidarisk hæftelse). Rederiselskabet skal altså organiseres som et interessentskab. Desuden skal der være fuld hæftelse for al gæld. Der kan altså ikke godkendes selskaber, hvor f.eks. hovedkreditor har erklæret sig tilfreds med pant i skibet (såkaldte non recourse-lån). Der kræves solidarisk hæftelse, idet dette sikrer, at de enkelte deltagere er interesseret i, at meddeltagerne reelt er i stand til at opfylde deres forpligtelser, og de vil derfor sikre sig meddeltagernes lødighed.
2. At eventuelt skattemæssigt underskud, der kan fratrækkes, ikke kan overstige deltagerens samlede kontante indbetaling i rederiselskabet. Dette betyder, at der ikke opnås direkte likviditetsfordel af skattebesparelsen, men kun en generel skatteudskydelse mod at indskyde penge i rederiselskabet.
3. Med henblik på at sikre, at den under nr. 2 nævnte indbetaling er reel, gælder desuden, at det indbetalte beløb, der udgør maksimale fradrag, nedsættes med eventuelle individuelle lån fra skibsværft, projektudbyder, kreditorer i rederiselskaber og lign., hvis der reelt er tale om finansiering af rederiselskabet. Reglerne skal sikre, at reglen om fradragsmaksimering svarende til kontant indskud ikke omgås. Det accepteres altså ikke, at der foretages indskud fra deltagerne, hvis de tilsvarende har opnået lån i forbindelse med rederiselskabets virksomhed, men uden om rederiselskabet.
4. Hvis der opnås akkord eller anden gældseftergivelse fra rederiselskabets kreditorer under selskabets drift eller afvikling, beskattes denne akkordfordel hos deltagerne som indtægt fra rederidriften. Reglen skal sikre, at deltagerne ikke opnår en økonomisk gevinst ved at få eftergivet gælden fra kreditorerne uden skattemæssig konsekvens, hvis der opstår økonomiske problemer i rederiselskabet. Efter gældende regler vil en sådan akkord eller gældseftergivelse ofte være omfattet af reglerne om underskudsbegrænsning i ligningslovens § 15 og personskattelovens § 13 a. Imidlertid er denne regel uden betydning, hvis deltageren har fratrukket skattemæssigt underskud fra rederiselskabet i anden indkomst. Der er her intet skattemæssigt underskud at begrænse.
5. Med henblik på at sikre, at ovenstående betingelser overholdes, skal rederiselskabets virksomhed ved etableringen forelægges Ligningsrådet til godkendelse af, at rederiselskabets virksomhed er omfattet af de opblødte regler. Reglen er indsat for at sikre, at der kun gives fradrag til projekter, der opfylder betingelserne, herunder sikre, at der ikke udbydes useriøse projekter, der »lokker« deltagere i projekter, der senere viser sig ikke at overholde betingelserne, hvorved deltagerne sættes i en vanskelig økonomisk situation, hvor det samtidig med de manglende skattefradrag viser sig, at de økonomiske forudsætninger for projektet ikke holder. Erfaringer fra tidligere anpartstyper viser desuden, at der ofte vil gå nogle år, før skattemyndighederne griber ind, hvorved deltagerne får betydelige efterregninger fra skattevæsenet. Et krav om forhåndsgodkendelse bør kunne forhindre dette.
ÆndringsforslagAf erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1 1) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 1 indsættes i stk. 6 efter 1. pkt. som nyt punktum
»Låntager er forpligtet til, forinden skibet overgår til anden anvendelse eller registrering, at give meddelelse herom til Fragtskibsgarantiudvalget, jf. § 3, og långiver.«
2) I den under nr. 5 foreslåede § 3 b indsættes i stk. 1 efter »denne lov« ordene: »eller undlader at afgive de efter § 1, stk. 6, pligtige oplysninger«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2 Garantien skal alene dække lån til erhvervelse eller ombygning af mindre fragtskibe, som er eller vil blive registreret i Danmark eller på Færøerne, og garantien vil derfor ikke kunne opretholdes, såfremt skibet overgår til anden anvendelse eller registreres uden for Danmark eller Færøerne. Det er derfor af afgørende betydning, at garantigiver (Fragtskibsgarantiudvalget) og långiver modtager oplysninger herom, når et skib overgår til anden anvendelse eller registrering. Det er baggrunden for, at der indføres en strafsanktioneret pligt for låntager eller reder af skibet til at give meddelelse til disse, forinden ændringerne for skibet gennemføres.
Hvis långiver i denne situation i henhold til lånebetingelserne har ret til at opsige lånet og udnytter denne ret, kan långiver herefter forlange pantet realiseret og gøre garantien gældende, såfremt der ikke opnås dækning fra låntager og pantet.
Kim Nøhr Skibsted (S) Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Hardy Hansen (S) Jacob Buksti (S) fmd. Kjeld Rahbæk Møller (SF) Ulla Solvang (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Svend Erik Hovmand (V) Pia Larsen (V) Svend Heiselberg (V) Erik Larsen (V) Kai Dige Bach (KF) nfmd. Pernille Sams (KF) Flemming Hansen (KF) Annette Just (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 201
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om garantier for lån til bygning af mindre fragtskibe (Udvidelse til erhvervelse af brugte skibe samt ændring af Fragtskibsudvalget fra rådgivende til besluttende organ m.v.)
Nr L 201 1996-97, 1. samling
Afgivet af Erhvervsudvalget
Afgivet: 19970515