1995 BR 5 BERETNING OM PROCEDUREN VEDRØRENDE REGERINGSKONFERENCEN 1996 NR 5 1995-96, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Uddrag af brev fra april 1996 fra udenrigsminister Niels Helveg
Petersen til formanden for Europaudvalget, Ove Fich
»Regeringen vil fortsætte den gældende praksis med uformelle møder med Folketingets Europaudvalg, jf. bl.a. møderækken mellem repræsentanter for udvalget og undertegnede samt ambassadør Niels Ersbøll om møderne i Refleksionsgruppen. Europaudvalget vil således få mulighed for - ud over de formelle drøftelser i Europaudvalget - også at have løbende uformelle drøftelser med undertegnede og ambassadør Ersbøll om aktuelle problemer i regeringskonferencen. Dette svarer til praksis forud for Maastricht-Traktaten.«
I forbindelse med de regeringskonferencer, der resulterede i
Maastricht-Traktaten, afgav Markedsudvalget den 31. august 1990 en
beretning om proceduren vedrørende regeringskonferencer m.v.
I forbindelse med den regeringskonference, der blev indledt med topmødet i Torino den 29. marts 1996, har Europaudvalget med regeringen aftalt retningslinjer for samspillet mellem regeringen og Europaudvalget.
Det sker med henvisning til den motiverede dagsorden, der blev vedtaget af Folketinget den 14. december 1995 på baggrund af regeringens forhandlingsgrundlag af 11. december 1995, og som fastslår (jf. Folketingstidende for den 12. december 1995, side 2039)
»- at regeringen deltager i regeringskonferencen på det fremlagte forhandlingsgrundlag,
- at Danmarks holdning til borgerskab, den økonomiske og monetære union, fælles forsvarspolitik og fælles forsvar og retlige og indre anliggender er fastlagt ved folkeafstemningen den 18. maj 1993 og kun kan ændres ved en ny dansk folkeafstemning,
- at regeringen vil tilrettelægge sin deltagelse i regeringskonferencen således, at Folketinget og befolkningen holdes løbende orienteret, og
- at Folketinget får forelagt forhandlingsresultatet af regeringskonferencen.«
Retningslinjerne for samspillet mellem regeringen og Folketingets Europaudvalg er
1. Forud for ministermøder i forbindelse med regeringskonferencen - hvad enten disse karakteriseres som formelle eller uformelle - orienterer regeringen Europaudvalget om det kommende møde.
2. Samme procedure anvendes i forbindelse med møder i Det Europæiske Råd - hvad enten disse karakteriseres som ordinære eller ekstraordinære - hvor man skal drøfte regeringskonferencen.
3. Alle initiativer, der fremlægges skriftligt i forbindelse med regeringskonferencen, fremsendes straks til Europaudvalget, helst på dansk (eller engelsk), men hvis en sådan udgave ikke foreligger på det tidspunkt, da på originalsproget. Når den danske udgave af sådanne initiativer foreligger, fremsendes denne.
4. Forud for fremlæggelse af konkrete danske udspil på regeringskonferencen fremsendes disse udspil før hel eller delvis offentliggørelse til Folketingets Europaudvalg til orientering. Fremsendelsen sker på et sådant tidspunkt, at Europaudvalget sikres mulighed for en uddybende drøftelse, samt at offentligheden bliver orienteret forud for fremlæggelsen på regeringskonferencen. Udspillet fremsendes samtidig til Rådet for Europæisk Politik.
I det omfang danske udspil går videre end regeringens forhandlingsgrundlag af 11. december 1995, forelægges disse udspil Europaudvalget med henblik på forhandlingsoplæg.
5. Opstår der under regeringskonferencen behov for formelle og endelige beslutninger om færdige traktattekster i Ministerrådet eller i Det Europæiske Råd, fremlægges disse til forhandlingsoplæg.
Regeringen har derudover givet tilsagn om at holde Europaudvalget løbende orienteret om forløbet af regeringskonferencen gennem uformelle møder, ligesom det skete i forbindelse med de sidste regeringskonferencer, jf. vedlagte bilag.
Et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) tilslutter sig denne beretning.
P. u. v.
Ove Fich
formand
Ingen
Nr BR 5
Beretning om proceduren vedrørende regeringskonferencen 1996
Nr 5 1995-96, 1. samling
Afgivet af Europaudvalget
Afgivet: 19960910