Legislator Case Law & Legislation
199614K00200 DK

1996 BTL 200 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ETABLERING OG BENYTTELSE AF EN RØRLEDNING TIL TRANSPORT AF RÅOLIE OG KONDENSAT NR L 200 1996-97, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1996 200 Valid

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og ministerens svar herpå

Spørgsmål 1

Vil ministeren give en præcis afgrænsning af, hvorledes de foreslåede bemyndigelser i forslaget tænkes anvendt?

Svar

Lovforslaget bemyndiger miljø- og energiministeren til midlertidigt eller varigt at nedsætte afgiften på 5 pct. af værdien af den produktion af råolie og kondensat, som undtagelsen fra tilslutnings- og transportpligten vedrører. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at bestemmelsen svarer til den nugældende lovs § 3, stk. 3, 2. punktum, hvorefter ministeren kan nedsætte betalingen af fortjenesteelementet for enkelte felter. En sådan nedsættelse kan f.eks. komme på tale, hvor størrelsen af produktionen fra et enkelt felt eller omkostningerne ved indvindingen, hvorunder produktionen sker, taler herfor.

Bestemmelsen kan anvendes til at tilvejebringe det økonomiske grundlag for at udbygge felter, der ved betaling af 5 pct. fortjenest-elementet ikke ville blive udbygget. Endvidere kan bestemmelsen anvendes i helt særlige situationer, hvor en rettighedshaver ved bøjelast stilles økonomisk ringere end ved en udvidelse af rørledningens kapacitet.

Nedsættelsen kan gøres midlertidig, såfremt det skønnes, at der er usikkerhed om feltets økonomi, f.eks. på grund af usikkerhed om reservoirforhold eller reservernes størrelse.

Lovforslaget bemyndiger endvidere miljø- og energiministeren til at fastsætte nærmere regler om beregning og betaling af afgiften, der skal betales af producenter, som fritages for tilslutnings- og transportpligten. Denne bemyndigelse svarer til bemyndigelsen i den nuværende lovs § 3, stk. 3, til at fastsætte nærmere regler om beregning og fordeling af de tilslutningspligtige producenters betaling til Dansk Olierør A/S.

Bemyndigelsen er indsat, fordi betaling af 5 pct. afgift i medfør af forslaget sker direkte til staten og ikke som den hidtidige rørledningsafgift til Dansk Olierør A/S. Ved anvendelse af bemyndigelsen vil det blive sikret, at der etableres en ensartet praksis for beregning og betaling af tarif til Dansk Olierør A/S og for betaling af afgiften til staten.

Spørgsmål 9

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. april 1997 fra Amerada Hess A/S, jf. bilag 11.

Svar

Baggrunden for lovændringen er, at alle, der producerer og transporterer olie, skal være stillet fiskalt lige og betale en afgift/profitelement på 5 pct. Forslaget fra Amerada Hess A/S indebærer, at selskaber, der benytter bøjelastanlæg, stilles bedre end de selskaber, der anvender olierørledningen. Amerada Hess' forslag er derfor ikke i overensstemmelse med intentionerne i lovforslaget, og jeg kan derfor ikke støtte den foreslåede model.

Jeg mener, at man for relevante ønsker om nedsættelse af 5 pct.-afgiften for et oliefelt må tage udgangspunkt i de aktuelle forhold for de enkelte producenter, som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1.

Amerada Hess A/S mener, at de kan risikere at komme til at betale fortjenesteelement to gange ved brug af bøjelastanlæg: 5 pct.-afgiften efter lovforslaget og et fortjenesteelement til en ejer af f.eks. et bøjelastanlæg. Hertil bemærkes, at hvis det samlet bliver dyrere at benytte en anden transportform end den i rørledningsloven forudsatte transport gennem DORAS' olierørledning, så kan det næppe være formålstjenligt, at selskabet søger en sådan løsning for olietransporten.

Sluttelig vil jeg henlede udvalgets opmærksomhed på høringssvaret fra Amerada Hess A/S af 7. marts 1997 - som er fremsendt til udvalgets orientering med brev af 2. april 1997 - hvoraf det fremgår, at selskabet finder, at gennemførelse af lovforslaget vil støtte udbygningen i Nordsøen.

Spørgsmål 10

I tilfælde af, at Syd Arne tilsluttes den eksisterende olierørsledning, hvem skal bære udgiftene til etableringen af forbindelsen, forøgelsen af trykket i rørledningen, mellemliggende pumpestationer samt nye udskibningsfaciliteter i Fredericia?

Svar

Det fremgår af den nugældende rørledningslov, at enhver der indvinder flydende kulbrinter på dansk kontinentalsokkelområde i Nordsøen, skal anlægge de installationer og rørledninger, som tilslutningen på et af Dansk Olierør A/S fastlagt tilslutningssted nødvendiggør. Det er således rettighedshaverne til Syd Arne, som bærer udgifterne til etableringen af forbindelsen til tilslutningsstedet. Tilslutningsstedet kan f.eks være Syd Arne-feltet eller rørledningens nuværende endepunkt på Gorm E-platformen.

For så vidt angår omkostninger til forøgelse af trykket i rørledningen og til mellemliggende pumpestationer, skal rettighedshaverne til tilslutningspligtige felter betale et beløb til dækning af kapitalomkostninger vedrørende finansiering af anlægget.

DORAS betaler i henhold til en aftale mellem selskabet, DUC og Shell, som ejer havnefaciliteterne i Fredericia, en tarif for benyttelse af havnefaciliteterne. Denne tarif faktureres videre til de udskibere, der benytter havnefaciliteterne. I tilfælde af etablering af nye udskibningsfaciliteter i Fredericia kan aftalen og dermed tariffen genforhandles.

Spørgsmål 11

Har DORAS foretaget henlæggelse til vedligeholdelse af den eksisterende olierørledning og til nyanlæg?

Svar

DORAS har ikke foretaget henlæggelser til vedligeholdelse af den eksisterende olierørledning eller til nyanlæg. De tilslutningspligtige rettighedshaveres betaling til DORAS omfatter blandt andet beløb til dækning af drifts- og kapitalomkostninger. Vedligeholdelsesomkostninger for den eksisterende rørledning betales som en del af driftsomkostningerne, mens nyanlæg finansieres over 15 år og renter og afdrag for disse lån indgår i kapitalomkostningerne.

Spørgsmål 12

Kan ministeren oplyse, om der på baggrund af eksisterende viden om tilladelse eller ansøgte tilladelser er grundlag for at dispensere for afgiften på 5 pct.?

Svar

Det er ikke fuldstændig klart, hvad der menes med »tilladelse« i spørgsmålet. Der er indtil nu ikke meddelt dispensation fra tilslutnings- og transportpligten til DORAS' rørledning. Der er ligeledes ikke meddelt nedsættelse af det 5 pct. fortjenesteelement, som indgår i tariffen for rørledningen. Der foreligger ikke ansøgninger om dispensation fra den 5 pct. afgift, som ifølge lovforslaget skal betales ved undtagelser fra tilslutnings- og transportpligterne.

Spørgsmål 13

I hvilket omfang vil der blive givet dispensation eller nedsættelse af afgiften på 5 pct.?

Svar

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 1 (L 200 - bilag 2), kan en nedsættelse af 5 pct.-afgiften f.eks. komme på tale, hvor størrelsen af produktionen fra et enkelt felt eller omkostningerne ved indvindingen, hvorunder produktionen sker, taler herfor.

Bestemmelsen vil blive benyttet i sådanne særlige tilfælde og kan f.eks. gøre det muligt at udbygge marginale felter, der ved betaling af 5 pct.-afgiften ikke ville blive udbygget. Endvidere kan bestemmelsen anvendes i helt særlige situationer, hvor en rettighedshaver ved bøjelast bliver stillet økonomisk ringere end ved en udvidelse af rørledningens kapacitet.

Nedsættelsen kan gøres midlertidig, såfremt det skønnes, at der er usikkerhed om feltets økonomi, f.eks. på grund af usikkerhed om reservoirforhold eller reservernes størrelse.

Spørgsmål 14

Ad besvarelsen af spørgsmål 9, jf. L 200 - bilag 17

Fremgår det af svaret, at der kan være en anden ejer, f.eks. staten, der kan være bevillingshaver på et bøjelastanlæg? Kan det betyde, at et selskab kan komme til at betale afgiften på de 5 pct. to gange eller noget, der svarer til afgiften?

Svar

En rettighedshaver vil ikke for den samme olie/kondensat kunne komme til at betale både 5 pct. afgift til staten og 5 pct. fortjenestelement til DORAS. Der er imidlertid mulighed for, at en rettighedshaver ud over 5 pct.-afgiften/fortjenestelementet skal betale for brug af andre rettighedshaveres rørledninger eller bøjelastanlæg. I en sådan betaling vil normelt indgå en fortjeneste til ejeren af rørledningerne eller bøjelastanlægget.

Det skyldes, at transporterer en rettighedshaver olie gennem DORAS' olierørledning, skal der - ud over betaling til DORAS - betales for rørledningstransporten fra feltet til tilslutningspunktet til DORAS' rørledning. Kun hvis tilslutningspunktet til DORAS' olierørledning er på feltet, hvorfra der produceres, vil der ikke være en sådan betaling. Hvis rettighedsindehaveren selv ejer rørledningen indtil tilslutningspunktet til DORAS' rørledning, er betalingen fiktiv, da rørledningen er en del af udbygningen af feltet. Hvis rørledningen er ejet af andre rettighedshavere, tilfalder en evt. fortjeneste disse selskaber.

Det bemærkes, at samtlige DUC's nuværende felter har tilslutningspunkt til DORAS' rørledning på Gormfeltet. Det må antages, at tilslutningspunktet for Lulitafeltet ligeledes bliver Gormfeltet. Rettighedshaverne til Lulitafeltet, som er DUC og Statoilgruppen, vil derfor skulle betale til ejeren af rørledningerne fra Lulitafeltet til Gormfeltet for transporten. Denne betaling vil omfatte en fortjeneste. Rettighedshaverne til Lulitafeltet skal endvidere betale tariffen til DORAS for transport videre fra Gormfeltet til Fredericia. Denne tarif inkluderer 5 pct. fortjenesteelementet.

Tilsvarende vil en evt. fortjeneste ved investering i et bøjelastanlæg tilfalde ejeren. Anvendelse af et bøjelastanlæg ved et andet felt kan være fordelagtigt, hvis det for selskabet er billigere at bruge dette anlæg end at etablere et nyt på eget felt.

Hvad enten betalingen for bøjelast er fiktiv, fordi anlægget er en del af udbygningen af feltet eller betales til en anden rettighedshaver, fordi brug af dette anlæg er billigere, skal der ifølge lovforslaget også betales en 5 pct. afgift til staten.

Amerada Hess' synspunkt er, at betalingen af denne afgift indebærer, at der betales to »profitelementer« for felter, der ikke benytter olierøret, men anden infrastruktur, f.eks. bøjelastning. Som nævnt kan der imidlertid både ved brug af DORAS' olierørledning og ved bøjelastning skulle ydes en betaling, som omfatter en fortjeneste, for brug af bøjelastning eller supplerende rørledninger. Denne betaling kommer i begge tilfælde ud over 5 pct. fortjenesteelementet til DORAS eller den foreslåede 5 pct. afgift til staten.

I svaret på spørgsmål 9 (L 200 - bilag 17) er gjort opmærksom på, at såfremt det samlet er dyrere for en rettighedshaver at anvende anden transportform end den i rørledningsloven forudsatte transport gennem DORAS' olierørledning, kan rettighedshaveren undlade at benytte en sådan anden transportform.

Afslutningsvis kan jeg oplyse, at staten ikke har planer om at etablere bøjeanlæg i Nordsøen.

Betænkning over lovforslag 1996 200 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og en mundtlig henvendelse fra Amerada Hess A/S.

Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Ministeren har i forbindelse med udvalgsbehandlingen oplyst følgende

Bestemmelsen i lovforslaget om nedsættelse af afgiftens størrelse svarer til den gældende lovs § 3, stk. 3, 2. punktum. Herefter kan en nedsættelse af afgiften f.eks. komme på tale, hvor størrelsen af produktionen fra et enkelt felt eller omkostningerne ved indvindingen, hvorunder produktionen sker, taler herfor. Bestemmelsen vil blive benyttet i sådanne særlige tilfælde og kan f.eks gøre det muligt at udbygge marginale felter, der ved betalingen af 5 pct.-afgiften ikke ville blive udbygget. En sådan situation kunne være et felt med små reserver af olie/gas eller et felt beliggende fjernt fra eksisterende infrastruktur (udskibningshavn).

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) forudsætter, at udvalget vil blive orienteret om miljø- og energiministerens eventuelle brug af muligheden for at dispensere for opkrævningen af 5 pct.-afgiften.

Martin Glerup (S) nfmd. Henning Gjellerod (S) Erik Mortensen (S) Helge Mortensen (S) Inger Bierbaum (S) Anni Svanholt (SF) Kristen Touborg (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Peter Duetoft (CD) Peter Hansen-Nord (V) Knud Enggaard (V) Erik Jacobsen (V) Jens Vibjerg (V) Eva Møller (KF) Pernille Sams (KF) Chr. O. Aagaard (KF) Kim Behnke (FP) fmd. Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1996 200 Valid

Nr BTL 200

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat

Nr L 200 1996-97, 1. samling

Afgivet af Det Energipolitiske Udvalg

Afgivet: 19970507

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →