1996 LSF 31 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF ELEKTRICITET (ELSPAREBIDRAG) (elsparebidrag)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 1
I lov om afgift af elektricitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 3. oktober 1996, foretages følgende ændringer
1. I § 6, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »39,5 øre pr. kWh«: »med tillæg af et elsparebidrag på 0,6 øre pr. kWh, i alt 40,1 øre pr. kWh«.
2. I § 6, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »46 øre pr. kWh«: »med tillæg af et elsparebidrag på 0,6 øre pr. kWh, i alt 46,6 øre pr. kWh«.
§ 1
I lov om afgift af elektricitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 23. november 1995, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 1101 af 20. december 1995 og § 4 i lov nr. 1102 af 20. december 1995, foretages følgende ændringer
1. I § 6, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »39,5 øre pr. kWh«: »med tillæg af et elsparebidrag på 0,6 øre pr. kWh, i alt 40,1 øre pr. kWh«.
2. I § 6, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »46 øre pr. kWh«: »med tillæg af et elsparebidrag på 0,6 øre pr. kWh, i alt 46,6 øre pr. kWh«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på leverancer af elektricitet, der sker fra den 1. januar 1998. For løbende leverancer, for hvilke afregningsperioden påbegyndes inden lovens ikrafttræden og afsluttes efter dette tidspunkt, beregnes den ændrede afgift af så stor en del af leverancen, som tidsrummet fra lovens ikrafttræden til afregningsperiodens afslutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode. Med de statslige told- og skattemyndigheders tilladelse kan der foretages afrunding ved opgørelse af den brøkdel af leverancerne, hvorefter fordelingen skal foretages.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på leverancer af elektricitet, der sker fra den 1. januar 1998. For løbende leverancer, for hvilke afregningsperioden påbegyndes inden lovens ikrafttræden og afsluttes efter dette tidspunkt, beregnes den ændrede afgift af så stor en del af leverancen, som tidsrummet fra lovens ikrafttræden til afregningsperiodens afslutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode. Med de statslige told- og skattemyndigheders tilladelse kan der foretages afrunding ved opgørelse af den brøkdel af leverancerne, hvorefter fordelingen skal foretages.
Bemærkninger til lovforslaget
Ved lovforslaget foreslås en forhøjelse af elafgiften i form af et elsparetillæg på 0,6 øre pr. kWh fra og med 1998. Ved forhøjelsen tilvejebringes midlerne til finansiering af Elsparefonden, som der samtidig fremsættes lovforslag om. Elsparefonden har til formål at give tilskud til at gennemføre besparelser i elforbruget i boliger og offentlige institutioner. Den foreslåede tilskudsordning indgår som et led i regeringens energihandlingsplan Energi 21. For så vidt angår tilskudsordningen henvises der til forslaget om Elsparefonden.
Elafgiften er i øjeblikket 32,5 øre pr. kWh for elektricitet, der anvendes til opvarmning af helårsboliger, og 36 øre pr. kWh for anden elektricitet. Afgiften stiger som følge af skatteomlægningen fra 1993 gradvist til henholdsvis 39,5 øre og 46 øre pr. kWh i 1998. Med tillæg af det foreslåede elsparebidrag vil elafgiften i 1998 komme til at udgøre henholdsvis 40,1 øre pr. kWh og 46,6 øre pr. kWh.
Forhøjelsen vedrører såvel husholdninger og offentlige institutioner som erhverv. Bortset fra virksomheder omfattet af bilaget til elafgiftsloven (bl.a. bureauer, advokater og revisorer) kan momsregistrerede virksomheder dog få godtgjort elafgiften helt eller delvist. Dette vil også gælde for den forhøjede elafgift, dvs. incl. elsparetillægget.
Provenumæssige konsekvenser
Dette lovforslag indebærer et elsparetillæg til den eksisterende elafgift på 0,6 øre pr. kWh fra og med 1. januar 1998. Elsparetillægget vedrører alle, som ikke kan få godtgjort elafgiften, dvs. langt overvejende husholdninger, det offentlige og ikke-momsregistrerede erhverv.
Det samlede berørte elforbrug kan skønnes til ca. 15.000 mill. kWh, svarende til en helårsprovenugevinst på ca. 90 mill. kr. ekskl. moms. Finansårsvirkningen af lovforslaget er således ca. 67 mill. kr. ekskl. moms.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Husholdningerne belastes med i alt godt 2/3 af det samlede provenu på ca. 90 mill. kr. ekskl. moms. Den resterende 1/3 vedrører det offentlige og de ikke-momsregistrerede erhverv. Dog belastes de momsregistrerede erhverv med skønsmæssigt ikke over 1 mill. kr. ekskl. moms, da der betales fuld energiafgift af energi til rumopvarmning. De berørte erhverv vil i vid udstrækning have mulighed for at vælte afgiftsstigningen over på priserne, da der fortrinsvis er tale om hjemmemarkedserhverv.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslaget om Elsparefonden, der indeholder tilskudsbestemmelser, der rejser spørgsmål i forhold til statsstøttereglerne i EF-traktaten. Disse bestemmelser er notificeret for Europa-Kommissionen. Der henvises til bemærkningerne i lovforslaget om Elsparefonden.
Miljømæssige konsekvenser
Der henvises til lovforslaget om Elsparefonden.
Administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at medføre nævneværdige administrative konsekvenser.
Skriftlig fremsættelse
Skatteministeren (Carsten Koch)
Hermed tillader jeg mig at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet. (Elsparebidrag).
(Lovforslag nr. L 31).
Miljø- og energiministeren fremsætter forslag til lov om Elsparefonden, som har til formål at give tilskud til at gennemføre besparelser i elforbruget i boliger og offentlige institutioner. Elsparefonden skal fra og med 1998 finansieres ved hjælp af en forhøjelse af elafgiften i form af et elsparebidrag på 0,6 øre pr. kWh. Forhøjelsen er indeholdt i dette lovforslag.
Med tillæg af det foreslåede elsparebidrag vil elafgiften i 1998 komme til at udgøre henholdsvis 40,1 øre pr. kWh for elektricitet, der anvendes til opvarmning af helårsboliger, og 46,6 øre pr. kWh for anden elektricitet.
Elsparebidraget vedrører såvel husholdninger og offentlige institutioner som erhverv. Med visse undtagelser (bl.a. bureauer, advokater og revisorer) kan momsregistrerede virksomheder dog få tilbagebetalt elafgiften helt eller delvist. Dette vil også gælde for den forhøjede elafgift, dvs. incl. elsparetillægget.
Det samlede berørte elforbrug kan skønnes til ca. 15.000 mill. kWh svarende til en helårsprovenugevinst på ca. 90 mill. kr. ekskl. moms. Finansårsvirkningen af lovforslaget er således ca. 67 mill. kr. ekskl. moms.
Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg anbefale det til Tingets velvillige behandling.
Ingen
Nr LSF 31
Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af elektricitet (Elsparebidrag)
Fremsat af skatteministeren (Carsten Koch)
den 9. oktober 1996
Vedtaget ved tredjebehandling den 13. december 1996
Lov nr. 1211 af 27/12/1996