1995 BSF 106 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STOP FOR OFFENTLIGE MYNDIGHEDERS ANVENDELSE AF ANONYME OPLYSNINGER TIL OPSPORING AF SORT ARBEJDE

Folketinget pålægger regeringen i folketingsåret 1995-96 at fremsætte lovforslag og udstede de nødvendige administrative regler m.v. for at bringe offentlige myndigheders anvendelse af anonyme oplysninger til opsporing af sort arbejde til ophør for derved at sikre borgernes retssikkerhed.

Bemærkninger til forslaget

Skattemyndighederne har efter de gældende regler ret til at anvende anonyme oplysninger i lignings- og kontrolarbejdet.

Myndighederne indledte i 1994 en aktion for at komme sort arbejde og socialt bedrageri til livs. Aktionen gik ud på at opfordre almindelige borgere til at indberette medborgere, kolleger og naboer til de offentlige myndigheder.

Skatteministeren kender ikke omfanget af anvendelsen af anonyme henvendelser, jf. svar på spørgsmål nr. 1081 af 18. januar 1996 af Kim Behnke (FP), jf. Folketingets forhandlinger side 3647. Forslagsstillerne har imidlertid undersøgt sagen og kan oplyse, at den senere tids offentlige omtale og en landsdækkende rundspørge udarbejdet af Jyllands-Posten til landets 275 kommuner og 31 told- og skatteregioner viser, at antallet af henvendelser fra borgere, der ønsker at være anonyme, er kraftigt stigende.

Opgørelsen bekræfter, at 153 kommuner og 21 regioner inden for de sidste seks måneder af 1994 modtog mindst 3.800 anonyme anmeldelser om sort arbejde eller socialt bedrageri.

Det beror på en konkret vurdering af en anonym oplysning i den pågældende skatteforvaltning eller told- og skatteregion, om oplysningen skal anvendes i lignings- og kontrolarbejdet. Det er forslagsstillernes holdning, at et samfund, der bygger sin offentlige administration på borgernes forhold til anonyme indberetninger, anmeldelser og angiveri, ikke er et værdigt samfund, men nærmere er betegnende for totalitære regimer, der opfordrer borgerne til at angive hinanden, for at myndighederne kan forfølge borgere, der ikke følger statsmagtens påbud og regler.

Regeringen har ingen moralsk ret til at benytte sig af totalitære metoder for at opkræve sine skatter og afgifter, og forsøget på at give kampen mod sort arbejde og socialt bedrageri et skær af retfærdighed eller moralsk lødighed er usmageligt.

Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, udtaler til Politiken den 16. december 1995, at han er »betænkelig« ved brugen af anonyme undersøgelser i den offentlige sektor. Samme holdning udviser en række kommuner. Her kan nævnes Dronninglund Kommune, Sundsøre Kommune, Fåborg og Jægerspris Kommuner samt Skibby Kommune, som oplyser, at de afviser anonyme anmeldelser.

Af retssikkerhedsmæssige grunde er det utilfredsstillende, at der på et så principielt område kan være væsentlige lokale og regionale forskelle på skattemyndighedernes brug af anonyme oplysninger.

For både skattemyndighederne og borgerne - såvel de, som giver oplysningerne, som dem, de vedrører - er det en fordel med klare og entydige retningslinjer på området. Dette krav lever den nuværende ordning ikke op til. Den enkleste løsning på dette er, som dette beslutningsforslag anviser, helt at bringe skattemyndighedernes anvendelse af anonyme oplysninger til ophør.

Der eksisterer ingen positiv hjemmel til at anvende anonyme oplysninger i f.eks. lignings- og kontrolarbejdet, oplyser skatteministeren i svaret på spørgsmål nr. 1080 af 18. januar 1996 af Kim Behnke (FP), Folketingets forhandlinger side 3647. Det er forslagsstillernes holdning, at der her er tale om etik, der smuldrer, når myndighederne benytter sig af anonyme tips i forbindelse med udførelse af deres arbejde og funktion. Det er et udslag af, at politik gøres til moral i befolkningen, hvor nogle borgere egenhændigt påtager sig kampen mod uretmæssig fordeling af skattepenge og sociale goder. Vi taler her om et selvretfærdighedssamfund, hvor vi bliver hinandens kontrollanter.

For skattelovgivningen gælder det særlige forhold, at borgeren bliver udsat for omvendt bevisførelse. Hvis skattemyndighederne mener, at en borger har begået uregelmæssigheder i forhold til skattelovgivningen, er det borgerens opgave at bevise, at dette ikke er tilfældet. Skatteborgeren skal da betale de skatter, myndighederne anslår, og ikke før borgeren kan bevise sin uskyld, kan vedkommende få pengene tilbage.

Forhenværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V) traf den prisværdige beslutning, at hvis en skatteborger havde vundet en sag mod skattemyndighederne, kunne myndighederne ikke anke sagen til Landsskatteretten. Hvis borgeren derimod tabte sagen, havde denne fortsat mulighed for at anke sagen til Landsskatteretten. Efter regeringsskiftet i 1993 har skiftende socialdemokratiske skatteministre ændret denne praksis, så skattemyndighederne igen kan jage borgeren hele vejen op i Landsskatteretten.

I betragtning af denne praksis med omvendt bevisbyrde og en kraftig opprioritering af skattemyndighedernes jagt på borgerne er det ekstra betænkeligt, at skattemyndighederne anvender anonyme kilder i deres arbejde med sager mod befolkningen.

Der er ikke tale om et retssamfund med retssikkerhed for borgerne, hvis myndighederne kan anvende anonyme kilder til at rejse sager mod disse, som derefter er at betragte som skyldige, medmindre de kan bevise deres uskyld. Hvis samme praksis blev overført til straffelovsområdet, ville de selvsamme politikere, som støtter praksis på skatteområdet, rejse et protestbrøl mod en sådan mangel på retssikkerhed for borgeren. Det svarer til, at politiet kan bruge anonyme tips til at rejse tiltale mod en borger for en straffelovsovertrædelse, hvorefter borgeren må bevise sin uskyld! Det går selvfølgelig ikke i et retssamfund med demokrati som grundsten. Derfor må anvendelsen af anonyme oplysninger i skattemyndighedernes arbejde også bringes til ophør.

Den voksende tendens til anvendelse af anonyme oplysninger svækker i princip og i praksis den enkelte borgers privatliv og retssikkerhed. Myndighederne får således lovgivningen på sin side til at anvende omvendt bevisførelse, og borgerne skal endda for egen regning bevise deres uskyld. Samme myndighed må anvende anonyme tips til at anklage borgerne. Det tenderer imod justitsmord og er med til at tilskynde befolkningen til at lægge forhindringer for medborgere og konkurrerende virksomheder, når der i virkeligheden er tale om dyneløfteri, sociale forskelle, misundelse og hævn. Om en del af henvendelserne siger T. Gribsholt, inspektør i Told og Skat i Århus, »De ligner nærmest forsøg på chikane«, jf. Århus Stiftstidende 9. december 1995.

»Om stikkeri kan man sige meget ondt - men næppe nok«, siger Gunner Visby Mogensen, lektor og forskningschef, jf. Jyllands-Posten 26. december 1995, og fortsætter med at advare: »Det er forargeligt og farligt, når skattevæsenet går ind på den private løsnings princip frem for den solidariske. Det er privat at stikke naboen. I stedet må incitamenterne for sort arbejde fjernes . . .«.

Den tiltagende tendens til anvendelse af anonyme oplysninger kan betegnes som en opløsningstendens, der viser, at danskernes medmenneskelige netværk er gået itu. Man har ikke længere noget at miste ved at melde naboen og dette med myndighedernes tilskyndelse. Det er vigtigt, at et samfund har områder, der holdes fri for øvrighedens indblanding.

Et forbud mod brug af anonyme oplysninger er ikke ensbetydende med, at borgere, som mener at have oplysninger af relevans for skattemyndighederne, ikke kan videregive disse til skattemyndighederne. Forbud mod anonymitet må antages at bevirke, at der oftest kun videregives oplysninger i det tilfælde, hvor oplysningerne er af reel betydning for lignings- og kontrolarbejdet.

Endelig peger en almindelig modvilje mod offentlige myndigheders anvendelse af anonyme kilder - og den dermed indirekte tilskyndelse for befolkningen - hen imod at bringe en nuværende ordning på skatteområdet til ophør.

Forslagsstillerne opfordrer regeringen til at bringe disse forhold til ophør og frem for at symptombehandle hellere fjerne incitamenterne for sort arbejde og socialt bedrageri. Det drejer sig her om de høje skatter, viser en rapport fra Udvalget om Personbeskatning 1992.

Danske undersøgelser, jf. »Forskning i den sorte sektor i Danmark 1980-92«, ved lektor og forskningschef Gunner Viby Mogensen, viser entydigt, at befolkningen peger på det høje skattetryk - med vægt lagt på personskatterne - som hovedårsag til vækst i de sorte aktiviteters omfang. På både efterspørgsels- og udbudssiden af de sorte markeder angives, at sparet personskat og/eller moms m.v. giver et sort prisniveau langt under det registrerede markeds priser - på de dominerende delmarkeder for boligreparationer og serviceydelser typisk 40-60 pct. lavere.

Folketingets flertal og by- og amtsråd vedtager, hvor høje de danske skatter og afgifter skal være. Befolkningen har derfor kun indirekte indflydelse på størrelsen af skatterne. Argumentet om, at borgerne blot kan vælge andre politikere ved næstfølgende valg, er selvfølgelig korrekt, men ikke særlig operationelt. Borgernes reaktion på politikernes forhøjelser af skatter og afgifter er dels afmagt over for det politiske system, dels yderligere gødning til den »have«, hvor ideer gror til nye måder at undgå de høje skatter og afgifter på.

I en række lande har man indhentet erfaringer med, hvad der sker, når skatter eller afgifter overstiger det niveau, befolkningen anser som værende acceptabelt. I USA, hvor der er fri bevægelighed mellem delstaterne, har man erfaret, at såfremt de enkelte staters sales tax (moms i detailledet) overstiger 10 pct., begynder befolkningen at spekulere i arrangementer på tværs af delstatsgrænserne. Hvis derimod skatten holdes på 6-8 pct., betaler befolkningen uden at tænke på muligheder for at unddrage sig skatten. I midten af 1980'erne kom sales tax i Sydafrika op på 15 pct. Erfaringen var den samme som i USA. Da først man fik en skat, der lå over 10 pct., begyndte befolkningen at etablere arrangementer for at undgå skattebetaling. Omkring 1990 kunne man nedsætte afgiften til 9 pct. Reaktionen kom prompte i form af ophør med kreative arrangementer.

Befolkningen har som udgangspunkt ikke noget imod at betale skatter og afgifter, men der er en klar grænse for, hvad befolkningen anser for rimeligt. Den grænse er for mange år siden overskredet i Danmark. Vi har verdens højeste skatteniveau. Der er ikke andre lande, hvor befolkningen har en så voldsom sammensætning af skatter og afgifter eller så høje procentsatser for de enkelte afgifter.

For en række skatter og afgifter er der en meget markant »Laffer-effekt«. Laffer-effekten beskriver det faktum, at når en skat eller afgift når et bestemt niveau, stiger provenuet ikke længere ved yderligere forhøjelser af beskatningsprocenten. I Danmark har vi en række skatter og afgifter, der befinder sig i dette område.

Det er således muligt at opnå det samme (eller måske større) provenu ved en lavere skatte- eller afgiftsprocent. Som de mest åbenlyse eksempler kan nævnes registreringsafgiften på 180 pct. og topskatten, der fra og med 1996 udgør 15 pct.

Den typiske reaktion fra den danske befolkning, når skatter og afgifter stiger, er ikke blot passivt at betale forhøjelsen, men derimod at udtænke metoder til at unddrage sig beskatning. Når det er blevet opgjort af Skatteministeriet, at der i Danmark er et sort marked for over 40 mia. kr., så er løsningen på dette problem ikke at forhøje skatterne yderligere eller drive mere intensiv klapjagt på skatteborgerne. Folketinget og Skatteministeriet bør i stedet lade sig inspirere af Laffer og finde skatter og afgifter, hvor nedsættelse af procenten giver det samme provenu til det offentlige, for derved at gøre sort handel mindre attraktiv.

Jo mere statsmagten »tvinger« befolkningen til at tænke »sort«, jo flere netværk deltager befolkningen i, hvor gevinsten er adgang til naturalier, vennetjenester, bytteri af faglige kvalifikationer eller direkte kriminelle aktiviteter som f.eks. køb af hælervarer m.v. På Mors har man sat bytteri af faglige kvalifikationer i system med indførelsen af såkaldte »Ø-janter«, hvormed man kan huske at bytte vennetjenester.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der for sort arbejde og for markedet for skatteunddragelse er behov for at stille spørgsmålet: »Hvorfor drikker Jeppe . . .«, i stedet for at myndighederne med politisk opbakning intensiverer jagten på borgernes overlevelseskamp mod verdens højeste skatteniveau. Folketingets beslutning herom har medført, at titusind danskere hver dag begår ulovligheder blot for at få privatøkonomien til at hænge sammen. Det er nok muligt, at sort arbejde og anden skatteunddragelse er en sport for enkelte borgere blot for at snyde systemet, men for den absolutte hovedpart af skatteydere er der tale om simpel nødværge mod en samfundsøkonomi, der tager for stor en del af borgernes lønindkomst. Når borgere først får smag for det sorte marked og opdager, at skattetænkning er den eneste form for intellektuel virksomhed i Danmark, der for alvor er penge i, sættes der små og store snebolde i bevægelse. Sneboldene driver befolkningen ud i mere og mere sort adfærd, hvor den stifter bekendtskab med hælervarer og kriminelt miljø. Der er derfor mere end skattemæssige grunde til at stoppe denne udvikling. Det danske samfund taber moralske værdier hver eneste dag, hvor børn og unge vokser op i et miljø, hvor sort økonomi er en del af hverdagen. Løsningen på dette er ikke at ansætte 5.000-10.000 skattemedarbejdere til dyneløfteri og anden overvågning af befolkningens adfærd. Løsningen er at beslutte sig for at sætte en positiv hvid bølge i gang, hvor befolkningen fravælger det sorte marked igen, fordi reducerede skatter og afgifter ikke længere gør det sorte marked attraktivt.

Forslagsstillerne opfordrer på denne baggrund regeringen til at tage de nødvendige initiativer, herunder fremsætte lovforslag, til at bringe skattemyndighedernes anvendelse af anonyme oplysninger til ophør.

Omfanget, praksis i skatteforvaltningerne og det retlige grundlag m.v. vedrørende anvendelse af anonyme oplysninger i skatteforvaltningerne er tidligere rejst i form af spørgsmål efter Folketingets forretningsordens § 20 af Kim Behnke (FP), jf. spørgsmål nr. 1076, 1080 og 1081, folketingsåret 1995-96. Der henvises hertil og til skatteministerens svar i Folketingets forhandlinger, side 3646 og 3647.

Forslagsstillerne har i anden sammenhæng argumenteret for anvendelsen af anonyme vidner i forbindelse med narko- og/eller sager fra rocker- og bandemiljøerne. Forskellen på anvendelsen af anonyme vidner i disse sager og anonyme oplysninger i skatteforvaltningen er særdeles stor.

I sager med anvendelse af anonyme vidner er der tale om arrangementer, hvor det handler om hensynet til vidnets sikkerhed mod repressalier fra det kriminelle miljø. I de sager ved politi og anklagemyndighed, hvem vidnet er. Det er kun i forbindelse med retssager m.v., at vidnet optræder anonymt. Der er tale om sager, hvor sagens indhold er fremlagt i form af et anklageskrift, og hvor det fortsat er anklagemyndighedens opgave at bevise, at den tiltalte er skyldig.

I sager med anvendelse af anonyme tips er der derimod tale om, at skattemyndighederne bruger det anonyme tip til at rette søgelyset mod en bestemt skatteborger. Giveren af det anonyme tip er ukendt for alle. Skattemyndigheden bruger ikke tippet som »vidne« i sagen, men som grundlag for sagen. Skatteborgeren skal derefter bevise sin uskyld for at gå fri.

Det er derfor forslagsstillernes opfattelse, at et stop for anvendelse af anonyme oplysninger i skattemyndighedernes arbejde er en nødvendig opstramning af gældende lovgivning for at øge skatteborgernes retssikkerhed.

Ingen

Nr BSF 106

Forslag til folketingsbeslutning om stop for offentlige myndigheders anvendelse af anonyme oplysninger til opsporing af sort arbejde

Fremsat af Kim Behnke (FP) Tom Behnke (FP) Jan Køpke Christensen (FP) Kirsten Jacobsen (FP)

den 29. februar 1996