1996 BTL 91 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF DØDSBOER OG GAVER (ÆNDRINGER SOM FØLGE AF DØDSBOSKIFTELOVEN OG DØDSBOSKATTELOVEN M.V.) NR L 91 1996-97, 1. SAMLING
Table of Provisions (21)
Statutory Text (21 Articles)
Bilag
Henvendelser fra henholdsvis De danske Landboforeninger/Dansk Familielandbrug og De danske Landboforeninger og skatteministerens kommentarer til henvendelserne
De danske Landboforeninger Dansk Familielandbrug Vesterbrogade 4 A Vester Farimagsgade 6 1620 København V 1606 København V Telefon 33 12 75 61 Telefon 33 12 99 50 Telefax 33 32 76 62 Telefax 33 93 63 62 Folketingets Skatteudvalg Dato: 10. december 1996
Christiansborg
1240 København K
Til medlemmerne af udvalget
Vedrørende L 90 og L 91 forslag til lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) og lov om ændring af lov om afgift af dødsboer og gaver
Landbrugsorganisationerne vil indledningsvis udtrykke tilfredshed med, at reglerne på dette område forenkles. Det er gode forenklinger, når reglerne om indkomstbeskatningen samles i en lov, og når der indføres en proportional beskatning i mellemperioden.
I vedlagte bilag er fremført en række bemærkninger og kommentarer til dødsboskatteloven og bo- og arveafgiftsloven. Vi har i bilaget påpeget en række forhold, som vi finder bør ændres, og endvidere er omtalt en række administrative problemer. Nedenfor er fremhævet de væsentligste punkter.
For det første er vi uforstående over for, at der er foreslået en forringelse af reglerne om modregning af stempelafgift i gaveafgift. Konkret er forringelsen foreslået ved, at der fremover i gaveafgift alene kun kan fratrækkes stempelafgift, der vedrører gaven. Dette er en væsentlig forringelse af etableringsmulighederne i forbindelse med generationsskifte inden for landbruget, og det er derfor ikke korrekt, når det i lovforslaget er omtalt, at forslaget ikke har erhvervsøkonomiske konsekvenser. Denne stramning af gaveafgiftsreglerne er ikke nærmere begrundet og bør udelades af lovforslaget.
For det andet er der foreslået en skærpelse af beskatningen af aftægtsrettigheder, hvilket ligeledes vil forringe etableringsmulighederne i landbruget.
For det tredje burde bofradraget på 180.000 kr. kunne anvendes ved udbetaling af arv uden skifte, f.eks. når særbarn får sin arv udbetalt uden skifte eller længstlevende ægtefælle uden skifte indgår nyt ægteskab.
For det fjerde finder vi, at dødsboets skattepligt i størst muligt omfang bør kunne afgøres, inden bobehandlingen påbegyndes eller i det mindste relativt tidligt under selve bobehandlingen. I lovforslaget er fastsat, at dødsboets skattepligt afgøres på basis af formueforholdene ved boets slutning.
Vi skal anmode om foretræde for udvalget for at uddybe vore synspunkter.
Med venlig hilsen
De danske Landboforeninger Dansk Familielandbrug Hans Bang-Hansen Peder Thomsen Landbrugets Rådgivningscenter Den 10. december 1996
Landboforeningernes Landskontor for Driftsøkonomi
Udkærsvej 15 - Skejby - 8200 Århus N
Tlf. 86 10 90 88 - Fax. 86 10 97 00
Vedrørende dødsboskatteloven og bo- og gaveafgiftsloven
Der henvises til §»erne i lovforslag 90 til dødsboskatteloven.
§ 4, § 42 m.fl. Afgrænsningen imellem boet og længstlevende
Det foreslås i lovforslaget generelt, at længstlevende ægtefælle beskattes af afkast m.v. af egen formue, egen gæld m.v., og at dette både gælder i mellemperioden og i boperioden.
Dette gælder, uanset at man ved delingen (skifte) af boet også medregner længstlevendes formue.
Det er vanskeligt at vurdere, om dette vil være en administrativ forenkling af reglerne om skifte af dødsboer efter førstafdøde. Det må frygtes, at det foreslåede regelsæt vil give en del afgrænsningsproblemer imellem længstlevendes indkomstopgørelse og indkomstopgørelsen i boet.
Det bør i denne forbindelse afklares, i hvilket omfang længstlevendes indkomst indtjent i afdødes boperiode indgår i bodelingen. Dette gælder såvel indkomst indtjent ved lønarbejder, herunder lønarbejde for boet og skattepligtigt afkast af de aktiver/passiver, som længstlevende ejer.
Efter gældende regler indgår afkast af længstlevendes aktiver i boet og dermed i bodelingen, medens løn m.v. indtjent i boperioden holdes uden for bodelingen. Tilsvarende holdes forsikringssummer til begunstiget og afkast heraf uden for boet.
Hvis dette fortsat er gældende, bør også den del af længstlevendes skattebetaling af det pågældende afkast indgå i bodelingen, medens den øvrige del af skattebetalingen f.eks. A-lønindkomst forbliver uden for bobehandlingen.
Hvis dette er rigtigt opfattet, vil det formentlig fortsat være hensigtsmæssigt, at boet omfatter alle aktiver pr. dødsdagen, og at boet er skattepligtigt af indkomsten heraf.
Det særlige problem, der er med rentefradrag af f.eks. et parcelhus helt eller delvis ejet af længstlevende, bør på samme måde som et rentefradrag vedrørende et parcelhus ejet af afdøde klares ved acontoudlæg på dødsdagen.
Særligt vedrørende selvstændig virksomhed
I § 4 er boets indkomst afgrænset over for længstlevendes indkomst. Til boets indkomst medregnes i modsætning til gældende regler kun indtægter hidrørende fra de aktiver og passiver, som afdøde i henhold til de formueretlige forhold var ejer af. Fordelingen i de tidligere selvangivelser kan være retningsgivende for opdelingen imellem længstlevendes og boets forhold, jf. kildeskattelovens § 24 A.
Det bør dog bemærkes, at der efter gældende regler fortsat i nogen udstrækning foretages sambeskatning i kildeskattelovens § 25 A og § 26 A vedrørende indkomst fra selvstændig virksomhed. I disse tilfælde vil der ikke i de tidligere indgivne selvangivelser være foretaget en opdeling af virksomhedens aktiver/passiver efter de ægteskabelige formueforhold. Derimod vil opdelingen følge, hvilken af ægtefællerne der i overvejende grad driver virksomheden. Det må derfor frygtes, at reglerne på dette område vil give betydelige administrative problemer.
Ifølge lovforslaget skal der til boets indkomst medregnes avancebeskatningen på de aktiver, som tilhører længstlevende, men som ved boets behandling udlægges til andre arvinger end længstlevende ægtefælle.
Til boets indkomst må endvidere medregnes avance på aktiver, der tilhørte afdøde, og som udlægges til længstlevende. Derimod medregnes ikke avancen på aktiver, der tilhører længstlevende, og som længstlevende overtager ved boets behandling enten som boslodskrav, arv eller ved betaling til boet. Når sidstnævnte aktiver ikke indgår i boets indkomst, kan der formentlig heller ikke beregnes passivpost vedrørende disse aktiver. Dette bør der for så vidt være mulighed for, idet længstlevende i modsat fald over for de øvrige arvinger ikke får kompensation for overtagen latent skat vedrørende egne aktiver.
Det foreslåede beskatningssystem medfører endvidere, at der skal skelnes imellem løbende indkomst og avancebeskatningen. På f.eks. fast ejendom og aktiver er det ofte let at skelne imellem avancebeskatning og løbende indkomstbeskatning. Dog vil en hovedaktionær i boperioden kunne udbetale mindre eller større udbytte og dermed påvirke fordelingen imellem løbende indkomst og avancebeskatningen.
Der er derimod betydelige problemer vedrørende varelagre, besætning og lignende.
Eksempel
Et varelager indgår i længstlevendes bodel. Pr. 1/1-97 er varelageret opgjort til
Produktionsværdi ........................................ 500.000 Nedskrevet pr. 31/12-96 12 pct. ......................... -60.000 Nettoværdi pr. 1/1-97 ................................... 440.000 Opgjort til salgsværdi har varelageret en værdi pr. 1/1-97 på f.eks. 800.000 kr. Ægtefællen afgår f.eks. ved døden 1/4-97, og varelageret udlægges til andre arvinger end længstlevende pr. 1/10-97. På dette tidspunkt har varelageret f.eks. den værdi, der er anført ved A henholdsvis ved B. A eller B Salgsværdi .............................. 300.000 1.300.000 Produktionsværdi ........................ 200.000 900.000
I perioden 1/1-97 til 30/9-97 er der såvel solgt som produceret varer.
Hvordan adskilles her den løbende indkomstopgørelse fra avanceopgørelsen?
Eksemplet kunne f.eks. være en planteavler, som ved A har solgt en betydelig del af årets høst til foderstofforretningen, medens man ved B beholder beholdningen og udlægger denne til sønnen (sammen med virksomheden i øvrigt), hvorefter sønnen sælger beholdningen til foderstofforretningen.
Disse problemer bør afklares i forbindelse med lovgivningen.
Vedrørende maskiner bør det tilsvarende afklares, om en negativ saldo opstået ved længstlevendes salg af maskiner f.eks. foretaget i boperioden er en del af den løbende indkomst og dermed skal indtægtsføres af længstlevende, eller om indtægtsførelsen er en lønindkomst.
Vedrørende renter bemærkes, at renter på boets aktiver periodiseres pr. skæringsdatoen (evt. dato for acontoudlæg). De pågældende renter anses for en del af boets formue. Længstlevendes renter vedrørende aktiver og passiver, som er til stede pr. dødsdag, og som er omfattet af fællesboet, må tilsvarende skulle periodiseres pr. skæringsdato, idet disse renter også er en del af boets formue.
Opgørelse af indkomsten hidrørende fra den ene ægtefælles aktiver, der benyttes i den anden ægtefælles virksomhed
Regelsættet medfører som nævnt, at der skal ske en adskillelse af indkomsten imellem længstlevende og boet. Fordelingen skal ske efter ejerforholdet.
I visse tilfælde bør det også være muligt at foretage adskillelsen via en slags lejebetaling af aktiver, som ejes af den ene ægtefælle, men stilles til rådighed for den anden ægtefælles virksomhed.
Eksempel
Manden driver en landbrugsvirksomhed omfattende f.eks. 2 ejendomme, maskiner, besætning m.v. Den ene af ejendommene ejes af ægtefællerne i forening, medens manden selv ejer den anden ejendom, ligesom løsøret også ejes af manden. Hustruen er skyldner vedrørende halvdelen af gælden i den ejendom, som hun ejer halvdelen af.
Noget af gælden er af manden anvendt til finansieringen af løsøre m.v.
Hvis manden dør, må ophævelse af sambeskatningen medføre, at hustruen fra og med begyndelsen af dødsåret skal beskattes af halvdelen af resultatet fra den ejendom, som hun er medejer af. Tilsvarende har hun rentefradrag vedrørende den pågældende halvdel af gælden, medmindre man helt eller delvis tilsidesætter de formelle hæftelsesregler og lægger vægt på, at provenuet af gælden er anvendt af manden, og at gælden i større udstrækning end i henhold til det formelle hæftelsesforhold er mandens gæld. Hustruen overtager samtidig halvdelen af afskrivningsgrundlag m.v. af den pågældende ejendom. Mandens virksomhedsordning opdeles, og en del heraf overtages af hustruen, jf. § 45.
Opgørelse af hustruens indtægt ved den pågældende halvdel af ejendommen bør i givet fald kunne opgøres som en lejeindtægt (forpagtningsafgift). Dertil kommer evt. arbejdsvederlag for arbejde udført af hustruen for boet.
Som det fremgår af ovennævnte eksempel, bør det overvejes, om det ikke vil være en administrativ forenkling, at boet i det mindste altid fuldt ud omfatter fællesejede virksomheder.
Så længe de nuværende sambeskatningsregler i kildeskattelovens § 25 A og § 26 A bevares under ægteskabet, bør dette også gælde under selve bobehandlingen.
§ 6. Boets skattepligt
Boets skattepligt afgøres bl.a. på baggrund af værdien af boets aktiver. Hvis aktivmassen (brutto) overstiger 1,3 mio. kr., er boet skattepligtigt. Aktiver, der indgår i boet, »kommer ud af boet« ved
- salg til ikkearvinger
- acontoudlæg til arvinger
- udlæg i den endelige boopgørelse til arvinger.
Som loven er udformet, tyder det på, at aktiver, der sælges til ikke arvinger og evt. tillige ved acontoudlæg, ikke medregnes ved opgørelsen af boets aktiver, jf. § 6, stk. 1. Derimod vil selvfølgelig provenuet fra salget indgå ved opgørelse af aktivernes bruttoværdi og nettoværdi.
Eksempel
I et bo indgår en ejendom med en handelsværdi på 2 mio. kr. Ejendommen er belånt med 1,5 mio. kr. Der indgår ikke andre aktiver i boet. Hvis ejendommen sælges under bobehandlingen, vil alene nettoformuen indgå i formueopgørelsen efter § 6, og boet vil ikke være skattepligtigt.
Hvis ejendommen derimod udlægges til arvingerne i boopgørelsen, herunder evt. overtages af længstlevende ægtefælle som boslod, vil aktivmassen overstige 1,3 mio. kr., og boet vil blive skattepligtigt.
Hvis boet ikke umiddelbart er skattepligtigt, vil boet, således som forslaget er udformet, muligvis kunne blive skattepligtigt ved f.eks. at købe en ejendom til f.eks. 1,5 mio. kr., som derefter udlægges til arvingerne i den endelige boopgørelse, og dermed overskrides beløbsgrænsen for aktivmassen og boet er skattepligtigt.
Skattepligtsbestemmelsen bør ikke på denne måde være afhængig af, hvordan udlæggene sker.
Hvis bruttoværdien af aktiverne selvstændigt skal have betydning, bør værdien fastlægges på et tidspunkt, hvor boet endnu ikke har disponeret. Dette kan ske på baggrund af en opgørelse på dødsdagen evt. foregående status.
Derimod vil man ikke i samme omfang kunne påvirke afgørelsen vedr. nettoformuegrænsen, idet det antages, at nettoværdien på skæringsdatoen også må omfatte acontoudlagt arv.
I den nuværende § 16, stk. 2, nr. 3, i kildeskatteloven opgøres nettoværdien som det beløb, der udlægges til arvingerne m.v., og dette omfatter klart såvel acontoudlæg som udlæg ved boopgørelsen.
Boets skattepligt bør principielt fastlægges tidligst muligt under bobehandlingen, idet en sen fastlæggelse af skattepligten vil indebære tilsvarende problem som omtalt i bemærkningerne i afsnit 3.1., højre spalte øverst side 33.
Det er korrekt, at ophævelse af formueskattereglerne vil vanskeliggøre en opgørelse på basis af forholdene ved start af dødsboet, og det er også korrekt, at boet nok har en rimelig ide om, om man overskrider formuegrænsen eller ej, men under alle omstændigheder vil der være boer, hvor det først ved afviklingen af boet afklares, om boet er skattepligtigt eller ej. Dette gælder f.eks., hvor der i boet indgår f.eks. fast ejendom, aktier eller lignende aktiver, hvor værdiansættelsen kan være usikker, herunder om det er muligt at finde købere til aktiverne.
Afklaringen kan i visse tilfælde først afklares, efter at værdien er fastlagt ved en skifteretsvurdering af aktiverne.
§ 8, stk. 4. Anvendelse af bofradrag, uden at der skiftes
Det burde overvejes, at bofradraget på 180.000 kr. kan anvendes ved udbetaling af arv uden skifte, jf. § 8, stk. 4, f.eks. når længstlevende ægtefælle udbetaler arv til førstafdødes særbørn og i øvrigt hensidder i uskiftet bo med fællesbørn.
Særbarnet bør kunne få fordel af bofradraget, uden at der kræves gennemført et skifte. Det vil være en skiftemæssig forenkling, at særbarnet kan få udbetalt sin arv uden skifte, men hvis dette skal være muligt, vil det ofte forudsætte, at særbarnet får fordel af bofradraget, og derfor må længstlevende enten acceptere en overkompensation til særbarnet eller acceptere omkostningerne m.v. ved at gennemføre et skifte.
Den tilsvarende bestemmelse bør gælde, når længstlevende uden skifte indgår nyt ægteskab, jf. boafgiftslovens § 8, stk. 3.
§ 9, stk. 2. Straksfradrag i mellemperioden
Det burde i relation til § 9, stk. 2, præciseres, at der i mellemperiodeopgørelsen kan foretages straksfradrag. De fleste mellemperioder, hvor det er relevant at foretage af- og nedskrivninger, vil dog typisk også være skattepligtige og dermed omfattet af § 23, dvs. at der kan beregnes straksfradrag.
§ 12, stk. 1, m.fl. Udnyttelse af restbofradrag vedrørende forsikringssummer
Ved udbetaling af pensionsordninger (forsikringssummer) til en begunstiget uden om boet, f.eks. et barn, skal der betales boafgift af hele forsikringssummen, uanset at bofradraget ved skifte af boet ikke er udnyttet.
Eksempel
Ved længstlevendes ægtefælles død er der en arving (søn), der skal arve hele boet på 50.000 kr. Boafgiften heraf nul kr. Derudover udbetales en livsforsikringssum til sønnen som begunstiget. Forsikringssummen 300.000 kr. Boafgift heraf 45.000 kr. Hvis forsikringssummen var indgået i boet, ville boet blive på 350.000 kr. med en boafgift på nul. Dvs. at det her koster ekstra 45.000 i boafgift, at forsikringssummen udbetales uden om boet.
Ved selve udbetalingen af forsikringssummen tilbageholder forsikringsselskabet boafgiften, men det burde være muligt for arvingen (arvingerne) at få refunderet boafgiften i den udstrækning, der er uudnyttede bofradrag ved selve behandlingen af boet. Hvis flere arvinger har fået udbetalt forsikringssummer som begunstiget og det uudnyttede bofradrag er mindre end de samlede udbetalte forsikringssummer, bør arvingerne kunne aftale, hvordan det uudnyttede bofradrag skal fordeles evt. foretages forholdsmæssige fordelinger.
Man vil kunne undgå ovennævnte problem ved at fraskrive sig begunstigelsen og lade forsikringssummen indgå i boet, men med de komplikationer, at forsikringssummen så tillige indgår i arvedelingen. Arvedelingen skal derfor evt. korrigeres ved arveafkald, skævdeling af betaling af boafgiften eller lignende.
§ 12. Værdiansættelsesreglerne
Det burde være muligt for boet (arvingerne) at vælge, at tvivlsspørgsmål vedr. værdiansættelsen kan indbringes for skatteankenævn og Landsskatteretten i stedet for den sagkyndige vurdering via skifteretten. Specielt når uenigheden om værdiansættelsen vedrører vurderingsprincipperne, f.eks. fortolkning af vejledninger m.v. udstedt af de centrale skattemyndigheder, vil det ofte være hensigtsmæssigt, at problemet kan efterprøves af de instanser, som normalt efterprøver de centrale skattemyndigheders vejledninger m.v. En efterprøvelse ved en skifteretsvurdering i denne relation vil have langt mindre præjudiciel betydning end en afgørelse truffet af Landsskatteretten.
Derimod er det hensigtsmæssigt, at boet og skattemyndighederne er bundet af en skifteretsvurdering, når den er foretaget.
Også i sager, hvor der samtidig er problemer med passivpostberegningen, vil det kunne være procesbesparende, at boet kan vælge at begge problemerne afgøres samtidig af skatteankenævn og Landsskatteretten, medens man ifølge forslaget vil kunne blive nødt til at afvente skifteretsvurderingen, inden problemerne med passivpostberegningen kan løses.
§ 14. Vedr. brugs- og indtægtsnydelser
Det kan generelt tiltrædes, at reglerne om brugs- og indtægtsnydelser ændres, således at disse regler ikke kan misbruges til afgiftstænkning. På den anden side bør reglerne dog ikke forhindre anvendelse af en fordeling af arven, således at en arving f.eks. på sin livstid får en løbende ydelse, medens kapitalen udlægges til andre arvinger.
I nogle situationer er det arvedelingsmæssigt klart hensigtsmæssigt, at en arving alene skal have en løbende ydelse på livstid, medens vedkommende ikke skal arve selve kapitalen. Dette kan f.eks. skyldes, at vedkommende ikke forventes at kunne administrere et større arvebeløb. I andre situationer vil arvelader alene tilgodese arvingen og ikke arvingens eventuelle slægt. F.eks. hvor en husbestyrerinde indsættes som rentenyder, medens kapitalen skal arves af slægtninge til arvelader.
Disse hensigtsmæssige løsninger ved arvedelingen bør fortsat kunne gennemføres uden uheldige afgiftsmæssige konsekvenser.
Det bør derfor overvejes, at den løbende ydelse kapitaliseres og afgiftsberigtiges med bo- og tillægsafgift afhængig af vedkommende slægtsskabsforhold til afdøde. Kapitalarvingen bør tilsvarende afhængig af slægsskabsforholdet til arvelader betale bo- og tillægsafgift af kapitalen med fradrag af den kapitaliserede værdi af den løbende ydelse. Hvis kapitalarvingen er ukendt, bør der altid betales bo- og tillægsafgift. Dvs. i nogen udstrækning svarende til reglerne i den tidligere arve- og gaveafgiftslovs § 15, stk. 2, (men ikke med udskudt berigtigelse som anført i § 15, stk. 1).
Bilag
Henvendelser fra henholdsvis Advokatrådet og Hjerteforeningen samt skatteministerens kommentarer hertil
Advokatrådet Den 17. december 1996
Advokatsamfundet
Kronprinsessegade 28
1306 København K.
Folketingets Skatteudvalg
Folketinget
Christiansborg
1240 København K.
Vedr. L 90, L 91 og L 92 - dødsboskattelovpakken
Ovennævnte lovforslag af 27. november 1996 har været forelagt Advokatrådets Skatteudvalg. Advokatrådet har herefter fundet anledning til at give yderligere bemærkninger
Almindelige bemærkninger
På enkelte punkter savnes parallelitet mellem de hensyn, som ligger bag den tidligere vedtagne dødsboskiftelov og lovforslagene i dødsboskattelovpakken. Intentionerne bag dødsboskifteloven er primært, at et dødsbo skal afsluttes så hurtigt som muligt.
I L 90, § 30, stk. 2, bestemmes, at der i et dødsbo modtages et bofradrag pr. påbegyndt måned til modregning i de beregnede skatter af bobeskatningsindkomsten. Når dette beregnes på baggrund af det antal måneder, som et bo varer, er det forventeligt, at et dødsbos afslutning vil komme til at afvente tilstrækkelig »optjening« af bofradrag til modregning i den opgjorte skat, uanset der ikke måtte stifteretlige eller arvedelingsmæssige grunde til, at boets afslutning udsættes.
I L 90, § 13, stk. 2, bestemmes, at der i skattefrie boer skal begæres afsluttende ansættelse senest 6 måneder efter dødsdagen. Hvis boets behandlingsmåde først er afgjort senere end 4 måneder efter dødsfaldet, da senest 2 måneder efter dette tidspunkt.
Af dødsboskiftelovens § 25, stk. 5, fremgår, at der senest 6 måneder efter boets udlevering skal fremsendes en opgørelse over aktiver og passiver til skattemyndighederne.
Advokatrådet tilråder et sammenfald mellem disse frister. Fristen i dødsboskiftelovens § 25, stk. 5, er valgt af hensyn til den rimelige periode, som boet skal have efter boets udlevering til at fremskaffe de fornødne oplysninger om boets forhold. De samme forhold gør sig gældende i relation til den skattemæssige behandling af boet, herunder for, hvorvidt man ligger inde med nødvendige oplysninger til at kunne tage stilling til en begæring om en afsluttende ansættelse for mellemperioden.
Af reglerne i dødsboskattelovens kapitel 7 fremgår, at ægtefællens løbende indtægter af aktiver, der er omfattet af fællesboet, skal beskattes hos den længstlevende ægtefælle, medmindre der er tale om avance, der er udløst ved arveudlæg til andre arvinger end ægtefællen. Advokatrådet bemærker hertil, at løbende indtægter af også længstlevendes aktiver hidtil er indgået i opgørelsen af fællesboets samlede formue, medmindre det afkastgivende aktiv arveudlægges pr. dødsdagen som boslod eller acontoarv til den efterlevende ægtefælle.
Disse principper må fortsat være gældnede. Advokatrådet forudsætter, at der samtidig kan optages et passiv i boet, der udgør den del af den efterlevende ægtefælles skat, som hviler på de løbende indtægter, der indgår som bruttobeløb i fællesboet, og som dermed indgår i arvedelingen mellem afdødes ægtefælle og øvrige arvinger.
Specielle bemærkninger
L 90 - lov om beskatning ved dødsfald
Ad § 5, stk. 1
»Stk. 24« skal formentlig være »stk. 2-4«.
Ad § 6, stk. 2
Det fremgår af denne bestemmelse, at et bo bliver skattepligtigt, såfremt skæringsdagen i et bobestyrerbo med skifterettens tilladelse ligger efter 2 år fra dødsdagen. Dette gælder, uanset om boets aktivmasse ikke overstiger de grænser, der gælder for skattefritagelse efter § 6, stk. 1, i samme lovforslag.
Såfremt boets afslutning udskydes, alene for så vidt angår et enkelt aktiv, vil boets aktivmasse fortsat være afgørende for skattepligten/skattefritagelsen.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget, side 51, er begrundelsen for denne forskel udtrykt som et ønske om, at afdødes mellemperiode beskattes endeligt og senest i boets 2. indkomstår. Denne begrundelse forekommer ikke logisk, da mellemperioden i et skattepligtigt bo under alle omstændigheder vil blive beskattet, idet denne indgår som en integreret del af bobeskatningen.
For så vidt angår de skattefrie boer, kan såvel den kommunale skattemyndighed som boet begære afsluttende ansættelse. Fristen for, at den kommunale skattemyndighed kan begære afsluttende ansættelse for mellemperioden, er senest 3 måneder efter modtagelsen af boets opgørelse over afdødes aktiver og passiver. Denne skal foreligge senest 6 måneder efter udleveringen af boet, jf. dødsboskiftelovens § 25, stk. 5, og efter § 52, snarest muligt efter proklamafristens udløb.
Det synes ufornødent, at dette forhold skulle medføre en automatisk skattepligt for boet.
Ad § 9, stk. 4 og § 22, stk. 6
Grundet valg af proportionalbeskatning for mellemperioden synes der ikke længere behov for den foreslåede omregning af løbende indtægter, der er optjent i mellemperioden. Begrundelsen bør i givet fald uddybes nærmere i bemærkningerne.
Ad § 10 og særligt bemærkningerne til denne, side 57
Betegnelsen »acontoskat« bør retteligt være »virksomhedsskat«.
Ad § 15 og § 30
Som lovforslaget er formuleret, sker der ikke modregning af bruttoskat, der er betalt i mellemperioden, i de i mellemperioden (skattefritagne boer) og i de af bobeskatningsindkomsten (skattepligtige boer) beregnede skatter. Det forekommer uhensigtsmæssigt, at der alene kan ske modregning af skatter, der er afregnet af optjente indkomster i mellemperioden og ikke af bruttoskatten. Denne forskel betyder, at beskatningen i mellemperioden ikke alene udgør 50 pct., idet den forøges med bruttoskatten.
L 91 - lov om ændring af lov om afgift af dødsboer og gaver
Ad nr. 6, § 5, stk. 4
Skattedepartementet har ved høringssvar af 26. november 1996 til Advokatrådet oplyst, at et arveafkald i forenklet privat skifte ikke får afgiftsmæssige konsekvenser, uanset hvornår afkaldet sker, idet der ikke vil være bo- eller tillægsboafgift at svare i disse boer. På den baggrund bør det afklares, om der vil være indkomstskattemæssige konsekvenser for den/de arvinger, som på grund af et arveafkald på falden arv måtte modtage mere, end deres legale arveret tilsiger.
Til illustration kan nævnes et bo med nettobomasse på 150.000 kr., hvor der er 3 arvinger, som alle er børn efter afdøde. Hvis boet udleveres til forenklet privat skifte og arvinger A, B og C i forbindelse med den efterfølgende deling beslutter, at A og B giver afkald på en del af deres arv, således at de kun modtager hver 25.000 kr., vil C modtage i alt 100.000 kr. Dette har ifølge Skatteministeriets besvarelse ikke boafgiftsmæssige konsekvenser, hvilket Advokatrådet kan erklære sig enig i. Det ønskes imidlertid oplyst, hvorvidt arving C er indkomstskattepligtig af den merarv, som C får i kraft af det af A og B delvise arveafkald, hvilket ligger efter udlevering af boet.
Ad nr. 33, § 24
Der indføres gaveafgift på kapital- og formuegoder med brugs- og indtægtsnydelse. Afgiften anføres i lovforslaget at være 361/4 pct. Det ønskes oplyst, hvorfor man har valgt 361/4 pct., uafhængigt af, hvem der er kapitalmodtageren. I alle andre henseender er gaveafgiften 15 pct., såfremt en livsarving modtager gaver. Advokatrådet foreslår, at gaveafgiftssatsen følger de almindelige principper i boafgiftsloven, ligesom det forudsættes, at gaveafgiften alene skal beregnes af den del, som gaven udgør.
Ad nr. 37, § 29, stk. 2
Ved lovforslaget begrænses modregningen af stempelafgift i gaveafgiften til den del, som vedrører den ydede gave.
Det bemærkes herved, at der gennem mange år har været tradition for modregning af stempelværdien af hele det overdragne formuegode.
Dette har været begrundet i et sigte om at ligestille overgang af formueaktiver til næste generation, hvad enten det sker ved arv eller ved gave. Ved arv er der ingen stempelafgift, uanset om arvingen overtager aktivet som arv helt eller delvist.
Advokatrådet anbefaler, at man så vidt muligt fortsat sidestiller overgang ved arv og gave, også i relation til stempelafgiften.
L 92 - lov om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove og konkursloven
Advokatrådet finder sigtet med § 93, nr. 3, positivt set i lyset af de problemer, som skattekrav hidtil har medført i insolvente dødsboer.
Det bemærkes samtidig, at samme problem gør sig gældende med momsreguleringsforpligtelser, som kommer frem ved bortsalg i insolvente dødsboer af fast ejendom/løsøre enten på tvangsauktion eller ved frit salg.
I disse situationer er det oftest vanskeligt at fremskaffe oplysninger om reguleringsforpligtelsens størrelse og særligt i dødsfaldssituationen, hvor det ikke længere er muligt at få oplysninger fra den, som har påtaget sig forpligtelsen. Advokatrådet anbefaler således, at der i bestemmelsen tilføjes, at også momsreguleringsforpligtelser skal efterstilles.
P.R.V.
Jan Stokholm
Formand for Skatteudvalget
/ Hans Henrik Bonde Eriksen
Advokatrådet er kommet med bemærkninger til lovforslagene L 90, L 91 og L 92 i dødsboskattepakken. Her kommenteres bemærkningerne til L 91 vedrørende boafgiftsloven. Forenklet privat skifte
Advokatrådet ønsker i relation til forenklede private skifter oplyst, om der vil være indkomstskattemæssige konsekvenser for den eller de arvinger, som på grund af et arveafkald på falden arv måtte modtage mere, end deres legale arveret tilsiger. Der angives et eksempel, hvor 3 børn til afdøde overtager boet til forenklet privat skifte.
Et bo kan efter dødsboskifteloven udleveres til arvingerne til forenklet privat skifte under visse betingelser. En af disse betingelser er, at boet ikke skal betale bo- eller tillægsboafgift. Dvs. at boets arvebeholdning ikke overstiger bundfradraget på 184.900 kr. (1996).
Det bemærkes, at der ved skifterettens udlevering af et bo til forenklet privat skifte ikke hermed er sket en udlodning af de enkelte arvingers arv. Arvingerne kan derfor give arveafkald til fordel for hinanden, så længe boets aktiver ikke er udloddet (delt mellem arvingerne). Når et arveafkald gives inden deling af boets aktiver, medfører det således hverken afgiftspligt eller skattepligt.
Hvis arvingerne først efter boets deling giver en del af den modtagne arv til f.eks. en bror, er der tale om gave, som er indkomstskattepligtig.
Kapitaler eller formuegoder med brugs- eller indtægtsnydelser
Advokatrådet udbeder sig baggrunden for valget af afgiftssatsen på 36,25 pct., når gaven består i en kapital eller et formuegode med brugs- eller indtægtsnydelse.
Det foreslås i lovforslaget, at der skal betales 36,25 pct. i gaveafgift af kapitaler eller formuegoder med brugs- eller indtægtsnydelser uanset relationerne mellem gavegiver og gavemodtager. Hensigten med forslaget er at tilskynde til, at gaver gives direkte til den person, man ønsker at tilgodese ved gaven, og at gaven ikke sammensættes på en sådan måde, at der opnås afgiftsmæssige fordele. Derfor er satsen på 36,25 pct. valgt uden hensyntagen til gaveafgiften i andre henseender. Gaveafgiften skal som nævnt alene beregnes af gavedelen.
Modregning af stempelafgift i gaveafgift
Advokatrådet anbefaler, at reglerne for arv og gave sidestilles i relation til stempelafgiften, således at stempelafgiften ved gave fortsat kan modregnes fuldt ud i gaveafgiften.
Jeg kan henvise til et ændringsforslag, som jeg agter at stille til 2. behandling af lovforslaget. Efter ændringsforslaget vil stempelafgiften fortsat kunne fratrækkes fuldt ud i gaveafgiften, når ejendomsoverdragelsen sker i forbindelse med et generationsskifte.
HjerteforeningenKøbenhavn, den 18. december 1996
Folketingets Skatteudvalg
Christiansborg
1240 København K.
Vedr.: Lovforslag nr. L 92
Hjerteforeningen er meget sent blevet opmærksom på konsekvenserne i de ændringer, der fremgår af lovforslag nr. L 91. Foreningens opmærksomhed er især rettet imod bestemmelserne i § 14, hvortil der som pkt. 2 indsættes følgende: »Det gælder, uanset om betingelserne for afgiftsfritagelse af kapitalen og formuegodet i § 3 i øvrigt er opfyldt.«
Foreningen har tidligere haft lejlighed til at stifte bekendtskab med problematikken omkring spørgsmålet om afgiftsfritagelse i forbindelse med arv, hvortil der er knyttet en rentenydelse.
Skattedepartementet har i den sag, j.nr. 12.96.537-41, udtalt, at ministeriet betragter en konstruktion, hvor en kapital testeres til almennyttige organisationer med en rentenydelsesret til familiemedlemmer eller venner, som en omgåelse af reglerne i DGAL § 14 og § 3, stk. 2, således at der skal ske afgiftsberigtigelse af kapitalen. Departementet har senere i 11.96.537-23 meddelt, at lovteksten på dette punkt ikke er tilstrækkelig klar til at kunne nægte afgiftsfrihed af arv til almennyttig organisation, hvortil der er knyttet en rentenydelse. Departementet har samtidig understreget at ville overveje at få Folketingets tilslutning til en ændring af boafgiftsloven. Lovforslaget indeholder denne ændring.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ændringen foreslås at gælde for al arv og gaver, hvor afgiftspligten indtræder efter nærværende lovs ikrafttræden den 1. januar 1997. Herved vil også testamenter, hvor kapitalen var testeret til en almenvelgørende organisation med forbehold af en rentenydelsesret, der var oprettet for flere år siden og under hensyntagen til den dagældende arveafgiftslovs regler, også være omfattet.
Såfremt man vedtager forslaget, vil man ligeledes ramme situationer, hvor det både er rimelige, reelle og naturlige interesser, der tilgodeses. Det gælder således de situationer, hvor f.eks. søskende indsætter hinanden til brugs- og rentenydelser med en almenvelgørende forening som kapitalejer/ejer.
Jeg vedlægger fotokopi af et sådant testamente.
Det er Hjerteforeningens opfattelse, at den ny boafgiftslov er udtryk for en skærpelse i forhold til den tidligere gældende arveafgiftslov, idet der straks betales afgift af hele den kapital eller det formuegode, hvorpå der hviler en brugs- eller indtægtsnydelse.
Det bør føjes til her, at konsekvensen af vedtagelse af forslaget vil være, at det fremtidige skattegrundlag i form af renteindtægter vil være tilsvarende reduceret.
Hjerteforeningen er bekendt med, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 254, fremsat 4. maj 1995 (side 20), at de hidtil gældende regler for afgiftsfritagelse for almenvelgørende eller almennyttige formål fortsat skulle være gældende. Endvidere fremgik det af lovforslagets tabel 2 (side 14), at man hverken efter den tidligere arveafgiftslov eller efter den nye lov om afgift af dødsboer og gaver påregnede provenu fra arv hidrørende fra almennyttige organisationer.
Lovforslaget er på dette punkt altså ikke blot udtryk for en tilpasning, men snarere for en skærpelse såvel i forhold til gældende lov som i forhold til lovgrundlaget gældende før afgiftsfritagelsen i 1991 og lovgrundlaget gældende fra 1991 til 1995.
Hjerteforeningen finder det i øvrigt ikke forståeligt, at arv til almenvelgørende eller almennyttige formål, der udbetales til fri disposition, er fritaget fra bo- og tillægsboafgift, medens en arv testeret til samme kreds, hvorpå der hviler en rentenydelses-/brugsret - og således begrænser kapitalejerens/ejers dispositionsret - pålægges afgift.
Under henvisning til foranstående skal jeg på Hjerteforeningens vegne anbefale, at loven vedtages således, at almenvelgørende og almennyttige formål fortsat nyder afgiftsfrihed, også når en kapital/brugsret testeres til almennyttige organisationer med en rentenydelses-/brugsret.
Arne Kurdahl
Direktør
SkatteministerietDen 22. april 1996
Departementet
Advokat Cristina Caravadossi
Frederiksborggade 1 A
1007 København K.
I et brev af 19. januar 1996 har De som eksekutor i et bo anmodet om afgiftsfritagelse for tre almennyttige organisationer, der skal arve hele afdødes kapital, men hvor kapitalen er båndlagt med rentenydelsesret for tre slægtninge.
Efter Deres opfattelse fremgår det hverken af loven eller bemærkningerne til loven, at der skulle kunne opkræves afgift af en kapital til almennyttige organisationer i tilfælde, hvor der hviler en rentenydelsesret på kapitalen. De er endvidere af den opfattelse, at § 20 i bekendtgørelse nr. 917 af 4. december 1995 ikke kan finde anvendelse, dels fordi bekendtgørelsen først er trådt i kraft efter testators død, dels fordi bekendtgørelsens § 20 ikke har hjemmel i loven.
Ministeriet skal oplyse, at efter boafgiftsloven skal der som noget nyt i forhold til den tidligere gældende arveafgiftslov straks betales afgift af hele den kapital eller det formuegode, hvorpå der hviler en brugs- eller indtægtsnydelse, jf. § 14, medens brugs- eller indtægtsnydelsen til gengæld er afgiftsfri, jf. § 3, stk. 1, litra e.
I henhold til boafgiftslovens § 3 har skatteministeren bemyndiget skifteretter og eksekutorer til at afgiftsfritage arv til almennyttige organisationer m.v., når organisationen er godkendt til at modtage fradragsberettigede gaver efter ligningslovens § 8 A. Når organisationen ikke er godkendt hertil, kan afdødes told- og skatteregion fritages for afgift i henhold til § 2 i bekendtgørelse nr. 916 af 4. december 1995, der bl.a. er udstedt i henhold til boafgiftslovens § 37.
Ministeriet betragter en konstruktion, hvor en kapital testeres til almennyttige organisationer med en rentenydelsesret til familiemedlemmer eller venner, som en omgåelse af de ovennævnte regler således, at der skal ske afgiftsberigtigelse af kapitalen.
Med venlig hilsen
Lene Kielgast
fuldmægtig
Skatteministeriet Den 3. september 1996
Departementet
Kræftens Bekæmpelse
att. kontorchef Jens Hoffmeyer
Strandboulevarden 49
2100 København Ø.
Ved brev af 17. november 1995, j.nr. 12-95.537-23, meddelte Departementet, at en testamentarisk disposition, hvorefter en kapital testamenteres til en almennyttig organisation, der opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse efter boafgiftslovens § 3, stk. 2, og hvor der til kapitalen er knyttet en rentenydelsesret for slægtninge, ikke var afgiftsfri.
Som tidligere meddelt er det i boafgiftsloven en forudsætning for afgiftsfriheden af rentenydelsen, at hele kapitalens værdi er afgiftsberigtiget. Det må erkendes, at dette ikke fremgår umiddelbart af lovteksten.
Departementet har taget afgørelsen op til fornyet overvejelse. Departementet finder herefter, at lovteksten på dette punkt ikke er tilstrækkelig klar til at kunne nægte afgiftsfrihed for arv til en almennyttig organisation, hvortil der er knyttet en rentenydelsesret.
Det betyder, at der ved arveladers død ikke skal betales afgift efter boafgiftsloven af en kapital, der er testamenteret til en almennyttig organisation, der er afgiftsfri, og hvortil der er knyttet en rentenydelsesret. Det understreges, at Departementet vil overveje at få Folketingets tilslutning til en ændring af boafgiftsloven.
Dette meddeles Dem til Deres orientering.
Heidi Svane Jensen
fuldmægtig
N. Chr. Tyndeskov
Kim Breide Ulrich
Inge Tyndeskov
Møderet for Højesteret
Møderet for landsret
Advokat
Frydendalsvej 10 . 1809 Frederiksberg C
Gensidigt testamente
Undertegnede Kirstine, født i København, og Niels Jørgen, født i København, begge boende 2900 Hellerup, tilbagekalder herved det af os den 23/1 1981 for Notarius Publicus oprettede gensidige testamente og opretter nærværende testamente, idet bemærkes
at vi er søskende,
at vi altid har boet sammen, heraf fra 1935 på adressen 2900 Hellerup,
at vi er ugifte, og
at ingen af os har livsarvinger.
1. Når vi afgår ved døden, ønsker vi, at vor aske efter bisættelsen nedsættes i fællesgrav på Hellerup Kirkegård.
2. Vi indsætter Hjerteforeningen, Hauser Plads 10, 1127 København K, som vor eneste og universelle arving med respekt af den nedenfor anførte rentenydelses- og boligret.
Foranstående bestemmelse skal dog ikke være til hinder for, at længstlevende for sit vedkommende træffer anden testamentarisk bestemmelse.
3. Til den arv, som falder efter den første af os, som afgår ved døden, skal den længstlevende have brugs- og rentenydelsesret i overensstemmelse med nedenstående bestemmelser.
4. Den længstlevende skal have brugsret til, hvad den førstafdøde efterlader sig af fast ejendom eller løsøre eller andele deraf mod, at længstlevende tilsvarer de herpå hvilende udgifter til drift og vedligeholdelse.
5. Den længstlevende skal oppebære afkastet af, hvad den førstafdøde i øvrigt måtte efterlade sig.
6. Til som executor at behandle boerne efter os indsætter vi advokat Inge Tyndeskov, Frydendalsvej 10, 1809 Frederiksberg C. Denne bestemmelse skal ikke være til hinder for privat skifte med executors medvirken, såfremt betingelserne herfor er til stede og executor finder det tilrådeligt.
Executor bemyndiges til at disponere i henhold til en af os udarbejdet fortegnelse over løsøre. Løsøre i øvrigt sælges på auktion.
Endvidere drager executor omsorg for, at foto, breve og private papirer tilintetgøres.
København, den 22. december 1989
(Kirstine)
(Niels Jørgen)
SkatteministerietDen 18. december 1996
Til Folketingets Skatteudvalg
Hermed fremsendes min kommentar til en henvendelse fra Hjerteforeningen af 18. december 1996 til forslag til lov om ændring af lov om afgift af dødsboer og gaver. (Ændringer som følge af dødsboskifteloven og dødsboskatteloven m.v.). (L 91 - bilag 24).
Carsten Koch
/ Lise Bo Nielsen
Hjerteforeningen har i skrivelse af 18. december 1996 kommenteret ændringen i lovforslagets § 1, nr. 20, hvorefter kapitaler og formuegoder, hvortil der er knyttet en afgiftsfri brugs- eller indtægtsnydelse, altid skal afgiftsberigtiges, uanset hvem kapitalen eller formuegodet tilfalder.
Efter Hjerteforeningens opfattelse er ændringen udtryk for en skærpelse, og foreningen anbefaler, at loven vedtages således, at der fortsat er afgiftsfrihed, når kapitalen testeres til en almennyttig organisation.
Hertil bemærkes
Med hensyn til kapitaler og formuegoder, hvorpå der hviler en brugs- eller indtægtsnydelse, indførte boafgiftsloven det nye princip, at afgiften beregnes af kapitalen eller formuegodet, hvorimod brugs- eller indtægtsnydelsen er afgiftsfri.
Dette princip betyder, at der med det samme gøres op med boafgiften, hvad der er en klar forenkling i forhold til tidligere.
Ved fastlæggelsen af reglerne var det en forudsætning, at kapitalen eller formuegodet var afgiftspligtigt. Dette har desværre ikke fundet klart udtryk i lovteksten. Efter de gældende regler er det således muligt f.eks. at testere kapitalen til en almennyttig organisation, som er fritaget for afgift, med forbehold af en rentenydelsesret, som ligeledes er afgiftsfri. Herved opnås, at der slet ikke betales afgift. Tilsvarende gælder, hvis kapitalen tilfalder ægtefællen med forbehold af en indtægtsnydelse for en anden.
Da denne situation ikke er fundet rimelig, er det i L 91 foreslået, at der i en sådan situation betales afgift af kapitalen.
Hjerteforeningen nævner et eksempel, hvor søskende indsætter hinanden til en indtægtsnydelse med en almennyttig organisation som kapitalejer. I kraft af de nye regler i boafgiftsloven vil der opnås fuldstændig afgiftsfrihed af arven. Efter de tidligere regler i arve- og gaveafgiftsloven ville en kapitaliseret værdi af indtægtsnydelsen have været afgiftspligtig.
Jeg mener, at det er rimeligt, at der i en sådan situation ikke er fuldstændig afgiftsfrihed, men at der betales afgift af kapitalen. Hertil kommer, at boafgiftsloven indførte betydeligt lavere afgiftssatser i forhold til tidligere.
Det afgørende for, hvornår der skal betales bo- og tillægsboafgift, er afgiftspligtens indtræden. Det er klart, at der er udformet testamenter, hvor kapitaler er tillagt afgiftsfri organisationer med indtægtsnydelser til andre. Der er imidlertid mulighed for, at disse testamenter ændres og tilrettelægges med hensyntagen til det nye regelsæt, som boafgiftsloven indførte.
§ 23, stk. 1. Afskrivning i mellemperiode og boperiode
Der bør kunne foretages afskrivninger på aktiver i boet, som udlægges uden succession, hvis udlægget ikke medfører beskatning af genvundne afskrivninger. Dette gælder f.eks. afskrivninger på bygninger og særlige installationer, i det omfang disse afskrivninger ikke samtidig udløser beskatning i boet, f.eks. fordi udlægsværdien er mindre end den nedskrevne værdi.
Det bør afklares, evt. ved en tilføjelse i bemærkningerne, at afdødes resterende fradrag ifølge ligningslovens §§ 8 B, 8 C og 8 K kan fratrækkes i mellemperioden evt. i boets indkomst.
§ 24. Aftægtsrettigheder
Kapitalværdien af aftægtsretten er kapitaliseret under hensyntagen til aftægtsnyderens alder m.v. Aftægtsretten har derfor - under hensyntagen til aftægtsyderens gennemsnitlige restlevetid - netop en værdi svarende til et pantebrev med tilsvarende ydelse og løbetid som den forventede gennemsnitlige restlevetid.
Derfor foreligger der ikke nogen gaveoverdragelse på tidspunktet, hvor aftægtsretten ophører. Der bør derfor ikke foretages en gaveafgiftsberegning ved ophør af aftægtsretten, når dette skyldes aftægtsnyders død.
Hvis aftægtsretten derimod endeligt ophører inden aftægtsnyders død, foreligger der en gave svarende til en kapitalisering af de løbende ydelser på dette tidspunkt og under hensyntagen til aftægtsnyderens alder på dette tidspunkt.
Den skærpelse af lovgivningen, der foreslås i § 24, stk. 2, bør i det mindste ikke gælde aftægtskontrakter, der er indgået inden 1/1-97.
Den foreslåede bestemmelse vil i øvrigt være vanskelig at administrere, idet man ved boopgørelsen skal tillægge en fiktiv værdi svarende til den tidligere opgjorte kapitaliserede værdi af aftægten. I enkelte tilfælde vil yderen af aftægten end ikke være arving i boet. Skal bobeholdningen også i denne situation forøges med den tidligere opgjorte kapitaliserede værdi af aftægten?
§ 29, stk. 2. Succession i børsnoterede aktier
Bestemmelserne i § 29, stk. 2, om succession i børsnoterede aktier burde lempes, således at der fuldt ud kan ske succession i børsnoterede aktier (når boet er omfattet af reglerne om større beholdning af børsnoterede aktier), når blot udlægsmodtager inkl. de udlagte børsnoterede aktier på udlægsdatoen ejer en samlet beholdning af børsnoterede aktier, der overstiger beløbsgrænsen på ca. 107.000 kr.
Dette burde være et tilstrækkeligt værn imod, at der ikke med succession udlægges børsnoterede aktier fra større beholdninger til en arving, som efterfølgende ikke er omfattet af reglerne om større beholdninger.
§ 29, stk. 2. Stempelmodregning
Generelt er det i bo- og gaveafgiftsloven tilsigtet, at der gælder samme regler ved beregning af afgiften ved arv som ved gaver.
Ved udlægning af fast ejendom til arvinger betales der ikke stempelafgift af arveudlægsskødet - uanset hvor stor en del af berigtigelsen der sker ved arv, og hvor stor en del der sker ved overtagelse af gæld herunder betaling til boet, udstedelse af sælgerpantebrev m.v.
Principielt burde det samme være tilfældet ved gaveoverdragelser. Hvis det ikke er muligt at indføre egentlig stempelfrihed ved gaveoverdragelse - uanset hvor stor del af berigtigelsen der sker ved gave - så bør der i det mindste være mulighed for at kunne modregne den fulde stempelafgift i gaveafgiften af gaven.
Derudover bemærkes, at det bør afklares, om den del af gaven, som er afgiftsfritaget på grund af passivposter og/eller det afgiftsfrie beløb på ca. 40.000 kr., indgår i »gavedelen« i den foreslåede bestemmelse.
Knud Maegaard
Skatteministeriet Den 12. december 1996
Til Skatteudvalget
Ad forslag til lov om ændring af lov om afgift af dødsboer og gaver. (Ændringer som følge af dødsboskifteloven og dødsboskatteloven m.v.). (L 91 - bilag 3).
Hermed fremsendes kommentarer til henvendelse af 10. december 1996 fra De danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug.
Carsten Koch
/ H.K. Andersen
Den 10. december 1996 har De danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug skrevet til udvalget vedrørende forslag til lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) (L 90 - bilag 3) og forslag til lov om ændring af lov om afgift af dødsboer og gaver. (Ændringer som følge af dødsboskifteloven og dødsboskatteloven m.v.) (L 91 - bilag 3).
Ad dødsboskatteloven
Landbrugsorganisationerne vedlægger som bilag et notat fra Landbrugets Rådgivningscenter, der kommenterer en række enkeltelementer i lovforslagene. Bemærkninger til de enkelte elementer følger nedenfor i den rækkefølge, der er brugt i notatet fra Landbrugets Rådgivningscenter.
Ad §§ 4 og 42, afgrænsningen mellem boet og den efterlevende ægtefælle
Det fremsatte lovforslag indeholder den grundlæggende regel, at den efterlevende ægtefælle beskattes efter almindelige personbeskatningsregler i hele boperioden, ikke alene af personlig indkomst, men også af f.eks. kapitalindkomst, uanset om indkomsten måtte hidrøre fra aktiver, der før dødsfaldet tilhørte den efterlevende ægtefælles andel af ægtefællernes formuefællesskab.
Efter de gældende regler henregnes formueafkast i boperioden til dødsboet, uanset om afkastet hidrører fra førstafdødes eller den efterlevende ægtefælles formue, såfremt og i det omfang der før dødsfaldet var formuefællesskab (eventuelt skilsmissesæreje).
Landbrugsorganisationerne giver grundlæggende udtryk for den holdning, at de gældende regler bør bevares, i hvert fald hvis en af ægtefællerne har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Der påpeges en række eksempler, hvor man finder, at der kan være tvivl om rækkevidden af de foreslåede regler.
Indledningsvis bemærkes, at ingen af de beskrevne afgrænsningsproblemer mellem førstafdødes og den efterlevende ægtefælles formue er af grundlæggende ny karakter. Tilsvarende afgrænsningsproblemer forekommer efter de gældende regler i tilfælde, hvor ægtefællerne har haft fuldstændigt særeje med hensyn til hele deres formue eller dele af denne. Reglen om, at den efterlevende ægtefælles afkast af aktiverskal henregnes til og eventuelt beskattes i boet, gælder således ikke for aktiver, der tilhørte den efterlevende ægtefælles fuldstændige særeje.
Indledningsvis bemærkes endvidere, at det er korrekt som anført af Landbrugets Rådgivningscenter, at man ved delingen af et fællesbo også medregner den efterlevende ægtefælles del heraf. Den efterlevende ægtefælle bevarer imidlertid - både efter de nugældende og efter de fra 1. januar 1997 gældende skifteregler - den fulde rådighed over sin formue i boperioden. Den efterlevende ægtefælles formue inddrages kun i en enkelt henseende i skiftebehandlingen, nemlig derved at den efterlevende ægtefælle ved boets afslutning afkræves en opgørelse over sine aktiver og passiver, på basis af hvilken boslodsudvekslingen sker.
De foreslåede regler om beskatningen af den efterlevende ægtefælle i boperioden ligger således i forlængelse af de skifteretlige regler, og som det fremgår af de nedenstående kommentarer, giver henvendelsen ikke anledning til grundlæggende ændringer heri.
Landbrugets Rådgivningscenter anfører, at det bør afklares, i hvilket omfang den efterlevende ægtefælles indkomst i boperioden indgår i bodelingen.
Justitsministeriet har vedrørende dette oplyst, at dødsboskifteretloven ikke ændrer noget i forhold til de nugældende regler. Efter de nugældende regler ophører formuefællesskabet pr. dødsdagen, og de fællesejeaktiver og -passiver, som den efterlevende ægtefælle havde ved dødsfaldet, indgår således i boslodsudvekslingen. Da boslodsudvekslingen ikke sker pr. dødsdagen, men pr. skæringsdagen, er det imidlertid de pågældende aktivers og passivers værdi på skæringsdagen, der medregnes. Heri ligger efter gældende praksis, at der medregnes værdistigninger og -tab i boperioden samt afkast i boperioden.
Forslaget om, at afkastet skattemæssigt henregnes til den efterlevende ægtefælle, medfører, at det afkast, der skal indgå i boslodsudvekslingen, er afkastet korrigeret for skat. Skatteministeriet og Justitsministeriet, med hvem spørgsmålet er drøftet telefonisk, er imidlertid enige om, at spørgsmålet ikke egner sig til løsning i lovtekst, hvorved især er henset til, at de gældende skiftemæssige regler om spørgsmålet ikke bygger på lovbestemmelser, men er udviklet i praksis.
Det er i teorien korrekt, at problemet med, at den efterlevende ægtefælle efter de gældende regler mister sit rentefradrag af egen fast ejendom, i stedet kan løses ved at acontoudlodde ejendommen til ægtefællen pr. dødsdagen. Det er imidlertid ikke Skatteministeriets erfaring, at acontoudlodning er en praktisk anvendelig løsning, idet ikke alle efterlevende ægtefæller og skifteretter bliver opmærksomme på muligheden, før restskattekravet mod den efterlevende ægtefælle er blevet en realitet. Det bemærkes herved, at acontoudlodning efter § 5, stk. 2, i forslaget til dødsboskattelov skal anmeldes til den kommunale skattemyndighed senest 4 uger efter udlodningsdagen for at kunne tillægges skattemæssig virkning.
Dertil kommer, at acontoudlodningen ikke vil løse problemet i de tilfælde, hvor dødsfaldet indtræffer i slutningen af indkomståret og boet ikke er fritaget for beskatning, medmindre den forenkling, der er foreslået med hensyn til sammenlægningen af mellemperiode og boperiode, opgives.
Særligt vedrørende selvstændig virksomhed anfører Landbrugets Rådgivningscenter, at reglerne i kildeskattelovens §§ 25 A og 26 A bevirker, at opdelingen mellem afdødes og den efterlevende ægtefælles formuer ikke kan baseres på tidligere selvangivelser, når der er tale om erhvervsvirksomhed. Det frygtes derfor, at opdelingen vil give betydelige administrative problemer.
Hertil bemærkes, at der efter lovforslaget ikke skal ske en selvstændig skattemæssig opdeling af formuen på de to ægtefæller - i stedet lægges den skiftemæssige opdeling til grund. Denne baseres ikke kun på tidligere selvangivelser, men på samtlige foreliggende oplysninger. I praksis er det formentlig langt det mest almindelige, at virksomheden og de dertil knyttede aktiver tilhører den ægtefælle, der driver virksomheden. I de tilfælde, hvor den anden ægtefælle har drevet virksomheden, eller hvor aktiver tilhørende en ægtefælle har været inddraget i den anden ægtefælles virksomhed, hører det formentlig til sjældenhederne, at ægtefællerne ikke i det mindste selv har gjort sig nogle tanker om, at det forholder sig sådan. Den efterlevende ægtefælle må således antages at kunne udtale sig om opdelingen, hvorefter den kommunale skattemyndigheds opgave består i at vurdere, om ægtefællens oplysninger er plausible, og i givet fald søge beviser for, at det ikke er tilfældet. Skatteministeriet deler derfor ikke bekymringen for, at opdelingen vil medføre særlige administrative vanskeligheder, når der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed.
Med hensyn til passivpostberegning af den efterlevende ægtefælles aktiver bemærkes, at aktiver, der uafbrudt før, under og efter skiftet har tilhørt den efterlevende ægtefælle, indgår i beregningen af den bobeholdning, hvoraf der skal beregnes boafgifter. Da den efterlevende ægtefælle indtræder i sin egen skattemæssige stilling med hensyn til det pågældende aktiv, følger det af boafgiftslovens § 13 a, jf. § 1, nr. 19, i lovforslag nr. L 91, at der, når boet ligger over beløbsgrænserne i dødsboskattelovens § 6, skal gives nedslag for passivpost ved boafgiftsberegningen.
Som anført i brevet medfører det foreslåede beskatningssystem, at der i visse tilfælde skal skelnes imellem løbende indkomst og avance.
Landbrugets Rådgivningscenter anfører, at der skulle være betydelige problemer med at gennemføre denne sondring, når det drejer sig om varelagre, besætning og lignende.
Landbrugets Rådgivningscenter har på side 5 beskrevet et eksempel, hvorved bl.a. en efterlevende ægtefælle lader sin virksomhed med varebeholdning udlægge til sin søn. Rådgivningscentret spørger, hvorledes den løbende indkomstopgørelse adskilles fra avanceopgørelsen, for så vidt angår varebeholdningen.
Svaret er følgende
Den efterlevende ægtefælle udgiftsfører på sædvanlig vis den skattemæssige værdi af primovarelageret, der er lig med den skattemæssige værdi - efter eventuel nedskrivning - ved udgangen af det forudgående indkomstår. Den efterlevende udgiftsfører på sædvanlig vis varekøb og indtægtsfører varesalg indtil udlodningstidspunktet. Endelig indtægtsfører den efterlevende den skattemæssige værdi af varelageret på udlodningstidspunktet. Ved opgørelsen heraf anvendes samme princip, som er anvendt ved ansættelsen af primoværdien. Udloddes varelageret til andre arvinger eller legatarer efter afdøde, henregnes avance eller tab herved til dødsboets indkomst. Avancen eller tabet opgøres som forskellen mellem den nævnte skattemæssige værdi af varelageret på udlægstidspunktet og udlodningsværdien.
En negativ driftsmiddelsaldo, jf. afskrivningslovens § 5, opstået ved den efterlevendes salg af maskiner foretaget i boperioden må anses for en del af den løbende indkomst og skal dermed indtægtsføres af den efterlevende ægtefælle.
Med hensyn til periodisering af renter af den efterlevende ægtefælles aktiver, der udloddes til andre, bemærkes, at disse skal perioidiseres på samme måde som renter af afdødes aktiver. Udlodningsmodtagerens skattemæssige stilling er uafhængig af, om det aktiv, vedkommende har modtaget, hidrører fra afdøde eller fra den efterlevende ægtefælle. § 35, stk. 1, 2. pkt., finder derfor tilsvarende anvendelse, når aktivet hidrører fra den efterlevende ægtefælle, ligesom det fremgår af § 42, stk. 2, 2. pkt., at den efterlevende ægtefælle beskattes af renterne indtil udlodningstidspunktet. Yderligere præciseringer i lovteksten findes ikke fornødne.
Ad opgørelse af indkomsten hidrørende fra den ene ægtefælles aktiver, der benyttes i den anden ægtefælles virksomhed
Landbrugets Rådgivningscenter foreslår på baggrund af et eksempel, hvor M driver en virksomhed omfattende to ejendomme, hvoraf den ene ejes af M og den anden af M og H i sameje, at der indføres en slags lejebetaling vedrørende aktiver, der ejes af den ene ægtefælle, men benyttes i den anden ægtefælles virksomhed.
Skatteministeriet er enig i beskrivelsen af, hvad der sker i tilfælde af M's død. Da de skiftemæssige delingsregler har afgørende betydning for beskatningen, og da spørgsmålet om eventuel tilsidesættelse af de formelle hæftelsesregler er et bodelingsmæssigt spørgsmål, afstår Skatteministeriet fra at kommentere dette.
Med hensyn til opgørelsen af indkomsten bemærkes, at i henhold til forslag til lov om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove og konkursloven, L 92, skal overskud af erhvervsvirksomhed i hele det indkomstår, hvor dødsfaldet sker, beskattes hos den ægtefælle, der ejer virksomheden. Hvis begge ægtefæller ejer en ideel andel af virksomheden, må der foretages en fordeling af virksomhedens resultat i forhold til ejerandelen.
Hvis ægtefællerne - som i det opstillede eksempel - ikke ejer en ideel andel af virksomheden og det kun er enkelte af virksomhedens aktiver, som begge ægtefæller ejer, må fordelingen af virksomhedens resultat mellem boet og den efterlevende ægtefælle foretages på grundlag af et skøn. Hvis kun en ubetydelig del af virksomhedens aktiver ejes af begge ægtefæller, kan der bortses herfra.
Eksemplet ses imidlertid ikke at illustrere et behov for en særlig lejebetalingsregel, og det i eksemplet påpegede problem kan ikke i alle tilfælde løses ved at inddrage alle fællesejendomme i boet, idet problemet fortsat vil eksistere, for så vidt angår ejendomme, der er i lige sameje mellem ægtefællernes respektive fuldstændige særejer.
Ad § 6, boets skattepligt
Landbrugets Rådgivningscenter finder det urimeligt, at boets skattemæssige status kan afhænge af, om boets aktiver udloddes eller sælges til anden side.
Det bemærkes hertil, at aktiver, der er acontoudloddet, indgår i boopgørelsen. De adskiller sig alene fra de aktiver, der er i behold på skæringsdagen, derved at de indgår i boopgørelsen med de værdier, de havde på aconto-udlodningsdagen, og ikke med værdierne på skæringsdagen.
Det nævnes i eksemplet, at et skattefritaget bo kan gøre sig skattepligtigt ved i boperioden at anskaffe et større aktiv. Dette er rent teoretisk korrekt, men en anskaffelse af et så betydeligt aktiv i boperioden og den reelle påbegyndelse af en ny erhvervsmæssig virksomhed i boperioden falder klart uden for de formål, der skal varetages ved en bobehandling, og det kan således ikke forventes, at en bobestyrer ville foreslå eller medvirke til noget sådant.
Landbrugsorganisationerne finder, at boets skattepligt så vidt muligt bør afgøres, inden bobehandlingen påbegyndes eller tidligt under bobehandlingen.
Hertil bemærkes, at formueopgørelsen ultimo året før dødsåret efter Skatteministeriets opfattelse ikke er tjenlig som grundlag for en fastlæggelse af boets skattemæssige status. Det skyldes ikke afskaffelsen af formueskatten som sådan, idet der fortsat vil blive indberettet en række formueoplysninger til skattemyndighederne. Det afgørende er, at der ikke foretages indberetninger om en række af de formuegoder, som efter gældende ret indgår og efter skatteministeriets opfattelse fortsat bør indgå i boopgørelsen både med henblik på boafgiftsberegningen og med henblik på skattemæssig status. Som eksempler herpå kan nævnes bil, båd, kontantbeholdning, præmieobligationer, pantebreve og unoterede aktier. Dertil kommer, at de hidtidige formueoplysninger i mange tilfælde ikke har været specielt præcise, fordi der ikke har været nogen særlig interesse for disse oplysninger, for så vidt angår personer, der ligger markant under formueskattegrænsen.
I lyset heraf giver dødsboskifteloven ikke nogen mulighed for at afgøre den skattemæssige status, før bobehandlingen påbegyndes, idet bobehandlingen almindeligvis indledes med udarbejdelsen af en åbningsstatus.
Det har været overvejet, om værdierne i åbningsstatus kunne anvendes som grundlag for fastlæggelsen af boets skattemæssige status. Det er dog fortsat Skatteministeriets opfattelse, at det er mere hensigtsmæssigt at anvende værdierne i boopgørelsen, idet man herved opnår, at der kun skal foretages efterprøvelse af værdiansættelserne en gang. Det bemærkes herved, at det ganske vist efter de nugældende regler er værdierne i åbningsstatus, som er afgørende, men således at en opnået skattefrihed kan bortfalde, hvis der forekommer værdistigninger i boperioden. Denne konstruktion forekommer ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger lidet hensigstsmæssig.
Det bemærkes, at det er korrekt, at boets skattemæssige status i enkelte tilfælde vil kunne afhænge af, om boets aktiver og passiver afvikles i boperioden eller de bevares med henblik på udlodning til arvingerne. Som det fremgår af eksemplerne fra Landbrugets Rådgivningscenter, er det imidlertid ikke altid en ubetinget fordel at være skattefritaget.
Ad § 9, stk. 2. Straksfradrag i mellemperioden
Straksfradrag efter afskrivningslovens § 21, stk. 2-4, omfattes ikke af bestemmelserne om skattemæssige afskrivninger i bl.a. § 9, stk. 2, i lovforslaget.
Det medfører, såfremt et bo er skattefritaget efter forslagets § 6, at straksfradrag kan foretages med virkning for den skattepligtige indkomst i mellemperioden, såfremt de almindelige betingelser for straksfradrag er opfyldt senest ved dødsfaldet. Straksfradraget skal ikke omregnes i forhold til mellemperiodens længde.
Der er redegjort herfor i lovforslagets bemærkninger til § 22, side 68, 2. spalte, 3.-5. afsnit.
Ad § 23, stk. 1. Afskrivning i mellemperiode og boperiode
Skatteministeriet er enig i, at der bør kunne foretages afskrivninger på afskrivningsberettigede bygninger og installationer i boet, der henregnes til dødsboet på skæringsdagen i boopgørelsen, og som udloddes uden succession. såfremt udlodningen ikke medfører beskatning af genvundne afskrivninger i boet. Beskastning af genvundne afskrivninger vil ikke forekomme, når udlodningsværdien er mindre end den nedskrevne værdi.
Skatteministeren agter at fremsætte ændringsforslag herom.
Ændringsforslaget vil ikke omfatte udlodning af driftsmidler og skibe eller immaterielle rettigheder. Det skyldes, at det tab, som måtte blive konstateret på sådanne aktiver, kan fradrages i boet, jf. afskrivningslovens § 6 og ligningslovens § 16 E.
Når udgifter efter ligningslovens § 8 B (forsøgs- og forskningsvirksomhed) og § 8 C (tilslutningsafgifter) er valgt afskrevet efter de nævnte bestemmelser, og når udgifter efter ligningslovens § 8 K til skovrejsning fradrages efter denne bestemmelse med indtil 20 pct. årligt, kan der, når dødsboet er skattefritaget efter forslagets § 6, foretages fradrag i mellemperioden med 1 års resterende afskrivning eller udgiftsfradrag. Er dødsboet ikke fritaget for beskatning, kan der i bobeskatningsindkomsten foretages fradrag med de resterende endnu ikke afskrevne eller fratrukne udgifter. Udloddes virksomheden med succession, er det dog modtageren, der kan fradrage de resterende endnu ikke afskrevne eller fratrukne udgifter.
Ad § 29, stk. 2, succession i børsnoterede aktier
Det anføres, at successionsreglerne i § 29, stk. 2, burde lempes, således at der ved afgørelse af, om der kan ske succession i børsnoterede aktier, tages hensyn til udlægsmodtagerens egen beholdning af børsnoterede aktier.
Efter de gældende regler i aktieavancebeskatningslovens § 10 kan der ske succession i dødsboets børsnoterede aktier, når de udlagte aktiers kursværdi overstiger 106.600 kr. (1996). Således vil også udlægsmodtageren blive skattepligtig af aktieavancer. Det er altså størrelsen af den udlagte beholdning af børsnoterede aktier, der bevirker, at der kan ske succession.
Det findes hensigtsmæssigt, at adgangen til succession i et dødsbos aktier kan afgøres på grundlag af boets faktiske forhold. Hvis der skulle tages hensyn til den enkelte arvings konkrete beholdning af børsnoterede aktier, skønnes det at ville vanskeliggøre boets behandling i betydelig grad, idet beskatningen i boet af børsnoterede aktier ikke alene vil afhænge af udlæggets omfang, men også af størrelsen af den enkelte udlægsmodtagers egen beholdning af børsnoterede aktier. Den foreslåede lempelse vil skabe en usikkerhed for boet med hensyn til beskatningen i boet af børsnoterede aktier. På denne baggrund findes der ikke at være grundlag for at ændre forslaget på dette punkt.
Ad § 30, fast skattefradrag i boet
Landbrugets Rådgivningscenter henstiller, at man indfører et fast fradrag uafhængigt af bobeskatningsperiodens længde i stedet for et månedligt påløbende bofradrag i højst 12 måneder.
I den udgave af lovforslaget, der blev udsendt til ekstern høring i august 1996, var bofradraget foreslået som et engangsfradrag til alle ikke skattefritagne dødsboer. Det er imidlertid efterfølgende vurderet, at et engangsfradrag ville medføre et ikke ubetydeligt provenutab. Tabet opstår i boer, der ligger over skattefritagelsesgrænsen, men hvis formue- og indtægtsforhold i øvrigt er ganske ukomplicerede, således at det er praktisk muligt at afslutte boet med dødsdagen som skæringsdag. Hvis boet ikke har egne indtægter, kunne hele bofradraget i stedet anvendes på afdødes indkomst i mellemperioden med den konsekvens, at boet skulle have udbetalt dele af afdødes forudbetalte skat vedrørende mellemperioden.
Ud over provenutabet ville et engangsfradrag give en urimelig »tærskeleffekt« ved sammenligning mellem et bo, der ligger lige over skattefritagelsesgrænsen, og et bo med i øvrigt tilsvarende forhold, der ligger under skattefritagelsesgrænsen.
Bestemmelsen i det fremsatte lovforslag om månedligt påløbende bofradrag i højst 12 måneder kan forudses at ville medføre, at det i visse tilfælde vil kunne betale sig at udstrække bobehandlingen til 12 måneder. De 12 måneder er imidlertid nøje afstemt efter dødsboskiftelovens regler, hvorefter 12 måneder er den maksimalt tilladte behandlingstid for et privat skifte.
Ad § 30, stk. 8, udbetaling af betalte skatter til boet
Lovforslagets § 30, stk. 8, hvorefter afdødes foreløbige indkomstskattebeløb i mellemperioden godskrives det ikke skattefritagne dødsbo, er affattet på samme måde som den tilsvarende bestemmelse vedrørende de skattefritagne dødsboer, jf. lovforslagets § 12, stk. 1, og den hertil svarende bestemmelse i den gældende § 14, stk. 1, i kildeskatteloven.
Da formuleringen af kildeskattelovens § 14, stk. 1, så vidt bekendt ikke har givet anledning til nævneværdig fortolkningstvivl i praksis, ses der intet behov for at ændre affattelsen af § 30, stk. 8.
Ad § 37, stk. 1, 3. og 4. pkt.
Landbrugsorganisationerne finder, at bestemmelsen om begrænsning i adgangen til udlodning med succession for fjernere beslægtede og ubeslægtede arvinger burde ændres, således at der under alle omstændigheder kan succederes i en værdi svarende til arvelodden.
Hertil bemærkes, at lovforslaget i modsætning til de gældende regler i kildeskattelovens § 33, stk. 1, åbner mulighed for, at en fjernere beslægtet eller ubeslægtet arving, der ønsker at overtage et aktiv, hvis bruttoværdi overstiger arvelodden, kan overtage aktivet med succession op til en værdi svarende til arvelodden og uden succession, for så vidt angår resten. Efter de gældende regler skal hele aktivet i sådanne tilfælde overtages uden succession.
Set i lyset af denne lempelse ses der ingen anledning til yderligere at lempe successionsreglerne ved tillige at overgå til at regne med udloddende aktivers nettoværdier.
Ad § 48, længstlevendes opsparingsordning
Det fremgår af ordlyden af § 24, stk. 1 og 2, at bestemmelsen alene finder anvendelse for opsparet overskud under virksomhedsordningen vedrørende en virksomhed, der tilhører afdøde. I bemærkningerne til § 24, jf. § 10, er nævnt, at hvis den efterlevende ægtefælle anvendte virksomhedsordningen på indkomst fra en virksomhed, der tilhører den efterlevende ægtefælle selv, gælder de almindelige regler i virksomhedsskatteloven for dødsåret og de efterfølgende indkomstår, jf. hovedreglen i den foreslåede § 48.
Det følger af § 48, stk. 2, at udloddes en del af en erhvervsvirksomhed tilhørende den efterlevende ægtefælle til andre arvinger eller legatarer efter afdøde, skal en forholdsmæssig del af konto for opsparet overskud med tilhørende virksomhedsskat medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i mellemperioden eller bobeskatningsindkomsten. For den del, der ikke udloddes efter denne regel, kan den efterlevende ægtefælle fortsat anvende virksomhedsordningen.
Der findes ikke at være behov for præcisering heraf i lovteksten.
Ad § 63, skatteberegning ved uskiftet bo
Der peges i henvendelsen på, at det burde være muligt at forenkle skatteberegningen for en efterlevende ægtefælle i uskiftet bo, således at det ikke er nødvendigt med to særskilte indkomstopgørelser og omregning af mellemperiodeindkomsten til helårsindkomst.
Da helårsomregningen reelt kun har skattemæssig betydning for beregning af topskatten, foreslås der i henvendelsen indført en samlet indkomstopgørelse for afdøde og for den efterlevende ægtefælle og enten dobbelt topskattebundfradrag eller et forholdsmæssigt bundfradrag vedr. mellemperioden plus et fuldt bundfradrag til den efterlevende ægtefælle.
Hertil bemærkes
Efter gældende regler foretages der, når længstlevende ægtefælle vælger uskiftet bo, altid afsluttende skatteansættelse af afdødes mellemperiode. Skatten opkræves hos den længstlevende ægtefælle, der samtidig får modregnet afdødes betalte forskudsskat. Al indkomst efter dødsfaldet beskattes hos den efterlevende ægtefælle, og der gives fuldt dobbelt personfradrag og mellemskattebundfradrag.
Efter lovforslaget er disse regler foreslået videreført uændret.
Det bemærkes i denne forbindelse, at der beklageligvis i bemærkningerne til lovens § 63, på lovforslagets side 98, 2. spalte, 2. pkt. er skrevet, at der: »For mellemperiodens vedkommende bliver tale om et forholdsmæssigt nedsat personfradrag«.
Dette er som bemærket i henvendelsen ikke korrekt. Efter lovforslaget fastholdes de gældende regler på dette område således, at de beregnede skatter for afdødes mellemperiode og efterlevendes hele indkomstår nedsættes med skatteværdien af to fulde personfradrag, og der gives to fulde mellemskattebundfradrag, jf. også eks. 22 i cirkulære 129 af 4. juli 1994.
Det er som anført således korrekt, at helårsomregningen ligesom efter gældende regler reelt kun har skattemæssig betydning for beregningen af topskatten.
Den i henvendelsen foreslåede forenkling af skatteberegningen ved indrømmelse af to fulde topskattebundfradrag i den samlede indkomst skønnes at medføre et ikke ubetydeligt provenutab, der ikke vil være i overensstemmelse med forudsætningen om dødsboskatteforslagets provenuneutralitet.
Det andet forslag i henvendelsen, hvorefter der alternativt indrømmes et forholdsmæssigt topskattebundfradrag, der afhænger af længden af mellemperioden, plus et fuldt topskattebundfradrag i den samlede indkomst, har nogle uhensigtsmæssige virkninger.
For det første fjerner forslaget i princippet ikke omregningen. Den sker bare på beløbsgrænsen i stedet for på indkomsterne.
For det andet vil henvendelsens forslag i de tilfælde, hvor der i indkomsten indgår en-gangsindtægter - der ikke bliver omregnet - ikke give det samme skatteresultat som de gældende og lovforslagets (uændrede) regler.
Eks.: Hvis skattepligtsperioden er en måned, vil bundfradraget ved topskatteberegningen efter henvendelsens forslag udgøre 1/12 af ca. 240.000 kr. eller ca. 20.000 kr. Grundlaget for topskatten af en engangsindtægt (obligationsrenter) på 300.000 kr. vil således udgøre 280.000 kr. (300.000 kr. - 20.000 kr.) og topskatten på 15 pct. ca. 42.000 kr. Efter gældende regler og efter lovforslagets regler udgør topskatten kun ca. 9.000 kr. (15 pct. af 300.000 kr. - 240.000 kr.). Ud fra en skatteberegningsbetragtning må gældende regler siges at give et mere korrekt resultat for den beregnede progressive beskatning.
På denne baggrund giver de foreslåede forenklinger ikke anledning til overvejelser om ændring af lovforslaget på dette område.
Ad boafgiftsloven
Ad § 8, stk. 4, anvendelse af bundfradrag, uden at der skiftes
Det anføres, at bundfradraget i boafgiftsloven ved beregning af boafgift også skal finde anvendelse ved udbetaling uden skifte, når længstlevende udbetaler arv til førstafdødes særbørn og derefter sidder i uskiftet bo med fællesbørn. Det anføres tillige, at tilsvarende bør gælde, når der indtræder afgiftspligt, fordi længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab uden skifte.
Efter boafgiftsloven er der adgang til at anvende bundfradraget på 184.900 kr. (1996), når boet skiftes, jf. § 6, stk. 1, litra a.
I begge de nævnte tilfælde sker der ikke et skifte af førstafdødes del af boet. Længstlevende kan i den første situation vælge at foretage et delvist skifte med særbarnet for derefter at sidde i uskiftet bo med fællesbørnene. Foretages der delvist skifte, kan bundfradraget anvendes.
Forslaget ville indebære, at bundfradrag også skulle gives, selv om der ikke skiftes. Dette vil dog ikke være særlig hensigtsmæssigt - som nævnt nedenfor - idet det er et centralt element i boafgiftsloven, at afgiftsopkrævningen er enkel. Det ville ikke være tilfældet, hvis bundfradraget skulle kunne udnyttes ved forskellige afgiftsberigtigelser uden skifte og ved skiftet af boet.
Ad § 12, stk. 1, m.fl., udnyttelse af restbundfradrag vedrørende forsikringssummer
Det anføres, at der også bør være bundfradrag i forsikringssummer, der udbetales til begunstigede uden om boet.
I boafgiftsloven beregnes der som ovenfor nævnt et bundfradrag i den afgiftspligtige arvebeholdning, der indgår i boet. Forsikringssummer til begunstigede indgår ikke i boet dvs. heller ikke i skiftet af afdødes bo.
I de tilfælde, hvor boet er mindre end bundfradraget, eller hvor boet udlægges for begravelsesudgifterne (boudlæg), ville bundfradrag i forsikringsbeløb kunne opnås ved, at forsikringsselskabet indsender anmeldelse og afgift af udbetalte forsikringsbeløb til skifteretten, der herefter fratrækker bundfradrag eller et resterende bundfradrag, som ikke er anvendt i boet. Er der flere forsikringer, ville bundfradraget skulle fordeles mellem disse. Skifteretten skulle herefter udbetale for meget opkrævet afgift, eventuelt med rente, til den eller de begunstigede. Bundfradrag i forsikringsbeløb, der udbetales uden om boet, ville således medføre, at forsikringsselskabernes afgiftsopkrævning ikke kan gøres endelig.
En adgang til at anvende bundfradraget på forsikringer, der går uden om boet (og på udbetalinger fra et uskiftet bo uden skifte), vil i betydelig grad komplicere afgiftsberegningen og -opkrævningen efter boafgiftsloven. Da formålet med boafgiftsloven var at opnå et væsentligt enklere regelsæt for afgiftsberegning i dødsboer, forekommer det ikke hensigtsmæssigt at gøre bundfradraget tilgængeligt for forsikringer, der går uden om boet, og andre afgiftsberigtigelser uden skifte.
Ad § 12, værdiansættelsesreglerne
Det anføres, at arvingerne skal kunne vælge, om tvivlsspørgsmål vedrørende værdiansættelsen kan indbringes i det skattemæssige værdiansættelsessystem (skatteankenævn - Landsskatteretten) i stedet for den sagkyndige vurdering via skifteretten. Det anføres endvidere, at det vil kunne være procesbesparende, hvis boet kan vælge at afgøre problemer med både værdiansættelse af boets aktiver og passiver og passivpostberegningen i det skattemæssige værdiansættelsessystem.
Efter forslaget skal værdiansættelsesspørgsmål udelukkende afklares i det skifteretlige system med evt. sagkyndig vurdering, jf. forslagets § 1, nr. 17 (boafgiftslovens § 12). Tvister om fastsættelse af passivposter ved succession skal dog fortsat ske i det skattemæssige system med påklage af den kommunale skattemyndigheds afgørelse til skatteankenævnet og evt. videre til Landsskatteretten, jf. forslagets § 1, nr. 19 (boafgiftslovens § 13 a).
Baggrunden for forslagets kompetencefordeling mellem skattemyndigheder og skifteretter er beskrevet i bemærkningerne til kapitel 26 i forslag til lov om skifte af dødsboer (L 120 1995/96 fremsat den 8. december 1995 af justitsministeren). Hensynet til at boerne ikke længere skal tåle, at den kommunale skattemyndighed foretager en selvstændig værdiansættelse af et aktiv uden hensyntagen til en sagkyndig vurdering af aktivet, havde foranlediget et mindretal i Retsudvalget (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) til at præcisere i tillægsbetænkningen til L 120, at »mindretallet lægger til grund for sin stemmeafgivning, at Skatteministeriet, når lovforslaget er vedtaget, vil tage initiativ til at ændre de skattemæssige regler vedrørende værdiansættelser, således at det i lovforslagets foreslåede enstrengede vurderingssystem indføres. . .«
På denne baggrund er der ikke basis for at bevare dele af det tostrengede klagesystem som foreslået.
Ad § 14, brugs- og indtægtsnydelser
Det anføres, at det generelt kan tiltrædes, at reglerne om brugs- og indtægtsnydelser ændres, således at reglerne ikke misbruges til afgiftstænkning. På den anden side anføres det, at reglerne ikke bør forhindre en fordeling af arven, således at en arving får en livsvarig indtægtsnydelse, mens kapitalen udloddes til en anden arving.
Boafgiftsloven indførte en betydelig forenkling af reglerne vedrørende afgiftsberigtigelse af dels kapitaler og formuegoder, hvorpå der hviler en brugs- eller indtægtsnydelse, og dels selve brugs- eller indtægtsnydelsen. Efter de tidligere regler i arve- og gaveafgiftsloven skulle der ved arveladers død betales afgift af brugs- eller indtægtsnydelsens kapitaliserede værdi, mens arveafgiften af kapitalen først skulle betales ved brugs- eller indtægtsnydelsens ophør. Dette var administrativt et meget tungt system. Med boafgiftsloven er der indført et nyt og enkelt regelsæt, der går ud på, at brugs- eller indtægtsnydelsen bliver afgiftsfri mod til gengæld at hele kapitalens eller formuegodets værdi skal afgiftsberigtiges med det samme. En kapitaliseret værdi af brugs- eller indtægtsnydelsen skal således ikke fratrækkes i afgiftsgrundlaget for kapitalen eller formuegodet.
Den ændring til regelsættet, der foreslås i § 1, nr. 20, sikrer, at der altid vil ske afgiftsberigtigelse af kapitalen eller formuegodet. Hvis det er ægtefællen eller en almennyttig organisation, der er fritaget for boafgift, der skal arve kapitalen eller formuegodet, gælder fritagelsen alligevel ikke. Der skal ske afgiftsberigtigelse med 15 pct. boafgift, for så vidt angår ægtefællen, og maks. 36,25 pct. bo- og tillægsboafgift for så vidt angår den almennyttige organisation. Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget er baggrunden for denne ændring, at der i praksis er set eksempler og tiltag på at omgå reglerne for afgiftsfri brugs- og indtægtsnydelser ved at kombinere dem med afgiftsfri kapital arvinger.
Forslaget påvirker på ingen måde de eksempler i henvendelsen, hvor kapitalen skal arves af en person og indtægtsnydelsen af en anden person. Så længe kapital- eller formuegodearvingen er enten boafgiftspligtig eller bo- og tillægsboafgiftspligtig, er grundlaget for den afgiftsfri brugs- eller indtægtsnydelse opfyldt.
Der er derfor ingen anledning til at overveje at vende helt eller delvis tilbage til det tidligere system i arve- og gaveafgiftsloven. Boafgiftslovens regler om afgiftsfri brugs- og indtægtsnydelser har endvidere den fordel, at den afskaffede den »dobbeltbeskatning«, der fandt sted ved, at man samtidig skulle betale både boafgift af den kapitaliserede værdi af brugs- eller indtægtsnydelsen og indkomstskat af de løbende ydelser. Der finder herefter alene indkomstbeskatning sted.
Ad § 24, aftægtsrettigheder
Efter forslaget skal der af kapitaler og formuegoder, hvorpå der hviler en brugs- eller indtægtsnydelse, betales 36,25 pct. i afgift af gaven. Afgiften skal betales af hele kapitalens eller formuegodets værdi uden hensyntagen til en kapitaliseret værdi af brugs- eller indtægtsnydelsen. Hvis giver forbeholder sig selv brugs- eller indtægtsnydelsen af gaven, betales afgiften dog kun af værdien med fradrag af værdien af brugs- eller indtægtsnydelsen. Den her fratrukne værdi, der reducerer gaveafgiften, skal efter forslaget først afgiftsberigtiges, når brugs- eller indtægtsnydelsen ophører. Det anføres i henvendelsen, at brugs- eller indtægtsnydelsen ikke har en værdi på tidspunktet for aftægtsnyderens død, og at værdien ved ophør inden død bør kapitaliseres under hensyntagen til aftægtsnyderens alder.
Som anført i bemærkningerne til bestemmelsen findes der ikke at foreligge en gave fra gavegiver til gavemodtager, for så vidt angår den værdi, som brugs- eller indtægtsnydelsen repræsenterer, og som gavegiver har forbeholdt sig selv nytten af. Først når brugs- eller indtægsnydelsen ophører, er gaven i sin helhed overdraget til modtageren.
Baggrunden for at det fastholdes, at værdien af brugs- eller indtægtsnydelsen skal afgiftsberigtiges ved ophør, er princippet om afgiftsberigtigelse af hele kapitalens eller formuegodets værdi. Hvis gavegiver havde givet brugs- eller indtægtsnydelsen til en anden person, skal der ske afgiftsberigtigelse af hele kapitalens værdi. Det findes derfor ikke rimeligt, at afgiftsgrundlaget mindskes, blot fordi gavegiver forbeholder sig selv brugs- eller indtægtsnydelsen.
Det i henvendelsen anførte om værdiansættelse ville principielt set have som konsekvens, at der løbende skulle foretages afgiftsberigtigelse af brugs- eller indtægtsnydelsen, efterhånden som værdien af brugs- og indtægtsnydelsen blev lavere på grund af aftægtsnyderens højere alder. Når afgiften skal betales af kapitalen eller formuegodet, dvs. en anden person, vil det allerede af den grund være uhensigtsmæssigt at skulle foretage løbende afgiftsberegning. Afgiftsberigtigelsen for denne del af gaven er således udskudt til tidspunktet for brugs- eller indtægtsnydelsens ophør. Boafgiftsloven har helt brudt med de tidligere regler i arve- og gaveafgiftsloven, hvor kapitalen og brugs- og indtægtsnydelsen blev berigtiget hver for sig.
Når brugs- eller indtægtsnydelsen ophører, frigøres kapitalen eller formuegodet til gavemodtagerens fri rådighed. Det følger heraf, at gavemodtageren er rette modtager af en værdi svarende til den tidligere fratrukne værdi ved gaveafgiftsberegningen. Denne værdi skal lægges til grund ved afgiftsberegning såvel ved gave som ved arv. I sidstnævnte situation betyder det, at bobeholdningen forøges med denne værdi.
Forslaget til ændringer i boafgiftsloven har virkning fra og med den 1. januar 1997, jf. § 2, stk. 2. Det betyder, at de ændrede regler i boafgiftsloven har virkning for arv og gave, hvor afgiftspligten indtræder den 1. januar 1997 eller senere. For dispositioner, hvor afgiftspligten er indtrådt før 1. januar 1997, finder de gældende regler anvendelse.
Ad § 29, stk. 2, stempelmodregning
Det anføres, at forslaget i § 1, nr. 37, (boafgiftslovens § 29, stk. 2) om, at stempelafgift i forbindelse med overdragelse af fast ejendom kun kan fradrages forholdsmæssigt i gaveafgiften svarende til den ydede gave, vil medføre en væsentlig forringelse af etableringsmulighederne i forbindelse med generationsskifte inden for landbruget. Det anføres videre, at denne stramning af gaveafgiftsreglerne har erhvervsøkonomiske konsekvenser, og at den ikke er nærmere begrundet.
Det er korrekt, at der med dette forslag ikke længere vil være ligestilling mellem arv og gavedispositioner, en ligestilling, som i øvrigt tilstræbes i boafgiftsloven.
Det er ikke fundet rimeligt, at stempelafgiften fuldt ud kan modregnes i gaveafgiften uanset gavens størrelse i den samlede overdragelse. Ved overdragelser uden gaveelement skal stempelafgiften betales fuldt ud, som det også gælder ved overdragelser mellem personer, der ikke er nærtbeslægtede, dvs. uden for gaveafgiftskredsen. Der findes ikke grundlag for, at overdragelser mellem nærtbeslægtede skal have denne særskilte lempelse af gaveafgiften, som reelt vedrører stempelafgiftspligtig overdragelse uden for gavens størrelse.
I generationsskifter inden for landbruget foreligger der ofte overdragelser af fast ejendom mellem nærtbeslægtede. Det betyder som anført i henvendelsen, at den foreslåede stramning får betydning for disse overdragelser, hvori der er et gaveelement.
Det kan oplyses, at »gavedelen« udgør hele gavens værdi før fradrag af den afgiftsfri del af gaven. Passivposter skal heller ikke fradrages.
De danske Landboforeninger Den 12. december 1996
Axelborg, 4. sal
Vesterbrogade 4 A
1620 København V
Tlf. 33 12 75 61
Telefax: 33 32 76 62
Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) og lov om ændring af lov om afgift af
dødsboer og gaver
Folketingets Skatteudvalg
Christiansborg
1240 København K.
Til medlemmerne af udvalget
De danske Landboforeninger vil uddybe konsekvenserne af den foreslåede forringelse af reglen om modregning af stempelafgift i gaveafgift, som vil være ganske byrdefuld.
Der omsættes årligt 1.500 landbrugsejendomme i familiehandler. Det skønnes, at der i gennemsnit modregnes stempelafgift på 20.000 kr. i gaveafgift i disse handler. Den foreslåede regel vil således belaste landbrugserhvervet med 30 mio. kr. årligt i ekstra gaveafgifter.
Den foreslåede regel vil bevirke, at de unge landmænd får vanskeligere ved at overtage større produktionsejendomme, idet en større del af deres opsparing vil blive anvendt til betaling af afgifter til det offentlige. Ved overdragelse af en ejendom til 6,0 mio. kr. skal der således erlægges yderligere 52.000 kr. i gaveafgift.
Der vedlægges et eksempel på betydning af ændringen i reglen om modregning af stempelafgift.
Med venlig hilsen
Hans Bang-Hansen
De danske Landboforeninger
L 90 og L 91. Forslag til lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) og lov om ændring af lov om afgift af dødsboer og gaver
Eksempel: Betydning af ændringen i reglen om modregning af stempelafgift ved overdragesle af produktionsejendom.
Fast ejendom ................................. 5.000.000 kr. Løsøre ....................................... 1.000.000 kr. ------------------------------------------------------------ Samlet pris .................................. 6.000.000 kr. ------------------------------------------------------------ Berigtigelse: Nye lån ...................................... 4.200.000 kr. Yngre jordbrugerlån .......................... 750.000 kr. Gave ......................................... 500.000 kr. Udbetaling ................................... 550.000 kr. ------------------------------------------------------------ I alt ........................................ 6.000.000 kr. ------------------------------------------------------------ Stempelafgift på skøde Fast ejendom 1,2 pct. af 4,5 mio. 54.000 kr. Stuehus 0,6 pct. af 0,5 mio. 3.000 kr. Løsøre 0,1 pct. af 1,0 mio. 1.000 kr. ------------------------------------------------------------ I alt ....................................... 58.000 kr. ------------------------------------------------------------ Gaveafgift gave 500.000 kr. afgiftsfri gave 41.100 kr. afgiftspligtig gave 458.900 kr. Gaveafgift heraf ............................ 68.835 kr. Modregning af stempelafgift ................. 58.000 kr. Gaveafgift at betale ........................ 10.835 kr. Gaveafgift efter lovforslaget Gaveafgift .................................. 68.835 kr. Modregning af stempel af gave 500.000 a 1,2 pct. .................. 6.000 kr. Gaveafgift at betale ........................ 62.835 kr. Stigning i gaveafgift ....................... 52.000 kr.
SkatteministerietDen 12. december 1996
Til Folketingets Skatteudvalg
Hermed fremsendes min kommentar til en henvendelse fra De danske Landboforeninger af 12. december 1996 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om afgift af dødsboer og gaver. (Ændringer som følge af dødsboskifteloven og dødsboskatteloven m.v.) (L 91 - bilag 11).
Carsten Koch
/ Lise Bo Nielsen
De danske Landboforeninger har i henvendelsen uddybet konsekvenserne af den i lovforslaget foreslåede forringelse af reglen om modregnig af stempelafgift i gaveafgift.
Landboforeningerne henviser til, at den foreslåede regel skønsmæssigt vil belaste landbrugserhvervet med 30 mill. kr. årligt i ekstra gaveafgifter.
Reglen vil efter Landboforeningernes opfattelse bevirke, at unge landmænd vil få vanskeligere ved at overtage større produktionsejendomme. Der henvises til et eksempel, hvor lovforslaget bevirker, at der skal erlægges yderligere 52.000 kr. i gaveafgift.
Hertil bemærkes
Forslaget betyder, at der i gaveafgiften kun kan fratrækkes den stempelafgift, der vedrører gaven. Dette er efter min opfattelse en rimelig regel.
Det af landboforeningerne medsendte eksempel viser, at de gældende regler har den konsekvens, at der kan ske modregning af den fulde stempelafgift, uanset at gaveelementet i overdragelsen udgør ca. 10 pct. af den samlede pris på ejendommen. Der er således tale om, at overdragelser mellem nærtbeslægtede, hvori der indgår blot et mindre gaveelement, opnår en særlig skattemæssig begunstigelse, som ikke kan opnås ved overdragelser mellem ikkebeslægtede.
Jeg finder ikke, at der er grundlag for at opretholde denne særlige begunstigelse.
Tilføjelse til betænkning
Efter at 2. behandling af lovforslaget blev afbrudt og lovforslaget
blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, har udvalget behandlet
dette i et møde.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
Advokatrådet,
Dansk Skovforening,
Godsejerforeningen og
Hjerteforeningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af skatteministeren stillede ændringsforslag.
En del af flertallet (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) bemærker, at Venstre, Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet i udvalgets betænkning over lovforslaget har stillet et ændringsforslag om fuld modregningsadgang af stempelafgiften i gaveafgiften. Da skatteministeren under den fornyede udvalgsbehandling for sit vedkommende har stillet ændringsforslag om en ændret affattelse af § 29, stk. 2, således at Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets ønsker i det væsenligste imødekommes, jf. bemærkningerne, trækkes det af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet i betænkningen stillede ændringsforslag tilbage.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
ÆndringsforslagAf skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)
Til § 1 2) Nr. 37 affattes således
»37. § 29, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. I gaveafgiften kan fratrækkes stempelafgift, som gavemodtager eller gavegiver har betalt af gaveandelen i forbindelse med ejendomsoverdragelse. Ved overdragelse af ejendomme, der anvendes helt eller delvis i gavegivers eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, og som efter overdragelsen anvendes helt eller delvis i modtagerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, kan stempelafgiften dog fratrækkes fuldt ud i gaveafgiften. 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis gavegivers eller gavemodtagers virksomhed består i udlejning af fast ejendom. Bortforpagtning af fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 4 og 7, anses ikke i denne forbindelse for virksomhed ved udlejning af fast ejendom.«»
Bemærkninger
Til nr. 2 Efter de gældende regler i boafgiftsloven kan stempelafgift ved ejendomsoverdragelse fratrækkes fuldt ud i gaveafgiften.
Det er ikke fundet rimeligt, at der generelt skal gælde en modregningsregel, der reelt bevirker stempelafgiftsfritagelse ved overdragelse af fast ejendom inden for kredsen af nærtbeslægtede, når blot der foreligger et gaveelement i forbindelse med ejendomsoverdragelsen. Det er derfor foreslået, at stempelafgiften kun kan modregnes i gaveafgiften svarende til gavens forholdsmæssige andel ved ejendomsoverdragelsen.
Ved ejendomsoverdragelse i forbindelse med generationsskifte af erhvervsvirksomheder foreslås det dog, at der fortsat skal være adgang til fuld modregningsadgang af stempelafgiften i gaveafgiften. Denne særlige begunstigelse af generationsskifter forudsætter, at der er tale om overdragelse af ejendomme, der anvendes helt eller delvist i gavegiverens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, og hvor ejendommen efter overdragelsen anvendes helt eller delvist i modtagerens eller dennes ægtefælles erhvervsvirksomhed.
Det foreslåede 2. pkt. finder dog ikke anvendelse, når erhvervsvirksomheden består i udlejning af fast ejendom. I den forbindelse anses bortforpagtning af landbrug, gartneri, planteskoler eller frugtplantager og skovbrugsejendomme, jf. vurderingslovens § 33, ikke for udlejningsvirksomhed.
Jacob Buksti (S) nfmd. Dorte Dinesen (S) Klaus Hækkerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kim Behnke (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde. Som bilag
til tillægsbetænkning er optrykt henvendelser fra Advokatrådet og
Hjerteforeningen og skatteministerens kommentarer hertil.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Diabetikerforeningen.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Mindretallet er stærkt kritisk over for den meget korte tidsramme, dette lovforslag sammen med L 90 og L 92 har været behandlet inden for.
I tidsrummet mellem 2. og 3. behandling af lovforslaget har Folketingets Skatteudvalg modtaget en række henvendelser fra bl.a. Hjerteforeningen og Advokatrådet.
Mindretallet finder ikke, at lovforslaget er tilstrækkelig grundigt behandlet og forventer, i det omfang det er nødvendigt, at skatteministeren i det nye år fremsætter forslag til ændringer, således at intentionerne bag finanslovsforliget i 1995 om gave- og arveafgifter opretholdes, og således at ingen grupper stilles ringere end efter gældende regler.
Når mindretallet har besluttet at stemme for lovforslaget, er det i erkendelse af, at skiftereformen træder i kraft den 1. januar 1997, hvorfor det er nødvendigt, at skattereglerne også træder i kraft den 1. januar 1997, således at ingen kommer i klemme ved, at vedtagelsen af lovforslaget blev udskudt til det nye år.
ÆndringsforslagAf et mindretal (V, KF og FP)
Til § 1 1) § 1, nr. 20, udgår.
2) I den under nr. 33 foreslåede affattelse af § 24 udgår stk. 1 og 2.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2 Det foreslås, at lovforslagets bestemmelser vedrørende afgiftsberigtigelse i tilfælde, hvor en kapital eller et formuegode overdrages med forbehold af brugs- eller indtægtsnydelse, udgår.
Derved opnås, at overdragelse af et formuegode med forbehold af brugs- eller indtægtsnydelse - som efter de nugældende regler - kan ske afgiftsfrit som arv eller gave til ægtefælle og foreninger m.v., der er afgiftsfritaget efter de almindelige regler i boafgiftsloven.
Der henvises til henvendelser fra Hjerteforeningen og Advokatrådet. Henvendelserne er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Jacob Buksti (S) nfmd. Dorte Dinesen (S) Klaus Hækkerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kim Behnke (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
§ 30. Fast skattefradrag i boet
I det forslag, der var sendt til høring, var foreslået et fast fradrag på ca. 50.000 kr. i boskatten uanset periodelængden. Dette forslag ville kunne fremskynde afviklingen af boerne.
Forslaget med et månedsfradrag vil som efter gældende regler medføre, at man har en skattemæssig interesse i at trække bobehandlingen længst muligt, dog højst i 12 mdr. Det henstilles, at man indfører et fast fradrag uafhængigt af periodens længde, dvs. på samme måde som man i § 72, stk. 4, anvender et fast fradrag ved skifte af uskiftede boer i længstlevende ægtefælles levende live.
§ 30, stk. 8. Udbetaling af betalte skatter til boet
Det bør præciseres, hvilke skattebeløb der kan udbetales til boet, og hvilke skattebeløb der alene kan modregnes i boets øvrige skatter.
§ 37, stk. 1, 3. og 4. punktum. Successionsmulighed ved udlæg til ikkenære slægtninge
Begrænsningen vedrørende successionsmuligheder i § 37, stk. 1, 3. og 4. punktum, medfører, at ikkenære slægtninge højst kan succedere i aktiver med en bruttoværdi svarende til arvelodden. Derimod er der en betydelig forskel på, om der succederes i aktier (som jo ofte repræsenterer en virksomheds nettoværdi) eller der succederes i en personligt ejet virksomhed.
Reglen burde ændres til, at der under alle omstændigheder kan succederes i en fortjeneste svarende til selve arvelodden.
Hvis en ikkenær slægtning skal arve en fast ejendom med f.eks. genvundne afskrivninger på 1 mio., bør der kunne succederes heri, blot arvelodden inkl. passivposten af fortjenesten mindst er 1 mio. kr.
§ 48. Længstlevendes opsparingsordning
Det bør præciseres, om reglerne i § 24 tilsvarende gælder vedrørende opsparingskontoen i længstlevendes egen virksomhed.
Hvis længstlevende udlodder en del af sin virksomhed efter bestemmelsen i § 48, stk. 2, og i øvrigt fortsætter med resterende virksomhed i eget navn, bør længstlevende uanset bestemmelsen i § 48, stk. 2, kunne anvende opsparingsordningen i udlodningsåret.
Denne problemstilling er muligvis også til stede i nogle af de øvrige paragraffer.
§ 63. Skatteberegningen ved uskiftet bo
Det foreslås i lovforslaget, at man bevarer en opdeling i en skatteberegning for afdøde og en skatteberegning for længstlevende.
På grund af de nuværende regler i personskattelovens § 10, stk. 8, fratrækkes skatteværdien af 2 personfradrag i den samlede indkomstskat. Ved beregning af mellemskat fratrækkes også værdien af 2 bundfradrag vedrørende mellemskatten.
Den særskilte indkomstopgørelse for afdøde og længstlevende har derfor tilsyneladende kun betydning ved beregning af topskat herunder beregning af topskat af positiv kapitalindkomst over ca. 40.000 kr., jf. i øvrigt punkt 22 i cir. 129 af 4/7-94.
Det bør være muligt at løse beregningsproblemet vedrørende topskat uden at kræve 2 adskilte indkomstopgørelser inkl. helårsomregning. F.eks. kunne man indrømme 2 fulde bundfradrag vedrørende topskat eller 1 fuldt og 1 forholdsmæssigt bundfradrag.
I bemærkningerne til § 63, 4. afsnit, nævnes, at der i mellemperioden kan fratrækkes et forholdsmæssigt personfradrag.
Det fremgår imidlertid af punkt 22 i cir. 129 af 4/7-94 inkl. eksempel 22, at der i alt fratrækkes skatteværdi af 2 personfradrag, efter at skatten er opgjort af de faktiske indkomster uden helårsomregningen.
Helårsomregningerne i eksempel 22 har alene betydning ved beregning af topskat og den tidligere såkaldte »6 pct.s skat«, som jo er afskaffet i 1996.
Det burde derfor være muligt at forenkle reglerne på dette punkt.
Der er måske end ikke behov for særregler i de tilfælde, hvor ægtefællerne ikke var samlevende ved dødsfaldet og/eller i de situationer, hvor længstlevende indgår nyt ægteskab i det år, hvor førstafdøde er afgået ved døden (meget få tilfælde i praksis).
Når det i øvrigt er hensigten at forenkle skatteberegningen, bør det også være muligt at gennemføre dette på dette punkt, også selv om resultatet ikke er nøjagtigt som hidtil.
Vedrørende bo- og gaveafgiftsloven
Der henvises til §»erne i selve bo- og gaveafgiftsloven, medmindre andet er anført.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Assurandør-Societetet,
Dansk Familielandbrug,
De danske Landboforeninger og
Professor, dr.jur. Finn Taksøe-Jensen.
Henvendelserne fra henholdsvis De danske Landboforeninger/Dansk Familielandbrug og De danske Landboforeninger og skatteministerens kommentarer til henvendelserne er optrykt som bilag til betænkningen.
Et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Fremskridtspartiets og Enhedslistens medlemmer af udvalget) ønsker at påpege, at de finder, at der er givet Folketinget for kort tid til at arbejde med lovforslag nr. L 90, L 91 og L 92, som efter flertallets mening af skatteministeren burde være fremsat meget tidligere. Da høring om lovforslagene har været foretaget inden deres fremsættelse for Folketinget, burde der ligeledes være givet længere tid til nøjere at gennemgå høringssvarene.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) kan ikke støtte det stillede ændringsforslag om, at stempelafgiften kan fradrages fuldt ud. De problemer, der er med generationsskifte i landbruget, løses ikke ved afgiftslettelser, der blot kapitaliseres i form af højere priser.
Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et flertal inden for mindretallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at udtrykke betænkelighed ved, at skatteministeren har afslået at ændre lovforslagets § 1, nr. 6, vedrørende tidspunktet for arveafkald til et tidligere tidspunkt under bobehandling f.eks. inden boets berigtigelse, dvs. inden der bliver taget stilling til, hvorledes boet skal behandles.
Disse partier havde foretrukket, at den nugældende regel fortsat skulle være gældende.
Som påpeget af Venstres ordfører under 1. behandling af lovforslaget er det for sent at vente med at give afkald på arv til lige før udlodningen af arven. Man risikerer, at boet viser sig at være insolvent, hvilket vil være en ulempe for den arving, som en direkte arving har givet arveafkald til fordel for.
Flertallet finder også, at der af skatteministeren i for ringe grad er taget hensyn til de synspunkter, som De danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug i henvendelsen af 10. december 1996 til udvalget har givet udtryk for.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse .
Mindretallet vil redegøre for sin indstilling til det stillede ændringsforslag ved 2. behandling af lovforslaget.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (V, KF og FP)
1) Nr. 37 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1 Ved ændringsforslaget bevares adgangen til at modregne stempelafgift i gaveafgift som efter de gældende regler. Der henvises i øvrigt til henvendelsen fra De danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug på bilag 3 og henvendelsen fra De danske Landboforeninger på bilag 11. Begge bilag er optrykt som bilag til betænkningen.
Jacob Buksti (S) nfmd. Dorte Dinesen (S) Klaus Hækkerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kim Behnke (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 91
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om afgift af dødsboer og gaver (Ændringer som følge af dødsboskifteloven og dødsboskatteloven m.v.)
Nr L 91 1996-97, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19961213