Legislator Case Law & Legislation
199614K00045 DK

1996 BTL 45 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM NATURBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER (ÆNDRING AF KLAGEREGLER) NR L 45 1996-97, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1996 45 Valid

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 8

»Hvem skønner, om Naturklagenævnets formand kan træffe afgørelser på nævnets vegne?»

Svar

Det er i første omgang formanden selv, der skønner, om klagen ud fra lovens kriterier bør behandles som nævnssag. Formanden træffer afgørelsen på nævnets vegne, hvilket betyder, at formanden ikke imod nævnets opfattelse kan behandle sager som formandssager. De nærmere regler for nævnets arbejde fastsættes i nævnets forretningsorden. Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, vil det i forretningsordenen, der fastsættes af miljø- og energiministeren, blive bestemt, at nævnet kan forlange en klage forelagt til nævnets afgørelse, indtil formanden har afsendt afgørelsen i klagesagen. Det vil endvidere efter forretningsordenen påhvile formanden at give nævnet oplysning om alle modtagne klager efter de 2 love.

Den foreslåede bestemmelse svarer til bestemmelsen i planlovens § 58, stk. 2, der trådte i kraft 1.1.93. Om nævnets procedurer for planlovssagerne oplyser formanden, at når en klage efter planloven er indkommet til Naturklagenævnets sekretariat, foretager nævnsformanden (eller en viceformand) en vurdering af, om sagen bør forelægges for nævnet, eller om sagen vil kunne afgøres af formanden på nævnets vegne. Der udarbejdes i denne forbindelse et skema, der beskriver sagens parter og genstand, og hvoraf fremgår formandens vurdering af, om sagen bør behandles som nævnssag eller formandssag. Disse skemaer sendes til nævnsmedlemmerne. Efter praksis afgøres sagen som nævnssag, såfremt blot et enkelt af nævnets medlemmer anmoder herom.

Spørgsmål 9

»Hvad er ministerens holdning til følgende ændring af § 14, stk. 1, og § 81, stk. 3, »Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i klager efter (. . .), når klagen af nævnet ikke skønnes at indeholde spørgsmål af væsentlig interesse i forhold til lovens formål«.'

Svar

Den foreslåede formulering indeholder 2 ændringer i forhold til det foreliggende lovforslag

1. Det foreslås præciseret, at det er nævnet, der skønner, om en konkret klagesag har et sådant indhold, at sagen kan afgøres af nævnsformanden på nævnets vegne.

2. Kun sager, der ikke skønnes at indeholde spørgsmål af væsentlig interesse (cf. lovforslaget: meget væsentlig), kan afgøres af nævnsformanden på nævnets vegne.

Ad 1

Naturklagenævnet vil med den foreslåede lovændring være klagemyndighed for sager efter planloven, skovloven, råstofloven og naturbeskyttelsesloven. Det store antal klagesager (hen imod 2.000 årligt) umuliggør en egentlig nævnsbehandling af samtlige sager, ligesom en egentlig nævnsbehandling af spørgsmålet, om en konkret klagesag kan afgøres af formanden, vil være en forsinkende faktor.

Den foreslåede bestemmelse svarer som nævnt til bestemmelsen i planlovens § 58, stk. 2, der trådte i kraft 1.1.93. Naturklagenævnets formand oplyser, at denne formandskompetence ham bekendt ikke har givet anledning til problemer i forhold til nævnsmedlemmerne.

Nævnets formand træffer afgørelse på nævnets vegne, og som nævnt i spørgsmål 8 betyder det, at formanden ikke imod nævnets opfattelse kan behandle sager som formandssager. Nævnet fastlægger gennem sine afgørelser en praksis, der er bindende for formanden i tilsvarende sager. Nævnet forudsættes endvidere at udstikke generelle retningslinjer for behandlingen af forskellige sagstyper.

Henset til ovenstående finder jeg det ikke hensigtsmæssigt at ændre den valgte formulering i lovforslaget som foreslået, idet jeg går ud fra, at man med ændringen ønsker at sikre, at det i hvert tilfælde beror på en nævnsbeslutning, om en klagesag kan afgøres af formanden.

Ad 2

Efter min opfattelse kan det virke forvirrende og give anledning til fortolkningstvivl, hvis der ikke anvendes enslydende formuleringer i planloven, skovloven, råstofloven og naturbeskyttelsesloven. Jeg finder derfor, at formuleringen i lovforslaget klart er at foretrække.

Spørgsmål 11

»Ministeren bedes kommentere Naturklagenævnets formands høringssvar af 1. oktober 1996, jf. bilag 1.«

Svar

I sit høringssvar berører Naturklagenævnets formand 3 spørgsmål

1. Teknisk-faglig rådgivning af Naturklagenævnet.

2. Ressourcebehovet i Naturklagenævnet som følge af ændringslovforslaget.

3. Nævnets procedurer m.v.

Ad 1. Teknisk-faglig rådgivning af Naturklagenævnet

Af udkast til lovbemærkningerne, som blev sendt til høring, fremgik, at Naturklagenævnet primært indhenter faglige udtalelser fra Skov- og Naturstyrelsen. Naturklagenævnets formand fandt det ikke i overensstemmelse med Naturklagenævnets uafhængige stilling at forudsætte dette og ønskede lovbemærkningerne ændret, således at nævnet er helt frit stillet ved afgørelsen af, hvorfra der i de enkelte sager skal indhentes sagkyndige udtalelser.

Jeg kan oplyse, at udkastet til lovbemærkningerne blev ændret i overensstemmelse hermed. I det fremlagte lovforslag anføres således i lovbemærkningerne, at Naturklagenævnet efter behov indhenter faglige udtalelser fra Skov- og Naturstyrelsen og andre institutioner m.v. med relevant fagkundskab (side 4, 1. spalte, 5. afsnit). Der er i den forbindelse nævnt en række institutioner m.v.

Ad 2. Ressourcebehovet i Naturklagenævnet som følge af ændringslovforslaget

Naturklagenævnets formand understreger, at sekretariatets ressourcebehov løbende bør vurderes.

Jeg kan oplyse, at ressourcebehovet er opgjort i lyset af de ressourcer, Skov- og Naturstyrelsen i dag bruger på de typer sager, som nævnet overtager. Jeg er enig i, at sekretariatets ressourcebehov løbende vurderes.

Ad 3. Nævnets sagsgange, procedurer m.v.

Naturklagenævnets formand redegør i sit høringssvar for nævnets sagsgange, procedure m.v.

Jeg har ingen bemærkninger hertil.

Betænkning over lovforslag 1996 45 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af miljø- og energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de af miljø- og energiministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at gøre opmærksom på, at mindretallet under første behandlingen gav udtryk for, at der var behov for at se på, om call in-bestemmelserne bør revideres. Efter drøftelser i udvalget foretrækker Det Konservative Folkeparti at fremsætte et selvstændigt forslag herom.

ÆndringsforslagAf miljø- og energiministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 1 1) Det under nr. 1 foreslåede § 78, stk. 5, 2. pkt., affattes således

»Miljø- og energiministeren kan bestemme, at sådanne afgørelser kan påklages til Naturklagenævnet, eller at sådanne afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.«

2) I det under nr. 2 foreslåede § 81, stk. 3, ændres »efter naturbeskyttelsesloven« til: »efter loven«.

Til § 2 3) I det under nr. 2 foreslåede § 14, stk. 1, ændres »efter råstofloven« til: »efter loven«.

Til § 3 4) I stk. 1 ændres »den 1. januar 1998.« til: »den 1. juli 1997.«

Bemærkninger

Til nr. 1, 2 og 3 Der er alene tale om redaktionelle ændringer.

Til nr. 4 Miljø- og energiministeren har i et svar til udvalget tilkendegivet, at hvis lovforslaget vedtages inden nytår eller umiddelbart efter årsskiftet, vil det være forsvarligt at lade loven træde i kraft den 1. juli 1997.

Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Dorte Dinesen (S) Inger Bierbaum (S) Peter Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bent Hindrup Andersen (EL) Sonja Albrink (CD) Hans Christian Schmidt (V) Hanne Severinsen (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels Jørgen Langkilde (KF) Gitte Seeberg (KF) Jens Jørgensen (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd.

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1996 45 Valid

Nr BTL 45

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse og lov om råstoffer (Ændring af klageregler)

Nr L 45 1996-97, 1. samling

Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget

Afgivet: 19961211

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →