Legislator Case Law & Legislation
199612K00052 DK

1996 LSF 52 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BETALINGSREGLER FOR SPILDEVANDSANLÆG M.V. (VANDAFLEDNINGSBIDRAG FOR SOMMERHUSE)

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Lovforslag som fremsat 1996 52 Valid

§ 1

I lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 644 af 21. juli 1992, foretages følgende ændringer

1. § 2, stk. 3, 1. pkt., udgår, og i stedet indsættes

»Bidragene efter stk. 2 fastsættes efter et skønnet forbrug på ikke over 170 m3 årligt for helårsboligenheder og for boligenheder, hvor der er indrettet svømmebassin. For boligenheder, der ikke anvendes hele året, fastsættes bidragene efter stk. 2 efter et skønnet forbrug på ikke over 70 m3 årligt.«

Lovforslag som fremsat 1996 52 Valid

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og finder anvendelse på alle betalingsvedtægter fra den 1. januar 1997.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Efter § 2, stk. 3, i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg er det fastlagt, at vandafledningsbidrag fastsættes på baggrund af et skønnet forbrug på ikke over 170 m3 årligt, i det omfang det faktiske forbrug ikke kan lægges til grund. I vejledningen til loven er det anført, at det er muligt for kommunerne at fastsætte bidraget på baggrund af et differentieret skøn over vandforbruget i forskellige boligtyper, uden at det dog afskærer kommunerne fra at fastsætte et ensartet forbrug uden at tage hensyn til de enkelte boligenheders forskellige anvendelse.

I en lang række kommuner er praksis den, at der er fastsat et skønnet, ensartet forbrug typisk på 170 m3 årligt for alle boligenheder, uanset om der er tale om boliger, som anvendes hele året, eller der er tale om sommerhuse, som i henhold til sommerhusloven ikke må anvendes til overnatning i vinterhalvåret uden i forbindelse med kortvarige ophold.

Det er ikke rimeligt, at bidraget kan fastsættes på baggrund af et helårsforbrug for boligenheder, som kun lovligt kan anvendes det halve år, idet bidraget på denne måde får karakter af en særskat. Det ligger i det forhold, at der er tale om et bidrag og ikke en afgift, at bidraget skal fastsættes på grundlag af den mængde vand, som bliver afledt.

Kommunerne burde da også skønne på baggrund af den viden, der eksisterer om forbruget i forskellige boligtyper samt på baggrund af f.eks. antal oppumpede m3 i kommunens samlede vandforsyning, i stedet for blot ukritisk at anvende lovens maksimumsforbrug på 170 m3 uanset boligtype.

Da praksis har vist, at en lang række kommuner således opfatter vandafledningsbidraget mere som en vandafledningsafgift, er det nødvendigt direkte at anføre dette i loven. Det foreslås derfor at ændre loven, således at bidraget for sommerhuse, hvor der ikke er installeret målere, fastsættes på baggrund af et skønnet forbrug, der ikke kan overstige 70 m3 årligt mod den nuværende maksimumsgrænse på 170 m3. Dog foreslås det at fastholde den gældende grænse på 170 m3 for sommerhuse m.v., hvor der er indrettet svømmebassin.

70 m3 svarer til det skønnede forbrug, som anvendes både i forbindelse med fastsættelsen af vandafgiften for sommerhuse m.v., der får vand fra små private boringer, jf. § 7, stk. 4, i lov om afgift af ledningsført vand (lovbekendtgørelse 675 af 13. juli 1994), og i forbindelse med fastsættelsen af afgiften på spildevand for ikkehelårsboliger, jf. § 7, stk. 3 og 4, i lov om afgift af spildevand (lov nr. 490 af 12. juli 1996). Det bemærkes, at Miljøstyrelsen i vejledning nr. 1, 1986, Vandværkstakster, har opgjort nettoårsforbruget for et sommerhus til 50 m3 pr. år, svarende til ca. en tredjedel af forbruget i en helårsbolig.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at vandafledningsbidraget for helårsboliger og for andre boligenheder, hvor der er indrettet svømmebassin, fastholdes på det gældende niveau. For boligenheder, som ikke anvendes hele året, foreslås bidraget fastsat på grundlag af et skønnet vandforbrug, som ikke kan overstige 70 m3 årligt.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og har virkning for vandafledningsbidraget fra og med 1997.

Skriftlig fremsættelse

Aage Brusgaard (FP)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. (Vandafledningsbidrag for sommerhuse).

(Lovforslag nr. L 52).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lovforslag som fremsat 1996 52 Valid

Nr LSF 52

Forslag til Lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. (Vandafledningsbidrag for sommerhuse)

Fremsat af Aage Brusgaard (FP) Niels Højland (FP) Ole Donner (DF) Poul Nødgaard (DF)

den 5. november 1996

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →