Legislator Case Law & Legislation
19951SR00002 DK

1995 BR 2 BERETNING OM DOPAS' DELTAGELSE I OLIE- OG GASPRODUKTION NR 2 1995-96, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Selvstændig beretning 1995 2 Valid

Bilag

Notat om DOPAS' deltagelse i olie og gasproduktion og det af ministeren anvendte talepapir i forbindelse med samrådet

DOPAS' deltagelse i olie- og gasproduktion

Siden nyordningen af undergrundsområdet i 1981 har der i alle nye koncessioner været vilkår om statsdeltagelse på som hovedregel 20 pct. Statsdeltagelsen er udøvet gennem selskabet Dansk Olie og Gasproduktion A/S (DOPAS), som er et datterselskab af DONG A/S. DOPAS' deltagelse har blandt andet til formål at sikre det offentlige en andel i overskuddet ved en eventuel indvinding. I koncessioner fra 1. til 3. udbudsrunde indgår optioner for forøgelse af DOPAS' andel, hvis indvinding iværksættes. En såkaldt glideskala, der er individuel for de enkelte koncessioner, fastlægger den maksimale mulighed for at forøge DOPAS' andel ud fra den forventede maksimale daglige produktion.

Udbygning af et felt vil skulle godkendes af hvert enkelt selskab, som har andel i koncessionen. Selskabernes beslutning træffes på grundlag af en kommerciel vurdering af investeringen. DOPAS' deltagelse i en udbygning vil derfor altid ske i kombination med kommercielle olieselskaber, som vil skulle afholde hovedparten af de samlede investeringer. DOPAS' udøvelse af statsdeltagelsen i udbygnings- og produktionsfasen vil således foregå på normale forretningsmæssige vilkår.

I forbindelse med åbningen af 1. runde i 1983 blev der indgået en politisk aftale om en procedure, hvorefter DOPAS' deltagelse i indvinding, når det blev aktuelt, skulle forelægges Folketinget. Ligeledes skulle spørgsmålet om udnyttelse af optioner til forøgelse af DOPAS' andel forelægges Folketingets Energipolitiske Udvalg.

I løbet af det kommende års tid vil det sandsynligvis for første gang blive aktuelt for DOPAS at skulle tage stilling til deltagelse i udbygning og produktion af felter. Det vil dreje sig om Lulita- og Syd-Arne-felterne i Nordsøen.

Lulita-feltet, der ligger i den nordlige del af Centralgraven, er et mindre oliefelt med et lille indhold af gas. Feltet strækker sig over et område af A. P. Møllers eneretsbevilling fra 1962 og 2 koncessioner, som indehaves af en gruppe selskaber, der ud over operatøren Statoil omfatter Total, LD-Energi, Amerada Hess, Denerco og DOPAS. Der er mulighed for, at feltet strækker sig ind på norsk sokkel. Dette er imidlertid ikke påvist.

Syd-Arne er ligeledes et mindre oliefelt og ligger i Centralgraven. Koncessionen indehaves af Amerada Hess, som er operatør, samt Danoil, Denerco og DOPAS.

Det forventes, at DOPAS i nærmeste fremtid skal træffe beslutning om deltagelse i boringen Lulita-2 på basis af en aftale mellem de involverede koncessionshavere. Boringen har til formål at afgrænse feltets udstrækning. Den planlægges udført således, at den, hvis det senere besluttes, vil kunne anvendes til produktion. Beslutning om at forberede boringen til eventuel senere produktion aktualiserer spørgsmålet om DOPAS' deltagelse i indvinding. Beslutning vil i givet fald skulle træffes i begyndelsen af 1996.

DOPAS' endelige beslutning om deltagelse i indvinding fra Lulita- og Syd-Arne-felterne forventes at skulle tages medio 1996. I de kommende år kan der endvidere komme andre situationer, hvor der skal tages stilling til DOPAS' deltagelse i udbygninger.

I Statoil gruppens Lulita-koncessioner er der en option til at øge DOPAS' andel, hvis den forventede daglige produktion overstiger bestemte mængder. Med de nuværende forventninger til den daglige produktions størrelse er der mulighed for forøgelse af DOPAS' andel med 2 pct. eller - hvis produktionen bliver stor nok - 4 pct. Den i dag forventede maksimale produktionsrater for Syd-Arne vil ikke udløse ret for DOPAS til at få sin andel forøget. DOPAS har i dag en andel som statsdeltager på 20 pct. i Statoil gruppens andel i Lulita fundet og i Syd-Arne fundet samt andele på henholdsvis 5,3 pct. og 5 pct. overtaget fra selskaber, der er udtrådt af konsortierne. De sidstnævnte andele vil blive forholdsvis reduceret, såfremt retten til forøgelse af statsandelen udnyttes.

Et væsentligt formål med DOPAS' deltagelse i koncessioner er at sikre det offentlige en andel i overskuddet ved en eventuel indvinding. Det forudsætter, at selskabet deltager i udbygninger og udnytter optioner til forøgelse af andelen. På den baggrund er det hensigten fremover - i stedet for den tidligere nævnte procedure - at følge en praksis, hvorefter DOPAS fortsætter sin deltagelse i felter, hvor det måtte blive aktuelt at udbygge med henblik på produktion, såfremt DOPAS' og moderselskabet DONGs bestyrelser finder det forretningsmæssigt acceptabelt. Ved en beslutning om deltagelse i en udbygning af Lulita-feltet, vil optionen i koncessionerne til forøgelse af DOPAS' andel i konsortiet blive udnyttet fuldt ud, hvis det er forretningsmæssigt hensigtmæssigt. Det tilsvarende vil være tilfældet, såfremt der mod forventning bliver mulighed for at øge DOPAS' andel i Syd-Arne.

Det kan oplyses, at der ved et aktstykke vil blive søgt om tilslutning til de fornødne ændringer i de bevillingsmæssige forudsætninger for DOPAS, således at selskabet udgifter til udbygning og produktion kan afholdes ved træk på interne reserver i DONG A/S og selskabets forskellige datterselskaber samt ved optagelse af lån uden statsgaranti. Selskabets udgifter til efterforskning kan fortsat afholdes inden for den tidligere tildelte ramme.

Indledende talepunkt

vedrørende DOPAS' deltagelse i udbygning Baggrunden for mit notat til udvalget den 5. december 1995 er den glædelige, at der er gjort fund af olie og gas, som statens selskab DOPAS har andel i. Formålet med DOPAS' deltagelse i efterforskning er blandt andet at sikre det offentlige del i et overskud ved indvinding af olie og gas. Det forudsætter, at DOPAS deltager i udbygning og produktion af nye felter.

Udover DOPAS' faste andel af koncessionerne er der i koncessioner fra 1. til 3. runde optioner til forøgelse af DOPAS' andel, hvis produktion startes. En såkaldt glideskala, der er individuel for de enkelte koncessioner, fastlægger den maksimale mulighed for at forøge DOPAS' andel ud fra den forventede maksimale daglige produktion.

Det forventes, at der inden for det kommende år skal tages stilling til DOPAS' deltagelse i udbygning af Lulita og Syd-Arne-felterne. Begge fund er små både i dansk og international sammenhæng. Andre fund er under vurdering med henblik på at afgøre, om de vil kunne indvindes kommercielt.

I beslutningsprocessen omkring udbygning af et fund skal hvert enkelt selskab, som har andel i fundet, ud fra en forretningsmæssig vurdering træffe beslutning om, hvorvidt selskabet vil deltage. DOPAS' deltagelse i en udbygning vil altid ske i kombination med andre kommercielle olieselskaber, da selskabet indehaver langt under halvdelen af koncessionerne. Kommercielle olieselskaber vil derfor skulle afholde hovedparten af udgifterne til udbygningen og får naturligvis også hovedparten af indtægterne.

Et selskab, der beslutter ikke at deltage i udbygningen af et fund, vil miste retten til sin andel i fundet og har ikke noget krav på en kompensation fra de øvrige deltagere.

Lulita-feltet strækker sig over flere koncessioner. De indehaves af henholdsvis DUC (Dansk Undergrundskonsortium) og Statoil-gruppen, som DOPAS er deltager i. Selskaberne forhandler for tiden om at gennemføre en boring i fællesskab. Boringen vil blive forberedt til produktion, hvis den opfylder forventningerne. Når resultaterne fra boringen foreligger, vil der skulle tages stilling til, hvorledes feltet skal udbygges.

En beslutning om at forberede boringen til produktion vil blive taget af de deltagende selskaber med en meget kort tidsfrist. (under et døgn) umiddelbart efter afslutningen af boringen og produktionstesten. Den korte frist skyldes først og fremmest de meget høje omkostninger - ca. 1 mio. kr./døgn - ved at holde en borerig i gang.

Folketingets Energipolitiske Udvalg har i sin beretning af 2. juni 1983 om energiministerens redegørelse om den på det tidspunkt forestående 1. runde omtalt henholdsvis DOPAS' deltagelse i udbygning og udnyttelsen af optioner til forøgelse af statsdeltagelsen. Det referes i beretningen, at regeringen (V, KF, CD og Q) har tilkendegivet

»Folketinget forudsættes at få forelagt spørgsmålet om statslig deltagelse i indvinding.«

Endvidere anføres

»Flertallet kan tiltræde. . . under forudsætning af, at energiministeren træffer afgørelse vedrørende udnyttelse af disse optioner vedrørende øget statsdeltagelse efter forelæggelse af sagerne for et af Folketinget nedsat udvalg.«

Flertallet omfattede: S, SF og RV.

De omtalte omstændigheder omkring DOPAS' deltagelse i udbygning er baggrunden for, at det er min hensigt fremover - i stedet for den i beretningen nævnte procedure - at følge en praksis, hvor DOPAS fortsætter sin deltagelse i alle felter, hvor det måtte blive aktuelt at udbygge med henblik på produktion, såfremt DOPAS' og moderselskabet DONGs bestyrelse finder det forretningsmæssigt acceptabelt.

Ved en beslutning om deltagelse i en udbygning af Lulita-feltet vil optionen i koncessionerne til forøgelse af DOPAS' andel i konsortiet blive udnyttet fuldt ud, hvis det er forretningsmæssigt hensigtsmæssigt. Det samme vil være tilfældet, såfremt produktionen fra Syd-Arne-feltet mod forventning bliver så stor, at der er mulighed for at øge DOPAS' andel.

Selvstændig beretning 1995 2 Valid

Udvalget har fra miljø- og energiministeren modtaget et notat af 5. december 1995 om DOPAS' deltagelse i olie- og gasproduktion.

Udvalget har behandlet notatet i to møder og har herunder haft miljø- og energiministeren i samråd. Notatet og ministerens talepapir i forbindelse med samrådet er optrykt som bilag til beretningen.

Miljø- og energiministeren gav i samrådet tilsagn om, at spørgsmålet om DOPAS' deltagelse i udbygning af felter, der er så store, at de vil have væsentlig indflydelse på den danske energiforsyning eller samfundsøkonomi, vil blive forelagt for Folketingets Energipolitiske Udvalg.

Ligeledes vil ministeren fremover forelægge spørgsmålet om DOPAS' erhvervelse af koncessionsandele og/eller optioner, der giver DOPAS en samlet andel på mere end 30 pct. i en koncession.

Herefter udtaler et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem), at flertallet tager miljø- og energiministerens notat og tilsagn til efterretning.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan ikke tilslutte sig, at DOPAS skal have udvidet sine rammer som ansøgt af ministeren.

Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at hele DONG A/S koncernen skal privatiseres, hvilket partiet i flere omgange har fremsat lovforslag om. Som en god begyndelse til privatisering af DONG A/S koncernen kan man starte med at privatisere en række af DONGs datterselskaber. DOPAS er særdeles velegnet til at blive frasolgt med henblik på en regulær privatisering. Salgsprovenuet skal så anvendes til at afdrage på DONGs meget store gæld.

Det er ikke en statsopgave at medvirke ved olieproduktion, hvorfor der ikke er noget behov for at give DOPAS udvidet mandat til sit virke. Der er heller ikke fornuft i, at staten indirekte kommer til at placere op imod 400 mio. kr. i de kommende olieprojekter.

Vi er i Danmark i den gode situation, at både danske og udenlandske private selskaber efterforsker og udvinder kulbrinter fra den danske del af Nordsøen. Der kan derfor næppe fremdrages saglige argumenter for, at staten skal deltage i disse opgaver, medmindre man har klart ideologiske formål med at lade staten deltage.

P.u.v.

Kim Behnke

formand

Selvstændig beretning 1995 2 Valid

Nr BR 2

Beretning om DOPAS' deltagelse i olie- og gasproduktion

Nr 2 1995-96, 1. samling

Afgivet af Det Energipolitiske Udvalg

Afgivet: 19951215

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →