1995 BTB 22 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1994 NR B 22 1995-96, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
I overensstemmelse med bestemmelserne i § 7, stk. 1, nr. 18, i Folketingets forretningsorden har Retsudvalget behandlet Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) har intet at bemærke til beretningen.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller beretningen til forkastelse og udtaler i den forbindelse
Folketingets Ombudsmands beretning er endnu engang spændende læsning, hvor man bliver orienteret om forskellige sager, som ombudsmanden har fundet anledning til at offentliggøre.
Desuden får man et godt indtryk af Folketingets Ombudsmands eksotiske bedrifter, hvor alle de steder i verden listes op, som ombudsmanden har ofret sin dyrebare tid på at rejse til for at deltage i konferencer.
Når man ved, hvilken modstand mange borgere møder i det offentlige system i Danmark, ville det være mere passende, om Folketingets Ombudsmand koncentrerede sig om betjening af den danske befolkning.
I stedet for at rejse Jorden rundt og i stedet for at søge med lup rundt i samfundet efter opgaver burde Folketingets Ombudsmand hellere bruge hele sin tid på at betjene de ulykkelige danske borgere, der er kommet i klemme i det danske system.
Som udtalt af Fremskridtspartiet i tidligere betænkninger til Folketingets Ombudsmands beretninger, nyder den nuværende ombudsmand ikke Fremskridtspartiets tillid, idet han ikke lever op til de krav og kvaliteter, der oprindelig blev lagt til grund for en ombudsmands format og indhold. Fremskridtspartiet kan således heller ikke have tillid til den af Folketingets Ombudsmand udarbejdede beretning for året 1994.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) fremsætter herefter følgende
Forslag til folketingsbeslutning om Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994. Folketinget tager Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994 til efterretning.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Henning Grove (KF) Tom Behnke (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTB 22
Betænkning og indstilling vedrørende Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994
Nr B 22 1995-96, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19951012