1995 BTB 66 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TVANGSMÆSSIG MEDICINSK KASTRATION AF VOLDTÆGTSFORBRYDERE M.FL. NR B 66 1995-96, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Anette Hemmingsen, Hillerød.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) afviser beslutningsforslaget, selv om det kan støtte visse af beslutningsforslagets intentioner. Mindretallet finder, at det forslag, som justitsministeren har fremsat som lovforslag nr. L 259, er langt mere gennemarbejdet og nuanceret, og mindretallet vil derfor koncentrere sin indsats på dette område i forbindelse med behandlingen af justitsministerens forslag.
Et andet mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) bemærker, at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at man ikke kender langtidsvirkningerne af brugen af de forskellige kemiske midler, der anvendes til kastration, og det er efter Enhedslistens opfattelse helt uacceptabelt, at der gennemføres medicinske eksperimenter på mennesker.
Der skal ikke herske tvivl om, at Enhedslisten mener, at der skal ydes meget støtte til ofrene for seksualforbrydelser fra myndighedernes side, både i form af behandlings- og støttetilbud.
Men det er nødvendigt, at myndighederne også forstår og handler således, at forbryderen får mulighed for at komme ud af den onde cirkel, som meget ofte ligger bag et seksualovergreb, nemlig at forbryderen selv har været offer for tilsvarende overgreb.
Enhedslisten vil gerne støtte forslag og initiativer, som kan bryde denne cirkel. Men det må efter partiets opfattelse ikke ske ved at gennemføre medicinske eksperimenter med kemisk kastration.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Mindretallet står uforstående over for forslagsstillernes ønske om betænkningsafgivelse nu, idet justitsministeren allerede har fremsat forslag om opstramninger i forhold til seksualforbrydere, men mindretallet kan naturligvis støtte beslutningsforslaget.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Lene Espersen (KF) Tom Behnke (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTB 66
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om tvangsmæssig medicinsk kastration af voldtægtsforbrydere m.fl.
Nr B 66 1995-96, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19960514