1996 BTL 176 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FÆRDSELSLOVEN (SPIRITUS- OG PROMILLEKØRSEL, MOBILTELEFONER M.V.) NR L 176 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til trafikministeren, som denne har besvaret
skriftligt og mundtligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra Køge Kommune og Motorhistorisk Samråd.
Der er af trafikministeren og af nogle mindretal stillet ændringsforslag, herunder om en deling af lovforslaget. Det øvrige udvalg har tiltrådt delingen af lovforslaget. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til ændringsforslagene.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det dertil stillede ændringsforslag og det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de af trafikministeren under nr. 7 og 9 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de under nr. 3-6 og 8 stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det dertil stillede ændringsforslag og det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de under nr. 3, 7 og 8 stillede ændringsforslag. Skulle det under nr. 8 stillede ændringsforslag ikke blive vedtaget, vil dette mindretal stemme for det under nr. 9 stillede ændringsforslag. Dette mindretal vil stemme imod det under nr. 6 stillede ændringsforslag og vil stemme hverken for eller imod de under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det dertil stillede ændringsforslag og det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de under nr. 7 og 8 stillede ændringsforslag. Skulle det under nr. 8 stillede ændringsforslag ikke blive vedtaget, vil dette mindretal stemme for det under nr. 9 stillede ændringsforslag. Dette mindretal vil stemme imod det under nr. 6 stillede ændringsforslag og vil stemme hverken for eller imod de under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag.
Et fjerde mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling og det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de under nr. 7 og 9 stillede ændringsforslag. Dette mindretal vil stemme imod de under nr. 3-6 og 8 stillede ændringsforslag.
Et femte mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det dertil stillede ændringsforslag og det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med det af mindretallet under nr. 6 stillede ændringsforslag og de af trafikministeren under nr. 7 og 9 stillede ændringsforslag. Dette mindretal vil stemme imod de under nr. 3-5 og 8 stillede ændringsforslag.
Et sjette mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det dertil stillede ændringsforslag og det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet har dog stillet de under nr. 3 og 8 nævnte ændringsforslag og vil stemme for det under nr. 7 stillede ændringsforslag. Skulle det under nr. 3 stillede ændringsforslag ikke blive vedtaget, vil dette mindretal stemme for de under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag, og skulle det under nr. 8 stillede ændringsforslag ikke blive vedtaget, vil mindretallet stemme for det under nr. 9 stillede ændringsforslag. Dette mindretal vil stemme imod det under nr. 6 stillede ændringsforslag.
Et syvende mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det dertil stillede ændringsforslag og det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de af mindretallet under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag og de af trafikministeren under nr. 7 og 9 stillede ændringsforslag. Dette mindretal vil stemme imod de under nr. 3, 6 og 8 stillede ændringsforslag.
Et ottende mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det dertil stillede ændringsforslag og det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling, men vil dog stemme for de under nr. 7 og 8 stillede ændringsforslag. Skulle det under nr. 8 stillede ændringsforslag ikke blive vedtaget, vil dette mindretal stemme for det under nr. 9 stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf et mindretal (EL), tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg)
a
Ændringsforslag om deling af lovforslaget 1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold
A. »Forslag til lov om ændring af færdselsloven. (Taxi i busbaner)» omfattende § 1, indledningen og nr. 1, og § 2.
B. »Forslag til lov om ændring af færdselsloven. (Spiritus- og promillekørsel, mobiltelefoner m.v.)» omfattende § 1, indledningen og nr. 2-45, og § 2.
b
Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag
Til § 2 2) Paragraffen affattes således
»§ 2 Loven træder i kraft den 1. juli 1997.«
c
Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag
Til § 1Af et mindretal (FP), tiltrådt af et mindretal (V)
3) Nr. 4-8, 22 og 42 udgår.
Af et mindretal (CD)
4) Nr. 5 udgår.
5) Nr. 6 affattes således
»6. I § 53, stk. 3, indsættes efter »0,80 promille«: »eller tilsvarende alkoholkoncentration i udåndingsluften«.'
Af et mindretal (RV)
6) Nr. 5 og 6 udgår og i stedet indsættes som nyt nummer
»01. § 53, stk. 3, affattes således
» Stk. 3. For promillekørsel straffes den, som uden at være skyldig i spirituskørsel, fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at der kan måles alkoholkoncentration i blodet eller udåndingsluften under eller efter kørslen.«»
Af trafikministeren, tiltrådt af udvalget
7) Nr. 23 affattes således
»23. I § 117 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke
»Stk. 4. Spiritus- og promillekørsel, der foregår ved uberettiget brug af et motorkøretøj, en registreringspligtig knallert, en traktor eller et motorredskab, jf. straffelovens § 293, stk. 1, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.'
Af et mindretal (FP), tiltrådt af et mindretal (V, KF og DF)
8) I det under nr. 39 foreslåede § 124 k, stk. 3, ændres »900 kr.« til: »450 kr.«, og »1.800 kr.« ændres til: »900 kr.«
Af trafikministeren, tiltrådt af et flertal (S, SF, RV, EL og CD)
9) I det under nr. 39 foreslåede § 124 k, stk. 3, ændres »900 kr.« til: »650 kr.«, og »1.800 kr.« ændres til: »1.300 kr.«
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2 Det er Enhedslistens opfattelse, at hovedparten af lovforslaget har til hensigt at øge trafiksikkerheden bortset netop fra forslaget om at give mulighed for, at de lokale myndigheder kan bestemme, at hyrevogne må benytte de for busser særligt anlagte baner. Denne del af lovforslaget vil på ingen måde fremme trafiksikkerheden, og der bør derfor efter forslagsstillernes mening være mulighed for særskilt at tage stilling til dette forslag.
Til nr. 3 Efter Fremskridtspartiets opfattelse vil en nedsættelse af promillegrænsen fra 0,8 til 0,5 ikke have nogen betydning i forhold til dem, der alligevel kører i spirituspåvirket tilstand. Med ændringsforslaget foreslås det derfor, at den foreslåede nedsættelse udgår.
Fremskridtspartiet mener endvidere, at de apparater, der tænkes anvendt til at måle alkoholkoncentrationen i udåndingsluften, er så usikre i deres målinger, at det er helt urimeligt at lægge disse apparaters målinger til grund for bedømmelsen af en eventuel færdselslovsovertrædelse. Derfor foreslås det også, at de punkter i lovforslaget, der indfører sådanne målinger, udgår.
Til nr. 4 og 5 Centrum-Demokraternes medlem af udvalget finder ikke, at der er tilstrækkeligt belæg for at antage, at den foreslåede nedsættelse af promillegrænsen vil have en mærkbar effekt på trafiksikkerheden. Det foreslås derfor, at forslaget om nedsættelse af promillegrænsen tages ud af lovforslaget.
Et mindretal i Centrum-Demokraternes folketingsgruppe vil stemme for den foreslåede nedsættelse af promillegrænsen.
Til nr. 6 Udgangspunktet er, at alkoholindtagelse og førsel af et motordrevet køretøj ikke hører sammen.
Imidlertid skal forslaget om en promillegrænse på 0 ikke forstås som en videnskabelig 0,0 promille, idet forslagsstillerne erkender, at f.eks. visse næringsmidler og medicinrester kan være skyld i udslag, der skal accepteres. Sådan som tilfældet er det i andre lande, hvor man har tilsvarende regler, vil udslag på indtil 0,2 promille således ligge inden for det tilladte område.
Til nr. 7 Østre Landsret har i en udtalelse over lovforslaget peget på, at der er uoverenstemmelse mellem formuleringen af forslagets bestemmelse om skærpet straf ved spiritus- og promillekørsel i brugsstjålet køretøj og de tilhørende bemærkninger. Landsretten henviser til, at det fremgår af bemærkningerne, at der uden skærpende omstændigheder skal kunne idømmes hæftestraf ved spirituskørsel i f.eks. intervallet 1,20-1,50, men som lovteksten er formuleret, kan der kun idømmes hæftestraf, hvis der foreligger skærpende omstændigheder.
Da hensigten med forslaget er en generel skærpelse af straffen for spiritus- og promillekørsel i brugsstjålet køretøj, også uden at der foreligger skærpende omstændigheder, foreslås bestemmelsen ændret for at sikre, at der kan idømmes hæfte og fængsel, selv om der ikke foreligger skærpende omstændigheder.
Til nr. 8 Fremskridtspartiet finder, at den oprindelige udmelding til veteranbilklubber m.fl. om prisen for de historisk korrekte emaljenummerplader bør opretholdes. Derfor foreslås prisen for disse nummerplader nedsat til 450 kr. pr. stk.
Til nr. 9 Den nuværende producent af pladerne har over for Rigspolitiet foretaget en fornyet økonomisk kalkule af omkostningerne for fremstilling af historisk korrekte emaljenummerplader, som bygger på fremstilling af 500 til 2000 plader.
Der vil herefter være mulighed for at nedsætte prisen med 250 kr. for en enkelt plade og 500 kr. for et sæt i forhold til den pris, der er foreslået i lovforslaget. På baggrund heraf foreslås det at ændre forslaget, således at »tillægsprisen« for en historisk korrekt nummerplade fastsættes til 650 kr. og for et sæt til 1300 kr.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Helen Jørgensen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Pia Kjærsgaard (DF) Erling Oxdam (V) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP)
Ingen
Nr BTL 176
Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Spiritus- og promillekørsel, mobiltelefoner m.v.)
Nr L 176 1996-97, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19970515