1995 BSF 104 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ADGANG TIL AT OPRETTE TVÆRFAGLIGE ARBEJDSLØSHEDSKASSER
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte forslag til ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., der indebærer, at det bliver muligt at oprette tværfaglige arbejdsløshedskasser efter regler, der svarer til dispensationsbestemmelsen i lovens § 97, hvorefter Kristelig Arbejdsløshedskasse har opnået anerkendelse.
Det skal være en forudsætning for anerkendelse, at arbejdsløshedskassen kun optager medlemmer, som ville kunne være medlem i en af de øvrige arbejdsløshedskasser, eller som kan henføres til et fagligt område.
Bemærkninger til forslaget
Generelt tillades tværfaglige arbejdsløshedskasser ikke i Danmark. Arbejdsministeren meddeler anerkendelse til arbejdsløshedskasser, der opfylder betingelserne i øvrigt, men kan i henhold til § 31, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. nægte anerkendelse, såfremt der allerede findes en anerkendt arbejdsløshedskasse inden for faget. Arbejdsministeren benytter denne bestemmelse eller manglende opfyldelse af betingelsen i lovens § 32, nr. 1, om, at en arbejdsløshedskasse kun kan anerkendes, såfremt den optager medlemmer fra et eller flere fag med sammenhængende faglige områder, til at nægte anerkendelse.
Kristelig Arbejdsløshedskasse har i henhold til § 97 fået ret til anerkendelse uanset reglen i § 32, nr. 1, hvis de øvrige betingelser i lovens kapitel 7 om anerkendelse af arbejdsløshedskasser er opfyldt.
Forslagsstillerne finder det utilfredsstillende ud fra et almindeligt lighedsprincip, at ikke enhver kreds af lønmodtagere, der måtte ønske det, på linje med Kristelig Arbejdsløshedskasse vil kunne danne en tværfaglig arbejdsløshedskasse, hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt.
Det er navnlig ønsket om at oprette arbejdsløshedskasser uden tilknytning til LO- fagforeninger og dermed uden en bestemt partipolitisk tilknytning, der berettiger forslaget. Hertil kommer, at sådanne anerkendte arbejdsløshedskasser allerede eksisterer. Bortset fra den tværfaglige Kristelig Arbejdsløshedskasse drejer det sig f.eks. om AC's og FTA's kasser, der er virksomme på fagområder, som LO ikke ønsker eller ikke ser sig i stand til at organisere.
Ingen
Nr BSF 104
Forslag til folketingsbeslutning om adgang til at oprette tværfaglige arbejdsløshedskasser
Fremsat af Helge Sander (V) Ivar Hansen (V) Bendt Bendtsen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Annette Just (FP) Tom Behnke (FP)
den 29. februar 1996