1995 BSF 117 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SKÆRPELSE AF TILSYN MED LOV OM KEMISKE STOFFER OG PRODUKTER
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen inden den 1. januar 1997 at
fremsætte forslag til lov om ændring af lov om kemiske stoffer og
produkter, således at tilsynet skærpes med kemiske stoffer og
produkter.
Et skærpet tilsyn indebærer, at der fastsættes faste tilsynsfrekvenser hos bestemte kategorier af producenter og importører af stoffer og produkter, der reguleres i medfør af loven. Der skal i tilsynet lægges særlig vægt på kemiske stoffer og produkter, som importeres fra lande uden for EU, og på de kemiske stoffer og produkter, som importeres fra de øvrige EU-lande, i det omfang der i Danmark gælder strengere regler end i resten af EU.
Lovforslaget skal samtidig angive, hvilke personaleressourcer der skal til for at opfylde de skærpede tilsynskrav. Det skal overvejes, hvorvidt Miljøstyrelsen på bestemte betingelser kan overlade dele af tilsynet til lokale instanser, f.eks. arbejdstilsynskredse, amter, store kommunale miljøafdelinger eller fælleskommunale miljø- og levnedsmiddelkontrolenheder.
Endvidere skal lovforslaget indeholde bestemmelser om, at den statslige tilsynsmyndighed, dvs. Miljøstyrelsen, med virkning fra kalenderåret 1998 skal udarbejde en årlig beretning over tilsynet efter lov om kemiske stoffer og produkter.
Bemærkninger til forslaget
Tilsynet med lov om kemiske stoffer og produkter er i dag mindre intensivt end kommuners og amters tilsyn med miljøbeskyttelsesloven. Det er paradoksalt i betragtning af, at det er Miljøstyrelsen, der varetager tilsynet med kemiske stoffer og produkter, og at skiftende miljøministre har kritiseret amter og kommuner for et for svagt tilsyn.
For at angive, hvilken karakter af stramninger forslagsstillerne tænker på, gives her nogle foreløbige bud på de skærpede tilsynsprincipper, som forslag til lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter kan indeholde
- Tilsyn mindst en gang pr. år med producenter og importører, der producerer eller importerer mere end 100 tons pr. år af kemiske stoffer og produkter, der enten er mærkningspligtige eller omfattet af anvendelsesbegrænsning eller koncentrationsgrænser m.v.
- Tilsyn mindst hvert 3. år med producenter og importører, der producerer eller importerer mellem 10 og 100 tons pr. år af kemiske stoffer og produkter, samt med detailhandel, der sælger over 10 tons pr. år.
- Der fastsættes lavere mængdegrænser for særlig farlige produkter. Det gælder f.eks. PCB, kviksølv- og cadmiumholdige produkter m.v. Omvendt kan eventuelt fastsættes højere mængdegrænser for bestemte produkter, som anses for at være mindre farlige.
Ingen
Nr BSF 117
Forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af tilsyn med lov om kemiske stoffer og produkter
Fremsat af Anni Svanholt (SF) Steen Gade (SF)
den 26. marts 1996