1996 BTL 137 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNERNES STYRELSE (FORVALTNINGSREVISION M.V.) NR L 137 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 4
Medfører statsrevisorernes anbefalinger altid lovgivning?
Svar
Jeg skal bemærke, at langtfra alle anbefalinger fra statsrevisorerne har karakter af anbefalinger om tilvejebringelse af lovgivning.
Statsrevisoratet har oplyst, at der ikke i statsrevisoratet er foretaget en opgørelse over, i hvilket omfang statsrevisorernes anbefalinger har medført lovgivning.
Ændringsforslag
Af Aage Brusgaard (FP)
Til § 1 1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. § 42, stk. 2, 1. pkt., affattes således
»Revisionen skal omfatte alle under kommunalbestyrelsen henhørende regnskabsområder samt regnskaber for selvejende institutioner, med hvilke kommunalbestyrelsen har indgået overenskomst med henblik på opfyldelsen af de i lovgivningen pålagte forpligtelser.«»
Bemærkninger
Til nr. 1 Efter Fremskridtspartiets opfattelse bør der også indføres forvaltningsrevision i kommunale fællesskaber og halvkommunale institutioner m.v. som f.eks. affaldssorteringsfællesskaber, trafikselskaber og lignende. Ændringsforslaget har til formål at pålægge også disse institutioner og selskaber m.m. forvaltningsrevision.
Selv om forvaltningsrevisionen gøres obligatorisk også for disse kommunale fællesskaber og halvkommunale institutioner m.v., vil det efter Fremskridtspartiets opfattelse ikke hindre de pågældende institutioner og selskaber i selv at beslutte, hvem der skal udføre revisionen, forudsat at der er tale om en sagkyndig revision, der kan godkendes af tilsynsmyndigheden, jf. § 42, stk. 1.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget to skriftlige henvendelser fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen af Registrerede Revisorer.
Et af udvalgets spørgsmål og indenrigsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet finder, at forvaltningsrevision er et godt styringsmiddel for den kommunale forvaltning. Mindretallet mener også, det er positivt, at mere end 200 kommuner efterhånden ad frivillighedens vej har indført forvaltningsrevision for at udnytte ressourcerne bedst muligt.
Ved en frivillig mulighed for kommunerne findes den bedste motivation til at få det maksimale udbytte af en given revisionsrapport.
Den maksimale kvalitet opnås ikke ved statslig centralstyring, men derimod ved at kommunerne selv finder frem til de effektive redskaber som f.eks. udlicitering og privatisering.
Mindretallet finder det betænkeligt, at man ad lovgivningens vej vil pålægge samtlige kommuner pr. dato at indføre forvaltningsrevision på alle områder.
Endelig finder mindretallet, at lovforslaget udtrykker en umyndiggørende holdning i forhold til det kommunale selvstyre, idet det er mindretallets opfattelse, at de kommunale råd allerede i dag er deres ansvar bevidst om bedst mulig ressourceudnyttelse.
Klaus Hækkerup (S) fmd. Erling Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Holger Graversen (S) Ole Stavad (S) Kristen Touborg (SF) Dorit Myltoft (RV) Dorte Bennedsen (S) Villy Søvndal (SF) Else Winther Andersen (V) Helge Sander (V) Mariann Fischer Boel (V) Jens Vibjerg (V) Pia Christmas-Møller (KF) Torben Rechendorff (KF) Jens Jørgensen (KF) Poul Nødgaard (DF) nfmd.
Fremskridtspartiet, Enhedslisten og Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 137
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse (Forvaltningsrevision m.v.)
Nr L 137 1996-97, 1. samling
Afgivet af Kommunaludvalget
Afgivet: 19970403