1996 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMILJØ (HVILEPERIODE OG FRIDØGN) NR L 59 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i flere møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Der er af nogle mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 1 stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF)
1) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 50, stk. 1, ændres »de ansatte« til: »den ansatte«.
Af et mindretal (FP)
2) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 50, stk. 3, udgår 2. pkt.
3) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 51, stk. 3, udgår 2. pkt.
4) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 54 udgår ordene »kun af §§ 50 og 51 i det omfang, det nærmere fastsættes af arbejdsministeren«, og i stedet indsættes: »ikke af §§ 50 og 51«.
5) Den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 55 affattes således
»§ 55. § 50 og § 51 kan fraviges ved aftale.«
6) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 56 affattes 2. pkt. således
»1. pkt. gælder ikke for personer i overordnede stillinger.«
7) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af kapitel 9 udgår § 57.
Bemærkninger
Til nr. 1 Konsekvensen af ændringen er, at følgende afsnit i bemærkningerne side 4, 2. spalte sidste afsnit fra »Pligten og tilsynet. . .« og til ». . .rettet mod arbejdsgiverne«, falder bort.
Dobbeltarbejde er et velkendt problem inden for mange fag. Lønmodtagere knokler i et arbejde for at blive færdig til at kunne møde op på arbejdsplads nr. 2 for her at knokle videre.
Samtidig er antallet af anmeldte arbejdsskader og -ulykker støt stigende. Skader og ulykker, der måske kunne undgås, hvis lønmodtagerne var sikret hviletid. Skader og ulykker, som koster samfundet milliarder af kroner hvert år. Hertil kommer en meget stor arbejdsløshed, der belaster både samfundet og de personer, der er arbejdsløse. Enhedslisten har noteret sig, at arbejdsministeren er enig i, at det er uhensigtsmæssigt, at personer har dobbeltarbejde. Arbejdsministeren har også givet udtryk for, at det er uhensigtsmæssigt, at dobbeltarbejde er muligt som en konsekvens af, at lovforslaget er formuleret, som det er.
Enhedslisten mener ikke, at samfundet har råd til at tillade, at ansatte ikke får en hvileperiode. Enhedslisten har i udvalgsarbejdet noteret sig, at det er arbejdsgiverens forpligtelse, at den ansatte er tilstrækkelig udhvilet. Hvilket åbenlyst er et problem, hvis den ansatte rent faktisk ikke er så udhvilet, som vedkommende har givet udtryk for over for arbejdsgiveren. Enhedslisten har endvidere konstateret, at der ikke er gældende regler, der forhindrer, at hviletiden følger den ansatte. Der er derfor ingen grund til, som arbejdsministeren gav udtryk for under førstebehandlingen, at forlade sig på, at arbejdsmarkedets parter løser dette problem, som parterne hidtil ikke har ønsket at løse. Parterne er i forhold til løsningen af dette problem jo heller ikke klart veldefineret, når f.eks. 2 forskellige arbejdsgivere skal finde sammen om at løse problemet.
Med ændringsforslaget sikres og forpligtes den ansatte reelt til at have en hvileperiode.
Til nr. 2-7 Ændringsforslagene går alle på det samme, nemlig at fjerne ministerbeføjelserne. Loven skal være så klar, at det ikke er nødvendigt med ministerbeføjelser, hvilket er tilfældet med vedtagelse af Fremskridtspartiets ændringsforslag.
Jan Petersen (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Addi Andersen (CD) Helge Sander (V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Bendt Bendtsen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Tom Behnke (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 59
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø (Hvileperiode og fridøgn)
Nr L 59 1996-97, 1. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19961213