1995 BSF 103 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEKÆMPELSE AF ORGANISERET KRIMINALITET OG ROCKERKRIMINALITET
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen inden udløbet af 1996 at fremsætte
de nødvendige lovforslag og iværksætte de nødvendige initiativer til
at gennemføre den handlingsplan om bekæmpelse af organiseret
kriminalitet og rockerkriminalitet, som en arbejdsgruppe under
Justitsministeriet fremkom med i marts 1995.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Den organiserede kriminalitet er et af tidens væsentligste kriminalitetsproblemer. Nationalt og internationalt drøftes i den vestlige verden foranstaltninger, der kan bekæmpe denne særlige form for forbryderisk virksomhed. Det gælder såvel lande, der allerede har erfaringer med dette kriminalitetsproblem, som lande, hvor den organiserede kriminalitet endnu ikke er blevet et påtrængende samfundsspørgsmål, men som ønsker at værne sig mod den.
Justitsministeren nedsatte derfor i foråret 1994 en arbejdsgruppe med henblik på at udarbejde et oplæg til en handlingsplan mod organiseret kriminalitet, herunder rockerkriminalitet.
I arbejdsgruppen deltog repræsentanter for Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Politimesterforeningen, Kriminalforsorgen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk Fængselsforbund og Fængselsinspektørforeningen.
Handlingsplanen »Organiseret kriminalitet - Rockerkriminalitet«, der lå klar i marts 1995, indeholdt 15 initiativer, der dels vedrørte bedre vidnebeskyttelse, dels en styrkelse af efterforskningen. Justitsministeren udtalte ved den lejlighed til flere dagblade (blandt andet Jyllands-Posten 30. marts 1995 og Aktuelt 31. marts 1995), at der nu skulle gøres noget drastisk ved bekæmpelsen af organiseret kriminalitet.
Umiddelbart efter offentliggørelsen sendte justitsministeren planen til høring hos en række myndigheder og organisationer. På den baggrund havde Folketinget den 16. maj 1995 på initiativ af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet en forespørgsel til justitsministeren, der blev bedt om at redegøre for, hvilke lovinitiativer regeringen agtede at tage i anledning af den udarbejdede handlingsplan, jf. forespørgsel nr. F 45, folketingsåret 1994-95, Folketingets forhandlinger side 4870, 5118 og 5782.
Justitsministeren bekræftede under forespørgslen, at »en virkningsfuld bekæmpelse af den organiserede kriminalitet forudsætter, at nye og effektive midler bringes i anvendelse«, men at han ikke ville tage konkrete initiativer, førend svarene fra dem, handlingsplanen var sendt til høring hos, forelå.
Således varslede justitsministeren, at han i løbet af efteråret 1995 ville præsentere en omfattende pakke i kampen mod den organiserede kriminalitet. Det skete ikke. I regeringens lovkatalog fra oktober 1995 bliver det igen meddelt, at relevante lovforslag vil blive fremsat. Men intet er sket.
Den 6. februar 1996 udtalte justitsministeren til Politiken, at sådanne lovforslag alligevel ikke vil blive fremsat i denne folketingssamling. Dette er uacceptabelt.
Effektiv bekæmpelse af den organiserede kriminalitet, herunder rockerkriminaliteten, er helt afgørende i et retssamfund som det danske.
Rockerkriminaliteten, narkobagmændene og den organiserede kriminalitet omfatter kriminelle, der koldsindigt, hensynløst og asocialt anvender de midler, der er nødvendige, for at de kan nå deres kriminelle mål.
Set i det lys bør Folketinget give ordensmagten og domstolene de midler, der skal til for at opklare og bekæmpe forbrydelser, så landets borgere kan leve trygt og fredeligt og i størst mulig udstrækning beskyttet mod kriminalitet.
De midler, der anbefales i handlingsplanen fra marts 1995 til vidnebeskyttelse og efterforskning, vil medvirke til at give borgerne den sikkerhed.
Samtidig er det magtpåliggende for forslagsstillerne at fastslå, at bekæmpelse af rockerkriminalitet og organiseret kriminalitet ikke må medføre, at de grundlæggende hensyn til retssikkerheden tilsidesættes.
Forholdet mellem at stille nødvendige og tilstrækkelige midler til rådighed i forbindelse med efterforskningen af alvorlig kriminalitet og hensynet til retssikkerheden skal nøje sammenholdes. Men man kan godt tilgodese begge krav. Det viser handlingsplanen fra marts 1995.
Det er vigtigt at erkende, at retsregler og efterforskningsmuligheder, der var gode nok for en generation eller to siden, ikke slår til i dag, hvis man vil sikre sig, at også de stærkeste, de bedst organiserede og de mest hensynsløse kriminelle kan pågribes og dømmes.
Nogle af de mest effektive midler er anvendelse af civile agenter samt adgang til telefon- og rumaflytning. Hvis man skal ramme bagmændene bag den organiserede kriminalitet, skal der være mulighed for, at også ikke-politifolk kan infiltrere de kriminelle organisationer.
Det vil samtidig lette efterforskningsarbejdet for politiet, hvis der - vel at mærke efter dommerkendelse - blev adgang til at aflytte telefoner og lokaler, når der er begrundet mistanke om vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller tyveri af særlig grov beskaffenhed.
Det er også vigtigt, at vidner beskyttes bedre. Det kan være i form af ny identitet eller ved at udelukke bandemedlemmer fra retsmøder.
Handlingsplanen, som er udarbejdet af repræsentanter for stort set alle organisationer i det danske retssystem, er efter forslagsstillernes opfattelse et stort skridt frem i bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet, og det vil derfor være uforståeligt, hvis dens anbefalinger ikke føres ud i livet hurtigst muligt.
Derfor bør regeringen pålægges inden udgangen af 1996 at iværksætte de initiativer, handlingsplanen anbefaler, og justitsministeren tidligere har lovet var på vej.
Bemærkninger til forslagets indhold
Arbejdsgruppen sammenfattede i handlingsplanen om organiseret kriminalitet og rockerkriminalitet sine forslag til initiativer i følgende oversigt
A. Bedre vidnebeskyttelse gennem
1) Etablering af vidnebeskyttelsesprogram med blandt andet
- nyt navn
- nyt personnummer
- advokatbistand eller anden støtte
- økonomisk støtte
- godtgørelse for overgreb
- hjælp til flytning og nyetablering af bolig
- praktisk beskyttelse mod vold, trusler og chikanerier
- hjælp til politifolk og andre offentligt ansatte, der udsættes for overgreb.
2) Bandemedlemmer skal kunne udelukkes fra retsmøder.
3) Øget adgang til hurtig indenretlig afhøring af vidner.
4) Udvidet kriminalisering af trusler m.v. mod vidner.
5) Begrænsning af aktindsigt i sager vedrørende straffuldbyrdelse.
B. Styrkelse af efterforskningen gennem
6) Forstærket internationalt politisamarbejde.
7) Adgang til telefon- og rumaflytning i grove volds- og tyverisager m.v.
8) Lovregler om hemmelig ransagning.
9) Mulighed for at anvende civile agenter i efterforskningen af alvorlige strafbare handlinger.
10) Straf for vidners angivelse af urigtige alibier til politiet.
11) Omvendt bevisbyrde ved konfiskation af narkotikaudbytte m.v.
12) Lempelse af reglerne om tilfældighedsfund.
13) Effektiviseret samarbejde mellem myndighederne.
14) Reglerne for anbringelse og udgang for organiserede kriminelle i fængslerne skærpes.
15) Iværksættelse af forskning vedrørende organiseret kriminalitet.
Ingen
Nr BSF 103
Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af organiseret kriminalitet og rockerkriminalitet
Fremsat af Helge Adam Møller (KF) Bendt Bendtsen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Gitte Seeberg (KF) John Vinther (KF) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Bertel Haarder (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V) Ulla Tørnæs (V)
den 28. februar 1996