1996 BTL 111 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRISKOLER OG PRIVATE GRUNDSKOLER M.V., LOV OM GYMNASIET M.V. OG LOV OM KURSUS TIL HØJERE FORBEREDELSESEKSAMEN OG OM STUDIEFORBEREDENDE ENKELTFAGSUNDERVISNING FOR VOKSNE M.V. (GARANTIORDNING FOR FRIE GRUNDSKOLERS, PRIVATE GYMNASIERS OG PRIVATE HF-KURSERS LÅN I HYPOTEKBANKEN M.V.) NR L 111 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Spørgsmål 2 og 3 samt undervisningsministerens svar herpå og svar på et i samrådet den 17. december 1996 stillet spørgsmål vedrørende forholdene på Samid Skole, Gersonsvej, og Samid Skole på Nørrebro (bilag 13) samt henvendelse fra Samid Skole på Nørrebro 1997 (bilag 8). Spørgsmål 2
»Vil ministeren oplyse, om friskolen Samid Skole - Nørrebro er identisk med Friskolen Al Menar, der med lov nr. 506 af 12. juni 1996 om ændring af lov om friskoler m.v. blev udelukket fra statstilskud? Ministeren bedes herunder oplyse, om det har været overvejet at anvende den i lovforslag L 111 foreslåede dispensationsmulighed også for denne friskole.
Spørgsmålet bedes besvaret inden lovforslagets 2. behandling.«
Svar
Samid Skole på Nørrebro er identisk med friskolen Al Menar. Skolens adresse, Rådmandsgade 58, 2200 København N, fremgår af lov 506, og der er ikke andre skoler på den pågældende adresse. Samid Skole på Nørrebro er dermed omfattet af lov nr. 506 og derfor ikke berettiget til tilskud efter den 31. december 1996.
Skolen blev den 1. februar 1995 anmeldt til Undervisningsministeriet under navnet Al Menar med henblik på at kunne få tilskud med virkning fra den 1. august 1995, men skolen skiftede i begyndelsen af 1996 navn til Samid Skole på Nørrebro.
Det er også fremgået af nogle af mine svar til Uddannelsesudvalget i forbindelse med behandlingen af lovforslag L 268, at Al Menar Skole også benævnes Samid Skole på Nørrebro. Endvidere har Uddannelsesudvalget selv i spørgsmål 130 og 143 ad lovforslag L 268 skrevet: »Al Menar Skolen (Samid Skole, Nørrebro)».
Samid Skole på Gersonsvej 43 i Hellerup blev oprettet i 1981. I 1984 fik skolen i forbindelse med alvorlige økonomiske problemer en ren »Tvind-bestyrelse«, og forældrene har ikke siden været repræsenteret i bestyrelsen. Indtil 1995 havde skolen til huse på Rådmandsgade 58 i lokaler, som ejes af Fælleseje, men flyttede derefter til Gersonsvej 43 i Hellerup, der også ejes af Fælleseje.
Lokalerne i Rådmandsgade 58 blev overtaget af Al Menar/Samid Skole på Nørrebro.
Baggrunden for, at jeg vil anvende dispensationsmuligheden i lovforslag L 111 til at hjælpe eleverne på Samid Skole på Gersonsvej, er først og fremmest, at jeg ved 3. behandling af lovforslag L 268 gav tilsagn om at hjælpe eleverne på denne skole, hvis »historie« adskiller sig fra resten af Tvindskolernes, jf. herom mit svar til Uddannelsesudvalget på spørgsmål 129 ad L 268.
Endvidere tog forældrene fra skolen på Gersonsvej umiddelbart efter vedtagelsen af lov 506 et selvstændigt initiativ, dels til at udskifte den daværende »Tvind-bestyrelse«, således at kun forældre til børn på skolen blev medlemmer af bestyrelsen, og dels at få oprettet en ny skole i lokaler, der ikke ejes af Fælleseje.
Det er således hensigten, at den nye skole, der hedder »Al Quds Skole«, skal starte i lokaler på Theklavej nr. 44-46, 2400 København NV.
Da tilsvarende forhold ikke gør sig gældende for Samid Skole på Nørrebro, agter jeg ikke at anvende dispensationsmuligheden over for denne skole.
Jeg vil i øvrigt gøre opmærksom på, at jeg pålagde alle skoler, der er omfattet af Lov 506, - før skolestart i august måned 1996 - at orientere elever og forældre om, at skolerne ikke ville kunne få tilskud efter den 1. januar 1997. Jeg har efterfølgende sikret mig, at skolerne foretog denne orientering, så alle involverede har altså været orienteret om, at tilskuddet ville blive stoppet.
»Samid Skole på Nørrebro af 1997« anfører i sit brev til Uddannelsesudvalget af 13. december 1996, jf. bilag 8, at såvel forældre som elevgrupperne i de to omhandlede skoler er de samme, og at undervisningsplanerne er de samme. Efter hvad jeg er orienteret om, ligner de to skoler på disse punkter hinanden. En nærliggende mulighed er derfor, at eleverne søger optagelse på den nye »Al Quds Skole« med virkning fra den 1. januar 1997.
Jeg har forhørt mig om spørgsmålet, og svaret er, at »Al Quds« er indstillet på at overtage alle børn fra Samid Skole på Nørrebro. Eleverne har således mulighed for at fortsætte deres skolegang i en privat skole, der er kendetegnet ved de samme forhold, der oprindeligt førte forældrene til at vælge Samid Skole på Nørrebro.
Spørgsmål 3
»Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 13. december 1996 fra Samid Skole på Nørrebro, jf. bilag 8, om muligt inden 2. behandling af L 111.«
Svar
Der henvises til mit svar på spørgsmål 2.
I forbindelse med behandlingen af L 111 Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om gymnasiet m.v. og lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v. har Folketingets Uddannelsesudvalg i samråd den 17. december 1996 stillet mig spørgsmål vedrørende forholdene på Samid Skole, Gersonsvej og Samid Skole på Nørrebro.
Svar
Ansøgningstidspunkter
Forældrene til eleverne fra Samid Skole, Gersonsvej 43, tog kontakt til Undervisningsministeriet umiddelbart efter vedtagelsen af lov nr. 506 af 12. juni 1996 med henblik på at oprette en ny fri grundskole med start den 1. januar 1997.
Forældrene tog endvidere initiativ til afholdelse af generalforsamling, hvor der blev valgt en helt ny skolebestyrelse, som alene bestod af forældre til børn på skolen.
Forældrene stiftede efter sommerferien en ny skole, Al Quds, og indsendte den 24. september 1996 ansøgning om oprettelse af skolen med start den 1. januar 1997. Samtidig søgte skolen om dispensation for ansøgningsfristen for oprettelse af skolen og for reglen om, at en nyoprettet skole kun kan få tilskud fra skoleårets start.
I brev af 24. oktober 1996 meddelte ministeriet dispensation for anmeldelsesfristerne og oplyste, at undervisningsministeren ville fremsætte lovforslag, hvorefter ministeren kunne dispensere, således at det ville være muligt for Al Quds at få tilskud fra den 1. januar 1997.
Samid Skole på Nørrebro 1997 (som den nye skole kalder sig) har den 12. december 1996 indsendt anmeldelse om oprettelse af ny fri grundskole og ansøgning om dispensation for ansøgningsfristen for oprettelse af ny skole og for reglen om, at en nyoprettet skole kun kan få tilskud fra skoleårets start.
Lokaleforhold
Samid Skole, Gersonsvej 43, har opsagt lejemålet til bygningen på Gersonsvej, der ejes af Fælleseje, og skolen vil lukke med udgangen af året.
Al Quds undervisningsvirksomhed skal foregå i bygninger, skolen selv ejer (Theklavej 44-46).
Samid Skole på Nørrebro har oplyst Undervisningsministeriet om, at skolen vil lukke med udgangen af året, men har endnu ikke givet endelig besked.
Samid Skole på Nørrebro 1997 vil leje de bygninger, som den gamle Samid Skole på Nørrebro i øjeblikket lejer af Fælleseje.
Bestyrelsesforhold
Efter Al Quds vedtægter består bestyrelsen af 5 medlemmer, hvoraf mindst 4 skal vælges af og blandt forældrene. 4 af medlemmerne af den første bestyrelse er forældre til børn på skolen. Det femte bestyrelsesmedlem har tidligere haft børn på skolen og vil snart få det igen.
Efter udkastet til vedtægter for Samid Skole på Nørrebro 1997 består bestyrelsen af 10 medlemmer. Heraf vælges 5 af og blandt forældrene og 5 blandt de skoleinteresserede medlemmer af skolekredsen, der ikke er forældre til elever på skolen.
Undervisningsministeriet har den 16. december 1996 modtaget en liste over skolens bestyrelsesmedlemmer. Det fremgår heraf, at Lisbeth Aarup er bestyrelsesformand, hvilket hun også er for den eksisterende Samid Skole på Nørrebro. Endvidere fremgår, at i hvert fald de 3 af bestyrelsesmedlemmerne har været bestyrelsesmedlemmer eller på anden måde tilknyttet en af de skoler, der er nævnt i lov nr. 506. Endelig fremgår, at det endnu kun er 2 af bestyrelsesmedlemmerne, der er forældre til børn på skolen.
I øvrigt bemærkes, at formanden tillige har været oplysningssekretær på en Tvind-skole.
Samid Skole på Nørrebro 1997
Den 13. december 1996
Rådmandsgade 58
2200 København N.
Til Undervisningsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Samid Skole på Nørrebro 1997 takker for adgangen til for Uddannelsesudvalget at kunne fortælle om skolens særlige situation.
Skolen opstod i 1995 - under navnet Al Menar - som en videreførelse af Samid Skole på Nørrebro på det tidspunkt, hvor skolens forgænger, nu Samid Skole i Hellerup, var flyttet fra skolebygningerne i Rådmandsgade til Hellerup.
Samid Skole i Hellerup er omfattet af det lovforslag, L 111, Folketinget nu har til behandling. Det er Samid Skole på Nørrebro ikke. I lovforslaget kan man kun finde navnet Samid Skole i Hellerup, men ikke navnet Samid Skole på Nørrebro.
Bortset fra dette er skolernes forhold temmelig ens.
Forældregruppen er den samme.
Eleverne er de samme.
Undervisningsplanen er den samme.
Men Samid Skole på Nørrebro er ikke nævnt i loven direkte.
Det er imidlertid opfattelsen hos både elever, forældre, lærere og skolebestyrelse, at Samid Skole på Nørrebro er omfattet af loven - selv om skolens navn ikke nævnes - fordi skolernes forhold er de samme.
Al Menar Skole, som er det navn, der anvendtes i de første vedtægter, er omfattet af særloven om Tvind-skoler, Folketinget vedtog den 31. maj 1996.
Derfor stiftede forældrene og andre interesserede allerede i juni 1996 den ny Samid Skole på Nørrebro 1997.
Nu, hvor Samid Skole i Hellerup og dens forældrekreds efter lovændringen kan opnå en særlig tilladelse til at få tilskud allerede fra den 1. januar 1997, har Samid Skole på Nørrebro 1997 ansøgt Undervisningsministeriet om en tilsvarende tilladelse, fordi skolens forhold er de samme.
Det, at skolens forhold er de samme, er netop, hvad vi i dag ønsker at fortælle for Undervisningsudvalget, så udvalget kan tage det med i udvalgets overvejelser, at skolen har ansøgt Undervisningsministeriet om at opnå den samme stilling som Samid Skole i Hellerup, fordi skolens forhold er de samme.
For eleverne og forældrene til eleverne er det mest afgørende naturligvis, at eleverne fortsat kan få den skolegang, forældrene ønsker for deres børn.
Samid Skole på Nørrebro 1997 skal - ligesom den nuværende Samid Skole på Nørrebro - være en friskole, som særligt henvender sig til børn af herboende palæstinensiske arabere. Friskoleloven giver i overensstemmelse bestemmelserne i grundlovens § 76 forældrene en mulighed for at lade børnene få det særlige indhold i deres børns skole, som de som forældre ønsker for deres børn. Det vil sige en skolegang, hvor børnene undervises både på arabisk og i arabisk og på dansk og i dansk - og både i de fag, som hører hjemme i den danske folkeskole, og i de fag, som eksempelvis findes på tilsvarende klassetrin i skolen i Jordan. Kort fortalt: En skole med 2 sprog og 2 kulturer, der i skolen skal være hinandens jævnbyrdige og ofte i praksis vil være hinanden forudsætninger.
Forældrene har altså valgt denne friskole, fordi de ikke ønsker, at deres børn skal gå i folkeskolen.
Hvis den nuværende Samid Skole på Nørrebro må indstille sin drift den 31.12.96 vil forældrene til skolens elever stå i den situation, at deres børn ikke længere kan få den skolegang, forældrene ønsker.
Derfor er det vigtigt for forældrene til eleverne på den nuværende Samid Skole på Nørrebro og forældrene til eleverne i den kommende Samid Skole på Nørrebro 1997, at den ny skole kan komme i gang med offentlige tilskud allerede fra den 1. januar 1997 - som Samid Skole i Hellerup kan, hvis L 111 vedtages.
Med venlig hilsen
Samid Skole på Nørrebro 1997
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til undervisningsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en mundtlig henvendelse fra Samid Skole Nørrebro.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) opfordrer ministeren til at bruge den dispensationsmulighed, han får (lovforslagets § 1, nr. 2) i forhold til alle frie grundskoler, der oprettes for at sikre skolegangen for elever fra grundskoler, der ikke får tilskud fra den 1. januar 1997 som følge af den såkaldte »Tvind-lov« (lov nr. 506 af 12. juni 1996 om ændring af lov om folkeskoler, friskoler m.fl.).
Anne-Marie Meldgaard (S) nfmd. Hans Peter Baadsgaard (S) Poul Erik Dyrlund (S) Dorte Dinesen (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bruno Jerup (EL) Addi Andersen (CD) Anders Mølgaard (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Henning Urup (V) Ulla Tørnæs (V) Frank Dahlgaard (KF) Lene Espersen (KF) John Vinther (KF) Poul Nødgaard (DF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet spørgsmål til undervisningsministeren, som denne har besvaret dels mundtligt, dels skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå samt en henvendelse fra Samid Skole på Nørrebro 1997 er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) opfordrer fortsat ministeren til at bruge sin dispensationsmulighed i forhold til alle frie grundskoler, der oprettes for at sikre skolegangen for elever fra grundskoler, der ikke kan opnå tilskud efter årsskiftet som følge af lov nr. 506.
Mellem 1. og 2. behandling har ministeren besvaret spørgsmål vedrørende anvendelse af dispensationsmuligheden i forhold til Samid Skole på Nørrebro 1997. Enhedslisten finder ministerens argumentation for ikke på det foreliggende grundlag at give Samid Skole på Nørrebro 1997 dispensation tynd og usammenhængende. Enhedslisten opfordrer ministeren til at overveje sagen igen.
Anne-Marie Meldgaard (S) nfmd. Hans Peter Baadsgaard (S) Poul Erik Dyrlund (S) Dorte Dinesen (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bruno Jerup (EL) Addi Andersen (CD) Anders Mølgaard (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Henning Urup (V) Ulla Tørnæs (V) Frank Dahlgaard (KF) Lene Espersen (KF) John Vinther (KF) Poul Nødgaard (DF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 111
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om gymnasiet m.v. og lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v. (Garantiordning for frie grundskolers, private gymnasiers og private hf-kursers lån i Hypotekbanken m.v.)
Nr L 111 1996-97, 1. samling
Afgivet af Uddannelsesudvalget
Afgivet: 19961213