1996 BTL 161 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (ÆNDRING AF AMTSKOMMUNAL UDLIGNING AF UDGIFTER TIL DET TEKNISKE OMRÅDE - VEJAFTALEN) NR L 161 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål og indenrigsministerens svar herpå
Spørgsmål nr. 2
De i lovforslagets bilag 2 om de amtskommunale virkninger af forslaget synes beregnet på 1997-tal. Da forslaget først får virkning for 1998, ønskes en tilsvarende beregning for 1998.
Svar
Som anført i lovforslaget bygger beregningerne på nogle opstillede forudsætninger om, hvordan vejudgifter svarende til den økonomiske kompensation for de berørte veje fordeler sig mellem amtskommunerne.
De anførte merudgifter for amtskommunerne er således beregnet med udgangspunkt i den aftalte kompensation på 275 mio. kr. og nogle forudsætninger om, hvorledes vejudgifterne afhænger af bl.a. vejlængde (sporlængde) og benyttelse (trafikarbejde). Talgrundlaget er baseret på Vejdirektoratets seneste opgørelse og må anvendes, hvad enten beregningen skal anvendes for 1997 eller 1998.
Med hensyn til tilpasningen af udgiftsbehovsudligningen (indførelse af nyt kriterium for det tekniske område) er beregningen af de byrdefordelingsmæssige konsekvenser i lighed med sædvanlig praksis foretaget ved at se på ændringer i forhold til de senest opgjorte tilskuds- og udligningsbeløb.
Dette indebærer, at der er taget udgangspunkt i tilskud og udligningsbeløbene for 1997. Det kan oplyses, at tilskud og udligning for 1998 først vil være opgjort i slutningen af juni måned i år.
Indenrigsministeriet skønner dog ikke, at nye oplysninger, når disse foreligger, vil ændre beregningerne af de byrdefordelingsmæssige konsekvenser nævneværdigt.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og indenrigsministerens svar
herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Amtsrådsforeningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af udvalget) er tilhænger af, at statsveje overføres til amtskommunerne som et led i decentraliseringen. Imidlertid er der i den foreliggende aftale mellem regeringen og Amtsrådsforeningen en række skævheder, som medfører, at Venstre vil opfordre aftaleparterne til at genforhandle dele af aftalen i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger.
Da aftalens ikrafttræden er blevet udsat til 1. januar 1998, giver det gode muligheder for at genforhandle de forhold, der under 1. behandling og den efterfølgende udvalgsbehandling har afdækket en påfaldende økonomisk ubalance i den aftalte kompensation til de enkelte amter.
Venstre peger på muligheden af, at der for at skabe bedre balance mellem amternes opgaver og udgifter kan udtages en række vejstykker af aftalen, således at disse opretholdes som statsveje og -broer. Det kunne f.eks. være: Ønslev-Gedser (E55), Tønder-Nørresundby (rute 11), Esbjerg-Viborg (rute 12), Vejle-Sønderup (rute 13), Grenå-Århus (rute 15), Grenå-Randers (rute 16), Ebeltoft Færgehavn-Randers (rute 21), Kalundborg-Næstved-Sydmotorvejen (rute 22), Røllum-Sønderborg (rute 41), Kronprins Frederiks Bro (Frederikssund), Dr. Alexandrines Bro (Møn), Storebro (Stege), Alssundbroen, Egernsundbroen, Hadsundbroen og Aggersundbroen.
Aftalen fritager også staten for en række planlagte anlægsinvesteringer. Enkelte amter, som f.eks. Ribe og Frederiksborg Amter, rammes urimelig hårdt ved amternes overtagelse af vejadministrationen.
Det er mindretallets vurdering, at vægtningen af de enkelte udgiftsområder i den amtskommunale udligning, som det fremgår af skemaet i forbindelse med bemærkningerne til L 161, bør inddrages i den endelige løsning.
Da aftalen først effektueres i 1998, bør det også understreges, at opgørelsen af den amtskommunale virkning af aftalen, som det kommer til udtryk i bilag 2 til L 161, er beregnet på 1997-tal. Det fremgår af indenrigsministerens besvarelse af spørgsmål 2 fra Kommunaludvalget, der er optrykt som bilag til betænkningen, vedrørende virkningen for 1998, at denne først vil være opgjort ved udgangen af juni 1997. Det er bekymrende, at de økonomiske virkninger for 1998 ikke er oplyst ved lovforslagets vedtagelse.
Som et minimum bør så omfattende en aftale rumme en bestemmelse om, at den enkelte amtskommunes byrdefordelingsmæssige tab ikke må overstige f.eks. 0,02 pct. af beskatningsgrundlaget.
For så vidt angår en del af den økonomiske ubalance, der er i aftalen de enkelte amter imellem, opfordrer mindretallet Amtsrådsforeningens medlemmer til at afklare disse forhold internt.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Klaus Hækkerup (S) fmd. Erling Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Holger Graversen (S) Ole Stavad (S) Kristen Touborg (SF) Dorit Myltoft (RV) Dorte Bennedsen (S) Villy Søvndal (SF) Else Winther Andersen (V) Helge Sander (V) Mariann Fischer Boel (V) Jens Vibjerg (V) Pia Christmas-Møller (KF) Chr. O. Aagaard (KF) Jens Jørgensen (KF) Poul Nødgaard (DF) nfmd. Fremskridtspartiet, Enhedslisten og Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 161
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner (Ændring af amtskommunal udligning af udgifter til det tekniske område - vejaftalen)
Nr L 161 1996-97, 1. samling
Afgivet af Kommunaludvalget
Afgivet: 19970515