Legislator Case Law & Legislation
199614K00129 DK

1996 BTL 129 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER (REGULERING AF FYLDJORD I RÅSTOFGRAVE) NR L 129 1996-97, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1996 129 Valid

Bilag

Et brev med en orientering om det videre arbejde med lovgivning om forurenet jord, som miljø- og energiministeren har sendt til udvalget den 24. oktober 1996

Miljø & Energiministeriet

Departementet Den 24. oktober 1996

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Orientering om det videre arbejde med lovgivning om forurenet jord

På vores uformelle møde den 9. oktober 1996 orienterede jeg med udgangspunkt i lovprogrammet udvalget om kommende initiativer i indeværende folketingssamling. I fortsættelse heraf skal jeg, for så vidt angår jordforureningsområdet, resumere mine overvejelser, samt mine planer for det videre arbejde.

Jordforureningsudvalget afgav den 1. marts 1996 betænkning om forurenet jord. Udvalget har gennemført et meget omfattende og grundigt arbejde, som viser de samlede problemstillinger omkring forurenet jord, og har fremlagt et forslag til en samlet lovgivning.

Jeg orienterede Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om betænkningen i et brev af 6. marts 1996, og betænkningen blev derefter udsendt i en bred høring.

I et brev af 27. marts 1996 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg oplyste jeg, at jeg fandt det vigtigt at forlænge Miljøstyrelsens høringsfrist, således at høringsparterne og andre interesserede fik bedre tid til at tage stilling til de mange problemstillinger, som betænkningen behandler. Udvalget har fået tilsendt en kopi af høringssvarene, samt en uformel mundtlig orientering fra Miljøstyrelsen om resultatet af høringen.

Det materiale, der nu ligger, har overbevist mig om, at der er behov for en samlet lovgivning på området, og at udvalgets arbejde er et godt grundlag herfor.

På flere punkter fremgår det imidlertid af betækningen, at Jordforureningsudvalget har forudsat, at der gennemføres et betydeligt analyse- og udviklingsarbejde og en række faglige vurderinger, førend en samlet lovgivning kan omsættes til administrativ praksis.

Efter min opfattelse bør de væsentligste resultater af dette arbejde foreligge, når Folketinget skal tage stilling til en ny, samlet lovgivning om jordforurening. Konsekvenserne af en ny lovgivning bør således ligge belyst - ikke alene vedrørende den juridiske side af sagen, men også hvilke fysiske og faktiske konsekvenser en sådan samlet løsning vil få for miljøet. Værditabsproblemerne bør også yderligere belyses.

Det materiale, der skal tilvejebringes - som også påpeget af Jordforureningsudvalget - er

- Kriterier for, hvornår og i hvilket omfang en jordforurening skal renses op, og hvornår der kan anvendes andre tiltag end oprensning for at imødegå forureningsproblemerne. På dette punkt er der heller ikke i udlandet mange erfaringer, som er anvendelige under danske forhold. Vi må i Danmark derfor selv arbejde videre med at få fastsat disse kriterier.

- Kriterier for bortskaffelse af forurenet jord, så det sikres, at jordflytninger ikke skaber nye forureninger - og kriterier og regler for, hvor den lettere forurenede jord kan placeres.

- Bedre analyse- og prøvetagningsmetoder.

- Udvidede forsikringsmuligheder til dækning af de omkostninger, der følger af påbud - og de økonomiske konsekvenser skal afdækkes.

- Herudover er der behov for at vurdere værditabsproblemerne. Der er iværksat et udvalgsarbejde under Skatteministeriet, der skal beskrive konsekvenserne for den 20. alm. vurdering af jordforureningsproblemerne.

- Der er igangsat et udredningsarbejde, der skal belyse, hvordan man kan sikre områder med særlige drikkevandsinteresser mod forurening og vurdere forskellige modeller til støtte for især de små vandværker. Et drikkevandsudvalg følger arbejdet, og dette skal eventuelt følges op af lovgivningsinitiativer.

Jeg har derfor besluttet, at resultaterne af disse initiativer skal foreligge, når der fremsættes et lovforslag om forurenet jord. Det forventes at være tilfældet i efteråret 1997. Ved således at vende processen om vil Folketinget få et langt mere fyldestgørende grundlag at træffe beslutning på, således at virkningerne i den virkelige verden kan præsenteres samtidig med lovforslaget.

Samtidig skal der naturligvis tages højde for, at der ikke i den mellemliggende tid sker nye skader på miljøet på grund af forurening. Det er derfor min hensigt at iværksætte følgende initiativer

- Fremsætte et lovforslag, som regulerer tilførslen af jord til råstofgrave.

- Skærpe reglerne om olietanke. Jeg har derfor bedt Miljøstyrelsen om at komme med forslag til skærpede regler for olietanke med tilhørende rørsystemer for at forebygge uheld med olietanke i fremtiden.

- Fremsætte lovforslag om etablering af en Vandfond. Der afsættes 25 mill. kr. til fonden i 1997 og 70 mill. kr. de følgende år. Størstedelen af midlerne fra Vandfonden skal gå til grundvandsbeskyttelse og anvendes til at afhjælpe især de små vandværkers økonomiske problemer, ved for eksempel etablering af nye vandindvindingsboringer.

- Færdiggøre revurderingen af pesticider. Yderligere 12 aktivstoffer er for kort tid siden blevet forbudt, men revurderingen for de øvrige stoffer, der anvendes i landbrug og haver m.v., forventes afsluttet i starten af 1997. Også Pesticidhandlingsplanen, der udløber den 1. januar 1997, vil blive fulgt op med nogle forslag omkring midten af 1997.

- Begrænse forbruget af pesticider på offentlige arealer. En undersøgelse fra juli 1996 om brugen af pesticider på det offentliges arealer viste, at det offentlige forbrug p.t. alene udgør 0,8 pct. af det samlede forbrug i Danmark. Jeg kan tilføje, at brugen af bekæmpelsesmidler på landbrugsarealer, der drives af Skov- og Naturstyrelsen, senest vil ophøre ved årsskiftet 1996/97. For bortforpagtede arealer vil dette blive gennemført i takt med, at forpagtningskontrakterne fornys. Herudover vil der blive fremlagt en strategi for nedbringelse af brugen af bekæmpelsesmidler på Skov- og Naturstyrelsens skovarealer.

Den opgave, vi står over for at løse, er overordentlig vanskelig med samfundsøkonomiske konsekvenser, der rækker ud i fremtiden. Jeg lægger derfor vægt på, at en samlet lovgivning om jordforureningen til sin tid kan samle bred opbakning i Folketinget.

Svend Auken

Lars V. Hindkjær

Betænkning over lovforslag 1996 129 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra

Dansk Grusindustri A/S,

Dansk Industri,

Danske Vandværkers Forening og

De Sammensluttede Vognmænd af 13-7-76 A/S.

Der er af miljø- og energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et brev med en orientering om det videre arbejde med lovgivning om forurenet jord, som miljø- og energiministeren har sendt til udvalget den 24. oktober 1996, er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

Mindretallet er helt enig i, at der er behov for en samlet lovgivning om jordforurening. Problemet er komplekst og alvorligt, hvorfor det er vigtigt, at der også findes en samlet løsning, så det kan sikres, at der er en indre sammenhæng mellem de enkelte dele.

I den affattelse, som lovforslaget har med de stillede ændringsforslag, har regeringen i alt for høj grad slået fast, at den ønsker at se på jordforureningsproblematikken element for element. Dette er specielt betænkeligt, da baggrunden for at kunne fremsætte den samlede lov er gennemførelsen af et betydeligt analyse- og udviklingsarbejde, som altså mangler på det foreliggende område.

Mindretallet finder det miljømæssigt betænkeligt, at der på et meget løst grundlag skal transporteres store mængder jord - mere end de oprindelige 2 mio. m3 - over lange afstande. Mindretallet finder det også utilfredsstillende, at lovforslaget ikke har været sendt til høring hos de berørte parter. Det er en kedelig linje at slå ind på, for når borgerne belastes både med hensyn til længden af aftaletiden og økonomisk, så burde de også have mulighed for at blive hørt.

Mindretallet ønsker fortsat, at Danmark skal have en grundvandsbeskyttelse, der sikrer fremtidens drikkevand, men mindretallet mener, at der skal være sammenhæng i lovgivningen også på jordforureningsområdet.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

ÆndringsforslagAf miljø- og energiministeren, tiltrådt af et mindretal (S, SF, RV og EL)

Til § 1 1) Den under nr. 1 foreslåede § 20 a affattes således

»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave er forbudt.

Stk. 2. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbudet, såfremt

1) råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden den 1. januar 1998 forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende tilførsel af jord til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1,

2) råstofindvinderen eller grundejeren med væsentlige økonomiske tab til følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen, som de efter hidtil gældende regler har haft særlig grund til at påregne, eller

3) der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af grundvand, der forventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod.

Stk. 3. En dispensation efter stk. 2 kan indeholde vilkår, herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om uforurenet jord.

Stk. 4. Ansøgning om dispensation, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, har opsættende virkning, såfremt ansøgning vedlagt dokumentation for kontraktmæssige forpligtelser eller dokumentation for forventninger om den fremtidige udnyttelse af ejendommen og påberåbte økonomiske tab fremsendes til amtsrådet inden den 1. oktober 1997. Amtsrådet kan som betingelse for opretholdelse af den opsættende virkning fastsætte vilkår, herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om uforurenet jord.«

Til § 3 2) Paragraffen affattes således

»§ 3 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 20 a, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 3. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse på aftaler, der indgås efter den 18. december 1996.«

Bemærkninger

Til nr. 1 Ad § 20 a, stk. 1

I det fremsatte lovforslag foreslås forbud mod tilførsel af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave, der ligger i områder med særlige drikkevandsinteresser. Omfanget af dette forbud tager udgangspunkt i områdeudpegningen i Regionplan 1997.

Ændringsforslaget indeholder i § 20 a, stk. 1, et forbud mod tilførsel af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave, uanset beliggenhed. Ændringsforslaget tager dermed udgangspunkt i en generel beskyttelse af drikkevandsinteresser og ikke i sondringen mellem områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og øvrige områder. Dette betyder, at det generelle forbud kommer til at omfatte alle råstofgrave.

Ad § 20 a, stk. 2

Med ændringsforslaget udgår den i lovforslaget foreslåede § 20 a, stk. 2. Denne ændring er en konsekvens af, at der indføres et generelt forbud, som ikke er relateret til amtskommunernes udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser efter Regionplan 1997. Forbudets ikrafttræden kommer herefter til at fremgå direkte af loven, jf. ændringsforslag nr. 2. Den individuelle underretning af de berørte råstofindvindere, således som angivet i lovforslagets § 20 a, stk. 2, er derfor overflødig. For så vidt angår ikrafttrædelsen af forbudet henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 2.

Forslaget til ændring af lovforslagets § 20 a, stk. 3, der herefter bliver stk. 2, indeholder for det første en teknisk ændring, idet bestemmelsen nu er udformet med en nummerering. Baggrunden for denne ændring er, at det af bestemmelsen klart bør fremgå, at den indeholder flere muligheder for dispensation, idet adgangen til at meddele dispensation foreslås udvidet. Endvidere er nummerering hensigtsmæssig, idet det foreslås, at kun ansøgning om dispensation efter ændringsforslagets § 20 a, stk. 2, nr. 1 og 2, tillægges opsættende virkning.

Lovforslaget indeholder i den foreslåede § 20 a, stk. 3, en mulighed for amtsrådet til at meddele dispensation fra forbudet, hvor der er indgået kontrakter eller aftaler, der forpligter til at tilføre råstofgraven jord, eller hvis et forbud rent økonomisk rammer den enkelte særlig hårdt. Det er i bemærkningerne til lovforslaget anført, at den situation, hvor forbudet medfører et væsentligt økonomisk tab for grundejeren eller råstofindvinderen, og hvor denne havde en berettiget forventning om en bestemt udnyttelse af ejendommen, forventes at foreligge i yderst sjældne tilfælde. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Denne mulighed for dispensation fastholdes i ændringen af lovforslaget.

Ændringsforslaget indfører en udvidet adgang til at meddele dispensation, således at amtsrådet også kan meddele dispensation til at modtage jord i de råstofgrave, hvor der ikke er vandindvindingsinteresser, eller andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod. Det vil som udgangspunkt betyde, at der for eksempel ikke vil kunne meddeles dispensation, hvis jordtilførslen til råstofgraven kan forurene vandindvindingsanlæg, der kan være såvel vandforsyninger som enkeltboringer, eller hvis jordtilførslen vil udgøre en risiko for vandmiljøet for eksempel en nærliggende recipient.

Ved amtsrådets vurdering af, i hvilke tilfælde der kan meddeles dispensation, skal det sikres, at der ikke er risiko for forurening af grundvand, der indvindes til drikkevand, eller som forventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning. Til grundvand, som forventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, skal i den forbindelse - ud over grundvandsmagasiner, som det konkret er planlagt at udnytte - regnes alle grundvandsmagasiner, der er egnede til drikkevandsproduktion. Fastlæggelsen af indvindingsoplande for vandværkerne indgår i amtskommunernes overvågning af grundvandet og er allerede foretaget mere eller mindre detaljeret af de fleste amtskommuner. Det er imidlertid ikke muligt helt præcist at fastlægge afgrænsningen af indvindingsoplandet til et bestemt vandværks indvindingsboringer, men det vil kunne indgå som grundlag for konkrete vurderinger af grundvandsinteresserne omkring den enkelte råstofgrav.

Ad § 20 a, stk. 3

I lovforslagets § 20 a, stk. 4, der bliver stk. 3, er der mulighed for, at en dispensation kan meddeles på vilkår om for eksempel, at modtageren af jorden for egen regning skal dokumentere, at jorden overholder de fastsatte vilkår i råstoftilladelsen - herunder at jorden er ren, jf. bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser. Denne bestemmelse foreslås fastholdt.

Amtsrådets afgørelser om dispensation vil kunne påklages efter miljøbeskyttelseslovens almindelige regler om klageberettigede personer og organisationer, jf. miljøbeskyttelseslovens kapitel 10, som skal ses i sammenhæng med miljøbeskyttelseslovens almindelige regler om underretning om afgørelser, jf. miljøbeskyttelseslovens kapitel 11.

Amtskommunerne foretager en årlig indberetning til Miljøstyrelsen om de meddelte dispensationer, således at styrelsen kan følge udviklingen på området. Formålet med en sådan indberetning er at sikre, at de enkelte amtskommuner meddeler dispensationerne således, at de hensyn, der er angivet i lovforslaget, tilgodeses.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det kun er ca. 1/3 af de ca. i alt 1000 igangværende råstofgrave, der rent faktisk modtager jord. Det skyldes, at Skov- og Naturstyrelsen allerede i 1994 henstillede til amtskommunerne, at der i forbindelse med nye tilladelser efter råstofloven eller ved fornyelser af tilladelser indsattes som fast vilkår, at der ikke måtte modtages jord uden særlig tilladelse.

Konsekvensen af ændringsforslaget vil derfor være, at forbudet i praksis får betydning for disse ca. 300 råstofgrave. Det må forventes, at der i en væsentlig del af disse 300 tilfælde vil blive søgt dispensation. Det er ikke muligt at skønne, i hvilket omfang amtsrådene vil meddele dispensation, idet det beror på helt konkrete vurderinger af bl.a. grundvandsinteresserne omkring den enkelte råstofgrav.

I det omfang, jorden ikke længere kan placeres i råstofgravene, skal der findes egnede alternative placerings- eller anvendelsesmuligheder.

I lovforslagets bemærkninger er det på grundlag af en undersøgelse udført i 1994 skønnet, at gennemførelsen af forbudet mod deponering af jord i råstofgrave i områder med særlige drikkevandsinteresser vil medføre, at der skal findes alternative placeringsmuligheder til maksimum 2 mio. m3 jord pr. år, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Skønnet bygger på en spørgeskemaundersøgelse, hvor amtskommunerne vurderede, hvilke råstofgrave der ikke burde modtage fyldjord. Amtskommunerne har ved vurderingen bl.a. taget hensyn til, om råstofgravene ligger i nuværende eller fremtidige vandindvindingsområder, og om de ligger i sårbare grundvandsområder.

Det samme grundlag kan derfor anvendes, når der skal foretages et skøn over ændringsforslagets konsekvenser, idet 1994-undersøgelsen ikke relaterede sig til udpegningen af områder med særlige drikkevandsinteresser, men byggede på amtskommunernes eksisterende grundlag for vurdering af bl.a. grundvandsinteresserne. Dette betyder, at konsekvenserne af ændringsforslaget i forhold til hvor store mængder jord, der vil være omfattet af forbudet, vil blive de samme ca. 2 mio. m3 jord.

I lovforslaget har det været forudsat, at denne jord skal bortskaffes til andre lokaliteter, og der er peget på råstofgrave, der fortsat må modtage jord (råstofgrave, der ligger uden for områder med særlige drikkevandsinteresser), eller alternative anvendelses/bortskaffelsesmuligheder svarende til de muligheder, der allerede udnyttes i stort omfang.

Det bemærkes, at en stor del af råjordsmængden vil kunne indgå i egentlige anlægsarbejder eller i særlige råjordsdepoter. Det er normalt for større anlægsarbejder, at der indbygges råjord i opfyldninger, vejdæmninger og jordvolde, også råjord der stammer fra udgravningsarbejder andre steder. Samlet vurderes lovforslaget at indebære et øget incitament til genanvendelse af råjord lokalt.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget er det endvidere anført, at der på landsplan vil være tilstrækkelig kapacitet i de råstofgrave, der ikke omfattes af forbudet, men at der kan være regionale forskelle.

Det vurderes, at den ændrede dispensationsadgang, som er angivet i ændringsforslaget, vil indebære, at der på landsplan fortsat vil være tilstrækkelig kapacitet i de råstofgrave, der herefter gerne må modtage jord, men at der kan være kapacitetsproblemer knyttet til hovedstadsregionen og Århusområdet. Århus Kommune har etableret den såkaldte »Grimhøj«, der er et opfyldningsområde beliggende i udkanten af byen, og kommunen har planlagt ibrugtagning af et nyt modtageanlæg, som skal erstatte »Grimhøj«. På tilsvarende måde planlægger Københavns Kommune bl.a. etablering af nye opfyldningsmuligheder dels i havneområdet, dels i forbindelse med anlægget af Kalvebod Miljøcenter på Vestamager. Andre kommuner kan, hvis der er behov for det, tænkes at etablere lignende muligheder.

For at sikre at der findes tilstrækkelig kapacitet til placeringen af overskudsjorden skal amtskommunerne medvirke til, at der findes egnede arealer, hvor jorden kan anbringes. De lokale og regionale miljømyndigheder skal ved lokaliseringen af råjordsdepoter foruden hensynet til beskyttelsen af grundvandet også tage hensyn til biologiske, geologiske, kulturhistoriske og landskabelige interesser samt en række interesser, der generelt knytter sig til anvendelsen af et areal. Ved lokaliseringen skal det endvidere vurderes, i hvilket omfang placeringen og anvendelsen af sådanne anlæg er i overensstemmelse med det eksisterende plangrundlag. I nogle tilfælde vil anlæggene sandsynligvis kunne etableres alene ved en landzonetilladelse efter planloven.

Ændringsforslaget vil medføre, at amtskommunerne vil få en mere omfattende arbejdsopgave bestående i behandling af et større antal ansøgninger om dispensation fra forbudet. Det skønnes, at denne opgave vil indebære et øget personalebehov på ca. 2 årsværk i en etårig periode, således at de samlede økonomiske og administrative konsekvenser i amtskommunerne vil udgøre 3 årsværk i en etårig periode og ca. 0,3 mio. kr. til tinglysningsafgifter.

Da antallet af dispensationssager i amterne vil stige, vil det også medføre et større antal klagesager, hvorfor det vil medføre et øget ressourceforbrug i Miljøstyrelsen på ca. 1 årsværk.

Ad § 20 a, stk. 4

Lovforslaget indeholder i § 20 a, stk. 5, der bliver stk. 4, et forslag om, at ansøgning om dispensation tillægges opsættende virkning. Med ændringsforslaget fastholdes denne mulighed, for så vidt angår ansøgninger om dispensation efter ændringsforslagets § 20 a, stk. 2, nr. 1 og 2. Som en konsekvens af, at forbudets ikrafttræden fremgår direkte af loven, og at der ikke længere sker en individuel underretning, er der foreslået en frist for, hvornår ansøgninger om dispensation skal være fremsendt, såfremt de skal kunne tillægges opsættende virkning.

I den situation, hvor en ansøgning om dispensation opfylder betingelserne for at få opsættende virkning, foreslås det, at amtsrådet kan fastsætte vilkår, der sikrer en miljømæssig forsvarlig håndtering af jorden også i den periode, hvor amtsrådet behandler ansøgningen om dispensation. Det kan for eksempel være vilkår om, at modtageren for egen regning og inden for rimelige økonomiske rammer skal dokumentere ved prøvetagning og analyser, at jorden er uforurenet. Denne mulighed for vilkårsfastsættelse svarer i øvrigt til muligheden for at fastsætte vilkår i forbindelse med afgørelse om dispensation, jf. bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser under bemærkningerne til nr. 1.

Ansøgninger om dispensation efter ændringsforslagets § 20 a, stk. 2, nr. 3, tillægges ikke opsættende virkning.

Til nr. 2 Af hensyn til amtskommunernes muligheder for at behandle ansøgninger om dispensation foreslås, at forbudet træder i kraft den 1. januar 1998, således at der bliver en forskudt ikrafttræden af forbudet i forhold til loven, som foreslås at træde i kraft den 1. juli 1997.

Endvidere er datoen for fremsættelsen af lovforslaget indarbejdet i ikrafttrædelsesbestemmelsen.

Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Lis Greibe (S) Inger Bierbaum (S) Peter Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bent Hindrup Andersen (EL) Sonja Albrink (CD) Hans Christian Schmidt (V) Hanne Severinsen (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels Jørgen Langkilde (KF) Gitte Seeberg (KF) Eva Møller (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd.

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1996 129 Valid

Nr BTL 129

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om råstoffer (Regulering af fyldjord i råstofgrave)

Nr L 129 1996-97, 1. samling

Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget

Afgivet: 19970514

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →