1996 BTL 98 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN, RETSPLEJELOVEN OG VÅBENLOVEN (STYRKELSE AF POLITIETS MULIGHEDER FOR AT EFTERFORSKE ALVORLIG KRIMINALITET, KONFISKATION, ØGET VIDNEBESKYTTELSE OG SKÆRPELSE AF STRAFFEN FOR VÅBENBESIDDELSE M.V.) NR L 98 1996-97, 1. SAMLING

Bilag

Udvalgets spørgsmål nr. 24 og justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen

Spørgsmål nr. 24

Ministeren bedes kommentere høringssvaret fra Det Danske Center for Menneskerettigheder, jf. bilag 8, herunder især bemærkningen om, at »den foreslåede regulering af hemmelig ransagning ikke er i overensstemmelse med de krav, der er indeholdt i eller følger af principperne bag EMRK. En anvendelse af ordningen i praksis vil følgelig kunne medføre konventionskrænkelse« (høringssvaret side 7-8).

Svar

Som det fremgår af spørgsmålet, har Det Danske Center for Menneskerettigheder i sit høringssvar af 17. januar 1997 vedrørende lovforslaget bl.a. anført, at det er Menneskerettighedscentrets opfattelse, at »den foreslåede regulering af hemmelig ransagning ikke er i overensstemmelse med de krav, der er indeholdt i eller følger af principperne bag EMRK. En anvendelse af ordningen i praksis vil følgelig kunne medføre konventionskrænkelse.«

Centeret henviser i den forbindelse til bestemmelsen i Den europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

I den anledning kan Justitsministeriet oplyse følgende

1. Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Ransagning, herunder hemmelig ransagning, er et indgreb, der er omfattet af artikel 8, stk. 1, idet det både er et indgreb i retten til privatliv og retten til hjem, jf. f.eks. Niemietz mod Tyskland, Menneskerettighedsdomstolens dom af 16. december 1992, EMD 251-B, der vedrørte ransagning hos en advokat af kontorlokaler.

Et sådant straffeprocessuelt indgreb vil kun være legitimt, såfremt betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, er opfyldte.

EMRK artikel 8, stk. 2, har følgende ordlyd

»Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.«

Det følger heraf, at et indgreb, for at være legitimt, skal være foreskrevet ved lov (»i overensstemmelse med loven«), jf. nedenfor punkt 2, skal varetage et anerkendelsesværdigt formål (»nødvendigt . . . af hensyn til . . . »), jf. nedenfor punkt 3, og endelig være proportionalt (»nødvendigt i et demokratisk samfund«), jf. nedenfor punkt 4.

2. Kravet om, at indgrebet skal være foreskrevet ved lov er et legalitetskrav. Indgrebet skal - for at være i overensstemmelse med EMRK - have fornøden hjemmel i national lovgivning.

Konventionen henviser ikke blot til national ret, men stiller visse krav til hjemmelsgrundlaget. Efter praksis forstås kravet således, at retsreglerne skal være tilgængelige, retstilstanden forudsigelig og hjemmelen tilstrækkelig præcis og klar, jf. f.eks. Sunday Times mod Storbritannien, dom af 26. april 1979, EMD-30, præmis 49, og Silver and Others mod Storbritannien, dom af 25. marts 1983, EMD-61, præmis 87 og 88. I tilfælde, hvor der overlades de judicielle myndigheder eller administrationen, herunder anklagemyndigheden, en skønsmæssig beføjelse, må beføjelsen ikke være ubegrænset eller alt for upræcis. Omfanget af dette skøn må således være nærmere fastlagt, jf. f.eks. Calogero mod Italien, dom af 15. november 1996, præmis 32.

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 799 opfylder kravet om, at indgrebet skal være foreskrevet ved lov. Ikke alene vil hemmelig ransagning være hjemlet ved lov, men bestemmelsen indeholder endvidere de materielle og processuelle krav, der skal være opfyldte, og formuleringen af betingelserne er tilstrækkeligt præcise.

3. Derudover er det et krav efter EMRK artikel 8, stk. 2, at indgrebet skal varetage et anerkendelsesværdigt formål. Efter artikel 8, stk. 2, kan et indgreb være begrundet i hensynet til at »forebygge . . . forbrydelse«. Formuleringen dækker ikke kun over kriminalitetsforebyggelse men tillige bekæmpelse. Hemmelig ransagning i efterforskningsøjemed må efter Justitsministeriets opfattelse antages at varetage et anerkendelsesværdigt formål efter konventionen, jf. f.eks. Niemietz mod Tyskland, dom af 16. december 1992, EMD 251-B, der vedrørte en strafferetlig efterforskning mod en tredjeperson.

4. For at en hemmelig ransagning efter retsplejelovens § 799 skal være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, kræves endvidere, at indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund.

Heri ligger et krav om proportionalitet. Dette indebærer, at det pågældende indgreb skal være et egnet middel til at forfølge formålet, og at det pågældende middel eller indgreb er det mindst indgribende til at forfølge formålet.

Da artikel 8, stk. 2, er en undtagelse fra hovedreglen i artikel 8, stk. 1, skal den fortolkes indskrænkende, ligesom behovet eller nødvendigheden skal godtgøres på overbevisende måde, jf. Funke mod Frankrig, dom af 25. februar 1993, EMD 256-A, præmis 55, og Miailhe mod Frankrig, dom af 25. februar 1993, EMD 256-C, præmis 36.

I hvert fald ved alvorligere former for kriminalitet har medlemsstaterne en skønsmargin med hensyn til valg af foranstaltninger ved kriminalitetsbekæmpelse, både for så vidt angår foranstaltninger generelt og i forhold til den enkelte sag, jf. Murray mod Storbritannien, dom af 28. januar 1994, EMD 300-A, præmis 90, der vedrørte terrorisme, og Klass and Others mod Tyskland, dom af 6. september 1978, EMD 28, præmis 49, der vedrørte terrorisme og statsfjendtlig virksomhed i øvrigt.

Konventionsorganerne vil ved vurderingen af nødvendigheden foretage en vurdering af, om der er en rimelig balance mellem på den ene side hensynet til individets rettigheder og på den anden side statens pligt over for samfundet (beskyttelse og bekæmpelse af kriminalitet), jf. Murray mod Storbritannien, præmis 91.

5. Som anført af Menneskerettighedscentret ses der ikke at foreligge praksis fra Menneskerettighedsorganerne om hemmelig ransagning i efterforskningsøjemed. Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke findes praksis af direkte betydning for vurderingen af lovforslagets forenelighed med EMRK.

Sagen Klass and Others mod Tyskland, dom af 6. september 1978, EMD 28, vedrørte en tysk lovgivning, hvorefter der kunne foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, uden at de involverede fik underretning, og hvor de involverede først fik underretning, når dette kunne ske uden skade for det formål, der begrundede indgrebet, hvilket i visse tilfælde betød, at der ikke blev givet underretning. Det pågældende indgreb var begrundet i hensynet til statens sikkerhed og forebyggelse af kriminalitet. I dommen anføres det, at sådanne indgreb må være »strengt nødvendige«, jf. præmis 42. Domstolen lagde vægt på den tekniske udvikling inden for spionage og efterretning og udviklingen i terrorisme, jf. præmis 48. Domstolen udtalte, at det måtte accepteres, at sådanne indgreb »under særlige betingelser« kan være nødvendige i et demokratisk samfund, jf. præmis 48.

Ved vurderingen af, om et sådant hemmeligt indgreb var i overensstemmelse med artikel 8, lagde Domstolen vægt på, om der var »passende og effektive garantier mod misbrug«, jf. præmis 50. Dette kriterium genfindes i andre sager, jf. Funke-sagen, præmis 56, og Miailhe-sagen, præmis 37, om toldmyndigheders ransagning og beslaglæggelse.

Domstolen udtalte videre, at der måtte foretages en konkret vurdering. Domstolen udtalte, at foreneligheden afhænger af en sags konkrete omstændigheder, herunder de mulige foranstaltningers karakter, omfang og varighed, betingelserne for at iværksætte sådanne foranstaltninger, de myndigheder, der er kompetente til at tillade, udføre og kontrollere sådanne foranstaltinger, og hvilke retsmidler der er tilgængelige efter national ret, jf. præmis 50.

Domstolen lagde endvidere vægt på, om retsgrundlaget indeholdt betingelser og begrænsninger (limitative conditions), herunder om, hvem der kunne træffe beslutning, og hvilken fremgangsmåde der skulle følges, jf. præmis 51 og 52. Der kan i denne forbindelse tillige henvises til Funke-sagen, præmis 57, og Miailhe-sagen, præmis 38, hvor der blev lagt vægt på, at der var overladt vide beføjelser til administrationen til at træffe beslutning om ransagning og beslaglæggelse. I Funke-sagen og Miailhesagen førte bl.a. dette forhold til, at der blev statueret krænkelse.

Domstolen lægger navnlig vægt på, om der er adgang til domstolsprøvelse, jf. præmis 53 til 57, og Funke-sagen, præmis 57, og Miailhe-sagen, præmis 38. Domstolen udtalte, at domstolsprøvelse enten kan være forudgående, samtidig eller efterfølgende. Når der er tale om et hemmeligt indgreb i meddelelseshemmeligheden kræves, at »de etablerede procedurer i sig selv skal indeholde passende og tilstrækkelige garantier, der beskytter individets rettigheder«, jf. præmis 55. Ved »tilstrækkelige« tænkes på, at der skal tages højde for, at individet grundet indgrebets karakter er afskåret fra selv at udnytte et eventuelt retsmiddel eller at tage aktivt del i kontrolproceduren.

Det bemærkes, at Domstolen endvidere udtalte, at det forhold, at der (kun) blev givet efterfølgende underretning og i visse tilfælde slet ikke blev givet underretning overhovedet, ikke i sig selv kunne begrunde, at indgrebet var uforeneligt med artikel 8. Domstolen lagde vægt på, at hemmeligholdelsen var nødvendig af hensyn til effektiviteten, og at der skulle gives underretning, så snart det kunne ske uden skade for formålet, jf. præmis 58.

Vedrørende Konventionsorganernes praksis skal det afslutningsvis bemærkes, at det endvidere har betydning, hvem indgrebet foretages over for. Niemietz mod Tyskland, dom af 16. december 1992, EMD 251-B, vedrører ransagning hos en advokat som led i efterforskningen i en straffesag mod tredjemand. I den konkrete sag blev det statueret, at en ransagning ikke var proportional, og dermed at den udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8. Domstolen lagde vægt på, at når der var tale om en advokat, kunne en krænkelse af den professionelle fortrolighed have skadelige følgevirkninger for retssystemet i almindelighed, hvortil kom, at dette kunne have negative følger for advokatens omdømme. Domstolen lagde endvidere vægt på, at der efter tysk ret ikke var særlige processuelle sikkerhedsgarantier i et tilfælde som det foreliggende, jf. i det hele præmis 37.

6. Det fremgår af lovforslaget sammenholdt med bemærkningerne, at hemmelig ransagning kun kan foretages, når visse betingelser er opfyldt.

For det første skal de almindelige betingelser for ransagning være opfyldt. Det forhold, at de almindelige ransagningsbetingelser skal være opfyldte, indebærer blandt andet, at mistankekravet i § 794, stk. 1, nr. 1, skal være opfyldt.

For det andet skal det være af afgørende betydning, at ransagningen foretages hemmeligt. Efter lovforslaget skal hemmelig ransagning således være af afgørende betydning for efterforskningen. Heri ligger en begrænsning i muligheden for at anvende indgrebet i forhold til almindelig ransagning, der efter forslaget til affattelse af retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 2, kun må foretages, hvis det må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen. Det vil kun være i særlige tilfælde, at hemmelig ransagning kan anvendes som efterforskningsskridt. Hertil kommer, at formuleringen af nødvendighedsbetingelsen - ud over at være en begrænsning i forhold til ransagning i øvrigt - er en væsentlig begrænsning i anvendelsesområdet for hemmelig ransagning.

For det tredje skal der være tale om en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 (forbrydelser mod statens sikkerhed m.v.) eller en overtrædelse af straffelovens §§ 191 (grov narkotikakriminalitet) eller 237 (manddrab). Lovforslagets bemærkninger indeholder i denne forbindelse fortolkningsbidrag til det tilsigtede anvendelsesområde for hemmelig ransagning, der viser, at det kun er i særlige tilfælde, at der skal kunne foretages sådanne indgreb. I lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 5.4.2. (s. 23) anføres således bl.a. følgende

»I praksis findes behovet for hemmelig ransagning navnlig i sager om grov narkotikakriminalitet, som oftest begås af flere personer i forening, og hvor det kan være nødvendigt at hemmeligholde en ransagning, f.eks. for at kunne anholde ikke kun den kurer, der har indsmuglet et parti narkotika, men også de bagmænd, som står bag indsmuglingen.

I visse drabssager kan hemmelig ransagning også tænkes at være påkrævet, især når flere personer i forening har planlagt og begået drab. Det forudsættes, at bestemmelserne om hemmelig ransagning kun vil blive anvendt i få helt specielle drabssager. Det vil kunne dreje sig om planlagte likvideringer, hvor en åbenlys ransagning vil ødelægge efterforskningen.«

Forslaget indeholder således en ganske betydelig begrænsning for så vidt angår arten af den kriminalitet, hvor der kan foretages hemmelig ransagning.

For det fjerde skal visse processuelle betingelser være opfyldte.

Det er således af betydning, at kompetencen til at træffe en sådan afgørelse tilkommer domstolene, jf. retsplejelovens § 799, stk. 1. En sådan domstolsprøvelse vil almindeligvis være forudgående, jf. retsplejelovens § 799, stk. 1, men kan endvidere være efterfølgende, jf. retsplejelovens § 799, stk. 2, jf. § 783, stk. 3. Ved kravet om domstolsprøvelse er der indbygget en væsentlig retssikkerhedsgaranti.

Derudover må det tillægges betydning, at en beslutning om hemmelig ransagning skal begrænses tidsmæssigt, jf. retsplejelovens § 799, stk. 2, jf. § 783, stk. 2.

Det må endvidere tillægges vægt, at der er obligatorisk advokatbeskikkelse for den person, over for hvem indgrebet foretages, jf. retsplejelovens § 799, stk. 2, jf. § 784, og at denne advokat er tillagt vide beføjelser.

Det må i denne forbindelse endvidere indgå i vurderingen, at der vil ske underretning om indgrebet, så snart dette kan ske uden skade for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 799, stk. 2, jf. § 788 og lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 5.4.2. (side 23). En person, hos hvem der er foretaget hemmelig ransagning, vil derfor have mulighed for efterfølgende at anfægte lovligheden.

For det femte skal det bemærkes, at retsplejelovens § 799, stk. 1, 2. pkt., som hovedregel undtager personer, der er omfattet af vidneudelukkelses- og vidnefritagelsesreglerne, jf. retsplejelovens § 170 og § 172 (præster, læger, advokater, journalister).

Samlet kan det konkluderes, at der ikke findes noget straffeprocessuelt indgreb i dansk ret, hvor de materielle og processuelle betingelser er så restriktive som efter den foreslåede bestemmelse om hemmelig ransagning.

7. Menneskerettighedsorganerne (Kommissionen, Ministerkomiteen og Domstolen) foretager som udgangspunkt ikke nogen generel eller abstrakt vurdering af, om en medlemsstats retstilstand er forenelig med konventionens krav. Meneskerettighedsorganerne foretager derimod en vurdering af, hvorvidt anvendelsen af en national regel i det enkelte tilfælde indebærer en krænkelse af en af de i konventionen sikrede rettigheder eller friheder.

Afgørelsen af, hvorvidt de ovenfor under punkt 2-4 gennemgåede betingelser er opfyldte, herunder hvorvidt hemmelig ransagning i en sag er »nødvendigt i et demokratisk samfund . . . for at forebygge . . . forbrydelse«, vil derfor bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Den europæiske Menneskerettighedskonvention er en integreret del af dansk ret, og konventionens bestemmelser og konventionsorganernes praksis skal derfor indgå i forbindelse med beslutningen om at foretage hemmelig ransagning. Det vil således i første omgang bero på en konkret vurdering hos de retsanvendende myndigheder, hvad enten dette er politiet eller domstolene, om konventionens krav er opfyldt.

Endelig bemærkes, at ingen af de andre myndigheder og organisationer, herunder domstolene og Advokatrådet, der har været hørt over lovforslaget, har givet udtryk for, at den foreslåede bestemmelse om hemmelig ransagning skulle kunne være i strid med menneskerettighederne.

8. På baggrund af det ovenfor anførte er det Justitsministeriets opfattelse, at lovforslagets bestemmelse om hemmelig ransagning (retsplejelovens § 799) ikke kan anses for uforenelig med artikel 8 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt og mundtligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Brøndby Skytte Forening,

Danmarks Jægerforbund, Dansk Skytte Union, De Danske Skytteforeninger og

Toftdahl, Jørgen, Roskilde.

Der er af justitsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker bedre redskaber for politiets efterforskningsarbejde.

Mindretallet har derfor fremsat særskilt forslag herom, nemlig beslutningsforslag nr. B 10 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet og rockerkriminalitet og lovforslag nr. L 134 om ændring af straffeloven og retsplejeloven, (skærpet indsats mod voldskriminalitet m.v.), hvortil der henvises.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

En del af dette mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) mener, at før justitsministeren stillede det famøse ændringsforslag nr. 1, var lovforslaget så rimeligt, at SF næppe ville have afvist det helt. Såvel vidnebeskyttelsesprogrammet, en begrænset brug af omvendt bevisbyrde som forbedringerne af våbenloven er alt sammen noget, SF støtter. Den omvendte bevisbyrde er problematisk, når den er koblet med de hemmelige ransagninger og brugen af tilfældighedsfund, især hvis dommeren har sat sin habilitet på spil ved på forhånd at erklære et bevis af den art egnet. Ingen af delene er blevet rettet op. Hvad angår den del af lovforslaget, der vedrører våbenloven, er det udelt positivt, at ministeren nu erkender, at problemet er større end som så, og lover en grundigere behandling af det. Så noget pænt kan SF altså stadig væk sige om lovforslaget.

Men i og med ændringsforslag nr. 1 er det udelukket, at SF kan være med. At menneskesmugling kan være en beskidt sag, bestrides ikke, men det er den langtfra altid, og for flygtninge kan det være den eneste mulighed for at slippe væk fra deres land og ind i et land, hvor de kan blive beskyttet. Jo mere grænserne lukker sig om »Fort Europa« - med opbakning fra flertallet i Danmark, herunder også socialdemokrater og radikale - jo mere prisgives asylsøgerne til menneskesmuglere. Og skønt det, de gør, er ulovligt, behøver det ikke i alle tilfælde bare at være ondt. Det kan faktisk være heltebedrifter, der udføres, også selv om det er for penge; det ved man fra vores egen nyere historie.

Under alle omstændigheder er det oprørende, at regeringen uden videre sidestiller dem, der truer med den groveste vold, bomber og narko, med dem, der »truer« med asylsøgere.

En anden del af dette mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) finder, at det i lyset af det seneste skudopgør den 12. maj 1997 mellem rockertilknyttede i Aalborg bør stå lysende klart, at den buket af stramninger af lovgivningen, som både er indeholdt i dette lovforslag, og som regeringen tidligere har fået vedtaget med den såkaldte rockerlov (L 22), ikke har haft og ikke vil få den ønskede virkning, nemlig at forhindre den grove vold. Enhedslisten har fra begyndelsen fremhævet, at netop den vold, som regeringen ønsker at gribe ind over for, hverken bekæmpes med midlerne i L 22 eller med de ændringer, der er foreslået i nærværende lovforslag.

Efter Enhedslistens opfattelse indeholder dette lovforslag ændringer, som vil få vidtrækkende negative konsekvenser for hidtil grundliggende retsprincipper i Danmark. Her tænkes på indførelse af omvendt bevisbyrde som princip i sager om konfiskation og udvidelse af adgang til hemmelige ransagninger. Ligeledes går forslagene vedrørende våbenbesiddelse som katten om den varme grød uden om det helt centrale problem i sagen, nemlig at våbenkontrollen i dag er unøjagtig og fyldt med muligheder for fejl og misbrug.

Først og fremmest finder Enhedslisten, at det er dybt problematisk at indføre omvendt bevisbyrde i forbindelse med straf. Det strider mod det grundliggende retsprincip, at det er statsmagten, der skal bevise, at den anklagede er skyldig, og ikke den tiltalte, der skal bevise sin uskyld.

Justitsministeriet skriver i bemærkningerne (side 29, spalte 1)

»Der bør være adgang til at konfiskere udbytte af ikkeidentificeret kriminalitet, og det bør pålægges den dømte at sandsynliggøre, at dennes formueværdier ikke stammer fra kriminalitet, således at der kan foretages konfiskation, hvis den pågældende ikke kan give oplysninger, der giver en fornuftig forklaring på, hvordan formuen er tilvejebragt.«

Ud over at denne formulering rejser spørgsmålet om, hvad kriminelt der kan være ved endnu »ikkeidentificeret kriminalitet«, så åbnes der efter Enhedslistens opfattelse for en mistænkeliggørelse af personer, som af forskellige grunde ikke kan give en - set fra statsmagtens side - »fornuftig« forklaring. I den forbindelse er det værd at gøre opmærksom på, at en generel mistænkeliggørelse af »den almindelige borger« i forhold til systemet er endnu et skridt i retning af at flytte grænserne for statens magt i forhold til befolkningen i negativ retning.

Forslaget om at give politiet mulighed for at foretage såkaldt »hemmelige ransagninger« er efter Enhedslistens opfattelse ligeledes et helt uacceptabelt forslag. I den forbindelse har Enhedslisten bemærket, at Advokatrådet i sit høringssvar tager afstand fra lovforslaget på dette punkt. En af Advokatrådets indvendinger, som efter Enhedslistens opfattelse meget præcist viser den ene side af forslagets problematiske karakter, går på, at der vil være »risiko for, at politiet i visse tilfælde vil blive beskyldt for selv at have »plantet« bevismateriale hos den mistænkte eller sigtede. En sådan risiko kan ingen være tjent med.'

Men for Enhedslisten er den anden side af denne indvendig lige så væsentlig, nemlig at det for den mistænkte eller sigtede vil være umuligt at forsvare sig imod anklager, hvis politiet har denne mulighed for hemmelige ransagninger. Det problematiske i den foreslåede bestemmelse fremgår også af det høringssvar, som Det Danske Center for Menneskerettigheder (DDMC) har udarbejdet, hvori det hedder

». . . (der) kan sættes spørgsmålstegn ved, om ordningen kan anvendes i praksis uden risiko for misbrug fra politiets side, fx. i form af placering af materiale hos mistænkte. De beskyttelseshensyn, der ligger bag de nugældende reglers krav om tilstedeværelsen af personen selv eller vidner, synes således ikke at kunne videreføres med den foreslåede ordning.«

Problemet bliver efter Enhedslistens opfattelse ikke mindst sat på spidsen, hvis princippet om omvendt bevisbyrde, som det er tænkt indført i forbindelse med konfiskationer, bliver udbredt til andre situationer.

Enhedslisten vil heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at DDCM ligeledes i sit høringssvar fremfører, at »den foreslåede regulering af hemmelig ransagning ikke er i overenstemmelse med de krav, der er indeholdt i eller følger af principperne bag den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK).«

Enhedslistens kan helt klart ikke støtte en lov, som bringer Danmark på kollisionskurs med vores internationale forpligtelser, en opfattelse, som understreges af DDCM's konklusion

»En anvendelse af ordningen i praksis vil følgelig kunne medføre konventionskrænkelse.«

Efter Enhedslistens opfattelse er tvangsindgreb principielt betænkelige og skal derfor være meget gennemargumenterede, hvis de skal finde sted. Derfor betragter Enhedslisten det også meget kritisk, når Justitsministeriet, som det er sket gennem de senere år på flere områder, forsøger at udvide anvendelseområdet for tvangsindgreb. Udgangspunktet for retsplejeloven er, at jo hårdere tvangsindgrebet er, jo grovere skal den kriminalitet, der gribes ind over for, være. Imidlertid har man oplevet, hvordan både politi og anklagemyndighed - blandt andet ved hjælp af udokumenterede betragtninger i deres egen rapport om organiseret kriminalitet - forsøger og har haft held til at få udvidet mulighederne for tvangsindgreb, senest gennem nedsættelsen af kriminalitetskravet i forbindelse med datakriminalitet og nu gennem disse forslåede udvidelser.

Behovet for de foreslåede ændringer af ransagningsbestemmelserne synes efter Enhedslistens opfattelse også at være temmelig uargumenterede. For eksempel spurgte Retsudvalget (spørgsmål nr. 5)

»I hvilke ransagningssager inden for de seneste tre år har de nugældende bestemmelser om ransagning ikke kunnet bruges?»

Hertil svarede justitsministeren bl.a. (bilag 9), at ». . . der vanskeligt kunne tænkes tilfælde, hvor der er et behov for ransagning, og hvor ransagning ikke vil kunne finde sted efter de nugældende regler.«!

Det forekommer derfor temmelig uforståeligt, at det er nødvendigt med de foreslåede ændringer af ransagningsbestemmelserne, og at de foreslås, kan efter Enhedslistens opfattelse kun ses som et udtryk for den tendens, som er beskrevet ovenfor, nemlig en fortsat bestræbelse på at udvide rammerne for myndighedernes magtanvendelse. At denne opfattelse ikke er grebet ud af den blå luft, fremgår af den fortsatte besvarelse af spørgsmål nr. 5

»Formålet med de foreslåede regler i lovforslaget er således heller ikke at skabe adgang til ransagning i tilfælde, hvor dette ikke kan ske efter de gældende regler, men at skabe en bedre og mere nutidig systematik for reguleringen af ransagning samt på en række punkter at indføre mere detaljede regler.«

Man kan således forstå, at baggrunden for den foreslåede udvidelse af lovens funktionsområde ikke er hensynet til politiets muligheder for at opklare forbrydelser, som man i dag ikke kan klare. For som det fremgår af ministerens besvarelse er det netop ikke tilfældet. Hensynet er alene »mere nutidig systematik«!

Om det også er en mere nutidig systematik, der gør det nødvendigt for politiet at få mulighed for at foretage ransagninger efter § 793, stk. 1, nr. 2, (lokaliteter uden for husrum, carporte, åbne skure, uaflåste biler) på et andet grundlag - nemlig ved at politiet selv og ikke en dommer afgør, om en ransagning kan finde sted (jf. § 796, stk. 1,) - er muligt. Men det er ikke, fordi ransagning af disse lokaliteter ikke i dag kan finde sted. I besvarelsen af spørgsmål 7, jf. bilag 9, skriver Justitsministeriet således, at politiet også efter de nugældende regler har adgang til ransagning af de lokaliteter, der er omfattet af kategori 2 (haver, carporte, åbne skure, uaflåste biler), men der sondres ikke efter de gældende regler mellem de to kategorier. Kategori 1 omfatter boliger, husrum, papirer og indholdet af aflåste genstande.

For Enhedslisten er denne »nutidige systematik« stærkt bekymrende, og partiet kan tilslutte sig den bekymring, som også Advokatrådet har udtrykt i sit høringssvar (side 5).

Hvad angår spørgsmålet om skærpelse af straffen for våbenbesiddelse, gjorde Enhedslisten det klart under lovforslagets 1. behandling, at vi kunne støtte den foreslåede skærpelse som et lille - men utilstrækkeligt - skridt i den rigtige retning. Men Enhedslisten gjorde det også klart, at lovforslaget ønskedes opdelt, idet sammenstillingen af de forslåede ændringer gjorde det umuligt for os at stemme for lovforslaget i dets nuværende udformning af grunde, som er nævnt ovenfor.

Enhedslisten mener imidlertid, at lovforslaget går uden om det helt centrale problem omkring våben, nemlig den mangelfulde kontrol med de våben, som findes i landet, hvad enten det er i skytte- og jagtforeninger eller i hjemmeværnet og militæret. Enhedslisten har noteret sig, at Rigspolitichefen og andre af politiets våbenkontrolkyndige har efterlyst behovet for en central våbenregistrering. I den forbindelse ser Enhedslisten frem til resultatet af det arbejde, som ifølge justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 16, jf. bilag 28, er iværksat med henblik på initiativer på dette område.

Sammenbunkning af de enkelte forslag i et lovforslag betyder, at Enhedslisten indstiller det samlede lovforslag til forkastelse. Som vores ordfører forklarede under lovforslagets 1. behandling, repræsenterer det en »tough on crime«-retspolitik, som henter sin inspiration i de reaktionære retspolitiske tiltag, som i disse år præger debatten og lovgivningen i USA og Storbritannien. Det er en udvikling, som efter Enhedslistens opfattelse udgør en alvorlig trussel mod retssikkerheden og den enkelte borgers rettigheder over for staten. Denne udvikling kan og vil Enhedslisten ikke bidrage til, især fordi intet tyder på, at det har ført til, at kriminaliteten falder. Og det er jo det, som burde være formålet.

Ændringsforslag

Til § 2Af justitsministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og EL)

1) Nr. 5 affattes således

»5. I § 781, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »193, stk. 1,»: »245, 252, stk. 1,», efter »281«: », 286, stk. 1,» og efter »289«: »eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3«.'

2) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af § 800, stk. 1, ændres »eller § 795, stk. 1, nr. 1« til: »§ 795, stk. 1, nr. 1, eller § 799, stk. 1«.

Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (FP, CD og DF)

3) Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer

»01. § 848, stk. 1, affattes således

»Formanden kan beslutte, at tiltalte skal forlade retssalen, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring fra vidnet, den medtiltalte eller tiltalte ellers ikke kan opnås.«»

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og EL)

Til § 3 4) I nr. 1 ændres »Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.« til: »Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.«

5) Nr. 2 affattes således

»2. § 10, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således

» Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«»

Til § 4 6) I 2. pkt. ændres »1. februar 1997« til: »1. juli 1997«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Udviklingen i den internationale menneskesmugling bærer i stadig stigende omfang præg af professionel planlægning.

Sammensætningen af de asylansøgere, der kommer her til landet, peger i den retning. Der er således tale om et meget stort antal asylansøgere, der ikke ansøger om asyl ved landegrænsen, men først i modtagecentret Sandholm, og i den forbindelse ikke vil oplyse nærmere om deres rejserute til Danmark og samtidig har destrueret alle former for legitimation og rejsedokumenter.

Rigspolitiet har endvidere oplyst, at det er politiets erfaring, at en meget stor andel af asylansøgerne er kommet til Danmark illegalt, bistået af personer, der mod betaling har hjulpet de pågældende hertil.

Menneskesmugling udgør en grov kriminalitetsform, der bør bekæmpes på alle fronter. Danmark deltager derfor i et internationalt samarbejde, der bl.a. består i politisamarbejde, samarbejde i EU-regi, EF-asylkonventionen og Schengensamarbejdet.

Dette internationale samarbejde bør følges op af en forstærket national indsats mod menneskesmuglerne.

Regeringen finder det således af afgørende betydning at styrke politiets muligheder for at optrevle den professionelle menneskesmugling ved at give politiet adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden som led i efterforskningen af sager om menneskesmugling.

Forslaget om en ændret affattelse af lovforslagets § 2, nr. 5, indebærer, at det bliver muligt at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden i efterforskningen af sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3.

Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 59, stk. 3, straffes den, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse eller opholde sig her i landet, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes den, der for vindings skyld bistår en udlænding med at indrejse i Danmark med henblik på herfra at indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive afvist eller tilbagesendt. På samme måde straffes endvidere den, der for vindings skyld bistår en udlænding med at indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive afvist eller tilbagesendt.

De almindelige betingelser for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden gælder også i disse sager. Der skal således være bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt (§ 781, stk. 1, nr. 1), og indgrebet skal være af afgørende betydning for efterforskningen (§ 781, stk. 1, nr. 2). Herudover gælder bl.a. kravet om proportionalitet, jf. § 782, stk. 1.

Forslaget indebærer, at der kan foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af telefonaflytning, teleoplysning, brevåbning og brevstandsning. For så vidt angår anden aflytning, herunder rumaflytning, jf. § 780, stk. 1, nr. 2, følger det af § 781, stk. 4, at det er en betingelse, at der foreligger en forbrydelse, som har medført eller kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier. Det vil næppe kunne forekomme med hensyn til overtrædelser af udlændingelovens § 59, stk. 3.

For at følge udviklingen på området i de kommende år vil Justitsministeriet indhente og offentliggøre oplysninger fra politikredsene om anvendelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden i efterforskningen af sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, og udfaldet af sådanne sager.

Til nr. 2 Som det fremgår af § 800, stk. 2, og af bemærkningerne til bestemmelsen, gælder de foreslåede regler om tilfældighedsfund også for tilfældighedsfund i forbindelse med ransagning uden umiddelbar underretning. Ved en fejl er der imidlertid i § 800, stk. 1, ikke medtaget en henvisning til § 799, stk. 1, om ransagning uden umiddelbar underretning. Henvisningen er derimod medtaget i forslaget til § 800, således som det er optrykt i lovforslagets bilag 1. Ændringsforslaget er således alene en berigtigelse af en redaktionel fejl.

Til nr. 3 Ændringsforslaget har til formål at afklare og fastlægge retstilstanden vedrørende spørgsmålet om, hvem retsformanden kan beslutte at udelukke fra at være til stede, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres. Højesteret har i en kendelse (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 590) fundet, at den nuværende formulering af § 848, stk. 1, ikke giver retsformanden mulighed for at bestemme, at de medtiltalte ikke må være til stede, når de tiltalte afgiver forklaring. Forslagsstillerne finder denne retstilstand uholdbar og i modstrid med intentionerne bag lov nr. 366 af 18. maj 1994, som bl.a. var at tage højde for, at retten også kunne få en uforbeholden forklaring fra tiltalte selv.

Til nr. 4 og 5 Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af den ændring af våbenloven, der forventes vedtaget ved 3. behandlingen den 16. maj 1997 af forslag til lov om ændring af straffeloven, våbenloven og lov om hotel- og restaurationsvirksomhed m.v. (Skærpelse af straffen for grov vold og for besiddelse af knive og slagvåben, sikkerhedsmæssige krav til restaurationers indretning m.v.) (L 145). Ved den nævnte ændring indsættes i våbenlovens § 10 et nyt stk. 2 om skærpelse af straffen for besiddelse af knive og slagvåben. Det er derfor nødvendigt at ændre stykkebetegnelserne i § 3, nr. 1 og 2, i nærværende lovforslag i overensstemmelse hermed.

Til nr. 6 Da loven ikke er vedtaget inden det oprindeligt foreslåede tidspunkt for ikrafttræden den 1. februar 1997, foreslås det, at ikrafttræden af de nye regler om ransagning fastsættes til den 1. juli 1997.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Helen Jørgensen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Pia Kjærsgaard (DF) Erling Oxdam (V) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP)

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har

herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Et af udvalgets spørgsmål og justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) beklager, at lovforslaget er fremsat så sent, idet forslag til bekæmpelse af den organiserede kriminalitet allerede forelå i forbindelse med forespørgsel nr. F 45, folketingsåret 1994-95, der blev foretaget den 16. maj 1995.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

En del af mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) har noteret sig, at justitsministeren i sin kommentar til Det Danske Center for Menneskerettigheders påpegning af, »at den foreslåede regulering af hemmelig ransagning ikke er i overensstemmelse med de krav, der er indeholdt i eller følger af principperne bag EMRK. En anvendelse af ordningen i praksis vil følgelig kunne medføre konventionskrænkelse« ikke deler denne opfattelse af situtationen, jf. bilag 36, der er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Enhedslisten føler sig bestemt ikke overbevist af ministerens kommentar og tænker her på bemærkningen i besvarelsens pkt. 5, hvor det hedder, at »der ikke (ses) at foreligge praksis fra Menneskerettighedsorganerne om hemmelig ransagning i efterforskningsøjemed«.

I det lys vil Enhedslisten afvente resultatet af en eventuel sag ved konventionsorganerne.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ingen

Nr BTL 98

Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og våbenloven (Styrkelse af politiets muligheder for at efterforske alvorlig kriminalitet, konfiskation, øget vidnebeskyttelse og skærpelse af straffen for våbenbesiddelse m.v.)

Nr L 98 1996-97, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19970515