1995 BTB 9 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBUD MOD ANTIPERSONELMINER NR B 9 1995-96, 1. SAMLING

Bilag 1

Et af udvalgets spørgsmål til forsvarsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål nr. 2

»Ministerens kommentar udbedes til medsendte henvendelse af 15. januar 1996 fra Kvinder for Fred/International Liga for Fred og Frihed, jf. bilag 2.«

Svar

Det humanitære problem med anvendelse af miner vedrører fortrinsvis langtidseffekter af de millioner af personelminer, der er udlagt og stadig udlægges primært i borgerkrige i den tredje verden i strid med den nuværende konvention af 1980 om særligt inhumane konventionelle våben.

Under en tredjedel af de 185 lande, der er medlemmer af FN, har tiltrådt 1980-konventionen, hvis nuværende protokol II regulerer anvendelsen af bl.a. personminer. Det er i mange af de lande, der ikke har tiltrådt konventionen og dens protokol II, at personelminer misbruges.

Der er derfor tale om et internationalt problem, hvis løsning må være international og altomfattende. I overensstemmelse hermed støtter og arbejder Danmark aktivt for et internationalt forbud med personelminer.

Udviklingen på den igangværende gennemgangskonference har imidlertid vist, at tiden ikke er moden til at vedtage et internationalt forbud mod personelminer. Alene i den nordiske kreds er der stærkt divergerende opfattelser af det ønskelige i at indføre et forbud mod personelminer.

På den baggrund finder regeringen, at den eneste realistiske vej frem mod et internationalt forbud går gennem aktiv og dialogsøgende deltagelse i det internationale samarbejde om stramning af 1980-konventionens protokol II.

Der arbejdes for, at der, indtil målet om et internationalt konventionsfastsat forbud mod personelminer kan virkeliggøres, udformes restriktive bestemmelser for brug af personelminer med henblik på at sikre civilbefolkningen mere effektiv beskyttelse.

Den mere effektive konventionsbestemte beskyttelse af civilbefolkningen skal opnås samtidig med, at langt flere lande, end tilfældet er i dag, tilslutter sig konventionen, herunder protokol II. Det er som nævnt blandt en række af de ca. 130 lande, som i dag ikke har tilsluttet sig konventionen, at de meget betydelige humanitære problemer, som forårsages af personelminer, findes.

Danmark har ikke et personelmineproblem. Ud over til uddannelsesformål vil der ikke blive udlagt miner i Danmark, medmindre det sker som et led i forsvaret mod et igangværende angreb eller ved overhængende fare for angreb på landet. I realiteten eksisterer et de facto-moratorium mod anvendelse af miner i Danmark, som kun vil blive brudt, såfremt en udefra kommende militær aggressor gør det nødvendigt for at forsvare landet med militære midler.

Skulle minefelter blive lagt i Danmark, vil de blive afmærket efter nøje fastsatte bestemmelser for at undgå, at bl.a. civile uforvarende skulle gå ind i et minefelt. Minernes placering vil blive optegnet, og minerne vil kunne fjernes uden at udgøre en risiko for kommende generationer af danskere.

Miner, herunder personelminer, udgør et effektivt og relativt billigt element i landets samlede forsvarsevne. Et ensidigt dansk forbud mod anvendelse af personelminer vil nedsætte forsvarsevnen og øge personellets sårbarhed. Herudover vil et ensidigt forbud få indflydelse på hærens våbenmæssige sammensætning, fordi det umiddelbart vurderes, at der vil blive behov for en kombination af flere enheder, nyanskaffelser af materiel, ammunition m.v. for at kompensere for den nedsatte forsvarsevne og den øgede sårbarhed.

Et ensidigt dansk forbud må også påregnes at få konsekvenser for samarbejdet i NATO. Det gælder både i relation til Den Danske Internationale Brigades samarbejde med 1. Britiske Panserdivision i rammen af NATO's reaktionskorps, Danske Divisions samarbejde med tyske enheder i rammen af LANDJUT og samarbejdet i øvrigt med NATO-enheder, herunder forstærkningsenheder til Danmark.

Det bemærkes, at de NATO-lande, som har indført forbud eller formelle moratorier mod anvendelse af personelminer, har væsentlig anderledes geostrategiske og geografiske forudsætninger, end tilfældet er for Danmark. Hertil kommer, at disse forbud eller moratorier efter det oplyste enten kan fraviges i nødsituationer eller kan ophæves, hvis situationen måtte nødvendiggøre det.

Ud over at forsvaret løbende undersøger mulighederne for at rationalisere og effektivisere den våbenmæssige sammensætning, herunder i forhold til de ulemper, som våbenanvendelse kunne have i forhold til civilbefolkning, egne eller allierede styrker og det omgivende miljø, har jeg besluttet at iværksætte en særlig undersøgelse vedrørende personelminer. Undersøgelsen, der vil være færdig i foråret 1997, skal vurdere behovet for personelminer, herunder om der eksisterer forsvarsmæssigt tilstrækkelige alternativer, og konsekvenserne i øvrigt af helt eller delvis at substituere personelminer. Det er hensigten, at resultaterne af undersøgelsen skal inddrages i den redegørelse, som Udvalget vedrørende forsvarets materiel afgiver i september 1997 bl.a. til brug for Forsvarskommissionen af 1997.

Det egentlige humanitære problem er som nævnt misbrugen af »dumme« personelminer primært i borgerkrige i den tredje verden.

Der skal fortsat arbejdes på internationalt plan for at opnå mere restriktive bestemmelser i 1980-konventionens protokol II, som samtidig også skal udvides til at omfatte interne konflikter. Det er helt afgørende, at der opnås væsentlig større tilslutning til konventionen, end tilfældet er i dag, ikke mindst fordi hovedparten af misbrugslandene end ikke har tiltrådt den nuværende konvention.

Danmark må derfor videreføre sit aktive engagement i revision af 1980-konventionen, således at der kan arbejdes hen imod et internationalt forbud mod personelminer.

Bilag 2

* Fremlagt af Forsvars- og Sikkerhedskomiteen og vedtaget af NAA i Torino i oktober 1995.

Folketingets uautoriserede oversættelse

NAA's beslutning (Resolution 259 om foranstaltninger til udryddelse af landminer)

AM 270

DSC/AF (95) 5

Bilag 3

Bilag 3

RESOLUTION 259

om

FORANSTALTNINGER TIL UDRYDDELSE AF LANDMINER*

1. Under henvisning til Resolution 249 om foranstaltninger til udryddelse af landminer, som Forsamlingen enstemmigt vedtog i 1994;

2. Ud fra den overbevisning at de 100 millioner eller mere ueksploderede miner, der er spredt verden over i 65 lande, fortsat udgør en af de mest udbredte, dødelige og langvarige former for forurening, som det internationale samfund skal behandle som en hastesag;

3. I bevidstheden om at der i mange lande verden over dræbes eller lemlæstes flere hundrede mennesker hver uge, og at utallige tusinde kvæstes alvorligt, samt at disse tal omfatter en uforholdsmæssig stor og uacceptabel andel af uskyldige civile, navnlig børn;

4. Idet det bemærkes, at 157 nationer har ratificeret FN's konvention om børns rettigheder, samt at brugen af antipersonelminer krænker mange af de centrale bestemmelser i denne konvention;

5. I bevidstheden om at det samlede budget afsat til undervisning og udslettelse år for år dramatisk har oversteget de beløb, der anvendes til - en ofte vilkårlig - deployering af flere nye miner, og at man alene i 1993 regner med, at mens man fjernede ca. 80.000 stykker eksplosive anordninger, blev der andre steder udlagt ca. 2.500.000 anordninger;

6. Ud fra den overbevisning at dette enorme og presserende humanitære problem kun kan løses gennem etablering af et effektivt internationalt aftalt kontrolsystem, der fastsætter strenge begrænsninger for konstruktion, produktion, anvendelse og overførsel af alle landminer og andre lignende eksplosive anordninger, samt ved allokering af ressourcer til udslettelse, uddannelse og lægehjælp, som står i rimeligt forhold til problemets omfang;

7. Idet vi hilser Præsident Clintons FN-initiativ fra september 1994 velkommen, et initiativ, hvori han opfordrede til udarbejdelse af et nyt internationalt kontrolsystem med det formål progressivt at reducere antallet af miner og adgangen til dem og derved spare »titusindvis af mænds, kvinders og uskyldige børns liv i årene fremover«, og idet vi roser det amerikanske Senats 1-årige moratorium for de amerikanske styrkers anvendelse af antipersonellandminer, den belgiske regerings beslutning om at forbyde produktion, anvendelse og eksport af antipersonelminer samt de eksportmoratorier, som Cambodja, Colombia, Frankrig, Irland, Mexico og Storbritannien har offentliggjort;

8. Idet vi også hilser de europæiske initiativer fra Ministerrådet og Europa-Parlamentet velkommen, initiativer, hvorved der allokeres ekstra ressourcer til rydning af miner samt indføres begrænsninger for salg og anvendelse af antipersonellandminer; og idet vi stærkt støtter de enestående rapporter, der for nylig blev fremlagt af Tony Cunningham, MEP, og Jan Willem Bertens, MEP, om dette emne, begge vedtaget af Europa-Parlamentet i juni 1995;

9. Idet vi støtter rapporten fra FN's generalsekretær Boutros Boutros-Ghali om dette emne, en rapport, som bl.a. understregede behovet for et moratorium vedrørende eksport af antipersonellandminer, et multilateralt system til at bekæmpe udbredelsen af sådanne anordninger samt en styrkelse af FN's antimineprogram til også at omfatte rigelige midler til en frivillig fond for minerydningsaktiviteter;

10. Forfærdet over at der i maj 1995 kun er 49 lande, som har underskrevet FN's konvention om inhumane våben fra 1980, og at en række af disse lande - herunder også nogle medlemmer af NAA - endnu ikke har ratificeret traktaten gennem en parlamentarisk proces;

11. Idet vi bemærker, at FN's kontrolkonference i 1995 om konventionen om inhumane våben afholdes samtidig med efterårsmødet i NAA;

12. Ud fra den overbevisning at NAA forbliver et kritisk og indflydelsesrigt forum for en debat om dette presserende humanitære problem, og at NAA fortsat skal lægge større vægt på emnet via udarbejdelse af velorienterede rapporter, udveksling af information samt overvejelse af løsninger med det formål at fremme seriøse regeringstiltag;

13. Opfordrer Forsamlingen derfor regeringer og parlamenter i medlemslandene og de associerede medlemmer af NAA til

a. at maksimere deres indsats på kontrolkonferencen for at sikre, at FN's konvention om inhumane våben støttes og ratificeres som en hastesag af alle regeringer og parlamenter i medlemslande og associerede medlemmer af NAA, samt øve pres på de lande, som endnu ikke har gjort dette;

b. at styrke »Protokollen om forbud eller begrænsninger vedrørende anvendelse af miner, lureminer og andre anordninger« på kontrolkonferencen ved bl.a. at vedtage ændringer, der fastlægger yderligere begrænsninger for anvendelse og eksport af landminer samt etablering af en verifikationsmekanisme, der effektivt kan påvise og hindre krænkelser af protokollen;

c. energisk at støtte Clintonadministrationens forslag om et nyt internationalt kontrolsystem for landminer som en hastesag;

d. straks at tilslutte sig USA og andre lande vedrørende indførelse af et moratorium for eksport af antipersonellandminer;

e. på nationalt og multilateralt plan at styrke den monetære støtte og bistand til de berørte lande, som har størst behov for rydning af miner, uddannelser af befolkningen til at undgå eksplosive anordninger samt tilvejebringelse af hensigtsmæssig og målrettet lægehjælp til civile ofre;

f. at tage føringen - kollektivt og via FN - for at etablere et troværdigt program, der omfatter oprettelse af en international fond på mindst 1 milliard USD til at fremme og finansiere kendskabet til landminer, rydde landminer og destruere de miner, der oplagres af lande, som frivilligt indvilliger i at afskaffe dem;

g. over for regeringerne at indskærpe behovet for at udvide forskningsindsatsen i stil med den, der i øjeblikket foregår i Sydafrika og USA, med det formål at udvikle ny teknik til sporing og rydning af miner.

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har

herunder stillet spørgsmål til forsvarsministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Et af udvalgets spørgsmål og forsvarsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Kvinder for Fred.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) beslutningsforslaget til forkastelse.

Flertallet afviser beslutningsforslaget med de begrundelser, der er anført i forsvarsministerens kommentarer til udvalget, jf. svaret på spørgsmål 2, som er optrykt som bilag 1 til betænkningen.

Flertallet noterer sig især, at forsvarsministeren i sit svar giver udtryk for, at ud over at forsvaret løbende undersøger mulighederne for at rationalisere og effektivisere den våbenmæssige sammensætning, herunder i forhold til de ulemper, som våbenanvendelse kunne have i forhold til civilbefolkning, egne eller allierede styrker og det omgivende miljø, har han besluttet at iværksætte en særlig undersøgelse vedrørende personelminer. Undersøgelsen, der vil være færdig i foråret 1997, skal vurdere behovet for personelminer, herunder om der eksisterer forsvarsmæssigt tilstrækkelige alternativer, og konsekvenserne i øvrigt af helt eller delvis at substituere personelminer. Det er hensigten, at resultaterne af undersøgelsen skal inddrages i den redegørelse, som udvalget vedrørende forsvarets materiel afgiver i september 1997 bl.a. til brug for Forsvarskommissionen af 1997.

Herudover ønsker flertallet at markere sit ønske om, at de bestræbelser, som også Danmark udøver i retning af at få udviklet effektivt minerydningsmateriel, fremmes.

Ligeledes finder flertallet naturligvis, at de bestræbelser, der er i gang med henblik på revision og skærpelse af 1980-konventionens protokol II, bør intensiveres således, at en større tilslutning til et internationalt forbud mod personelminer kan opnås.

Flertallet ønsker endvidere at henvise til den beslutning, North Atlantic Assembly tog på sin efterårssamling 1995 i Torino. Beslutningen (Resolution 259 on Landmine Eradication Measures) er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Mindretallet udtaler følgende

Da Folketinget den 10. oktober 1995 havde 1. behandling af SF's beslutningsforslag om et forbud mod antipersonelminer, blev der fra alle sider i salen udtrykt stor sympati for forslaget. Intet parti var uenigt i den centrale målsætning, nemlig afskaffelse af dette overordentlig modbydelige, vilkårlige våben.

Men de gode hensigter udmøntede sig ikke i handling for det store flertals vedkommende. Når bortses fra Enhedslisten, var der intet parti i Folketinget, der kunne støtte SF's forslag. Det blev kaldt »urealistisk« af den socialdemokratiske ordfører, og ingen af regeringspartierne eller partierne i den borgerlige opposition modsagde det synspunkt, heller ikke Det Radikale Venstre.

Et af argumenterne mod et dansk totalforbud var i efteråret, at kun meget få lande har tilkendegivet støtte til eller tilsluttet sig et totalforbud. Men billedet er ved at ændre sig markant, for hvor der kun var en håndfuld lande, der støttede et forbud for et halvt år siden, er der nu ca. 20 lande på listen.

Senest har den amerikanske forsvarschef lagt op til en nyvurdering af brugen af landminer. USA har indtil nu forfægtet det synspunkt, at de såkaldt »smarte« (selvdestruerende) miner skulle være tilladt, men den amerikanske nyorientering retter sig mod et generelt forbud.

I den amerikanske kongres er der på tværs af partiskel stor tilslutning til et totalforbud mod landminer. Men samme tilslutning findes imidlertid ikke i det danske Folketing, hvor landmineproblematikken desværre er blevet en brik i et partipolitisk spil. Det har kostet Danmark anseelse internationalt, og den reaktionære holdning vil måske også i længden koste menneskeliv.

Et af de væsentligste argumenter mod et dansk forbud, nemlig at Danmark hverken kan eller skal gå enegang med et forbud, er derfor ved at smuldre. Og det må ganske enkelt give den danske regering og det danske Folketing anledning til at overveje, om ikke Danmark burde tage et selvstændigt initiativ i samme retning.

Ved FN's konference om inhumane våben i Geneve fra den 22. april til den 3. maj i år må den danske regering gøre sin stilling op: Skal Danmark aktivt støtte bestræbelserne på at eliminere enhver produktion og anvendelse af landminer, eller skal Danmark fortsætte den bagstræberiske linje, der gavner våbenindustrien og forlænger de humanitære omkostninger, som minerne giver anledning til?

Regeringen har hidtil argumenteret i retning af, at et dansk forslag om et totalforbud blot vil virke imod sin hensigt, og at »det bedste dermed bliver det godes fjende«, jf. forsvarsministerens notits vedrørende brug, eksport m.v. af personelminer (North Atlantic Assembly, alm. del, bilag 119, folketingsåret 1994-95), og meningen har mindretallet endog meget svært ved at forstå.

For synspunktet harmonerer endog særdeles dårligt med den danske tradition for at gå i forreste række på det humanitære område, bl.a. da Danmark gik enegang med sin Sydafrikapolitik, en beslutning, mindretallet har været stolt af, og pointen er naturligvis, at det nytter noget at kæmpe det umuliges kamp.

Landminer er vilkårlige våben. De rammer i flæng og skelner ikke mellem civile i fredstid og soldater i en krig. Langt de fleste ofre for minerne er civile, hvoraf mange er børn, og ikke soldater. Ifølge FN-konventionerne er vilkårlig magtanvendelse ikke lovlig. Det betyder bl.a., at det ikke er tilladt at bombe en boligblok fyldt med civile, hvis målet er at ramme en militærbase, der har forskanset sig i kælderen. Og det er faktisk samme princip, der gør sig gældende med landminerne, de rammer alle, der kommer i nærheden af dem.

Derfor burde det være enkelt at fastlægge den danske politik på dette område. Den danske regering kan ikke være andet bekendt end en entydig fordømmelse af disse uhyrlige våben.

Mindretallet hævder ikke, at det er overvejende sandsynligt, at det er muligt at argumentere et totalforbud mod miner igennem på FN-konferencen i april. Men er en uventet sejr, den være sig nok så lille, ikke i alle tilfælde smukkere end en bagstræberisk dansk insisteren på en inhuman politik?

En støtte til beslutningsforslaget vil være et vigtigt og utvetydigt skridt på vejen mod en fremsynet forsvarspolitik.

Ingrid Rasmussen (S) nfmd. Helen Beim (S) Anna-Marie Hansen (S) Poul Qvist Jørgensen (S) Ove Fich (S) Villy Søvndal (SF) Jørgen Estrup (RV) Søren Søndergaard (EL) Arne Melchior (CD) Svend Aage Jensby (V) Knud Enggaard (V) fmd. Peder Sønderby (V) Anders Mølgaard (V) Niels Ahlmann-Ohlsen (KF) Kaj Ikast (KF) Stefan G. Rasmussen (KF) Annette Just (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ingen

Nr BTB 9

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod antipersonelminer

Nr B 9 1995-96, 1. samling

Afgivet af Forsvarsudvalget

Afgivet: 19960326