Legislator Case Law & Legislation
199614K00156 DK

1996 BTL 156 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. (OPFYLDELSE AF BESKÆFTIGELSESKRAVET EFTER SYGDOM, BARSEL, BØRNEPASNINGSORLOV M.V.) NR L 156 1996-97, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1996 156 Valid

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 8

Ministeren henviser i sit svar på spørgsmål 6 (jf. bilag 11) til svaret på spørgsmål 5, hvoraf det fremgår, at et medlem vil kunne få ret til dagpenge med tilbagevirkende kraft fra lovens fremsættelse (30. januar). Hvorledes er et medlem, der ikke har været dagpengeberettiget fra den 1. januar 1997, stillet?

Svar

Jeg går ud fra, at der i spørgsmålet sigtes til et medlem, der er blevet ledig mellem 1. januar og 30. januar, men ikke opfyldte beskæftigelseskravet på 52 ugers arbejde inden for 3 år.

Det foreslåede virkningstidspunkt for lovforslaget betyder, at medlemmer, der er blevet ledige i perioden 1. januar til 30. januar, og som ikke opfyldte beskæftigelseskravet p.g.a. f.eks. børnepasningsorlov, ikke kan få dagpenge for denne periode.

Når lovforslaget forhåbentlig træder i kraft, vil disse medlemmer kunne opnå ret til en dagpengeperiode fra den 30. januar, selv om ledigheden er indtrådt tidligere - selvfølgelig forudsat at medlemmet fortsat kan opfylde beskæftigelseskravet den 30. januar.

Betænkning over lovforslag 1996 156 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Et af disse spørgsmål og arbejdsministerens svar herpå

er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Den Kristelige Fagbevægelse.

Der er af arbejdsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af arbejdsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) havde gerne set, at flere grupper var kommet ind under den foreslåede ordning. Det gælder mennesker, der har været på

- sabbatorlov,

- påbegyndt SU-berettiget uddannelse,

- uddannelse med godtgørelse i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.,

- ikke sammenhængende sygdomsperioder af mindre end 4 ugers varighed.

Dertil kommer, at mindretallet finder, at det er et problem, at personer, der er faldet ud af dagpengesystemet i perioden 1. januar 1997 til 30. januar 1997, stilles ringere end personer i samme situation både før og efter dette tidsrum. Mindretallet har dog bemærket, at de pågældende har mulighed for at få foretaget en ny beregning, således at de kan opnå ret til en dagpengeperiode fra den 30. januar 1997.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Mindretallet understreger, at der i forbindelse med finanslovsforliget for 1996 blev strammet op i reglerne, så man skulle have 52 ugers beskæftigelse inden for 3 år for at få adgang til dagpengesystemet ved førstegangsoptjeningen, ligesom der krævedes 52 ugers beskæftigelse for genoptjening af retten til dagpenge inden for ydelsesperioden.

Der blev altså skærpet, så man skulle have haft beskæftigelse 1/3 af tiden frem for 1/6 af tiden. Efter at loven er begyndt at virke, er nærværende lovforslag blevet fremsat. Lovforslaget vil underminere den aftale, som blev indgået mellem Det Konservative Folkeparti og regeringen omkring finansloven for 1996, og opfattes som direkte forligsbrud på finanslovaftalen.

Venstre og Det Konservative Folkeparti har, efter at loven er begyndt at virke med de skærpede krav, erfaret, at visse grupper kan blive ramt, og er derfor indstillet på at lempe reglerne i følgende tilfælde: Hvor der er tale om perioder med støtte til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn efter lov om social bistand, hvor der er tale om perioder med støtte til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem efter lov om social bistand, og perioder med fravær på grund af barsel eller adoption efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftligelse og barselorlov.

Derimod kan Venstre og Det Konservative Folkeparti ikke acceptere, at der uden disse partiers accept åbnes op for lempelser for nye grupper, der er blevet ramt af finanslovaftalen for 1996.

Såfremt lovforslaget vedtages uden det af Venstre og Det Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag, så er det et klart brud på det forlig, Det Konservative Folkeparti indgik med regeringen om finansloven for 1996.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet tiltrådte ændringsforslag.

Mindretallet bemærker i øvrigt, at for Fremskridtspartiet er det vigtigt, at lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er indrettet på en sådan måde, at de personer, som har valgt at passe et handicappet eller alvorligt sygt barn eller passe en nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem, ikke skubbes ud af forsikringsordningen.

Fremskridtspartiet kan derfor støtte det meste af lovforslaget. Fremskridtspartiet er dog ikke indstillet på, at personer, som har valgt at tage orlov, skal være omfattet, idet Fremskridtspartiet principielt er imod skatteyderbetalt orlov.

Da ændringsforslaget fra Venstre og Det Konservative Folkeparti næppe bliver vedtaget, vil Fremskridtspartiet ved 3. behandling stemme imod det samlede lovforslag, jf. ovenstående sondring mellem de positive og de negative dele af lovforslaget.

ÆndringsforslagAf et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (FP)

Til § 1 1) I det under nr. 1 foreslåede § 53, stk. 6, udgår nr. 1, 4 og 5.

Af arbejdsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)

Til § 2 2) Paragraffen affattes således

»§ 2 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Loven har virkning fra den 30. januar 1997.«

Bemærkninger

Til nr. 1 Forslagsstillerne finder ikke, at det skærpede regelsæt omkring 52-ugers-reglen, som blev vedtaget i forbindelse med finansloven for 1996, skal have virkning for personer, der passer handicappet eller alvorligt sygt barn, personer, der bistår nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, samt personer på barsel.

Til nr. 2 Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende med virkning fra fremsættelsen den 30. januar 1997.

Derved sikres det, at medlemmer, der er omfattet af lovforslaget, og som er ledige i perioden fra den 30. januar til lovens bekendtgørelse i Lovtidende, vil kunne få ret til dagpenge med tilbagevirkende kraft.

Det er en forudsætning for ret til dagpenge med tilbagevirkende kraft, at medlemmet i øvrigt opfyldte betingelserne for ret til dagpenge, herunder at medlemmet ved en konkret vurdering kan godtgøre at have stået til rådighed i ledighedsperioden.

Jan Petersen (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Addi Andersen (CD) Helge Sander (V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Bendt Bendtsen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Tom Behnke (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1996 156 Valid

Nr BTL 156

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Opfyldelse af beskæftigelseskravet efter sygdom, barsel, børnepasningsorlov m.v.)

Nr L 156 1996-97, 1. samling

Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19970507

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →