1996 BTL 60 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMARKEDSFONDE (UDSKYDELSE AF FRISTEN FOR FASTSÆTTELSE AF BIDRAGSSATSERNE FOR 1997) NR L 60 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i et møde og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Assurandør-Societetet.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Lovforslaget giver mulighed for en sidste øjebliks ændring af bruttoskatten, som regeringen har lagt op til under finanslovforhandlingerne.
Mindretallet finder det urimeligt, at der således skabes usikkerhed om det kommende års skattetryk. Det er i særdeleshed uheldigt for den store gruppe borgere, der allerede har modtaget forskudsopgørelsen for 1997 fra skattevæsenet.
Usikkerheden om det kommende års bruttoskat giver også store administrative problemer der, hvor skatten opkræves. I pensions- og livsforsikringsselskaber indgår den forventede bruttoskat for 1997 således allerede nu i en lang række beregninger.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Fremskridtspartiets holdning skyldes ikke manglende vilje til at tage stilling til forslaget, men alene, at det på tidspunktet for afgivelsen af betænkningen fortsat er uklart, hvad forslaget egentlig betyder, og hvad formålet med forslaget er.
Fremskridtspartiet er modstander af bruttoskatten og stemte derfor imod ved indførelsen. Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at denne urimelige skat skal afskaffes hurtigst muligt. Ved skattereformen i 1993 var det regeringens løfte, at bruttoskatten bliver nedsat, når arbejdsløsheden falder. Nu hævder regeringen, at arbejdsløsheden er faldet betydeligt. Fremskridtspartiet forventer derfor, at bruttoskatten for 1997 bliver nedsat betydeligt.
Hvis nærværende forslag har til formål at udskyde tidspunktet for fastsættelsen af bruttoskatteprocenten i 1997, således at skatteprocenten kan nedsættes, så er det klart, at Fremskridtspartiet gerne medvirker til vedtagelsen af dette lovforslag.
Fremskridtspartiet er mistænksom, hver gang regeringen beder om udsættelse af tidsfrister, særligt når man ser på forløbet af finanslovforhandlingerne i efteråret 1996. Regeringen har i fuld alvor foreslået, at bruttoskatten skal sættes op i 1997 og yderligere i kommende år.
Hvis formålet med forslaget er, at regeringen vil købe sig tid til at aftale en forhøjelse af bruttoskatten i 1997, så er det klart, at Fremskridtspartiet stemmer imod. Ifølge pressen den 8. november 1996 har regeringen gentaget sit synspunkt om at forhøje bruttoskatten i 1997. Dette sker mindre end 24 timer efter 1. behandling af dette forslag i Folketinget. Under debatten i Folketinget svarede skatteministeren på et direkte spørgsmål, at det ikke er regeringens plan, at bruttoskatten skal være højere end 8 pct. i 1997. Hvad skal man tro?
Fremskridtspartiet har under udvalgsarbejdet afkrævet regeringen et præcist svar på, hvilken bruttoskat der skal være i 1997. Skatteministerens svar forelå ikke ved betænkningens afgivelse, og Fremskridtspartiet afventer svaret, før der tages stilling til forslaget. Ved betænkningens afgivelse går Fremskridtspartiets holdning i retning af at indstille lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Jacob Buksti (S) nfmd. Lis Greibe (S) Susanne Fast Jensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kim Behnke (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Jacob Buksti (S) nfmd. Lis Greibe (S) Susanne Fast Jensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kim Behnke (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 60
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsfonde (Udskydelse af fristen for fastsættelse af bidragssatserne for 1997)
Nr L 60 1996-97, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19961107