1996 BTL 93 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF DYREVÆRNSLOVEN (FORBUD MOD SLAGTNING OG AFLIVNING AF DYR UDEN BEDØVELSE) NR L 93 1996-97, 1. SAMLING

§ 1 I bekendtgørelse nr. 1037 af 14. december 1994 om slagtning og aflivning af dyr foretages følgende ændringer

1. I § 7, stk. 1, indsættes efter »uden«: »forudgående«.

2. I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »uden«: »forudgående«.

3. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.: »Ved slagtning af kvæg skal dyret umiddelbart efter, at dette halssnit er foretaget, bedøves ved skydning med en boltpistol.«

4. I § 7, stk. 5, indsættes efter »uden«: »forudgående«.

§ 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den

Justitsministeriet, den

Frank Jensen

/ Mogens Kjærgaard Møller

Bilag

Spørgsmål 6 og 11 til justitsministeren og dennes svar herpå, henvendelse fra Anette Lund Hansen, cand.jur., ph.d.-studerende og Henrik Zahle, professor, dr.jur. samt justitsministerens udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr er optrykt som bilag til betænkningen

Spørgsmål nr. 6

Hvilke erfaringer er der gjort med hensyn til boltpistolers sikkerhed som bedøvelsesmetode? Hvor mange gange skal dyrene skydes med boltpistol, før man er sikker på, at de er bedøvede? Hvor ofte forekommer fejlskud med boltpistoler?

Svar

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet anmodet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om en udtalelse. Ministeriet henholder sig til følgende udtalelse fra Veterinærdirektoratet

»Bedøvning med boltpistol er en almindeligt anerkendt bedøvelsesmetode, og det er af flere forskere fastslået, at boltpistolen ved korrekt anvendelse fremkalder en øjeblikkeligt virkende bedøvelse af slagtedyret.

Det er vigtigt, at bedøvningen udføres i overensstemmelse med de angivne forskrifter, herunder at boltpistolen placeres korrekt på hovedet af slagtedyret, således at bolten trænger gennem pandeskalden og ind i dyrets storhjerne, hvorved dyret bringes i en bevidstløs og dermed smertefri tilstand.

Ved korrekt anvendelse af boltpistolen er et skud tilstrækkeligt til at fremkalde omgående bedøvelse af slagtedyret, men der forekommer tilfælde, hvor dyret på grund af usikkerhed ved placeringen af boltpistolen ikke bedøves fuldstændigt, hvorefter bedøvelsen omgående må gentages.

Veterinærdirektoratet er ikke i besiddelse af en opgørelse over, hvor mange fejlskydninger der fremkommer på kreaturslagterierne, men det må vurderes at være tilfælde, der optræder specielt ved meget urolige slagtedyr, hvor det ikke lykkes for slagteren at foretage korrekt placering af boltpistolen, eller hvor dyret bevæger hovedet umiddelbart før skuddet afgives.«

Spørgsmål nr. 11

Er den eksisterende mulighed for rituel slagtning udtryk for en dispensation eller for en ordning, der har hjemmel i en bekendtgørelse udstedt i overensstemmelse med gældende lov?

Svar

Det fremgår af dyreværnslovens § 13, stk. 1, at den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Ifølge § 13, stk. 2, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om aflivning af dyr, herunder regler om slagtning og om forbud mod visse aflivningsformer samt regler om, at aflivning af visse større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person.

Med hjemmel i blandt andet dyreværnslovens § 13, stk. 2, har Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 1037 af 14. december 1994 om slagtning og aflivning af dyr. Bekendtgørelsen indeholder tillige bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 93/119/EF om beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet.

I bekendtgørelsens § 6 bestemmes det, at enhovede dyr, drøvtyggere, svin, kaniner og fjerkræ tilført til slagtning på slagterier skal bedøves inden slagtning eller aflives omgående som angivet i kapitel 9. Kapitel 9 indeholder nærmere bestemmelser om de tilladte bedøvelses- og aflivningsmetoder.

Ifølge bekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal det dog være tilladt at slagte husdyr uden bedøvelse, når slagtningen foretages efter jødisk eller islamisk ritus. I § 7, stk. 2-5, angives en række betingelser, som skal være opfyldt ved disse rituelle slagtninger, herunder betingelsen om at slagtning uden bedøvelse af andre husdyr end fjerkræ skal foretages på et eksportautoriseret slagteri, og at slagtningen overvåges af embedsdyrlægen, ligesom slagterier, der ønsker at foretage slagtning uden bedøvelse, skal anmelde dette forud til Veterinærdirektoratet.

Den eksisterende mulighed for rituel slagtning uden bedøvelse er således udtryk for en ordning, der er reguleret i en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i dyreværnslovens § 13, stk. 2.

Rituel slagtning og religionsfrihed

Af Anette Lund Hansen, cand.jur., ph.d.-studerende

og Henrik Zahle, professor, dr.jur.

Spørgsmålet om rituel slagtning er til diskussion. Af central betydning er en vurdering af, hvilken angst og hvilke smerter de slagtede dyr har under den rituelle slagtning. Herom gør der sig forskellige opfattelser gældende, og den følgende undersøgelse er bygget på den forudsætning, at der er i hvert fald en risiko for, at dyrene faktisk oplever slagtningen som angstfuld og smertefuld.

Slagtningens betydning for dyrene har været central i debatten. Senest er spørgsmålet belyst ved den dyreetiske udtalelse fra Det Dyreetiske Råd.

Formålet med det følgende er at bidrage med en analyse af den rituelle slagtning set i religionsfrihedens perspektiv. Hensynet til religionsfriheden forekommer os at være underbelyst, og det har derfor været nødvendigt at foretage en undersøgelse af såvel den europæiske menneskerets regulering af religionsfrihed som reguleringen i den danske grundlov.

I det følgende redegøres først for den europæiske menneskeretlige regulering, dernæst for den danske grundlov.

I. Den europæiske menneskeretskonvention og international ret

Den Europæiske Menneskerets Konventions artikel 9

Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige orden, sundhed eller sædelighed eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Den engelske ordlyd af artikel 9

1. Everyone has the right to freedom of thought, conscience and religion; this right includes freedom to change his religion or belief and freedom, either alone or in community with others and in public or in private, to manifest his religion or belief, in worship, teaching, practice and observance.

2. Freedom to manifest one's religion or beliefs shall be subject only to such limitations as are prescribed by law and are necessary in a democratic society in the interests of public safety, for the protection of public order, health or morals, or for the protection of the rights and freedoms of others.

Reglens struktur

Beskyttelsen af religionsfriheden i artikel 9 kan opdeles i et indre og et ydre aspekt. Det indre aspekt af religionsfriheden er reguleret i artikel 9, stk. 1, 1. led, og udgør retten til autonomt at have tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed (forum internum). Det ydre aspekt af religionsfrihed er reguleret i artikel 9 stykke 1, 2. led, og udgør retten til at manifestere sin religion (forum eksternum).

Artikel 6 indeholder ikke udtrykkeligt et eksempel om overholdelsen af fødevaremæssige forskrifter som et eksempel på en typisk manifestation af religionsfriheden. Artikel 6 bygger på og er tydeligt inspireret af den grundlæggende FN rapport om religionsfrihed fra 1959. Rapporten mundede ud i 16 generelle regler om religionsfrihed samt et sæt "Draft principles on freedom and non-discrimination in the matters of religious rights and practices", og den anden af disse foreskriver: "Everyone should be free to comply with what is prescribed or authorized by his religion or belief, and free from performing acts incompatible with prescriptions of his religion or belief".

I Draft principles uddybes dette i dokumentets tredje del, hvor det fastslås, at "Everyone shall be free to comply with what is perscribed or authorized by his religion or belief, and free from performing acts incompatible with the prescriptions of his religion or belief, particular in the following respects, subject to the interest of a society as a whole as provided in parts III and IV".

3. "No one shall be prevented from observing the dietary practices prescribed by his religion or belief".

Da 1981-Deklarationens artikel 6 ikke er udtømmende og da bestemmelsen er stærkt inspireret af FN rapporten fra 1959, må det antages at en fortolkning af retten til at manifestere sin religion i henhold til artikel 6 i 1981-Deklarationen også omfatter retten til at overholde fødevaremæssige forskrifter.

Anvendes 1981-Deklarationen som fortolkningsbidrag og udfyldning til CPR art. 18 vil retten til at manifestere sin religion omfatte retten til at overholde religiøst påbudte forskrifter om fødevarer, samt de forudgående forberedende handlinger som rituel slagtning. Da CPR art. 18 og EMRK art. 9 som tidligere nævnt i almindelighed fortolkes overensstemmende, understøttes en fortolkning af artikel 9, hvor det fastlægges at retten til at manifestere sin religion også omfatter retten til at følge religiøst foreskrevne fødevaremæssige forskrifter.

Retten til religionsfrihed og forbudet mod diskrimination på grund af religion er dog ikke ensbetydende med, at de offentlige myndigheder under alle omstændigheder er forpligtet til at tage positive forholdsregler for at sikre overholdelsen af fødevaremæssige forskrifter for alle religioner og trosretninger.

Som en generel regel gælder dog, at ingen skal forhindres i at overholde de fødevaremæssige forholdsregler, som deres religion foreskriver(* 11).

(* 11) Acot Krishnaswami, study of discrimination in matters of religious rights and practices UN doc E/CN.4/Sub.2/200/Rev.1.

Rituelle slagtninger og den europæiske menneskerets konvention

Udgangspunktet må være, at religiøst påbudte forskrifter om fødevarer er afhængige af udførelsen af rituelle slagtninger, hvorfor et forbud mod rituelle slagtninger vil være et indgreb i religionsfriheden i henhold til EMRK art. 9 stk. 1, 2. led, dvs. retten til at manifestere sin religion.

På den anden side er det legitimt at begrænse retten til at manifestere sin religion jvf. EMRK art. 9 stk. 2, hvis dette sker i henhold til lov, for at varetage et af de udtrykkeligt opregnede formål og kan anses for at være nødvendigt i et demokratisk samfund. Det er disse betingelser for indgreb i retten til at manifestere sin religion vi herefter ser på.

Indgrebet skal være foreskrevet ved lov er en to-leddet betingelse. Et evt. dansk forbud vil komme til udtryk ved en lovændring af dyreværnsloven, hvorfor det vil opfylde betingelsen om at være "prescribed by law".

I EMRK art. 9 opregnes de hensyn, der legitimt kan begrunde indgreb, nemlig hensynet til "the public order, health or morals, or the rights and freedoms of others". Disse formål er meget brede og dækker næsten enhver handling, hvorfor det er sandsynligt at rituelle slagtninger vil kunne forbydes ud fra hensynet til den offentlige orden.

Endelig skal indgrebet være nødvendigt i et demokratisk samfund. Nødvendighedstesten udgør en interesseafvejning mellem individets interesse i at overholde religiøst foreskrevne regler for behandling af fødevarer og samfundets mere overordnede interesse i, at dyr ikke i forbindelse med slagtning og anden form for aflivning må påføres smerte eller anden form for lidelse, jf. dyreværnslovens § 13.

Ved nødvendighedstesten foretages en meget detaljeret og dermed ofte særdeles kasuistisk præget vurdering af, om samtlige omstændigheder giver grund til at antage, at en "fair balance" konkret findes at foreligge mellem individets rettigheder og samfundets interesse i at gøre indgreb i disse rettigheder(* 12).

(* 12) Se Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret s. 210 ff.

På grundlag af EMD's praksis kan fastslås, at indgrebet for at opfylde nødvendighedstesten skal være udtryk for et presserende socialt behov (a pressing social need) og skal være proportionalt i forhold til målet(* 13). At indgrebet er nyttigt, rimeligt og ønskeligt er ikke tilstrækkeligt, men på den anden side er nødvendighedskravet ikke ensbetydende med, at indgrebet skal være uundgåeligt (indispensable).

(* 13) Se EMD 24 Handyside dommen.

Ved prøvelsen af indgrebets nødvendighed overlades der en skønsmargin til de nationale stater og myndigheder. Bredden af denne skønsmargin fastlægges bl.a. ud fra følgende 6 kriterier, der har indflydelse på hvor meget EMD kræver af staternes dokumentation for indgrebets nødvendighed.

a) Lokal bedømmelse af lokale forhold

b) Konsensus standarden

c) Er der tale om et væsentligt indgreb i lovgivers kompetence

d) Positive forpligtelser

e) Væsentlige indgreb for individet

f) Er der tale om en fundamental rettighed i et demokratisk samfund(* 14)

(* 14) Se Evind Einersen og Tyge Trier, »Den Europæiske Menneskeretsdomstols prøvelseskompetence - Doktrinen om margin of appreciation«, TfR 1991 s. 570-593.

Ved bedømmelsen af om et forbud mod schachtning vil være et nødvendigt indgreb i religionsfriheden i et demokratisk samfund vil følgende standarder være relevante.

ad b) Konsensus standarden

Hvis de fleste lande, som har tiltrådt EMRK, ikke har forbudt schachtning, kan det være vanskeligt for Danmark at begrunde at forbudet er nødvendigt netop i Danmark. Udelukkende Sverige, Norge og Schweiz har et forbud mod rituelle slagtninger, mens Danmark, Frankrig og Finland har lovgivet om, at rituel slagtning må foregå under særlige omstændigheder. Denne standard tillægges væsentlig vægt i EMD's behandling af klager.

ad e) Væsentligt indgreb for individet

Hvis indgrebet i art. 9 synes at medføre væsentlige konsekvenser for individet, altså et væsentligt indgreb i en personlig rettighed i modsætning til en materiel rettighed, skærpes statens bevisbyrde for, at indgrebet kan anses for nødvendigt.

Forbudet mod schachtning synes at udgøre et væsentligt indgreb i individets religionsfrihed, og sammenholdes dette med at religionsfriheden betragtes som et fundamentalt aspekt at individets liv, vil det utvivlsomt medføre en skærpelse af kravet til staternes bevis for nødvendigheden af indgrebet.

ad f) Er der tale om en fundamental rettighed i et demokratisk samfund

Religionsfriheden er af EMD beskrevet som en fundamental rettighed i et demokratisk samgund(* 15), heraf er en konsekvens, at kravene til staten om at bevise nødvendigheden af indgrebet skærpes(* 16).

(* 15) Se Kokkinakis Dommen EMD 260-A

(* 16) EMD 24, 28, 30 og 44.

Proportionalitetsbedømmelsen, som nødvendighedstestens andet led

Ved en proportionalitets bedømmelse vurderes midlet i forhold til målet. Hvorledes vi etisk betragter rituelle slagtninger, må sammenholdes med, hvorledes vi etisk set generelt forholder os til dyr, dels i forbindelse med opdræt, dels i forbindelse med slagtning. Spørgsmålet er hvilken smerte schachtning påfører kvæg, set i forhold til hvilken smerte de generelle opdræts- og slagtemetoder påfører kvæg. Normalt foregår slagtning af kvæg ved skydning med penetrerende boltpistol, som medfører nærmest øjeblikkelig indtræden af døden, og dyret påføres beviseligt ingen smerte. Dette er et argument for et forbud mod schachtning.

Men det skal også tages i betragtning, at rituelle slagtninger i 1994 udgjorde 5.500 stk. kvæg ud af 800.000 slagtede kreaturer i alt, eller 0,069 pct. af det samlede antal slagtninger af kvæg. Det relativt begrænsede antal af rituelle slagtninger vil på den anden side trække i retning af, at der ikke er grundlag for et forbud.

Endvidere må indgrebets betydning for de religiøse grupper vurderes overfor, hvilken betydning det har for opnåelsen af målet om at behandle dyr etisk forsvarligt.

Det er udelukkende ortodokse jøder, der lever i henhold til religiøse regler, som foreskriver at schachtning ikke må foretages uden forudgående bedøvelse. Der er således som udgangspunkt tale et om et begrænset udsnit af den jødiske menighed, der vil blive berørt af et forbud. For denne del af den jødiske menighed vil der dog være tale om et indgreb i en leveregel som anvendes dagligt og i forbindelsen med varetagelsen af et primært behov, nemlig indtagelsen af mad, hvorfor indgrebet utvivlsomt må betragtes som væsentligt.

Det er i den sammenhæng relevant at inddrage det faktum, at et forbud mod foretagelsen af schæchtning uden forudgående bedøvelse ikke også medfører et forbud mod import af kød slagtet i henhold til disse religiøse forskrifter.

Forbudet i Danmark vil således ikke umuliggøre de ortodokse jøders opfyldelse af deres religiøse foreskrevne fødevaremæssige forskrifter, men det vil med stor sandsynlighed gøre de pågældende madvarer vanskeligere at skaffe og dyrere at købe.

Der er som ovenfor nævnt tale om et væsentligt indgreb i religionsfriheden for den ortodokse del af den jødiske menighed, hvorimod det lille antal af rituelle slagtninger gør det vanskeligt at karakterisere som væsentligt i forhold til det generelle mål at sikre at dyr ikke påføres smerte eller anden form for lidelse i forbindelse med slagtning.

I henhold til nødvendighedstesten vil et totalt forbud mod schæchtning uden bedøvelse og uden forslag af alternativ slagtemetode sandsynligvis ikke blive betragtet som proportionalt.

II. Grundloven

For en vurdering af religionsfrihedens forhold til en rituel slagtning er to bestemmelser i grundloven af særlig betydning

Grundlovens § 67: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Artikel 9 stk. 2, indeholder hjemlen for begrænsninger af religionsfriheden. I henhold til denne bestemmelse er det udelukkende retten til at udøve sin religion, der kan underkastes begrænsninger. Det indre aspekt af religionsfriheden er således en absolut rettighed, der ikke kan underkastes begrænsninger, mens det ydre aspekt af religionsfriheden er en relativ rettighed.

Ved at tillade begrænsninger af retten til at manifestere sin religion anerkendes det, at det i et demokratisk samfund - i hvilket adskillige religioner eksisterer side om side indenfor den samme befolkningsgruppe - kan være nødvendigt at begrænse retten til at manifestere sin religion, for at kunne forene de forskellige gruppers interesser og sikre at alles tro bliver respekteret(* 1).

(* 1) Se EMD 206-A s. 18 præmis 33.

Begrænsninger i retten til at udøve religionsfriheden skal være foreskrevet ved lov, være nødvendige i et demokratisk samfund og ske i henhold til et af de udtrykkeligt opregnede formål(* 2).

(* 2) Se nærmere nedenfor.

Om rituelle slagtninger

Religionsfriheden som en international menneskeret er reguleret i henholdsvis EMRK art. 9 og Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder (CPR) art. 18, de to bestemmelser antages at skulle fortolkes overensstemmende(* 3).

(* 3) Se Lars Adam Rehof og Tyge Trier i Menneskeret s. 270.

I den følgende fortolkning af indholdet af retten til at manifestere sin religionsfrihed i henhold til artikel 9 stk. 1, 2. led henvises derfor også til FN dokumenter.

Begrebet "to manifest" fortolker MK snævert, og dækker ikke enhver handling, der er motiveret eller influeret af en religion eller tro. For at handlingen er omfattet af beskyttelsen i art 9, stk. 1, 2. led, skal den være udtryk for et sammenhængende syn på fundamentale problemer og denne bagved liggende religiøse opfattelse skal netop komme til udtryk ved den konkrete manifestation(* 4).

(* 4) Se EMK 7050/75 Arrowsmith vs. UK, Dec. 12.10.78 i D&R 19 s. 5,

og EMK 8741/79 X mod BRD i D&R 24 s. 137.

Manifestationen af religionsfriheden i henhold til EMRK art. 9 kan udføres i form af "worship, teaching, practice or observance"; ved tilføjelsen af ordet "includes" i begyndelsen af artikel 9 stk. 1, 2. led indiceres, at den måde hvorpå religion eller tro kan manifesteres ikke er udtømmende defineret i artiklen(* 5).

(* 5) Se Niklas Blum, s. 63.

Størstedelen af praksis fra EMK angår manifestation af religion eller tro gennem "practice and observance". Det ser ud til at begrebet "observance" særligt tager sigte på handlinger af en stærk traditionel karakter, men grænsen mellem de to begreber er vanskelig at trække(* 6).

(* 6) Se Christian Skakkebæk s. 10.

EMK har i sin praksis ikke direkte taget stilling til spørgsmålet om rituelle slagtninger. Det nærmeste har været spørgsmålet om anerkendelsen af, at indsatte i fængsler skal have adgang til at modtage mad tilberedt i overensstemmelse med religiøse forskrifter(* 7), ved at anerkende, indsatte har ret til at modtage mad tilberedt i overensstemmelse med religiøse forskrifter anerkendes, at denne form for forskrifter er en del af retten til at manifestere sin religion(* 8). Visse religiøse forskrifter om fødevarer er afhængige af udførelsen af forudgående forberedende handlinger som f.eks. rituelle slagtninger. Med en anerkendelse af, at religiøst foreskrevne forskrifter om fødevarer er en del af religionsfriheden, ligger også en implicit anerkendelse af, at de forudgående handlinger, så som rituelle slagtninger, er en del af religionsfriheden.

(* 7) Se Appl no. 5947/72 X vs UK, Dec 05.03.76 D&R no. 5 s. 8, og Appl. no. 13668/88 D. og E.S. vs. UK, 07.03.90, utrykt, henvisning fundet hos C. Skakkebæk.

(* 8) Jvf. Frowein i Festschrift fur Karl Partsch 1989 s. 249 (258), Freedom of Religion in the Practice of the European Commission and Court of Human rights.

Appl 5947/72 angik fængselsmyndighedernes overholdelse af fødevaremæssige forskrifter for ortodokse jøder. Kommissionen vurderede konkret, at der ikke forelå nogen krænkelse af retten til at manifestere sin religion i henhold til EMRK art. 9. Afgørelsen stammer fra en periode, hvor Kommissionen anvendte doktrinen om "inherent limitations" ved fortolkning af omfanget af rettighedernes beskyttelse i forhold til indsatte i fængsler. Denne doktrin er siden hen i en anden kontekst udtrykkeligt forladt af Domstolen, hvorfor afgørelsen ikke kan anvendes yderligere i denne sammenhæng(* 9).

(* 9) Se Van Dijk og Van Hoof, Theory and Practice of the European Convention on Human Rights s. 576, samt EMD 12 Vagabond sagen s. 45 og EMD 18 Golder sagen s. 21-22.

En fortolkning af retten til at manifestere sin religion, så den også omfatter retten til at følge religiøst foreskrevne forskrifter om fødevarer, understøttes af en lignende fortolkning af CPR art. 18. CPR art. 18 stk. 1, 2. led, er en ordret gengivelse af EMRK art. 9, stk. 1, 2. led. Dog kan der ved fastlæggelsen af indholdet af religionsfrihedsbegrebet i henhold til CPR hentes vejledning i FN Deklarationen om forbud mod alle former for diskrimination og intolerance baseret på tro eller religion (herefter 1981-Deklarationen)(* 10). I 1981-Deklarationens art. 6, jf. art. 1, stk. 1, 2. led, opregnes konkrete og typiske eksempler på, hvorledes religionsfriheden kan manifesteres. Opregningen er ikke udtømmende, hvilket allerede følger af ordene "inter alia".

(* 10) The Declaration on the Elimination on All Forms of Intolerance and Discrimination Based on Religion or Belief af 25. nov. 1981.

§ 70: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse . . . berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Disse to grundlovsbestemmelser indeholder et regelsæt, som passende kan opdeles i tre led. For det første findes en grundlovsbeskyttelse af gudsdyrkelsen. Beskyttelsen sikrer borgerne en religiøs udfoldelsesmulighed, og spørgsmålet er her, om den rituelle slagtning omfattes af denne frihed.

For det andet indeholder grundloven en mulighed for, at denne frihed begrænses, idet friheden ikke må bruges til at lære eller foretage noget, som strider mod sædelighed eller offentlig orden. Spørgsmålet er her, om denne mulighed for begrænsning omfatter et forbud mod rituel slagtning.

Endelig indeholder grundloven et diskriminationsforbud, og spørgsmålet er her, om diskriminationsforbudet kan hindre, at et forbud mod rituel slagtning gennemføres, idet et sådant forbud skulle opfattes som en diskrimination af bestemte religiøse grupper.

1. Gudsdyrkelse og slagtning

Religionsfriheden beskyttes efter grundlovens § 67 som en ret for borgerne til at »forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning«. Det, der beskyttes, er altså retten til at forene sig for at dyrke Gud på den beskrevne måde. Heri ligger for det første en ret til at forene sig, og det betones ofte i den forfatningsretlige litteratur, at religionsfriheden netop knytter sig til foreningsfriheden, sml. allerede Holck s. 268, der betoner, at »grundloven har altså ikke med hensyn til religiøse samfund indskrænket sig til, således som med hensyn til andre foreninger, at hjemle borgerne ret til at forene sig i ethvert lovligt øjemed, sml. grundlovens § 78, men tillagt dem en almindelig og ubetinget ret til at forene sig i samfund af den i grundlovens § 67 omhandlede beskaffenhed.«(* 17).

(* 17) C.G. Holck: Den danske Statsforfatningsret II, 1869.

Religionsfriheden omfatter imidlertid ikke alene selve foreningsdannelsen som sådan, men må tillige antages at indeholde en ret til at forsamle sig med henblik på gudsdyrkelse, såvel som en individuel adgang til gudsdyrkelse.(* 18)

(* 18) Poul Andersen: Dansk statsforfatningsret, 1954 s. 632.

Det umiddelbare formål med virksomheden skal være gudsdyrkelse, jfr. Matzen.(* 19) Men til den egentlige gudsdyrkelse hører ikke blot selve den religiøse virksomhed under f.eks. en gudstjeneste, men også de praktiske forudsætninger for det religiøse livs udfoldelse. Således opførelse af kirker, ansættelse af præster, oprettelse af særlige præsteskoler.(* 20) Uden for beskyttelsen falder på den anden side foreninger, der nok har et religiøst sigte, men hvis øjemed dog ikke er gudsdyrkelse, f.eks. sportsforeninger eller fritidsklubber med religiøst præg.(* 21)

(* 19) Henning Matzen: Den danske Statsforfatningsret III, 1909 s.

299.

(* 20) Jfr. Knud Berlin: Den danske Statsforfatningsret II, 1939 s.

350.

(* 21) Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret, 1980 s. 754.

Centralt er det, at bestemmelsen efter formuleringen i dens andet led omfatter såvel lære som handlinger (»læres eller foretages«). Det er på den baggrund, at man kan drøfte, om bestemmelsen giver mulighed for flerkoneri, jfr. f.eks. Matzen s. 300-301 og Berlin s. 351, tiggeri, Holck s. 273, Matzen s. 302, s. 303, kirkelig procession, Matzen s. 303, jfr. dog Matzen s. 302 og Holck s. 272, såvel som det nævnte kirkebyggeri, Matzen s. 303-304. Religionsfriheden er ikke begrænset til den gudsdyrkelse, der foregår på bestemte tider og klokkeslæt, men må anskues med udgangspunkt i den enkelte religion som den virksomhed, som efter religionen anses som integreret i den enkeltes eller menighedens gudsdyrkelse.

Slagtning er grundlaget for menighedens animalske føde, og slagtningen er et integreret element i den islamiske og jødiske tro. Også slagtemåden må derfor anses som et element i den islamiske og jødiske gudsdyrkelse, og den må derfor som udgangspunkt anses som omfattet af religionsfriheden.

En regulering af den rituelle slagtning må på denne baggrund anskues som et spørgsmål om en indskrænkning af religionsfriheden.

2. Indskrænkning af religionsfrihed

Et vilkår for religionsfriheden er ifølge grundlovens § 67, »at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«.

Religionsfriheden gælder altså kun med den indskrænkning, at der ikke må »læres eller foretages« noget, som er i strid med »sædeligheden eller den offentlige orden«. Til uddybning heraf anførtes allerede hos Holck s. 270, at det ikke er tilstrækkeligt til at frakende et religiøst samfund ret til en lovlig eksistens »at dets læresætninger er farlige eller skadelige, når de ikke kunne siges at stride mod sædelighed eller de til den offentlige ordens betryggelse givne love«. Men nogen nærmere uddybning heraf findes ikke i litteraturen, hertil Berlin s. 351f, Poul Andersen s. 633.

Som grundsynspunkt må antages, at det er overladt til lovgivningsmagten at fastsætte, hvilke krav der følger af hensynet til henholdsvis »sædelighed« og »offentlig orden«. Hvilke hensyn der i denne forbindelse kan tages, findes der ikke nogen systematisk redegørelse for i litteraturen. Men kirkebyggeri - som jo er nødvendigt til realisering af gudsdyrkelse - skal naturligvis følge de gældende byggelove, Poul Andersen s. 633 note 2. En religiøs åbning for flerkoneri støder mod ægteskabslovens monogamiske ordning, jfr. Matzen s. 300, Berlin s. 351. Også dyrebeskyttelse må kunne indgå som et hensyn, der sætter grænser for, hvordan gudsdyrkelse kan praktiseres. Det kan altså som udgangspunkt ikke afvises, at en regulering af slagtemetoder ud fra dyreetiske synspunkter, som svarer til synspunkter, der i øvrigt er lagt til grund for lovgivningen, er grundlovsmæssige, selv om de indebærer en begrænsning af den måde, hvorpå en gudsdyrkelse kan finde sted.

3. Diskriminationsforbud

Grundlovens § 70 indeholder en lighedsgrundsætning, idet den foreskriver, at ingen på grund af trosbekendelse kan nægtes adgang til rettigheder eller unddrage sig forpligtelser, jfr. nærmere grundlovens § 70.

Det bør derfor overvejes, om et forbud mod rituel slagtning kan indebære en krænkelse af dette diskriminationsforbud.

Et første spørgsmål er herved, hvad der sigtes til med »rettigheder«. Herom anføres hos Matzen s. 285-86, at »derunder indbefattes ethvert gode, hvis nydelse er beskyttet af retsordenen, således at det ikke vilkårligt kan berøves den pågældende . . .«.

Forbudet tager naturligvis først og fremmest sigte på situationer, hvor f.eks. en trosbekendelse gøres til en betingelse for adgang til nydelse af borgerlige eller politiske rettigheder, og det er klart, at en sådan ordning ville være i strid med grundlovens § 70, jfr. Berlin s. 356. Vanskeligere er situationen, hvis forbudet ikke er motiveret i trosbekendelse, eller hvis der kan rejses tvivl herom. Det var således i den ældre litteratur omtvistet, om det tidligere gældende forbud mod fremmede jøders adgang til Danmark var religiøst begrundet eller begrundet i frygt for ulovlig handel. De retslærde, der fandt forbudet begrundet i den religiøse overbevisning, betragtede forbudet som bortfaldet med grundloven af 1849 (§ 84); mens de forfattere, der fandt forbudet begrundet i frygten for ulovlig handel m.v., først betragtede det som bortfaldet, da det blev udtrykkeligt ophævet i 1850, jfr. hertil Holck s. 286, Berlin s. 356, på den anden side Matzen s. 286. Selv om drøftelsen angår en situation, som er noget fjernt fra den her behandlede, kan der dog læres det af drøftelsen, at for bedømmelsen af, om en foranstaltning strider med diskriminationsforbudet, er det afgørende at afdække den reelle begrundelse bag reguleringen, og såfremt denne fokuserer på trosbekendelsen som grundlag for et forbud, kan forbudet være i strid med grundlovens § 70, selv om det fremtræder som løsrevet fra hensyn til trosbekendelse.

Rækkevidden af grundlovens § 70 har nylig været drøftet i et par familieretlige sager vedr. Jehovas Vidner, som er blevet behandlet ved Folketingets Ombudsmand. Se herved FOB 1988 s. 121, der angik Adoptionsnævnets tilbageholdenhed med hensyn til godkendelse af Jehovas Vidner som adoptanter, og hvor ombudsmanden påpegede nødvendigheden af en individualiseret bedømmelse, og FOB 1989 s. 78, der angik et vilkår om, at et barn under samværsbesøg hos sin far ikke måtte oplæres i Jehovas Vidners tro, og hvor ombudsmanden fandt en præcisering af dette vilkår ønskelig.(* 22)

(* 22) Se hertil Henrik Zahle: Dansk Forfatningsret 3, 1997 s. 147.

Diskriminationsforbudet vedrører også opfyldelse af forpligtelser: Ingen kan unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt med henvisning til sin trosbekendelse. Dette er grundlag for at anse det for legitimt at forbyde tiggeri, jf. Holck s. 288, men bestemmelsen indebærer ikke noget forbud mod, at lovgivningsmagten viser en særlig imødekommenhed over for religiøse samfund ved at indrømme dem fritagelser eller lempelser under hensyn til den religiøse samvittigheds krav, jfr. Poul Andersen s. 637, Ross s. 756, men modsat Matzen s. 295, Berlin s. 362. Denne mulighed for at vise en særlig imødekommenhed i forhold til religiøse minoriteter ligger bag muligheden for fritagelse for værnepligt på grund af religiøs overbevisning, og den ligger bag de gældende regler for slagtning uden forudgående bedøvelse, jfr. herom Ross s. 756 note 42, sml. Zahle s. 148.

Det kan herefter sammenfattende konkluderes, at en generel regulering, f.eks. bygningslovgivning som gældende for kirkebyggeri, ikke indebærer noget brud på den religiøse frihed, alene fordi reguleringen angår byggevirksomhed af betydning for gudsdyrkelse. Den almindelige lovgivning må gælde for enhver, og den religiøse lære og virksomhed må indrette sig på denne og kan ikke vilkårligt kræve sig fritaget for almindeligt gældende forskrifter, blot fordi virksomheden er religiøst motiveret.

Spørgsmålet er herefter, om en indførelse af et forbud mod rituel slagtning vil indebære en religiøs diskrimination. Spørgsmålet må besvares på baggrund af en sammenkædning af bestemmelserne i grundlovens § 68 og § 70, jfr. om en sådan sammenkædning Ross s. 755.

Et forbud mod rituel slagtning indebærer en justering af de gældende slagteregler, således at disse gælder alment. Udgangspunktet må for så vidt være, at der heri ikke ligger nogen diskrimination i strid med grundlovens § 70, eftersom iagttagelsen af de gældende forskrifter vedr. slagtning må henregnes til »den almindelige borgerpligt« og således som gældende for enhver. En sådan generel slagteregulering kan enten opfattes som en fratagelse af en rettighed - nemlig fratagelsen af den hidtil gældende rettighed for muslimske og jødiske samfund til at gennemføre rituel slagtning - eller som en indførelse af en almindelig borgerpligt med hensyn til udførelse af slagtning. Om sørgsmålet vurderes på den ene eller den anden måde, kan ikke have betydning for den juridiske vurdering.

Gennemførelse af et generelt forbud mod rituel slagtning er motiveret i hensynet til dyrenes beskyttelse mod angst og smerte. Det ligger uden for vores sagkundskab at vurdere, om og med hvilken styrke en sådan smerte gør sig gældende, men det må ved bedømmelsen lægges til grund, at dyr også i andre situationer oplever angst og smerte. Dette gælder såvel den almindelige håndtering af husdyr, ikke mindst i tiden op til en slagtning, og dette gælder ved flere former for (lovlig) jagt, både under selve jagten og efter et vellykket eller mindre vellykket anskud. Også mange transportformer rummer alvorlige skader på dyr.

Set ud fra et hensyn til dyrebeskyttelse er den rituelle slagtning således vel relevant, men dog kvantitativt af relativt begrænset betydning. Det er på den baggrund, at man kan rejse spørgsmålet, om et forbud mod en rituel slagtning vel kan anses som et sagligt begrundet bidrag til en begrænsning af dyrs angst og lidelse, men dog kan anskues som et vilkårligt udvalgt område, der efterlader væsentlige og store områder af angst og lidelse for vilde og tamme dyr uberørt.

I dette perspektiv er spørgsmålet altså, om religionsfriheden som beskyttet i grundlovens § 68 og diskriminationsforbudet i grundlovens § 70, der begge overlader til lovgivningen at fastsætte grænser for, hvad der lovligt kan gøres, må forbindes med det principielle synspunkt, at begrænsninger i gudsdyrkelsen kan være diskriminatoriske, ikke blot fordi der sættes en særlig barriere begrundet i trosbekendelse, men også i tilfælde, hvor en generel regulering vilkårligt rammer en (lille) gruppes gudsdyrkelse ud fra hensyn (dyrebeskyttelse), som kun meget ufuldstændigt og derfor uden nødvendighed varetages gennem den almindelige regulering.

Spørgsmål i denne retning er ikke tidligere behandlet i dansk forfatningsret, og traditionen ved fortolkning af grundlovens § 68 og § 70 lægger ikke op til den mere dynamiske vurdering, som de anførte synspunkter udtrykker, men i lyset af de synspunkter, som finder støtte i den europæiske menneskerettighedskonventions fortolkning, kan det dog ikke afvises, at der også ved en aktualiseret fortolkning af grundlovens bestemmelser om religionsfrihed kan hentes støtte for at sætte spørgsmålstegn ved, om lovgivningsmagten står ganske frit, når den regulerer adfærd, som sætter grænser for religiøse minoritetets gudsdyrkelse. Det forekommer nærliggende at forvente, at sådanne grænser ikke blot isoleret betragtet er egnede til at nå et mål (undgå de hidtil rituelt slagtede dyrs angst og lidelse), men tillige i det hele må anses som saglige i forhold til den generelle målsætning (at spare dyr for angst og lidelse i forbindelse med aflivning). Forbudet mod rituel slagtning må således sammenholdes med tolerancen over for den angst og lidelse, som dyr i andre sammenhænge kan udsættes for.

Selv om der ikke er sikkert litterært fundament for synspunktet, forekommer det os i religionsfrihedens perspektiv betænkeligt at gennemføre et forbud mod rituel slagtning.

Der er ikke med denne konklusion taget stilling til, om den rituelle slagtning kan tilrettelægges på en anden måde end den hidtidige, således at der herved sker en »humanisering« (!) af slagteformen.

JUSTITSMINISTERIET

Civil- og Politiafdelingen

Civilkontoret

Udkast til

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Alle Dyrs Ret,

Cohn, Herluf, København,

Dansk Teknologisk Institut,

Den Danske Dyrlægeforening,

Det Mosaiske Troessamfund,

Dyrenes Beskyttelse,

Gruppe af islamiske ledere i Danmark,

Hansen, Anette Lund og Zahle, Henrik, København,

Lilholt, Jeppe, København og

Repræsentanter for diverse islamiske indvandrerforeninger.

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå, en henvendelse til udvalget i anledning af lovforslaget og justitsministerens udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget og Birthe Rønn Hornbech (V)) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) ønsker i anledning af Det Dyreetiske Råds konklusion: »Rituelle slagtninger uden forudgående bedøvelse er hidtil foregået på en måde, der ikke er etisk forsvarlig«, jf. bilag 19, at understrege, at Det Mosaiske Troessamfund til enhver tid har fulgt de anbefalinger om ændringer i slagtemetoderne, som myndighederne har stillet; eksempelvis blev kastemaskiner afskaffet til fordel for de nuværende fastholdelsesbokse.

Dette flertal har ligeledes konstateret, at Det Mosaiske Troessamfund i den nuværende situation, hvor vurderingen af »etisk forsvarligt« er ændret i skærpende retning, har været imødekommende over for den udvikling af slagtemetoder, som Det Dyreetiske Råds udtalelse indebærer.

Dette flertal kan endvidere tilslutte sig følgende tilkendegivelse fra justitsministeren

1. Efter dyreværnslovens § 13, stk. 2, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om aflivning af dyr, herunder om slagtning og om forbud mod visse aflivningsformer samt regler om, at aflivning af visse større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person.

I medfør af blandt andet denne bestemmelse har Justitsministeriet udstedt en bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr, som i § 7 indeholder regler om slagtning af dyr uden bedøvelse

»§ 7. Det skal dog være tilladt at slagte husdyr uden bedøvelse, når slagtningen foretages efter jødisk eller islamisk ritus.

Stk. 2. Hvor slagtning af andre husdyr end fjerkræ finder sted uden bedøvelse, er det en betingelse herfor, at slagtningen foretages på et eksportautoriseret slagteri, at slagtningen overvåges af embedsdyrlægen, og at dyret fastholdes på forsvarlig måde. Ved slagtning af kvæg skal der anvendes en boks, hvor dyret fastholdes i opretstående stilling. Boksen skal kunne justeres efter dyrets størrelse, således at hoved og krop fikseres så skånsomt som muligt.

Stk. 3. Hvor slagtning af fjerkræ finder sted uden bedøvelse, er det en betingelse herfor, at slagtningen overvåges af en embedsdyrlæge, og at dyret fastholdes på forsvarlig vis.

Stk. 4. Slagtningen skal foregå ved, at begge halspulsårer og halsvener manuelt overskæres med et skarpt redskab, umiddelbart efter at dyret er fikseret.

Stk. 5. Slagterier, der ønsker at foretage slagtning uden bedøvelse, skal forud anmelde dette til Veterinærdirektoratet.«

2. Det Dyreetiske Råd blev den 20. november 1996 af Justitsministeriet bedt om at fremsætte en udtalelse om rituelle slagtninger. Rådet har den 30. april 1997 under en pressekonference i Justitsministeriet afgivet sin udtalelse.

Det Dyreetiske Råds konklusion er, at rituelle slagtninger af kvæg og kyllinger uden forudgående bedøvelse hidtil er foregået på en måde, der ikke er etisk forsvarlig.

Rådet foreslår på den baggrund, at der fremover stilles følgende minimumskrav til disse rituelle slagtninger

- ved slagtning af kvæg uden forudgående bedøvelse skal dyrene skydes med en boltpistol omgående efter, at halssnittet er lagt,

- alle slagtninger uden forudgående bedøvelse skal foretages som enkeltdyrsslagtninger og under forhold, der sikrer, at det enkelte dyr håndteres så skånsomt og omhyggeligt som muligt.

Et flertal af Rådets medlemmer har ikke fundet grund til at ændre reglerne for rituel slagtning uden bedøvelse af får og lam under den forudsætning, at det enkelte dyr i forbindelse med slagtningen fortsat vil blive håndteret så skånsomt og omhyggeligt som muligt. Et mindretal er dog af den opfattelse, at det er mest konsekvent og rigtigt også her at forlange skydning med boltpistol eller anden form for bedøvelse omgående efter, at snittet er lagt.

3. Såfremt Det Dyreetiske Råds indstilling følges, forudsætter det følgende ændringer af de gældende regler

a. Kvæg

En regel, hvorefter kvæg omgående efter, at halssnittet er lagt, skal skydes med en boltpistol, kan umiddelbart indføjes i slagtebekendtgørelsens § 7 (jf. ovenfor). Det bemærkes, at samtlige medlemmer af Det Dyreetiske Råd har tiltrådt denne slagtemetode.

Udkast til ændring af bekendtgørelsen er optrykt som bilag til betænkningen.

b. Får og lam

Det Dyreetiske Råd har på baggrund af egne iagttagelser ikke noget væsentligt at indvende imod den måde, rituel slagtning af får og lam foregår på. Flertallet i Det Dyreetiske Råd finder derfor ikke, at der er grund til at ændre reglerne herom.

c. Kyllinger

Der findes i Danmark 2 typer af rituelle slagtninger af kyllinger - med forudgående bedøvelse og uden bedøvelse.

Alene den sidst nævnte slagtemetode synes at indebære dyreværnsmæssige betænkeligheder i relation til selve slagtningen.

Ifølge oplysninger fra en repræsentant for fjerkræbranchen på pressekonferencen den 30. april 1997 finder slagtning af fjerkræ uden forudgående bedøvelse ikke længere sted på danske fjerkræslagterier.

Det Dyreetiske Råds indstilling for så vidt angår kyllinger baserer sig ikke - som ved kvæg og får - på egne iagttagelser, men derimod på et notat om Dyreværnsrådets besøg på et fjerkræslagteri den 31. januar 1995. Af dette notat fremgår ifølge Det Dyreetiske Råds udtalelse blandt andet, at slagtebåndet »ved normal slagtning kører med en hastighed af 6.400 dyr i timen og »noget mindre« ved rituel slagtning uden forudgående bedøvelse', og at dyrene efter slagtningen basker stærkt med vingerne.

Det Dyreetiske Råds konklusion er, at det ikke er etisk forsvarligt at foretage rituelle slagtninger af kyllinger uden forudgående bedøvelse på samlebånd, således som det indtil for nylig er sket. Hvis rituelle slagtninger af kyllinger uden forudgående bedøvelse skal være etisk acceptable, må de efter rådets opfattelse ske således, at hvert dyr fastholdes manuelt, når halssnittet lægges, og indtil døden nogle sekunder efter med sikkerhed er indtrådt. Dette vil efter rådets opfattelse i praksis betyde, at antal slagtede dyr pr. time nedsættes væsentligt.

Ændrede regler herom i slagtebekendtgørelsen forudsætter en nærmere drøftelse med i hvert fald Veterinærdirektoratet, herunder af hvorledes dyrene i givet fald skal fastholdes under slagtningen og af slagtebåndets hastighed.

4. Konklusion

Der synes alene at være et aktuelt dyreværnsmæssigt problem i forbindelse med rituel slagtning af kvæg uden forudgående bedøvelse. Af sådanne slagtninger finder der kun nogle få tusinde sted om året.

Justitsministeren vil ændre reglerne vedrørende disse slagtninger, således at dyrene straks efter halsoverskæringen skydes med en boltpistol. Da der ikke er grund til at antage, at selve halsoverskæringen er forbundet med lidelse for dyret, findes de dyreværnsmæssige hensyn med en sådan slagtemetode at være tilgodeset.

Ændringerne gennemføres ved en ændring af slagtebekendtgørelsens § 7.

For at forhindre at det på ny skulle være muligt at slagte kyllinger uden forudgående bedøvelse som beskrevet ovenfor, vil slagtebekendtgørelsen også blive ændret på dette punkt.

Da ændringen bl.a. nødvendiggør overvejelser af teknisk karakter, forudsætter de nye regler forudgående drøftelser med Veterinærdirektoratet. Da der ifølge det oplyste ikke længere finder fjerkræslagtninger sted på slagterierne uden forudgående bedøvelse, er en hurtig løsningsmodel ikke påkrævet.

Et mindretal inden for mindretallet (Birthe Rønn Hornbech (V)) finder, at det bør tilstræbes, at større dyr kun slagtes efter forudgående bedøvelse.

Som lovforslaget er udformet, vil der fortsat kunne importeres dyr, der er slagtet ved rituel slagtning.

I andre sammenhænge f.eks. ved dyreforsøg påføres dyr smerte og angst, hvorfor det ud fra en lighedsgrundsætning og i religionsfrihedens perspektiv må anses betænkeligt på nuværende tidspunkt at gennemføre et forbud specielt rettet mod rituel slagtning. Der henvises til notat omdelt på bilag 23, der er optrykt som bilag til betænkningen.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget og Inge Dahl-Sørensen (V) og Svend Aage Jensby (V)) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

En del af dette mindretal (Inge Dahl-Sørensen (V) og Svend Aage Jensby (V)) finder, at der i Danmark i lighed med de øvrige skandinaviske lande bør gælde et ubetinget krav om, at bedøvelse skal finde sted før slagtning af dyr.

Denne del af dette mindretal lægger vægt på, at alle skal være lige for loven, og at der kun skal gælde et regelsæt i Danmark. Den omstændighed, at der har været givet tilladelse til slagtning efter islamisk og jødisk ritus, giver hverken de pågældende mindretal en ret til fortsat at benytte en uetisk slagtemetode eller staten en pligt til fortsat at godkende en slagtemetode, der indebærer at dyrene lider unødigt.

Et tredje mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Et fjerde mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Et femte mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Helen Jørgensen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Pia Kjærsgaard (DF) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP)

Ingen

Nr BTL 93

Betænkning over Forslag til lov om ændring af dyreværnsloven (Forbud mod slagtning og aflivning af dyr uden bedøvelse)

Nr L 93 1996-97, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19970513