1996 BTL 48 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SØMANDSLOVEN OG SØLOVEN (FRATRÆDELSESGODTGØRELSE, HVILETID OG LUGANOKONVENTIONEN) NR L 48 1996-97, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til erhvervsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 2
»Ministeren bedes redegøre for, hvilke konsekvenser ILO-konvention nr. 180 har for forslaget, herunder for bestemmelserne om hviletid.«
Svar
Konvention nr. 180, der blev vedtaget i ILO i slutningen af oktober måned, bygger på valgfrihed mellem at regulere den maksimale arbejdstid eller den samlede hviletid. Der er i Danmark tradition for, at fastlæggelsen af de arbejdsmæssige vilkår, herunder især arbejdstidens placering og længde, aftales mellem arbejdsmarkedets parter, mens forhold vedrørende hviletid er lovreguleret.
Den væsentligste forskel mellem konventionen og lovforslaget er, at konventionen som generel hovedregel kræver i alt 77 timers hviletid over en 7-dages periode, mens lovforslaget fastsætter 10 timer pr. dag, svarende til 70 timer over en 7-dages periode. Konventionen åbner også mulighed for særlige hviletidsbestemmelser for vagtgående søfarende og for søfarende på skibe i korte ruter, mod at der kompenseres herfor f.eks. i form øget frihed. En sådan regel findes hverken i den nuværende lov eller i lovforslaget.
Når henses til konventionen, er det op til søfartserhvervets parter at arbejde for, at de dele af konventionen, der i Danmark traditionelt aftales mellem arbejdsmarkedets parter, opfyldes gennem de kollektive aftaler. Dette gælder først og fremmest områder såsom arbejdstidens længde, men også længden af den kompenserende frihed f.eks. ved særordninger for vagtgående mandskab.
Jeg kan naturligvis ikke pålægge parterne at finde en løsning, men jeg håber, at rederne og de søfarende i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger påbegynder drøftelserne om gennemførelsen af den nye konvention. Har parterne skabt det overenskomstmæssige grundlag, vil jeg gøre mit til, at ratifikationsprocessen ikke forhales.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til erhvervsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål til erhvervsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres, Fremskridtspartiets, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) bemærker, at ILO-konventionerne bør indpasses i loven, herunder konventionernes bestemmelser om hjemsendelsesregler samt ILO's nyligt vedtagne konvention nr. 180 om hviletidsbestemmelser.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Helen Jørgensen (S) Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Hardy Hansen (S) Jacob Buksti (S) fmd. Kjeld Rahbæk Møller (SF) Bjørn Elmquist (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Svend Erik Hovmand (V) Pia Larsen (V) Svend Heiselberg (V) Erik Larsen (V) Kai Dige Bach (KF) nfmd. Pernille Sams (KF) Flemming Hansen (KF) Kirsten Jacobsen (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 48
Betænkning over Forslag til lov om ændring af sømandsloven og søloven (Fratrædelsesgodtgørelse, hviletid og Luganokonventionen)
Nr L 48 1996-97, 1. samling
Afgivet af Erhvervsudvalget
Afgivet: 19961210