1996 BTL 182 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM REKLAMERING FOR SUNDHEDSYDELSER NR L 182 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Assurandør-Societetet,
Dansk Handel og Service og
Synoptik.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et flertal inden for mindretallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) går ind for, at der skal være regler for reklamering. Det er samtidig vigtigt, at disse regler sikrer en både saglig og fyldestgørende reklamering, og det skal selvfølgelig også gælde inden for sundhedssektoren.
Lovforslaget er imidlertid særdeles restriktivt over for private hospitalers adgang til at reklamere. Det kan ikke være rigtigt, at der opstilles særligt strenge regler for private hospitalers adgang til at reklamere. De skal på linje med andre private virksomheder have lov til at reklamere for deres ydelser, og de skal selvfølgelig overholde reklamereglerne på lige fod med alle andre.
De private hospitaler har med deres konkurrence været med til at give de offentlige sygehuse inspiration til større effektivitet, og derfor skal privathospitalerne have mulighed for at reklamere. Det vil skærpe konkurrencen til glæde for patienter og andre brugere af sygehusydelser.
Venstre og Det Konservative Folkeparti finder endvidere, at det er en urimelig begrænsning i optikernes reklameadgang, at det nu ikke længere er muligt at reklamere med tilbud om synstest. Denne stramning betragter vi som overformynderi og som helt unødvendig. Lovforslaget virker på den baggrund meget tilbageskuende.
På den baggrund kan Venstre og Det Konservative Folkeparti ikke støtte lovforslaget.
Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Lone Møller (S) Hanne Andersen (S) Holger Graversen (S) Jytte Wittrock (S) Jørn Jespersen (SF) Vibeke Peschardt (RV) Kjeld Rahbæk Møller (SF) Addi Andersen (CD) Jørgen Winther (V) Mariann Fischer Boel (V) Ester Larsen (V) fmd. Kim Mouritsen (V) Henriette Kjær (KF) Agnete Laustsen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Jan Køpke Christensen (FP)
Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 182
Betænkning over Forslag til lov om reklamering for sundhedsydelser
Nr L 182 1996-97, 1. samling
Afgivet af Sundhedsudvalget
Afgivet: 19970507