1996 BTL 105 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM TILSKUD TIL ELPRODUKTION (BEGRÆNSNING AF TILSKUD TIL NATURGASBASERET KRAFTVARME M.V.) NR L 105 1996-97, 1. SAMLING
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 1, nr. 3, affattes således
3. Efter § 2 indsættes
»§ 2 a. Der ydes et tilskud på 7 øre pr. kWh til elproducenter for den mængde elektricitet, der fremstilles ved naturgasbaseret decentral kraftvarmeproduktion, naturgasbaseret industriel kraftvarmeproduktion eller ved affaldsbaseret kraftvarmeproduktion, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Til elproduktion med naturgas eller affald på decentrale kraftvarmeværker udgør tilskuddet 10 øre pr. kWh for indtil 15.000 MWh pr. kalenderår og 7 øre pr. kWh for elproduktion herudover.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for ydelsen af tilskuddet efter stk. 1 og 2.«
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne
har besvaret skriftligt.
Et af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
Brødrene Hartmann A/S,
Dansk Industri,
FF of Denmark og
Hercules.
Der er af miljø- og energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af miljø- og energiministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget, men vil stemme for de af miljø- og energiministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse , men vil stemme for de af miljø- og energiministeren stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf miljø- og energiministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1 1) I det under nr. 3 foreslåede § 2 a, stk. 1, indsættes efter »affaldsbaseret kraftvarmeproduktion«: », jf. dog stk. 2 og 3«.
2) Det under nr. 3 foreslåede § 2 a, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Tilskuddet til elproduktion som nævnt i stk. 1 udgør 10 øre pr. kWh for elektricitet, der fremstilles på kollektive varmeforsyningsanlæg, hvor der i forbindelse med værkets etablering også er etableret ny kollektiv varmeforsyning (barmarksprojekter).«
3) I den under nr. 3 foreslåede § 2 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke
»Stk. 3. Tilskuddet til elproduktion som nævnt i stk. 1 udgør 10 øre pr. kWh for elektricitet, der fremstilles på decentrale kraftvarmeværker med en samlet kapacitet for elproduktion på 3 MW eller derunder, og som enten er idriftsat inden den 1. januar 1997, eller hvor der inden samme dato er indsendt projektforslag for omstilling til kraftvarme til kommunalbestyrelsen i henhold til lov om varmeforsyning.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4) I det under nr. 3 foreslåede § 2 a, stk. 3, som bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.
5) I det under nr. 5 foreslåede § 3 a, stk. 1, indsættes efter »anlæg«: », jf. dog stk. 2 og 3«.
6) I den under nr. 5 foreslåede § 3 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. Uanset stk. 1 ydes der tilskud i en periode på 8 år for elproduktion på industrielle kraftvarmeværker med en samlet kapacitet for elproduktion på 4 MW eller derunder.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
Til § 2 7) Paragraffen affattes således
»§ 2 Miljø- og energiministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. § 3 træder dog i kraft den 1. januar 1997.«
Bemærkninger
Til nr. 1-4 Ved ændringen præciseres, at det er tidspunktet for indsendelse af projektforslag i henhold til varmeforsyningslovens bestemmelser, der er afgørende for, om et mindre anlæg kan oppebære 10-øres tilskuddet for eksisterende anlæg eller kun 7-øres tilskud. I øvrigt er den foreslåede ændring rent redaktionel.
Til nr. 5 og 6 Ved forslaget indføjes som nyt stk. 2 en lempelse i forhold til den almindelige tidsbegrænsning på 6 år for ydelse af elproduktionstilskud til industrielle kraftvarmeværker, således at mindre anlæg kan oppebære tilskud i 8 år.
Til nr. 7 Ved den foreslåede ændring af § 2 fastsættes, at ændringslovens § 3 har virkning fra den 1. januar 1997, således at forbehold om tilbagebetaling kan gøres gældende for udbetalt tilskud for elproduktion fra denne dato.
Martin Glerup (S) nfmd. Henning Gjellerod (S) Erik Mortensen (S) Helge Mortensen (S) Inger Bierbaum (S) Anni Svanholt (SF) Kristen Touborg (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Peter Duetoft (CD) Peter Hansen-Nord (V) Knud Enggaard (V) Erik Jacobsen (V) Jens Kirk (V) Eva Møller (KF) Pernille Sams (KF) Grethe Rostbøll (KF) Kim Behnke (FP) fmd. Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 9
»Hvad er begrundelsen for, at der i § 2 a, stk. 2 er valgt en grænse på netop 3 MW og ikke for eksempel 0,5 MW mere eller mindre.«
Svar
Jeg kan oplyse, at baggrunden for bestemmelsen er hensynet til de små decentrale kraftvarmeværker, som rammes relativt hårdere end de større værker ved reduktionen i elproduktionstilskuddet fra 10 øre pr. kWh til 7 øre pr. kWh.
Under hensyntagen til den nødvendige besparelse har jeg fundet det rigtigst med en afbalanceret afvejning over for hensyn til henholdsvis de små værker og ønsket om en pulje til de større naturgasbaserede decentrale kraftvarmeværker, hvor omstillingen efter reduktionen i elproduktionstilskuddet kan medføre højere pris for levering af varme, end den pris der ville være gældende ved gasfyret fjernvarme (før omstilling).
Spørgsmål 20
»Ministeren anmodes om - som teknisk bistand - at udarbejde et ændringsforslag, hvor tilskuddets størrelse baseres på den producerede mængde el, således at der for de første 15.000 Mwh pr. år ydes et tilskud på 10 øre.«
Svar
Jeg kan oplyse, at en model baseret på et gradueret elproduktionstilskud, hvor alle værker modtager det fulde tilskud på 10 øre pr. kWh for elproduktionen op til 15.000 MWh, vil medføre en merudgift på ca. 32 mio. kr. årligt. Supplerende kan jeg oplyse, at hvis en sådan model skulle holde sig inden for de fastsatte provenumæssige rammer i L 105, ville MWh-grænsen skulle ligge på ca. 4.000 Mwh.
3 MW-grænsen er indsat i lovforslaget af hensyn til de små decentrale kraftvarmeværker, som er mest følsomme over for en nedsættelse af elproduktionstilskuddet. Værker, der er større end 3 MW, vurderes generelt ikke at have behov for et elproduktionstilskud, der er højere end 7 øre. Et gradueret tilskud, der tilfalder alle værker uanset størrelse, vil gøre tilskuddet mindre målrettet og medføre en uhensigtsmæssig begunstigelse af større værker på bekostning af de små. Jeg finder det derfor ikke hensigtsmæssigt at ændre § 2 a.
Et ændringsforslag ville kunne have følgende orlyd
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 26
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 13. december 1996 fra Dansk Industri vedrørende lovforslaget, jf. bilag 47.
Svar
Dansk Industri insisterer på, at industriel kraftvarme og decentral kraftvarme behandles på lige vilkår, og at tidsbegrænsningen for de industrielle kraftvarmeanlæg dermed bør bortfalde.
Det er korrekt, som Dansk Industri fremfører, at der er en forskelsbehandling vedrørende tidsbegrænsningen af elproduktionstilskuddet mellem industrielle og decentrale kraftvarmeværker. Det samme forhold kan imidlertid fremføres for de industrielle kraftvarmeanlægs mulighed for at opnå anlægstilskud. Denne mulighed foreligger ikke for decentrale kraftvarmeanlæg på naturgas.
Formålet med lovændringen har været at målrette elproduktionstilskuddet inden for bevillingsrammen til at opnå bedst mulig effekt af tilskudsordningen. I og med, at industrielle kraftvarmeanlæg kan få anlægstilskud på op til 30 pct., vil der dermed ikke være behov for at yde elproduktionstilskuddet efter det 6. år. Anlæggene burde være afskrevet inden for denne periode. Heri ligger effektiviseringen af elproduktionstilskuddet.
Det er ikke forventningen, at beskæringen af elproduktionen vil medføre et mindre træk på investreringstilskud til energibesparelser i erhvervene. Mindre industrielle kraftvarmeanlæg har tidligere modtaget mindre end 30 pct. i anlægstilskud. For disse anlægstyper vil der i fremtiden blive ydet fulde 30 pct.
Dansk Industri finder det urimeligt, at virksomheder med industrielle kraftvarmeanlæg efter udløbet af tidsbegrænsningen ikke kompenseres for, at CO2-afgiften på elektricitet udmåles på baggrund af elproduktion på kul i kondensværker.
Det skal hertil bemærkes, at de gældende energi- og CO2-afgifter er pålagt elektricitet som en forbrugsafgift. Det marginale elforbrug i Danmark dækkes ved produktion på kul i kondensværker. Det giver derfor det rigtige afgiftssignal i forbrugsleddet, hvis afgiften også udmåles herefter. En merforbrugt kWh på en virksomhed, der selv producerer elektricitet med gas eller biobrændsel, giver marginalt samme miljøbelastning som et merforbrug på en virksomhed, der ikke har egenproduktion. Det skyldes, at den energiproducerede og egenforbrugte kWh alternativt kunne have fortrængt en kWh produceret på kul i et kondensværk.
Dansk Industri forespørger, om Fiskernes Fiskeindustri i Skagen kan få hævet deres anlægstilskud. Dette blev reduceret for ikke at få tilbagebetalingstiden under 3 år. Med nedsættelsen af elproduktionstilskuddet vil anlæggets tilbagebetalingstid blive mere end 3 år. Imidlertid kan anlægstilskuddet ikke efterfølgende hæves ifølge lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder, såfremt anlægsarbejdet på investeringsprojektet er påbegyndt.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Boligselskabet Viborg,
Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme,
Brædstrup Fjernvarme A.m.b.a.,
Dansk Erhvervsgartnerforening,
Danske Elværkers Forening,
Danske Fjernvarmeværkers Forening,
Danske Mejeriers Fællesorganisation,
Dragsbaek Maltfabrik A/S,
Erhvervsrådets Boligselskab,
Kemira Danmark A/S,
KOMGAS, Foreningen af Regionale Naturgasselskaber,
Overlund Fjernvarmeværk,
Viborg Fjernvarme og
Viborg Kommunale Værker.
Der er af miljø- og energiministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af miljø- og energiministeren stillede ændringsforslag.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) kan ikke tilslutte sig mindretallets ændringsforslag. Forslaget vil betyde et manglende provenu på 32 mio. kr., jf. svaret på udvalgets spørgsmål 20, der er optrykt som bilag til betænkningen. Venstre og Det Konservative Folkeparti foreslår samtidig i et ændringsforslag til finansloven for 1997, at elproduktionstilskuddet (CO2-tiøren) afskaffes over tre år startende med en reduktion på 300 mio. kr. i 1997.
Der er således ikke dækning for den merudgift på 32 mio. kr., som ændringsforslaget vil medføre, ligesom ændringsforslaget til finansloven vil være drastiske nedskæringer af CO2-tiøren allerede i 1997.
Venstres og Det Konservative Folkepartis ændringsforslag til finansloven er begyndelsen til en fuldstændig afvikling af elproduktionstilskuddet. Ændringsforslaget til finansloven vil helt fjerne grundlaget for decentrale og industrielle kraftvarmeanlæg. Derfor står Venstres og Det Konservative Folkepartis ændringsforslag til lovforslaget i skærende kontrast til partiernes grønne afviklingspolitik.
Et mindretal inden for flertallet (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) kan ikke tilslutte sig det af mindretallet stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 3 stillede ændringsforslag.
Mindretallet mener, at lovforslaget er udtryk for et ønske om at komme en utilsigtet gunstig økonomi i visse kraftvarmeanlæg til livs.
Mindretallet kan have sympati for denne hensigt, idet statens udgift til CO2-tiøren udvikler sig faretruende.
Imidlertid mener mindretallet, at der med den foreslåede metode reelt lovgives med tilbagevirkende kraft. Derved skabes betragtelige problemer for såvel fjernvarmeselskaber som visse virksomheder. Mindretallet ville have foretrukket en løsning, som kun vil have virkning for fremtidige dispositioner.
Den af miljø- og energiministeren foreslåede grænse for elproduktionstilskuddet på 3 MW finder mindretallet uhensigtsmæssig i sin form. Den vil friste til fortolkninger af anlæggenes kapacitet og virker i øvrigt tilfældigt. Mindretallet er tilhænger af at lempe virkningen for mindre anlæg, men foreslår i stedet for ved det af mindretallet stillede ændringsforslag, at grænsen for elproduktionstilskuddet fastsættes efter den producerede el-mængde, således at der ydes fuldt tilskud til de første 15.000 MWh pr. år, herefter reduceres tilskuddet.
Mindretallet finder, at denne udformning er en let administrerbar løsning uden tvivlsmuligheder. At der herved gives en mindre lettelse også for de større anlæg, finder mindretallet berettiget på baggrund af den oven for beskrevne tilbagevirkende kraft. Henvendelser til udvalget dokumenterer, at den tilbagevirkende kraft i en lang række tilfælde vil føre til betragtelige og utilsigtede stigninger i fjernvarmeforbrugernes varmeregninger.
Under udvalgsarbejdet er det blevet klarlagt, at der for fjernvarmeværker hersker en betydelig usikkerhed om prisen for den anvendte naturgas. Mindretallet finder, at regeringen og dens finanslovsflertal burde have afventet klarhed om naturgasprisen, så virkningen havde været helt klar.
Mindretallet kan støtte de af miljø- og energiministeren stillede administrative ændringsforslag, men kan ikke støtte lovforslaget som helhed. Lovforslagets karakter er en udmøntning af den stemmeaftale, som regeringspartierne har indgået med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om finansloven for 1997. På denne baggrund har der ikke under udvalgsarbejdet vist sig nogen bevægelighed hos flertallet, hvilket mindretallet beklager, da der kunne have været fundet mere rimelige og hensigtsmæssige løsninger.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de under nr. 1 og 3 stillede ændringsforslag. Fremskridtspartiet kan tilslutte sig Venstres og Det Konservative Folkepartis udtalelse.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (V, KF og FP)
1) Nr. 3 affattes således
»3. Efter § 2 indsættes
»§ 2 a. Der ydes et tilskud på 7 øre pr. kWh til elproducenter for den mængde elektricitet, der fremstilles ved naturgasbaseret decentral kraftvarmeproduktion, naturgasbaseret industriel kraftvarmeproduktion eller ved affaldsbaseret kraftvarmeproduktion, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Til elproduktion med naturgas eller affald på decentrale kraftvarmeværker udgør tilskuddet 10 øre pr. kWh for indtil 15.000 MWh pr. kalenderår og 7 øre pr. kWh for elproduktion herudover.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for ydelsen af tilskuddet efter stk. 1 og 2.«»
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et flertal (S, SF, RV og CD)
2) I det under nr. 3 foreslåede § 2 a, stk. 2, ændres »som er idriftsat« til: »som er godkendt af Energistyrelsen i henhold til lov om varmeforsyning«.
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af udvalget
3) Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer
»01. § 6, stk. 3, affattes således
»Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«»
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringsforslaget vil sikre en model baseret på et gradueret elproduktionstilskud, hvor alle værker modtager det fulde tilskud på 10 øre pr. kWh for elproduktionen op til 15.000 MWh.
Til nr. 2 Afgrænsningen af mindre, eksisterende decentrale kraftvarmeværker, der fortsat kan oppebære 10-øres-tilskud, foreslås knyttet til projektgodkendelsen i stedet for idriftsættelsestidspunktet. Herved vil anlæg, som der er truffet beslutning om på grundlag af de hidtidige tilskudsregler, men som ikke kan nå at blive taget i brug inden udgangen af 1996, kunne opnå det forhøjede tilskud.
Til nr. 3 Den gældende bestemmelse om, at strafansvar for overtrædelse af lovens straffebestemmelser omfatter selskaber m.v., foreslås ændret under hensyn til den nuværende affatning af straffelovens bestemmelser herom.
Martin Glerup (S) nfmd. Henning Gjellerod (S) Erik Mortensen (S) Helge Mortensen (S) Inger Bierbaum (S) Anni Svanholt (SF) Kristen Touborg (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Peter Duetoft (CD) Peter Hansen-Nord (V) Knud Enggaard (V) Erik Jacobsen (V) Jens Kirk (V) Eva Møller (KF) Pernille Sams (KF) Grethe Rostbøll (KF) Kim Behnke (FP) fmd.
Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 105
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om tilskud til elproduktion (Begrænsning af tilskud til naturgasbaseret kraftvarme m.v.)
Nr L 105 1996-97, 1. samling
Afgivet af Det Energipolitiske Udvalg
Afgivet: 19961212